Det næste punkt på dagsordenen er:

12) Forhandling om redegørelse nr. R 7:

Integrationsministerens redegørelse om integration og mangfoldighed.

(Anmeldelse 04.03.2011. Redegørelsen givet 04.03.2011. Meddelelse om forhandling 04.03.2011).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til den socialdemokratiske ordfører, da jeg ikke kan se Venstres ordfører. Fru Karen J. Klint som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Vi har lige stået og drøftet lidt, hvorfor vi egentlig har den her redegørelse, for det er sådan set lidt nytænkning, men jeg har kigget lidt efter, og jeg googlede, hvornår vi har haft redegørelser på integrationsområdet, og det har vi faktisk haft helt tilbage i 1970’erne og i 1980’erne. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis den her redegørelse, vi skal debattere nu, var skrevet efter ministerskiftet, ville meget af teksten have set anderledes ud, men ikke det hele, ikke beskyldningerne gående på, at al manglende integration og fravær af succes i det flerkulturelle naboskab skyldes Socialdemokraterne og SF, for det er nemlig indgangsbønnen til redegørelsen.

Redegørelsen blev jo fremlagt den 4. marts af den daværende minister, fru Birthe Rønn Hornbech, og det påstås, at det er den nuværende regerings lod, at de overtog en stor og uløst integrationsopgave, som der direkte står, underforstået at den S-ledede regering ikke havde gjort noget. I skrift og tale har den nuværende minister siden den 11. marts påstået, at drenges dårlige læsefærdigheder, vold mod kvinder og imamers pseudovielser af teenagere, æresrelateret kriminalitet og anden kriminalitet osv. osv. også skyldes S og SF, altså de røde partiers holdninger.

At skyde skylden på andre for manglende succes er ingen nyhed, det tror jeg mange af os politikere hver især kan forfalde til, men jeg synes, det er interessant, at den nye minister inden for de første 14 dage efter udnævnelsen kan komme med en alenlang liste over fravær af integration, fravær af positiv vilje til at ville det samfund, man har valgt at bo i, at man vil os det godt. Den samme pessimisme kan jeg ikke genkende i redegørelsen, og derfor tror jeg egentlig, at der er lagt op til, at vi i dag kan få en konstruktiv debat om nogle fakta og ikke kun at slå hinanden i hovedet.

For der er jo noget at tage fat på, og jeg vil også gerne her understrege, at S stadig væk går ind for en fair og fast udlændingepolitik, det bør der ikke være tvivl om, men vi mener begge ord, både fast og fair, og vi taler også ud fra, at alle borgere i Danmark har både en ret og en pligt til at gøre en indsats, til i vid grad at være selvforsørgende og til også at gøre noget for sammenhængskraften. Så vi er faktisk ret enige med den nye minister i, at ens tro, spisevaner og oprindelige kultur fra hjemlandet ikke bør være en hindring for at støtte de danske frihedsværdier. Det har vi sådan set sagt i mange år, og vi accepterer ikke, at kultur, tro og traditioner vægtes mere end danske frihedsværdier eller betyder mere i nogles privatliv, end vore almindelige love og menneskerettighederne gør. Det gælder også den måde, vi tilrettelægger vores familieliv og bestemmer over hinanden på eller faktisk respekterer hinanden på. Vi vil bekæmpe alle tendenser til radikalisering. Flertallet skal ikke gøres til genstand for mistro på grund af en lille gruppes ekstreme holdninger og handlinger. Ønsker man ikke vores demokrati og ytringsfrihed, er der jo ingen grund til at bo her, det synes jeg mange har sagt rimelig firkantet. Og vi ønsker et samfund, der er præget af lighed. Vi vil bekæmpe diskrimination, og vi vil sikre anstændig behandling af asylansøgere, hjælpe udsatte flygtninge, og vi vil gøre op med fattigdomsvæksten i familier med indvandrerbaggrund. Vi ønsker en integrations- og udlændingepolitik, der ikke er gidsel i et partipolitisk slagsmål, og vi ønsker at have en debattone, der ikke er fyldt med mistillid. Og så synes jeg, vi skal være mere tydelige, altså om vi taler om mennesker, der har en flygtningebaggrund, eller om mennesker, der har en anden indvandringsbaggrund. Det savner jeg faktisk meget i den redegørelse, vi har på bordet i dag, for i den adskiller man det ikke, og jeg er overbevist om, at netop den baggrund, man kommer hertil fra, også i høj grad præger den måde, hvorpå man så har mulighed for at deltage aktivt i den mangfoldighed, der er i Danmark, eller i vores integrationsarbejde og øvrige bestræbelser.

En af dem, der har skrevet noget rigtig klogt om det og om fraværet af, at vi viser hensyn, er en dansk præst, der hedder Lissi Rasmussen, og hvis ministeren kan frigøre sig lidt fra Facebook, vil jeg lige vise en bog her, for det er en bog, som jeg synes var interessant for ministeriet og for ministeren at kende. Det er en empirisk undersøgelse af 200 unge menneskers livshistorier og baggrunde for deres kriminelle handlinger. Det er den eneste undersøgelse, der går rigtig ind bag ved, hvorfor nogle unge med anden etnisk baggrund faktisk reagerer, som de gør, og ikke har tillid til det samfund, de er født og vokset op i. For at gøre det kort vil jeg sige, at der bliver talt om, at de måske har risiko for at begå en livskriminalitet i kraft af deres baggrund, i kraft af fravær af, at nogen har hjulpet dem i tide, når man har kunnet se, at der var nogle traumer i familien, som man ville have behandlet, hvis det var en traditionel dansk familie, der havde haft de samme vilkår. Men der har vi svigtet. Jeg siger ikke det her for at undskylde deres handlinger, men for at sige, at vi også er nødt til at gribe lidt i egen barm, når vi i hård retorik hænger nogle ud, og der er den her undersøgelse faktisk et rigtig godt værktøj.

Tilbage til redegørelsen. Jeg vil godt sige, at vi er enige i, at 24-års-reglen jo har haft en positiv effekt over for så mange, og spørgsmålet er så, hvor længe vi så skal beholde den. Bliver den ved med at have den effekt, den har, eller er det, fordi de unge også i sig selv har flyttet sig i deres adfærdsmønster, i forhold til hvornår de gerne vil giftes med en, der måske kommer fra et andet land. Vi hører i hvert fald, at der er mange med dansk baggrund mange generationer tilbage, der synes, det er lidt træls, at de skal spørges så meget, som de skal, når de ønsker at blive gift med en fra et andet land.

Så er der også problemerne vedrørende ghettoisering. Det er et grimt ord i sig selv, men vi har også som parti valgt at bruge det ord, ikke for at stigmatisere, men simpelt hen for at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade, og også for at være meget tydelige om, at der er et område her, som vi mangler at få fuldt styr på. Der mangler vi så også at få fuldt styr på, hvilke alternativer der er til, at mennesker klumper sig sammen i visse boligområder, om der er et tilstrækkeligt antal boliger i alle kommuner, eller om det faktisk stadig væk er de kommuner, der var så flinke, at de syntes om almennyttige boliger, der også har de største udfordringer.

Jeg savner også, at der er noget i redegørelsen om det, man kunne kalde den indbyrdes bandekrig, for det hører vel også med, når vi skal tale integrationsarbejde. Så synes jeg også, der mangler en lille selverkendelse, i forhold til om de danskprøver og andre prøver, vi nu har, er gode nok, om de er fejlfri nok til, at vi kan være bekendt at bedømme folk efter dem. Så kunne der måske også have været et lille afsnit om relationerne til de konventioner og love andre steder fra, som vi har at rette os efter, for det er jo længe siden, vi har haft en redegørelse på området, og derfor kunne det rent lovtekniske faktisk også godt have været et rigtig fint afsnit i den her redegørelse.

Men tak for redegørelsen, og så håber jeg på, at vi får en lidt alsidig debat, når ministeren også kommer på.

Hr. Martin Henriksen, en kort bemærkning.

Tak. Jeg hørte noget med, at den socialdemokratiske ordfører sagde i forhold til unge, der har indvandrerbaggrund og som begår kriminalitet, at en bestemt sprogbrug kunne retfærdiggøre kriminalitet, at der var noget der, der spillede ind for deres vedkommende, og derfor skulle vi passe på med at sige nogle bestemte ting for ikke at skubbe nogen væk. Hørte jeg helt forkert, eller hvad var meningen med det, som ordføreren sagde?

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, at jeg brugte ordet sprogbrug i forhold til det. Jeg henviste til den store undersøgelse, som Lise Rasmussen har udfærdiget, og hun sagde noget om deres opvækstvilkår, om deres livshistorie, og at vi ikke var trådt til i tide. Det ville vi måske have gjort, hvis det var danske familier, der havde haft de samme udfordringer. Derfor reagerer man med noget. Så jeg talte ikke om sproget i forhold til det. Sproget er jeg først inde på, når vi er nede omkring ghettoisering og sådan noget. Men de unge her har en generel mistillid til samfundet, fordi de føler, at uanset hvordan de har opført sig som små, har der ikke været nogen til at hjælpe dem, hvis de har haft nogle forældre, som på grund af krigstraumer ikke har magtet at udfylde deres forældrerolle på en god og ordentlig måde.

Hr. Martin Henriksen.

Tak. Men synes ordføreren ikke, det kan være et problem, hvis vi i for høj grad kategoriserer unge, som af forskellige årsager render rundt og begår kriminalitet, som ofre? Det er jo meget det, der er en tendens til, synes jeg i hvert fald, og at de også gør sig selv til ofre, og på den måde fratager vi dem jo deres eget ansvar for deres egne handlinger. Og jeg synes, det er problematisk, hvis man i for høj grad giver dem ret i, at det også er samfundet, der på en eller en måde ikke har været dygtigt nok til at håndtere de problemer, de har haft. Det bliver på en eller anden måde en undskyldning for, at de agerer, som de gør, og der vil jeg bare advare imod, at man giver det indtryk, for det tror jeg ville være en forkert vej at gå ad.

Fru Karen Klint.

Jeg er faktisk rigtig glad for det spørgsmål og også for det sprogbrug, der er i spørgsmålet, for det, undersøgelsen her lægger op til, er netop at advare imod, at man betragter unge som ofre, men at en forklaring på deres adfærd også godt kan være med til at give et andet værktøj til brug for, hvordan de så skal hjælpes ud af den kriminalitet, der er, netop ved at kigge lidt på, om der er omsorgssvigt, om der er for mange tørre tæsk under opvæksten, eller hvad det kan være, regulært svigt. Så kender man jo også nogle andre pædagogiske veje til at give dem noget af den adfærdsregulering, der så skal til, for at de bliver rigtig gode borgere og forhåbentlig også gode statsborgere.

Hr. Naser Khader for en kort bemærkning. Nej, men det stod noteret på min skærm; der må være blevet trykket med sådan lidt tilfældig hånd. Tak til ordføreren.

Venstres ordfører er her stadig væk ikke, så det er hr. Martin Henriksen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. DF har jo medvirket til en række af de initiativer, som er i den redegørelse, som ministeren har lagt frem. Det er så ikke alle de ting, der er beskrevet i redegørelsen, vi synes er lige gode, men hovedparten af dem synes vi sådan set redegør fint for en del af den udvikling, der har været på området.

Fra Dansk Folkepartis side har vi bl.a. medvirket til at stille strengere krav om beskæftigelse. Det har der været forskellige virkemidler, forskellige redskaber til; et af dem har bl.a. været starthjælpen. Vi har også lagt vægt på, at der i den tid, hvor vi har haft indflydelse, er blevet stillet større krav om danskkundskaber, ligesom også krav til arbejdskraftindvandrere om kundskaber i dansk kultur har været noget, vi synes har været væsentligt at lægge vægt på fra Dansk Folkepartis side. Med hensyn til børn og unge har vi lagt vægt på bl.a. sprogstimulering, fastholdelse i uddannelsessystemet og også bekæmpelse af ekstremisme, altså bekæmpelse af fundamentalisme.

Redegørelsen viser faktisk, at der er en del myter om dansk udlændingepolitik. Der er jo faktisk skabt nogle forbedringer både for udlændinge og for danskere i de seneste par år. Der er kommet flere i arbejde med ikkevestlig baggrund, og det er godt for børnene, at deres forældre står op hver dag og bidrager til det samfund, som børnene skal være en del af; det er med til at sætte en positiv udvikling i gang. Der er flere, der er kommet i gang med en uddannelse, og det er også noget, som vi bestemt hilser velkommen i Dansk Folkeparti.

Mange udlændinge bidrager jo positivt til samfundet. De bestiller noget, de passer deres arbejde, deres børn og familie. Dem er der skabt mere plads til på grund af den førte udlændingepolitik. Jeg vil gerne sige det klart og tydeligt, så det ikke kan misforstås: Der er bestemt udlændinge, der gør det godt i Danmark, og der er også noget, der tyder på, at der faktisk er kommet lidt flere af dem, og det er jo rigtig godt.

Jeg synes dog også, at der er nogle ting, som er problematiske i den redegørelse, som regeringen har lagt frem. Bl.a. fremhæver man samarbejdet med religiøse forkyndere, underforstået imamer, som noget positivt. Det mener vi bestemt ikke det er i Dansk Folkeparti, for på den måde er vi med til at opbygge nogle og give dem en autoritet i deres lokalområde, som de jo sagtens kan tænkes at misbruge til at fremme holdninger og synspunkter, som ikke er forenelige med det, vi mener er grundlæggende værdier i det danske samfund.

Jeg synes også, det er ærgerligt, at der ikke er noget fokus på assimilation, altså det, at udlændinge skal tilpasse sig dansk kultur og blive danske. Faktisk fylder det om kulturmøder og mangfoldighed – at der skal være mange forskellige kulturer til stede – en del i redegørelsen, men det, som den nye integrationsminister har været ude at sige om, at udlændinge skal blive danske, tror jeg faktisk slet ikke bliver nævnt i redegørelsen på noget som helst tidspunkt. Og der kunne vi jo godt ønske os, at regeringens nye linje i integrationspolitikken også på en eller anden måde vinder indpas i den faktiske politikudvikling og også i debatter som den her.

Regeringen fremhæver det store antal udlændinge fra primært ikkevestlige lande, der bl.a. kommer for at arbejde, som noget, der ubetinget er godt. Og jeg synes, at regeringen i redegørelsen er blind for, at det uundgåeligt i visse tilfælde vil medføre, at herboende arbejdskraftindvandrere vil ønske f.eks. familiesammenføring med personer fra hjemlandet. Det kan medføre nye kulturelle udfordringer for Danmark, og det synes jeg slet ikke er tænkt ind i redegørelsen eller for den sags skyld venstrefløjens politik, men også i det her tilfælde regeringens politik.

Grundlæggende har det skift, der har været i udlændingepolitikken, været fornuftigt og godt for Danmark, for man har nedbragt den indvandring, som kommer til Danmark via asylreglerne og via familiesammenføringsreglerne. Og det betyder, at der er givet plads, tid og rum til at integrere nogle af dem, der har været i Danmark, og det giver sådan set også plads og tid til at integrere dem, der kommer udefra. Samtidig er der jo så sket en stigning i antallet af dem, der kommer for at arbejde, og dem, der kommer for at studere. Men det er jo ikke ubetinget godt.

Det skifte er godt, men derfor er der alligevel nuancer i det, og jeg synes jo godt, at man kunne begynde at overveje at tænke lidt mere over, bl.a. på regeringsniveau, om man ikke også har behov for at kigge lidt mere på den arbejdskraftindvandring, der finder sted i Danmark: Hvor lang tid bliver de i Danmark? Henter de familiemedlemmer herop, og hvilke konsekvenser har det så for den integrationspolitik, man skal tilrettelægge? Man har jo i lang tid sagt, at antallet spiller en rolle i forhold til asyl- og familiesammenføringspolitikken, men man må også gøre sig klart, at antallet også spiller en rolle i forhold til arbejdskraftindvandringen. Det er positivt, at der kommer nogle for at bidrage, og det skal der så sandelig også være plads til, men det er bare også vigtigt, at vi tænker ind, hvilke konsekvenser det kan have på lang sigt for det danske samfund. Vi ved jo, at der vil ske noget nær en fordobling i antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere i Danmark i løbet af de næste 40 år, og vi savner fra Dansk Folkepartis side, at man også gør sig nogle overvejelser om, hvilke konsekvenser det har, og om det overhovedet er en positiv udvikling. Det er vi som udgangspunkt skeptiske over for i Dansk Folkeparti.

Men ellers takker vi for redegørelsen.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Tak. Dansk Folkeparti har jo været med til at indføre starthjælpen, og af redegørelsen fremgår det, at det har været en mægtig succes. Kunne hr. Martin Henriksen være venlig at fortælle, på hvilken måde det er en succes, altså hvilken effekt der er kommet af starthjælpen, og hvilken af de forskellige effekter der er en succes.

Ordføreren.

Man kan jo sige, at i takt med at vi har indført de forskellige redskaber til bl.a. at få flere i arbejde, det kan være starthjælpen, det kan også være loft over kontanthjælpen, kan vi jo faktisk se, at der er flere ikkevestlige indvandrere og efterkommere, der rent faktisk er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Der mener jeg at det har haft en positiv effekt, fordi der er kommet et incitament til, at man er kommet ud på arbejdsmarkedet. Derudover mener jeg også, at det er et redskab i udlændingepolitikken, så det gør det mindre attraktivt at komme til Danmark, f.eks. hvis man ønsker at nyde godt af de velfærdsgoder, vi har i Danmark. Jeg synes, det er vigtigt, at vi sender det signal, at hvis man kommer til Danmark, så er det vigtigt, at man så hurtigt som muligt kommer ud på arbejdsmarkedet og går fra at være passiv til at være aktiv i det danske samfund. Bl.a. starthjælpen, men også nogle af de andre initiativer, har været medvirkende til den udvikling.

Fru Marianne Jelved.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at hr. Martin Henriksen bare slår om sig med sådan nogle generelle bemærkninger. Hvor mange af de mennesker, der har fået starthjælp, er kommet i beskæftigelse? Det er punkt 1.

Punkt 2: Kunne hr. Martin Henriksen være rar at beskrive, hvem det er, der kommer til Danmark udelukkende for at nyde godt af de ydelser, der er i Danmark?

