Det sidste punkt på dagsordenen er:

15) Forhandling om redegørelse nr. R 6:

Ministeren for ligestillings redegørelse af 25.02.2011 om perspektiv- og handlingsplan 2011.

(Anmeldelse 25.02.2011. Redegørelsen givet 25.02.2011. Meddelelse om forhandling 25.02.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er Venstres ordfører, fru Karen Jespersen.

Tak. Da Venstres ordfører i ligestillingsspørgsmål, fru Louise Schack Elholm, ikke kan være til stede i dag, vil jeg læse hendes tale op:

Venstre har modtaget ligestillingsministerens perspektiv- og handlingsplan for 2011 med tilfredshed. Handlingsplanen indeholder en række fokusområder som f.eks. uddannelse uden begrænsninger, ligestilling for mænd, fokus på kvalitet frem for køn, vold i nære relationer, menneskehandel og ligestilling i et internationalt perspektiv.

Generelt lægger perspektiv- og handlingsplanen op til, at folks frie valg skal respekteres: Vi skal ikke lovgive om, hvordan familierne skal indrette sig, og vi skal heller ikke lave kvoter for kvinder. Denne respekt for den enkeltes frihed kan vi kun bakke op om. Det er ikke os på Christiansborg, der ved, hvordan familierne skal få livet til at hænge sammen, det ved familierne bedst selv.

I perspektiv- og handlingsplanen lægges der i stedet for op til, at vi skal bruge frivillighedens vej til at få mere lige muligheder. I Danmark har vi allerede ligestilling, men det er de lige muligheder, der skal arbejdes på. Hvorfor vælger drengene ikke omsorgsfagene? Hvorfor tager færre drenge end piger en uddannelse? Det skal undersøges nærmere.

Der er færre kvindelige end mandlige ledere, og der er igangsat en undersøgelse, som skal vise baggrunden for ulighederne. Det er vigtigt at vide, hvad baggrunden for skævhederne er, hvis de skal ændres. Skyldes det, at mænd vælger mænd, eller at kvinder fravælger en benhård karriere? Vi kan alle sammen have en holdning til det, men det bliver godt at få nogle mere håndfaste fakta, som kan nuancere debatten og give os nogle ideer til, hvor der skal sættes ind. Årsagerne til skævhederne kan være mange, og de bunder ikke nødvendigvis i mangel på ligestilling.

Derudover lægges der vægt på at nedbryde barrierer for at få flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer og ledere. Samtidig laves der frivillige aftaler med virksomheder om at få flere kvinder i bestyrelser og ledelser.

Oppositionen taler ofte om tvang. Jeg synes, det er et nederlag, at man er nødt til at tvinge lighed mellem kønnene igennem. Som kvinde skal man vælges på sine kvalifikationer og ikke på grund af sit køn. Vi er mere end bare kvinder, vi har kvalifikationer og vilje, vi er for dygtige til bare at blive valgt, kun fordi vi er kvinder.

Kvoter og tvang vil også sætte spørgsmålstegn ved, om de kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer har de nødvendige kompetencer, eller om de blot er valgt, fordi man skal opfylde en kvindekvote. Det er en uønsket situation, som jeg ikke vil sætte en kvinde i.

Vi skal heller ikke bestemme, at kvinder skal vælge karriere frem for børn. Det er kvindernes og familiernes eget valg. Vi skal sikre, at kvinder på lige vilkår med mænd kan forfølge en karriere. Vi skal sikre, at flere kvinder kommer i bestyrelser og ledelser, men det skal ske ad frivillighedens vej, ikke gennem tvang.

Det er ikke en falliterklæring for kvinderne, at nogle kvinder prioriterer børnene. Det er vigtigt at prioritere børnene, og det bedste er selvfølgelig, hvis begge forældre prioriterer børnene. Men vi skal hjælpe kvinderne til at få mulighed for at prioritere både børn og arbejde eller karriere. Det skal gøres ved at give familierne de bedste rammer. Venstre glæder sig over, at regeringen har lavet en aftale med kommunerne om at afskaffe de løsrevne lukkedage. Regeringen har indført pasningsgaranti, og det og mange andre tiltag skal hjælpe kvinderne til at kunne vælge både børn og karriere.

Samtidig foreslår oppositionen også ofte at øremærke en del af barslen til mænd, men hvad er det lige, der gør, at folketingsmedlemmer ved, hvad der er bedst for familierne? Det, der er godt for den ene familie, er ikke nødvendigvis godt for den anden familie. Derfor skal familierne have lov til at vælge at dele barslen ligeligt mellem forældrene eller vælge, at moderen holder størstedelen af barslen. Det skal være det frie valg. Vi skal ikke fra Folketingets talerstol bestemme, hvordan familierne skal dele barslen – der er grænser for politik. Det er godt med en fleksibel barselorlov.

