Uddannelsespolitisk oplæg –Kvalitet i fremtidens sundhedsuddannelserRegionerne vil udvikle sundhedsvæsenet med kvalitet som omdrejnings-punkt. Derfor har regionerne sat sig i spidsen for en bred kvalitetsdagsor-den, hvor målet er at få mest muligt ud af de ressourcer, som er til rådighedi sundhedsvæsenet, så regionerne kan fastholde og udvikle kvaliteten forpatienterne.Overalt i sundhedsvæsenet er det i første række medarbejdere, der i det dag-lige løser opgaverne og leverer kvaliteten til patienterne. Derfor er det ogsåen afgørende forudsætning for kvaliteten, at de sundhedsfaglige uddannel-ser indholdsmæssigt og organisatorisk tilrettelægges, så uddannelsernematcher udviklingen i sundhedsvæsenet og de krav, som stilles til sund-hedspersonalets kompetencer nu og i fremtiden. En anden vigtig forudsæt-ning er, at sundhedsvæsenet har gode arbejdspladser med gode rammer foruddannelse og arbejdstilrettelæggelse, der understøtter kvaliteten i patient-behandlingen.Sundhedsvæsenet er en kompleks organisation i konstant bevægelse. Nyeudviklingstendenser, muligheder og begrænsninger forskyder løbende bil-ledet af, hvordan opgaverne løses bedst og hvilke kompetencer, der heltpræcist er brug for.Derfor har regionerne meget væsentlige interesser på uddannelsesområdet.Som arbejdsgivere, og som ansvarlige for driften og udviklingen af sund-hedsvæsenet, er regionerne afhængige af have tilstrækkeligt med sundheds-faglige medarbejdere med kompetencer, der er målrettet sundhedsvæsenetsbehov. Samtidigspiller regionerne selv en afgørende rolle for både drift ogudvikling af sundhedsuddannelserne. Regionerne stiller kliniske uddannel-sespladser og gode uddannelsesmiljøer til rådighed for de sundhedsfagligeerhvervsuddannelser, professionsbacheloruddannelser og medicinstuderen-

de, og regionerne har desuden ansvaret for driften af den lægelige videre-uddannelse.Opgaverne på uddannelsesområdet er en del af drifts- og udviklingsopga-verne i sundhedsvæsenet, som løses på linje med – og sammen med -patientbehandling, forskning m.v. Det er ressourcekrævende opgaver, somregionerne prioriterer højt – uddannelse og de øvrige driftsopgaver i sund-hedsvæsenet er hinandens forudsætninger.Regionerne har et vigtigt medansvar for udviklingen af sundhedsuddannel-serne. Derfor stiller regionerne ikke bare krav til andre, men også til sigselv. Der er i regionerne en betydelig førstehåndsviden om udviklingen i detdanske sundhedsvæsen og om de krav, som stilles til sundhedspersonaletskompetencer. Den viden vil regionerne bruge aktivt i forbindelse med frem-tidige drøftelser og beslutninger på uddannelsesområdet.Med den indfaldsvinkel præsenterer regionerne nu et uddannelsespolitiskoplæg med en række anbefalinger til, hvordan man bedst – og med kvalite-ten som sigtepunkt - fremtidssikrer sundhedsuddannelserne. Anbefalingernehar afsæt i behovene i både det somatiske og det psykiatriske sundhedsvæ-sen. Anbefalingerne retter sig mod de sundhedsfaglige erhvervsuddannelserog de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser, samt lægeuddan-nelsen og den lægelige videreuddannelse.I oplægget er der dels en række forslag og anbefalinger, som er overordne-de og fælles for de tre uddannelsesområder, dels en række forslag og anbe-falinger, som retter sig mod det enkelte uddannelsesområde.Anbefalingerne handler om uddannelsernes indhold, organisering og di-mensionering og om uddannelsessystemernes overordnede strukturer. An-befalingerne handler også om, hvordan man sikrer gode sundhedsfagligeuddannelsesmiljøer såvel i den teoretiske som i den kliniske uddannelse ogpraktik.Oplægget er en bred invitation til alle med interesse for området, om at væ-re med i diskussionen om, hvordan vi får de bedste sundhedsuddannelser,både når det drejer sig om grund-, videre- og efteruddannelse.Rammer for uddannelse til fremtidens sundhedsvæsenRegionernes forslag tager bl.a. afsæt i en vurdering af de udviklingstræk ogudfordringer, der fremadrettet tegner sig for det danske sundhedsvæsen, og