Ordføreren.

Altså, med hensyn til det præcise antal for, hvor mange der er kommet i arbejde fra gruppen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere, mener jeg, at det ligger på omkring 50.000 siden 2001. Men de mere præcise tal kan vi jo finde frem; jeg er sikker på, at de også ligger i et bilag til redegørelsen. Der er selvfølgelig flere forskellige initiativer, og jeg er sikker på, at starthjælpen har været et af de flere forskellige redskaber, der er i værktøjskassen, som har medvirket til, at flere er kommet ind på arbejdsmarkedet. Som sagt er det jo også med til, at de kommer ud og omgås de mennesker, hvis kultur de på sigt skal integreres ind i, og derfor kaster det en hel masse positive sidegevinster af sig, hvis der er flere, der kommer ud på arbejdsmarkedet.

Så kan man jo diskutere, om det f.eks. er den økonomiske højkonjunktur, der i en periode har medvirket til, at flere er kommet ud på arbejdsmarkedet. Jeg tror, at det har spillet ind, sammen med de forskellige redskaber, bl.a. starthjælpen, i forhold til, at der faktisk er nogle ting, der er gået godt på integrationsområdet, selv om der unægtelig er lang vej endnu.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Et af de problemer, der nævnes i redegørelsen, er, at der er for mange unge mænd med anden etnisk baggrund, der enten falder fra deres uddannelse eller aldrig kommer i gang. I virkeligheden kunne jeg godt tænke mig at høre, om Dansk Folkeparti mener, det er et problem. Og grunden til, at jeg spørger, er selvfølgelig, at Dansk Folkeparti jo samtidig har lagt stemmer til et pointsystem for permanent opholdstilladelse, som betyder, at man motiverer unge mennesker til at tage sig et ufaglært arbejde frem for at uddanne sig. For det er jo et krav, at man har haft 2½ års ordinær beskæftigelse, og det betyder altså, at unge mennesker, i stedet for at de går i gang med en uddannelse, så tager et ufaglært job, fordi det er vejen til en permanent opholdstilladelse.

Er det et mål for Dansk Folkeparti, at de her unge mennesker får sig en uddannelse? Og hvis svaret på det spørgsmål er ja, hvordan kan man så stemme for et pointsystem, der motiverer unge til at tage ufaglært arbejde og straffer dem for at uddanne sig?

Ordføreren.

Nu kan man jo i pointsystemet for permanent opholdstilladelse faktisk få point, hvis man tager en uddannelse. Det fylder ikke særlig meget i debatten, og man får indtryk af, at de ikke får point, hvis de tager en uddannelse. Men rent faktisk tæller det jo med på den positive side i pointsystemet, hvis man tager en uddannelse, i forhold til mulighederne for at få permanent opholdstilladelse.

Med hensyn til om vi i Dansk Folkeparti synes, det er et problem, at der er mange med indvandrerbaggrund, der falder fra, f.eks. på erhvervsuddannelserne, vil jeg sige: Ja, det synes vi i høj grad er et problem. Det er jo også derfor, vi bl.a. har været med til at udvikle forskellige former for mentorordninger på erhvervsuddannelserne, og vi har også været med til, at de enkelte skoler skulle udarbejde en strategi for, hvordan de ønsker at fastholde de elever, der er frafaldstruede, ude på de enkelte erhvervsuddannelser, og det er faktisk, fordi vi synes, det er rigtig, rigtig godt, hvis de her unge mennesker, som har en anden baggrund end dansk, kommer i gang med en uddannelse, og at de bliver fastholdt i en uddannelse.

Men jeg tror bare, at problemerne er meget, meget store, og derfor kommer det også til at tage utrolig lang tid, før man for alvor får vendt den skude, selv om der er noget, der tyder på, at det på nogle områder faktisk går godt. Man bliver som familie også nødt til at tage et ansvar på sig. For det er klart, at man, hvis der tales et andet sprog end dansk i hjemmet og man begynder i uddannelsessystemet og ikke er så god til dansk, så fra starten af er bagud i forhold til de danske elever, og det er jo faktisk synd for dem.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Nu bliver jeg helt bekymret for, om ordføreren ikke kender det pointsystem, som Dansk Folkeparti har stemt for. Jeg håber, at ordføreren ved, at det er et ufravigeligt krav, at man skal have haft de her 2½ års beskæftigelse. Det er rigtigt, at der bliver givet point for at uddanne sig – det er sådan, at der er 30 valgfrie point – men de første 70 point samler man bl.a. ved at have haft 2½ års ordinær beskæftigelse. Og det betyder jo altså, at man siger til de unge mennesker: Du skal ikke gå i gang med en uddannelse, nej, du skal tage dig et ufaglært job i stedet for.

Når ordføreren så oven i købet står her og siger, at problemerne med, at unge med anden etnisk baggrund får for lidt uddannelse, er meget store – og det er jo så særlig drengene, vi taler om – så vil jeg altså gerne have en forklaring på det, jeg spurgte om, nemlig: Hvordan kan det nogen sinde hænge sammen, at man stemmer for et pointsystem, der motiverer unge mennesker med indvandrerbaggrund til at tage et ufaglært arbejde i stedet for at tage en uddannelse?

Det klinger lidt hult, når Dansk Folkeparti står her og siger, at man ønsker, at de her unge mennesker får sig en uddannelse.

Ordføreren.

Det er jo ikke mig, der står og siger, at de ikke skal tage en uddannelse. Det er fru Johanne Schmidt-Nielsen, der står og siger, at de ikke skal tage en uddannelse. Det er folk på venstrefløjen, der siger, at det ikke kan betale sig at tage en uddannelse i Danmark, hvis man ønsker at få permanent opholdstilladelse. Det er ikke mig, der siger det. Det er venstrefløjen, der siger det. Det er jo realiteten, at det forholder sig sådan. Jeg siger det ikke til dem. Jeg siger, at de skal gå i gang med en uddannelse. Jeg synes, det ville være rigtig godt, hvis de gik i gang med en uddannelse.

Så synes jeg i øvrigt, at det er rimeligt nok, at man siger til dem: Hvis I går i gang med en uddannelse, tæller det positivt, men når I så er færdige med jeres uddannelse, skal I ud på arbejdsmarkedet og vise, at I kan bruge uddannelsen til noget fornuftigt og komme i beskæftigelse. Og når I så har været i beskæftigelse i en årrække, har I mulighed for at søge om at få permanent opholdstilladelse, og når I søger om at få permanent opholdstilladelse, ser Udlændingeservice ned igennem den dokumentation, som er vedlagt ansøgningen, og så kan Udlændingeservice se, at I lige mangler 15 point. Så kan ansøgeren sige, at man faktisk har taget en uddannelse, og så får man 15 point og permanent opholdstilladelse. Så det tæller med på den positive side.

Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at man også stiller krav til folk, der søger om at få permanent opholdstilladelse, om, at de har været i beskæftigelse i Danmark.

Fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Jeg tror, at alle, der har fulgt med i hr. Martin Henriksens forklaring på, hvordan en ung uden permanent opholdstilladelse, som ved, at vedkommende vil leve resten af sit liv i Danmark, ved, hvordan man skal prioritere, tænke og langtidsplanlægge, hvis man skal følge regeringens pointsystem for at blive belønnet for faktisk at påbegynde en uddannelse, hvilket jeg synes burde honoreres. Jeg kan i hvert fald fortælle ordføreren, at jeg har en stak henvendelser liggende fra unge. De siger til mig, at det for dem helt klart virker modsat med de krav, der stilles. De virker altså som et incitament til ikke at tage en uddannelse – det vil det danske samfund ikke have at de skal – og det er meget uheldigt. Det tror jeg ikke at vi kommer udenom.

Nu siger ordføreren, at det er et stort problem, at der er så stort frafald og så mange unge med minoritetsbaggrund, der ikke får en uddannelse. Det står altså lidt over for de ting, ordføreren nævner at man kan gøre, nemlig det, jeg vil kalde små skridt taget over for store problemer, for det betyder jo altså også, at problemerne får lov til at blive ved med at vokse. Derfor vil jeg bare helt konkret spørge: Hvordan stiller ordføreren sig til, at vi gør noget alvorligt for at skaffe de praktikpladser, der mangler? Det betyder i dag, at der er tusindvis af unge, der ikke kan færdiggøre deres uddannelse, hvilket jo særlig rammer unge mænd med minoritetsbaggrund, det kan vi se på tallene. Det kunne vi f.eks. gøre ved at indføre et krav om sociale klausuler ved alt offentligt byggeri.

Ordføreren.

Når der f.eks. siden 2001 er kommet ca. 50.000 flere indvandrere og efterkommere af indvandrere i arbejde, så synes jeg ikke, det er udtryk for, at vi har taget et lille skridt. Jeg synes faktisk, at det er et forholdsvis stort skridt i den rigtige retning. Vi skal meget længere ad den vej, og vi skal have meget mere af det, men det er ubetinget positivt, at det er sket.

Igen vil jeg bare sige, at det ikke er mig, der står og siger til unge med indvandrerbaggrund, at de skal lade være med at tage en uddannelse, fordi det ikke kan betale sig. Det er altså venstrefløjen, der står og siger det, og det er venstrefløjen, der bliver ved med at prædike det ved forskellige lejligheder. Og så er det jo sådan, at når man som politiker render rundt og gentager det samme igen og igen, har det det jo med, at der er nogle, der lytter til det. Derfor vil jeg også bare opfordre til, at man i venstrefløjen måske tænker lidt over, hvad man siger, når man forsøger at give det indtryk, at det ikke kan betale sig at tage en uddannelse i det danske samfund.

Der er faktisk mange gode muligheder i det danske samfund. Der er mange tilbud og ydelser, der bliver stillet til rådighed for en i det danske samfund. Jeg synes i forhold til permanent opholdstilladelse igen, at det jo ikke er urimeligt at sige, at man for at få permanent opholdstilladelse i Danmark også skal vise, at man kan komme ud på arbejdsmarkedet og betale skat til det samfund, som man ønsker at opholde sig permanent i. Det synes jeg er rimeligt nok.

Fru Astrid Krag.

Vi kommer nok ikke uden om, at her er der bare en stor uenighed, i forhold til hvordan man skal skrue det her system sammen, og hvad det i øvrigt er, vi skal byde unge mennesker, der for den sags skyld for manges vedkommende er født og opvokset her i landet eller er kommet hertil i en meget ung alder. Jeg ved ikke, om hr. Martin Henriksen selv har snakket med nogle af dem om, hvordan det føles at leve i et land, hvor man føler sig hjemme og vil leve resten af sit liv, men så ikke kan få en permanent opholdstilladelse, fordi man er i gang med et studium. Jeg synes bare, det i sig selv fremstår i al sin absurditet, så det vil jeg faktisk ikke bruge flere ord på.

Jeg vil spørge ind til det her med, at ordføreren siger – og det er jeg glad for – at det er et stort problem, at der er så mange unge med minoritetsbaggrund, som ikke får færdiggjort deres uddannelse, og det er her, jeg taler om de små skridt. Jeg er også positiv over for mentorordninger, og jeg er positiv over for frafaldsstrategier, alt det er vigtigt, men det helt store og afgørende er jo, at alt for mange ikke kan få en praktikplads, og så kan man ikke færdiggøre sin ungdomsuddannelse.

Vil ordføreren for Dansk Folkeparti være med til at lave en praktikpladsgaranti? Vil ordføreren være med til at indføre krav om sociale klausuler i det offentlige byggeri, så vi kan få flere rigtige praktikpladser, og være med til, så længe der ikke er rigtige praktikpladser, at sikre, at der er skolepraktikpladser, så alle unge, der påbegynder en uddannelse, også kan gøre den færdig, i modsætning til det, vi ser i dag, hvor der jo altså er i tusindvis af unge, der må opgive nogen sinde at tage en uddannelse af den simple grund, at de ikke kan få en praktikplads?

Det ville være en helt konkret løsning, der ville bringe os et meget langt skridt fremad i forhold til integrationen.

Ordføreren.

Hvis det bare var så nemt at udskrive en praktikpladsgaranti, som så skulle gælde for alt og alle, så ville det være et fristende tilbud, men sagen er jo den, at hvis vi indfører det for erhvervsuddannelserne og siger, at hvis ikke man kan få en praktikplads i en virksomhed, kan man altid gennemføre hele sin uddannelse med en praktikplads på selve skolen, altså at man ikke kommer ud i virksomheden, så vil de, når de har taget en håndværkeruddannelse på de her 3-4 år, stå og skulle ansøge om at komme ud på en arbejdsplads, og så vil arbejdsgiveren kunne se, at de faktisk ikke har været ude på en virksomhed.

Alle de andre, der har været ude på en virksomhed, vil så være stillet bedre, og så ville vi i realiteten giver dem en dårligere uddannelse end dem, der godt kunne få en rigtig praktikplads i virksomhederne.

Derfor er målsætningen jo, at vi forsøger at gøre, hvad vi kan, for at virksomhederne opretter de praktikpladser, der er behov for. For jeg tror, at vi sådan set gør dem en bjørnetjeneste – det ser ud, som om vi gør dem en tjeneste, men vi gør i realiteten det modsatte – hvis vi siger, at vi garanterer, at de altid kan få en skolepraktikplads her på skolen, for så kommer de ikke ud i det rigtige liv.

Fru Karen J. Klint for en kort bemærkning.

Grunden til, at jeg markerede, var, at jeg syntes, ordføreren sagde, at vi fra venstrefløjen har været ude at sige, at det ikke kunne svare sig for de unge at tage en uddannelse. Jeg vil da godt have uddybet, hvor hr. Martin Henriksen har hørt det henne, for vi går faktisk og siger det modsatte. Vi beskriver også det modsatte i vores udspil, for vi siger altid, at uddannelsen er den bedste sikkerhed, man kan give folk. Og der har vi ikke fagbriller på, når vi siger det, for vi synes faktisk, det er alle unge, der skal have en uddannelse, unge med forskellige kompetencer.

Lige i forhold til det sidste her med skolepraktikker vil jeg sige, at den tidligere erfaring jo viser, at det nogle gange kun var i den ene sæson, man havde behov for en skolepraktik, og så var der også plads til en på arbejdsmarkedet bagefter, så det kunne jo godt ske, at vi skulle se lidt mere åbent på nogle kombinationsmuligheder for at få kickstartet endnu flere unge til at gennemføre noget på erhvervsskolerne.

Ordføreren.

Jamen der er jo mulighed for, at man i forskellige uddannelsesforløb kan få en skolepraktikplads. Jeg må så gå ud fra, at når man fra venstrefløjens side og fra andre folks side ønsker, at flere skal have det, så er det jo, fordi man vil udvide de muligheder, der er i dag.

Vi siger bare fra Dansk Folkepartis side, at vi synes, at man selvfølgelig – og det synes vi som udgangspunkt skal være i undtagelsestilfælde – kan give tilbud om en skolepraktikplads, men hvis man gør det til hovedreglen, risikerer man bare at afskære nogle unge mennesker fra i løbet af deres uddannelsesforløb at komme ud i praktik i en virksomhed, og så risikerer man, at når de efterfølgende skal ud at søge om at få et job, vil mester i virksomheden have den opfattelse, og det kan der måske også være lidt om, at ham, der har været ude i praktik i en virksomhed, har bedre forudsætninger for at komme ind og fungere på en virksomhed end ham, der ikke har været ude i en virksomhed og have praktik.

Så gør vi dem jo ikke en tjeneste, så gør vi dem en bjørnetjeneste, og det er bare det, jeg advarer imod. Det lyder meget godt, hvad man siger, men ude i virkelighedens verden tror jeg bare at vi risikerer at skyde os selv i foden.

I forhold til det her med uddannelse vil jeg sige, at det er det, jeg hører. Jeg hører hele tiden, at folk fra venstrefløjen messer, at det ikke kan betale sig at tage en uddannelse, hvis man har permanent opholdstilladelse i Danmark. Det er det, jeg hele tiden hører, og så er det jo klart, at det er det budskab, der sendes ud. Det er det budskab, der bliver opfanget derude, og der siger jeg bare, at det er forkert, for vi har faktisk et pointsystem, hvor man kan få point for at have taget sig en uddannelse.

Så kan man have en diskussion om, om det pointsystem skal være indrettet på en anden måde, men jeg beder bare folk om at forholde sig til, at man faktisk bliver belønnet, for det giver point i det pointsystem at tage en uddannelse.

Fru Karen J. Klint.

Jeg tror, hr. Martin Henriksen klipper lidt i nogle citater og sætter dem sammen til nogle andre hele sætninger, for der har jo aldrig været nogen fra venstrefløjen, der har talt for, at unge mennesker, der bor i Danmark, skal fravælge uddannelse. Det er jo utrolig vigtigt, og vi går endda så langt som at sige, at mennesker, som ufrivilligt opholder sig rigtig mange år på et asylcenter, faktisk også skulle have en bedre skolegang og bedre uddannelsesvilkår, så de var bedre rustet til det liv, der venter dem, når opholdet på asylcenteret er forbi.

Så jeg vil gerne have dokumentation for, hvor hr. Martin Henriksen har set os sige noget om, at vi siger til unge mennesker med ophold i Danmark og med bopæl i Danmark, at det er dumt at tage en uddannelse.

Ordføreren.

Jamen når debatten er færdig, kan man jo gå ind på Folketingets hjemmeside og se, hvad ordførerne lige før fru Karen Klint stillede spørgsmål til mig om, og så kan man vel finde dokumentation for, at de der gav indtrykket af, at det, at folk tager en uddannelse, ikke er noget, der bliver belønnet. Jeg mener jo også, at man godt kan høre i andre debatter, at det er det, der gentagne gange bliver messet fra venstrefløjens side.

Jeg anerkender da fuldt ud, at venstrefløjen synes, det er godt, at folk tager en uddannelse – det er svært at finde nogen, der ikke synes, det er godt – men derfor skulle de jo bare tænke lidt over, at de hele tiden giver indtrykket af, at hvis man tager en uddannelse i Danmark og man ønsker at søge om at få permanent opholdstilladelse, så er det ikke noget, der bliver belønnet, når det i pointsystemet rent faktisk er noget, der bliver belønnet. Det er jo virkelighedens verden.

