Revideret notat – afsnit om høring udfyldt

1. Resumé

Kommissionen har d. 21 marts 2012 fremlagt forslag til forordning om udøvelse afretten til kollektive skridt inden for rammerne af etableringsfriheden og den frieudveksling af tjenesteydelser. Formålet er at præcisere de generelle principper ogregler på EU-niveau med hensyn til udøvelsen af den grundlæggende ret til at tagekollektive skridt inden for rammerne af den frie udveksling af tjenesteydelser ogden frie etableringsret, herunder behovet for i praksis at forene dem i grænseover-skridende situationer. Forslaget bestemmer, at de forskellige rettigheder skal re-spektere hinanden, at de nationale domstole i tilfælde af konkrete sager skal vurde-re, at konflikter ikke går videre end nødvendigt for at opnå det tilstræbte formål, atder skal være lige adgang til uformelle konfliktløsningsmekanismer, samt at derskal ske varsling af berørte medlemsstater og Kommissionen ved særligt alvorligekonflikter. Regeringen finder ikke, at Kommissionen i sine begrundelser har til-strækkeligt underbygget, at nærhedsprincippet er overholdt og finder derfor, at derer behov for en nærmere analyse heraf. Regeringen lægger stor vægt på holdnin-gen hos arbejdsmarkedets parter og vil gå i en tæt dialog med parterne om forsla-get

2. Baggrund

Domstolen anerkendte for første gang i dommene i sagerne Viking Line og Laval,at retten til kollektive skridt, herunder retten til at strejke, som en grundlæggenderettighed, der udgør en integreret del af de generelle principper i EU-retten, somDomstolen skal sikre overholdelsen af. Den udtrykte også klart, at eftersom EU ik-ke blot har et økonomisk, men ligeledes et socialt, formål, skal de rettigheder, derfølger af traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed for varer, personer,tjenesteydelser og kapital, afbalanceres i forhold til de formål, der forfølges medsocial- og arbejdsmarkedspolitikken, bl.a. en forbedring af leve- og arbejdsvilkåre-ne, en passende social beskyttelse og dialogen på arbejdsmarkedet. Derudover an-erkendte den, at retten til at tage kollektive skridt for at beskytte arbejdstagerne ud-gør et mål af almen interesse, der i princippet kan begrunde restriktioner i degrundlæggende frihedsrettigheder, der er garanteret af traktaten. Beskyttelsen afarbejdstagerne udgør således et af de tvingende almene hensyn, som er anerkendtaf Domstolen.Domstolen fastslog omvendt, at retten til konflikt skal holde sig inden for EU-rettens grænser vedr. retten til etablering og retten til fri udveksling af tjenesteydel-ser. Dette aspekt af dommene rejste en bred og intens debat om konsekvenserneheraf for beskyttelsen af udstationerede arbejdstageres rettigheder og mere gene-