Perspektiv- og handlingsplanen er et fint udgangspunkt for det videre arbejde med ligestilling og de lige muligheder.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det fru Julie Rademacher som ordfører for Socialdemokratiet.

Mange tak. Jeg undskylder, hvis min stemme er lidt sjov i dag. Jeg har noget virus, som har generet mig i løbet af dagen, men jeg har været så heldig tidligere i dag også at være i et samråd, et meget positivt samråd, med ligestillingsministeren, hvor det gik lidt bedre med stemmen, men jeg håber, at den holder igennem.

For Socialdemokraterne handler ligestilling om mænd, men også om helt almindelige danske kvinder. I lang tid har ligestillingsdebatten handlet om kvinder i toppen eller kvinder i bunden af samfundet med anden etnisk baggrund. Dette kulminerede med fru Inger Støjberg som ligestillingsminister, der meldte ud, at vi sådan set havde ligestilling i Danmark undtagen for indvandrerkvinder. Alligevel så vi ikke mange initiativer fra den daværende minister, og jeg kan huske, at vi alle sammen glædede os, da vi hørte, at fru Lykke Friis som prorektor på Københavns Universitet havde arbejdet mere progressivt for at fremme ligestilling i Danmark.

Så er spørgsmålet, om den nuværende ligestillingsminister har formået at indfri nogle af disse forventninger. Men uanset hvad må man gå ud fra, at regeringen ved denne udnævnelse også samtidig erkendte, at vi trænger til at sætte en mere progressiv ligestillingsdagsorden i Danmark og for alvor sætte os nogle fælles mål og ambitioner for, hvad vi gerne vil nå.

Socialdemokraterne vil gerne en bredere og mere løsningsorienteret ligestillingspolitisk dagsorden. Vi må dog erkende, at ligestillingsministeren gennem de sidste 10 år hverken har været den tungeste eller den travleste minister i den borgerlige regering. Ligestillingsministeren har også meget sjældent kunnet finde opbakning hos Dansk Folkeparti, der nærmest er imod ligestilling i Danmark og i hvert fald mener, at vi bare kan sætte os på vores hænder og tro, at det hele går af sig selv.

Dette sker til trods for, at vi stadig har udfordringer, at vi stadig har en lønforskel på 18 pct. mellem mænd og kvinder, at mænd, der læser til sygeplejerske, mødes med fordomme, at langt de fleste byrådsmedlemmer og borgmestre er mænd, at vi stadig har et meget kønsopdelt arbejdsmarked og samfund, der fordrer, at de valg, enkelte familier skal træffe, ofte allerede er givet på forhånd, og at meget få mænd stadig tager barsel, hvor kvinder fra samfundets side forfordeles i dag. Hvis en mand i dag vil have barsel, skal han ud over at spørge arbejdsgiveren også ofte spørge og forhandle med hende derhjemme, fordi vores barselregler er skæve og giver mere til kvinder, end de giver til mænd. I 2003 holdt mænd i gennemsnit 18 dages barsel. I 2008 er det blevet til 26 dage. Bare til sammenligning så holdt kvinder i samme år gennemsnitligt 276 dage.

Således har vi ved hjælp af fakta mange gange dumpet regeringen for ikke at have nået tilstrækkelige mål i forhold til ligestilling, og jeg er overbevist om, at hvis de fem ligestillingsministre, vi har haft siden 2001, havde været trænere på et superligahold i fodbold, ja, så var de jo nok blevet fyret, fordi de ikke havde vundet nok. Men det, jeg egentlig prøver at sige i dag, er, at vi har en lang række udfordringer at løse, og på trods af at regeringen ikke indtil nu har vist synderlig meget handlekraft på det her område, mener jeg, det er på tide, at vi stopper skænderierne, lader være med at stille os ud i hvert vores hjørne og i stedet mødes om de fælles udfordringer, vi har.

Hvis målene er, at vi gerne vil bekæmpe uligeløn, bekæmpe vold i nære relationer, bekæmpe handel med mennesker, styrke mangfoldigheden i ledelser og bestyrelser, sikre, at både kvinder som mænd kommer igennem uddannelsessystemet og vi opfylder vores mål om, at 95 pct. skal tage en ungdomsuddannelse og 50 pct. skal tage en videregående uddannelse, jamen så er Socialdemokraterne selvfølgelig med. Jeg er glad for, at vi bl.a. har været i spidsen for at indføre et ligestillingsudvalg i Folketinget, som vi får efter næste valg, en udvidelse af Institut for Menneskerettigheder for at imødekomme EU's ligebehandlingsdirektiv, om end det med forbehold for det, der er foregået, måske ikke er helt tilstrækkeligt.

