Det Psykiatriske Patientklagenævns sammensætning ultimo 2011 ............... 3Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og opgaver ........... 3Antal sager og sagsfordeling ................................................................... 4Sagsbehandlingstiden ............................................................................. 6Antallet af møder, mødested m.v. ............................................................ 7Deltagelse i Det Psykiatriske Patientklagenævns møder af læger, patien-ter og patientrådgivere/bistandsværger .................................................... 8Læger .................................................................................................. 9Patienter............................................................................................... 9Patientrådgivere/bistandsværger ........................................................... 10Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocent ............................................. 12Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser ....................... 14Anke til domstolene ............................................................................. 15Klage til Det psykiatriske Ankenævn ....................................................... 15Det Psykiatriske Patientklagenævns aktiviteter i øvrigt ............................. 16Vedr. konkret sag om tvangsfiksering... ................................................. 17Vedr. lægeerklæringens indhold............................................................. 19Vedr. korrespondance og spørgsmål om tvungen opfølgning efterudskrivning ........................................................................................ 23Vedr. tvangsbehandling med Zyprexa – dosis. ......................................... 29

Vedr. skrivelse til Sundhedsstyrelsen vedr. registrering af tvang.................... .31Tvangsindlæggelse/tvangstilbageholdelse………………………………………………… .. 34Tvangsfiksering ................................................................................... 43Tvungen opfølgning efter udskrivning .....................................................47Tvangsbehandling ................................................................................ 49Fysisk magtanvendelse .........................................................................60Beroligende medicin med tvang..............................................................61I øvrigt ............................................................................................... 63

ForordDet Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden afgiver hermedsin femte årsberetning.Hovedstadsforvaltningen har 33 % af landets indbyggere og har 35,5 % af de indlagtepsykiatriske patienter på landsplan, mens de tvangsberørte udgør ca. 42,3 % af de berør-te på landsplan.Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden har i 2011 afholdtmøder på følgende psykiatriske centre: Psykiatrisk Center Amager, Psykiatrisk Center Bal-lerup, Psykiatrisk Center Bornholm, Psykiatrisk Center Frederiksberg, Psykiatrisk CenterGlostrup, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, Psykiatrisk Center Hvidovre,Psykiatrisk Center København, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center København, Psykia-trisk Center Nordsjælland og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Nordsjælland.Ud over den generelle diskussion om praksis vedrørende tvang i psykiatrien samt de sta-tistiske oplysninger på landsplan, tjener beretningen til formidling af viden om Det Psykia-triske Patientklagenævns arbejde både til en bredere offentlighed og mere specifikt til deimplicerede psykiatriske centre. Det er Statsforvaltningen Hovedstadens indtryk, at årsbe-retningerne hidtil er indgået i arbejdet på de psykiatriske centre og bliver anvendt i be-stræbelserne på at leve op til lovens krav.Af hensyn til sammenligneligheden af de psykiatriske patientklagenævns virksomhed pålandsplan er beretningen udarbejdet i overensstemmelse med Indenrigs- og Sundhedsmi-nisteriets retningslinier af 7. januar 2004. Det er derfor muligt direkte at sammenholdetallene fra de fem patientklagenævn og ikke mindst – via almindelig sammentælling – atfå et helhedsindtryk af alle fem patientklagenævns samlede virksomhed.Statsforvaltningen Hovedstaden varetager sekretariatsopgaverne for Det Psykiatriske Pa-tientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden.Når der i årsberetningen henvises til Det Psykiatriske Patientklagenævn er det underfor-stået, at det drejer sig om Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Ho-vedstaden.Årsberetningen er opdelt i tre hovedafsnit:Afsnit I:Afsnit II:Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden.Principielle problemstillinger.

Patientklagenævnets formand er direktør Niels Preisler.Stedfortrædere for formanden er kommitteret Henning Lund-Sørensen, specialkonsulentCharlotte Galbo, vicedirektør Vibeke Hauberg, kontorchef Jette Røgild, kontorchef JakobNæsager, kontorchef Jane Hansen, samt specialkonsulent Kristine Drisdal Hansen. Formøder på Bornholm er det chefkonsulent Leise Døllner.De lægelige medlemmer er speciallæge Torben Nikolaisen og overlæge Grethe Auken. Formøder på Psykiatrisk Center Bornholm er det læge Herwig Jensen. Stedfortrædere er læ-ge Preben Bredesgaard, læge Nils Engelbrecht, læge Annette Elna Frölich, læge SteffenJarlov, læge Helge Ralov, læge Peder Christian Reistad og læge Marianne Schrøder. Formøder på Psykiatrisk Center Bornholm er det læge Jan Christensen.De af Sind indstillede medlemmer er Kirsten Hanne Falster, lægesekretær Liselotte Lassenog cand. psyk. Arnfinn Thorsteinsson. For møder på Psykiatrisk Center Bornholm er detSimon Abrahamsen. Stedfortrædere er Zinaida N. Baban, Vibeke Boolsen, Ditte Dams-gaard, Lisbeth Dilling, Bjørn Helstrup, Johannes Nymark, Kim Sund Rosted-Løvgreen samtAnne Rebecca Zenner. For møder på Psykiatrisk Center Bornholm er det Stephen Morten-sen.Sagsbehandlere for Det Psykiatriske Patientklagenævn er specialkonsulent Charlotte Gal-bo, fuldmægtig Louise Cadovius Jørgensen, fuldmægtig Marianne Hansen, socialrådgiverBodil Kryger, fuldmægtig Pernille Martensen, fuldmægtig Nini Christensen, fuldmægtigDorte Kirkebæk Bloch og fuldmægtig Hedvig Semajer-Garic. På Bornholm er det social-rådgiver Lea Leemet.Journalfunktionerne varetages af Aylin Danismaz og Pia Nielsen.Årsberetningen er udarbejdet af Henning Lund-Sørensen og Charlotte Galbo.1b.Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og opgaver

kiatrisk Center Glostrup, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, Psykiatrisk Cen-ter Hvidovre, Psykiatrisk Center København, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Kø-benhavn, Psykiatrisk Center Nordsjælland og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Nord-sjælland.Det tidligere Psykiatrisk Center Gentofte er i 2011 fusioneret med Psykiatrisk Center Bal-lerup. Det tidligere Retspsykiatrisk Center Glostrup er i 2011 fusioneret med PsykiatriskCenter Glostrup.Det Psykiatriske Patientklagenævns behandler klager fra patienter, der under indlæggelsepå psykiatriske afdelinger har været udsat for en af de ovenfor anførte former for tvang.Klagerne sendes til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved patientrådgivers mellemkomsteller afgives mundtligt over for det psykiatriske centers personale, der formidler klagenvidere. I enkelte tilfælde er det patienten selv, som retter henvendelse til Det PsykiatriskePatientklagenævn.Det Psykiatriske Patientklagenævns møder afholdes som udgangspunkt på det psykiatri-ske center, som klagen vedrører.Der har udviklet sig følgende praksis med hensyn til patienter, der flytter til et andet psy-kiatrisk center:1. Hvis patienten flytter til et andet center i Regionen og klager over tvangsudøvel-sen på det første indlæggelsescenter - afholdes nævnsmødet på det center, hvorpatienten nu befinder sig.2. Hvis patienten flytter til et andet psykiatrisk center uden for Regionen og klagerover tvangsudøvelsen på det første indlæggelsescenter - afholdes nævnsmødet pådet center, hvor tvangsudøvelsen fandt sted.Ad. 1. hvis patienten flytter til et andet center inden for Regionen – kommer patientkla-genævnet og centerpersonalet fra det første center til patienten på det center, hvor pati-enten nu er indlagt.Ad. 2. hvis patienten flytter til et andet psykiatrisk center uden for regionen – må patien-ten komme til det psykiatriske center, hvor tvangsudøvelsen fandt sted.Denne praksis ligger i forlængelse af lovbestemmelsen om, at patientklagenævnet kom-mer til patienten på det psykiatriske center, hvor patienten er indlagt.I mødet deltager endvidere sædvanligvis den ansvarlige overlægen/den behandlende læ-ge på afdelingen, patienten og patientrådgiveren samt andre relevante medarbejdere påden pågældende psykiatriske afdeling. Efter mødet træffer Det Psykiatriske Patientklage-nævn sin afgørelse, der tilstræbes udsendt senest den følgende dag.2.Antal sager og sagsfordeling

En ”afgørelse” er defineret som en godkendelse eller en tilsidesættelse af et tvangsind-greb. Det psykiatriske patientklagenævns vurdering af ét tvangsindgreb kan dog i nogletilfælde føre til, at der træffes to afgørelser vedrørende dette ene tvangsindgreb – jf. af-snit I, 6.Det typiske er, at en klage over ét indgreb medfører én afgørelse, men der kan være til-fælde, hvor det psykiatriske patientklagenævn eksempelvis vurderer, at iværksættelse aftvangsindgrebet kan godkendes, men ikke tvangsindgrebets opretholdelse, og i så fald vilklagen over ét indgreb statistisk føre til to afgørelser. Herved undgås registrering af del-afgørelser i form af delvis godkendelse og delvis tilsidesættelse.Med hensyn til ”tilbagekaldte sager” skal det bemærkes, at der her ofte er tale om sager,som først trækkes tilbage umiddelbart inden nævnsmødet, og hvor det psykiatriske pati-entklagenævn således allerede har brugt tid på at udsende sagen og på at forberede sa-gen. Det har gennemsnitligt drejet sig om ti % af samtlige indkomne sager.Skema 1Antal sager

Det er bemærkelsesværdigt, at der over en fem årig periode er sket en stigning på 49% iantallet af sager. Folketingets § 71-tilsyn har i bemærkninger til nævnets årsberetning2010 anmodet nævnet om at have fokus på årsagerne til denne stigning.Det er nævnets vurdering, at de nedenfor angivne forhold er de væsentligste forklaringerpå stigningen.1. Tidligere var der blandt nogle patientrådgivere en tendens til at tale patienternefra at klage – enten med henvisning til, at det fik patienten ikke noget ud af, ellerved at udskyde klagen med ordene, ”du kan altid klage i morgen”. I dag betonesdet retssikkerhedsmæssige aspekt i højere grad. Det har en selvstændig betyd-ning, at andre øjne ser på tvangsindgrebet.2. Vurderet ud fra journalerne er de psykiatriske centre blevet meget mere konse-kvente i deres information til patienten om klageadgangen. Efter hvert enestetvangsindgreb orienteres om klagemuligheden.3. Ændring i samtykkebegrebet den 1. januar 2007 – hvorved flere indgreb blev an-set for tvangsmæssige og dermed kunne give anledning til klage.4. En almindelig afsmittende effekt, der ligger i, at en patient hører, at en anden pa-tient har klaget.5. Den lettere klageadgang, hvor patientklagenævnet kommer til patienten – i mod-sætning til tidligere, hvor patienten skulle komme til møde i statsamtet.6. Nævnet oplever, at klageadgangen i større udstrækning end tidligere benyttes afpatienten til at få lejlighed til (igen) at fremføre sine synspunkter over for det til-stedeværende centerpersonale.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden har planlagt mødefire gange hver uge:om mandagen på:Psykiatrisk Center Nordsjælland (Frederikssund, Hillerød ogHelsingør) samt Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Nord-Sjælland:om tirsdagen påom onsdagen påom torsdagen på:::Psykiatrisk Center Bornholm (efter behov)Psykiatrisk Center Hvidovre og AmagerPsykiatrisk Center Glostrup (voksne og unge), Ballerup og Fre-deriksbergPsykiatrisk Center København og Børne- og Ungdomspsykia-trisk Center KøbenhavnDe psykiatriske centre har følgende faste tidsfrister for fremsendelse af mødemateriale tilsekretariatet:til mandagsmøderne :til tirsdagsmødernetil onsdagsmøderne::senest kl. 11.00 tirsdagen førsenest kl. 11.00 onsdagen førsenest kl. 11.00 torsdagen førsenest kl. 10.00 fredagen før

Når mødematerialet bliver sendt fra de psykiatriske centre til sekretariatet på de anførtedage, udsendes klage med bilag og mødeindkaldelse samme dag til nævnsmedlemmerne,patientrådgiverne samt de relevante psykiatriske centre med henblik på, at centret sørgerfor videregivelse til patienten og lægerne. Samtidig orienteres nævnsmedlemmerne ogpatientrådgiverne pr. mail om mødetidspunktet.Hvis Post Danmark opfylder sin forpligtelse til brevudbringelse af A-post til dagen efter af-sendelse, betyder det, at der altid er fem dage fra modtagelse af mødematerialet til mø-det i Det Psykiatriske Patientklagenævn finder sted. Dette skulle give både nævnsmed-lemmer og patientrådgivere tid til at sætte sig grundigt ind i sagen samtidig med, at der

også tidsmæssigt er mulighed for, at patientrådgiveren kan aflægge besøg hos patienteninden mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn.Alle møder i 2011 er blevet afholdt på de psykiatriske centre. Møderne finder sædvanlig-vis sted i et mødelokale på det pågældende psykiatriske center. Det hænder dog ofte, atpatienter, især fra de intensive afdelinger, ikke kan/vil give møde i mødelokalet. I så faldflyttes mødet til selve afdelingen. Der er afsat 30 minutter til hver sag. Møderne kan doghave en længere varighed især som følge af, at patienterne kan have behov for mere ind-gående at redegøre for deres situation. Herved kan der, da der ofte er flere møder på fle-re centre, undtagelsesvis opstå forsinkelser i mødeafviklingen.Det Psykiatriske Patientklagenævn har i 2011 afholdt 188 møder. Nedenfor er vist antalletaf møder i de seneste fem år.Skema 5Samlet antal møder i de seneste fem år

I Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser er anført, hvorvidt der har deltaget læge,patient og patientrådgiver/bistandsværge i behandlingen af en sag på nævnsmødet. Hvisen patientrådgiver/bistandsværge ikke har deltaget i mødet, er det i afgørelsen anført,hvorvidt der er meddelt afbud, eller om der er tale om en udeblivelse uden afbud.Det bemærkes, at fremmødeprocenten er udregnet som antallet af sager, hvori den på-gældende gruppe har deltaget i forhold til det samlede antal sager med realitets-afgørelser. Eksempelvis har patienterne i 2011 deltaget i 387 sager ud af de i alt 463 sa-ger, der har været realitetsbehandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn, hvilket giveren fremmødeprocent på 84%. På samme måde er fremmødeprocenten for patientrådgi-verne udregnet til i alt 93%.

Som det fremgår, har der for patientrådgiverne ved de psykiatriske centre tilsammen væ-ret en stabil fremmødeprocent i perioden 2009-2011. En gennemsnitlig mødeprocent påomkring 85 må anses som meget tilfredsstillende under hensyn til de korte berammelses-tider for nævnsmøderne, der igen hænger sammen med et ønske om at behandle patien-ternes klager, f.eks. over frihedsberøvelse, hurtigst muligt.Det nuværende resultat med en samlet gennemsnitlig mødeprocent på 93% er meget til-fredsstillende og en fremgang i forhold til 2006, hvor mødeprocenten var på 84%.Sekretariatet har søgt at fremme og fastholde mødeprocenten blandt andet ved:1. Årligt at synliggøre problemstillingen ved i Det Psykiatriske Patientklagenævns årsbe-retning at oplyse mødeprocenten for hvert af de omtalte psykiatriske centre.2. Halvårligt at synliggøre problemstillingen ved at udsende statistikker til patientrådgi-verne over fremmødeprocenterne.3. Løbende at synliggøre problemstillingen ved i hver enkelt nævnsafgørelse at omtale,hvorvidt patientrådgiveren har været tilstede.4. Hurtig udmelding til patientrådgiverne pr. mail om antal sager til det kommendenævnsmøde. Patientrådgiverne får således seks dage før nævnsmødets afholdelse oplyst

Ifølge § 14, stk. 1, i bekendtgørelse om forretningsorden for det psykiatriske patientkla-genævn kan det psykiatriske patientklagenævns afgørelser gå ud på, at tvangsindgrebetgodkendes, eller at indgrebet findes foretaget med urette. En klage over et tvangsindgrebafgøres normalt ved enten en godkendelse eller en tilsidesættelse af den besluttedetvangsforanstaltning (én afgørelse), men kan også indebære både en godkendelse og entilsidesættelse, f.eks. godkendelse af iværksættelsen af en tvangsindlæggelse, men til-sidesættelse af den fortsatte tvangsindlæggelse. I sidstnævnte tilfælde tælles statistisk toafgørelser. Ligeledes kan der i en sag være klaget over gentagne tvangsfikseringer. Hverenkelt tvangsfiksering er statistisk beregnet som én afgørelse, også selvom de indgår isamme sag. Der tælles således mindst én afgørelse for hvert påklaget tvangsindgreb.Nedenstående tabel viser antallet af afgørelser, antallet af tilsidesættelser og omgørelses-procenten fordelt på de tvangsforanstaltninger, der i perioden 2009 til 2011 har væretpåklaget til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Omgørelsesprocenten er beregnet somantallet af tilsidesættelser i forhold til antallet af afgørelser med realitetsbehandling.Med hensyn til tvangsfikseringer bemærkes særligt, at opgørelsen er foretaget samlet.Afgørelserne indeholder derfor såvel tvangsfikseringer, hvor der alene er anvendt bælte,såvel som de tilfælde, hvor der både er anvendt bælte og en eller flere hånd- og/eller fod-remme.