relt, i hvilket omfang fagforeningerne fortsat kan beskytte arbejdstagernes rettighe-der i grænseoverskridende situationer.I rapporten om relanceringen af det indre marked, som professor Monti fremlagdeden 9. maj 2010, bemærkedes det, at dommene har"på ny taget fat om en gammelsplittelse, som aldrig er blevet helet: svælget mellem dem, der går ind for meremarkedsintegration, og dem, som føler, at kravet om økonomiske friheder og ned-brydning af lovbarrierer udgør en trussel mod sociale rettigheder, som er beskyttetpå nationalt plan".Han påpegede endvidere, at"nu, da dette svælg dukker op igen,vil der kunne ske det, at en del af offentligheden, arbejderbevægelser og fagfore-ninger, som i tidens løb har været vigtige tilhængere af økonomisk integration,vender sig fra det indre marked og EU".Han anbefalede derfor i forbindelse meden omtale af udstationeringsdirektivet at”indføre en bestemmelse, som sikrer ret-ten til at strejke efter modellen i artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 2679/98(den såkaldte Monti-forordning), og en mekanisme til uformelle løsninger af ar-bejdskonflikter vedrørende anvendelsen af direktivet.”Den 13. april 2011 fremlagde Kommissionen meddelelsen "Akten for det indremarked – Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid". Her bebudede densom en af de tolv løftestænger følgende:"Lovgivning med det formål at forbedre og styrke gennemførelsen,anvendelsen og håndhævelsen i praksis af direktivet om udstationering af arbejds-tagere, der omfatter foranstaltninger med henblik på at forebygge og straffe mis-brug eller omgåelse af reglerne, ledsaget af lovgivning med det formål at præcise-re udøvelsen af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser sam-men med udøvelsen af de grundlæggende sociale rettigheder".Den 21. marts 2012 (dansk version modtaget d. 23. marts) fremlagde Kommissio-nen det bebudede forslag til præcisering af rettighedernes indbyrdes forhold i formaf forordning om udøvelse af retten til kollektive skridt inden for rammerne afetableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, kendt som ”MontiII”. Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF art. 352, hvilket kræver enstemmig-hed i Rådet og godkendelse fra Europa-Parlamentet.Samtidig fremlagde Kommissionen det førstnævnte bebudede initiativ i form afforslag til bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet. Grund- og nærhedsnotatvedr. dette forslag fremsendes parallelt med nærværende.



3. Formål og indhold

Forslaget er fra Kommissionens side set som en del af en pakke. Sammen med for-slaget til et direktiv om håndhævelse udgør det et initiativ til at afklare samspilletmellem udøvelsen af sociale rettigheder og udøvelsen af den frie etableringsret ogden frie udveksling af tjenesteydelser, der er nedfældet i traktaten i EU i overens-stemmelse med traktatens hovedmål, "en social markedsøkonomi med høj konkur-renceevne", uden dog at ændre Domstolens retspraksis.Formålet er ifølge Kommissionen at præcisere de generelle principper og regler påEU-niveau med hensyn til udøvelsen af den grundlæggende ret til at tage kollektiveskridt inden for rammerne af den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie

etableringsret, herunder behovet for i praksis at forene dem i grænseoverskridendesituationer. Dets anvendelsesområde omfatter ikke blot den midlertidige udstatio-nering af arbejdstagere til en anden medlemsstat med henblik på grænseoverskri-dende udveksling af tjenesteydelser, men også enhver påtænkt omstruktureringog/eller flytning, der involverer mere end en medlemsstat.I forslaget til artikel 1 understreges det, at forordningen på ingen måde berører ud-øvelsen af de grundlæggende rettigheder som anerkendt i medlemsstaterne, herun-der retten eller friheden til at strejke eller til at træffe andre foranstaltninger, der eromfattet af specifikke arbejdsmarkedsordninger i medlemsstaterne i overensstem-melse med national lovgivning og praksis. Den berører heller ikke retten til at for-handle, indgå og håndhæve kollektive aftaler og retten til at gennemføre faglige ak-tioner i overensstemmelse med national ret og praksis. En sådan bestemmelse(”Monti-klausul”) kendes fra tidligere EU-retsakter, jf. ovenfor under ”Baggrund”.Af forslaget til artikel 2 fremgår, at i udøvelsen af retten til etablering og fri ud-veksling af tjenesteydelser, der er nedfældet i traktaten, skal den grundlæggende rettil kollektive skridt, herunder retten eller friheden til at strejke, respekteres, og om-vendt skal disse økonomiske friheder respekteres i udøvelsen af den grundlæggen-de ret til kollektive skridt, herunder friheden til at strejke.Efter forslaget til artikel 3 skal udenlandske virksomheder have samme adgangsom indenlandske virksomheder til uformelle konfliktløsningsmekanismer, dermåtte findes i medlemsstaterne, uden at det må berøve muligheden for at bruge an-dre retsmidler, og uden at det må indskrænke nationale domstoles rolle til at afgøre,hvorvidt og i hvilket omfang sådanne kollektive skridt i medfør af nationale reglerog den overenskomst, der gælder for disse skridt, ikke går videre end, hvad der ernødvendigt for at opnå det forfulgte mål, uden at det berører EU-Domstolens rolleog kompetencer. Efter artiklen kan parterne på europæiske plan – i overensstem-melse med traktaten – oprette uformelle konfliktløsningsmekanismer.Med artikel 4 foreslås et system for tidlig varsling, hvorefter medlemsstaterne, forat forhindre og begrænse de potentielle skader mest muligt, skal oplyse og informe-re de berørte medlemsstater og Kommissionen straks i tilfælde af alvorlige hand-linger eller forhold, der enten forårsager en alvorlig forstyrrelse af det indre mar-keds funktion eller skaber alvorlig social uro.