Vi har været med til at tage initiativer til at bekæmpe menneskehandel, bidraget til at bekæmpe vold i nære relationer. Vi har fået sikret psykologhjælp til børnene på krisecentrene både dem over og under 6 år, og vi har sat en progressiv politisk dagsorden for også at få mændene med.

Vi mener nu, at det er tid til at tage temperaturen på ligestillingen i vores land. Vi mener selvfølgelig også, at det skal handle om at gøre status for at kunne kigge fremad. Hvis vi for alvor skal rykke noget på ligestillingen ind i fremtiden, skal vi ikke kun fokusere på kvinder på topposter og mænd, der falder fra i uddannelsessystemet. Nej, så mener jeg, at vi også skal have fokus på nogle af de helt almindelige udfordringer, som familier møder i hverdagen.

Hvis vi ønsker en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv for både kvinder og mænd, at flere kvindelige talenter skal i spil, at flere kvinder i fremtiden får mulighed for at bidrage mere på arbejdsmarkedet, så bliver vi nødt til at kigge på de strukturer, der påvirker de enkelte familier og individers frie valg og bl.a. erkende, at når man sparer på daginstitutionerne, som bliver nødt til at holde lukkedage, så rammer det direkte kvinderne. Hvis vi fremover skal sikre ligestilling for både mænd og kvinder, er det Socialdemokraternes klare holdning, at vi har mere at mødes om end at skændes om.

Vi har brug for, at både den private og offentlige sektor får et tjek. Vi har brug for, at det både bliver hot at være mandlig sygeplejerske og kvindelig direktør, men mest af alt har vi brug for at erkende, at vi i Danmark kan blive bedre, at vi kan blive bedre til at værdsætte forskellighed og mangfoldighed, at det er en styrke for vores samfund med diversitet, forskellighed, og at vi i denne erkendelse allerbedst får sat en progressiv dagsorden sammen. Jeg siger ikke, at det bliver nemt, men jeg siger, at det bliver nødvendigt.

Jeg læser og tager positivt imod årets redegørelse, om end jeg godt mener, at vi kunne være lidt mere ambitiøse på ligestillingens vegne på nogle punkter, men generelt mener jeg, og budskabet herfra skal også lyde, at vi har mere at mødes om, end vi har at skændes om.

Tak til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken. Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Så nåede vi til det tidspunkt, hvor den årlige ligestillingsredegørelse kom, og det vil jeg da godt starte med at takke ministeren for.

Jeg skal ærligt indrømme, at når jeg ser en redegørelse med overskrifter som »Ligestilling er også for mænd« og »Ligestilling er en vinderstrategi for Danmark – for kvinder og mænd!«, så er det vores opfattelse i Dansk Folkeparti, at ministeren har fat på noget af det rigtige, og at det er et udtryk for nye toner. Det understøttes jo ganske glimrende af, at ministeren har nedsat et mandepanel, som skal se på de barrierer, som drenge og mænd støder på bl.a. i uddannelsessituationer. Jeg vil gerne sige, at vi i Dansk Folkeparti bakker varmt op om initiativet med mandepanelet. For os at se er det vigtigt, at mændene kommer med.

Det leder jo hen på et af initiativerne i redegørelsen, som netop handler om, hvorfor flere drenge end piger fravælger uddannelse, og hvad forskellige undervisningsformer betyder for drengenes skoleengagement. Hvis vi skal have alle talenter i spil, gælder det jo netop begge køn. Vi taler ofte om det kønsopdelte arbejdsmarked, og i redegørelsen nævnes bl.a., at ministeren sammen med ingeniørforeningen iværksætter et projekt for at motivere flere piger til at vælge naturvidenskabelige eller tekniske fag. Når man så ser, hvilke uddannelser drenge ikke vælger, nemlig sundhedsuddannelser, er jeg jo nødt til at spørge, om ministeren også overvejer et projekt her. Ministeren har i redegørelsen beskrevet, at der skal ske et opgør med gammeldags holdninger til, hvad kvinder og mænd kan, skal og bør, som i en række tilfælde stadig er en barriere for de valg, der træffes. Jeg er for så vidt ikke uenig, men jeg vil gerne sige, at der stadig skal være respekt om det frie valg til en uddannelse, også ud fra interesse. Det må ikke gå hen at blive et problem, at en kvinde vælger at være hjemmegående husmor, eller at en mand vælger at blive murer. Det skal stadig være lige så acceptabelt, som hvis det var omvendt.