Så kan man have en mening om, om det bliver belønnet på den rigtige måde, men jeg synes da, man skal gøre mere ud af at sige, at det rent faktisk er noget, som tæller med på den positive side, hvis folk tager en uddannelse. Det er jo realiteterne; man kan jo slå det op og se, at sådan forholder det sig.

Tak til ordføreren. Så er det fru Astrid Krag som ordfører for SF.

Også herfra skal lyde en tak til ministeren for den skriftlige redegørelse, selv om jeg jo må sige, at det er lidt af et skønmaleri, man får af integrationen i Danmark efter 10 år med en borgerlig regering. Over for det skønmaleri står så virkeligheden og hverdagen uden for Borgens tykke mure, hvor vi stadig har en række centrale udfordringer, der ikke er blevet taget tilstrækkelig hånd om under den nuværende regering.

En af de helt afgørende udfordringer er arbejdsmarkedet. Selv om Integrationsministeriet i februar udsendte en pressemeddelelse med overskriften »Dansk arbejdsmarkedsintegration blandt EU's bedste«, er det en sandhed med modifikationer. Det handler nemlig helt om, hvordan man regner på sagerne. Måler man på den, synes jeg, meget relevante måde, at man kigger på gabet mellem beskæftigelsesfrekvens for personer med dansk herkomst og så indvandrere og efterkommere af indvandrere fra ikke-EU-lande, ja, så ser billedet straks helt anderledes ud end det rosenrøde billede, regeringen tegner. Faktisk ender vi i Danmark helt nede på en 23. plads ud af 28 europæiske lande ifølge tal fra Eurostat.

Regeringens redskaber til at få flere i job har da også haft nogle hårde konsekvenser, ikke hvad angår, at folk er kommet hurtigere i job, men hvad angår skabelsen af en ny fattigdom i Danmark og en underklasse med etnisk slagside. Jeg taler selvfølgelig om de såkaldte fattigdomsydelser, som regeringen i redegørelsen også bryster sig af at have indført: den såkaldte starthjælp, kontanthjælpsloftet og 450-timers-reglen, der snart bliver til en 225-timers-regel.

Men i stedet for at få flere mennesker i arbejde i en krisetid, hvor arbejde i øvrigt er svært at få for alle, så har fattigdomsydelserne presset flere mennesker ud i fattigdom og sat en masse familier på gaden. Det gælder ikke mindst børnefamilier, hvor forældrene pludselig bliver frataget deres muligheder for at give deres børn en tryg og stabil opvækst og en god ballast hjemmefra, når de engang skal stå på egne ben i det danske samfund. Jeg tror, at det er tydeligt for de fleste, at der i den indsats er et stort behov for at sadle om og komme i gang med en målrettet indsats mod skabelsen af en ny fattigdom i Danmark og for jobskabelse og reel opkvalificering af ledige med indvandrerbaggrund.

En anden central udfordring er integrationen af unge nydanskere i uddannelsessystemet. Meget rigtigt fremhæver regeringens redegørelse, hvordan pigerne brager gennem uddannelsessystemet, men spørgsmålet er vel, hvor længe de kan blive ved med det, hvis regeringen får gennemført sin plan om brugerbetaling på gymnasierne for nydanskere. Det forslag er da om noget at skyde sig selv i foden, og man må med redegørelsen i hånden også forvente, at integrationsministeren må opponere mod forslaget, når det engang kommer i konkret form for regeringen – et forslag, som vil gøre det så meget sværere for de unge piger at klare sig så flot, som de gør i dag.

I redegørelsen anerkender man også, at for få unge mænd med indvandrerbaggrund får en erhvervskompetencegivende uddannelse, men samtidig er man ikke villig til for alvor at gøre en indsats for at sikre dem de praktikpladser, der er nødvendige, for at de rent faktisk kan færdiggøre deres uddannelse. Men når op mod dobbelt så mange nydanske unge som danske unge falder fra en ungdomsuddannelse, bør det få alarmklokkerne til at bimle, og så bør vi sætte massivt ind med en praktikpladsgaranti, med sociale klausuler og med hjælp til de unge, der jonglerer med andre problemer end de rent faglige.

Det sidste tema, jeg kan nå at komme ind på i min tale, er spørgsmålet om vækst og mangfoldighed. Redegørelsen fastslår, at vi også i fremtiden får brug for at kunne tiltrække endnu mere velkvalificeret udenlandsk arbejdskraft, end vi gør i dag, og jeg er helt enig i analysen. Men fra Dansk Industri og Consortium for Global Talent, som er en sammenslutning af nogle af de 15 største virksomheder i Danmark, og helt over til os i SF er der enighed om, at regeringen ikke har gjort det godt nok, når det kommer til at sikre, at det danske arbejdsmarked er attraktivt for velkvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Dansk Industris nye globaliseringsredegørelse om konkurrenceevne giver Danmark en skuffende 11. plads i spørgsmålet om internationalisering og åbenhed i forhold til de resterende OECD-lande, og det er vel at mærke en tilbagegang på syv pladser i forhold til sidste års globaliseringsredegørelse. Så man kan ikke just påstå, at det går den rigtige vej.

Jeg deler mine socialdemokratiske kollegers bekymring for udviklingen i landets udsatte boligområder og ghettoer i forhold til den organiserede kriminalitet, som alt for mange unge med minoritetsbaggrund bliver rekrutteret til, og i forhold til svigt af børn i traumatiserede familier. Så det vil jeg ikke bruge flere ord på her.

Der er også lyspunkter – selvfølgelig er der det. Vi er meget glade for de forskellige projekter og indsatser, vi sammen har sat i søen gennem satspuljen, som f.eks. de partnerskaber, Integrationsministeriet har indgået med seks udvalgte kommuner for at skabe en helhedsorienteret integrationsindsats på tværs af forvaltningerne. Det ser vi meget frem til at følge. Og der er »Kvindeprogrammet: Nydanske kvinders ressourcer i fokus«, kampagnen »Brug for alle unge« og Fastholdelseskaravanen for at nævne nogle andre gode projekter.

Men selv om der er positive konkrete projekter og utrolig mange mennesker i Danmark med minoritetsbaggrund, som hver eneste dag passer deres arbejde og bidrager til samfundet på lige fod med andre borgere, og som i øvrigt knokler for at få integrationen til at lykkes, så er der stadig nok at tage fat på, og alt for få konkrete forslag til løsninger fra blå bloks side.

Det var min tale.

Hr. Karsten Lauritzen har bedt om en kort bemærkning.

Fru Astrid Krag er jo god til at hive forskellige aktører ind – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Industri med sin globaliseringsredegørelse – som har været ude med nogle meldinger, men fru Astrid Krag går ikke rigtig i dybden med, hvad det er for nogle tal. Hun tager dem bare til indtægt for, at de er modstandere af den udlændinge- og integrationspolitik, som regeringen fører, f.eks. at vi ikke tiltrækker nok udenlandsk arbejdskraft, og at det går den forkerte vej.

I den forbindelse vil jeg gerne spørge fru Astrid Krag – for jeg synes, at denne debat ikke bare skal handle om løse udsagn, men også om fakta – om fru Astrid Krag kan af- eller bekræfte, om der fra 2009 til 2010 kom flere eller færre højtuddannede indvandrere til Danmark for at arbejde på de ordninger, vi har for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft.

Ordføreren.

Nu skal man jo passe på med fakta og alt det faktatjek, man ved der foregår, men jeg går ud fra, at når ordføreren spørger, er det, fordi han selv har nogle klare tal, der viser, at der er kommet flere. Men det er sådan set ikke det, der er det afgørende her. Det afgørende er, om der kommer dem, vi har brug for.

Når vi ved, at behovet vil vokse fremover, og når erhvervslivets organisationer og nogle af de største virksomheder her i landet allerede i dag siger, at det går den forkerte vej, og at vi ikke løser den her opgave godt nok, og at vi kommer til at gå i stå med nogle gevaldig store problemer fremover, hvis ikke vi gør det her bedre, så er det noget, vi bliver nødt til at tage alvorligt. Så kan vi jo ikke bruge den her selvtilfredshed, som ordførerens spørgsmål et stykke hen ad vejen også er udtryk for, til særlig meget. Så bør man da, hvis man har regeringsmagten, gribe i egen barm og spørge, hvordan vi kan gøre det her bedre, hvordan vi kan sikre os, at vi ikke kommer til at stå med de store problemer, som der bliver advaret mod, i fremtiden.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg spurgte, fordi det jo godt kunne tænkes, at den måde, hvorpå fru Astrid Krag tager enkeltcitater og udsagn fra Dansk Industri og andre og bruger dem som bevis for, at de er utilfredse med den politik, der bliver ført for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, er den samme som i den fremstilling, der har været i pressen. Det er jo bare et faktum, at der faktisk fra 2009 til 2010 er sket en betydelig forøgelse af antallet af folk, der kommer på greencard og på en række andre ordninger som højtuddannet arbejdskraft – en betydelig forøgelse. Så den her retorik, som også fru Astrid Krag bruger, om, at ordningerne er gode nok, men at man skræmmer højtuddannet arbejdskraft væk, passer jo så i hvert fald ikke.

Jeg tror, at fru Astrid Krag nævnte, hvordan vi ligger i forhold til arbejdskraftindvandring og beskæftigelse, og så bliver jeg nødt til at gøre opmærksom på, at Danmark jo ifølge de tal, som Eurostat – ikke Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – bruger, ligger på en fjerdeplads, og at det faktisk er gået én vej og kun én vej siden 2001, og det er fremad. Så er der et lille dyk på grund af den finansielle krise, men der er stadig væk tale om en massiv fremgang i forhold til beskæftigelse. Det synes jeg måske

fru Astrid Krag manglede at bemærke i sin ordførertale.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk – modsat Venstres ordfører – at det er rigtig vigtigt, at vi politikere lytter, når der er nogen, der prøver at råbe os op, og også, at vi lytter temmelig fordomsfrit. Derfor lytter jeg gevaldigt efter, når Dansk Arbejdsgiverforening gør noget så drastisk som at gå i pressen og sige noget, som SF er enig i. De pointer, jeg fremfører, har jeg ikke kun fra avisartikler, selv om der har været mange her på det sidste, der har advaret mod, at vi kan få problemer med at tiltrække tilstrækkelig meget kvalificeret arbejdskraft. Det har jeg sådan set også fra møder med virksomheder. Jeg går ud fra, at Venstres ordfører også mødes med virksomheder og derfor godt ved, at sagerne altså ikke er helt så rosenrøde, som man prøver at tegne dem.

I forhold til den her taldiskussion om, hvor godt eller dårligt det går med arbejdsmarkedsintegrationen, synes jeg bare personligt, at det giver meget god mening at kigge på, hvad det er for en beskæftigelsesfrekvens, vi har i Danmark, og så kigge på, hvad det er for en beskæftigelsesfrekvens, vi har blandt de mennesker, hvis integration vi diskuterer her i dag, og der ser det jo altså ikke helt så fantastisk ud.

Vi kan også bare konstatere, at vejen ind på arbejdsmarkedet for mange af de her mennesker er blevet rigtig, rigtig svær efter krisen, og der synes jeg bare, at vi skal have nogle helt klare ambitioner og sætte helt klart ind og f.eks. handle i tide, når vi kan se, at alt for mange unge mænd med anden etnisk baggrund aldrig får en uddannelse. Det betyder, at vi om en årrække står med nogle meget store problemer med at finde en plads på arbejdsmarkedet til dem.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes jo, at det er interessant, at erhvervslivet og Socialistisk Folkeparti kan være enige om, at der skal komme nogle flere til Danmark. Man kan jo mene om det, hvad man vil, men ikke desto mindre er det jo faktuelt korrekt, at der kommer mange til Danmark som arbejdskraftindvandrere. Der kommer også mange til Danmark for at studere – nogle er her i længere perioder, nogle er her i kortere perioder.

Men hvis nu man fra SF's side mener, at der skal komme endnu flere, hvordan vil man så ændre i de ordninger, som tiltrækker udenlandsk arbejdskraft, så der kommer endnu flere til Danmark for at arbejde? Der er også et helt andet problem, og jeg ved godt, at regeringen ikke går så meget op i det, og at venstrefløjen åbenbart heller ikke går op i det, men det gør vi i Dansk Folkeparti, og det er, at der også er et hensyn at tage til, hvor mange danskere der er i arbejde, og den arbejdsløshedssituation, vi har herhjemme.

Men hvilke ordninger vil Socialistisk Folkeparti lempe på for at tiltrække endnu mere udenlandsk arbejdskraft?

Ordføreren.

Hvis vi skal tage de helt konkrete debatter, som også fylder i mediernes spalter lige nu, så er det jo bl.a. en diskussion om, hvorvidt de nye stramninger, der er lagt på bordet i forhold til brugerbetaling og optjeningsprincip, vil betyde, at vi taber i konkurrencen med landene omkring os. Så jeg synes jo, at der i forhold til de planer, man har foran sig, bliver råbt vagt i gevær, men hvis vi kigger på, hvad det er, der skal til, for at folk i højere grad så også bliver her, de mennesker, der har de kvalifikationer, vi har brug for, så synes jeg, vi må kigge på sådan noget som, hvad vi gør, for at familielivet fungerer her. Der hører vi jo mange historier om, at det faktisk er noget af det, der er allersværest for de medfølgende ægtefæller.

Så synes jeg i det hele taget, at det ville være en god idé, hvis man i stedet for bare at hælde ned af brættet, hvad der bliver sagt af Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Consortium for Global Talent, og hvem det nu ellers er, der har blandet sig offentligt i debatten, hvilket man jo lidt ser fra i hvert fald det ene regeringspartis ordførers side, så inviterede de her mennesker indenfor til en fordomsfri debat og bad dem komme med konkrete ideer. Så tror jeg, vi kunne komme langt længere end den situation, vi ser i dag, som jo er – og det må jeg give mine socialdemokratiske kollegaer ret i – en meget fastfrosset situation, hvor der er langt mellem de brede forhandlinger.

Hr. Martin Henriksen.

Jo, men der er heller ikke noget hemmeligt i, at erhvervslivet har en interesse i, at der kommer så mange som muligt, for så kan de trykke lønningerne – altså, det er jo en interesse, de har, og det er jo så, hvad det er.

Så kan jeg forstå, at Socialistisk Folkeparti også har en interesse i, at der skal komme mere arbejdskraftindvandring til Danmark, og så kan jeg forstå, at det skal der altså, men man vil så ikke fortælle, hvordan det skal ske. Det synes jeg er ærgerligt. Vi ser jo rent faktisk en situation, hvor noget af den udenlandske arbejdskraft, der kommer til Danmark, går arbejdsløs rundt i Danmark. Det er fuldstændig absurd. Man kan forestille sig, at man har en situation, hvor erhvervslivet siger, at de skal have en udenlandsk kvalificeret arbejdskraft til Danmark, og det sker så, og så er der nogle af dem, der går arbejdsløse rundt i Danmark. Det giver jo ikke nogen mening, og der synes jeg, at det vil være rigtig godt, hvis ikke alene erhvervslivet, men også partier i Folketinget anerkendte, at der sådan set er behov for, at man kigger på nogle ordninger og måske strammer lidt op – man kunne lempe lidt nogle steder og stramme op nogle andre steder, hvad ved jeg – så man faktisk har en indfaldsvinkel til det, der siger, at vi også skal tage hensyn til den arbejdsløshedssituation, der er i Danmark.

Men jeg synes bare, det ville være rigtig befriende, hvis fru Astrid Krag kunne sige, hvilke ordninger det er, man skal lempe, for at der kan komme mere arbejdskraftindvandring til Danmark. Det er jo ærlig snak.

Ordføreren.

Jamen jeg ved godt, at for Dansk Folkeparti er verden sådan meget todimensionel eller sort-hvid: Det må være et spørgsmål om, at der er nogle helt konkrete tilstrømningsregler, der skal lempes eller strammes. Men det kunne jo også være et spørgsmål om – og det er det, jeg hører, når jeg lægger øret til jorden – hvad det er for nogle vilkår, vi byder folk, der er her. Nu lægger de fra regeringens side op til noget, der mest af alt kan omskrives til en dobbeltbeskatning, altså at man både skal betale skat i Danmark, og at der skal være brugerbetaling, hvis man skal have sine børn til lægen. Det tror jeg f.eks. vil skræmme utrolig mange væk.

Man kunne også kigge på det den anden vej rundt: Hvad kunne vi gøre for at sørge for, at det bliver mere attraktivt at have sit familieliv her? Men én ting, vil jeg gerne medgive Dansk Folkeparti, og det er det med kontrollen. Det håber jeg så at Dansk Folkeparti vil være med til at kigge konkret på, for jeg mener faktisk, at vi burde gøre noget for at forbedre kontrollen i forhold til den arbejdskraft, der rekrutteres hertil, for jeg er helt med på, at der er en risiko for løndumping, at der er risiko for social dumping, og at der er risiko for, at danskere bliver presset ud i arbejdsløshed. Og det ser vi desværre nogle eksempler på indimellem, f.eks. med de indiske it-ingeniører i CSC.

Der er jo blevet oversendt en meget lang række konkrete forslag fra fagbevægelsen til, hvordan vi kunne øge kontrollen her. Det er indtil videre blevet afvist af den tidligere integrationsminister – man kan ikke give den nuværende integrationsminister skylden for det, han skal have lov til også at forholde sig til det, og det skal vi nok sørge for at han gør – men hvis vi allerede her i dag kunne få et tilsagn fra Dansk Folkeparti om, at de vil være med til at kigge på de muligheder for yderligere og bedre kontrol, så vi kan sikre os mod løndumping, og så vi kan sikre os mod, at danskere presses ud i arbejdsløshed, så vil jeg meget gerne være med til det. Og det ville være rigtig glædeligt, hvis det, vi hørte fra Dansk Folkepartis ordfører nu her, faktisk var en tilkendegivelse om, at man vil være med til at gøre noget.

Jeg har noteret mig, at integrationsministeren måske ville have ordet allerede nu og ikke afvente.

Det var en fejl.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Naser Khader som konservativ ordfører.

