Spørgsmål nr. S 1235 fra medlem af Folketinget Marlene Harpsøe

(DF):

”Er det ministerens holdning, at psykologer skal beskyttes afretsplejelovens § 170 ligesom f.eks. læger og præster?”

Svar:

Det fremgår af de avisartikler, der er henvist til i begrundelsen forspørgsmålet, at byrettens kendelse er kæret og således fortsat er underbehandling i retssystemet. Jeg ønsker bl.a. derfor ikke at kommenteresagen.Jeg kan generelt oplyse, at præster, læger, forsvarere, retsmæglere og ad-vokater ikke kan afkræves vidneforklaring om det, der er kommet til de-res kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed, medmindre den, derhar krav på hemmeligholdelse, giver sit samtykke hertil, jf. retsplejelo-vens § 170, stk. 1. Efter § 170, stk. 4, gælder dette også medhjælpere tilde personer, der er omfattet af § 170, stk. 1.Læger, retsmæglere og advokater (bortset fra forsvarere) kan dog af ret-ten pålægges at afgive vidneforklaring, selv om der ikke gives samtykke,når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens ud-fald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende parteller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves, jf. retspleje-lovens § 170, stk. 2.Psykologer er omfattet af straffelovens bestemmelser om tavshedspligt,jf. § 21, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 132 af 27. februar 2004 af lov ompsykologer mv., og af bestemmelserne i kapitel 9 om bl.a. tavshedspligt isundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010. Retten kanderfor efter retsplejelovens § 170, stk. 3, bestemme, at en psykolog ikkeskal afgive forklaring om forhold, der er omfattet af psykologens tavs-hedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.Endelig følger det af retsplejelovens § 169, stk. 1, at tjenestemænd ellerandre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv, ikke udensamtykke af vedkommende myndighed må afkræves vidneforklaring omforhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler demtavshedspligt.

Nægtes samtykke, kan retten dog, hvis forklaringens afgivelse findes atvære af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommendemyndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finderretten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet tilsagens opklaring, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives.Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til sta-tens sikkerhed, til dens forhold til fremmede magter eller med hensynettil tredjemands liv eller helbred, jf. retsplejelovens § 169, stk. 2.Jeg har ikke på det foreliggende grundlag planer om at lægge op til enændring af de omhandlede bestemmelser i retsplejeloven, men vil natur-ligvis være opmærksom på, om den endelige afgørelse i den konkrete saggiver anledning til yderligere overvejelser.Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. S 1236.