Tak for det.
Det er jo dejligt at se så fyldt en sal og publikumsbænkene.
Det er også en højtidelig dag.
Som formand for Udvalget til Prøvelse af Valgene kan jeg oplyse følgende om udvalgets arbejde, idet jeg samtidig skal henvise til den offentliggjorte betænkning og indstillingerne:
Arbejdet har som sædvanlig vedrørt tre spørgsmål.
For det første har det vedrørt spørgsmålet om gyldighed af valghandlingen, herunder valgets forberedelse, stemmeafgivelsen, optællingen af selve stemmesedlerne, vurderingen af dem samt valgbøgerne og disses førelse m.m.
For det andet har det vedrørt spørgsmålet om godkendelse af ændringer af de af Indenrigs- og Sundhedsministeriets foretagne opgørelser og beregninger.
For det tredje har det vedrørt spørgsmålet om godkendelse af de kandidater, der har opnået valg.
Om gyldigheden af valghandlingen kan jeg sige, at vi i udvalget har gennemgået Indenrigs- og Sundhedsministeriets redegørelse, der indeholder de bemærkninger, som gennemgangen af valgbogsudskrifterne har givet ministeriet anledning til.
Hvert valg har sine udfordringer.
Det lige overståede valg havde dog nogle, vi ikke har set før – situationer, der alle er løst kvalificeret af kommunerne og af valgbestyrelserne.
Jeg vil så tillade mig at nævne et par af dem her:
Ved gennemgangen af ministeriets redegørelse har udvalget særlig bemærket, at det i valgbogen for Guldborgsundkredsen er oplyst, at et afstemningssted måtte flyttes på selve valgdagen på grund af sundhedsskadelige omstændigheder.
Det lykkedes at flytte afstemningsstedet på mindre end 2½ time.
Endvidere blev der taget forholdsregler, der sikrede, at vælgerne ikke gik forgæves til det oprindelige afstemningssted.
I valgbogen for Middelfartkredsen er det oplyst, at 121 brevstemmer gik tabt på grund af brand i Søndersø Rådhus.
Det lykkedes dog kommunen at identificere de pågældende brevstemmeafgivere, som fik mulighed for at stemme på ny.
I valghåndbogen for Københavns Storkreds, 7.
kreds, Brønshøj, er anført en bemærkning om, at man på afstemningsstedet 7.
kreds Nord, Tingbjerg, valgdagen igennem oplevede en mindre gruppe af personer, der opfordrede vælgerne til at undlade at stemme.
Valgbestyrelsen var løbende i dialog med den pågældende gruppe og politiet.
Sidste hændelsesforløb fremgår også af en af de klager, udvalget har behandlet.
Når jeg nævner dem, er det for at rose de valgbestyrelser og de kommuner, der har håndteret nogle atypiske situationer, og det synes jeg godt at vi som Folketing kan være stolte af.
Vi har i alt i udvalget forholdt os til 33 klager og henvendelser vedrørende valghandlingen, der har foreligget i forbindelse med folketingsvalget 2011.
Ingen af de modtagne klager giver anledning til at så tvivl om valgets resultat.
Med hensyn til udvalgets indstilling til de modtagne klager skal jeg henvise til betænkningen, hvori alle klager er oplistet og kommenteret.
Jeg vil tillade mig kort her kun at gøre opmærksom på to af udvalgets bemærkninger:
Flere af klagerne omhandler håndtering af brevafstemningen.
Udvalgets bemærkning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet går på at overveje, hvorvidt regler, vejledninger m.v.
omkring brevafstemning kan forbedres, herunder overveje, om der skal være et fast klokkeslæt for sidste frist for afgivning af brevstemmerne.
Et par klager vedrørende agitation m.v.
nær et valgsted har vi også forholdt os til, og udvalgets bemærkning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet går på at overveje, hvorvidt reglerne for agitation m.m.
nær et valgsted eventuelt bør revurderes.
Vedrørende spørgsmålet om godkendelse af Indenrigs- og Sundhedsministeriets opgørelse og beregninger har udvalget behandlet godkendelsen af disse, og de samlede opgørelser og beregninger har ikke givet anledning til bemærkninger fra udvalget.
Hvad angår spørgsmålet om godkendelse af de valgte har udvalget følgende indstilling:
Vedrørende valget i Danmark indstiller udvalget i enighed, at Folketinget godkender det den 15.
september 2011 afholdte valg af medlemmer til Folketinget, de af Indenrigs- og Sundhedsministeriet den 28.
september 2011 fremsendte beregninger og opgørelser vedrørende dette valg og de på den omdelte særskilte valgkredsfortegnelse opførte 175 kandidater som valgte fra og med den 15.
september 2011.
Vedrørende valget i Grønland indstiller et enigt udvalg, at Folketinget i henhold til forretningsordenens § 1, stk.
6, godkender dette valg på grundlag af den af rigsombudsmanden i Grønland fremsendte foreløbige valgbog om folketingsvalget i Grønland den 15.
september 2011 og Sara Olsvig og Doris Jakobsen som valgte fra og med den 15.
september 2011.
Endelig vil jeg vedrørende valget på Færøerne sige, at et enigt udvalg indstiller, at Folketinget godkender det på Færøerne den 15.
september 2011 afholdte valg af de to medlemmer til Folketinget, den af valgbestyrelsen foretagne opgørelse og beregningerne over dette valg og Edmund Joensen og Sjúrður Skaale som valgte fra og med den 15.
september 2011.
Jeg skal hermed på udvalgets vegne over for Tinget anbefale udvalgets indstillinger.