§71, Alm.del - 2011-12 - Bilag 65: Meddelelse om ny udgivelse fra SFI den 9/3-12: "Efterværn for tidligere anbragte unge. En videns- og erfaringsopsamling"

RISIKO FOR AT SVAGE UNGE IKKE FÅR EFTERVÆRNInternational forskningsoversigt viser, at tidligere anbragte unge, dermodtager efterværn, klarer sig bedre end dem, der ikke modtager efter-værn. Men det kan skyldes, at de svageste unge risikerer at blive over-set til fordel for de ressourcestærke unge.Hovedparten af tidligere anbragte unge oplever en række vanskeligheder ogudfordringer i årene efter anbringelsen. Det viser forskningsoversigten, dergiver et sammenfattende billede af viden om efterværn for tidligere anbragteunge i Skandinavien, Storbritannien og USA.Risiko for at tabe de svagesteMen selvom oversigten viser, at unge, der får efterværn, klarer sig bedre, enddem der ikke får noget, så siger den ikke noget om effekten af efterværn – fordider ikke findes viden om, hvorvidt efterværn virker eller ej, heller ikke i Dan-mark. Derimod viser oversigten, at der på flere områder en risiko for, at desvageste unge ikke får efterværn. Det kan blandt andet ske, fordi myndighe-derne retter fokus mod de unge, der har ressourcerne til at ville kunne klare siggodt, altså hvor efterværnet vil kunne blive en succes.Foranstaltningstrætte ungeAt svage unge ikke får efterværn kan også skyldes, at unge er trætte af foran-staltninger og derfor afviser tilbud om efterværn. Eller at unge til tider skalforhandle sig til at modtage efterværn, fordi tilbuddene ikke tildeles automatisk.Det kan betyde, at de svageste blandt de unge opgiver kampen eller ikke harressourcerne til at gennemføre den. Samtidig viser oversigten, at efterværnstil-buddene ikke i tilstrækkelig grad bliver fleksibelt tilpasset til den enkelte unge.Hvemer målgruppen?Interview med en række personer fra 8 danske kommuner peger desuden på, atder er en stor udfordring i at definere målgruppen for efterværn. De unge befin-der sig mellem børne- og voksensystemet – i et spændingsfelt mellem forskelli-ge systemer og livsfaser.Yderligere oplysninger:Sofie Stage, videnskabelig assi-stent, 3348 0884, [email protected]Udgivelse:Anne-Kirstine Mølholt, Sofie Stage, Jan HyldPejtersen & Pia Thomsen:Efterværn for tidligere anbragteunge. En videns- og erfaringsopsamling.SFI – Det NationaleForskningscenter for Velfærd, 12:04Udgivelsesdato:9. marts 2012Omfang/pris:222 sider / kr. 220,- inkl. moms.

RESUMÉ: EFTERVÆRN FOR TIDLIGERE ANBRAGTE UNGE.EN VIDENS- OG ERFARINGSOPSAMLINGFor at lette anbragte unges overgang til et selvstændigt voksenliv kan kommu-nerne tilbyde de unge efterværn, når de som 18-årige skal træde ud af anbrin-gelsen. På baggrund af en videns- og erfaringsopsamling giver vi i denne rap-port for første gang i Danmark et sammenfattende billede af, hvad vi på nuvæ-rende tidspunkt ved om efterværn i Skandinavien såvel som i Storbritannien ogUSA.På nuværende tidspunkt, 10 år efter den første efterværnsparagraf trådte i kraftherhjemme, peger kritiske røster på, at der stadig ikke bliver taget godt nokhånd om de unge, der forlader en anbringelse ved myndighedsalderen. Blandtandet Børns Vilkår, Dansk Socialrådgiverforening og SocialpædagogernesLandsforbund har i pressen kritiseret, at den nuværende lovgivning ikke i til-strækkelig grad sikrer, at alle unge, der har brug for efterværn, får det (Clem-mensen & Drevsfeldt, 2009). Ud fra dette afsæt samler denne rapport tenden-ser, erfaringer og udfordringer i arbejdet med efterværn, der kan lægges tilgrund for en diskussion af, hvordan efterværnsarbejdet i Danmark bedst muligttilrettelægges.RAPPORTENS METODISKE GRUNDLAGDenne videns- og erfaringsopsamling fra SFI bygger på tre kilder til viden:

De statistiske opgørelser baserer sig på tilgængelige statistikker enten fra of-fentliggjorte artikler og rapporter eller fra databankerne hos Danmarks Statistikog Ankestyrelsen. Vidensopsamlingen baserer sig på en litteraturgennemgangaf især forskning fra perioden 2000 frem til (september) 2011. Grundlaget forerfaringsopsamlingen er interviews med 11 nøglepersoner fra otte strategiskudvalgte kommuner.ANBRINGELSER OG EFTERVÆRN I TALDer er 1 pct. af alle børn og unge i Danmark, som er anbragt uden for egethjem. Heraf er 15 pct. tæt på at fylde 18 år. Det svarer til, at omkring 1.800unge i 2010 var anbragt uden for eget hjem, umiddelbart op til at de fyldte 18år.Sammenlignet med USA, Storbritannien, Norge og Sverige er Danmark detland, som anbringer flest børn og unge uden for hjemmet i forhold til befolknin-gens størrelse. Samtidig viser de danske statistikker, at unge er overrepræsen-teret i anbringelserne i forhold til de yngre børn. Mange af disse unge har væretanbragt i lang tid, idet 50 pct. har været anbragt 3 år eller længere, mens 25pct. har været anbragt 7 år eller længere.

Yngre børn er hovedsageligt anbragt i familiepleje. Ældre børn og unge er oftereanbragt på forskellige typer af anbringelsessteder som døgninstitution, social-pædagogisk opholdssted og andre former. Danmark adskiller sig her fra deandre lande, vi sammenligner os med, da disse lande i højere grad anvenderfamiliepleje – også for de ældre aldersgrupper.En del af de unge, som forlader en anbringelse, modtager efterfølgende efter-værn. I 2010 fik 559 unge i Danmark en afgørelse om efterværn. Hvor stor enandel af de unge i målgruppen, dette antal udgør, er svært præcist at svare på.Det skyldes, at vi kun har viden om antallet af nye afgørelser om efterværn ogikke det samlede antal af unge i efterværn. Vi har heller ikke information om,hvor stor en andel af unge der forlader en anbringelse ved myndighedsalderen,der fortsætter i efterværn. Samtidig synes kommunerne at underrapporterederes efterværnsafgørelser. Mere præcist tegner der sig et billede af, at fortsatdøgnophold er den form for efterværnsforanstaltning, som er mest anvendt i dedanske kommuner. Omtrent halvdelen af de unge, der får efterværn, får enafgørelse om døgnophold. Herefter følger kontaktpersonordningen som dennæstmest anvendte efterværnsforanstaltning. En tredjedel af de unge modtagerefterværn i form af en kontaktperson.TIDEN EFTER ANBRINGELSE ER OFTE PROBLEMFYLDTI vores vidensopsamling fremstår en pointe tydeligt: Hovedparten af tidligereanbragte unge oplever en række vanskeligheder og udfordringer i årene efteranbringelsen. De unge oplever særligt vanskeligheder i forhold til uddannelse,arbejde, økonomi og boligforhold. Herudover er de unge karakteriseret ved athave psykiske problemer, ved tidligt forældreskab og ved en høj risikoadfærd iform af indtagelse af rusmidler og udøvelse af kriminalitet. Disse vanskelighederog udfordringer er tæt forbundet. Eksempelvis er der risiko for, at unge med enpsykisk lidelse har et forbrug af rusmidler som en form for selvmedicinering.Ligeledes kan det antages, at unge, som står uden fast bolig, har sværere vedat finde den nødvendige ro i dagligdagen til at følge en uddannelse eller at vare-tage et arbejde.OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER TIL BRUG I ARBEJDET MED EFTERVÆRNI rapportens sidste kapitel fremhæver vi en række opmærksomhedspunkter.Det er ikke rapportens formål at fremskrive egentlige handlingsanvisninger ellerbest practice eller at påvise effekten af efterværn. Med udarbejdelsen af op-mærksomhedspunkterne har vi lagt vægt på at definere generelle problemstil-linger som oplæg til diskussion i kommunerne og som øjenåbner for beslut-ningstagerne. Rapporten formidler følgende seks temaer:1. Målsætningen med efterværn2. Målgruppen for efterværn3. Klientgørelse af de unge4. Organiseringen af efterværn5. Efterværnsindsatser6. Tiden efter efterværn.Opmærksomhedspunkterne kan med henblik på at forbedre anbragte ungesovergang til voksenlivet anvendes som udgangspunkt for diskussioner, eksem-pelvis i den enkelte kommune, ligesom de har relevans for forskere og beslut-