En hel del af de integrationsproblemer, vi slås med i dag, har deres udspring i 1980'erne og 1990'ernes integrationspolitik eller mangel på samme. I 1980'erne og 1990'erne kom der er en hel del udlændinge og familiesammenførte til Danmark, som sjældent blev mødt med krav og forventninger til deres egen integration fra det danske samfunds side. En hel del af dem stod uden for arbejdsmarkedet og levede et passivt liv på offentlig forsørgelse. For flere af dem kunne det ikke betale sig at gå fra offentlig forsørgelse og i arbejde, og en del af de familiesammenførte ægtefæller havde ikke kontakt med det omgivende samfund. Det var i øvrigt noget, jeg gjorde opmærksom på i en bog, jeg udgav i 2000, »khader.dk«, efter at jeg havde arbejdet som tolk og konsulent i en del år. Jeg påpegede, at integrationen på flere områder sejlede, og det undrede mig, at man ikke stillede flere krav til folks egen integration.

Det er ikke befordrende for integrationen, at folk bliver pakket ind i vat og bliver behandlet som stakkels ofre. Med andre ord var offermentaliteten dominerende. Jeg mener, at vi generelt skal behandle folk, som kommer til Danmark og bosætter sig, som ligeværdige medborgere og stille krav, for så behandler vi dem nemlig som ligeværdige medborgere. Vi skal fortælle dem, at det er den enkelte, der har hovedansvaret for at blive integreret. Samfundet kan ikke integrere folk, men samfundet skal skabe de rette rammer.

De rette rammer var næsten ikkeeksisterende i 1980'erne og 1990'erne. Men ret skal være ret: Man nåede dog lige i 1999 at vedtage integrationsloven, men det var ikke nok. Siden VK-regeringen kom til magten i 2001, blev denne udvikling vendt med henblik på en meget målrettet indsats. Man byggede videre på integrationsloven, der blev oprettet et integrationsministerium, og det gav mulighed for en mere målrettet indsats. Udgangspunktet har lige siden været en fast og fair udlændingepolitik. Der bliver i dag stillet krav – ja, rigtig mange krav – til folk, som kommer til Danmark og bosætter sig, også krav om at respektere de grundlæggende demokratiske værdier og bidrage til fællesskabet. Regeringens politik har sikret, at Danmark i dag er et åbent samfund for udlændinge, som vil Danmark, og som vil bidrage positivt enten via arbejde eller ved at studere.

Hvad angår arbejdsmarkedet, mener jeg, at Danmark stadig væk er i top. Siden 2001 er der kommet 45.000 flere indvandrere fra ikkevestlige lande i beskæftigelse. Trods finanskrisen har mange med en indvandrer- eller flygtningebaggrund været i stand til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, og vi er faktisk bedre end eksempelvis et land som Sverige til at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet, hvor de stadig væk har holdt fast i det gamle princip om sidst ind, først ud, hvilket ofte går ud over folk med flygtninge- eller indvandrerbaggrund.

Vi skal selvfølgelig følge op på denne positive udvikling og tage fat i de udfordringer, som vi stadig står over for. Det er vigtigt, at vi i vores udlændinge- og integrationspolitik står på to ben. Vi skal på den ene side stå fast over for dem, der ikke vil Danmark, ikke vil det danske demokrati og det danske samfund og ikke vil integreres. På den anden side er det meget, meget vigtigt, synes jeg, at vi påskønner og støtter og er åbne over for de mange, der bidrager positivt til det her samfund.

Integration er jo en dynamisk proces, hvor det er vigtigt at ændre fokus i forhold til de udfordringer, man står over for. Som der står i redegørelsen, er der fremadrettet to hovedopgaver, som jeg er enig i at vi skal fokusere på. For det første er det vigtigt, at restgrupperne, som stadig står uden for samfundet og fællesskabet uden uddannelse og job, skal indenfor. Det gælder eksempelvis en del af de unge mænd med indvandrerbaggrund. Hvad angår kvinderne, er det faktisk rigtig flot, at mange af dem klarer sig rigtig godt uddannelsesmæssigt. For det andet mener jeg, at vi skal holde fast i, at vi både nu og i fremtiden har brug for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Derfor skal Danmark forblive et åbent og attraktivt samfund for disse grupper. De skal være med til at hjælpe os med at skabe vækst og velfærd.

Vi skal fremelske mangfoldighed, ikke for at være hellige, men der er også økonomi i det – der er penge i det. Vi skal også fremelske iværksætteri. Der blev sidste år oprettet et center, der skal styrke indvandrernes iværksætteri. Vi i Det Konservative Folkeparti holder en konference om iværksætteri blandt indvandrere her den 14. april i Folketinget, for vi mener, at det er vigtigt, at vi støtter op om det. Det er jo noget, der i højsædet.

Det sidste område, som er enormt vigtigt at have fokus på, er den demokratiske integration – noget, som vi nævner i vores integrationsudspil. Det er vigtigt, at vi gør noget ved de folk, der ikke er blevet demokratisk integreret, dem, der er demokratiske analfabeter, og her handler det ikke så meget om lovgivning. Det handler mere om antidemokratiske holdninger, som konstant skal udfordres.

Så alt i alt er det en rigtig fin redegørelse.

Fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

En del af redegørelsen her fra ministeren er jo omtale af serviceeftersynet og indførelse af et pointsystem for permanent ophold. Vi diskuterede det selvfølgelig her i salen i tirsdags, hvor ordføreren ikke var til stede, men derfor vil jeg lige, når nu det også er med i redegørelsen, benytte lejligheden til at spørge ordføreren, om han vil redegøre lidt mere for de udtalelser, han er kommet med i pressen, f.eks. i en artikel i Dagbladet Information, hvor De Konservatives ordfører tilkendegiver, at det faktisk ikke var hensigten med pointsystemet for permanent ophold at afskære nogle af de mennesker, som vi har set eksempler på i pressen og i vores egne indbakker og i de udvalgsbilag, der er omdelt, fra at få permanent ophold.

Vil ordføreren forklare, hvad han mener med det, altså at man har ramt nogle, det ikke var hensigten at ramme, og hvad regeringspartiet Konservative vil gøre for at rette op på det?

Ordføreren.

I forhold til pointsystemet mener jeg, at princippet er rigtigt, og at vi skal holde fast i det. Men som jeg giver udtryk for i interviewet, medgiver jeg, at der en gang imellem er nogle, der bliver ramt af systemet, hvor man tænker, at det jo ikke var det, der var hensigten med den lov, vi lavede, altså noget, der har med praksis at gøre. Det har jeg sagt at jeg gerne vil se på, og det handler om justeringer, det handler ikke om at ændre på det hele eller fjerne det hele. Det handler om at justere nogle ting, så vi ikke rammer dem, vi egentlig gerne vil have til Danmark.

Fru Astrid Krag.

Det er rigtig dejligt at høre, at der er nogle i regeringen, der faktisk vil stille sig som garant for, at der kommer til at ske nogle justeringer, så jeg ville egentlig bare se, om vi kunne komme lidt tættere på, hvor det så er. For der var i hvert fald tre elementer, der fyldte rigtig meget i vores debat i tirsdags om det her. Det var dels de her unge mennesker, som, hvis de tager en uddannelse, får afslag, men hvis de havde arbejdet ufaglært, f.eks. på et pizzeria, så kunne de have fået permanent opholdstilladelse. Er det et eksempel på noget, der er uhensigtsmæssigt, i De Konservatives ordførers bog?

Så er der hele spørgsmålet om medborgerskabspoint, hvad der giver medborgerskab. Der var det her eksempel med pigen, der var taget på efterskole i stedet for højskole og derfor fik afslag, men ellers havde fået permanent ophold. Er det et andet eksempel på et sted, som man skal kigge på?

Så er der tillidsrepræsentanten, der er tillidsrepræsentant for 50 kolleger og alligevel får at vide, at hun ikke udviser forståelse for, hvad de demokratiske normer og værdier i vores samfund baserer sig på. Kunne det være et tredje eksempel på, at medborgerskabskravet rammer skævt?

Det næste, jeg vil nævne, er det, der fyldte meget i pressen, nemlig manden, der havde været udsendt som tolk for Danmark.

Er medborgerskabskravet også noget af det, som ligger den konservative ordfører på sinde at få justeret?

Det sidste, jeg vil nævne, er de eksempler med voksne mennesker, som får tilbudt videre- og efteruddannelse af deres arbejdsgivere og dermed også bliver diskvalificeret til at få permanent ophold. Kunne det også være et sted, hvor den konservative ordfører er indstillet på at der skal ske justeringer?

Ordføreren.

Altså i forhold til tidsubestemt opholdstilladelse vil jeg sige, at vi har haft en drøftelse af det i den konservative gruppe, og vi mener, at i sådan et eksempel som med tolken, der tager til Afghanistan, er det noget vestlig integration, der kan ske ved at være aktiv i militæret, og det synes vi skal belønnes. Det samme gælder efterskoler, så det er i hvert fald noget, vi er åbne over for at diskutere en justering af.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Så det, som den konservative ordfører siger nu, er, at der er det her konkrete eksempel med tolken, og så mener man også, at det var forkert, at et efterskoleophold ikke belønnes på samme måde som et højskoleophold. Vi glæder os selvfølgelig til at se, hvad der kommer ud af ordførerens udtalelser.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge til det helt generelle forhold, at unge jo sådan set motiveres til at tage ufaglært arbejde. Altså, synes ordføreren, at det er klogt, at vi siger til unge mennesker, der bor i Danmark og har helt lovligt ophold i Danmark: Hvis I gerne vil have permanent opholdstilladelse – og det kan vi jo godt forstå at folk gerne vil have, for det skaber langt større sikkerhed – så skal I gå ud at tage jer et ufaglært arbejde i 2½ år i stedet for tage en uddannelse?

Synes ordføreren virkelig, at det er klog integrationspolitik at sige til unge mennesker, at vi hellere vil have, at de tager et ufaglært arbejde, end at de tager sig en uddannelse? Kunne det også være et eksempel på noget, som den konservative ordfører mener skulle laves om?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en god og klog integrationspolitik at koncentrere og centrere integrationen omkring arbejdet og arbejdsmarkedet. Det er jo det, der tidligere har været problemet, nemlig at der var for mange, der var på offentlig forsørgelse. Derfor har fokus været, at folk skal i arbejde. Folk skal være aktive på arbejdsmarkedet, og det er vigtigt med arbejdsmarkedsintegration – det synes jeg stadig væk er klogt. Men det betyder ikke, at folk ikke kan tage en uddannelse. Selvfølgelig skal folk kunne tage en uddannelse. Men i forhold til den videre konkrete integration er det enormt vigtigt med arbejde og det at være aktiv på arbejdsmarkedet.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg skal lige finde ud af, om jeg har forstået hr. Naser Khader korrekt. Det vil sige, at ordføreren for Det Konservative Folkeparti mener, at det er bedre for integrationen, at et 18-, 19-, 20-årigt ungt menneske, som lever her i Danmark på lovligt ophold, tager sig et ufaglært arbejde som f.eks. rengøring – det er ofte om natten, den slags foregår – end at vedkommende tager sig en uddannelse? Det er det, jeg hører ordføreren sige. I Det Konservative Folkeparti mener man, at det er bedre for integrationen, at unge mennesker tager ufaglærte job, end at de tager sig en uddannelse, fordi det er på arbejdsmarkedet, at integrationen foregår.

Kan ordføreren godt selv høre, at det, ordføreren står og siger på Folketingets talerstol, ikke giver særlig god mening?

Ordføreren.

Jamen jeg kan godt høre, at Enhedslistens ordførers referat af det, jeg har sagt, ikke giver mening, men det, jeg vil understrege, er, at det ene ikke udelukker det andet. Jeg læste i 5-6 år på universitetet, og samtidig havde jeg fuldtidsarbejde. Det kan man da godt. Der er mange, der både studerer og arbejder – det er ikke enten-eller. Men det, der er vigtigt at holde fast i, er, at arbejde er vigtigt for den videre integration.

Man får da point for at tage uddannelse, og folk bliver jo ikke smidt ud, hvis de ikke har nok point. De skal bare vente et år eller to længere – det er jo det, det handler om, ikke?

Tak til ordføreren. Så er det fru Marianne Jelved som radikal ordfører.

Tak. Redegørelsen er jo, som bl.a. fru Astrid Krag også har givet udtryk for, en gang skønsnak om en virkelighed, der ikke eksisterer i virkeligheden. Jeg kan bare nævne, at på Ombudsmandens hjemmeside kan man faktisk klikke sig ind og se, at i mindst 20 sager – så vidt jeg hurtigt kunne tælle op – har Ombudsmanden rejst kritik af forhold i ministeriets regi. Og den 8. februar 2011 kan man læse på ministeriets hjemmeside, når man klikker ind på ny i Danmark.dk, at dansk arbejdsmarkedsintegration er blandt EU's bedste. Det indtryk kan man jo også få af redegørelsen her. Der står nævnt meget tidligt i redegørelsen, og jeg citerer:

»Omkring 55.000 indvandrere og efterkommere med ikkevestlig baggrund er kommet i beskæftigelse«.

Er det mange? Ja, 55.000 er mange, men er det mange nok til, at det er en succes? Det får vi faktisk ikke noget at vide om. Og sådan er der mange ender, der hænger og vifter lidt i luften, og derfor vil jeg tage det tema op som et eksempel og prøve at gå lidt bag tallene, for jeg tror, det meget godt illustrerer ministerens og regeringens bestræbelser på at tegne et billede, som faktisk ikke harmonerer med virkeligheden.

For det første: Integrationsministeriet bruger i sin analyse fra hjemmesiden, som jeg nævnte før, gamle tal fra 2009, selv om der er tal fra de tre første kvartaler af 2010 til rådighed. Sagen er, at integrationen af indvandrere på arbejdsmarkedet er faldet, dels under krisen, men også i øvrigt, og er sat 5 år tilbage. For det andet: Integrationsministeriet sammenligner danske resultater med resultater fra EU-15-landene og ikke EU-27-landene, selv om EU i snart rigtig mange år har bestået af 27 medlemslande og ikke 15. Og sagen er, at nogle af de nye medlemslande faktisk er bedre til at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet, end andre er, så når Danmark sammenligner sig selv med de 15 gamle EU-lande, så gives Danmark en kunstigt højere placering, end vi i virkeligheden skulle have. For det tredje: Integrationsministeriet ser kun på indvandrernes erhvervsfrekvens i forskellige EU-lande og ikke på forskellen mellem personer med indvandrerbaggrund og personer med dansk baggrund. Det gab plejer at være det, der bliver målt efter, altså: Hvor tæt er personer med anden baggrund end dansk på at have samme erhvervsfrekvens som danskere? Det er den målestok, Integrationsministeriet plejer at bruge, men det gør de altså ikke i det her tilfælde.

Det vil sige, at ved ikke at anvende de nyeste tal, ved ikke at inkludere alle 27 EU-lande i Eurostats opgørelse og ved ikke at bruge den mest anvendte sammenligning, som man plejer at bruge, så får man et pænt tal, men hvis man vendte det om, så fik piben en helt anden lyd, for så dumper Danmark ned på 23.-pladsen ud af 27 lande. Er det en succes for integrationen? Det synes vi ikke i Det Radikale Venstre.

Ser man på beskæftigelsesgraden, kan man se, at 75 ud af 100 personer med dansk baggrund i alderen 15-64 år er i beskæftigelse. Og for personer fra lande uden for EU gælder det, at 55 ud af 100 er i beskæftigelse. Og det viser sig i øvrigt, at beskæftigelsen er lavere i Danmark end i Sverige, Tyskland, Frankrig og i gennemsnittet af EU-15-landene og også EU-27-landene. Hvis hele potentialet ved et løft i beskæftigelsesgraden til 75 ud af 100 skete for alle personer i Danmark, ville det give et kæmpestort beskæftigelsespotentiale: 69.000 frem mod 2020. Så vi bør alle sammen bestræbe os på at få det til at lykkes, for det er en megagod succes, hvis det går den vej, men det, regeringen lægger frem, er ikke en megagod succes – hverken det oplysningsniveau, der er, eller de resultater, der er på beskæftigelsesområdet.

I morgen kommer en PISA-undersøgelse om elever, der ikke har dansk baggrund, vi plejer at kalde den PISA Etnisk, tror jeg nok, og den vil vise – for det har undervisningsministeren allerede været ude at afsløre for et par dage siden – at der ikke er sket nogen som helst forbedring siden sidst, hvor der i øvrigt heller ikke var sket nogen som helst forbedring siden sidst igen. Undervisningsministeren har beklaget det meget og siger, at nu skal der virkelig ske noget; nu har han en plan. Det er han ikke den første undervisningsminister der har sagt, men det er bare ikke blevet bedre. Det er ikke imponerende. Her er vi nemlig ved fødekæden til uddannelse og arbejde, og derfor er det spændende at se, hvad regeringen kommer med af nye initiativer for at løfte den fødekæde og dermed løfte beskæftigelsen og dermed løfte integrationen i Danmark.

Integration foregår i et fællesskab, og det er Det Radikale Venstres meget stærke ambition, at vi skal realisere en integration, der ikke bare har sin succes i økonomi, men også har succes i, at det er et samfund, hvor alle borgere har rettigheder og pligter, og hvor værdier som ligeværd, ligebehandling og ligestilling er fælles for alle i det danske samfund, både dem, der har dansk som baggrund, og dem, der har en anden baggrund end dansk.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Det kunne være, fru Marianne Jelved skulle undervise i statistik på gymnasiet eller universitetet, for det er noget, fru Marianne Jelved går meget op i.

Man kan så også som en sidebemærkning til fru Marianne Jelveds udlægning af tingene sige, at hvis man sammenligner beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere, så er den 60 i Danmark, i Sverige er den 47, i Frankrig er den 46, og i Belgien er den 39. Så jeg tror, man kan sige, at vi har gjort noget, og at vi sådan set har leveret nogle resultater. Man kan godt statistisk fremstille tingene på en usaglig måde, og det synes jeg fru Marianne Jelved gør.