som vil være en del af hverdagen for sundhedspersonalet. Der tegner sig etbillede af sundhedsvæsenet som en i stigende grad kompleks organisation,hvor både indre og ydre påvirkninger, krav, muligheder og begrænsningerhar betydning for den måde opgaverne bedst løses på.Det er et sundhedsvæsen, hvor hverdagen i høj grad er karakteriseret vedfølgende forhold:en ændret demografioNæsten hver fjerde dansker vil være over 65 år i 2030, og især ande-len af ældre over 75 år forventes at stige markant frem til 2050.Stigningen i befolkningens alderssammensætning medfører dels etøget behandlingsbehov, men det betyder også at andelen af befolk-ningen, der er i den erhvervsaktive alder falder. Dermed kan der op-står rekrutteringsvanskeligheder, og det er derfor væsentligt, atsundhedsvæsenet præsenterer sig som en attraktiv arbejdsplads.høj aktivitet, stram økonomi og stigende behov for prioriteringoFlere og flere patienter er hvert år i kontakt med sundhedsvæsenet.Den medicinsk-teknologiske udvikling er en væsentlig årsag til denændrede og øgede aktivitet. Der bliver stadig bedre muligheder forat forebygge, undersøge og behandle en lang række sygdomme gen-nem nye, bedre og mere skånsomme metoder, præparater og teknik-ker. Dette sætter samtidig finansieringen af sundhedssystemet underpres. Det forventes, at der vil være en stram økonomi i sundhedsvæ-senet i de kommende år, og det nødvendiggør mere fokus på priori-tering.øget fokus på kvalitetoMens der de senere år i høj grad har været fokus behandle flere pati-enter, vil der fremover i højere grad blive sat fokus på kvalitet og påde resultater, som bliver skabt for patienterne. Det handler om atbehandle bedst muligt, om at forebygge fejl og reducere spild, ogom at identificere de områder, hvor det er muligt at øge kvaliteten ibehandlingen, uden at det koster mere.bedre inddragelse af patienter og pårørendeoFremtidens patienter vil generelt stille høje krav til behandlingen ogden service og information, de får i mødet med sundhedsvæsenet.De stiller krav om kontinuitet og sammenhæng i deres behandlings-forløb, og de forventer at blive behandlet hurtigt. Patienterne vil ge-nerelt set også være bedre informeret om deres behandlingsmulig-heder. Patienterne vil generelt også i højere grad selv kunne tage va-re på forskellige aspekter af behandlingsforløbet.

centralisering og specialisering af funktioneroUdviklingen i sundhedsvæsenet går mod øget specialisering. Mansamler de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer omkring pati-enterne med det formål at øge den faglige kvalitet, for at skabesammenhæng i patientforløbene og for at optimere anvendelsen afpersonaleressourcerne.færre sengeliggende/overnattende patienteroFaldet i den gennemsnitlige liggetid forventes at fortsætte, ligesomden ambulante behandling også forventes at øges i de kommende år.flere patienter med komplekse problemstillingeroDe indlagte patienter vil dermed være de mest syge med sværekomplikationer og komplekse pleje- og behandlingsbehov. Der vilvære flere patienter med multisygdom og flere patienter vil modtagepleje og behandling i eget hjem og i tilbud udenfor sygehusene.tværfaglig og forløbsorienterede arbejdsgangeoDet kliniske arbejde skal organiseres med det optimale patientforløbsom omdrejningspunkt. Målet er at skabe mere værdi for patientensamtidig med, at arbejdet tilrettelægges mere effektivt.samarbejde på tværs af faggrupper, enheder og sektoreroPatientforløb går i stigende grad gå på tværs af sektorer. Og sygehu-sene får en ændret rolle i det samlede sundhedsvæsen. Patienternekommer ind til specialiseret behandling og hurtigt ud igen til viderebehandling, genoptræning m.v. i almen praksis og kommunerne.Personalet skal derfor samarbejde tværfagligt, forløbsorienteret ogtværsektorielt. Personalet skal kunne kommunikere godt med pati-enter og pårørende, men også med kolleger indenfor og på tværs aforganisationen.Det nævnte forhold indebærer en række vilkår og krav, som er afgørendefor den måde opgaverne i sundhedsvæsenet løses på. De er derfor også vig-tige forudsætninger for, hvordan sundhedsuddannelserne skal tilrettelægges,for at give de kommende medarbejdere de faglige kompetencer, som ernødvendige.

rer uddannelserne, hvordan man styrker uddannelsernes indhold og kvalitet,og hvordan uddannelserne organiseres og struktureres, så de på samme tidbåde er robuste og fleksible overfor dynamikken i sundhedsvæsenet.Dimensionering-Dimensioneringen af sundhedsuddannelserne - dvs. antallet af ud-dannelsespladser og – forløb - skal bygge på en vurdering af denfremtidige efterspørgsel. Det skal sikre balance mellem udbud og ef-terspørgsel af arbejdskraft. Regionerne vil, som arbejdsgivere ogansvarlige for såvel dele af uddannelsesopgaven som sundhedsvæ-senets drift, inddrages aktivt i beslutninger om studieoptag.Det er grundlæggende vanskeligt at forudsige noget præcist om efterspørgs-len på sundhedspersonale på længere sigt. Efterspørgslen vil afhænge afudviklingen i en lang række faktorer, herunder strukturelle, organisatoriske,faglige, samfundsøkonomiske, teknologiske og demografiske.Alligevel er det vigtigt at sigte efter balance mellem udbud og efterspørg-sel. Der skal være tilstrækkeligt med sundhedsfagligt personale til, at regio-nerne kan løse opgaverne med den ønskede kvalitet, og det er desuden øn-skeligt med kontinuitet i personaleanvendelsen. Derfor er det vigtigt at kva-lificere billedet af den fremtidige efterspørgsel. Regionerne ønsker at bidra-ge aktivt til dette arbejde. Regionerne ønsker også væsentlig indflydelse påbeslutninger om studieoptag, herunder placering af studiepladser, og på ba-lancen mellem optagene til de forskellige sundhedsuddannelser.Indhold og kvalitet-Indholdet i sundhedsuddannelserne skal tilrettelægges, så det sy-stematisk afspejler de opgaver, arbejdsgange, organiseringsformerog teknologier, som de kommende medarbejdere kommer til at mødei hverdagen. Det skal give medarbejderne et solidt og sikkert afsættil det praktiske arbejde i sundhedsvæsenet.Sundhedsuddannelserne skal opbygge en faglighed, der gør de kommendemedarbejdere parate til at yde deres bidrag til sammenhæng i en kompleksorganisation, til gavn for patienter og kolleger.Nøglekompetencer vil være evnen til at samarbejde tværfagligt, forløbsori-enteret og tværsektorielt og at kommunikere godt med patienter og pårø-rende og med kolleger indenfor og på tværs af organisationen. En vigtigkompetence vil være evnen til gennem samtaler at inddrage patienter og på-