En lovændring, der trådte i kraft den 1. januar 2007 betød, at klager over Det Psykiatri-ske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering ik-ke som tidligere skulle påklages til Det Psykiatriske Ankenævn, men til byretten.Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstil-bageholdelse, tvangstilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, tvungen opfølg-ning efter udskrivning og aflåsning af døre i afdelingen kan indbringes for byretten, jf.psykiatrilovens § 37, stk. 1.Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsmedicinering, anvendel-se af fysisk magt, personlig alarm, pejlesystemer, særlige dørlåse samt personlig skærm-ning, der varer mere end 24 timer, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn, jf. psyki-atrilovens § 38.I 2011 blev 121 af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser indbragt for domstoleneog 73 for Det Psykiatriske Ankenævn. Ankeprocenten i 2011 var 22% sammenlignet med2010, hvor den var 17% og 32% i 2009 og 22% i 2008. Afgørelser, der er påklaget tilankeinstansen, fremgår af nedenstående tabel.Skema 12Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser2009Antal afg.TvangsindlæggelseTvangstilbageholdelseTvangsfikseringTvangsbehandlingFysisk magtanvendelseBeroligende medicinPersonlig skærmningAndetI alt11224739514522126081055Antal anker30601972322502339Ankepct.2724381692002532Antal afg.12422569178211800108072010Antal anker305223431701139Ankepct.242331914901017

De 197 tilsidesatte afgørelser i 2009 kan alle - bortset fra en enkelt afgørelse - henførestil den tidligere omtalte særlige sag med 321 bæltefikseringer. Det Psykiatriske Patient-klagenævn godkendte i denne sag 141 bæltefikseringer, delvist godkendte 91 bæltefikse-ringer og tilsidesatte 89 bæltefikseringer. De 141 plus 91 afgørelser i alt 232 afgørelserblev indbragt for Retten på Frederiksberg, hvor sagen blev begrænset til 196 afgørelser,der alle blev tilsidesat, idet Retten på Frederiksberg anlagde en endnu strengere vurde-ring end den skærpede praksis, Det Psykiatriske Patientklagenævn havde anvendt. Derhenvises i det hele til årsberetning 2010, afsnit II, punkt 12, som er et notat om sagen ogtil denne årsberetning afsnit II, punkt 2.

I årets løb har Henning Lund-Sørensen og Charlotte Galbo deltaget i patientrådgivermø-der på de psykiatriske centre. Patientrådgiverne har her haft lejlighed til at drøftespørgsmål med både centret og sekretariatet, ligesom der har været en almindelig infor-mationsudveksling.Henning Lund-Sørensen har holdt oplæg ved Landsforeningen af Patientrådgivere og Bi-standsværger i Danmarks konference den 2. april – 3. april 2011 i København.Henning Lund-Sørensen har været underviser på Landsforeningen af Patientrådgivere ogBistandsværger i Danmarks kurser i Svendborg: på modul 3-4 (videregående) lørdag den1. oktober og søndag den 2. oktober 2011 samt på modul 1-2 (begyndere) lørdag den 26.november og søndag den 27. november 2011.Nævnets sekretariat har afholdt to møder i 2011 for nævnssekretariaterne ved alle nævn.På møderne har der bl.a. været drøftet koordinering af nævnspraksis og statistik og regi-streringsspørgsmål.Det Psykiatriske Patientklagenævn er ved delegation beføjet til på skriftligt grundlag attræffe afgørelser i klagesager vedrørende tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse iGrønland og på Færøerne. Der har ikke været sager for nævnet i 2011.

I. Landsrettensdommens ordlyd:”Selv om førelsen af tvangsprotokollerne og lægejournalerne til dels var mangelfuld ogdermed afveg fra forskrifterne i psykiatrilovgivningen, findes disse afvigelser under de fo-religgende omstændigheder ikke at kunne anses som så afgørende, at nogen tvangsfikse-ring af denne grund kan underkendes. Som antaget i dissensen til dommen af 10. juni2010, kan ingen tvangsfiksering tilsidesættes med den begrundelse, at tvang ikke i videstmuligt omfang var forebygget ved behandlingstilbud efter psykiatrilovens § 2. Det kan ik-ke fastslås, at mindre indgribende foranstaltninger var tilstrækkelige, og at den anvendtetvang ikke stod i rimeligt forhold til det, som søgtes opnået herved, jf. lovens § 4, stk. 2.Efter lægeerklæringerne, lægejournalerne, de lægelige forklaringer og den øvrige bevisfø-relse er det godtgjort, at patienten forud for tvangsfikseringerne befandt sig i en sådantilstand, at det var nødvendigt at afværge, at hun eller andre var udsat for nærliggendefare for at lide skade, jf. § 14, stk. 2. nr. 1. Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 10575 af20. december 2006 blev – som også anført i den nævnte dissens – fulgt, når tvangsfikse-ring genoptoges inden 1 time.Nogle tvangsfikseringer blev opretholdt uden fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet omfortsat anvendelse af fikseringen, så ofte som forholdene tilsagde det, dog mindst 4 gan-ge i døgnet jævnt fordelt, jf. § 21, stk. 4. Det kan som anført i dommen af 10. juni 2010ikke kræves, at patienten vækkes. I øvrigt er landsretten enig med flertallet i denne domog tilsidesætter med samme begrundelse de tvangsfikseringer, hvor forskriften om forny-et vurdering ikke blev overholdt.Landsretten underkender desuden anvendelse af armremme, jf. § 14, stk. 1, med be-grundelse som givet af flertallet.Landsretten bedømmer ikke spørgsmålene om anvendelse af hånd- og fodremme udenoverlægens beslutning, jf. herved § 15, stk. 2, og om særskilt stilling til fortsat anvendel-se af remme, jf. § 16, stk. 3, i bekendtgørelsen nr. 1499 af 14. december 2006 omtvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, fordi dissespørgsmål udelukkende er rejst i forbindelse med tvangsfikseringer, som landsretten un-

2. Lægeerklæringens indhold.Af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9857 af 20. januar 2011 pkt. 13. fremgår, hvadindholdet af lægeerklæringer til brug for klagesagsbehandling i det psykiatriske patient-klagenævn skal være:” En lægeerklæring til brug for behandling af klager over tvangsforanstaltninger, jf. psyki-atrilovens § 36, skal indeholde sygehistorie, en beskrivelse af grundlaget for diagnoseneller eventuelle tentative diagnoser, begrundelse for nødvendigheden af at iværksætteden pågældende tvangsforanstaltning, samt for konsekvenserne af ikke at iværksættetvangsforanstaltningen. Herunder kan inddrages tidligere erfaringer med patientens syg-dom.Erklæringen skal være så fyldestgørende, at det psykiatriske patientklagenævn ved stats-forvaltningen ikke skal indhente supplerende erklæringer. Samtidig skal erklæringen kunindeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at det psykiatriske patientklagenævnved statsforvaltningen kan træffe afgørelse. Erklæringen skal være underskrevet af denbehandlingsansvarlige overlæge. Ved indbringelse af klagen til det psykiatriske patient-klagenævn skal der sammen med lægeerklæringen tillige medsendes de relevantetvangsprotokoller, behandlingsplan samt kopi af øvrige relevante dele af journalen.”Patientklagenævnet har gengivet en lægeerklæring, der kan illustrere, hvorledes Sund-hedsstyrelsens vejledning kan opfyldes på en hensigtsmæssig måde.

3. Korrespondance og spørgsmål om tvungen opfølg-ning efter udskrivning.I 2011 har Det Psykiatriske Patientklagenævn besvaret en skriftlig og en telefonisk hen-vendelse vedrørende spørgsmål i relation til tvungen opfølgning efter udskrivning.Nævnet finder det væsentligt i forsøgsperioden, at tvivlsspørgsmål gøres til genstand forvurdering, således at Folketinget og Ministeriet for Forebyggelse og Sundhed til sin tid hardet bedst mulige bedømmelsesgrundlag, når der skal tages stilling til ordningens forlæn-gelse/ophævelse.Det er derfor af betydning, at de psykiatriske centre løbende fremkommer med spørgsmåleller tilkendegivelser om ordningens praktiske implementering.Der henvises til de følgende sider, hvor brev fra Psykiatrisk Center København – Opsø-gende Psykoseteam og Det Psykiatriske Patientklagenævns svar samt telefonisk henven-delse fra overlæge Hans Knudsen, Psykiatrisk Center Ballerup er gengivet.Det skal tilføjes, at afslutningen på henvendelsen fra det opsøgende psykoseteam blev, atden iværksatte tvungne opfølgning blev opgivet, da medicineringen ikke måtte ske i egethjem.

Overlæge Hans Knudsen, Psykiatrisk Center Ballerup, har telefonisk forelagt følgendeproblemstilling vedrørende tvungen opfølgning efter udskrivning:Vedr. betingelsen i psykiatriloven § 13 d, stk. 1, nr. 2: Patienten har i de seneste tre årforud for den aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfælde undladt at følge den behandling,der er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan.Ved udregning af tidsfristen lægger man da vægt på det tidspunkt, hvor udskrivningsaft-alen/koordinationsplanen blev udfærdiget eller lægges der vægt på det tidspunkt, hvorpatienten ikke efterlever aftalen/planen?I den konkrete sag var koordinationsplanen udfærdiget i maj 2008 og med en gyldig-hedsperiode på et år. Patienten havde ikke efterlevet planen i marts/april og maj 2009,hvor han droppede ud af behandlingen.Svar fra Det Psykiatriske Patientklagenævn:Lovbemærkningerne til § 13, d, stk. 1, nr. 2, giver ikke noget fortolkningsbidrag. Men udfra en formålsfortolkning, hvor der lægges vægt på, at lovbestemmelsen skal medvirke tilat forebygge tilbagefald i patientens alvorlige psykiatriske sygdom, må det afgørende væ-re, hvornår patienten har undladt at følge den fastlagte koordinationsplan. I den konkretesag skulle tre årsfristen således beregnes ud fra marts/april/maj 2009. En beslutning omtvungen opfølgning efter udskrivning truffet i november 2011 vil derfor opfylde § 13 d,stk. 1, nr. 2.

4. Tvangsbehandling med Zyprexa – dosisDet Psykiatriske Patientklagenævn har været optaget af en problemstilling, der udsprin-ger af en formulering i Medicinhåndbogen vedrørende dosering med Zyprexa i tvangsbe-handlings øjemed.I medicinhåndbogen anføres det om dosering af Zyprexa, at ”Vedligeholdelsesdosis. Sæd-vanligvis 5-20 mg dgl. Det kan dog være nødvendigt og forsvarligt at øge døgndosis op tilhøjst 40 mg i døgnet.”For Det psykiatriske Patientklagenævn er spørgsmålet, om det psykiatriske center medhenvisning til denne formulering i medicinhåndbogen med det samme kan træffe beslut-ning om tvangsbehandling med 5-40 mg dgl., eller om det psykiatriske center i førsteomgang kun kan træffe beslutning om 5-20 mg dgl. og kun, hvis det viser sig nødvendigtog forsvarligt, efterfølgende må træffe beslutning om øgning af dosis op til 40 mg dgl.I en endnu ikke afgjort ankesag har Det Psykiatriske Patientklagenævn afgivet nedenstå-ende udtalelse til Det Psykiatriske Ankenævn.”Sagen er af principiel betydning for det Det Psykiatriske Patientklagenævns fremtidigearbejde.Spørgsmålet er, hvilken grad af retssikkerhed patienten skal tillægges.Skal patienten acceptere en almindelig retssikkerhed, eller skal der gælde en særlig rets-sikkerhed for psykiatriske patienter ?Det Psykiatriske Patientklagenævn har hidtil valgt kun at acceptere den højeste grad afretssikkerhed for patienter, der skal behandles med tvang.Når der derfor i medicin.dk om tablet Zyprexa behandling er anført, at ”Vedligeholdelses-dosis. Sædvanligvis 5-20 mg dgl.”, skal dette, efter det Psykiatriske Patientklagenævnsopfattelse forstås bogstaveligt.Nævnet godkender i sin praksis i alle tilfælde kun ”inden for sædvanligt doseringsområ-de”, og dette må også gælde, når det drejer sig om Zyprexa.Hermed ikke være sagt, at der i den givne situation ikke kan gives højere dosis, idet det imedicin.dk anføres, at ”det kan dog være nødvendigt og forsvarligt at øge døgndosis optil 40 mg dgl.”Efter nævnets opfattelse forudsætter en dosisøgning ud over de 20 mg dgl., at der træf-fes en ny beslutning med forudgående tilhørende motivering, og at der foreligger en sær-lig begrundelse for nødvendigheden af at øge ud over den sædvanlige dosis. Hermed ud-styres patienten med den maksimale retssikkerhed.De psykiatriske centre er med den angivne fremgangsmåde forpligtet til at give patientenen særlig begrundelse, hvis centret ønsker at øge dosis ud over den sædvanlig dosis.Centret er ikke afskåret fra at fortsætte den hidtidige behandlingsdosis samtidig med, atpatienten motiveres for en dosisøgning. Behandlingen bliver således ikke afbrudt, hellerikke selvom patienten måtte klage over dosisøgningen, idet der netop er tale om en nybeslutning.Sagen har efter nævnets opfattelse principiel betydning, fordi den fastlægger den retssik-kerhedsmæssige grænse. I den forbindelse må det tilføjes, at vendingen ”det kan dogvære nødvendigt og forsvarligt”, også bruges i relation til andre præparater.Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse skal også ses i en større sammenhæng,hvor det er afgørende for nævnet, at der skabes den størst mulige tryghed for patienten.Nævnet overvejer derfor, om det ikke bør være et krav, at overlægens beslutning præcist

Når den indlæggende læge reelt ikke har foretaget nogen undersøgelse af pati-enten med henblik på indlæggelse, må tvangsindlæggelsen anses for ulovlig. Detforhold, at lægen telefonisk har været i kontakt med patienten, kan ikke ansesfor en sådan undersøgelse, som kræves efter psykiatriloven.En patient klagede over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Nævnet traf afgørel-se den 13. september 2011.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne for at tvangsindlægge og tvangstilbage-holde patienten var opfyldt. Nævnet lagde vægt på, at patienten på det tidspunkt, hvorpatienten blev tvangsindlagt og tvangstilbageholdt, var psykotisk og behøvede behand-ling, fordi patienten var svært hurtigtkørende, helt usamlet med talepres og springendetankegang. Patienten fremstod paranoid og var uden sygdomsindsigt. Nævnet lagde end-videre vægt på, at patienten fortsat var manisk og svingende og havde behov for behand-ling under indlæggelse for at stabilisere tilstanden.Nævnet fandt imidlertid, at tvangsindlæggelsen havde været ulovlig.Det fremgik af sagen, at patienten var til konsultation hos sin praktiserende læge den 30.august 2011. Konsultationen blev afsluttet, uden at lægen fandt grundlag for at indlæggepatienten.Det fremgik videre af sagen, at politiet kontaktede den indlæggende læge telefonisk, ogat lægen derefter talte i telefon med patienten. Den indlæggende læge fandt under tele-fonsamtalen, at patienten var hurtigtkørende, usamlet og springende samt udtrykte fore-stillinger om tankelæsning. Den indlæggende læge konkluderede på den baggrund, at pa-tienten var manisk i et omfang, der kunne sidestilles med psykose, og at patienten havdebehov for indlæggelse.Den indlæggende læge afgav på baggrund heraf sin erklæring om indlæggelse på gulepapirer.Ifølge psykiatrilovens § 7, stk. 2, må tvangsindlæggelse kun gennemføres på grundlag afen lægeerklæring, der hviler på den indlæggende læges egen undersøgelse foretaget medhenblik på indlæggelse.Nævnet bemærkede, at den indlæggende læge havde underskrevet en erklæring om athave foretaget en undersøgelse af patienten med henblik på indlæggelse.Det var nævnets opfattelse, at der reelt ikke var gennemført en undersøgelse af patientenmed henblik på indlæggelse.Nævnet fandt på den baggrund, at de formelle regler for tvangsindlæggelse ikke havdeværet iagttaget, og at psykiatrilovens § 7, stk. 2, derfor ikke var overholdt.