Det, jeg vil høre fru Marianne Jelved om, er sådan set ikke hendes statistiske fiflerier, men den her restgruppe, som fru Marianne Jelved også tager fat på som en udfordring. Nogle er jo kriminelle nydanskere, som vi forsøger at udvise. Der er f.eks. for nylig faldet en dom i Vollsmose, hvor en bandeleder, der hedder Fisfis, er blevet idømt en betinget udvisning for en række alvorlige tilfælde af kriminalitet. Jeg vil gerne spørge fru Marianne Jelved, om hun synes, at den dom er fornuftig, og om vores regler for udvisning er fornuftige.

Ordføreren.

Jeg må tage afstand fra hr. Karsten Lauritzens mistænkeliggørelse, eller hvad man nu kan kalde det, af de tal, jeg kommer og refererer. Det er ikke nogle tal, jeg selv har fundet på, jeg har bare læst mig til dem. Og jeg kan godt angive kilden – der står en glimrende analyse foretaget af en, der hedder Martin Madsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i Politikens Analyse den 20. marts i år. Jeg har ikke nogen som helst grund til at betvivle de tal, og dem kan man gå efter.

Til spørgsmålet om dommen og udvisningen og om den måde, vi gør det på i Danmark, er rimelig, vil jeg sige, at jeg er fuldstændig tryg ved det danske domstolssystem og har ingen grund til at anklage dem for at fuske med noget som helst. Jeg går ud fra, at når der er truffet den afgørelse, er det, fordi der er et regelsæt, der bl.a. handler om, at hvis man har familie, og herunder børn, i Danmark, står man ikke lige konkret over for en udvisning. Og det er, fordi vi har nogle ting, vi skal leve op til som retsstat.

Jeg tager stærkt afstand fra den pågældende person. Jeg synes, han er både stødende og ubehagelig, og at det i det hele taget er en ualmindelig trist sag. Men vi har altså en retsstat, og det skal jo ikke være afgørende, om den person, der får den dom, er en, som vi synes er tiltalende, eller om det er en, vi synes er utiltalende. Ret må være ret, og lov må være lov.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg er glad for, at fru Marianne Jelved nævner, at det er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der står bag undersøgelsen. Jeg synes ikke, vi skal gå dybere ned i det, men det er mærkeligt, at når CEPOS, som jo er associeret lidt til nogle borgerlige synspunkter, laver noget, så siger nogle i oppositionen, at det er usagligt, usammenhængende og dårligt, men når Arbejderbevægelsens Erhvervsråd laver noget, mener man, at det er fantastisk og at tingene ikke kan opgøres på nogen anden måde. Men det synes jeg bare vi skal lade stå.

Det, jeg godt vil høre fru Marianne Jelved om, er, om fru Marianne Jelved virkelig i ramme alvor mener, at det er i orden, at en person, der begår alvorlig kriminalitet, som f.eks. den pågældende her, der er blevet idømt en betinget udvisning og 6 års fængsel, og som har stået bag omfattende hashhandel, trusler, uddeling af dummebøder på helt op til 250.000 kr., ikke kan udvises, fordi vedkommende har fået nogle børn, altså at det at få nogle børn er en billet til at undgå at blive udvist af Danmark. Synes fru Mariane Jelved, at det er et retfærdigt og fornuftigt system, som hun og De Radikale ønsker at vi skal indrette vores udvisningsregler efter?

Ordføreren.

Jeg skal måske lige nuancere hr. Karsten Lauritzens mistænkeliggørelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Alle dem, der er uenige med Venstre, er på en eller anden måde obskøne og ikke til at tage alvorligt. Men jeg kan fortælle, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse bygger på Eurostattallene, men det er måske også en odiøs europæisk institution, som regeringen ikke kan tage sig af. Så er vi langt ude efterhånden.

Så vil jeg gerne gentage, hvad jeg sagde før: Lov er lov, og lov skal holdes. Og hvis hr. Karsten Lauritzen finder, at den lovgivning, som dommeren har brugt i denne sammenhæng, er forkert, så synes jeg, at hr. Karsten Lauritzen skal rejse den sag, og så må vi behandle den i Folketinget som en lovændring. Så enkelt er det. Men vi går ind for en retsstat, hvor der er lighed for loven, uanset om det er en sympatisk eller en usympatisk person, det drejer sig om.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Hvis Venstre og regeringen ønsker at stramme udvisningsreglerne, skal de bare komme til Dansk Folkeparti; det er vi meget indstillet på.

Det, jeg har kunnet læse mig til i forhold til den konkrete dom, hvor en meget usympatisk person, der ikke er dansk statsborger, har begået en lang række kriminelle handlinger, er, at han er beskyttet af de internationale konventioner om retten til familieliv osv., og at det er grunden til, at han ikke er blevet udvist.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ikke fru Marianne Jelved synes, det er hamrende urimeligt, at man som udenlandsk statsborger i Danmark kan begå meget grov kriminalitet, blive dømt for flere forskellige forhold og stå til udvisning, men alligevel ikke blive udvist, fordi man har stiftet familie i Danmark. Man kunne godt indtage det synspunkt, at det skulle han måske have tænkt over, inden han begik kriminalitet.

Synes fru Marianne Jelved ikke, at det er urimeligt, at en international konvention faktisk dér beskytter en forbryder?

Ordføreren.

Jeg har det med internationale konventioner, nøjagtig ligesom jeg har det med dansk lovgivning: Konventioner er noget menneskeskabt, det er noget, vi har skrevet under på. Hvis det er noget, der forpligter os, har Danmark på et tidspunkt skrevet under, og det har Danmark gjort med et flertal i Folketinget – ellers kan det ikke ske.

Hvis den konvention, som vi taler om, efter hr. Martin Henriksens opfattelse bør laves om, så synes jeg, hr. Martin Henriksen skal gå i leding for at få det gjort. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvad jeg synes, det er et spørgsmål om at bruge de demokratiske midler, der er, til at ændre grundlaget for den måde, vi styrer i det her tilfælde Danmark på.

Jeg har ingen ambitioner om at ændre på, at Danmark er med i en konvention, som siger, at retten til familieliv betyder noget; det synes jeg faktisk er en rigtig god ting. Og der skal ikke komme bare én meget usympatisk og utiltalende og ubehagelig person og være årsag til, at den konvention ændres. Man lovgiver ikke på baggrund af ét eksempel, endsige to eksempler; det kræver efter min opfattelse en anden bevæggrund, hvis man skal ændre på det.

Hr. Martin Henriksen.

Tak. Nej, vi skal bestemt ikke ændre lovgivningen efter en enkelt sag, men det forholder sig jo sådan generelt, at selv om du som udenlandsk statsborger i Danmark har begået grov kriminalitet og faktisk står til udvisning, så er der jo konventioner, som siger, at hvis du f.eks. har stiftet familie i Danmark, skal du ikke udvises. Det er jo en regel, som bliver brugt i flere forskellige retssager, og som der også har været flere forskellige eksempler på. Der kan jeg så forstå, at fru Marianne Jelved grundlæggende mener, det er i orden, at vi har de internationale konventioner.

Jeg håber så bare, at den melding, der kom fra Venstre, lægger op til, at vi i Folketinget ændrer lovgivningen og strammer reglerne, og hvis det betyder, at man også skal gå til f.eks. FN eller Europarådet og bede om, at man dér ændrer en konvention, så ville vi i Dansk Folkeparti synes, det var rigtig godt.

Jeg kan så forstå, at fru Marianne Jelved ikke synes, vi skal have en diskussion om, hvorvidt konventionerne er rimelige, men jeg synes da, det ville være befriende, hvis man kunne få det i Folketingssalen. Det var måske mere en kommentar end et spørgsmål.

Ordføreren.

Jeg synes altid, det er vigtigt at diskutere rimeligheden af den lovgivning, vi har i Danmark, herunder udlændingelovgivningen, konventionerne m.m. Vi er parat til at tage de diskussioner til hver en tid, og vi mener, det er vigtige diskussioner, så det skal ikke skorte på det. Og vi kan sagtens i fællesskab, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, rejse en forespørgselsdebat om konventioner, hvis hr. Martin Henriksen er frisk på det.

Tak til ordføreren. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Hvis ikke det var, fordi det jo er et ret alvorligt emne, vi diskuterer i dag, ville jeg næsten kalde den her redegørelse for morsom. For regeringen har skrevet 15 sider, hvor den skamroser sig selv og den såkaldt faste og fair udlændingepolitik. I øvrigt har det altid undret mig, at regeringen kan sige ordet fair om deres egen udlændingepolitik uden at blive sådan lidt pinlige over det, for hvis der er noget, der ikke er fair i dansk politik, så er det da regeringen og Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Regeringen bruger meget tid på at fortælle, hvor fantastisk det er, at færre har fået mulighed for familiesammenføring, og at færre i dag får asyl, end dengang regeringen kom til. Det undrer mig egentlig, at man sådan står og praler med, at man har forhindret mennesker i at få lov til at leve sammen med deres familie, og det undrer mig, at man står og praler med, at færre flygtninge på flugt har fået beskyttelse i Danmark. Jeg synes da, at vi som et af verdens rigeste lande burde beskytte flere, end vi gør i dag. Men regeringen og Dansk Folkeparti synes, det er noget, der skal prales af.

Et af de tiltag, der hyldes i redegørelsen – og jeg synes, hyldes er et korrekt ord at bruge i den sammenhæng – er de såkaldte fattigdomsydelser; det er kontanthjælpsloftet, det er 450-timers-reglen, der nu bliver lavet om til en 225-timers-regel, og det er starthjælpen. Og regeringen påstår altså, at de her fattigdomsydelser har fået beskæftigelsesgraden til at stige. Helt ærligt: Det primære resultat af fattigdomsydelserne er ikke beskæftigelse, det primære resultat er fattigdom. Netop fattigdomsydelserne er en hovedårsag til, at antallet af børn, der vokser op i Danmark og lever i fattige familier – familier, som er under EU's fattigdomsgrænse – er vokset massivt, siden den borgerlige regering kom til; altså, at der er flere og flere børn i Danmark, som vokser op med forældre, der ikke har råd til at købe lægeordineret medicin til dem. Og den primære årsag er de her fattigdomsydelser, som man altså hylder i redegørelsen, og som vi beskæftiger os med i dag.

Vedrørende det her med beskæftigelse er sandheden nok snarere, at det er væsentlig lettere for indvandrere og efterkommere at komme i arbejde under højkonjunkturer, og at der mange steder rundtomkring i kommunerne bliver gjort et rigtig, rigtig godt stykke arbejde og en aktiv indsats for at få folk i arbejde. Og så må jeg jo sige helt på linje med fru Marianne Jelved og fru Astrid Krag, at det er karakteristisk for redegørelsen, at man ikke forholder sig til, at beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrere og efterkommere faktisk er faldet i de seneste år. Når Integrationsministeriet på hjemmesiden den 8. februar 2011 stolt konkluderer, at dansk arbejdsmarkedsintegration er blandt EU's bedste, så kunne man måske nok lige have nævnt, at tallene for 2010 jo altså viser, at Danmark ligger på en 16. plads. Og til hr. Karsten Lauritzen, der går meget op i kilder, kan jeg fortælle, at det er en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra den 15. marts i år; så vidt jeg husker, står det på side 2.

Der er også andre problemer, som den her redegørelse skøjter uden om. Et eksempel på det er den store mangel på praktikpladser, der rammer indvandrere og efterkommere ekstremt hårdt. For det er værd at bide mærke i, at der er en større andel af unge med anden etnisk baggrund, der søger en praktikplads og får afslag, end de unge med etnisk dansk baggrund, der søger og får afslag. Det er for mig uforståeligt, at regeringen ikke handler i forhold til lige præcis det her problem. For man nævner, og alle ved, at den her gruppe af drenge i mindre grad end resten af unge i Danmark gennemfører en uddannelse. Hvorfor er det så, man ikke tager sig sammen og får lavet nogle praktikpladser? Hvorfor får man ikke sørget for, at der er en reel praktikpladsgaranti, sådan at vi ikke forhindrer unge, der ligefrem ønsker at uddanne sig, i at blive færdige, fordi der ikke er nogen praktikplads til dem? Man kunne f.eks. sige, at når stat og kommune og region samarbejder med private virksomheder, så skal man selvfølgelig stille krav om, at der skal oprettes praktikpladser. Det ville være at gøre en aktiv integrationsindsats for den gruppe drenge, som rapporten bl.a. handler om.

Det undrer mig i øvrigt også, at man ikke nævner, at otte ud af ti indvandrerkvinder uden for arbejdsmarkedet ønsker sig et job. Det viser en undersøgelse offentliggjort af A4 for et par måneder siden. Grunden til, at det er interessant, er jo, at man her fortæller, at det, der skal til for at få den her gruppe kvinder i arbejde, er, at der skal stilles håndfaste krav. Husk lige på, at otte ud af ti faktisk rigtig gerne vil i arbejde. De vil gerne.

Endnu et område, som man sådan meget bekvemt sniger sig uden om, er jo spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft, der i høj grad bruges til løndumping – uanset om det er østeuropæiske håndværkere, eller det er indiske it-folk. Hvorfor vil regeringen ikke være med til at indføre bygherreansvar? Hvorfor vil regeringen ikke afsætte de nødvendige ressourcer til SKAT og til politiet, så man kan gribe ind over for misbrug og udnyttelse? I redegørelsen nævnes – på side 11, så vidt jeg husker – blot, at det skal sikres, at regler og ordninger ikke misbruges. Hvis man ønsker at stoppe det misbrug, der foregår i Danmark, det misbrug af udenlandsk arbejdskraft – og når jeg siger misbrug, er det, fordi man underbetaler mennesker – så indfør et bygherreansvar!

Pointsystemet er også noget, man fremhæver som et udtryk for virkelig god integrationspolitik. Igen: Det giver meget, meget dårlig mening. Et pointsystem, som motiverer unge mennesker til at tage sig et ufaglært arbejde i stedet for at tage en uddannelse, er ikke god integration, det er ikke klog politik. Som jeg fortalte, da vi havde den her debat for et par dage siden her i Folketingssalen, blev jeg forleden ringet op af en ung pige; hun gik i 3. g i Århus, og hun spurgte mig:

Kan det virkelig være rigtigt, at hvis jeg vil have permanent opholdstilladelse, så skal jeg, når jeg er færdig med gymnasiet, ikke gå i gang med en videregående uddannelse, men tage mig et ufaglært arbejde, for ellers kan jeg ikke få de point, jeg skal have? De første 70 point af de 100 kan jeg ikke få, hvis ikke jeg har haft 2½ års beskæftigelse. Kan det være rigtigt, at det, regeringen fortæller mig, er, at jeg ikke skal gå videre fra gymnasiet til en videregående uddannelse – nej, jeg skal tage mig et ufaglært arbejde på en tankstation eller rengøring, eller hvad det kunne være?

Og så måtte jeg jo svare: Ja, jeg ville ønske, jeg kunne svare anderledes, men det er sådan, integrationspolitikken er i Danmark. Det er det, vores integrationsminister synes er klog integration.

Måske var det bedste – ud over at få sig et nyt politisk flertal – man i virkeligheden kunne gøre for integrationen i Danmark, at nedlægge Integrationsministeriet. Det kunne da være en overvejelse værd.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Det fyger med forslag igennem Folketingssalen. Fru Johanne Schmidt-Nielsen kunne jo have fortalt den pågældende pige, at hvis man søger, inden man er 19 år, så slipper man faktisk – hvis man kigger på lovgivningen – for beskæftigelseskravet; så skal man ikke leve op til beskæftigelseskravet, det er jeg ret sikker på. Det kan vi undersøge, og så kan vi jo løse det problem, som fru Johanne Schmidt-Nielsen illustrerer her.

Men det, jeg egentlig ville spørge om, er sådan set noget andet. Det er, ligesom jeg spurgte fru Marianne Jelved, om rimeligheden i den dom, der lige er faldet i forhold til bandelederen fra Vollsmose, som altså ikke blev udvist, men fik en betinget udvisning og noget fængsel. Synes fru Johanne Schmidt-Nielsen ud fra sådan en rimelighedsbetragtning, når hun nu henviser til konventioner osv., at det er rimeligt, at den pågældende ikke blev udvist af Danmark? Synes fru Johanne Schmidt-Nielsen, at det er rimeligt?

Ordføreren.

Jeg vil da straks sørge for at formidle kontakt mellem den her 3 g.-pige fra Aarhus og Venstres hr. Karsten Lauritzen. Hun har fået fuldstændig klar besked fra Integrationsministeriet om, at hvis hun vil have permanent opholdstilladelse, skal hun ud at arbejde i 2½ år, men det kan da være, at hr. Karsten Lauritzen kan lave om på det. Det ville da være spændende. Jeg håber, at hun følger med her i dag. Det er ikke det, der står i lovgivningen, men det ville være interessant.

I forhold til den her dom fra Vollsmose må jeg sige, at jeg ikke kender den konkrete sag, men generelt mener jeg, at vi skal overholde internationale konventioner. Det gælder også i forhold til at beskytte retten til familieliv. Jeg ved godt, at man har sådan et meget besværligt forhold til konventioner – eller man er meget kritisk over for dem i Venstre, i regeringen og ikke mindst i Dansk Folkeparti – men jeg synes faktisk, at det er rigtig, rigtig klogt, at vi på internationalt plan forsøger at indgå nogle aftaler om nogle minimumsstandarder, herunder retten til at beskytte familielivet, ligesom jeg synes, at det er klogt, at vi har konventioner, der betyder, at man ikke kan udsende mennesker til tortur.

Så vil jeg da, som fru Marianne Jelved også gjorde, opfordre ordføreren til at rejse debatten, hvis den ifølge regeringen er gal med konventionerne, også i det her tilfælde. Vi vil nødig ende i en situation, som den vi har oplevet i forhold til de unge statsløse, hvor man bare systematisk i årevis lod være med at følge konventionerne.

Hr. Karsten Lauritzen.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen er jo politiker, og derfor synes jeg, at jeg godt vil give fru Johanne Schmidt-Nielsen en mulighed for som politiker at forholde sig til rimeligheden i den dom, der er faldet. Jeg er klar over, at Enhedslisten er vild med konventionerne og synes, at konventioner skal overholdes, men lad os nu lade være med at gøre det her til en diskussion om konventioner. Lad os gøre det til en diskussion om rimelighed.