rørende i beslutninger om behandling og pleje. Det er også afgørende, atmedarbejderne er parate til at arbejde på nye måder og påtage sig nye opga-ver, når udviklingen i teknologi mv. tilsiger det.Medarbejderne i sundhedsvæsenet arbejder i en organisation, hvor behovetfor viden inden for de enkelte fagområder bliver stadig mere specifik, oghvor de faglige miljøer specialiseres. Patienterne har i mange tilfælde flereforskellige sygdomme og vil ofte være i forløb, der involverer flere sekto-rer. Det kræver samarbejde mellem personalet og mellem de specialiseredeafdelinger på sygehuset. Det kræver desuden samarbejde mellem sygehuset,nære regionale tilbud, praktiserende læger og andre tilbud udenfor sygehu-sene. Det betyder også, at der blandt personalet er behov for både speciali-serede og mere brede kompetencer i relation til pleje og behandling. Og detbetyder, at personalet skal have blik for helheden i patienternes forløb. Inogle tilfælde vil det være relevant, at medarbejdere følger patienten, nårpatienten bevæger sig mellem forskellige behandlings- og plejetilbud.Standardisering, acceleration, ambulante forløb og pakkeforløb vinder i sti-gende grad indpas på de forskellige behandlingsområder. Det betyder, atpersonalet skal være forberedt på, at der er relativt kort tid med hver pati-ent, og at der skal gives information og laves en faglig helhedsvurdering i etkortere kontaktforløb. Det kræver, at personalet gennem deres uddannelseer trænede i at give sikre faglige vurderinger, og at personalets kan kom-munikere godt med patienter og pårørende og med kolleger indenfor og påtværs af organisationen.Sammenhæng mellem teori og praksis-Uddannelsesinstitutionerne og de kliniske uddannelsessteder isundhedsvæsenet skal samarbejde mere om at give de studerende enpraksisnær uddannelse.Eleverne/de studerende/de kommende medarbejdere skal trænes i at håndte-re de kliniske udfordringer, som udgør hverdagen i sundhedsvæsenet. Der-for skal der være en fornuftig sammenhæng mellem uddannelsernes teoreti-ske og praktiske indhold.Det teoretiske fundament i uddannelserne skal løbende opdateres, så de ta-ger udgangspunkt i den nyeste kliniske udvikling, og regionernes aktuelleog fremtidige organisering. Den teoretiske undervisning, skal gøre kom-mende medarbejdere i stand til at løse de kliniske udfordringer, som udgørdagligdagen i sundhedsvæsenet. Denne type løbende tilpasninger af uddan-

nelserne skal styrkes med udgangspunkt i et lokalt samarbejde med regio-nerne.Underviserne er centrale figurer i uddannelsernes kvalitet. Det er derforvigtigt, at underviserne har høj faglighed og tæt føling med den kliniskepraksis.God klinisk og praktisk uddannelse-De dele af uddannelserne, der foregår på sygehusene skal ske hvorpatienterne og dermed de gode læringssituationer er. Regionerne vilarbejde for, at læringen og det tværfaglige samarbejde om patientenstyrkes gennem god arbejdstilrettelæggelse.Arbejdstilrettelæggelsen i sundhedsvæsenet skal sikre, at studerende/eleverledes frem til de gode uddannelsessituationer og at der er god vejledning ogsupervision, der understøtter læringen.Den kliniske uddannelse skal give træning i sundhedsvæsenets arbejdsgan-ge. Her er tværfaglighed og samarbejde nogle af nøgleordene. Det skal af-spejle sig i den måde uddannelsen tilrettelægges på. Der er mange stedergode erfaringer med fælles undervisning i stuegang for de forskellige sund-hedsfag. Det er et eksempel på, hvordan grunduddannelserne kan forberedede studerende til samarbejdet mellem faggrupperne, uden at den enkeltefaggruppe mister spidskompetencer.Udviklingen i sundhedsvæsenet påvirker hvor og hvordan den kliniske delaf uddannelserne kan tilrettelægges. Uddannelsen skal følge patienterne ogaktiviteten og skal foregå der, hvor de gode læringssteder er. Derfor vil deændringer i sygehusstruktur og organiseringsformer, vi ser i disse år, ogsåmedføre ændringer i placeringen og sammensætningen af de kliniske ud-dannelsesdeleUddannelsernes organisering, struktur og placering-Uddannelserne skal tilrettelægges så struktur og organisering un-derstøtter de kompetencer, sundhedsvæsenet har brug for.Det nuværende uddannelsessystem bærer præg af, at uddannelsesniveauer-ne – erhvervsuddannelser, professionsbacheloruddannelser og de lange vi-deregående uddannelser (læge) – eksisterer i hvert deres system. Der er be-hov for at tænke uddannelser mere på tværs og sikre brobygning mellemuddannelserne, der hvor det er relevant.

