Paragrafområde:
§
7
Finansministeriet
Tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 21-06-2012 (udvalget med undtagelse af Dansk Folkepartis medlemmer, der undlod at stemme).
Dansk Folkeparti har valgt at undlade at stemme i forbindelse med afstemningen om aktstykke 114 (bloktilskudsaktstykket). Dansk Folkeparti er tilfreds med, at regeringen har vist begyndende tegn på, at man vil være mere ansvarlig over for dansk økonomi. DF er tilfredse med regeringens ambitioner om, at kommunerne og regionerne skal overholde de økonomiske rammer i en tid, hvor Danmark er ramt af en international finanskrise. DF har samtidig noteret sig med tilfredshed, at regeringen har tilsluttet sig de overordnede vækstambitioner for den offentlige sektor, som Dansk Folkeparti sammen med den daværende VK-regering aftalte med genopretningspakken i 2010. Men selve prioriteringen af midlerne i især kommuneaftalen for 2013 kan DF ikke tilslutte sig. Det skyldes, at der kun er afsat ganske få midler til sundhedstilbud i nærområderne, som især de ældre borgere har brug for. Ældre og børn kan ende med at blive sorteper som følge af aftalen. Regeringen har med aftalen ikke taget højde for den demografiske udvikling, og det kan betyde, at den indgåede aftale reelt vil kunne skabe en negativ vækst i velfærden i mange kommuner. Regeringen har desværre nedprioriteret kernevelfærden i kommunerne, selvom såvel Socialdemokraterne som SF før valget lovede at opprioritere kernevelfærden i kommunerne.
I forhold til regionsaftalen for 2013 finder DF det problematisk, at regeringen bl.a. nedprioriterer psykiatrien og sender flere arbejdsbyrder over på det hårdtarbejdende sundhedspersonale rundt om i landet.
Enhedslisten mener, der burde gives flere midler til kommunerne, men accepterer, at der er tale om en lille forbedring i forhold til 2012. Men Enhedslisten tager forbehold for de aftaler, som er indgået mellem regeringen og KL, som ikke er eller har været til afstemning i Folketinget. Herunder tager Enhedslisten forbehold for den moderniseringsaftale, som er omtalt i aktstykkets kommentarer, side 3, som angiveligt skal finde besparelser på 358 mio. kr. i kommunerne. For det første er elementerne af moderniseringsaftalen ikke behandlet i Folketinget. For det andet mener Enhedslisten, at nogle af elementerne som beskrevet i tillægget til KL-aftalen peger i den forkerte regning. Det drejer sig især om forenkling af frit valg på hjemmehjælpsområdet, som er hovedfinansieringskilde i regeringens bidrag til spareøvelsen.