En tvangsindlæggelse, der byggede på en forældet erklæring fra den indlæggen-de læge, medførte, at tvangsindlæggelsen var ugyldig, fordi patienten heller ik-ke blev anset for at være sindssyg. Som følge heraf kunne tvangstilbageholdel-sen og en tvangsfiksering ikke godkendes.En patient klagede over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Nævnet traf afgørel-se den 7. marts 2011.Patientklagenævnet tilsidesatte tvangsindlæggelsen, der fandt sted den 10. februar 2011.Patientklagenævnet tilsidesatte som følge af ovenstående også tvangstilbageholdelsenden 14. februar 2011, og den fortsatte tvangstilbageholdelse frem til dens ophør den 21.februar 2011. Patientklagenævnet udtalte endvidere, at patienten ulovligt havde værettvangsfikseret med bælte fra den 12. februar 2011 kl. 15.30 til kl. 20.00.Nævnet lagde vægt på, at den indlæggende læge den 24. januar 2011 tilså patienten,idet personalet i distriktpsykiatrien havde haft svært ved at komme i kontakt med patien-ten, ligesom patienten havde udvist truende adfærd. Personalet havde ifølge lægeerklæ-ringen observeret psykotisk adfærd, da patienten havde hørt stemmer og havde talt medikke eksisterende personer. Endvidere havde patienten kastet med flasker mod forbipas-serende biler.Ved undersøgelsen den 24. januar 2011 forsøgte lægen at føre en samtale med patien-ten, men patienten var generelt modvillig og den emotionelle kontakt var ringe. Patientenså næsten ikke på lægen, men stirrede ud i luften. Ind imellem talte patienten sort.Det fremgik videre af lægeerklæringen, at lægen tilså patienten igen den 4. februar 2011på grund af ikke nærmere definerede ”misforståelser”. Det var også ved denne lejlighedden indlæggende læges indtryk, at patienten var ”psykotisk, selv om kontakten var gan-ske ringe”. Den 4. februar 2011 var patientens psykose ikke nærmere beskrevet.Nævnet lagde vægt på, at det af psykiatrilovens § 7, stk. 3, fremgår, at den indlæggendelæges undersøgelse ved tvangsindlæggelse på helbredsindikation skal være foretagethøjst syv dage forud for iværksættelsen af tvangsindlæggelsen. Lægeundersøgelsen, derblev foretaget den 24. januar 2011, kunne derfor ikke udgøre grundlag for tvangsindlæg-gelsen den 10. februar 2011. Den undersøgelse, der blev gennemført den 4. februar2011, var ikke nærmere begrundet, selvom der var påtrængende grunde til, at det skete.Dels var der den 24. januar 2011 tale om en stofudløst psykose, som normalt hurtigtblegner, dels var der i relation til undersøgelsen den 24. januar 2011 indtrådt ”forskelligemisforståelser” – som ikke nærmere blev præciseret og dels var kontakten ”ganske rin-ge”. Den lægelige vurdering den 4. februar 2011 var ubegrundet trods et almindeligt kravom begrundelse og et konkret behov herfor. Hertil kom, at vurderingen den 4. februar2011 refererede til den tidligere vurdering af 24. januar 2011, og derfor byggede på fejl-agtige præmisser.Nævnet lagde endvidere vægt på, at det af journalen fra indlæggelsen på det psykiatriskecenter fremgik, at der ved indlæggelsen den 10. februar 2011 bl.a. henvistes til lægeer-klæringen af 24. januar 2011. Herudover fremgik det, at patienten var ”vågen, helt orien-teret og med samlet tankegang. Patienten virkede lidt vred, urolig, svarede relevant, an-sigtsmimikken var nedsat og der var sparsom øjenkontakt. Patienten nægtede hallucina-tioner, og der var ingen vrangforestillinger”. Patienten var helt uforstående over for ind-læggelsen. Der blev henvist til, at patienten ikke tog sin medicin regelmæssigt, og at pa-tienten var kendt med tidligere stofudløste psykoser. Det fremgik ikke af journalen, at pa-tienten blev fundet psykotisk.

Senere journalnotat fra samme dag kl. 23.30 beskriver, at ”gul tvang blev læst højt tele-fonisk til bagvagten og blev godkendt af bagvagten telefonisk”. Da gul tvang i det væ-sentligste alene indeholdt den indlæggende læges vurdering af 24. januar 2011, måttedet lægges til grund, at bagvagtens godkendelse byggede på fejlagtige præmisser. Dertilkommer, at det som anført ikke af journalen fremgik, at patienten af den modtagne lægeblev fundet psykotisk.Nævnet fandt på denne baggrund, at hverken de formelle eller materielle betingelser fortvangsindlæggelse i psykiatriloven var opfyldt. Nævnet fandt, at der efter omstændighe-derne var tale om så alvorlige retlige mangler, at tvangsindlæggelsen var ugyldig.Det forhold, at det af journalnotat af 11. februar 2011 fremgik, at patienten fortsat ikkefremkom med syns- eller hørelseshallucinationer, men var vred og latent aggressiv, be-styrkede blot ovenstående. Der stod ligeledes, at lægen oplyste, at patienten blev ”obser-veret” for psykotiske symptomer, ligesom det ved ønske om udskrivning måtte ”overve-jes, hvorvidt patienten opfyldte betingelserne for tvangstilbageholdelse”.Da nævnet havde tilsidesat tvangsindlæggelsen, og da indlæggelsen ikke var foregået fri-villigt, burde patienten ikke have været indlagt på det psykiatrisk center, og patientenkunne derfor ikke gøres til genstand for indgreb, der knyttede sig til ophold på et psykia-trisk center. Tvangstilbageholdelsen den 14. februar 2011 og bæltefikseringen den 12.februar 2011 måtte allerede af denne grund tilsidesættes.

Der skal foreligge tungtvejende grunde til, at nævnet anser det for godtgjort, atder foreligger en tilstand, der ganske kan sidestilles med sindssygdom. Diagno-sen skal være særligt velbegrundet og veldokumenteret i journalen.En patient klagede over tvangsindlæggelse. Nævnet traf afgørelse den 7. december 2011.Patientklagenævnet tilsidesatte, at patienten blev tvangsindlagt den 23. november 2011og godkendte dermed heller ikke, at patienten blev tvangstilbageholdt den 26. november2011.Nævnet lagde vægt på, at det ikke i journalens indlæggelsesnotat af 24. november 2011kl. 10.32 var sandsynliggjort, at patienten var i en tilstand, der ganske kunne sidestillesmed sindssygdom.Det fremgår af journalnotatet under ”objektivt psykisk”, bl.a., at patienten var vågen, klarog orienteret. Kontakten var god, og der var ikke noget, der umiddelbart under stue-gangssamtalen indicerede, at patienten skulle være sindsyg.Nævnet fandt ikke, at det forhold, at patienten var en anelse vag i fremstilling af egen si-tuation og så noget kronisk medtaget ud, var tilstrækkeligt til opfyldelse af lovgivningensbetingelser om en tilstand, som ganske må ligestilles med sindssygdom.Som det fremgår af forarbejderne til Psykiatriloven skal dette begreb fortolkes restriktivt.Der skal foreligge det, man kan kalde en ”fuldstændig tilstandsanalogi” ofte kendetegnetved, at den foreliggende tilstand ikke lader sig skelne fra sindssygdom. Som eksempelnævnes visse affektseksplosive tilstande og abnorme enkeltreaktioner, som er ledsaget afbevidsthedsændringer.Det afgørende er, at det ikke fra nævnets side accepteres, at der sker en glidning i psyko-sebegrebet. Kun, hvor der i særlige tilfælde foreligger en særlig velbegrundet og veldo-kumenteret tilstand, der ikke lader sig skelne fra sindssygdom, kan det komme på tale atanvende ligestillingsbestemmelsen.I den foreliggende sag var patientens affekttilstand ikke beskrevet så grundigt og udfør-ligt, at nævnet anså det for godtgjort, at der forelå en tilstand, der ganske kunne ligestil-les med sindssyge.

En patient opfyldte efter nævnets opfattelse ikke betingelserne for tvangsind-læggelse jf. psykiatrilovens § 5. Det psykiatriske center vurderede ikke, at pati-enten var psykotisk. Der forelå alene et observationsbehov.En patient klagede over tvangsindlæggelse. Nævnet traf afgørelse den 23. maj 2011.Patientklagenævnet fandt, at patienten med urette blev tvangsindlagt den 1. marts 2011.Nævnet lagde vægt på, at patienten på det tidspunkt, hvor patienten blev tvangsindlagtikke opfyldte psykiatrilovens bestemmelser om at være sindssyg eller i en tilstand, derganske kunne sidestilles med sindsyge og behøvede behandling, og at det ville være ufor-svarligt ikke at indlægge patienten, så patienten kunne få behandling, fordi patienten villekunne få det betydeligt og afgørende bedre ved behandling, eller fordi en nærliggende ogvæsentlig fare for patienten selv eller andre herved kunne afværges jf. psykiatrilovens §5.Nævnet vurderede, at det psykiatriske center på det tidspunkt, hvor det modtog patien-ten med henblik på tvangsindlæggelse, skulle have undladt at tvangsindlægge patienten.Nævnet lagde i forbindelse med ovenstående vægt på, at patienten ifølge journalen ”ikkeblev vurderet psykotisk”. Patienten var ”uden egentlige åbenlyse psykotiske symptomer”,og at patienten ”indtil videre ikke havde frembrudt depression eller psykotiske sympto-mer. Patientens udadreagerende adfærd måtte tilskrives patientens affektreaktion i for-bindelse med politiets indblanding i konflikten”.Det psykiatriske center burde efter nævnets opfattelse have handlet i overensstemmelsemed sin egen vurdering.Patienten udviste heller ikke senere psykotiske træk, var ikke hallucineret eller selv-mordstruet. Der var derimod tale om, at patienten var påvirket af, at patientens samleverhavde fjernet deres fire uger gamle datter fra hjemmet og placeret hende hos naboer, ogat han og naboerne formente patienten adgang til og kontakt med datteren. Patientenhavde forinden på baggrund af samlivsproblemer overfor sin samlever givet udtryk for, athun ville flytte med sin datter fra samlevers bolig til sin egen lejlighed.Da patientens reaktion på at være forment adgang til sin datter videre førte til hidkaldelseaf læge og politi, oplevede patienten at stå alene uden at blive taget alvorligt eller lyttettil af nogen, og dermed øgedes patientens reaktion yderligere.Nævnet noterede sig endvidere, at patienten umiddelbart efter indlæggelsen relevantkunne redegøre for sin opfattelse af forløbet forud for og op til indlæggelsen, samt atoverlægen herefter fandt, at patienten ikke frembød depressive eller psykotiske proble-mer, og at der ikke var noget behandlingsbehov.Overlægen fandt dog, at der var et observationsbehov. Observationen førte til udskrivningden følgende formiddag. Nævnet konstaterede, at patienten ikke ved udskrivningen blevhenvist til nogen form for psykiatrisk kontakt, men til kontakt med psykolog i kommunaltregi. Der var således ikke tale om et behandlingssigte i psykiatrisk regi.

Patientklagenævnet fandt, at patienten med urette var blevet tvangstilbageholdt den 20.august 2011, og at den fortsatte tvangstilbageholdelse frem til dens ophør den 24. august2011 var foretaget med urette.Nævnet lagde vægt på, at patienten i første omgang var indlagt frivilligt, og at patientenefter sagens oplysninger ikke ønskede at vende tilbage til afdelingen efter udgang den 19.august 2011.Det fremgik af sagen, at overlægen rettede en bekymringshenvendelse til politiet, og atpatienten således blev afhentet af politiet på sin bopæl.Nævnet lagde endvidere vægt på patientens oplysninger om, at patienten efter politiaf-hentningen ikke ønskede frivillig indlæggelse. Som sagen var oplyst, var der en formod-ning for, at patienten blev tilbageført til afdelingen mod sin vilje. Denne formodning blevforstærket af de klare udsagn i journalen om, ”at patienten ikke ønskede indlæggelse ogikke kunne overtales hertil” samt ”patienten blev indlagt på lukket afsnit og tvangstilba-geholdt, da patienten ikke kunne indgå aftale om at blive frivilligt indlagt”.Det følger af psykiatrilovens § 10 a, at det er en forudsætning for, at patienten kan førestilbage til afdelingen med tvang, at patienten forud for, at patienten har forladt afdelin-gen, er tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt.Tilbageførslen af patienten havde således været ulovlig, idet patienten i første omgangvar frivilligt indlagt.Det er en forudsætning for at foretage en tvangstilbageholdelse, at patienten frivilligt be-finder sig på afdelingen, eller at patienten er tvangsindlagt. Ingen af disse betingelser varopfyldt på tidspunktet for beslutningen om tvangstilbageholdelsen.På den baggrund kunne patienten alene frihedsberøves efter psykiatriloven ved en regel-ret tvangsindlæggelse, hvor en indlæggende læge havde indlagt patienten med henblik påindlæggelse.Nævnet fandt således, at tvangstilbageholdelsen af patienten var ulovlig.

Nævnet vurderede derfor, at patienten på det tidspunkt, hvor patienten blev tvangsind-lagt, ikke var sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles med sindssyge, jf. psy-kiatrilovens § 5.Overlægen anførte på mødet, at det psykiatriske center havde 48 timer til at vurdere, ombetingelserne for tvangsindlæggelse var opfyldt.Nævnet bemærkede, at det psykiatriske center skal kontrollere, at betingelserne fortvangsindlæggelsen er opfyldt på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om tvangs-indlæggelse efter psykiatrilovens § 9, stk. 2. Der kan således kun træffes afgørelse omindlæggelse med tvang, såfremt den modtagende læge vurderer, at betingelserne fortvangsindlæggelse er opfyldt.Nævnet præciserede, at den såkaldte 48-timers regel, der følger af psykiatrilovens § 10,stk. 3, 2. punktum, og hvoraf det fremgår, at det psykiatriske center har 48 timer til atvurdere en udskrivningsbegæring, der fremsættes inden for det første døgn efter tvangs-indlæggelse har fundet sted, har karakter af en genvurderingsregel.48 timers reglen angår tilfælde, hvor der skal tages stilling til iværksættelse af en tvangs-tilbageholdelse. Der gælder ikke en tilsvarende bestemmelse, når der skal tages stilling tilen tvangsindlæggelse.