Også indenfor de forskellige uddannelsesområder skal der i højere gradtænkes mere tværgående, så de studerende/eleverne allerede under uddan-nelse har en tæt interaktion med de kolleger, som de vil have en daglig sa-marbejdsflade med, som medarbejder i sygehusvæsenet. Det vil styrke ud-dannelserne og understøtte de kompetencer, som efterspørges i regionerne.En højere grad af samspil mellem uddannelserne kan gøre det nemmere ogmere fleksibelt at skifte uddannelsesretning. Det kan være med til at mind-ske frafaldet på uddannelserne overordnet set.Det skal sikres, at der er gode muligheder for rekruttering af medarbejdere ihele landet. Derfor skal uddannelsernes placering matche rekrutteringsbe-hovet i regionerne og kravet om høj kvalitet i uddannelserne.Faglig udvikling og fleksibilitet-Den dynamiske udvikling i sundhedsvæsenet betyder, at kompeten-cebehov ikke er statiske. Fortsat faglig udvikling er et vigtigt in-strument, når medarbejderne skal vedligeholde og udvikle dereskompetencer i lyset af de ændringer, som sker i sundhedsvæsenet.Fortsat faglig udvikling er en forudsætning for, at sundhedsvæsenet fleksi-belt kan håndtere de forandringer, der løbende finder sted. Efteruddannelseskal være et smidigt værktøj, der kan bruges til at kvalificere medarbejderetil nye opgaver og funktioner, f.eks. når behovene for arbejdskraft skifter.Samtidig er der behov for mere systematik i efteruddannelsen af sundheds-personalet – både når det gælder vedligeholdelse af kompetencer og efter-uddannelse, der retter sig mod bestemte, evt. nye områder og funktioner isundhedsvæsenet.Den formelle efter- og videreuddannelse skal i højere grad kunne give med-arbejderen kliniske kompetencer, og have fokus på den nyeste udvikling ogforskning, der medfører nye eller øgede kompetencebehov. Det betyderbl.a. at der skal være mere klinisk uddannelse i efter- og videreuddannelses-systemet, der giver kompetencer i netop de funktioner, der giver mulighedfor fleksibel arbejdstilrettelæggelse og gode patientforløb.Regionernes egne tiltag med henblik på kompetenceudvikling, herunderegne uddannelser, er vigtige instrumenter i efter- og videreuddannelsen afmedarbejderne. En stor del af den efter-og videreuddannelse, som bedst løf-ter medarbejdernes kompetencer, sker ude på sygehusafdelingerne. Her kan

man designe forløb der konkret afhjælper flaskehalse i behandlingsopga-verne, sikrer kompetencer til nuværende og fremtidige opgaver og skabersamarbejde på tværs af faggrupper og organisationen som sådan.Samarbejde og koordination mellem centrale aktører-Der skal være en bedre og mere systematisk dialog mellem aktører-ne på uddannelsesområdet. Det er en forudsætning for at vi kan sik-re og udvikle uddannelser af høj kvalitet. Dialogen skal foregå bådenationalt, regionalt og lokalt. Det skal også være med til at sikre etuddannelsessystem, der i opbygning og procedurer er fleksibelt noktil, at man hurtigt tilpasser sig ændringer i behovet for kompetencerbåde kvantitativt og kvalitativt.Ansvar og interesser på sundhedsuddannelsesområdet er fordelt på en bredvifte af aktører. Det er en vigtig pointe, at en tættere og mere systematiskdialog mellem parterne – og ikke mindst mellem de myndigheder, som hardel i ansvaret – uden tvivl vil styrke området og give bedre beslutninger.I det statslige system, er ansvaret for uddannelse mellem en række forskel-lige ministerområder. Det er vigtigt at styrke samarbejde og dialog på tværsaf ministeriernes ressortområder, og det er vigtig at ministerier og styrelserinddrager regionerne tidligt og lydhørt i initiativer og processer, som hand-ler om uddannelse og kompetencer til sundhedsområdet.

Regionernes ønsker og anbefalinger på de enkelte uddannel-sesområderUdover de fælles overordnede ønsker og anbefalinger, præsenteret ovenfor,har regionerne også en række ønsker og anbefalinger, der er specifikke forhenholdsvis de sundhedsfaglige erhvervsuddannelser, de sundhedsfagligeprofessionsbacheloruddannelser, lægeuddannelsen og den lægelige videre-uddannelse.De sundhedsfaglige erhvervsuddannelserDe sundhedsfaglige erhvervsuddannelser omfatter hér følgende uddannel-ser: Social- og sundhedsuddannelsen, uddannelsen til ambulanceassistent,hospitalsteknisk assistent, hospitalsserviceassistent, sundhedsservicesekre-tær, samt lægesekretær. Derudover er der en række kortere, sundhedsfagli-ge, erhvervsrettede uddannelser, der i dag står uden for det formelle uddan-nelsessystem. Det drejer sig om uddannelserne til ambulancebehandler, pa-ramediciner, operationstekniker og portør.