ningstagere på området.MÅLSÆTNINGEN MED EFTERVÆRNFor det første er det centralt at have fokus på, hvad målet med efterværn er, oghvordan man undersøger, om dette mål er opnået. Forskningen peger på, at derer to dominerende perspektiver på, hvad efterværn skal fokusere på. Det eneperspektiv, det såkaldte independence-perspektiv, har fokus på, at den ungeskal klare sig selv og ikke have kontakt til det sociale system i fremtiden. Etselvstændigt voksenliv betyder hermed, at den unge lever et liv uafhængigt afstøtte og hjælp fra det sociale system. Den unge skal opnå hårde kompetencer,som uddannelse, bolig og et arbejde. Det andet perspektiv, det såkaldte inter-dependence-perspektiv, åbner derimod op for, at den unge gennemgår engradvis overgang til voksenlivet. Et selvstændigt voksenliv betyder med andreord, at den unge klarer sig selv på lige fod med jævnaldrende, men at der ermulighed for at få støtte og hjælp fra det sociale system under overgangen – påsamme måde, som jævnaldrende kan hente støtte hos eksempelvis deres for-ældre. Der er under dette perspektiv fokus på både hårde og bløde kompeten-cer, eksempelvis relationer og netværk, den psykiske trivsel og selvværdsfølel-sen.Der tegner sig på baggrund af erfaringsopsamlingen, hvor 11 nøglepersoner fraleder- til praktikerniveau fra otte kommuner er blevet interviewet om derespraksis og overvejelser i forbindelse med tildelingen af efterværn, et billede af,at nogle kommuner læner sig op ad et independence-perspektiv, mens andre ihøjere grad har et interdependenceperspektiv. Der findes således en rækkevariationer i de interviewede kommuners syn på og tilgang til de unge, somforlader en anbringelse og eventuelt skal træde ind i et efterværn. Erfaringsop-samlingen viser desuden, at det kan være en udfordring for kommunerne atdefinere, hvad formålet med efterværn præcist er. Det har også betydning forafgrænsningen af, hvem der er i målgruppen for efterværn.MÅLGRUPPEN FOR EFTERVÆRNFor det andet er det vigtigt, at efterværnstilbud bygger på fleksible tilbud ogtilpasses individuelt til den enkelte unge. De unge har forskellige behov for støt-te og hjælp under overgangen til voksenlivet, da de har levet forskellige liv medforskellige oplevelser. Tilgangen til de unge skal i børnesystemet bevæge sig fraet entrance-perspektiv, hvor der er fokus på årsagerne til, at den unge træderind i anbringelsen, til et exit-perspektiv, hvor fokus er på, at den unge en dagskal forlade anbringelsen. Forskningen, herunder undersøgelser, hvor unge selver blevet spurgt, peger dog på, at der ikke altid tages udgangspunkt i de ungesindividuelle behov under tildelingen af efterværn.Forskningen viser desuden tydeligt, at der er en sammenhæng mellem udviklin-gen i de unges liv før, under og efter anbringelsen. Hvis de unge har oplevetustabilitet i deres anbringelse, er der samtidig større risiko for, at de udvikler enafvisende holdning i forhold til nye tiltag og støttetilbud, som kommunen under”børnesystemet” kan tilbyde dem – og hermed er der også større risiko for, atde afviser at modtage efterværnstilbud. Der er unge, der fremstår som foran-staltningstrætte. Disse unge har sjældent – blandt andet på grund af deresmange brud i tilværelsen – en central og stabil voksenrelation, som kan støtteog vejlede dem. Samtidig viser undersøgelser, at de unge, som har oplevet

stabile anbringelsesforløb, også er dem, som har haft bedst mulighed for atopnå støttende relationer og har haft mulighed for at tilegne sig centrale fær-digheder og læring. Disse unge har derfor også de bedste chancer fremover.Både videns- og erfaringsopsamlingen peger på, at der kan være en reel risikofor, at de svageste unge ikke får den fornødne støtte. Denne risiko baserer sigblandt andet på, at både videns- og erfaringsopsamlingen identificerer en risikofor, at der sker en såkaldt creaming af de tidligere anbragte, som modtagerefterværn. Ved creaming hentydes til, at sagsbehandleren så at sige ”skummerfløden” og retter sit fokus mod de unge, der tegner til at klare sig godt, altsåhvor efterværnet vil kunne blive en succes. Det kan indebære, at de unge medflest ressourcer og bedst mulighed for at forhandle sig frem til efterværn ogsåer dem, som modtager det. De unge med størst behov for støtte og hjælp – desvageste blandt de tidligere anbragte unge – har imidlertid sværest ved at opnåhjælp og støtte.KLIENTGØRELSE AF DE UNGEFor det tredje skal det fremhæves, at tidligere anbragte ikke kun udfordres afderes belastede opvækst, der førte til, at de i kortere eller længere tid har væ-ret anbragt uden for eget hjem. De udfordres også af selve det, at de var an-bragt. Anbragte unge gennemgår ikke blot overgangen fra barne- til voksentil-værelsen, de afslutter også en klientkarriere. De unges delvise opvækst underdet sociale system medfører, at der er risiko for, at de unge bliver klientgjort,hvilket kan resultere i, at de unge bliver gjort passive og afhængige af syste-met. Det kan også betyde, at de unge udvikler en negativ selvopfattelse baseretpå en bevidsthed om, at de er anderledes end deres jævnaldrende. En sådannegativ selvopfattelse er problematisk, da teorier om resiliens – det vil sigeteorier om, hvorfor nogle klarer sig godt på trods af dårligere odds – viser, atpositiv selvopfattelse kan fungere som en modstandskraft, der gør, at nogleklarer sig godt, på trods af at deres livsbetingelser udgør en risiko for det mod-satte. I dette lys er det vigtigt med et positivt fokus på de unges muligheder forpersonlig udvikling i deres overgang til et selvstændigt voksenliv.ORGANISERINGEN AF EFTERVÆRNFor det fjerde fremgår det af både forskningsgennemgangen og erfaringsop-samlingen, at der indbygget i organiseringen af efterværn er en række udfor-dringer. Erfaringsopsamlingen viser for det første, at samarbejdet mellem bør-ne- og voksensystemet er kendetegnet ved ikke altid at foregå gnidningsløst.Der er uklarhed omkring henholdsvis børne- og voksensystemets roller og for-pligtelser, når en ung forlader en anbringelse. For det andet fungerer samarbej-det omkring anbringelsessager på tværs af kommuner heller ikke optimalt.Handle- og betalingskommunens forpligtelser er et centralt emne hos flerekommuner i deres arbejde med unge i efterværn. Det er derfor vigtigt at vurde-re, hvorvidt og hvorledes samarbejde eller informationsdeling på tværs afkommunerne kan konstrueres.Med til organiseringen af efterværn hører medbestemmelse og medindflydelseaf de unge, idet disse forhold er afgørende for de unges muligheder, når deforlader deres anbringelse. Medinddragelse tidligt i processen kan skabe foran-kring hos den unge og sikre et mindre kaotisk skift fra at være anbragt til at ståpå egne ben. Nogle unge skal kæmpe aktivt og indgå i forhandlinger med kom-