Synes fru Johanne Schmidt-Nielsen, at det er rimeligt, at en person, der ikke er dansk statsborger, der er blevet idømt 6-års fængsel for omfattende hashhandel, trusler, uddeling af dummebøder og har en lang kriminel karriere bag sig, ikke bliver udvist af Danmark, men får lov til at være her? Synes Enhedslistens ordfører, at det er rimeligt? Og lad nu være med at komme med sådan et konventionssvar.

Ordføreren.

Jeg kunne aldrig drømme om at stå og udtale mig om en konkret sag, om en konkret person, om en konkret dom, som jeg ikke kender. Det ville da være dybt, dybt useriøst. Det kan godt være, at hr. Karsten Lauritzen forholder sig til politik på den måde, men det kunne jeg da ikke drømme om. Hvis hr. Karsten Lauritzen mener, at der er en domstol, som er kommet med en forkert dom, så må hr. Karsten Lauritzen jo forsøge at lave lovgivningen om.

Altså, det er en meget useriøs tilgang til det her, hr. Karsten Lauritzen har. Hvis hr. Karsten Lauritzen mener, at det er et problem, at der er foregået et eller andet her, så må han forsøge at lave lovgivningen om. Men jeg kan sådan på et generelt plan fortælle, at jeg synes, at det er klogt, at man tager hensyn til familieliv. Jeg kunne forstå på hr. Martin Henriksen, at det var noget i den stil, der var på spil i det her tilfælde.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Nu debatterede vi jo i tirsdags et beslutningsforslag fra bl.a. Enhedslisten baseret på en enkelt sag, men i tirsdags var det ikke useriøst at forholde sig til en enkelt sag – i dag er det lige pludselig blevet meget useriøst. Det kan man jo også gå ind og se i referatet fra debatten i tirsdags, hvis nogen skulle have interesse i det.

Jeg synes også, at det er rimeligt nok, at man ikke kun vil forholde sig til den enkelte sag – det synes jeg er helt rimeligt. Men i forhold til det mere generelle, nemlig hvis en udenlandsk statsborger i Danmark har begået meget, meget grov kriminalitet og faktisk står til at blive udvist, synes ordføreren så, at det er rimeligt, at han alligevel ikke bliver udvist, fordi han har stiftet familie i Danmark – det kunne også være en hun for den sags skyld? Er det rimeligt, at personen ikke bliver udvist, fordi vedkommende har stiftet familie i Danmark, for han har jo begået kriminaliteten, han er dømt for den?

Ordføreren.

Gad vide om Dansk Folkepartis hr. Martin Henriksen virkelig mener, at jeg skal stå her og forholde mig til en konkret sag om en konkret mand – jeg kan forstå, at han bor i Vollsmose – som har begået noget kriminalitet, og til, hvilken dom en domstol har givet ham. Det er godt nok ikke at tage domstolene alvorligt. Det er heller ikke at tage den her sag alvorligt. Jeg vil selvfølgelig ikke stå og forholde mig til, om en domstol har givet en mand den korrekte straf, uden at kende sagen.

Til spørgsmålet, som handler om det her med, om man skal udvises, hvis man begår kriminalitet, selv om man har børn i Danmark: Jeg mener, at der skal tages hensyn til retten til familieliv. Derfor synes jeg, det er klogt, at vi har tiltrådt den FN-konvention, som beskytter retten til familieliv. Gad i øvrigt vide, om det ikke er menneskerettighederne, men jeg ved jo, at Dansk Folkeparti er yderst kritisk over for dem. Jeg synes, det er klogt at beskytte retten til familieliv. Det er korrekt.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg synes sagtens, at man kan forholde sig til det her principielle spørgsmål uden at forholde sig til en konkret sag. Det kan man sagtens gøre. Det er jo velkendt, at vi har en række udvisningsregler i udlændingeloven, som giver domstolene mulighed for at udvise personer. Domstolene skal så, når de vurderer, om en person kan blive udvist, tage hensyn til, om vedkommende har stiftet familie i Danmark og har børn i Danmark osv.

Jeg kan så forstå, at fru Johanne Schmidt-Nielsen alligevel svarede på spørgsmålet, forstået på den måde at det er rimeligt, at en, der har begået en lang række grove forbrydelser i Danmark, ikke bliver udvist – hvilket han ellers ville stå til – fordi han har stiftet familie i Danmark. Kan fru Johanne Schmidt-Nielsen slet ikke følge det synspunkt, at han måske skulle have tænkt over det, inden han begyndte på en kriminel karriere? Man kunne godt få den tanke, at han skulle tage hensyn til sine børn, når han tilrettelagde sin karriere og sit liv i det danske samfund. Er det ikke hans ansvar? Og hvis han ikke lever op til sit ansvar for sin familie i Danmark, skal han da ud. Vi skal da ikke samle på sådan nogle mennesker i Danmark. Jeg forstår det slet ikke.

Ordføreren.

Til dem, der følger med i debatten, vil jeg godt lige gøre opmærksom på, at man kan bo og leve i Danmark hele sit liv uden at få statsborgerskab. Jeg håber, at folk ved, at der findes mange mennesker, der lever i Danmark uden statsborgerskab. De har levet her hele deres liv, arbejdet her og betalt skat her, nogle er født her, men de får ikke statsborgerskab, bl.a. fordi Dansk Folkeparti systematisk igen og igen har presset på for at få stramninger af reglerne for at få statsborgerskab. Det vil sige – og igen, jeg aner ikke, hvad det er for en sag, man snakker om, og jeg kender ikke detaljerne i den – at vi potentielt set kunne tale om en sag med en mand, der er født og vokset i Danmark. Han har fået børn, som er født og opvokset i Danmark. Har han begået kriminalitet, skal han naturligvis straffes, men med hensyn til udvisning synes jeg, det er rimeligt, at der tages hensyn til familielivet.

Så vil jeg gerne komme med en generel kommentar. Der er sket en udvikling i Danmark igennem de sidste 10 år. Det var sådan før i tiden, at der var menneskerettighederne faktisk noget, som man vægtede højt, og det var noget, som man betragtede som minimumsstandarder. I dag er menneskerettigheder noget, der systematisk mistænkeliggøres, og noget, hvor man siger, at hvis vi bare lige lever op til dem, er det godt nok. Ofte ryger man ud over kanten. Det har vi set et tilfælde på for ikke så længe siden, som jo endte med, at vi fik en ny minister.

Jeg synes, det er en skræmmende udvikling, vi har oplevet i Danmark. Vi er ikke længere et land, der går foran, når det drejer sig om menneskerettighederne. Nej, i Danmark gør man alt, hvad man kan, for at gå lige til grænsen, og når man kun går lige til grænsen, så sker det jo, at man ryger ud over kanten. Men Dansk Folkeparti er da i det mindste ærlig. De siger ligeud, at de ikke kan lide menneskerettighederne. Det er jo en anden snak, når det gælder Venstre og Konservative. De bryder dem bare.

Tak til ordføreren. Så vil jeg gøre et tredje forsøg på at kalde Venstres ordfører, hr. Karsten Lauritzen, på talerstolen.

Tak. Jeg skal beklage, at jeg ikke var til stede, da det egentlig var min tur i ordførerrækken. Det er der ikke nogen undskyldning for ud over en simpel uopmærksomhed i forhold til, hvor hurtigt tingene skrider frem i Folketingssalen en gang imellem. Det giver dog muligheden for – det har jeg egentlig altid godt kunnet tænke mig – at være den sidste i ordførerrækken. Det forudsætter ellers, at man er det mindste parti, og det er Venstre jo ikke. Og selv om der ikke er de bedste meningsmålinger, er der heller ikke umiddelbart udsigt til det. Men så har jeg prøvet den position. Det giver jo netop muligheden for, at man så kan stå og undre sig lidt over noget af det, tidligere ordførere har sagt, og over den debat, der har været.

Der tillader jeg mig da sådan indledningsvis i min ordførertale her at undre mig lidt over dele af oppositionens retorik og argumentation. For i tirsdags behandlede vi et beslutningsforslag fra bl.a. Enhedslisten og Det Radikale Venstre, der tog udgangspunkt i en enkeltsag. Der stod Enhedslistens ordfører og Det Radikale Venstres ordfører og bad mig og nogle af de andre ordførere, der er til stede i salen her i dag, om at forholde os til det beslutningsforslag med udgangspunkt i en enkeltsag. Der blev faktisk remset den ene enkeltsag op efter den anden fra Enhedslistens side, som vi så skulle forholde os til. Og det er jo mærkeligt, at det i tirsdags var o.k. at diskutere ud fra en enkeltsag, og der var det o.k. at bede om, at folk skulle forholde sig til den. I dag, når enkeltsagen bliver lidt ubehagelig, så er det fuldstændig uanstændigt, og der kan man ikke bede om en politisk holdning til en konkret sag. Ja, ja, sådan kan man undre sig.

Tilbage til emnet. I Venstre har vi, siden vi overtog regeringsmagten i 2001, gjort en målrettet indsats for at forbedre integrationen først og fremmest ved at føre en fast og fair udlændingepolitik og ved at stille krav til de mennesker, der ønsker at komme til Danmark og være en del af det danske samfund. På den måde har vi været med til at skabe et markant bedre grundlag for integrationen, hvilket også den skriftlige redegørelse viser.

Den viser nemlig, at der er langt flere, der er kommet i gang med en uddannelse; langt færre, der bliver ufrivilligt tvunget ind i et ægteskab, de ikke ønsker; der er 55.000 indvandrere og efterkommere med ikkevestlig baggrund, der er kommet i beskæftigelse. Det er altså en betydelig fremgang, uanset hvordan man gør tallene op. Indsatsen har altså haft en dokumenteret effekt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det særlig er de nydanske kvinder og piger, det går godt for, særlig i forhold til uddannelse. Så sent som i sommer blev det bekræftet af Amani, tror jeg hun hedder til fornavn. Det er fornavnet på den pige, som gik ud af Rødovre Gymnasium og sprang 12-skalaen og blev kåret til årets superstudent. Der er tale om en pige, hvor begge forældre er flygtninge. Hendes mor er flygtet fra Palæstina, og hendes far er fra Irak. Og ved siden af studierne havde hun to studiejob for at hjælpe med økonomien derhjemme, da begge forældre var kontanthjælpsmodtagere. Hun er en del af den gruppe af andengenerationsindvandrere, som det går rigtig godt for, og som har nydt godt af den indsats, der er blevet gjort de sidste 10 år. Vi har en stor gruppe af nydanskere, der integrerer sig, bidrager til samfundet og betragter sig selv og forhåbentlig også bliver betragtet som danskere, for det er det, de er.

Samtidig har vi så desværre også en gruppe, der i større og større grad melder sig ud af samfundet, og som ikke er i stand til at integrere sig; der undlader at lære dansk; der undlader at tage de skridt, der sikrer, at man kan få en dejlig tilværelse i det danske samfund og nyde godt af de muligheder, vi har for at bryde bl.a. den negative sociale arv. Det er en gruppe, der er karakteriseret ved at bosætte sig i nogle udsatte boligområder, hvor der hersker helt andre værdier og normer end dem, der er normale i det danske samfund. Det er også i den gruppe, vi ser, at børnene – fordi forældrene ikke har lært dansk, da de kom hertil for mange år siden – har problemer med det. Det er jo en af grundene til, at hver anden elev, der forlader folkeskolen, faktisk ikke er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er særlig drengene, der er problemet. Og når man ikke lærer dansk i folkeskolen, så er det rigtigt, at man har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse, klare sig og nyde godt af de goder, som vores alle sammens velfærdssamfund giver mulighed for.

Der er det vigtigt, at vi ikke lader pigernes succes overskygge det problem, der er med de nydanske drenge. Så vi har altså en udfordring, og den skal vi selvfølgelig tage fat på. Så kan man diskutere, om man har taget fat på udfordringen tidligt nok. Det var fru Marianne Jelved inde på. Jeg ville da også ønske, at vi i 10 år havde gjort mere. Vi har gjort en masse, men vi har ikke gjort nok, når resultatet stadig væk ikke er forbedret betydeligt. Men der sker dog en hel del konkrete ting.

Noget af det, der skete også i tirsdags, tror jeg faktisk, var, at vi, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, vedtog et lovforslag her i salen, som handlede om, at tosprogede børn med forældre, hvor mindst en af dem ikke er i beskæftigelse – ja, det er jo en form for tvang – bliver pålagt at få sprogstimulering i form af daginstitution eller anden form for egnet sprogstimulering. Det stemte en samlet opposition imod.

Det er måske sigende. Vi kan godt være enige om, at vi har et problem med tosprogede, der forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive, men når det kommer til de konkrete løsninger, så springer man fra i oppositionen. Så stemmer man nej. Så finder man en eller anden undskyldning. Det gjorde man i tirsdags, og det har man gjort en lang række gange. Når regeringen de sidste 10 år har lagt helt konkrete løsninger frem for at forbedre integrationen, så er der blevet stemt nej. Det synes jeg er tankevækkende, også en smule skræmmende.

Så derfor vil jeg da håbe på, at man også bidrager til det brede samarbejde om integrationspolitikken, som oppositionen efterlyser, når man så får mulighed for det. Det havde man f.eks. i tirsdags, hvor man kunne hjælpe en masse tosprogede børn med at blive sprogstimuleret, så de kan klare sig i folkeskolen, bestå folkeskolens prøver, forlade den, bestå en ungdomsuddannelse og klare sig i det danske samfund på lige vilkår med etnisk danske børn.

Regeringen er kommet med en lang række konkrete udspil i den ghettostrategi, som er lagt frem, der også vedrører den restgruppe, der er tilbage. Den kan forhåbentlig være med til at bevirke, at man får sat turbo på og løst nogle af de udfordringer, vi har med den restgruppe, der er i forhold til integration.

I Venstre er vi af den opfattelse, at integration er en vigtig nøgle til at sikre vores fremtidige velfærd, også på arbejdsmarkedet, og det er afgørende at sikre, at vi har mangfoldighed på arbejdsmarkedet, da flere kulturer kan og også vil bidrage til forskellige løsninger og kompetencer. Mange virksomheder er opmærksomme på, at mangfoldighed faktisk skaber vækst. Derfor er det også glædeligt, at antallet af højtuddannede udlændinge, der kommer ind på jobplan, som det hedder, er steget med 50 pct. Det er steget med 50 pct. fra 2009 til 2010. Anklagerne om, at den debat, vi har om udlændinge og integration i Danmark, skræmmer folk væk, kan man ikke umiddelbart aflæse i tallene. Det er jo glædeligt. Det skal vi have forbedret, og derfor ønsker vi i Venstre i hvert fald også at invitere til en bred debat – den har vi nu også løbende med dansk erhvervsliv – om, hvordan vi sikrer, at flere nydanskere kommer i beskæftigelse, og at der er ordninger til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft, der rent faktisk fungerer. Og der vil ikke være nogen konflikt mellem et optjeningsprincip, som jo snart skal diskuteres, når arbejdsgruppens ting bliver lagt frem, og tiltrækning af højtuddannet arbejdskraft. Det er ikke to ting, der udelukker hinanden, som oppositionen tilsyneladende har indtryk af.

Alt i alt er vi i Venstre af den opfattelse, at den skriftlige redegørelse, der ligger, er god. Den viser, at den integrationspolitik, der har været ført de sidste 10 år, har haft en effekt. Der er dog en masse udfordringer tilbage. Der er en restgruppe tilbage i særdeleshed. Dem skal vi fokusere på. Det vil vi gøre fremadrettet, i Venstre i hvert fald, ved at være konkrete, og vi ønsker da at få en god politisk debat om, hvordan vi helt konkret og ikke blot på de overordnede linjer kan løse de integrationsudfordringer, som vi har i Danmark.

Der er en række korte bemærkninger. Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Er det et mål for Venstre, at unge med anden etnisk baggrund i højere grad uddanner sig, end de gør i dag?

Ordføreren.

Ja.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Godt. Man kan næsten heller ikke forvente andet svar, for det er jo noget, der hele tiden bliver sagt. Vi vil alle sammen gerne have, at den her gruppe unge får mere uddannelse. Men så vil jeg meget gerne have en forklaring på, hvordan man kan stemme for, for det gjorde du jo, et pointsystem for permanent opholdstilladelse, som motiverer unge mennesker til at tage ufaglært arbejde i stedet for at uddanne sig.

Når jeg siger det, er det jo, fordi de skal have 70 point ud af 100, og det er nødvendigt at have arbejdet 2½ år for at få de 70 point. Så når det tidligere er blevet sagt, at der også bliver givet point for uddannelse, er det rigtigt, men det er ud af de 30 valgfri point, at man kan få 15 point for en bacheloruddannelse. Man kan også få 15 point for noget andet. Men du kommer ikke uden om at have arbejdet i 2½ år. Det vil sige, at unge mennesker i Danmark bliver motiveret til at tage et ufaglært arbejde i stedet for at uddanne sig. Tror hr. Karsten Lauritzen, at det er godt eller skidt for målsætningen om, at flere unge skal have en uddannelse?

Jeg skal lige minde om tiltaleformerne, for der var lige et par fejl der indimellem, men så blev det rettet til sidst.

Så er det ordføreren.

Jeg synes først og fremmest, at det er en relevant debat, fru Johanne Schmidt-Nielsen rejser. Det er så med 9 års forsinkelse, for som jeg erindrer det, er beskæftigelseskravet for permanent opholdstilladelse noget, der blev indført i 2002. Det er ikke noget nyt. Fru Johanne Schmidt-Nielsen fremstiller det, som om det er noget, der er kommet med pointsystemet, men det er ikke noget nyt. Det har været der i 8 år. Og det er bl.a. det krav, der har ført til, at beskæftigelsesfrekvensen er steget.

Men det er nok udtryk for det, jeg forsøgte at sige i min ordførertale, nemlig at det er lidt mærkeligt med den linje, som oppositionen fører. Den angriber regeringen for, at der er for få, der er i beskæftigelse – beskæftigelsesfrekvensen stiger ikke hurtigt nok – men når man så indretter lovgivningen i den retning, er det også et problem. Her bliver jeg nødt til at sige, at jeg synes, at der skulle være en større sammenhæng.