tid klart vist, at kollektive skridt ikke som sådan udelukkes fra EU-rettens anven-delsesområde, fordi artikel 153 ikke finder anvendelse på strejkeretten.Forordningens mål: at præcisere de generelle principper og EU-regler, der gælderfor udøvelsen af den grundlæggende ret til at gennemføre faglige aktioner indenfor rammerne af den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie etableringsret,herunder behovet for at forene dem i praksis i grænseoverskridende situationer,kræver handling på EU-plan og kan ikke opfyldes af medlemsstaterne alene.I overensstemmelse med traktaten skal ethvert initiativ på dette område desudenrespektere ikke blot arbejdsmarkedsparternes uafhængighed, men også de forskel-lige sociale modeller og forskellige arbejdsmarkedsordninger i medlemsstaterne.Hvad angår forslagets indhold, sikres nærhedsprincippet yderligere ved anerken-delse af de nationale domstoles rolle, når det gælder fastlæggelsen af sagens sam-menhæng, og hvorvidt foranstaltningerne opfylder mål af almen interesse, hvorvidtde er egnede til at nå disse mål og går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for atnå disse.Forslaget anerkender ligeledes betydningen af de eksisterende nationale love ogprocedurer for udøvelsen af retten til at strejke, herunder de eksisterende alternati-ve konfliktløsningsinstitutioner, som ikke vil blive ændret eller påvirket. Forslagetskaber ikke en mekanisme til uformel bilæggelse af arbejdstvister på nationalt planmed henblik på at indføre en form for præjuridisk kontrol med fagforeningernes til-tag (som foreslået i Montirapporten fra 2010), men begrænser sig til at fremhævede alternative og uformelle løsningsmekanismer, der findes i en rækkemedlemsstater.Dette forslag går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.”Regeringen finder ikke, at Kommissionen i sine begrundelser har tilstrækkeligt un-derbygget, at nærhedsprincippet er overholdt og finder derfor, at der er behov foren mere detaljeret begrundelse for behovet for EU-regulering samt nærmere analy-se heraf.

6. Gældende dansk ret

Som en direkte konsekvens af Laval-sagen, jf. ovenfor under baggrund, blev det ilov om udstationering af lønmodtagere præciseret, at med henblik på at sikre udsta-tionerede lønmodtagere løn svarende til, hvad danske arbejdsgivere er forpligtet tilat betale for udførelsen af tilsvarende arbejde, kan der på samme måde som overfor danske arbejdsgivere anvendes kollektive kampskridt over for udenlandske tje-nesteydere til støtte for et krav om indgåelse af en kollektiv overenskomst. Det eren betingelse for iværksættelse af kollektive kampskridt, at der forinden over forden udenlandske tjenesteyder er henvist til bestemmelser i de kollektive overens-komster, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, ogsom gælder på hele det danske område. Det skal af disse overenskomster med denfornødne klarhed fremgå, hvilken løn der efter overenskomsterne skal betales.Såfremt en udenlandsk virksomhed er forpligtet af en dansk overenskomst, skerhåndhævelsen heraf inden for det sædvanlige, fagretlige system. Uformel konflikt-

løsning i form af mæglingsmøder osv. sker uden forskel mellem danske og uden-landske virksomheder.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenserSom nævnt under baggrund har forslaget ikke til hensigt at ændre EU-Domstolenspraksis, og forslaget vil derfor ikke kræve ændringer.Samfundsøkonomiske konsekvenserForslaget skønnes ikke at have samfundsøkonomiske konsekvenser.Statsfinansielle konsekvenserForslaget har ikke statsfinansielle konsekvenser.Administrative konsekvenser for det offentligeForslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser, idet den foreslåedevarslingsmekanisme kun finder anvendelse ved særlige alvorlige konflikter.Administrative konsekvenser for erhvervslivetForslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet.