munen for at modtage efterværn. Dog har ikke alle unge ressourcerne til atkæmpe – og ikke alle unge har en realistisk vurdering af egne behov for støtteog hjælp. Samtidig er der et dilemma omkring, at det kræver ressourcer hos deunge at arbejde for at få efterværn, samtidig med at for mange ressourcer vir-ker diskvalificerende i forhold til at modtage tilbud om efterværn.EFTERVÆRNSINDSATSERFor det femte viser erfaringsopsamlingen, at der i praksis er stor variation iforhold til, hvornår anbragte unge træder ud af anbringelse og eventuelt ind iefterværn. I nogle kommuner kommer efterværn i umiddelbar forlængelse afanbringelsens ophør, når den unge fylder 18 år. I andre kommuner bliver efter-værn effektueret tidligere, det vil sige, før den unge har nået myndighedsalde-ren. Forskningen peger på, at det er vigtigt at opfange de unge på et så tidligttidspunkt som muligt, da deres problemer ellers kun bliver endnu værre, somtiden går. Det vil sige, at de unge skal indgå i efterværnsprojekterne tættestmuligt på deres udskrivelse fra anbringelse. Risikoen ved en tidlig efterværn-sindsats – altså før den unge bliver 18 år – er dog, at den unges barndom ogungdom forkortes i ønsket om at klæde den unge godt på til voksenlivet.Videns- og erfaringsopsamlingen viser, at særligt to typer af efterværnsindsat-ser har betydning på dansk grund i forhold til arbejdet med de unge:

Begge indsatstyper er dog forbundet med væsentlige udfordringer. Efterværn-sindsatser, der giver den unge mulighed for at møde andre tidligere anbragte,fremhæver nogle unge som gavnlige. For andre unge opleves sådanne gruppe-baserede efterværnsindsatser ikke konstruktive. Den personlige relation til enengageret voksen er værdifuld for de unge. Dette synes at bakke op om, atkontaktpersonordningen kan være et gavnligt efterværn for tidligere anbragte.En god relation mellem en kontaktperson og en tidligere anbragt er dog yderstpersonafhængig.TIDEN EFTER EFTERVÆRNFor det sjette skal det understreges, at forskningen entydigt viser, at tidligereanbragte unge, som modtager efterværn, klarer sig bedre end tidligere anbrag-te, som ikke har modtaget efterværn. Efterværn ser således ud til at have enpositiv betydning for de unges liv, om end der endnu ikke er dokumenteret endirekte kausaleffekt.Denne sammenhæng bør desuden ses i lyset af, at der er stor variation frakommune til kommune i forhold til, hvor mange unge der får tilbud om efter-værn og den deraf følgende forskel på, hvor mange unge der ikke får tilbuddet.Den positive sammenhæng bør også ses i lyset af, at der kan være forskel på,hvor mange ressourcer unge i efterværn har sammenlignet med unge, der ikkefår efterværn. Creaming og foranstaltningstræthed kan således være processer,der skiller de særligt ressourcesvage unge fra, så denne gruppe ikke får efter-værn.