Det har siden 2002 været sådan. Så er det rigtigt nok, at der med pointsystemet er strammet op på kravene. Jeg synes, at det pointsystem, som ligger, er fornuftigt. Så kan det være, at der administrativt er nogle ting, der skal rettes til. Men man får en belønning for både uddannelse og arbejde.

Fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Venstres ordfører vil vel ikke benægte, at beskæftigelseskravet er blevet skærpet, og at man har skruet det sammen på en måde, så f.eks. folk, der arbejder på tvungen deltid – det er der rigtig mange af dem, der passer vores børn, der gør, det er der rigtig mange af dem, der passer vores ældre, der gør – ikke kan leve op til det her skærpede beskæftigelseskrav i pointsystemet. Det bliver ordføreren vel nødt til at bekræfte: Der er altså et skærpet beskæftigelseskrav.

Så vil jeg bare sige til ordføreren, at vi godt kan anerkende det, når regeringen kan se, at der er problemer, men når det er forkerte løsninger, der lægges frem, og som forværrer problemerne, er det da klart, vi stemmer nej. Og når man lægger løsninger frem, som igen gør fattige familier fattigere, og det er den slags sanktioner, man arbejder med, siger vi selvfølgelig nej, fordi det er kontraproduktivt i forhold til at sikre en bedre integration.

Jeg vil egentlig spørge ind til hele den her snak om, hvorvidt regeringen gør, hvad der skal til, i forhold til at vi kan tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Jeg kunne forstå, da jeg var på talerstolen nu og ordføreren var i salen, at ordføreren mere eller mindre fejede den kritik, der har været fra erhvervslivets organisationer, af banen. På hvilke områder mener ordføreren at erhvervslivets organisationer tager fejl i den her diskussion?

Ordføreren.

Altså, det er jo rigtigt, at der er blevet strammet op på kravet. Men de 2½ års beskæftigelse var tidligere 2½ år inden for 7 år. Når vi nu har lempet reglerne – det er jo det, vi har gjort, når man kan få permanent opholdstilladelse efter 4 år mod tidligere 7 – skal man selvfølgelig opfylde beskæftigelseskravet på kortere tid, det er så 2½ år inden for de sidste 3 år. Hvis man er på tvungen deltid, har man jo mulighed for at supplere med et andet job, hvis det skulle være. Det er der jo nogle der gør – de, som ønsker flere timer.

Der er nu også ellers i den offentlige sektor store forsøg med at give de folk, der er på deltid, mulighed for at gå på fuldtid og arbejde lidt mere – det er jo ellers sådan noget, oppositionen er glade for – men det er der ikke så mange der benytter sig af. Men det var nu et sidespring.

I forhold til det, fru Astrid Krag spørger om til sidst om erhvervslivet, vil jeg sige, at jeg kun har set en enkelt artikel i Information, og jeg er ikke helt sikker på, at det præcis var hele erhvervslivet, der gav udtryk for det, som blev fremstillet i Information.

Hvis man ønsker ordet, skal man lige huske at trykke på knappen igen.

Fru Astrid Krag.

Jamen lad mig bare starte med at sige, at det da var mageløst; jeg håber, at der er pædagogmedhjælpere og SOSU-hjælpere rundtomkring, der lytter med, og får det med i bagagen, at Venstres ordfører synes, det ville være rigtig genialt, hvis de tog sig en avisrute eller nogle aftenvagter i et pizzeria. Det ville sikkert også gøre det lettere for dem både at yde den arbejdsindsats, vi har brug for i forhold til vores børn og ældre, og få deres eget familieliv til at hænge sammen. Sikke nogle visioner!

Men jeg vil da så godt komme med et citat fra en artikel i Berlingske Tidende, hvis det er bedre for ordføreren end artikler fra Information, altså, hvis det er den slags ting, der spiller ind, hvor den administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, om optjeningsprincippet siger, at det – og nu citerer jeg – meget vel kan ramme virksomhederne meget hårdt og med den konsekvens, at virksomhederne i stedet for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft vælger at flytte yderligere funktioner over på den anden side af grænsen. Er det bare noget vås?

Tager den administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening fuldstændig fejl her, ligesom jeg kan forstå på Venstres ordfører, at han mener, at de andre, der har ytret sig – godt nok i dagbladet Information – tager fuldstændig fejl?

Ordføreren.

Jeg har sådan set ikke sagt, at de tog fuldstændig fejl. Jeg har sagt, at jeg var bange for, at der måske er nogle, der godt kan blive fanget af en journalist, og hvis dansk erhvervsliv samlet set ville gå ud og beklage sig over reglerne for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft, så tror jeg med al respekt ikke, de ville vælge Information som medie, for at være helt ærlig. Så derfor kunne man godt forestille sig, at der måske lige er blevet tolket rigeligt i det, men lad det nu ligge.

Altså, det er jo en reel bekymring, hvis man laver et optjeningsprincip, nemlig: Hvad så med at tiltrække udenlandsk arbejdskraft? Men jeg synes måske ikke, det er helt sagligt at diskutere det. Der er jo ikke lagt nogen rapport frem fra regeringen nu. Der er nogle embedsmænd, der har arbejdet med noget, men der er ikke taget politisk stilling til noget som helst endnu.

Jeg er sikker på, at det, når der bliver taget politisk stilling og lagt noget frem i Folketingssalen, så er noget, der er afbalanceret, og som vil sikre, at vi tiltrækker højtuddannet arbejdskraft og samtidig kan være med til at lade være med at sende milliarder ud af landet, og jeg vil også vædde med, at det er noget, som Socialistisk Folkeparti kommer til at stemme imod, for når det kommer til konkrete løsninger, så kan man ikke levere.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Tak. Hr. Karsten Lauritzen sagde lige før i sit svar til fru Johanne Schmidt-Nielsen i forbindelse med noget med sprog – og jeg citerer efter hukommelsen: I tirsdags stemte oppositionen imod et integrationsforslag. Og så tilføjer hr. Karsten Lauritzen: Og det har de gjort hele tiden. Oppositionen har altså været imod alt muligt hele tiden. Det er dog den største tilståelsessag i dag. Vi har lige peget på, hvor ringe det står til i folkeskolen med børn med tosproget baggrund. Der er ingen forbedring sket, fra den første PISA-undersøgelse blev offentliggjort i 2001 og til den, vi får præsenteret i morgen, som udelukkende handler om tosprogede børn. Nu vil hr. Karsten Lauritzen måske sige, at det er PISA’s statistik, der ikke duer. Jeg vil stille hr. Karsten Lauritzen et spørgsmål: Er det korrekt, eller hvad er forklaringen?

Ordføreren.

Jeg er ikke spåkone, og sidst jeg tjekkede det, var fru Marianne Jelved det heller ikke. Hvis fru Marianne Jelved ligger inde med PISA-rapporten, vil jeg meget gerne se den efter den her debat.

Fru Marianne Jelved.

Jamen jeg citerede lige Venstres nye undervisningsminister for forleden dag at beklage sig i offentligheden. Inden vi i øvrigt har fået den rapport, går undervisningsministeren ud og siger: Der er desværre ikke nogen forbedringer, det er, som det har været hele tiden. Men det tror hr. Karsten Lauritzen måske heller ikke på at undervisningsministeren har sagt.

Hvordan kan det være, at Sverige er et af de lande i verden, der ifølge PISA er bedst i statistikken til at undervise tosprogede børn, mens Danmark hører til de dårligste? Hvad er forklaringen egentlig på det?

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at fru Marianne Jelved citerede undervisningsministeren helt korrekt. Lad os nu se, når rapporten bliver lagt frem. Der er jo ikke nogen tvivl om, at om der er sket en lille eller en stor forbedring, så er der en restgruppe tilbage, og dem skylder vi at gøre alt, hvad vi kan, og det er jo derfor, regeringen lagde et lovforslag frem i tirsdags, som vi tredjebehandlede, men som oppositionen stemte imod. Det er bare mærkeligt, for på den ene side er det et problem, at der ikke er flere, der er i beskæftigelse, men når vi laver et system i forbindelse med permanent opholdstilladelse og tilskynder til beskæftigelse, er det også et problem. Oppositionen fremsatte for et år siden et beslutningsforslag om, at vi skal gøre noget ved at lære tosprogede elever dansk, men når regeringen så kommer med et lovforslag, som man gjorde her i tirsdags, om sprogstimulering til de børn i børnehaver og daginstitutioner, der har brug for det, stemmer man imod. Der er ikke helt sammenhæng i det, fru Marianne Jelved og Det Radikale Venstre og resten af oppositionen siger, og det, de stemmer nede i Folketingssalen, og det håber jeg den større offentlighed bliver klar over.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Integrationsministeren.

Status, her små 10 år efter at regeringen overtog en enorm og uløst og efterladt integrationsopgave, er, at Danmark er blevet et mere åbent og et mere fælles samfund på en intelligent måde. Regeringen har med en målrettet indsats i et godt samarbejde med sit parlamentariske grundlag vendt en meget negativ udvikling, hvor alt for mange nydanskere før stod uden for samfundet. Vi skal følge op på den gode udvikling, vi skal tage fat i de udfordringer, som stadig melder sig. Vi skal give de mennesker, der kan og vil, og som søger ind i det danske fællesskab, al tænkelig støtte. Samtidig skal vi tage en debat og tale åbent om de kræfter, der modarbejder det danske fællesskab, og som ikke har et ønske om at være en del af det danske fællesskab, men blot har det ønske at være i Danmark. Det er også vigtigt at huske, at vi står i en økonomisk situation, hvor det er fuldstændig afgørende, at vi formår at skabe vækst igennem intelligent håndtering af integration og mangfoldighed. Skal Danmark og det danske samfunds konkurrenceevne fastholdes, kræver det både, at vi fremover kan tiltrække velkvalificeret arbejdskraft fra udlandet, og at alle herboende uden undtagelse giver deres bidrag – plads for dem alle, plads for alle, der vil, Danmark for folket.

Der er således tre hovedopgaver i den fremadrettede integrationsindsats:

For det første skal der sættes yderligere fokus på de svageste og mindst ressourcestærke grupper, som står uden uddannelse, job og uden for samfundslivet, og ja, det danske fællesskab i øvrigt.

For det andet skal der være en intelligent håndtering af integration og mangfoldighed, som skal medvirke til at skabe vækst.

For det tredje må og skal vi styrke den kulturelle integration, så vi får en ordentlig balance mellem frihed og fællesskab, mellem fasthed og tillid.

Jeg har hørt meget her i debatten i dag, meget, som i virkeligheden siger noget om de fundamentale forskelle, der er på regeringens og oppositionens opfattelse i denne sag. Lad mig sige ligeud, hvad regeringens opfattelse er: I Danmark er ingen født som ofre. Vi har hørt meget om, at det hele er samfundets og Danmarks og politikernes skyld, og derfor er det vigtigt for mig at slå fast, at i Danmark er ingen i udgangspunktet født som ofre. Vi er født med de privilegier og de muligheder, det giver os at bo her.

Regeringens politik er baseret på, at vi tillader os at forvente det bedste af vore nye medborgere, at vi forventer, at folk, der kommer til Danmark for at blive i Danmark, også kommer det for at blive danske. At have forventninger og at stille krav er nemlig også en anerkendelse af ressourcer og potentialer. Hvor mange nydanskere tidligere levede et liv i passivitet og blev gjort til ofre for samfundets dårligdomme, ikke mindst som følge af en politisk debatkultur, hvor ting ikke kunne siges og ikke kunne debatteres, så er mange af dem nu kommet i gang med en aktiv tilværelse. Men efterslæbet fra fortiden, arven – man skal jo vedkende sig arv og gæld – gør, at der stadig er en stor opgave foran os. Vi skal derfor fremover sætte yderligere fokus på de svageste og mindst ressourcestærke, ingen skal parkeres på sociale ydelser, hvis der er mulighed for at bidrage til fællesskabet. Først og fremmest gælder det de unge.

Vi skal bygge videre på den succes, vi har haft med f.eks. at få unge kvinder til at blive mønsterbrydere. De nægter at være ofre for noget som helst. De uddanner sig, og de kommer i beskæftigelse. Det er en kolossal succes og en kolossal forandring fra før og efter regeringens tiltræden. De unge kvinders integration er lykkedes i en sådan grad, at vi nu må bruge mange kræfter på og kan koncentreres os om at få unge mænd med på vognen. Det er en bunden opgave, som skal lykkes.

Jeg tror grundlæggende på, at langt de fleste og i virkeligheden alle kan bidrage med noget, så længe de ikke pakkes ind i velfærdsdyner og offerliggørelse. Det er ikke synd for nogen, at de bor i Danmark, tværtimod, men det er synd, at der f.eks. er unge drenge, der tror, at meningen med livet er en karriere som gangster i Tingbjerg, Vollsmose eller Gellerupparken. Det er synd for dem, at dele af den politiske debat offerliggør dem. Nøglen til at gøre en forskel har drengene nemlig selv. Her er det vigtigt, at vi tør tro på og siger til dem, at det forholder sig sådan: at de nydanske drenge selv kan gøre en forskel.

Som nævnt i redegørelsen har regeringen iværksat en bred og helhedsorienteret indsats for at styrke børns og unges deltagelse i det danske fællesskab. Herudover er det værd at nævne, at Integrationsministeriet samarbejder med flere projekter, der styrker de unges integration efter princippet hjælp til selvhjælp. Lad mig nævne Team Succes fra Vejle, som vandt integrationsprisen i 2009. Foreningen er blot ét eksempel blandt mange på, at det kan lade sig gøre. Team Succes har gjort det til såkaldt cool at lære noget, cool at vide noget, cool at være noget. Blandt Vejles nydanske unge er det ikke tjekket at være gangster. Nej, det er tjekket at være medlem af Team Succes, hvor citater af Søren Kirkegaard pryder foreningens lektiecafe, hvor unge nydanske hjælper andre unge nydanske med at finde vej til uddannelse og beskæftigelse. Jeg tror, at Kirkegaard, der var et med sin tid, ville sige: Se, det er cool.

Ud over et klart fokus på de unge drenge er der også andre grupper, som skal med på vognen, ikke kun for deres egen skyld, men også for vores fællesskabs skyld, for at vi ikke bliver et os og dem, men bliver et os. Her skal vi gøre op med kulturel berøringsangst. Ingen bør f.eks. få førtidspension, fordi vi ikke tør stille krav om eller tro på, at alle som udgangspunkt kan bidrage til samfundet, indtil det modsatte er bevist.

Mangfoldighed er et ord, der er blevet brugt meget. Mangfoldighed kan man ofte udlægge, som man vil, men mangfoldighed er for mig også et positivt ord. Og der er ikke nogen tvivl om, at mangfoldighed i de kommende år vil have en selvstændig værdi, en selvstændig del af vores kultur, som vi kommer til at drøfte og bruge kræfter på. Mangfoldighed uden en ramme giver ikke mening. Det bliver en abstraktion. Men mangfoldighed sat i de rette rammer kan skabe noget helt særligt, noget unikt, noget, som er brugbart, både for dem, der engagerer sig i det, og for det danske fællesskab.

Jeg deltog for nylig i en konference arrangeret af ISS. Konferencen handlede om, hvordan vi kan sikre, at mangfoldighed præcis bliver til andet og mere end rørstrømsk snak. For ISS havde det vist sig, at det sat ind i en erhvervskontekst med deres virksomhedskultur gav en ekstra værdi. Det gav simpelt hen flere penge, når de sammensatte deres team i mangfoldighedens tegn.

Hvis vi kan forstå at udnytte mangfoldigheden, kan der også komme positive resultater ud af det. Og jeg kan garantere, at regeringen også fremover vil arbejde stenhårdt for at sikre, at integrationen går fra at være en eklatant underskudsforretning præget af arv og gæld og et stort efterslæb fra den tidligere regerings initiativløshed til at være en proces, som forhåbentlig kan gøre Danmark rigere, både i form af menneskelige og i form af økonomiske ressourcer.

Debatten om den kulturelle integration er på linje med debatten om den økonomiske reformdagsorden fuldstændig afgørende for det Danmark, vi kender, det Danmarks fremtid. Lad mig endnu en gang slå klart fast: Som liberal ønsker jeg på ingen måde, ja, jeg kunne ikke drømme om at begrænse religionsfriheden eller den kulturelle frihed for mennesker, der kommer til Danmark. Jeg er ikke minister for tørklæder, klaphatte eller leverpostej i børnehaver. Jeg kan sagtens føre en diskussion om det hensigtsmæssige i kulturel tilbagetrækning, men det er grundlæggende ikke et lovgivningsanliggende.

Til gengæld er det fuldstændig afgørende, at vi tør tage den danske kultur alvorligt i al dens mangfoldighed, i stedet for, som jeg oplevede for nylig, da jeg sagde, at det måtte være en naturlig forventning til folk, der kom til Danmark og ville blive i Danmark, at de selvfølgelig blev danske, at blive mødt med en mur af fordømmelser fra oppositionens side. For hvad afslører det? Det afslører, at man har berøringsangst for overhovedet at tale om, hvad dansk kultur er, at man overhovedet ikke vil berøre det, og hvis folk fastslår, at der er en dansk kultur og siger, at den bør mennesker, der kommer til Danmark vedblivende, måske tilegne sig, så fordømmer man det. Jeg synes, det er sigende.

Det handler om den kultur, der så godt som fredeligt udviklede sig til det folkestyre, vi kender i dag, og som vi udviklede på blot 100 år. Den kultur, der først legaliserede billeder af for nogle stødende karakter, den kultur, der anerkender, som jeg sagde før, at der skal være plads til dem alle, plads til alle, der vil, den kultur, hvori kvinder er de mest frigjorte i verden.

Danmark må aldrig blive reduceret til et tilfældigt geografisk område, hvor forskellige grupper lever i parallelsamfund med vidt forskellige normer for, hvad der er rigtigt og forkert, eller for den sags skyld til en betragtning om, at Danmark er et produktionsmulighedssamfund. Den franske forfatter Antoine de Saint-Exupéry sagde, at hvis kulturen er tilstrækkelig rig, så overvælder den menneskene, selv om den ikke rører sig ud af flækken.