Regionernes anbefalinger- Alle sundhedsfaglige erhvervsuddannelser skal samles i en fællessundhedsfaglig indgang med et fælles grundforløb.-Samlingen af uddannelserne i en fælles indgang med et fællesgrundforløb skal give eleverne et fælles kendskab til sundhedsvæse-net og medvirke til, at de allerede i deres grunduddannelse forbere-des på en dagligdag med øget samarbejde mellem faggrupperne. Enfælles basis vil også give en fleksibilitet, når elever ønsker at vælgeen anden uddannelse, end den, de først har valgt.Grundforløbet skal udgøre et fælles afsæt for de forskellige sund-hedsfaglige erhvervsuddannelser, der bygges ovenpå i trin. Varighe-den af basisdelen skal være ens for alle, mens varigheden af de for-skellige uddannelser og trin i uddannelserne vil være forskellig.Uddannelser uden for det formaliserede uddannelsessystem skalflyttes ind i det formaliserede uddannelsessystem. Det betyder atuddannelserne til portør, serviceassistent og operationstekniker skalmed i en ny fælles indgang. Formel uddannelse giver anerkendelseog bedre mulighed for at bygge videre på ens kompetencer i efter-og videreuddannelsessystemet.

Fælles indgang og basis for sundhedsfaglige erhvervsuddannelserRegionerne foreslår en ny uddannelsesstruktur for de sundhedsfaglige er-hvervsuddannelser. Uddannelserne skal samles i en fælles sundhedsfagligindgang i erhvervsuddannelsessystemet og have et fælles grundforløb. Sam-tidig vil de eksisterende uddannelser blive grupperet i fire uddannelsesret-ninger, der bygger ovenpå det fælles grundforløb. De enkelte uddannelses-retninger vil blive opdelt i flere trin – sådan som det kendes fra f.eks. soci-al- og sundhedsuddannelsen i dag.Regionerne foreslår at samle uddannelserne i følgende retninger:•Sundhed, omsorg og sygeplejeRetningen skal omfatte uddannelserne til social- og sundhedshjælper og so-cial- og sundhedsassistent.•SundhedsberedskabRetningen skal omfatte uddannelserne til ambulanceassistent, ambulance-behandler og paramediciner

•SundhedsteknikRetningen skal omfatte uddannelserne til hospitalsteknisk assistent, portør,serviceassistent samt operationsteknisk assistent•Sundhedsadministration og- serviceRetningen skal omfatte uddannelserne til sundhedsservicesekretær og læge-sekretærRegionernes anbefalinger til de fire foreslåede uddannelsesretninger

Sundhed, omsorg og sygepleje

- Social- og sundhedsassistentuddannelsen skal i højere grad kunnetones efter de sektorer, hvor social- og sundhedsassistenterne for-ventes at arbejde i fremtiden. Det er nødvendigt, for behovet for so-cial- og sundhedsassistenter i sygehusvæsenet ændrer sig. Tenden-sen går bl.a. i retning af kortere indlæggelsestider og færre senge påsygehusene, og flere omsorgs- og plejeopgaver udenfor sygehusene.-Adgangsforudsætningerne til uddannelsen skal skærpes. Eleverneskal have gode personlige og faglige forudsætninger for at gennem-føre uddannelsen og for at varetage jobbet som social- og sundheds-assistent. Samtidig skal regionerne have større indflydelse på, hvemder optages på uddannelsen.En større del af social- og sundhedsassistentelevernes praktik skalforegå der, hvor patienterne og læringsmulighederne er. Der skalbl.a. tages hensyn til, at flere pleje- og omsorgsopgaver varetages,mens patienten er i eget hjem, og at flere af opgaverne varetagesuden for sygehusene.

Sundhedsberedskab

- De præhospitale uddannelser bør indgå i den fælles sundhedsfagligeindgang i erhvervsuddannelsessystemet. Det drejer sig om uddan-nelserne til ambulanceassistent, ambulancebehandler og paramedi-ciner. Det vil give et bedre læringsmiljø og styrke det sundhedsfag-lige perspektiv i uddannelserne og samarbejdet i sundhedsvæsenet.