En beslutning om tvangstilbageholdelse forudsætter, at patienten har begæretsig udskrevet.En patient klagede over tvangstilbageholdelsen. Nævnet traf afgørelse den 18. januar2011.Patientklagenævnet fandt, at tvangstilbageholdelsen den 3. januar 2011 blev foretagetmed urette.Nævnet lagde vægt på, at det ikke fremgik af journalen, at patienten havde ytret ønskeom at blive udskrevet. Det fremgik således af journalen, at patienten blev frivilligt indlagtog senere anførtes det, at ”patienten accepterer at være indlagt”.Nævnet noterede sig i den forbindelse, at oplysningerne i lægeerklæringen om, at ”pati-enten også har sagt, at patienten ikke var syg, og at der ikke var grund til, at patientenvar her” – burde have været uddybet, hvis patientens udsagn skulle anses som en ud-skrivningsbegæring. Dette var ikke sket, og blev heller ikke uddybet i journalen.Nævnet vurderede således, at patienten hverken verbalt eller med sin adfærd havde an-modet om at blive udskrevet, og der havde derfor ikke været grundlag for at tvangstilba-geholde patienten.

Efter psykiatrilovens § 11 skal en tvangsindlæggelse bringes til ophør, når be-tingelserne for tvangstilbageholdelse ikke længere er tilstede.En patient klagede over tvangstilbageholdelse. Nævnet traf afgørelse den 27. januar2011.Patientklagenævnet godkendte, at patienten blev tvangsindlagt den 27. november 2010.Nævnet godkendte ikke, at tvangstilbageholdelsen blev opretholdt indtil den 3. december2010. Nævnet vurderede, at tvangstilbageholdelsen kunne have været ophævet på et tid-ligere tidspunkt i perioden mellem den 28. november 2010 og den 3. december 2010.Nævnet lagde vægt på, at patienten på det tidspunkt, hvor patienten blev tvangstilbage-holdt, var psykotisk og behøvede behandling. Nævnet lagde også vægt på oplysningerne i

journalen den 27. november 2010 om, at patienten var garderet og fornægtende i forholdtil sin sygdom. Nævnet lagde videre vægt på, at patienten i sin tankegang var præget afen meget sort/hvid forestilling omkring tvang og behandling, hvilket var i modstrid medpatientens udtalelser om, at patienten forstod behovet for at blive behandlet. Patientenhavde i dagene op til tvangstilbageholdelsen den 27. november 2010 flere gange ønsketat blive udskrevet. Patienten var således ambivalent i forhold til at opholde sig og modta-ge behandling på afdelingen. På mødet den 25. januar 2011 bekræftede patienten, at hangennem hele forløbet havde været meget ambivalent i forhold til dette.Nævnet vurderede således, at det på det tidspunkt, hvor patienten blev tvangstilbage-holdt, ville have været uforsvarligt ikke at tilbageholde patienten, så patienten kunne fåbehandling, fordi patienten var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestillesmed sindssyge, og fordi patienten ville kunne få det betydeligt og afgørende bedre vedbehandling jf. psykiatrilovens § 10 og § 5.Nævnet vurderede imidlertid, at tvangstilbageholdelsen skulle have været ophævet på ettidspunkt i perioden mellem den 28. november 2010 og 3. december 2010.Nævnet lagde vægt på oplysningerne fra journalnotat af 2. december 2010, hvoraf detfremgik, at patienten ikke virkede paranoid, forpint eller suicidal. Patienten virkede imid-lertid hjælpsøgende og indstillet på frivillig indlæggelse, og patienten svarede adækvat,velformuleret og uden latenstid.Nævnet lagde også vægt på oplysningerne fra journalnotat af 3. december 2010 om, atpatienten ifølge personalet var samarbejdende og deltog i afdelingens aktiviteter underhele indlæggelsen.Nævnet lagde videre vægt på, at patienten den 27. november 2010 fik bevilliget udgangfra afdelingen. Der forelå ikke oplysninger om, at patienten ikke havde overholdt aftaler-ne omkring udgangen under hele tvangstilbageholdelsen.Nævnet lagde endelig vægt på oplysningerne i kardex, hvoraf det fremgik, at patientenunder tvangstilbageholdelsen fremstod venlig og samarbejdsvillig og med god emotionelkontakt, og at patienten flere gange udtrykte ønske om at tale med en læge og få lagt enbehandlingsplan.På baggrund af, at der ikke forelå nærmere oplysninger i journalen mellem den27.november 2010 og den 2. december 2010 om patientens adfærd, patientens psykisketilstand og om, hvorvidt patientens ønske om at blive på afdelingen var reelt, fandt næv-net, at der ikke var dokumentation for, at patienten opfyldte betingelserne for tvangstil-bageholdelse. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at når betingelserne i psykiatrilovens§ 5 ikke længere er opfyldt, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør, jf. psykiatrilo-vens § 11.

En tvangstilbageholdelse skal ophæves og erstattes af en frivillig indlæggelse,hvis der er belæg for patientens ønske om en frivillig indlæggelse.En patient klagede over tvangstilbageholdelse. Nævnet traf afgørelse den 14. april 2011.Patientklagenævnet tilsidesatte tvangstilbageholdelsen fra nævnsafgørelsesdagen.Nævnet lagde vægt på det på mødet oplyste om, at patienten nu var på åben afdeling, ogat patientens tilstand havde bedret sig betydeligt. Patienten var rolig, og patienten svare-de relevant i en dialog, og der var ikke længere tale om et manioformt symptombillede,som det var tilfældet ved indlæggelsen og under en del af indlæggelsen.Nævnet fandt, at det forhold, at patienten stadig blev beskrevet som noget habituelt af-fektsvingende, og i øvrigt havde visse dementielle følger af et længerevarende alkohol-misbrug, ikke var tilstrækkeligt til at begrunde, at den besluttede tvangstilbageholdelse

fortsat blev opretholdt. Hertil kom, at overlægen på mødet udtalte, at det, at patientenhavde nedsat nattesøvn og var grådlabil, ikke bevirkede, at patienten opfyldte betingel-serne for tvangstilbageholdelse.Nævnet tog også i betragtning, at patienten under mødet udtrykte, at han var indforståetmed at samarbejde om behandlingen og at tage den ordinerede medicin efter udskriv-ning, og at patienten i øvrigt ønskede at være frivilligt indlagt og at medvirke til udslus-ningsaftaler.Nævnets afgørelse blev således truffet på baggrund af de oplysninger, der forelå på mø-det om patientens tilstand, og ud fra disse oplysninger var det vurderingen, at der ikkeforelå et tilstrækkeligt grundlag for, at patienten fortsat var tvangstilbageholdt, hvorfortilbageholdelsen burde ophæves.

En patient klagede over tvangstilbageholdelse. Nævnet traf afgørelse den 17. marts 2011.Patientklagenævnet godkendte, at patienten blev tvangstilbageholdt den 23. februar2011, og godkendte, at patienten fortsat var tvangstilbageholdt.Patientklagenævnet fandt, at ophævelsen af tvangstilbageholdelsen den 27. februar 2011og samtidig iværksættelse af ny tvangstilbageholdelse var udtryk for en retsvildfarelse,hvorfor disse beslutninger ikke havde retsvirkning.Nævnet lagde vægt på, at patienten på det tidspunkt, hvor patienten blev tvangstilbage-holdt, var psykotisk og behøvede behandling, fordi patienten bl.a. havde persekutoriskeog bizarre vrangforestillinger, kropslige influensfænomener, forestillinger om tankepåfør-sel og -tyveri. Patienten havde formelle tankeforstyrrelser med synkretismer, og patien-ten var affekteksplosiv og dysforisk.Nævnet vurderede, at det på det tidspunkt, hvor patienten blev tvangstilbageholdt, villehave været uforsvarligt ikke at tilbageholde patienten, så patienten kunne få behandling,fordi patienten var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles med sindssyge,og fordi patienten ville kunne få det betydeligt og afgørende bedre ved behandling, jf.psykiatrilovens § 10 og § 5.Nævnet vurderede, at patienten ikke efterfølgende havde fået det så meget bedre, attvangstilbageholdelsen nu burde ophæves. Nævnet vurderede også, at patienten ikke villevære i stand til at samarbejde om en ambulant behandling, sådan som patienten havdedet nu.Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at patienten ikke havde sygdomsindsigt og er-kendelse af behandlingsbehov.En frihedsberøvelse skal efter lovgivningens bestemmelser efterprøves på 3. dagen, jf.psykiatrilovens § 21, stk. 2. I dette tilfælde skulle frihedsberøvelsen således have væretefterprøvet den 26. februar 2011. Dette var imidlertid ikke sket. I stedet valgte det psyki-atriske center den 27. februar 2011 at ophæve tvangstilbageholdelsen og samme dag ativærksætte en ny tvangstilbageholdelse.Beslutningen om tvangstilbageholdelse den 23. februar 2011 var fortsat gældende og be-slutningen om at iværksætte en ny tvangstilbageholdelse den 27. februar 2011 var udenretsvirkning. Nævnet begrundede det med, at betingelserne for tvangstilbageholdelsenden 27. februar 2011 fortsat var opfyldt ved ophævelsen af tvangstilbageholdelsen iværk-sat den 23. februar 2011.

Patientklagenævnet godkendte ikke tvangsfiksering af en patient, da betingel-serne herfor ikke fandtes opfyldt. Patienten lå ifølge journalen ved iværksættel-sen af tvangsfikseringen på sin seng og var alene beskrevet som anspændt ogverbalt truende. Der var heller ikke gjort noget forsøg på at undgå bæltefikse-ringen.En patient havde klaget over at have været tvangsfikseret med bælte og hånd- og fod-remme på grund af farlighed. Patientklagenævnet vurderede ved afgørelse af 19. juli2011, at betingelserne for tvangsfiksering ved iværksættelsen ikke var opfyldt. Nævnetfandt ikke, at det var godtgjort, at det var nødvendigt at bæltefiksere patienten for at af-værge, at andre kom i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred.Nævnet lagde vægt på, at patienten umiddelbart forud for fikseringen i en tilspidset situa-tion ved afdelingens kontor, hvor patienten ønskede at få udgang, men blev orienteret omtvangstilbageholdelse og overflytning til lukket afdeling, valgte at forlade det fysiske om-råde for konflikten og gå til sin egen stue, hvor patienten lagde sig på sengen. Personalefulgte efter patienten og fandt, at han fortsat var anspændt og verbalt truende, hvorefterder umiddelbart blev foretaget en tvangsfiksering.Nævnet lagde endvidere lagt vægt på, at patienten ifølge journalen først efter beslutnin-gen om tvangsfiksering overgik fra at være verbalt truende til faktisk at slå ud efter per-sonalet.Nævnet lagde endelig vægt på, at der af journalen ikke fremgik noget om forsøg på atundgå bæltefikseringen, eksempelvis med skærmning, tid til at falde til ro på stuen, tilbudom samtale eller tilbud om beroligende medicin, ligesom der ikke var journaloplysninger,som begrundede en vurdering om, at sådanne tiltag ville være nyttesløse.Patientklagenævnet fandt med henvisning til ovenstående, at tvangsfikseringen ikke op-fyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning på det tidspunkt, hvor tvangsfikserin-gen blev besluttet, jf. psykiatrilovens § 4. Når betingelserne for tvangsfiksering ikke varopfyldt ved beslutningen, var der ikke grundlag for, at nævnet tog stilling til den efterføl-gende tvangsfiksering med bælte og remme.

Patientklagenævnet godkendte ikke tvangsfiksering af en patient, da det ikkevar dokumenteret, at der på tidspunktet for fikseringen forelå en aktuel, konkretog påviselig faresituation forud for tvangsindgrebet.En patient havde klaget over at have været tvangsfikseret med bælte på grund af farlig-hed. Patientklagenævnet vurderede ved afgørelse af 23. december 2011, at betingelsernefor tvangsfiksering med bælte ikke var opfyldt.Nævnet fandt, at der på tidspunktet for tvangsfikseringen ikke i journalen var tilstrække-lig dokumentation for, at der forelå en sådan aktuel, konkret og påviselig fare forud fortvangsindgrebet, at det var nødvendigt at bæltefiksere patienten for at afværge, at haneller andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred, jf. psykiatrilo-vens § 14, stk. 2, nr. 1.Nævnet lagde vægt på, at det af journalnotat alene fremgik, at patienten i tiden op tilbæltefikseringen - uanset at patienten var givet beroligende medicin - var højtråbende,skældte ud og fysisk torpederede sin kontaktperson.

Patientklagenævnet godkendte ikke tvangsfiksering af en patient, da der ikkefandtes at foreligge grov forulempelse eller forfølgelse af konkrete medpatien-ter.En patient havde klaget over at have været tvangsfikseret med bælte på grund af grovforulempelse. Patientklagenævnet vurderede ved afgørelse af 19. juni 2011, at betingel-serne for iværksættelse af tvangsfiksering med bælte ikke var opfyldt, og at det ikke varnødvendigt at bæltefiksere patienten for at afværge, at han forfulgte eller på lignendemåde groft forulempede medpatienter.Nævnet lagde vægt på, at der skulle være tale om en forulempelse af grov karakter, ogat forulempelsen skulle rette sig mod en eller flere konkrete medpatienter for, at forulem-pelsen kunne betinge en tvangsfiksering.Nævnet havde i tilknytning hertil lagt vægt på, at det i journalen var beskrevet, at patien-ten kørte op, var råbende og skrigende, løb ud i gangarealet, barrikaderede sig bag enstol, begyndte at kaste med forskellige ting og var højrøstet og skrigende med diversevulgære ord, så de andre patienter følte sig forulempet af situationen.Patientklagenævnet vurderede ikke, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at der vediværksættelsen forelå en så grov forulempelse af konkrete medpatienter, at betingelsernefor tvangsfiksering var opfyldt.Patientklagenævnet godkendte derfor ikke iværksættelsen af tvangsfikseringen og der-med heller ikke den fortsatte tvangsfiksering til dennes ophør.

Patientklagenævnet godkendte ikke tvangsfiksering af en patient, idet patien-tens kasten med plastikkrus, servietholder, egen mobiltelefon m.m. ikke vurde-redes at være hærværk i ikke ubetydeligt omfang.En patient havde klaget over at have været tvangsfikseret med bælte på grund af hær-værk af ikke ubetydeligt omfang. Patientklagenævnet vurderede ved afgørelse af 20. april2001, at betingelserne for tvangsfiksering med bælte ikke var opfyldt.Nævnet fandt, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at det var nødvendigt at bæl-tefiksere patienten for at afværge, at han ville øve hærværk af ikke ubetydeligt omfang.Nævnet lagde vægt på, at patienten havde været tiltagende urolig siden kl. 16.30 denpågældende dag. Patienten havde kastet med drikkevarer i fællesmiljøet, og havde kastetet plastikkrus og sin mobil mod en væg. Patienten kastede derudover med en serviethol-der. Personalet forsøgte flere gange at skærme patienten på hans stue, men patientenkom ud i fællesmiljøet talrige gange. Hver gang personalet prøvede at være alene medpatienten, gik han.Nævnet fandt det ikke dokumenteret, at tvangsfiksering var nødvendigt for at afværge, atpatienten ville udøve hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at patienten kastede et plastik krus og sin egenmobil mod væggen, og at ingen af tingene gik i stykker. Patienten kastede ligeledes medkaffe, the, saft og en servietholder, men det var ikke beskrevet, at der skete nogen skadepå det kastede eller på andet inventar.Nævnet vurderede, at der som situationen var beskrevet i journalen og kardex ikke vartale om hærværk af ikke ubetydeligt omfang, hvilket var en betingelse for at kunnetvangsfiksere patienten. I nævnets vurdering var indgået tingenes værdi, hærværketsomfang og tidsmæssige udstrækning.På baggrund af det som blev sagt på mødet, og forskellen mellem beskrivelsen af situati-onen i journalen og kardex fandt nævnet det heller ikke dokumenteret, at patienten hav-de kastet ting eller ville kaste ting mod personalet og dermed havde udsat personalet fornærliggende fare på legeme og helbred.

