BEU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 232: Henvendelse af 11/5-2012, fra Jeanette Harfeld Petersen vedr. dagpengesystemets funktion

Jeg er en af de heldige, der kan sige: jeg har været arbejdsløs. Det var 2.gang indenfor de snart 24 år jeg har været ansat, som leder på forskelligeniveauer indenfor det offentlige. Begge gange grundet i omstrukturering.Med ”har været” indikerer jeg jo, at jeg har fået arbejde. Nemlig pr. 1/6/2012.Tiden er så kommet til refleksion over: hvordan var det så at være arbejdsløsi vores velfærdssystem? Kan jeg bidrage med input til andre vinkler? Somansvarlig borger med stor respekt for den økonomiske situation, ser jeg mignødsaget til at skrive til jer.Jeg vil gerne inddrage jer i flg:Jeg blev af Jobcentret tildelt en anden aktør, som skulle hjælpe mig. En aktør– som jeg hører ikke er den eneste – der i den grad satte fokus på: ”JOB FÅSGENNEM NETVÆRK”. Har også hørt dette fra politiker. Det er jo et ganskeflot og brugt ord. Nærmest en floskel. Sådan ser verden dog ikke ud for defleste. Det er kun indenfor bestemte brancher/niveauer, at netværksdannelsehar sin eksistens. Og selvom det eks. er indenfor min branche, er det ikkenoget jeg har deltaget i, da dem der har været, ikke har rummet mitinteressefelt/niche. Jeg har set den statistik, der viser, at netværk har givetarbejde til nogen, men prøv at finde ud af hvilke brancher/niveauer der ermed.Jeg var så heldig, at blive kaldt : meget speciel og bestemt ikke en manmødte mange af” af min anden aktør. Rigtig rart at høre, men chokerende,fordi det refererede til, at jeg vidste hvad jeg ville og reelt havde krav tilaktøren: mindst mulig tid som ledig. Men samtidig måtte jeg konstatere, atopkvalificering, hjælp til andet job var ikke deres bord, som jeg har hørt fradem og A-kassen: det er jo dig selv der skal søge, vi skal bare sikre at duopfylder kravene for dagpengene.Jeg havde et stor ønske om, at blive bedre kvalificeret til en branche, hvormine kompetencer og erfaringer kunne bruges. MEN NEJ. Jeg skulle søge ogvente på aktiveringen – hvad den for øvrigt ville blive var jo så det store ?men ikke lige indenfor det område som jeg ønskede opkvalificering til. Ikke

noget med at få mig videre. Jeg vente endog tilbage med erfaring fraansættelsessamtaler og fortalte, at jeg havde de rette kompetencer ogerfaringer, men man havde taget en der havde uddannelsen. Hvorfor ikkegive det der skulle til for, at opkvalificere? Jeg bad endog aktøren finde ud af,om jeg kunne komme i virksomhedspraktik for at forbedre minekvalifikationer, men nej.Selve dagpengesystemet er jo såvel forståeligt nok eller???????????? SØGSØG OG SØG. For ELLERS. Det er trist, at vi har fået opbygget et system,hvor trussel på ens eksistens kommer i spil samtid med, at man rent faktisk erblevet fravalgt. Jeg var en af dem, der nærmest måtte gå bodsgang, idet jeg2 gange pga. computerproblemer var 1 dag for sent med, at bekræfte minledighed. Det var RIGTIG ubehageligt og jeg følte mig som en, der varsmåkriminel. Hvor er vi henne? Nu er jeg ikke en svag person, men må daindrømme, at jeg havde det bestemt ikke godt, da computeren var i udu. MinA-kasse måtte indrømme, at systemet var sådan og de derfor var nød til atagere så strengt, men trusler hvor er vi henne? Og da jeg forklarede det medcomputeren, måtte jeg høre på, at så kunne jeg jo bare gå på biblioteket ellerandre steder. Det er korrekt, men igen: hvad er det for et system der i dengrad virker truende i stedet for støttende?Glad var jeg da jeg fik arbejde. Og stor var undren, da jeg af min A-kasse fik,at vide at jeg skulle fortsætte med at søge INDTIL STARTDATOEN – i mittilfælde 3 uger. Indrømmet: jeg var overbevidst om, at når jeg havde enstartdato, så behøvede jeg ikke søge mere. Naivt – åbenbart og igen så kanjeg nu risikere at mine dagpenge ryger, da jeg ikke opfylderdagpengereglerne. Med det samfundsmæssige aspekt, at tid er penge ogøkonomien ikke er god, så kan det undre mig, at systemet er sådan. Hvadmed at sætte en tidsgrænse for, hvornår man sidst skal søge job i forhold tilhvornår man starter – eks. 3 uger? En seriøs arbejdsgiver skal jo læse deansøgninger der kommer ind, som går fra anden produktivitet = penge ud afvinduet. Som den, der har siddet og læst ansøgninger ved jeg, at det er nogetder, uanset hvad, tager tid fra andet. Og jeg vil da undre mig over, at fåansøgninger, som jeg så syntes om og ved samtalen eller ved indkaldelsenfortæller: ”desværre jeg kan ikke, da jeg har fået andet arbejde, mensystemet siger jeg skal ellers mister jeg mine dagpenge”

Jeg har flg forslag til forbedring af dagpengesystemet:Det er jobcentrene, der har ansvaret for at hjælpe den ledige. Ikke enanden aktør, da man flyder mellem 3 stole: jobcenter, anden aktør ogens A-kasse. Som ledig er det vigtigt, at kunne få støtte og ikke høre:det er dit eget bord. Hvis man ansatte de mennesker fra de andreaktører i jobcentrene, så ville der jo sparres penge, da aktøren jo fårpenge for at have en ledig.Vær bedre til at støtte den ledige i relevante ønsker, i stedet for at ventepå aktiverings tiden. Hvorfor holde folk længere i et system som kanundgås ved simpel opkvalificering? Netværk kan hjælpe nogle, men erikke oraklet.Bedre individuel vurdering hvis noget glipper, i stedet for atkriminalisere folk, hvor noget er glippet. Det er jo den enkeltes egnepenge, som vedkommende nu har brug for, pga. en for nogen ikkeselvvalgt ledighedssituation.Frist for ansøgnings slut når man har fået et job. Rentsamfundsøkonomisk er det barokt, at skulle bruge andres tid påansøgninger, når man har fået et job.

Jeg er forundret og til dels også lidt forarget, at vi i den grad har et så firkantetsystem, hvor enhver fornuft er ophørt. Jeg ved godt, at der er forskelligeopfattelser af:” hvad er min ret og pligt i forhold til ydelser/hjælp/egen indsatsog ansvar”, men mangler, at der ses på den enkelte og derudfra laves enplan. Jeg håber aldrig jeg igen skal være en del af den side af voresvelfærdssystem, for mig gjorde den tid min kun trist at tænke: velfærd for hvisskyld og for MINE EGNE penge.Jeg er sikker på, at hvis disse tanker lige får tid hos jer, så vil I også kunne sebesparelser, som i denne sammenhæng BESTEMT ikke forringer nogensvilkår. Så slipper vi også for at høre om aktivering som teltture,opvaskeøvelser og hvad der ellers har været fremme i medierne. Det er jokun en tåbe, der ikke tør sætte sig stille ned og tænke: ”kunne tingene gøresanderledes og måske skulle vi gøre det anderledes” At indse, at man har