Sundhedsteknik

- Integrationen af de tekniske uddannelser – portør-, serviceassistent-og operationstekniker – i den fælles sundhedsfaglige indgang vil gi-ve et godt læringsmiljø og styrke uddannelsernes sundhedsfaglige

perspektiv. Det vil samtidig give mulighed for merit og videreud-dannelse i det formelle uddannelsessystem.-Retningen sundhedsteknik åbner mulighed for at opnå specialisere-de, tekniske kompetencer, der ikke nødvendigvis kræver en længereuddannelse, men kan sikres gennem kort og specialiseret uddannel-se. Samtidig tiltrækker sundhedsteknik mandlige ansøgere, og der-for vil en fælles sundhedsfaglig indgang bidrage til et bredererekrutteringsgrundlag for sundhedsvæsenet.Portøruddannelsen og serviceassistentuddannelsen integreres i ud-dannelsen til sundhedsteknisk medhjælper og nedlægges som selv-stændige uddannelser.Den hospitalstekniske assistentuddannelse integreres i uddannelses-retningens trin 2, Sundhedstekniker, og nedlægges som selvstændiguddannelse. Dermed sikres det, at de hospitalstekniske kompetencerogså fremover vil være til rådighed.

Sundhedsadministration og sundhedsservice

- Uddannelsen til lægesekretær skal flyttes fra den merkantile ind-gang til den fælles sundhedsfaglige indgang. Det vil give lægesekre-tærerne et bedre kendskab til sundhedsvæsenet og til de andre sund-hedsfaggrupper, de skal arbejde sammen med. Det vil også styrkesekretærernes tværgående serviceprofil i sundhedssektoren.-Uddannelsen til lægesekretær skal deles op i tre trin med tre forskel-lige specialiseringsgrader, sådan at variationen og kompleksiteten isekretærfunktionen bliver afspejlet i uddannelsens struktur og ind-hold. Lægesekretærens jobprofil i sundhedssektoren vil spænde sigfra den nuværende sundhedsservicesekretærs funktioner, over jour-nal- og patienthåndtering, til mere specialiserede funktioner i relati-on til bl.a. DRG-systemet, patienttilfredshedsundersøgelser mv.Det skal overvejes, om trin 3 skal være en kort videregående uddan-nelse (KVU).

De sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelserDe sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser omfatter bl.a. uddan-nelse til sygeplejerske, bioanalytiker, radiograf, jordemoder, fysioterapeutog ergoterapeut.Regionernes anbefalingerDimensionering og rekruttering- Dimensioneringen af uddannelserne skal have bedre fokus på afta-gerne. Den eksisterende dimensionering skal tilpasses på baggrundaf fremskrivninger af arbejdskraftbehovet.-Der skal være en bedre indsats mod frafald. Der skal bl.a. være merenuancerede optagelseskriterier end blot karakterer, f.eks. med brugaf samtaler med ansøgerne. Det kan medvirke til at en større andelaf studerende gennemfører uddannelserne. Desuden skal der lavesbedre, tidssvarende data om de studerendes vej gennem uddannel-serne og forpligtigende opfølgning på det.Der er i dele af landet brug for særlige tilbud til studerede, f.eks.studieboliger og transporttilskud. Det skal bidrage til, at der er godrekruttering til uddannelserne i hele landet.Det skal tydeliggøres, at professionshøjskolerne har en forsynings-forpligtelse, der skal sikre, at regionerne har et godt rekrutterings-grundlag i hele landet.

fordi de studerende får bedre mulighed for at vælge en anden sund-hedsfaglig uddannelse, uden at skulle starte forfra.-De studerende på professionsbacheloruddannelserne skal i løbet afderes uddannelse have forløb med studerende på andre sundhedsud-dannelser, bl.a. lægestudiet og SOSU. Det kan f.eks. være forløbmed fokus på teamsamarbejde.Der skal være et mere solidt klinisk indhold i uddannelserne, så destuderende klædes bedre på til arbejdet i sundhedsvæsenet. I dag gi-ver mange regioner de nyuddannede en introduktionsuddannelse tilklinikken, når de bliver ansat. Derfor skal der bedre fokus på de pa-tientrettede kompetencer, og der skal være en bedre integration mel-lem de teoretiske og de kliniske elementer i uddannelserne.Undervisningen på professionshøjskolerne skal baseres på kliniskforskning. Der skal knyttes tætte bånd til forskningsmiljøer i regio-nerne og på universiteter. Det betyder ikke at professionshøjskolerneskal forske selvstændigt.Den kliniske forskning på professionsbachelorernes arbejdsområderskal styrkes. Forskningen skal bruges til at udvikle opgaveløsningeni det daglige kliniske arbejde.Underviserne på professionshøjskolerne skal have tæt føling medden kliniske virkelighed. Det er nødvendigt for, at den teoretiskeundervisning afspejler hverdagen i sundhedsvæsenet.Der skal i højere grad gøres brug af delt ansættelse mellem klinik ogskole. Der kan f.eks. etableres kombinationsstillinger og udviklesmodeller for brobygning og samarbejde mellem klinik og uddannel-sesinstitutioner.Uddannelserne skal løbende opdateres, så de matcher udviklingen isundhedsvæsenet. F.eks. skal undervisningen afspejle nye organise-ringsformer som kræftpakker, fælles akutmodtagelser mv.

