Jo, men hvis det var sådan, at vi nu valgte en bestemt teknologi såsom biomasse, kunne der jo være et vist ræsonnement i at sige, at så kunne vi godt bringe os selv i en situation, hvor det blev dyrt, for så blev vi jo afhængige, fordi vi så bare udskiftede en afhængighed med en anden afhængighed.
Men det, vi gør i energistrategien, er jo præcis, at vi laver et herresving – jeg ved ikke, om der findes et bedre udtryk for en ligestillingsminister, jeg prøver på at lede efter det – uden om en bestemt teknologi.
Så det er ikke kun biomasse, vi satser jo bredt, også på vind, vi satser på sol og også på geotermi, og på den måde får vi bredt os ud og bringer os ikke i en situation, hvor vi kommer til at blive meget afhængige af en bestemt energikilde.
Lad mig minde om en ting, apropos det første, som hr.
Per Dalgaard siger:
Det gælder jo netop om, at vi i langt højere grad får koblet os på et europæisk marked, og derfor indgår det også i energistrategien, at vi skal have væsentlig flere forbindelser, end vi har i dag, bl.a.
via den nye havvindmøllepark, Kriegers Flak, der kommer til at forbinde Danmark og Tyskland med en ny transmissionsledning.