8. Høring

Forslaget har været sendt i høring i EU Specialudvalget vedrørende Arbejdsmarke-det og Sociale Forhold. Der er modtaget svar fra LO, FTF, DA, FA og Danske Re-gioner.

LO og FTF:

LO og FTF har afgivet fælles høringssvar. De anerkender, at udkastet til forordninger et forsøg på at imødekomme den europæiske fagbevægelses kritik af EU-dommene om forholdet mellem det frie marked og konfliktretten, men finder, atudkastet desværre er helt utilstrækkeligt.LO og FTF har altid været imod lovregulering af konfliktretten. Følgelig kan LOog FTF heller ikke støtte en EU-regulering af konfliktretten. Ifølge LO og FTF sesEU ej heller at have hjemmel til at regulere konfliktretten, jf traktatens art. 153, stk.5, der da også er nævnt flere steder i forslaget. Det fremgår tydeligt, fx af forslagetsart. 2, at der sker en regulering af konfliktretten. I stedet kunne man ifølge LO ogFTF vælge en ikke-retlig form for instrument.Forordningen bygger på EU-domstolens praksis, som ifølge LO og FTF er helt util-fredsstillende, da den vægter hensynet til det fri marked højere end hensynet til defundamentale rettigheder, jf. art. 28 i Charteret for grundlæggende rettigheder. Enregulering på dette grundlag har ifølge LO og FTF ingen berettigelse.LO og FTF finder endelig, at EU-domstolens praksis er i strid med praksis ved DenEuropæiske Menneskerettighedsdomstol og ILO. Det er ifølge LO og FTF vigtigt,at de faglige organisationer bevarer adgangen til at iværksætte konflikt med hen-blik på at sikre ligebehandling mellem nationale og udenlandske arbejdstager.

I stedet for at afhjælpe tilstanden bliver praksis cementeret.Det er ifølge LO og FTF tillige problematisk, at der i udkastets art. 4 foreslås ind-ført et varslingssystem, hvorefter medlemsstaterne har pligt til at orientere Kom-missionen om en konflikt. Dermed tvinges de nationale myndigheder til at forholdesig til en arbejdskonflikt mellem arbejdsmarkedets parter.På denne baggrund opfordrer LO og FTF regeringen til at modsætte sig forordnin-gen.

DA:

DA kan ikke støtte EU-Kommissionens forslag om en forordning om konfliktret ogfinder, at regeringen skal modsætte sig forslaget. DA begrunder dette både medhensyn til forslagets begrundelse, form og indhold. Forslaget vil skabe ny usikker-hed om brug af kollektive kampskridt i hele EU. Forslaget vil indebære en intenslovregulering af centrale dele af den danske model, hvilket er i modstrid med denfordeling af lovgivningsmagten og parternes rolle, som ikke alene er gældende iDanmark, men som også afspejles i EU-traktaten.DA skal påpeger, at forslaget til direktivet om håndhævelse af udstationeringsdi-rektivet og forslaget til forordning om konflikt er sammenhængende således, at ad-gangen til konfliktretten i EU-retten kan blive påvirket af, at der via forslaget tilhåndhævelse sker en styrkelse af kontrol og håndhævelse. Rummet for adgangen tilbrug af kollektive kampskridt vil ifølge DA alt andet lige i den samlede EU-ret ind-snævres tilsvarende. Der derfor ifølge DA en indbyrdes modsætning indbygget i deto forslag, da man på den ene side vil styrke/sikre fagforeningernes brug af kollek-tive kampskridt, og på den anden side fjerner man en del af grundlaget for legitimi-teten for deres krav og dermed brugen af konfliktvåbnet, når man indfører hæftel-sesansvar for underentreprenører til sikring af krav.DA finder, at det er en illusion at kodificere EU-Domstolens praksis:EU-Domstolens gældende praksis er efter DA’s vurdering en tilstrækkelig og adæ-kvat ramme for de nationale domstole og andre med hensyn til løsning af retligekonflikter om brug af kollektive kampskridt og EU’s økonomiske friheder.Forordningsforslaget bidrager ifølge DA ikke til at tydeliggøre håndtering af kon-flikter om udøvelse af traktatens grundlæggende rettigheder såsom brug af kon-fliktvåbnet og traktatens økonomiske friheder.Artikel 1 og 2 samt artikel 3, stk. 4, i forslaget kan ifølge DA læses på den måde, atEU-kommissionen vil ligestille eller endda give forrang for de grundlæggende ret-tigheder, herunder brugen af kollektive kampskridt og traktatens rettigheder om fribevægelighed og ret til etablering. Det er ifølge DA ikke i overensstemmelse medEU-Domstolens praksis, hvis EU-kommissionen vil give forrang til grundlæggenderettigheder over traktatens økonomiske friheder om fri bevægelighed og etablering,og DA redegør i den forbindelse for prakis. Der sker efter DA’s opfattelse med for-slaget ikke alene en kodificering af gældende ret, men der skabes ny ret. En kodifi-cering af retspraksis skaber altid ny ret. Kodificering sætter praksis i en ny retligramme. Det gælder for almindelige domstole og for EU-Domstolen. DA henviser

bl.a. til, at EU-Domstolens praksis om kollektive kampskridt er en syntese af deretlige kilder, som EU-Domstolen anerkender og anvender i en EU-retlig kontekst,såsom internationale konventioner, herunder Det Europæiske Socialpagt, Menne-skerettighedskonventionen, traktatens artikel 6 og EU’s charter. EU-Domstolenspraksis og de internationale instrumenter omsættes via de nationale retsordner imedlemsstaterne af de nationale domme i en retlig ramme. Denne ramme kan for-ordningen ifølge DA forandre.DA finder videre, at hjemmelsgrundlaget må afvises:DA henviser bl.a. til, at artikel 352 kan anvendes til med enstemmighed at vedtageretsakter, hvor EU ikke har hjemmel, men ikke på et område, hvor EU positivt ikkehar hjemmel. Da henviser i den forbindelse til erklæring til Lissabon-traktaten nr.42 til artikel 352, hvori regeringskonferencen bl.a. understreger, at:”Under alle omstændigheder kan denne artikel ikke anvendes som grundlag forvedtagelse af bestemmelser, hvis materielle virkning ville være at ændre traktater-ne uden at følge den heri fastsatte procedure herfor.”DA bemærker, at forslaget ikke opfylder nærhedsprincippet:DA anfører bl.a., at der ikke fra EU-Kommissionens side er påvist, at det er nød-vendigt, og at det kræver eksplicit EU-handling i en forordning at præcisere retstil-standen eller forene udøvelsen af en grundlæggende ret og økonomiske friheder ipraksis i grænseoverskridende situationer, jf. således EU-Kommissionen i forsla-gets begrundelse pkt. 3.3. Forslaget går ud over, hvad der er nødvendigt for at sikredette, henset til EU-Domstolens praksis.Blandt flere elementer henviser DA til, at der er tale om en regulering i emne og in-tensitet, der ligger langt ud over, hvad det danske Folketing hidtil har anset for em-ner, der burde reguleres af statsmagten.DA henviser også til, illustreret med udtalelser fra Arbejdsretten, at det er Arbejds-retten, der af Folketinget er tillagt magt til at fastlægge konfliktrettens grænser iDanmark under respekt af Danmarks internationale forpligtigelser og EU-retten.DA finder, at det med forordningen kan blive omvendt.DA finder videre, at en forordning ikke er det rette instrument:DA henviser bl.a. til, at der ingen mulighed vil være for et nationalt fortolknings-rum. Arbejdsmarkedets parter vil heller ikke kunne indgå erstattende aftaler elleraftaler, der fraviger forordningen, heller ikke i en hovedaftale. DA henviser i denforbindelse til, at det internationale instrument, som mest udtrykker direkte kon-fliktadgang, nemlig Europarådets sociale charter, har en bestemmelse om, at dennekan parterne selv indskrænke via aftale.Formaliseringen i forordningen vil have forrang og danne grundlag for fremtidigpraksis, navnlig for Danmark uden en egentlig skreven konfliktret. Dette medførerogså, at sager ved Arbejdsretten vil skulle pådømmes direkte på grundlag af for-ordningsteksten, og sager vil kunne blive længevarende.