ning og bedømmelse af de studerende, og der skal skabes mere sam-arbejde mellem de forskellige vejledningsmiljøer på sygehusene.-Den kliniske uddannelse skal foregå, hvor patienterne er, og hvorman kan opnå de kompetencer, som er nødvendige i fremtidenssundhedsvæsen. Derfor skal de kliniske uddannelsessteder placeresunder hensyn til, at der er færre patienter i sengene og flere patienteri ambulatorierne og i eget hjem.Den kliniske undervisning skal foregå året rundt og døgnet rundt.Det er vigtigt for at give de studerende et uddannelsesmiljø, som af-spejler virkeligheden.Der er pres på de kliniske uddannelsespladser i regionerne. Derforskal optaget på sundhedsuddannelserne i højere grad spredes henover året, så den kliniske undervisningskapacitet bruges bedre.Der skal laves ensartede og konkrete mål for den kliniske uddannel-se på landsplan. Det er vigtigt af afdelingerne ikke skal undervisesamme type studerende i forskellige færdigheder og kompetencer.De kliniske studiepladser skal finansieres ensartet. I dag er uddan-nelserne til ergoterapeut, fysioterapeut og jordemoder finansieret viaet taksameter. Det gælder ikke uddannelserne til sygeplejersker, ra-diograf og bioanalytiker. Det skaber ulige vilkår og planlægnings-muligheder for uddannelserne.

Efter- og videreuddannelse- Efter- og videreuddannelse skal primært have et klinisk indhold, derer med til at løfte kvaliteten i patientbehandlingen.-Der skal være bedre anerkendelse af klinisk efter- og videreuddan-nelse, så man kan styrke de patientrettede kompetencer på et højtniveau. Derfor skal der være mulighed for formel anerkendelse(ECTS-points) af klinisk uddannelse i efter- og videreuddannelse.Desuden skal der være de samme muligheder for statslig økonomiskstøtte til kursister i de regionale uddannelser, som til kursister i detformelle efter- og videreuddannelsessystem.Der er behov for at se på, hvordan der kommer størst effekt ud af ef-ter- og videreuddannelse. Der er i dag er et væld af efter- og videre-uddannelses tilbud og muligheder. Det er vigtigt at tilbuddene har

Lægeuddannelsen og den lægelige videreuddannelseAnbefalingerne i det følgende handler om uddannelse på lægeområdet -dvs. den 6 årige lægeuddannelse på universiteterne, den lægelige videreud-dannelse og efteruddannelse.Den lægelige videreuddannelse er det praktisk orienterede uddannelsesfor-løb, som læger gennemfører på sygehusene efter lægestudiet. Den lægeligevidereuddannelse indeholder tre på hinanden følgende uddannelseselemen-ter: et års ansættelse i klinisk basisuddannelse, et års ansættelse i introduk-tionsstilling og fire-fem års ansættelse (afhængigt af speciale) i hovedud-dannelsesforløb. Videreuddannelsen foregår under ansættelse i lægestillin-ger på sygehuse i regionerne. I den kliniske basisuddannelse og i visse spe-cialer indgår også tjeneste i lægepraksis.Regionernes anbefalinger - lægeuddannelsenDimensionering af lægeuddannelsen- Optaget på lægestudiet skal bygge på en vurdering af den fremtidigeefterspørgsel på speciallæger. Lægestudiet er det første led i føde-kæden, som forsyner sundhedsvæsenet med speciallæger. Derfor eroptaget afgørende for en god balance mellem udbud og efterspørg-sel.-Fordelingen af studiepladser skal ændres – en større andel af de stu-derende skal optages på de vestdanske universiteter. Det vil give etbedre udgangspunkt for rekruttering af læger til alle dele af landet.

Indhold på lægeuddannelsen- De kliniske elementer på lægestudiet skal styrkes. De studerendeskal gøres parate til arbejdet som læge i sundhedsvæsenet, og deskal have et solidt afsæt til den kliniske basisuddannelse, som følgerefter lægestudiet. De studerende skal trænes systematisk i fremti-dens arbejdsformer med f.eks. tværfaglige arbejdsgange og forløbs-orienteret behandling. Desuden skal det akutkursus, som i dag liggerefter studiet i den kliniske basisuddannelse, samt kursus i medicin-anvendelse indbygges i lægestudiet.-Lægestudiet skal have et tværfagligt modul, som skal gennemføressammen med studerende på professionsbacheloruddannelserne.Modulet kunne bl.a. handle om sammenhæng i og samarbejde ompatientforløb.Lægestudiet skal have et stærkere fokus på patientsikkerhed og pati-entens oplevelser. Bl.a. skal de lægestuderende følge patienter påtværs af sektorer.De studerende skal under studiet præsenteres bedre for de lægeligespecialer, som har svært ved at rekruttere læger. Desuden skal deophold med praktisk klinisk træning, som indgår i lægestudiet, ud-bredes til en større del af sygehusene. Det skal være med til at styr-ke rekrutteringen til alle specialer og give de kommende læger etbredere kendskab til funktionerne og vilkårene i sundhedsvæsenet.

Regionernes anbefalinger - den lægelige videreuddannelseOvergangen fra lægestuderende til nyuddannet (KBU)- Regionerne skal kunne sammensætte uddannelsesforløbene i denkliniske basisuddannelse uden at være bundet af kvoter for bestemtespecialer. Det afgørende er, at lægerne opnår de kompetencer, somde skal have i løbet af den kliniske basisuddannelse. Det kan opnåspå flere måder, dvs. i en række forskellige specialer og funktioner.-Afdelingerne skal have mere fokus på arbejdstilrettelæggelse og su-pervision for læger i klinisk basisuddannelse. Det skal være med tilat skabe en god overgang fra lægestudiet og sikre, at lægerne i løbetaf den kliniske basisuddannelse lærer, at fungere godt i lægerollen.