Patientklagenævnet godkendte ikke tvangsfiksering af en patient, da fikseringenikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Der var således ikkei journalen dokumenteret forsøg på på anden måde forud for fikseringen atdæmpe patientens psykomotoriske uro.En patient havde klaget over at have været tvangsfikseret med bælte og fodrem på grundaf farlighed. Patientklagenævnet godkendte ved afgørelse af 20. december 2011 ikketvangsfikseringen.Nævnet fandt, at betingelserne for tvangsfiksering med bælte og fodrem på grund af far-lighed var opfyldt, men at tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribendeforanstaltning, jf. psykiatrilovens § 4.Nævnet fandt ikke, at det var godtgjort, at der i hændelsesforløbet i tilstrækkelig grad vargjort, hvad der var muligt, for at hindre, at fiksering blev nødvendig for at afværge, atpatienten eller andre var i nærliggende fare.Nævnet fandt, at der ikke i sagen var oplysninger, som dokumenterede, at situationen frapersonalets side blev håndteret så hensigtsmæssigt og med anvendelse af alle relevantemidler, at tvangsfikseringen var uundgåelig. Nævnet lagde vægt på, at der af journalenikke fremgik noget om forudgående forsøg på at dæmpe patientens psykomotoriske uroog afværge bæltefikseringen, eksempelvis med skærmning, tid til at falde til ro på stueneller tilbud om beroligende medicin, ligesom der ikke var journaloplysninger, som be-grundede og dokumenterede en vurdering om, at sådanne tiltag ville være nyttesløse.Det forhold, at patienten umiddelbart efter fikseringen modtog beroligende medicin i formaf Abilify 9,75 mg x 1, kunne ikke anses som en opfyldelse af mindste middels princippet.

Nævnet godkendte iværksættelsen af tvangsfiksering af en patient med bælte ogfodrem, men fandt, at patienten på grund af manglende vurdering af denne eftertoiletbesøg burde have været løsnet tidligere end det skete ophør af fikseringen.En patient havde klaget over at have været tvangsfikseret med bælte fra den 21. oktober2011 kl. 11.45 til den 23. oktober 2011 kl. 16.00 på grund af farlighed. Patientklagenæv-net godkendte ved afgørelse af 3. november 2011 iværksættelsen af tvangsfikseringen,men godkendte ikke den fortsatte tvangsfiksering fra den 21. oktober 2011 kl. 18.00 tilden 23. oktober 2011 kl. 16.00.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne for tvangsfiksering med bælte var opfyldtved iværksættelsen, idet det var nødvendigt at bæltefiksere patienten for at afværge, atandre kom i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred.

Nævnet lagde vægt på, at patienten slog og sparkede ud efter personalet, og at patientenvar truende og verbalt aggressiv, da han fik afslag på at forlade afdelingen.Nævnet lagde også lagt vægt på, at det var nødvendigt med mere personale for at førepatienten til sin stue.Patientklagenævnet fandt, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribendeforanstaltning, da personalet forgæves havde forsøgt at skærme og berolige patientenved at føre ham til stuen, og da patienten havde fået beroligende medicin ca. 10 minut-ter, inden han blev fikseret.Nævnet vurderede imidlertid, at fikseringen havde varet i længere tid end nødvendigt.Nævnet fandt, at patienten skulle have været løsnet af bæltet den 21. oktober 2011 kl.18.00.Nævnet mente, at et toiletbesøg, hvor patienten var ude af bæltet, også burde bruges tilen vurdering af, om patienten var faldet til ro og derfor ikke skulle tilbage i bæltet, ellerom patienten fortsat var så urolig, at han skulle tilbage i bæltet.Aftalen om, ”at patienten kunne blive løsnet af bæltet til toiletbesøg, da han havde givetudtryk for, at han ville samarbejde og efter toiletbesøg ville komme tilbage i bæltet”, varefter nævnets mening problematisk, hvis den fulgtes efter sin ordlyd.Aftalen lagde ikke op til, at der i forbindelse med toiletbesøg blev foretaget en vurderingaf patienten og hans adfærd med henblik på en stillingtagen til, om patienten skulle tilba-ge i bæltet eller ej, idet det på forhånd var aftalt, at patienten skulle tilbage i bæltet.Under den fortsatte bæltefiksering viste det sig flere gange, at patienten netop var disku-terende og udskældende, når han skulle tilbage i bæltet.I den konkrete situation var patienten efter toiletbesøg rodende, ledte efter sit tøj, kigge-de mange gange i skabet og var perseverende omkring sit tøj og sko. Patienten ville for-lade sin stue og ved forsøg på at korrigere ham blev han vredladen og verbalt truende,men ikke udadreagerende.Nævnet vurderede på den baggrund, at patienten ikke var til fare for sig selv eller andrepå dette tidspunkt, og at betingelserne for at opretholde bæltefikseringen derfor ikke vartil stede.Generelt for nævnet var det vigtigt at slå fast:-at der i særlig grad blev foretaget en vurdering af patienten, når patienten blevløsnet fra bæltet med henblik på toiletbesøg, og-at en løsnen af bæltet ikke burde være betinget af en aftale om, at patienten se-nere skulle ti

3. Tvungen opfølgning efter udskrivningPatientklagenævnet godkendte overlægens beslutning om tvungen opfølgning.Patienten havde haft gentagne medicinsvigt efter udskrivelse, var blevet tvangs-indlagt tre gange i de sidste tre år, havde op til den aktuelle tvangsindlæggelseundladt at følge den seneste udskrivningsaftale, og undladt at følge den ordine-rede medicinske behandling. Der var derfor risiko for, at patienten efter udskri-velse ville ophøre med at tage den ordinerede medicin.En patient havde klaget over, at overlægen havde truffet beslutning om, at der skulle sketvungen opfølgning, efter at patienten var udskrevet med injektion Zypadhera 210 mgstigende til 405 mg hver 14. dag i det psykiatriske sygehusvæsen. Nævnet godkendte be-slutningen ved afgørelse af 15. december 2011.Nævnet vurderede på baggrund af den aktuelle indlæggelse, at der var en begrundetformodning om og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning ville ophøre medat følge den behandling, der helbredsmæssigt var nødvendig, jf. psykiatrilovens § 13 d.Nævnet lagde vægt på,atder var en begrundet formodning og nærliggende risiko for, at patienten efter udskriv-ning ville ophøre med at følge den nødvendige behandling, idet han havde haft gentagnemedicinsvigt efter udskrivning,atpatienten i de seneste tre år forud for den aktuelle indlæggelse var blevet tvangsind-lagt mindst tre gange: fra den 23. november 2009, fra den 17. marts 2010 og fra den 27.december 2010,atpatienten op til den aktuelle indlæggelse havde undladt at følge den senest formulere-de udskrivningsaftale fra den 10. juni 2010,atpatienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse var blevet tvangsindlagt (7. okto-ber 2011) og,atpatienten inden for det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse havde væretordineret opsøgende behandling ved udadgående psykiatrisk specialenhed i form af OP-teamet, men havde undladt at følge den ordinerede medicinske behandling.Patientens sygdomsbillede var blandt andet kendetegnet ved, at patienten husede syste-matiserede vrangforestillinger, f.eks. om at patienten havde en chip indopereret i hjer-nen, at patienten var udsat for et omfattende komplot fra det psykiatriske sygehusvæsen,og at patienten blev fulgt af en motorcykelbetjent.Patienten selv mente grundlæggende ikke, at han havde behov for behandling med anti-psykotisk medicin, men at det var en fejl, at han var blevet diagnosticeret med skizofreni.Nævnet lagde videre vægt på, at den medikamentelle behandling erfaringsmæssigt havdegod effekt, herunder havde patienten tidligere responderet særdeles godt ved behandlingmed Zyprexa og var under den aktuelle indlæggelse opstartet i tvangsbehandling medZyprexa som tablet. Fra den 2. december 2011 var patienten overgået til tvangsbehand-ling med injektion Zypadhera 210 mg i.m. hver 14. dag og var stabil i denne behandling.Patientklagenævnet fandt, at beslutningen om tvungen opfølgning opfyldte kravet ommindst indgribende foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4.Nævnet lagde vægt på, at der var en stor risiko for, at patienten igen ville ophøre medden medicinske behandling ved udskrivning, og at den psykotiske tilstand dermed villeforværres, og patienten ville blive svært psykotisk, forpint og aggressiv, hvis han ikke fiket pålæg om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen, efter at hanvar blevet udskrevet. Patienten havde under den aktuelle indlæggelse oplyst, at han, såsnart han blev udskrevet, ville ud af det psykiatriske behandlingssystem.Nævnet vurderede, at den medicin, patienten skulle behandles med, var et afprøvet læ-gemiddel i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

4. a. Tvangsbehandling – Patientklagenævnets afgørelserDet Psykiatriske Ankenævn har som i 2010 – se årsrapporten 2010 – i nogle sager også i2011 tilsidesat en beslutning om tvangsbehandling, når der ikke i journalen forelå doku-mentation for, at psykiatrilovens krav om mindst indgribende foranstaltning var opfyldt.Patientklagenævnets afgørelser har oftest været begrundet med, at der ikke i journalenforelå dokumentation for, at patienten forud for beslutningen om tvangsbehandling dag-ligt i tre dage havde fået tilbudt medicin til frivillig indtagelse, at tilbuddet ikke var præci-seret med nøjagtig angivelse af præparat og dosis, eller at der var truffet beslutning omtvangsbehandling med en anden dosis end den, der var motiveret for. Begrundelsen forat tilsidesættelse en beslutning om tvangsbehandling har også været, at patienten ikkehar været orienteret om formålet med behandlingen og om virkning og mulige bivirknin-ger af tvangsbehandlingen, inden beslutning herom blev truffet.Ligeledes har Patientklagenævnet i 2011 – som i 2010 - tilsidesat flere beslutninger omtvangsbehandling, hvor den besluttede dosis lå ud over den i medicinhåndbogen,www.medicin.dk, angivne sædvanlige vedligeholdelsesdosis, uden at der forelå en særligbegrundelse herfor, ligesom beslutning om tvangsbehandling med en højere begyndel-sesdosis end anbefalet i medicinhåndbogen, www.medicin.dk, er blevet tilsidesat i de til-fælde, hvor der ikke var givet en forklaring på, at en højere begyndelsesdosis, end denanbefalede, var blevet besluttet.Det fremgår af § 4, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at tvang ikke måbenyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken.Af § 12, stk. 5, fremgår det, at patienten forud for overlægens beslutning om tvangsbe-handling skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overve-je sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende va-righed, dog højst tre dage.Det ses af bemærkningerne til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at tvangsmedici-nering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingensnødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til farefor patientens liv eller helbred. Patienten har krav på højst tre dages betænkningstid. Vedvurderingen af betænkningstidens varighed skal overlægen blandt andet lægge vægt påsygdommens alvor og varighed, patientens ambivalens i henhold til behandlingstilbuddet,om den manglende medicinering vil kunne medføre anvendelse af andre former for tvang,samt patientens forpinthed m.v. I betænkningstiden skal patienten dagligt tilbydes medi-cin til frivillig indtagelse, og den forsøgte motivation skal journalføres.

Patientklagenævnet tilsidesatte en beslutning om tvangsbehandling, idet 1) pa-tienten først blev motiveret for frivillig behandling, efter at overlægen havdetruffet beslutning om tvangsbehandling, 2) patienten heller ikke var blevet vej-ledt om virkning og eventuelle bivirkninger ved tvangsbehandlingen, hverken forså vidt angik det primære eller det subsidiære præparat, der blev truffet beslut-ning om, 3) det i tvangsprotokollen var anført, at patienten alternativt skullebehandles med injektion Risperidon 1 mg dagligt. Den subsidiære tvangsbe-handling var rettelig besluttet med Serenase.En patient havde klaget over, at overlægen havde truffet beslutning om tvangsbehandlingmed tablet Risperidon 1 mg dagligt og, hvis det ikke var muligt, injektion Risperidon 1 mgdagligt. Patientklagenævnet tilsidesatte ved afgørelse af 7. september 2011 beslutningen.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne i psykiatrilovens § 12, jf. § 5 for tvangs-behandling var opfyldt på det tidspunkt, hvor overlægen besluttede at tvangsbehandlepatienten.

Nævnet lagde vægt på, at patienten var psykotisk, og at han udviste en paranoid adfærdog fremsatte paranoide tanker blandt andet over for naboer og forskellige myndigheder.Patienten havde ikke sygdomsindsigt og var ikke indstillet på frivillig behandling.Patientklagenævnet fandt imidlertid, at beslutningen om tvangsbehandling ikke opfyldtekravet om mindst indgribende foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4.Nævnet lagde vægt på, at beslutningen om, at patienten skulle tvangsbehandles med Ri-speridon 1 mg. Dagligt, blev truffet den 25. august 2011, og at patienten først efterføl-gende den 26., 27., 28. og 29. august 2011 blev motiveret for behandlingen med Risperi-don 1 mg.Nævnet lagde videre vægt på, at det i journalen ikke var dokumenteret, at patienten varblevet orienteret om virkninger og bivirkninger ved Risperidon.Nævnet lagde endvidere lagt vægt på oplysningen om, at det var en fejl i tvangsprotokol-len, at patienten alternativt skulle behandles med injektion Risperidon 1 mg dagligt, og atder i stedet skulle have stået Serenase. Nævnet havde i den forbindelse også lagt vægtpå, at det ikke var dokumenteret, at patienten var blevet orienteret om virkninger og bi-virkninger ved Serenase.

Patientklagenævnet tilsidesatte en beslutning om tvangsbehandling, da patien-ten 1) kun var blevet motiveret for frivillig behandling i en-to dage, 2) og da pa-tienten ikke var informeret om virkning og eventuelle bivirkninger ved tvangs-behandling med det subsidiære præparat. Patientklagenævnet oplyste, at denførste motivationsdag blev betragtet som dag nul.En patient havde klaget over, at overlægen havde truffet beslutning om tvangsbehandlingmed tablet Seroquel Prolong 300 mg til 800 mg og subsidiært, hvis det ikke var muligt,med injektion Serenase 2,5 mg til 10 mg. Patientklagenævnet tilsidesatte ved afgørelse af26. maj 2011 beslutningen.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne i psykiatrilovens § 12, jf. § 5 for tvangs-behandling var opfyldt på det tidspunkt, hvor overlægen besluttede at tvangsbehandlepatienten.Nævnet lagde vægt på, at patienten var paranoidt tolkende, følte sig overvåget og tanke-aflyttet af medierne og af sine omgivelser i øvrigt samt hørte stemmer, der kommentere-de ham.Patientklagenævnet fandt dog ikke, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravetom mindst indgribende foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4.Nævnet konstaterede, at patienten den 16., 17. og 18. maj 2011 blev tilbudt medicin iform af tablet Seroquel Prolong 300 mg dagligt, slutdosis 400 - 800 mg, blev informeretom behandlingsformål, virkning og bivirkninger ved behandling med Seroquel, samt athan afviste at lade sig behandle.Nævnet konstaterede imidlertid, at det ikke lod sig gøre præcist at afgøre beslutnings-tidspunktet vedrørende tvangsbehandling, dvs. om der var tale om beslutning den 17.maj 2011 eller den efterfølgende dag. Ifølge tvangsprotokollen var beslutningsdatoen den17. maj 2011. Journal og lægeerklæring gav ikke noget entydigt svar.Patienten var således tilbudt medicin i en dag (eventuelt to dage), før der den 17. maj(evt. den 18. maj 2011) blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet SeroquelProlong 300 - 800 mg dagligt, og subsidiært, hvis det ikke var muligt, med injektion Se-renase 2,5 mg til 10 mg.