I det omfang, der måtte være behov for en EU-retlig ramme, burde dette ifølge DAske ikke i form af hverken forordning eller direktiv, men f.eks. en meddelelse fraEU-Kommissionen eller andet ikke bindende instrument.DA påpeger herudover, at eksistensen af en konfliktret er omtvistet:DA gennemgår forskellige instrumenter (ILO konvention 87 og Europarådets soci-alpagt m.v.) og henviser fx til, at der i Europarådet løbende er uenighed om række-vidden og indholdet af Europarådets Socialpagt. DA finder derfor, at grundlaget foret europæisk lovgivningsinstrument om konfliktret ikke til stede. Hertil kommer, atforordningen vil give grobund for nye tvister om brug af kollektive kampskridt ogderes legitimitet.DA finder videre, at forslaget skaber ny usikkerhed i stedet for retlig sikkerhed:DA påpeger med angivelse af en række eksempler, at forslaget vil gøre konfliktfor-løb mere uforudsigelige både på arbejdsgiverside og lønmodtagerside, og at EU-Domstolen vil få en øget rolle.Fx nævner DA, at EU-forordningen i kraft af sin eksistens vil blive påberåbt i sa-ger, også selv om disse måtte ligge langt forordningens formål, herunder i sager afnational karakter. DA nævner også, at konfliktretten omfatter en lang række ting,såvel retmæssige som uretmæssige kollektive aktionsformer, herunder sympatikon-flikter, fysiske blokader, temponedsættelser osv. Det påpeges, at man i andre med-lemslande og globalt i international ret ikke nødvendigvis har samme skelnen som idansk ret mellem retmæssige og uretmæssige konflikter. I nogle lande er strejkeret-ten indskrevet i forfatningen, og instrumenter som varslinger, løntræk og bod, ogorganisationsansvar kendes måske ikke. Sådanne problemstillinger skal med for-slaget ifølge DA bedømmes på baggrund af forordningen.DA finder, at EU-Domstolen vil blive en europæisk arbejdsret:Forslaget indebærer efter DA’s vurdering, at arbejdsretlige konflikter i højere gradegentlig bliver underlagt EU-retten og dermed også EU-Domstolen. EU-Domstolener ifølge DA uegnet som europæisk arbejdsretsdomstol. Dette vil også medførelængerevarende konflikter.DA bemærker, at ”Monti II” er falsk varebetegnelse:Anvendelsen af begrebet ”Monti” kan ifølge DA siges at være misvisende, daMonti I-forordningen vedrører forstyrrelse af samfærdsel som politisk aktionsformfor krav, der ikke forfølger legitime faglige formål. Monti I-forordningen var for-anlediget af lastbilchaufførers blokering af trafikken som led i en protest. Denneforordning giver landene pligt til at gribe ind og herunder underrette EU-Kommissionen. Forordningen erklærer, at denikkeberører lønmodtagernes kon-fliktret. Denne påkaldelse af Monti II’s familie med Monti I-forordningen bidragerifølge DA til at gøre det samlede billede af den nye forordnings dækningsområdehelt uklart, henset til at visse kollektive aktionsformer kan og i visse henseender