Dimensionering og rekruttering- Der skal skabes et bedre billede af den fremtidige efterspørgsel efterspeciallæger som grundlag for beslutning om antallet af uddannel-sesstillinger. Regionerne vil som arbejdsgivere og ansvarlige forsundhedsvæsenet medvirke til at vurdere efterspørgslen og til at ud-arbejde den dimensioneringsplan, som Sundhedsstyrelsen har ansva-ret for.-Dimensioneringsplanen er et planlægningsredskab, som skal brugestil at sikre forsyningen med speciallæger i alle specialer og alle deleaf landet. Med fordelingen af uddannelsesstillingerne skal dimensi-oneringsplanen skabe incitamenter, der kan medvirke til, at lægerunder videreuddannelse fordeler sig hensigtsmæssigt. Det skal sikreen god udnyttelse af den samlede uddannelseskapacitet og være medtil, at læger under videreuddannelse orienterer sig bredt, både speci-alemæssigt og geografisk, når de søger uddannelsesforløb.Regionerne skal løbende og fleksibelt kunne regulere dimensione-ringsplanen, så den til enhver tid er ajour med udviklingen og beho-vene i sundhedsvæsenet.Regionerne vil gennemføre initiativer med det formål at dæmpe denfremtidige vækst i efterspørgslen efter speciallæger. De økonomiskerammer tillader næppe en fortsættelse af de senere års vækstrater.Regionerne vil have fokus på gode uddannelsesmiljøer. Det skal væ-re med til at styrke rekrutteringen.Der skal være systematisk og konsekvent karrierevejledning på læ-gestudiet, i KBU og introduktionsstilling. Det skal understøtte enbredere søgning til hoveduddannelsesforløb, som tilgodeser allespecialer.Regionerne vil gøre en særlig indsats for at styrke rekrutteringen tiluddannelsesstillinger i psykiatrien. Det skal være med til at sikre, atder en den behandlingskapacitet, som er nødvendig, for at psykiatri-ske patienter kan få hurtig behandling af høj kvalitet.

cer. Det er nødvendigt for at give patienterne den bedste behandling.For eksempel er det vigtigt, at udredning og diagnosticering af akut-te medicinske patienter i det daglige er et fælles ansvar for de 9 in-ternmedicinske specialer.-Balancen mellem de specialiserede og de brede speciallægekompe-tencer skal bl.a. sikres ved, at speciallægerne i deres efteruddannelsefortsætter den faglige udvikling målrettet mod fagområder.Uddannelsesforløbene skal sammensættes, så lægerne uddannes der,hvor patienterne og dermed uddannelseskapaciteten er. Derfor er derbrug for nytænkning og fleksibilitet i sammensætningen af uddan-nelsesforløb.Regionerne vil sikre, at sygehusene er gode uddannelsesmiljøer meduddannelsesintensiv arbejdstilrettelæggelse, hvor de mindre erfarnelærer af de erfarne. Det skal skabe god kvalitet i uddannelsen ogsåde steder, hvor der er rigtig mange uddannelseslæger og hvor ud-dannelseskapaciteten kan være under pres.Regionerne vil sørge for, at der er en ledelsesmæssig prioritering ogsynliggørelse af uddannelsesopgaven som en central driftsopgave.Det skal være med til at holde fokus på kvaliteten i den kliniske ud-dannelse.Regionerne skal deltage i arbejdet med de målbeskrivelser som fast-lægger, hvad en læge skal kunne for at blive speciallæge. Det skalvære en forudsætning for at de kan godkendes. Det skal medvirketil, at målbeskrivelserne er i trit med de krav der stilles til speciallæ-gernes kompetencer.

Efteruddannelse / faglig udvikling- Planlægning af den enkelte speciallæges faglige udvikling sker i endialog mellem den lokale ledelse og medarbejderen og bl.a. underhensyn til medarbejderens opgaver i fremtiden. Sådan skal det ogsåvære fremover.-Dynamikken og fleksibiliteten i efteruddannelsen er vigtig – derforønsker regionerne ikke en formalisering af fagområderne i retning afde tidligere grenspecialer. Efteruddannelse rettet mod fagområderskal være med til, at sundhedsvæsenet til enhver tid og med relativt

kort varsel kan råde over de speciallægeprofiler der skal til, for at vikan bemande nye, vigtige funktioner, hvor særlige kompetencer ef-terspørges.-Regionerne vil se på mulighederne for at systematisere efteruddan-nelse af speciallæger – både når det gælder vedligeholdelse af kom-petencer og efteruddannelse, der retter sig mod bestemte, evt. nyeområder og funktioner i sundhedsvæsenet. Regionerne ser et stortpotentiale i klinisk efteruddannelse, hvor speciallæger har mulighedfor at udvikle deres kompetencer sammen med og under supervisionaf kolleger, herunder evt. fra andre faggrupper. Bl.a. kan udvekslingaf personale mellem afdelinger, funktioner og sygehuse give et stortlæringsmæssigt udbytte.