Nævnet lagde ved afgørelsen om ikke at godkende tvangsbehandlingen vægt på,at der havde været en kort motivationsperiode, uden at det var underbygget medkonkrete begrundelser, at patienten ikke blev motiveret og havde fået betænk-ningstid i maksimal udstrækning, det ville sige i tre dage,at det ikke var dokumenteret, at patienten var blevet orienteret om påtænkteventuelt anvendt subsidiært præparatNævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at patienten aldrig tidligere havde modta-get antipsykotisk medicin, hvilket efter nævnets opfattelse talte for en motivations- ogbetænkningstid på de tre dage, som patienten efter lovgivningen maksimalt havde kravpå, medmindre der forelå en situation med behandlingsbehov af mere akut karakter ellerandre forhold, som kunne begrunde kortere tid. Nævnet fandt ikke, at der var påvist sær-lige afvigelsesgrunde.Med hensyn til motiverings - og betænkningstid bemærkede nævnet, at den første dag,hvor der blev motiveret, ansås som dag nul, næste dag som dag 1 og så videre.Nævnet bemærkede i øvrigt, at det i lyset af mindste middels princippet ville have væretrelevant, at der i lægeerklæringen/journal var redegjort for grunden til at vælge SeroquelProlong 300 mg frem for tablet Seroquel 1. dag 50 mg, 2. dag 100 mg, 3. dag 200 mg og4. dag 300 mg, jf. anbefalingerne i medicinhåndbogen, www.medicin.dk.

Patientklagenævnet tilsidesatte en beslutning om tvangsbehandling, da den be-sluttede startdosis var højere end anbefalet i medicinhåndbogen,www.medicin.dk,og kunne medføre risiko for hypotension.En patient havde klaget over overlægens beslutning om tvangsbehandling med tablet Ri-sperdal 3 mg og, hvis det ikke var muligt, subsidiært injektion Serenase 7,5 mg i.m. Pati-entklagenævnet tilsidesatte beslutningen ved afgørelse af 20. januar 2011.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne i psykiatrilovens § 12, jf. § 5 for tvangs-behandling var opfyldt på det tidspunkt, hvor overlægen besluttede at tvangsbehandlepatienten.Nævnet lagde vægt på, at patienten var svært produktivt psykotisk med svære tankefor-styrrelser, lugthallucinationer og vrangforestillinger om, at jorden var giftig.Patientklagenævnet fandt ligeledes, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravetom mindst indgribende foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4.Nævnet lagde vægt på, at patienten var blevet tilbudt medicin i form af tablet Risperdal 3mg dagligt gennem tre dage, før der blev truffet beslutning om tvangsbehandling, og atpatienten var blevet vejledt om virkning og bivirkninger ved behandlingen. Patienten hav-de afvist behandlingen.Nævnet fandt dog ikke, at den medicin, patienten skulle behandles med, var et afprøvetlægemiddel i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.Nævnet lagde vægt på, at det af medicinhåndbogen, www.medicin.dk, fremgik, at ”pågrund af risiko for hypotension i indledningsfasen børinitialdosisvære 1 mg dgl. stigendeover dage til sædvanligvedligeholdelsesdosis4-6 mg dgl.”Nævnet fandt på denne baggrund og henset til, at patienten ikke tidligere havde væretbehandlet med antipsykotisk medicin, ikke, at en startdosis på 3 mg opfyldte betingelser-ne om et afprøvet lægemiddel i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Patientklagenævnet tilsidesatte overlægens beslutning om tvangsbehandling pågrund af, at patienten angav at have bivirkninger ved behandlingen.En patient havde klaget over, at overlægen havde truffet beslutning om tvangsbehandlingmed tablet Zyprexa 10 mg x 1 dagligt og, hvis det ikke var muligt, injektion Zyprexa 10mg x 1 dagligt. Patientklagenævnet tilsidesatte beslutningen om tvangsbehandling vedafgørelse af 27. april 2011.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt, jf. psy-kiatrilovens § 12 og § 5.Nævnet lagde vægt på, at patienten var psykotisk med urealistiske forestillinger om egensituation.Patientklagenævnet fandt, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravet ommindst indgribende foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4.Nævnet lagde vægt på, at patienten havde fået tilbudt medicin dagligt gennem to dage,før der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa 10 mg. x 1, oghvis det ikke var muligt, injektion Zyprexa 10 mg. x 1.Nævnet lagde vægt på, at det var noteret i journalen, at patienten var blevet motiveretfor medicinsk behandling med tablet Zyprexa 10 mg. x 1, at han var blevet vejledt omvirkning og bivirkninger ved behandlingen, og at han havde afvist behandlingen.Nævnet vurderede, at den medicin, patienten skulle behandles med, var et afprøvet læ-gemiddel i sædvanlig dosering, men fandt ikke, at betingelsen om, at der skulle være taleom et lægemiddel med færrest mulige bivirkninger, var opfyldt, jf. § 4, stk. 1, i bekendt-gørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvel-se på psykiatriske afdelinger.Nævnet lagde vægt på, at patienten på mødet angav, at han havde bivirkninger i form afkraftige krampeanfald efter at have fået Zyprexa som akut beroligende medicin. Patientenforklarede på mødet, at personalet aldrig havde observeret disse krampeanfald.Selvom det var angivet i journalen af 14. april 2011, at patienten flere gange havde mod-taget Zyprexa, og at han havde tålt det vel og i øvrigt ikke havde haft nogen kramper,fandt nævnet ikke at kunne bortse fra patientens ikke af centret modsagte udsagn om, atkrampeanfaldene først indfandt sig, når patienten efter den beroligende injektion havdeligget et stykke tid i sengen, og plejepersonalet havde forladt værelset.Nævnet fandt det på denne baggrund ikke tilstrækkeligt godtgjort, at patienten ikke hav-de haft bivirkninger af medicinen i form af krampeanfald.

Patientklagenævnet tilsidesatte en beslutning om tvangsbehandling i sin helhed,da beslutningens subsidiære præparat var et depotpræparat, som patienten ikketidligere var blevet behandlet med.En patient havde klaget over overlægens beslutning om at tvangsbehandle patienten medinjektion Cisordinol Depot 200 mg i.m. hver 14. dag, og hvis det ikke var muligt, subsidi-ært injektion Serenase Depot 50 mg i.m. hver 3. uge. Nævnet tilsidesatte beslutningenved afgørelse af 18. august 2011.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne i psykiatrilovens § 12, jf. § 5 for tvangs-behandling var opfyldt på det tidspunkt, hvor overlægen besluttede at tvangsbehandlepatienten.Nævnet lagde vægt på, at patienten havde omfattende vrangforestillinger om forfølgelseog overvågning, var hørelseshallucineret, viste svært læderet formel og emotionel kon-takt, havde uindfølelig tankegang og stereotypt sprogbrug. Patienten var uden nogensygdomsindsigt.Patientklagenævnet fandt ligeledes, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravetom mindst indgribende foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4, og at det ikke var muligt atbehandle patienten uden at give ham medicin med tvang.Når nævnet ikke godkendte beslutningen om tvangsbehandling, som overlægen havdetruffet, beroede det på, at der vedrørende den subsidiære behandling - injektion Serenasedepot 50 mg i.m. hver 3. uge - var tale om et medikament, som patienten ikke tidligerevar blevet behandlet med.Nævnet tilføjede, at det fulgte af § 5 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 omanvendelse af anden tvang en frihedsberøvelse på de psykiatriske afdelinger, at depot-præparater ikke måtte være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter,hvis reaktion på behandlingen man ikke kendte.

Patientklagenævnet vurderede ved afgørelse af 7. november 2011, at betingelserne i psy-kiatrilovens § 12, jf. § 5 for tvangsbehandling var opfyldt på det tidspunkt, hvor overlæ-gen besluttede at tvangsbehandle patienten.Nævnet lagde bl.a. vægt på, at patienten til stadighed havde paranoide symptomer ogfrygtede for sit liv og helbred på grund af bestråling.Patientklagenævnet fandt ligeledes, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravetom mindst indgribende foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4.Nævnet lagde vægt på, at patienten var blevet tilbudt medicin dagligt i tre dage og havdeyderligere betænkningstid i fire dage, før der blev truffet beslutning om tvangsbehandlingmed injektion Xeplion depot 150 mg i.m., på ottende dagen 100 mg og herefter 75 mghver fjerde uge, evt. øgning til 100 mg. Patienten havde afvist behandlingen.Det forhold, at der havde været en pause uden motivering mellem den konkret journal-førte stedfundne motivering og beslutningen om tvangsmedicineringen, fandt nævnet ikkegrundlag for at kritisere. Nævnet fandt, at perioden ikke havde kunnet give patienten an-ledning til at forvente, at der ikke ville blive truffet nogen tvangsbeslutning, men kunhavde indebåret en udvidet betænkningstid. Nævnet lagde herved vægt på, at der skulleindhentes en kardiologisk undersøgelse forud for beslutningen om tvangsmedicineringsamt lagde vægt på det psykiatriske centers oplysninger om vanskeligheder forbundetmed behov for at tilrettelægge tolkebistand.Med hensyn til, at overlægen havde truffet beslutning om, at tvangsbehandlingen skulleske med depotbehandling, fandt nævnet, at beslutningen var i overensstemmelse medmindste middels princip.Nævnet fandt således, at der forelå særlige grunde, som talte for beslutningen om depot-behandling.Nævnet lagde herved blandt andet vægt på, at patienten havde været indlagt gennemmeget lang tid, hvorved det psykiatriske center havde fået et stort kendskab til patienten.Nævnet lagde endvidere vægt på, at det var meget svært at fastholde patienten i en an-tipsykotisk behandling med tabletter. Patienten havde således været insufficient behand-let, og patientens tilstand havde ikke bedret sig gennem meget lang tids indlæggelse ogbehandlingstiltag. Det havde ikke været muligt at opnå en behandlingsalliance, og patien-ten havde senest ikke ønsket at tage imod Risperdal i de doser og med den regelmæssig-hed, som var nødvendig, men indtog medicinen dels i svingende grad, dels i mindre do-ser.Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at patienten ubehandlet vurderedes farlig for sineomgivelser og for sig selv i form af somatisk livstruet tilstand på baggrund af mislighol-delse af diabetesbehandling, særligt under udskrivning.Nævnet fandt videre, at depotmedicinering med injektioner hver fjerde uge var skånsomset i forhold til, at patienten allerede blev injiceret dagligt i forbindelse med sin diabetes-behandling.Nævnet lagde ved afgørelsen endelig vægt på, at depotmedicinering frem for anden formfor behandling havde en større sandsynlighed for at kunne føre til, at patienten ville kun-ne behandles frem til en sådan stabil situation, at han ville kunne udskrives og klare op-hold i egen bolig.Nævnet havde tillige, for så vidt angik den omstændighed, at der var tale om behandlingmed depotmedicin i form af præparatet Xeplion, lagt vægt på, at Xeplion indholdsmæssigtvar et præparat med den samme profil som Risperdal, som patienten mangeårigt havdeværet behandlet med.

Patientklagenævnet godkendte overlægens beslutning om tvangsbehandlingmed ECT i alt seks gange, da patienten var i overhængende livsfare uden be-handling. Patientklagenævnet godkendte også, at klagen ikke var givet opsæt-tende virkning.En patient havde klaget over, at overlægen havde truffet om tvangsbehandling med ECT ialt seks gange. Patientklagenævnet godkendte ved afgørelse af 8. juli 2011 beslutningenom tvangsbehandling med ECT, herunder at klagen ikke var tillagt opsættende virkning.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt, jf. psy-kiatrilovens § 13 og § 5.Nævnet lagde vægt på, at patienten på tidspunktet for iværksættelsen af ECT-behandlingen befandt sig i en aktuel og potentiel livstruende tilstand. Patienten fremtråd-te svært depressiv med nedsat ansigtsmimik. Patienten sad og kiggede ud i luften og tal-te med monoton stemme. Patienten var udtalt suicidalfarlig med konkrete planer for gen-nemførelse af selvmord og havde derfor fast vagt. Patienten havde vrangforestillinger omat være grim og skulle derfor begå selvmord. Patienten var endvidere i en livstruende til-stand på grund af manglende væskeindtag, idet han ikke havde spist eller drukket í tredage.Patientklagenævnet fandt ligeledes, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravetom mindst indgribende foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4.Nævnet vurderede, at det ikke var muligt at behandle patienten uden at give ECT medtvang og lagde vægt på, at patienten var blevet tilbudt opstart af behandling med No-ritren, hvilket han ikke ønskede. Patienten havde fået forklaret, at det blev vurderet athan var i overhængende livsfare, fordi han ikke havde indtaget væske i tre døgn, og idethan en måned tidligere havde fået fjernet sin ene nyre i forbindelse med organdonation.Patienten havde ingen forståelse for denne vurdering.Nævnet lagde endvidere vægt på overlægens vurdering på mødet, hvoraf det fremgik, aten mindre indgribende behandling som for eksempel sondeernæring ikke ville have elimi-neret livsfaren i form af suicidale tanker og planer.Nævnet godkendte, at tvangsbehandlingen var begyndt, inden nævnet havde truffet afgø-relse i sagen. Nævnet vurderede, at det var nødvendigt at gennemføre behandlingen om-gående, fordi patientens liv eller helbred ellers ville have været i væsentlig fare, jf. psyki-atrilovens § 32, stk. 3.

Patientklagenævnet godkendte overlægens beslutning om at tvangsernære enpatient med sonde særligt på grund af et længevarende indlæggelsesforløb udenstørre vægtstigning og en fortsat lav BMI og legemsvægt.En patient havde klaget over, at overlægen havde truffet beslutning om, at patienten – idet omfang, patienten ikke spiste hele sin diæt – skulle tvangsernæres med sonde. Pati-entklagenævnet godkendte beslutningen om tvangsernæring ved afgørelse af 1. septem-ber 2011.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne for tvangsernæring i § 7 i bekendtgørelsenr. 1338 af 2. december 2010, jf. psykiatrilovens § 12, jf. § 5 var opfyldt.Nævnet lagde vægt på, at patienten på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandlingpå grund af sin nervøse spiseforstyrrelse var i en tilstand, der ganske måtte ligestillesmed sindssyge.

Nævnet fandt endvidere, at tvangsernæring var nødvendig, idet undladelse heraf efter enlægelig vurdering ville medføre fornyet vægttab og kraftig forringelse af udsigten til hel-bredelse.Nævnet lagde vægt på, at patienten siden sommeren 2010 havde lidt af anoreksi og på,at han havde været indlagt siden 18. marts 2011, dog med udskrivning i to uger i forbin-delse med ferie i udlandet i juli 2011.Nævnet lagde desuden vægt på, at patienten havde et BMI under 17,5, at han ved ind-læggelsen vejede 32,2 kg og efter ferien 41,3 kg, og at vægten nu var på 38,6 kg.Endelig lagde nævnet vægt på, at sondeernæring havde været nødvendigt otte gange iløbet af maj 2011.Patientklagenævnet fandt, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravet ommindst indgribende foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4Nævnet vurderede, at det ikke var muligt at behandle patienten uden at tvangsernæreham.Nævnet lagde vægt på, at personalet havde forklaret patienten, at han havde behov fortvangsernæring, såfremt han ikke spiste de fastlagte måltider, og at det i journalen vardokumenteret, at patienten fra den 23. august til den 25. august 2011 var blevet motive-ret for diæt med oplysning om, at alternativet ville være sondeernæring, som patientenhver gang har afslået.