Hvis vi tør være stolte over den danske kultur, er her et kolossalt integrationspotentiale. Det handler først og fremmest om at glemme det særlige danske selvhad og rette ryggen, så andre kan blive inspireret af det Danmark, vi har skabt, og af det, Danmark har opnået. Regeringen har også taget en række markante initiativer for at sikre forståelsen for vores fælles dannelseshistorie og kulturelle grundlag, bl.a. i form af fremlæggelsen af en kulturkanon og en demokratikanon. Herudover er undervisning i dansk kultur blevet styrket på landets sprogskoler, og der er blevet indført en særlig indfødsretsprøve, hvorigennem personer, som ansøger om dansk statsborgerskab, skal dokumentere kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og dansk historie. Uden oplysning, intet demokrati, uden fragt i fortiden, ingen vægt udi fremtiden.

Der er noget, der hedder dansk kultur. Det er noget, vi skal være stolte af, noget, vi skal stå ved og være kulturbærere af og give videre, også til nye borgere. Dansk kultur binder os sammen som land, som folk, som mennesker. Kultur er vaner, der giver retning i tilværelsen. Dansk kultur er f.eks. det folkestyre, vi har kæmpet gennem adskillige generationer for at nå til. Det er f.eks. det naturlige, at kvinder i Danmark råder over sig selv og deres frie vilje. Det er f.eks., at børn i dag respekteres som subjekter og ikke som objekter – med andre ord som individer – det er ytringsfrihed, det er adskillelsen af det religiøse og det politiske, og det er også den kulturelle frihed. Vi må aldrig blive et samfund, hvor vi ikke forstår hinanden og fællesskabets handlinger. Har vi ikke noget fællesskab, har vi ikke noget Danmark, har vi ikke noget Danmark, har vi ikke noget os, så har vi kun et os og dem.

Regeringen har kort sagt bragt den sunde fornuft ind i udlændinge- og integrationspolitikken. Danmark skal være åbent, men ikke naivt. Den linje skal vi udbygge. Det er vejen til varig velfærd og et samfund med frihed, fællesskab og personligt ansvar.

Der er en række bemærkninger. Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak, og tak for redegørelsen. Jeg synes, at ministeren sagde mange fornuftige ting, bl.a. det her med at styrke den kulturelle integration og det, som ministeren også har nævnt andre gange, og som vi jo har sagt i lang tid i Dansk Folkeparti, nemlig at udlændinge, der kommer til Danmark, skal tilpasse sig dansk kultur og blive danske. Jeg kan så forstå, at der udestår en diskussion af rammen omkring mangfoldigheden, og det bliver så en interessant diskussion at tage omkring den ramme, man skal sætte om integration. Det er sådan set noget nyt fra regeringens side, sådan opfatter jeg det i hvert fald.

Der er mange ting, man kunne spørge ind til, men jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til noget helt konkret, og det er den diskussion, der har været i forhold til den bandeleder. Jeg ved godt, at man helst ikke vil diskutere enkeltsager i Folketinget, og det kan jeg også godt forstå, men hvis nu man tager udgangspunkt i, at vi har nogle regler i Danmark og også nogle konventioner, der gør, at hvis en forbryder, en udenlandsk statsborger, begår en lang række forbrydelser og rent faktisk står til udvisning, så – fordi han har stiftet familie i Danmark – vil han alligevel ikke blive udvist. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, om ministeren er indstillet på at stramme udvisningsreglerne, sådan at domstolene får lettere muligheder for at udvise personer, som har begået meget grov kriminalitet.

Ministeren.

Det er for mig at se stødende, at en person, som modtager en dom på 6 år i fængsel – og jeg udtaler mig naturligvis generelt – og hvor anklagemyndigheden har anmodet om udvisning og det falder inden for det regelsæt, der gælder i Danmark, ikke kan udvises. Det må regeringen forholde sig til, og det vil jeg forholde mig til, og det vil, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, give anledning til, at jeg vil fremsætte forslag til, at noget sådant ikke kan finde sted igen. Det kan jeg sige helt entydigt. Det er stødende, det er uacceptabelt, og det er ikke gavnligt for de mange medborgere af fremmed herkomst, der er i Danmark, fordi det også smitter af på dem i den offentlige debat. Det ikke rimeligt, at sådant finder sted.

Hr. Martin Henriksen.

Det synes jeg er et rigtig positivt tilsagn fra ministerens side. Der er ingen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti har ønsket at kigge på det, og reglerne er blevet strammet ad flere omgange, men vi har jo gerne ønsket, at man gik videre ad den vej. Jeg vil meget gerne kvittere for, at ministeren nu lægger op til at kigge på regelsættet og se, om man ikke kan gøre mere for at udvise udenlandske statsborgere, som begår meget grov kriminalitet i Danmark, selv om de har stiftet familie i Danmark, fordi det må selvfølgelig være sådan, at man også har et personligt ansvar i de her sager. Så det var en kvittering fra Dansk Folkepartis side.

Ministeren.

Det glæder mig meget, at Dansk Folkeparti vil medvirke til at kigge på det lovgivningsområde. Jeg må så også sige, at jeg ikke er så overrasket over det, men vi må se, hvad det kan give, hvad det kan føre med sig.

Fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Tak også for den mundtlige besvarelse fra ministeren her i dag. Det er jo en bekræftelse af, at vi heldigvis står skulder ved skulder, når det kommer til kampen om kønnenes ligestilling, børnenes anerkendelse som selvstændige retsobjekter, ytringsfrihed, sekularisering, kulturel frihed og de her ting, som vi har kæmpet for, og som man nogle gange kan komme til at tage for givet – det tror jeg vi skal lade være med – og måske nogle gange kan glemme at være tydelig nok om. Det tror jeg vi alle sammen har et ansvar for, når integrationen skal lykkes, så det er jeg meget enig med ministeren i.

Så er jeg også meget enig med ministeren i, at ingen er født som offer. Nej, vi skylder hinanden i det her samfund at nære forventninger til hinanden, og jeg er glad for, at ministeren citerede fra noget, der jo ikke bare er en gammel arbejdersang, men faktisk titlen på det integrationsudspil, som Socialdemokraterne og SF har forpligtet en ny regering på, nemlig »Plads til alle der vil«. Vi skal nære forventninger til hinanden.

Når ministeren så siger, og nu citerer jeg ministeren, at vi skal give dem, der vil fællesskabet, al mulig støtte, så synes jeg jo, det lyder rigtig dejligt. Det er en masse flotte ord, men jeg vil så prøve at spørge, om det også kunne udmønte sig i noget konkret handling fra ministerens side. Hvad vil ministeren konkret gøre for så at give dem, der vil fællesskabet, al mulig støtte?

Ministeren.

Jeg synes, det var lidt synd, at fru Astrid Krag fik rost ministeren så meget, at hun egentlig ikke fik lejlighed til at uddybe sit spørgsmål, men tak for de venlige ord, dem er jeg glad for. Måske kunne fru Astrid Krag ved lejlighed forklare mig, hvorfor reaktionen på »dansk kultur« så var så stærk, da jeg kom med min udtalelse, men det må vi tage ved lejlighed. For jeg synes i grunden, det er ærgerligt, hvis det virkelig forholder sig, som fru Astrid Krag siger, altså at tingene er sådan.

Dernæst vil jeg sige, at når jeg lige har fremlagt en samlet redegørelse for, hvad regeringens politik er på dette område, giver det jo ikke ret meget mening, at fru Astrid Krag så spørger, hvad det egentlig er, vi vil gøre. Ja, det er jo sådan set det, der står i redegørelsen.

Altså, jeg kan i meget korte termer sige, at min tilgang til det her område vil være en politisk linje, der moderniserer den såkaldt faste og fair udlændingepolitik i retning af en fast og tillidsfuld udlændingepolitik, fordi jeg opfatter tillid som en af bærepillerne i dansk kultur, og det vil fru Astrid Krag se udtrykt i den kommende tid. Men mere tillader tiden mig ikke at sige om det lige nu.

Fru Astrid Krag.

Jeg ved godt, ministeren ønsker sig meget stærke reaktioner, når han går ud i idédebatten, og jeg synes, det er en vigtig debat, vi skal blive ved med at tage, og det var sådan set bare det, jeg brugte en del af min taletid på at sige lige før.

Så lad mig spørge mere konkret ind til det med de her mennesker, som vil fællesskabet og faktisk har brug for noget støtte fra fællesskabet, og hvor jeg jo ikke mener at vi gør det godt nok i dag:

Hvad vil ministeren gøre for at sikre praktikpladser til de unge, særlig de unge mænd med minoritetsbaggrund, som i dag må opgive at fuldføre en uddannelse, fordi de ikke kan få praktikpladser? Hvilken indsats vil man sætte i søen for de unge, der har klaret sig dårligt igennem folkeskolen? Og her snakker vi ikke om arv og gæld fra en fjern fortid eller fra 1990'erne, her snakker vi jo altså om nogle unge mennesker, som er startet i folkeskolen, mens den nuværende regering har haft magten.

Hvad vil man gøre for at belønne, ikke straffe, tillidsrepræsentanten, militærtolken, de voksne, der videre- og efteruddanner sig, og vores SOSU'er, der arbejder på tvungen deltid, i det her system om permanent ophold?

Jeg mener faktisk helt reelt, at selv efter den her redegørelse står vi tilbage med nogle meget store spørgsmål, i forhold til hvad det er, ministeren vil gøre for at give dem, der vil fællesskabet, al mulig støtte.

Ministeren.

Det er sjovt, for når man hører ordene fra SF i denne tid, kan man jo falde for, at der egentlig er mange ting, man kunne finde et vist fællesskab om. Det kunne også godt være, men det, som jeg synes rammer igen og igen, er den her betragtning om, at det hele i virkeligheden er samfundets skyld. Altså, jeg vil ikke gå så langt som til at betegne retorikken som stødende, for det har jeg brugt i en helt anden sammenhæng i dag, som ville gøre det absurd, men på en eller anden måde synes jeg, der er noget irriterende ved, at det hele tiden er gøreriet, der skal herske.

Det forandrer ikke, at jeg har varslet, også i redegørelsen, at der skal gøres en indsats særlig i relation til de unge mænd, og det kommer vi til at vende tilbage til. Jeg har ikke nær haft mine hundrede dage endnu, så jeg håber, at fru Astrid Krag vil bære over med, at det mere konkrete må hun vente lidt med.

Så vil jeg tilføje, at det heller ikke kan nytte noget, at vi i forhold til skolerne tager debatten på forhånd. Lad os nu se PISA-undersøgelsen i morgen, og lad os se, om vi ikke også skal have en diskussion af kommuners forskellige ageren i den her sammenhæng, for det tror jeg bliver nødvendigt. Det tilsiger min egen kommunale erfaring mig i hvert fald.

Fru Karen Klint for en kort bemærkning.

Tak for det. Også tak til ministeren for den mundtlige redegørelse, som jeg alligevel synes bærer lidt præg af, at den er skrevet hjemmefra og ikke kun er et svar på det, der er blevet sagt i salen. Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg kan genkende noget af det meget dommedagsagtige i talen om, at oppositionen gør alle med anden etnisk baggrund eller alle indvandrere til ofre. Vi forsøgte faktisk at sige, at man netop også selv skal bidrage, at man skal ville det danske samfund, og vi var faktisk nogle stykker, der udtalte os i næsten de samme toner, som ministeren gjorde, også væk fra offerrollen.

Men at sige, at der så er nogle mennesker, som har haft nogle vilkår og har været igennem nogle forfærdelige ting som flygtninge, jamen det er jo ikke det samme som at gøre dem til ofre, så er der jo tale om fakta: at sådan nogle ting også går i arv til børnene. Og det var derfor, jeg nævnte den bog, som fru Lissi Rasmussen har lavet, om et forskningsprojekt på grundlag af 200 unge menneskers livshistorier og vilkår. Og så kunne mit spørgsmål jo passende være: Er det ikke også en fælles opgave, vi har med de børn, som stadig væk er i Danmark, og som har ulige vilkår i kraft af deres arv, hvordan vi forebygger, at de bliver en kopi af dem, der sidder inde i fængslerne i dag?

Ministeren.

Fru Karen Klint taler ikke for døve øren her, men jeg må bare sige, at jeg på et tidspunkt offentliggjorde et retsoplæg, hvis skæbne ikke var så god til at starte med, men som siden blev gennemført nærmest i sin fulde længde på nær nogle enkelte ting; herunder foreslog jeg også, at man i bl.a. skolen i højere grad, end man gør i dag, anvender psykiske screeninger for bestemte grupper, fordi vi ved – vi ved – at der findes f.eks. en langt højere frekvens af posttraumatisk stress-syndrom og lignende i grupperne. Og jeg kan bare huske den reaktion, jeg blev mødt med, dengang jeg foreslog det: Det var at udstille bestemte grupper, og hvad bildte jeg mig ind, og sådan noget.

Men sandheden er, vil jeg sige til fru Karen Klint, at jeg er fuldstændig pragmatisk, hvis bare det, vi gør, virker – fuldstændig pragmatisk. Derfor var jeg også fuldstændig pragmatisk, da der for nylig kom en sag frem om Holbæk Kommune, som i forhold til at afsløre socialt bedrageri havde taget en imam i anvendelse, ikke i forhold til nogle konkrete sager, men for at forstå det kulturgrundlag, man opererede med. Jeg er fuldstændig pragmatisk.

Fru Karen Klint.

Mit næste spørgsmål skal så være, om ministeren også er så pragmatisk, at der bliver inviteret lidt flere partier ind, end vi har set der er blevet indtil nu, til en samtale om de værktøjer og de modeller, der kan fremme integrationen?

Ministeren.

Jeg tager gerne en kop kaffe med fru Karen Klint, det skal ikke skorte på det. Kaffe er sundt og godt, og jo stærkere, jo bedre, men fru Karen Klint ved også godt, at selv i politik, hvis man betænker den mængde af kaffe, man har drukket igennem tiden, så kan det godt blive lidt stærkt; men det kan så blive til en kop te.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil ved anden lejlighed vende tilbage til nogle af ministerens mere uhyrlige påstande om, at der ikke blev talt om udlændinges integrationsproblemer i 1990’erne, og i stedet tage fat i noget positivt, som ministeren sagde, nemlig at ministeren roste de initiativer, der foregår rundtomkring i landet, som masser af frivillige foreninger og andre frivillige er involveret i, og som satspuljen i stor stil finansierer. Jeg er nemlig fuldstændig enig i, at der foregår rigtig meget konstruktivt, som bidrager til en god integration rundtomkring i netop de sammenhænge her, og derfor vil jeg stille et spørgsmål, som er lidt langt.

Bill Clinton var guvernør i Arkansas, og han satte sig for egenhændigt at sikre sig, at analfabetismen blev fjernet fra Arkansas. Det gjorde han ved at sende en hær – i anførselstegn – af pædagoger og socialrådgivere og lignende, altså den type af uddannede, ud i familierne, hvor forældrene var ramt af analfabetisme, for at lære forældrene, hvordan man kunne lære børnene om farverne og formerne osv. Den metode har vi jo ikke prøvet i Danmark. Kunne ministeren overveje det?

Ministeren.

Jeg vil godt sige til fru Marianne Jelved, at en af de ting, som jeg, mens jeg var borgmester i Københavns Kommune, havde de heftigste diskussioner med de øvrige partier, de regerende partier, om – og det skal ikke lægges fru Marianne Jelved til last, for jeg havde et fint samarbejde dengang med bl.a. Det Radikale Venstre – handlede, som jeg sagde til fru Karen Klint, præcis om at være pragmatisk i sin tilgang til, hvordan man egentlig flyttede ting, altså at det i den ene familie kunne være bedst, at det var en person med politimyndighed, der foretog sig noget bestemt, at det et andet sted kunne være bedst med en socialrådgiver, mens det et tredje sted kunne være noget tredje etc.

Det vil jeg meget gerne – det er også derfor, jeg nævner kommunerne som et centralt omdrejningspunkt i den sammenhæng – prøve at lægge en national handlingsplan for og tage en drøftelse med kommunerne om. Men det kommer, vil jeg sige til fru Marianne Jelved, til at kræve, at vi tør lægge den kulturelle berøringsangst på hylden, og det kommer også til at gøre ondt på Det Radikale Venstre.

Fru Marianne Jelved.

Jamen jeg tror, at hvis man virkelig gav sig til at undersøge det og også se på de forskningsresultater, der ligger, om, hvad der virker integrationsmæssigt, så kunne man bruge et Kierkegaardcitat, som jeg ikke kan udenad, men som jeg kan referere, nemlig at man skal møde den, man vil flytte, der, hvor den person er. Det tror jeg er det, der præger det frivillige. Og når vi nu taler om den PISA Etnisk, der kommer i morgen, og som undervisningsministeren allerede har annonceret ikke viser nogen forbedring, så kunne jeg forestille mig, at integrationsministeren ville bidrage til en mere nuanceret diskussion om, hvordan man kan gribe det an i skolerne og børneinstitutionerne frem for at bruge tvang.

Ministeren.

Jeg tror altså, at fru Marianne Jelved – og det er kun et venligt ment råd til en god kollega – skal være lidt forsigtig med at citere undervisningsministeren for det pågældende standpunkt, for jeg har lige talt med ham, og det, undervisningsministeren i hvert fald selv mener at han har sagt, er, at han har kommenteret den gamle undersøgelse. Den undersøgelse, der kommer i morgen, er ikke blevet kommenteret, og derfor skal man nok være forsigtig med at tillægge det, man tror man har hørt, en vægt, i hvert fald i den videre politiske debat indtil i morgen. Det vil jeg i hvert fald anbefale.

Med hensyn til kulturmødet vil jeg så sige: Ja og nej. Jeg har den tilgang til det, at det skal baseres på fasthed og tillid, altså begge dele. Tillid er udgangspunktet for det, fru Marianne Jelved siger her, men jeg har altså også den tilgang til det, at kommer man til Danmark, er det Danmark, man kommer til, og der må der være den naturlige forventning, at kommer man til Danmark for at blive, så kommer man for at blive dansk, ikke i en dansk kontekst forstået som en indsnævret kontekst, men i al dens bredde og mangfoldighed. Men der er en ramme, og jeg tror, fru Marianne Jelved med sine pædagogiske forudsætninger vil være enig med mig i, at rammer er forudsætningen for at kunne forandre.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til integrationsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.