dermed uretmæssigt vil blive henført til forsamlings- og ytringsfriheden. Der kandermed ifølge DA rejses tvivl også om forordningsforslagets regulering af anven-delse af andre kollektive aktionsformer, herunder rækkevidden over for sympati-konflikter.Til artikel 3:Selvom hensigten tilsyneladende er at anerkende den gældende praksis i medlems-staterne., finder DA, at der er tale om en ny EU-normering af sådanne ordninger,hvilket ifølge DA også fremgår af artikel 3, stk. 4, og begrundelsens pkt. 3.4.4.Artikel 3 understreger i sig selv, at forordningen indeholder mere end bare ”kodifi-cering” af retspraksis.Til artikel 4:Ufølge DA er forslaget er uklart, ikke mindst hvad angår hensigten med en vars-ling, og med forslaget bevæger forordningen EU nærmere på aftalestoffet. En rollefor EU-institutioner eller nationale myndigheder til indblanding i fagretlige kon-flikter skal ifølge DA afvises.

KL:

KL finder, at Kommissionens forslag bør afvises, og henviser som baggrund herfortil følgende:Hjemmel for forslaget:KL finder det uholdbart, at Kommissionen argumenterer for, at artikel 352 kanbruges med henvisning til, at EU-Domstolens praksis har vist, at strejkeretten ikkekan udelukkes fra EU rettens anvendelsesområde. EU kommissionen får efter KLsopfattelse ikke ny supplerende kompetence, fordi EU domstolen har været tvungettil at afgøre Laval sagen (C-324/05) med nogle bemærkninger om strejkeretten.Under henvisning til, at det tidligere har været den danske regerings politik, at bru-gen af artikel 352 (samt dens tidligere versioner) kun burde benyttes i tilfælde, hvorEU regulering var absolut nødvendigt, finder KL, at denne nye brug af artikel 352bør afvises.Valg af EU retligt instrument:KL påpeger, at Kommissionen har valgt det mest omfattende integrationsinstru-ment, den har mulighed for, nemlig en forordning. Den skal anvendes direkte imedlemsstaterne uden nogen form for transformering. Faglige voldgifter, Arbejds-retten, Højesteret og andre domstole skal lægge en EU-forordning til grund for sineafgørelser hvis de påberåbes. Dette står ifølge KL i kontrast til den utroligt åbneformulering af selve forordningen. Herved åbnes der for en ganske stor mængderetlig aktivisme, der ikke er et ukendt fænomen i EU retten. Kommissionen egenbegrundelse om, at dette vil mindske reglernes kompleksitet og øge retssikkerhe-den, virker ifølge KL konstrueret og er uden nogen form for troværdighed.Tværtimod vil retsusikkerheden blive øget med dette valg af retsinstrument. KLanbefaler brugen af et andet retligt instrument end forordning.

Grundlæggende rettigheder og almindelige EU retlige principper:Fastlæggelse af strejkeretten som en grundlæggende rettighed i en forordning åbnerifølge KL for en ganske uoverskuelig retlig situation, og KL henviser i den forbin-delse domspraksis i forbindelse med princippet om forbud mod aldersdiskriminati-on. KL anmoder derfor om, at dette princip udgår af forordningen.Legitimeringstiltag via ILO konventioner og retspraksis fra den europæiske men-neskerettighedsdomstol:Under dette overskrift redegør KL for, at der ikke etableret en strejkeret i ILO kon-vention 87, ligesom afgørelser fra den Europæiske Menneske rettighedsdomstol,specielt sagerne Demir af 12/11 2008 samt Enerji Yapi-Yol Sen af 12/4 2009, ikke– i modsætning til Kommissionens opfattelse - kan tages til indtægt for, at der eren strejkeret knyttet til menneskerettighedskonventionen.Forskellige kategorier af arbejdstagere der omfattes:KL påpeger, at i såvel Danmark som i Tyskland er der en stor gruppe tjenestemændhvis strejkeret er eksplicit undtaget i nationalt regi. KL finder det stærkt bekymren-de, at man undlader at udtage denne gruppe ansatte for forordningen.Arbejdsgivernes ret til selvforsvar (lock-out):Enhver regulering af strejkeretten, der undlader at ligestille arbejdsgivernes ret tilselvforsvar, er ifølge KL diskriminerende. Ved kun at regulere og beskytte strejke-retten, bryder man ifølge KL EU traktatens artikel 154, der taler om en afbalanceretstøtte til begge parter. KL finder derfor, at strejkeretten og lock- out retten bør lige-stilles.Forordningens anvendelsesområde:KL finder, at det skal gøres mere klart, at anvendelsesområdet kun er i de tilfælde,hvor der faktisk ydes en service på tværs af landegrænserne. De situationer, hvorder kun potentielt kunne tænkes en serviceydelse på tværs af landegrænsen, skalifølge KL eksplicit unddrages. KL finder, at i modsat fald er der overhoved ingennationale strejkesituationer, der er undtaget for reguleringen.