Det Psykiatriske Ankenævn har i 2011 skærpet praksis vedrørende omfanget afden information, der skal gives en patient forud for overlægens beslutning omtvangsbehandling. Hidtil har det været anset som tilstrækkeligt at informere omvirkning og bivirkninger af det primært besluttede præparat, der skal tvangsbe-handles med. Efter ankenævnets skærpede praksis skal en patient forud foroverlægens beslutning om tvangsbehandling informeres om virkninger og muli-ge bivirkninger, både for så vidt angår det primære såvel som det subsidiærepræparat.Ankenævnet har på denne baggrund ændret fem af Patientklagenævnets afgø-relser, der var blevet truffet før praksisændringen. Da afgørelserne indeholdernogle generelle udsagn fra Det psykiatriske Ankenævn er én af afgørelserne re-fereret nedenfor.Det Psykiatriske Ankenævn ændrede patientklagenævnets afgørelse, da patien-ten ikke var informeret om virkning og mulige bivirkninger ved behandling meddet subsidiære præparat forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling.Patienten skal forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling informeresom behandlingens formål, virkning og mulige bivirkninger, både for så vidt an-går det primære som det subsidiære præparat.En patient klagede over, at overlægen havde truffet beslutning om tvangsbehandling medtablet Solian 200 mg, subsidiært injektion Serenase 5 mg dagligt. Patientklagenævnet

traf afgørelse den 16. juli 2010. Patientklagenævnet godkendte beslutningen om tvangs-behandling.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne for at tvangsbehandle patienten var op-fyldt.Nævnet lagde vægt på, at patienten var psykotisk, præget af tankeforstyrrelser, talepres,og at der underliggende patientens talestrøm var et klart udbygget paranoidt system.Patientklagenævnet fandt, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribendeforanstaltning. Det var dokumenteret i journalen, at patienten var blevet tilbudt medicin iform af tablet Solian 200 mg til frivillig indtagelse dagligt gennem syv dage, inden beslut-ning om tvangsbehandling blev truffet. Patienten havde afvist behandlingen.Patientklagenævnet fandt, at tvangsbehandlingen med primært tablet Risperdal 2 mg,subsidiært Abilify 9,75 mg, opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler isædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.Patienten klagede over afgørelsen til Det Psykiatriske Ankenævn, der ved afgørelse af 23.august 2011 ændrede patientklagenævnets afgørelse.Ankenævnet fandt, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke attvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørendebedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Ankenævnet lagde vægt på, atpatienten befandt sig i en psykotisk tilstand præget af paranoide vrangforestillinger.Det Psykiatriske Ankenævn fandt, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst ind-gribende foranstaltning, for så vidt angik motivationstiden og kravet om anvendelse af af-prøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.Ankenævnet oplyste, at det fremgik af § 4, stk. 1, i psykiatriloven, at tvang ikke måttebenyttes, før der var gjort, hvad der var muligt for at opnå patientens frivillige medvirken.I § 1, stk. 2, henvises der til reglerne vedrørende informeret samtykke i sundhedslovenskapitel 5. Af sundhedslovens § 15, stk. 3, fremgår det, at der ved informeret samtykkeblev forstået et samtykke, der var givet på grundlag af fyldestgørende information frasundhedspersonens side. Patienten skulle, ifølge § 16, blandt andet informeres om sinebehandlingsmuligheder, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informati-onen skulle gives løbende og give en forståelig fremstilling af patientens sygdom og denpåtænkte behandling. Informationen skulle omfatte oplysninger om relevante behand-lingsmuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmu-ligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling blev iværksat.Informationen skulle være mere omfattende, når behandlingen medførte nærliggende ri-siko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.Det var Ankenævnets opfattelse, at en patient forud for overlægens beslutning omtvangsbehandling skulle informeres om behandlingens formål, virkninger og mulige bi-virkninger, både for så vidt angik det primære og det subsidiære præparat, idet det oftestville være det subsidiære præparat, der blev behandlet med i tilfælde af tvang.Det var dokumenteret i journalen, at patienten var blevet informeret om virkning og bi-virkninger ved behandling med tablet Solian den 21. juni 2010.

Det Psykiatriske Ankenævn ændrede patientklagenævnets afgørelse, da beslut-ningen om tvangsbehandling vedrørte en mindre dosis end den dosis, patientenvar blevet tilbudt de sidste tre dage inden, der blev truffet beslutning omtvangsbehandling. Ankenævnet fandt, at patienten burde have haft en passendekort betænkningstid i forhold til, om han ønskede at modtage behandlingen fri-villigt, når der var tale om behandling med en mindre dosis end tilbudt i dagenefør beslutning.En patient klagede over, at overlægen havde truffet beslutning om tvangsbehandling medtablet/mikstur Serenase 10-30 mg og subsidiært, hvis dette ikke var muligt injektion Se-renase 5-10 mg, og at dosis kunne justeres afhængig af effekt og bivirkninger. Patient-klagenævnet traf afgørelse den 16. december 2010. Patientklagenævnet godkendte be-slutningen om tvangsbehandling.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne for at tvangsbehandle patienten var op-fyldt. Nævnet lagde vægt på, at patienten var psykotisk, meget vredladen, ukorrigerbarog helt uden sygdomsindsigt.Patientklagenævnet fandt, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribendeforanstaltning. Det var dokumenteret i journalen, at patienten var blevet tilbudt medicin iform af tablet/mikstur Serenase 10 mg dagligt den 3. og den 5. december 2010. Fra den6. december til og med den 8. december 2010 var patienten blevet tilbudt medicin i formaf tablet/mikstur 15 mg dagligt til frivillig indtagelse dagligt, inden beslutning om tvangs-behandling med primært tablet/mikstur Serenase 10-30 mg blev truffet den 8. december2010.Patientklagenævnet fandt, at den besluttede tvangsbehandling opfyldte kravet om anven-delse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og færrest mulige bivirkninger.Patienten klagede over afgørelsen til Det Psykiatriske Ankenævn, der ved afgørelse af 28.juni 2011 ændrede patientklagenævnets afgørelse.Ankenævnet fandt, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke attvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørendebedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.Det Psykiatriske Ankenævn fandt imidlertid ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravetom mindst indgribende foranstaltning.

Det var Ankenævnets opfattelse, at en patient skulle tilbydes en konkret behandling.Tvangsbehandling skulle som udgangspunkt iværksættes med det præparat og den dosis,som der var motiveret for, medmindre der forelå særlige omstændigheder, der kunne be-grunde andet.Ankenævnet begrundede afgørelsen med, at patienten havde fået tilbudt behandling medSerenase 10 mg den 3. og 5. december 2010, og herefter Serenase 15 mg gennem tredage fra den 6. til den 8. december 2010, inden der blev truffet beslutning om tvangsbe-handling. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid tablet Serenase 10-30mg.Ankenævnet lagde til grund, at begyndelsesdosis ved tvangsbehandlingen var 10 mg.Det var Ankenævnets opfattelse, at patienten burde have haft en passende kort betænk-ningstid i forhold til, om han ønskede at modtage behandlingen frivilligt, når der var taleom en behandling med tablet Serenase 10 mg i stedet for Serenase 15 mg.Det var således nævnets opfattelse, at der ikke var gjort, hvad der var muligt for at opnåpatientens frivillige medvirken, idet det ikke kunne afvises, at han ville have modtagetbehandlingen frivilligt, såfremt der var forsøgt motiveret for en lavere dosis.Ankenævnet fandt herefter ikke, at der var truffet beslutning om iværksættelse aftvangsbehandling med den dosis, der var motiveret for. Der var heller ikke tale om enakut situation, og en udsættelse af behandlingen ville ikke have bragt patientens liv ellerhelbred i fare.Ankenævnet ændrede på den baggrund patientklagenævnets afgørelse.

Patientklagenævnet godkendte ikke fysisk magtanvendelse, da patienten ikkeudsatte sig selv eller andre for at lide skade på legeme eller helbred.En patient havde klaget over, at han var blevet fastholdt.Patientklagenævnet vurderede ved afgørelse af 8. april 2011, at betingelserne for anven-delse af fysisk magt ikke var opfyldt.Nævnet lagde vægt på, at patienten i forbindelse med ønske om en Panodil blev bedt omat vente, hvorefter han blev vred og råbte. Dette forhold var imidlertid ikke af en karak-ter, så det var omfattet af psykiatrilovens § 17, stk. 1, jf. § 14, stk. 1, nr. 1.Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke var dokumenteret, at patienten slog ud ef-ter personalet, før efter at han var blevet fastholdt. Nævnet noterede sig, at der ikke ikardex var noget om, at patienten skulle have slået ud efter personalet.

Patientklagenævnet havde ikke kompetence til at behandle en klage over, at enpatient skulle tage Truxal og Zyprexa for at blive løsnet fra bæltefiksering. Pati-enten havde ikke klaget over bæltefikseringen.En patient havde klaget over, at han, medens han var bæltefikseret, var blevet tilbudt be-roligende medicin. Patienten havde opfattet tilbuddet som en betingelse for at blive løsnetaf bæltet. Der blev ikke truffet beslutning om indgivelse af beroligende medicin. Nævnetvurderede ved afgørelse af 12. maj 2011, at nævnet ikke havde kompetence til at be-handle klagen.Nævnet lagde vægt på, at nævnets kompetence var reguleret i psykiatrilovens § 35, og atbestemmelsen var udtømmende. Patientens klage var ikke omfattet af bestemmelsen.Nævnet lagde til grund, at der var tale om et tilbud om beroligende medicin, og at medi-cinering med Zyprexa ikke blev gennemført. Det var almindelig praksis at tilbyde medicinunder bæltefiksering.Det forhold, at patienten havde opfattet tilbuddet om beroligende medicin som en betin-gelse for, at han blev løsnet fra bæltet, harmonerede ikke med den sædvanlige praksis,hvor det psykiatriske center tilbød beroligende medicin efter behov blandt andet for at af-korte bæltefikseringsperioden, og det harmonerede heller ikke med den meget detaljere-de beskrivelse, der var givet i sygeplejekardex – og som patienten ingen bemærkningerhavde til.Nævnet fandt ikke, at tilbuddet kunne anses som skjult tvang og udtalte, at det i almin-delighed var i orden, at det psykiatriske center inden en eventuel indgivelse af beroligen-de medicin, oplyste om, at beroligende medicin kunne komme på tale, hvis lovhjemlen forat give beroligende medicin var til stede. En sådan oplysning var ikke en trussel, men enform for oplysning til en patient. Dette gjaldt så meget mere, når det psykiatriske centerikke havde til hensigt at give patienten beroligende medicin, men alene fremkom med etreelt tilbud. Det forhold, at patienten gentagne gange blev tilbudt efter behov medicin,gjorde ikke tilbuddet til en trussel, men bekræftede, at der var tale om et tilbud.

Patientklagenævnet godkendte ikke indgivelse af beroligende middel med tvang,da der ikke i journalen forelå notat om tvangsforanstaltningen.En patient havde klaget over, at lægen havde truffet beslutning om indgivelse af et bero-ligende middel i form af injektion Zyprexa 10 mg i.m.Patientklagenævnet godkendte ikke beslutningen ved afgørelse af 23. september 2011.Nævnet lagde vægt på, at der ikke i journalen forelå særskilt notat om, at patienten varindgivet akut beroligende middel med magt. Dette var alene noteret i tvangsprotokollen.Nævnet udtalte, at når det ikke tydeligt fremgik af journalen, på hvilken baggrund patien-ten var indgivet et akut beroligende middel, herunder at psykiatrilovens bestemmelserom ”mindst indgribende foranstaltning” var opfyldt, havde nævnet ikke mulighed for attage stilling til, om betingelserne i psykiatrilovens § 17, stk. 2, for indgivelse af akut bero-ligende medicin var opfyldt. Det var således ikke tilstrækkeligt, at der i journalnotatet da-gen efter var anført, at ”pt. fortsætter sin urolige adfærd trods beroligende tvangsmedicinx 2 inden for den sidste 1½ time”, og kl. 00.50, at ”pt. er lagt i bælte på stuen og har kl.00.30 modtaget 10 mg Zyprexa i.m. samt 10 mg Stesolid inden for de sidste 2 timer.”

Det Psykiatriske Ankenævn ændrede patientklagenævnets afgørelse, da Anke-nævnet ikke fandt, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte kravetom mindst indgribende foranstaltning. Ankenævnet lagde vægt på, at det ikkefremgik af journalen, at man forinden indgivelsen af beroligende middel havdeforsøgt at tale patienten til ro, ligesom det ikke fremgik, at patienten fik tilbudtberoligende medicin til frivillig indtagelse.En patient klagede over indgivelse af beroligende middel (injektion Cisordinol-Acutard 100mg samt injektion Stesolid 10 mg) med magt. Patientklagenævnet traf afgørelse den 19.november 2010. Patientklagenævnet godkendte beslutningen om indgivelse af beroligen-de middel med magt.Patientklagenævnet vurderede, at betingelserne for at give et beroligende middel var op-fyldt. Nævnet lagde vægt på, at patienten, der ikke havde sovet om natten var svært op-kørt, udadreagerende, truende, sparkede ud efter personalemedlemmer og var helt ukor-rigerbar.Patientklagenævnet fandt, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet ommindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at patienten var meget sværat håndtere, og at personalet havde forsøgt at begrænse og korrigere patientens aktivitetog at skærme patienten, før patienten fik medicin med tvang.Patienten klagede over afgørelsen til Det Psykiatriske Ankenævn, der ved afgørelse af 28.juni 2011 ændrede patientklagenævnets afgørelse.Det Psykiatriske Ankenævn fandt, at betingelserne for at indgive beroligende middel medmagt var opfyldt. Ankenævnet lagde vægt på, at patienten ifølge journalen var højtrå-bende, udskældende, opkørt og truende, ligesom patienten sparkede til inventaret ogsparkede ud efter personalet.Ankenævnet fandt imidlertid ikke, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldtekravet om mindst indgribende foranstaltning.Ankenævnet lagde vægt på, at man forinden indgivelsen af beroligende middel havde for-søgt at korrigere patientens aktivitet ved at skærme patienten på stuen, men at det ikkefremgik af journalen, at man forinden indgivelsen af beroligende middel havde forsøgt attale patienten til ro, ligesom det ikke fremgik, at patienten fik tilbudt medicin til frivilligindtagelse.Ankenævnet ændrede på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det Psykiatri-ske Patientklagenævn, således at ankenævnet ikke godkendte beslutningen om indgivelseaf beroligende middel med magt.

Patientklagenævnet kunne ikke behandle en klage fra et barn under 15 år, daforældrene ikke havde samtykket i klagen.En patient under 15 år havde klaget over overlægens beslutning om at tvangsindlæggeham. Nævnet meddelte patienten, at det alene var forældrene, der kunne klage overtvangsindlæggelsen. Der blev i sagen henvist til sundhedslovens §§ 15 og 17.En patient, der er under 15 år, er stadig under forældremyndighed. Det er således foræl-drene, der skal drage omsorg for patienten, og som kan træffe afgørelse om patientenspersonlige forhold ud fra dennes behov. Det er derfor forældrene, der har pligt til at vare-tage patientens interesser og behov og dermed også til at vurdere, om der skal givessamtykke til indlæggelse. Hvis forældrene ikke er indforstået med indlæggelsen, er detforældrene, der kan klage over denne.

Af kommitteret Henning Lund-SørensenPatientens mødeKlokken er to minutter i ni.Clara Gudmand (opdigtet navn) træder med sin patientrådgiver ind ad døren til mødelo-kalet på det psykiatriske center. Det Psykiatriske Patientklagenævn lægger vægt på, atdet er en navngiven person, der deltager i nævnsmødet. Clara tiltales som Clara og omta-les i mødet som Clara – ikke som patienten. Bagefter kommer overlægen, en første re-servelæge, Claras kontaktperson og en sygeplejerske. Læg mærke til rækkefølgen. Pati-enten kommer først og bagefter kommer personalet fra det psykiatriske center. Række-følgen er ikke tilfældig. Det Psykiatriske Patientklagenævn har opstillet vejledende reglerfor nævnsmøderne, hvor det indgår, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ikke er alenemed centrets personale – hverken inden mødet eller efter mødet. Det kunne give patien-terne et indtryk af, at patientklagenævnet aftalte sagens udfald med det psykiatriske cen-ter. Det kunne naturligvis aldrig finde sted, men det er vigtigt, at der er tilrettelagt enprocedure, der fjerner enhver tvivl.Det Psykiatriske Patientklagenævn sidder klar. Formanden, der er en chef fra statsforvalt-ningen, et lægeligt medlem og et medlem fra SIND samt en sagsbehandler er taget frastatsforvaltningen en halv time inden mødets start for at være fremme i god tid. Siden1998 er Det Psykiatriske Patientklagenævn kommet til patienterne på de 11 psykiatriskecentre med 17 fysisk adskilte afdelinger i Region Hovedstaden. Et tiltag, der har smidig-gjort klageproceduren for den enkelte patient og også indebåret, at der i dag er flere pa-tienter, der benytter sig af deres lovhjemlede klageadgang. I 2007 var der 310 klagesa-ger, i 2011 har der været 463 klagesager – en stigning på 49 % på fem år. Medvirkendekan også være, at de psykiatriske centre er blevet gode til ved ethvert tvangsindgreb atorientere patienterne om deres klageadgang. Det er dokumenteret i journalerne.I alt er der omkring ti personer i mødelokalet.Clara har efter en samtale med sin patientrådgiver valgt at klage over at være blevettvangsindlagt, at have været tvangsfikseret, og over at der er truffet beslutning om, atClara skal have antipsykotisk medicin med tvang.

Inden mødetPå baggrund af klagen har det psykiatriske center udarbejdet en lægeerklæring, somsammen med journalark og tvangsprotokoller er indsendt til Det Psykiatriske Patientkla-genævn. Mødematerialet er blevet udsendt en uge før nævnsmødet finder sted. Det givernævnsmedlemmerne tid til at sætte sig grundigt ind i sagen – og ikke mindst giver detpatientrådgiveren mulighed for med udgangspunkt i de tilsendte sagsakter at tale medClara inden nævnsmødet. Det skaber ro hos Clara, at hun forinden har haft en mere ellermindre dybtgående samtale med sin patientrådgiver om indlæggelsesforløbet og om denepisode, der gav anledning til tvangsfikseringen. Det har også betydning for Clara, at pa-tientrådgiveren har orienteret om nævnsmødets forløb, der begynder med at formandenpræsenterer nævnsmedlemmerne og nævner hvem der i øvrigt er til stede. Clara er såle-des også blevet oplyst om, at det hovedsagelig vil være formanden, som hun skal talemed. De øvrige nævnsmedlemmer kan naturligvis også blande sig i dialogen, men da fle-re patienter efterfølgende oplyste, at de følte sig ”beskudt” fra flere sider, ændrede pati-entklagenævnet for mange år siden praksis. Nævnsmødet er patientens møde. Det er inævnsmødet, at Clara har mulighed for at fremkomme med sin version af sagen og ek-sempelvis pege på forhold, som det psykiatriske center ikke har medtaget eller misforstå-et i journalskrivningen.Nævnets prøvelseSelvom patienterne kun får medhold i omkring 10 % af de afgørelserne er det vigtigt, atClara forlader mødet med Det Psykiatriske Patientklagenævn med et indtryk af, at hun erblevet set, hørt og forstået. Clara er i centrum. Af samme grund søger sekretariatet for,at nævnets afgørelse rummer et fyldigt referat af Claras tilkendegivelser på nævnsmødet.Desuden lægges der stor vægt på, at nævnsafgørelsen rummer en forståelig og konkretbegrundelse, der præcist angiver, hvilke forhold nævnet har lagt vægt på. Nævnet har in-den for de seneste år skærpet opmærksomheden på dette område. Hvis det psykiatriskecenter ikke nøje har beskrevet, på hvilken måde Clara er farlig for sig selv eller andre,bliver tvangsfikseringen ikke godkendt. Nævnet har også i lyset af de politiske tilkendegi-velser, der lægger vægt på at nedbringe de langvarige tvangsfikseringer, skærpet op-mærksomheden på tvangsfikseringernes tidsmæssige udstrækning. Hvis det psykiatriskecenter ikke har efterlevet lovens krav om mindst fire revurderinger i døgnet – jævnt for-delt, skaber det en formodning for at tvangsfikseringen ikke længere opfylder betingel-serne for at opretholde tvangsfikseringen. Hvis patienten i bæltefikseringsforløbet er fal-det til ro, er det et indicium for at bæltet burde være løsnet fra dette tidspunkt.TvangsfikseringNævnet har i 2011 haft en principiel sag om en tvangsfikseret mand på 71 år. Tvangsfik-sering var foregået helt efter bogen, idet manden slog og sparkede ud efter personalet.Undervejs i bæltefikseringsforløbet bad manden om at måtte komme på toilettet. Detpsykiatriske center aftalte med manden ”at han kunne blive løsnet af bæltet til toiletbe-søg, da han havde givet udtryk for, at han ville samarbejde og efter toiletbesøget villekomme tilbage i bæltet”. Nævnet fandt anledning til at præcisere, at nævnet principieltmener, at et toiletbesøg, hvor patienten er ude af bæltet, også bør bruges til en vurdering

af, om patienten er faldet til ro og derfor ikke skal tilbage i bæltet, eller om patientenfortsat er så urolig, at patienten skal tilbage i bæltet. Den indgåede aftale lagde efternævnets opfattelse ikke op til, at der i forbindelse med toiletbesøget blev foretaget envurdering af patienten og hans adfærd med henblik på en stillingtagen til at patientenskulle tilbage i bæltet eller ej, idet det på forhånd var aftalt at patienten skulle tilbage ibæltet. Nævnet fandt det vigtigt generelt at slå fast, at der i særlig grad foretages envurdering af patienten, når patienten løsnes fra bæltet med henblik på toiletbesøg og aten løsnen af bæltet ikke bør være betinget af en aftale om, at patienten senere skal tilba-ge i bæltet.TvangsmedicineringVed behandlingen af Claras klage over, at det psykiatriske center har truffet beslutningom, at hun skal tvangsmedicineres med tablet Cisordinol 4 mg/dgl., subsidiært injektionAbilify 9,75 mg/dgl., sker der i nævnsmødet en grundig gennemgang af, om Clara erblevet motiveret tilstrækkeligt for det primære præparat. Clara skal have haft mulighedfor at tænke over, om hun ønsker det tilbudte præparat i den tilbudte dosis, og ikkemindst må Clara gøre op med sig selv, om det ikke var en god ide at tage medicinen fri-villigt. Det er et vigtigt princip i psykiatriloven – benævnt mindstemiddelsprincippet - atder er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.Nævnet undersøger også, om Clara er blevet orienteret om virkninger og eventuelle bi-virkning af både det primære og det subsidiære præparat. Nævnet forholder sig til detpsykiatriske centers oplysninger om, at Clara er sindssyg, og at det ville være uforsvarligtikke at frihedsberøve Clara med henblik på behandling, fordi udsigten til helbredelse elleren betydelig bedring af tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.Nævnet spørger ind til præparatvalg og begyndelsesdosis, og nævnet sikrer sig, at detpsykiatriske center har valgt primært at give medicinen i tabletform, og kun hvis dette ik-ke lykkes, da at give medicinen som injektion.Retssikkerhed i fokusHele proceduren skal sikre Clara retssikkerhed, det er alfa og omega i Det PsykiatriskePatientklagenævns arbejde. Nogle vil givetvis betegne nævnet som en fejlfinder, menproceduren har fundamental betydning, fordi der aldrig må slækkes på Clara´s retssik-kerhed og slet ikke i en situation, hvor rigtig mange patienter føler der begås overgrebmod dem, uden at de har gjort noget kriminelt, og uden at de føler at de på nogen mådeer syge.Efter at patientrådgiveren har haft lejlighed til at fremkomme med supplerende udtalel-ser, afslutter formand nævnsmødet klokken 09.28 med at oplyse, at Clara kan forvente atmodtage patientklagenævnets skriftlige afgørelse senest den følgende dag.

Kære Henning Lund SørensenRegion Hovedstadens Psykiatri har modtaget udkast til årsberetning 2011. Beretningener velskrevet og gennemarbejdet.Region Hovedstadens Psykiatri har følgende bemærkninger til udkastet:Vedr. børne- og ungdomspsykiatriske centre i Region Hovedstadens PsykiatriRegion Hovedstadens Psykiatri består af ti psykiatriske centre og tre børne- og ung-domspsykiatriske centre. De tre børne- og ungdomspsykiatriske centre erBørne- og Ungdomspsykiatrisk Center BispebjergBørne- og Ungdomspsykiatrisk Center HillerødBørne- og Ungdomspsykiatrisk Center GlostrupNævnet benævner flere steder i årsberetningen (herunder på side 2, 4 og 7) to af debørne- og ungdomspsykiatriske centre forkert, idet centrene kaldesBørne- og Ungdomspsykiatrisk Center København (Bispebjerg)Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Nordsjælland (Hillerød)Stigning i antallet af sager i Det psykiatriske PatientklagenævnNævnet konstaterer på side 6, at det er bemærkelsesværdigt, at der over en femårigperiode er sket en stigning på 49% i antallet af sager for nævnet. Region Hovedsta-dens Psykiatri kan – i forlængelse af nævnets egne, og gode, forklaringer på stignin-gen - supplere med en endnu en væsentlig forklaring: Øget rettighedsbevidsthed i be-folkningen generelt, og altså også blandt psykiatriske patienter. Patientforsikringenpåviser i deres rapport – om stigning i antallet af anmeldelser m.v. – at der er sket enmarkant stigning i antallet af henvendelser/sager til klageinstanser m.v. inden forsundhedsområdet. Således har eksempelvis Patientforsikringen oplevet en stigning på61% inden for en femårig periode, mens Patientombuddet (tidligereSundhedsvæse-nets Patientklagenævn)i samme periode har oplevet en stigning på 42%. Der er altså(også) tale om en generel tendens for klageinstanser inden for sundhedsområdet.

Vedr. korrespondance og spørgsmål om tvungen opfølgning efter udskrivningNævnet gennemgår på side 23-28 korrespondance og spørgsmål om tvungen opfølg-ning efter udskrivning. Region Hovedstadens Psykiatri er enig i nævnets vurderingerog skal i den forbindelse beklage, at der tilsyneladende har været en del usikkerheder iforbindelse med forståelsen af bestemmelsen. Den ene af de i årsberetningen refere-rede henvendelser drejer sig bl.a. om hvor depotgivning kan foregå. Hertil kan RegionHovedstadens Psykiatri supplerende oplyse, at det af Region Hovedstadens Psykiatrisvejledningom tvungen opfølgning efter udskrivningerbl.a. fremgår, at ”Tvangsmedici-nering i forbindelse med den tvungne opfølgning efter udskrivning, kan kun foregå påen psykiatrisk afdeling”.Tvangsbehandling med Zyprexa – dosisstørrelseNævnet omtaler på side 29-30 en problemstilling vedr. doseringsstørrelse ved tvangs-behandling med Zyprexa, hvorefter nævnet ikke uden særlig grund vil godkende be-slutning udover 5-20 mg dagligt. Det skal undedrstreges, at det drejer sig om vedlige-holdelsesbehandling.Hertil skal Region Hovedstadens Psykiatri anføre, at Zyprexa ordineret i doser på 5-40mg ivedligeholdelsesbehandling,til en patient med akut eller kronisk symptomgivendeskizofreni eller med paranoid psykose, helt svarer til sædvanlig klinisk praksis. Vedindledning af behandling med antipsykotisk medicin til psykotiske patienter, der ikketidligere er blevet behandlet med Zyprexa, kan man ikke på forhånd vide, hvordan ef-fekt og bivirkninger er. Hvis det er muligt, begynder man med en lav dosis og øger do-sis afhængig af effekt og bivirkninger. Det kan være nødvendigt med en høj dosis in-denfor det angivne spektrum især i starten af behandlingen. Når det drejer sig om enkendt patient med et kendt responsmønster kan man bedre angive den ønskede mål-dosis.Til behandling afakut psykotisk agitationkan der i enkelte tilfælde være behov forendnu højere døgndoser af den perorale formulering, helt op til 80 mg, for at opnå til-strækkelig agitationsdæmpende effekt. Dette kræver naturligvis kompetent overvejel-se og nødvendig dokumentation.Når der er tale omvedligeholdelsesbehandling,skønnes det at være rimeligt at dosis-øgning udover de 40 mg vil kræve en ny beslutning. Nævnets begrænsning med enprimær maksimal dosering på 20 mg vil, på baggrund af en for uhensigtsmæssig læs-ning af medicinhåndbogen, føre til unødig forsinkelse af patientbehandlingen. Alt formange patienter vil skulle igennem en dobbeltbeslutning, dobbelt motivationsperiodeog det dobbelte antal patientklagenævnsmøder, hvilket vil medføre betydeligt forlæn-gede behandlingsforløb og værst af alt unødig lidelse for patienterne.I forlængelse af ovenstående problemstilling angiver nævnet, at det overvejes, ”omdet ikke bør være et krav, at overlægens beslutning præcist angiver det besluttededosisinterval”. Hertil skal Region Hovedstadens Psykiatri anføre, at nugældende prak-sis findes fyldestgørende.Registrering af tvangÅrsberetningen gengiver på side 31-33 kopi af brev fra Region Hovedstadens Psykiatritil Sundhedsstyrelsen vedr. registrering af tvangsforanstaltninger. Som bekendt harSundhedsstyrelsen – med virkning fra 1. februar 2012 – udfærdiget ny vejledning om

registrering af tvang, hvorefter registreringen, for så vidt angår Region HovedstadensPsykiatri, gøresklinikchefafhængigi modsætning til tidligere hvor registreringen varcenterafhængig.Region Hovedstadens Psykiatri har i forbindelse med den ændrede vejledning skrevettil Sundhedsstyrelsen, idet Region Hovedstadens Psykiatri – for så vidt angår tvangs-behandling - forudsatte, at overlægen på den modtagne afdelings beslutning om fort-sættelse af tvangsbehandlingikkemedfører krav om ny motivationsperiode, ligesomklage over beslutning om fortsættelse af tvangsbehandlingikkeskal tillægges opsæt-tende virkning ved eventuel gentagen klage.Sundhedsstyrelsen har efterfølgende bekræftet, at Region Hovedstadens Psykiatrisvurdering er korrekt.Betænkningstid forud for overlægens beslutning om tvangsbehandlingPå side 50-51 i årsberetningen gengives en sag, som giver anledning til at Region Ho-vedstadens Psykiatri stiller spørgsmålstegn ved nævnets praksis vedr. motivationspe-riodens længde forud for tvangsbehandling.Af psykiatrilovens § 12, stk. 5 fremgår det, at betænkningstiden skal have en passen-de varighed, dog højst 3 dage. Nævnet har valgt en praksis, hvorefter den første moti-vationsdag anses som dag nul, næste motivationsdag som dag 1 osv. Yderligere inde-holdt i nævnets praksis er krav om maksimal udstrækning af betænkningstiden (førstedag + yderligere tre dage), medmindre konkrete grunde taler imod. Grundig doku-mentation for motivation skal alle dage fremgå af journalen.Region Hovedstadens Psykiatri finder nævnets praksis fortolkningsmæssigt tvivlsom,og ikke i tråd med mindstemiddelsprincippet.Til sammenligning fremgår følgende passus som paradigme i Det Psykiatriske Anke-nævns begrundelser, i ankesager om tvangsbehandling:Det er på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at en patient har krav på højesttre dages betænkningstid, inden der træffes beslutning om tvangsbehandling. Detteforhindrer ikke overlægen i at give patienten en længere betænkningstid, men motiva-tionen skal som minimum være dokumenteret dagen op til beslutningen om tvangsbe-handling blev truffet, medmindre der forelå en akut situation.

Patientjournaler

i Region Hovedstadens PsykiatriRegion Hovedstadens Psykiatri har oplevet, at nævnet ved afgørelser nogen gangeopererer med en uhensigtsmæssig forståelse af begrebetpatientjournal,idet nævnetsyntes at forståpatientjournalensom bestående af separate dele: lægejournalen, sy-geplejekardex og EPM. Region Hovedstadens Psykiatri arbejder medenuadskilleligpatientjournal.Region Hovedstadens Psykiatri finder det derfor beklageligt, at nævnet har givet kritikfor manglende anførelse om motivation, i forbindelse med beslutning om tvangsbe-handling, ilægejournalen.Region Hovedstadens Psykiatri mener ikke, at nævnet kanbestemme, hvor i journalen dokumentation for motivation skal fremgå. Således vil og-så et såkaldtmotivationsskema,indeholdt i journalen, være dokumentation for moti-vation.