Danske Regioner:

Danske Regioner finder, at Kommissionens målsætning om at skabe klarhed synesfornuftig, men Danske Regioner finder dog, at forslaget giver anledning til be-mærkninger på særligt 3 overordnede områder:Forslagets retsstatus:Danske Regioner finder det bl.a. problematisk, at Kommissionen har valgt at frem-lægge en almengyldig og umiddelbart gældende retsakt på et område, der normalter reguleret gennem kollektive aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter i

medlemsstaterne. Endvidere problematiserer Danske Regioner, at forslaget harhjemmel i artikel 352, som er forbeholdt tilfælde, hvor traktaterne ikke indeholderfornøden hjemmel. Danske Regioner finder det derfor tvivlsomt, om forslaget er ioverensstemmelse med subsidiaritetsprincippet.Forslag om tvistbilæggelse og varsling:Danske Regioner påpeger, at muligheden for på europæisk niveau an indgå aftalerom brug af tvisteløsningssystemer kan have betydning for brugen af eksisterendesystemer i Danmark. Endvidere påpeges det, at forslaget om varsling går ud over,hvad der er fastsat i overenskomster og hovedaftaler.Forslagets regulering af kollektive skridt:Da forslaget til forordning knytter EU-retten vedr. økonomiske friheder til vurde-ringen af lovligheden af kollektive skridt, finder Danske Regioner, at forslaget kanhave betydning for det retsgrundlag, hvorefter Arbejdsretten og de nationale dom-stole vurderer lovligheden af kollektive skridt. Danske Regioner finder det foruro-ligende, at forslaget søger at underlægge retten til kollektive skridt øvrige retsakterpå europæisk niveau.

FA:

FA finder forslaget problematisk, og finder ikke, at det giver større klarhed.EU-Domstolen har slået fast, at der ikke er grundlag for at indrømme større beskyt-telse til udøvelse af kollektive skridt, og FA stiller derfor spørgsmålstegn ved til-strækkeligheden af den anvendte traktathjemmel for forslaget.Da en forordning skal anvendes direkte i medlemsstaterne, er en forordning ifølgeFA ikke det rette middel til at opnå de mål, der angiveligt ligger bag forslag, hvil-ket er at skabe klarhed og præcisere retstilstanden, samtidig med, at det skal re-spektere arbejdsmarkedets parters uafhængighed, forskellige sociale modeller ogarbejdsmarkedsordninger. FA finder derfor, at det bør overvejes, om en ikke-bindende retsakt vil være mere hensigtsmæssigt.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Et enkelt land meldte ud allerede kort tid efter fremsættelsen, at det ikke kan støtteforslaget. En række lande forventes enten at stille spørgsmålstegn ved merværdienaf forslaget eller udtrykke bekymring over rækkevidden.

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen modsætter sig indskrænkninger i konfliktretten. Regeringen noterer sigKommissionens intention med forslaget, der udtrykkeligt ikke har til hensigt at æn-dre EU-Domstolens praksis. Regeringen finder, at der er behov for en mere detalje-ret begrundelse fra Kommissionen for, at nærhedsprincippet er opfyldt. Regeringenlægger stor vægt på holdningen hos arbejdsmarkedets parter og vil gå i en tæt dia-log med parterne om forslaget.