At flere mænd ønsker at holde barsel, fremgår også af redegørelsen, og initiativet med at samle gode erfaringer fra virksomheder, der understøtter de mandlige ansattes brug af barselorlov, for derefter at kommunikere det videre, er ganske glimrende. Der skal gøres op med gammeldags holdninger om mænds barsel, for det er ganske enkelt ikke rimeligt, at nogle mænd oplever decideret chikane fra arbejdsgiveren, fordi de vil have barsel.

Der igangsættes en række initiativer for at få flere kvinder i ledelse, hvilket også er udmærket. I forvejen får langt flere kvinder end mænd en videregående uddannelse, og jeg tror, at der med tiden automatisk vil komme flere kvinder i ledelse, hvilket så også naturligt vil føre til flere kvinder i bestyrelser. Det er langt at foretrække frem for kvoter, men det kræver naturligvis, at kvinderne vælger vejen. Og her vil jeg igen pointere, at vi i Dansk Folkeparti har den holdning, at det aldrig kan være et mål i sig selv, at kønnene skal være lige repræsenteret, men altid må være op til den enkelte person, mand eller kvinde, at tilvælge karrieren. For uanset, at man arbejder på at få større sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv, vil der ved lederjob være situationer, hvor man er nødt til at fravælge andre ting. Det er muligt, at vi skal have alle talenter i spil, men hvis talenterne prioriterer noget andet end arbejdsmarkedet, er det helt i orden.

Vold skal bekæmpes, og vi skal som samfund klart tilkendegive, at det er uacceptabelt. Hovedparten, der udsættes for vold, er kvinder, men også mænd er udsat for vold. Det er derfor glædeligt, at ministeren vil iværksætte en undersøgelse for at afdække, om de eksisterende tilbud imødekommer mænds behov, og hvilke tilbud der yderligere er brug for. Det har undret mig såre, at kvindekrisecentre er på finansloven, mens mandekrisecentre har fået hjælp af satspuljemidlerne. Her er der vist behov for ligestilling.

I 2011 kommer ligestillingsredegørelserne fra de offentlige institutioner, og må jeg ikke her sige, at det i Dansk Folkepartis øjne er spild af tid, at f.eks. kommunerne skal opliste, hvor mange af hvert køn der er ansat i forskellige stillinger. Det giver simpelt hen ikke mening; det er helt klart vores vurdering, at man naturligvis ansætter de mennesker, der har de bedste kvalifikationer, uanset køn.

Der nævnes også et EU-projekt om mainstreaming. Nu har jeg jo hørt lidt om, hvad kommissær Viviane Reding har udtalt om kvoter, nemlig at hun ikke p.t. vil indføre kvoter i virksomhedsbestyrelser, men vil se på det om et års tid, hvis der ikke er sket forbedringer. For at være i god tid – og med de EU-venlige partier, vi har siddende her i Folketinget – vil jeg spørge ministeren, om hun vil bekæmpe et EU-forslag om kvindekvoter. Jeg er ikke tvivl om, at venstrefløjen vil sige ja tak til det, og jeg ved også, at det ikke er regeringens politik, men hvis et forslag om kvindekvoter kommer fra EU, kan jeg jo godt være bange for, hvad regeringen vil gøre. Man vil jo så gerne sidde med ved bordet.

Endnu en gang tak til ministeren for redegørelsen.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Vigsø Bagge.

Nu bemærker jeg jo, at Dansk Folkepartis ordfører roser det nedsatte mandepanel, og det kan jeg godt forstå, for det er dejligt, når der endelig kommer et nyt initiativ på ligestillingsområdet fra regeringen, det må man sige. Men ordføreren nævner panelet i relation til drengene, som klarer sig dårligt i uddannelsessystemet, og vi ved jo faktuelt, at mange af de drenge, der klarer sig dårligt i uddannelsessystemet, bl.a. gør det, fordi de kommer fra hjem, hvor deres forældre er ufaglærte eller har en kort uddannelse. Synes ordføreren så ikke også, det er besynderligt, at man sammensætter et panel, hvor der stort set udelukkende sidder folk med lange, videregående uddannelser, og hvor der slet ikke er repræsentanter, som egentlig ved, hvad det vil sige at være ufaglært eller have en kort uddannelse, hvis man skal komme med nogle bud på, hvordan man hjælper de drenge igennem uddannelsessystemet?

Så er det ordføreren.

Jeg synes, fru Pernille Vigsø Bagge har en pointe – helt bestemt – for jeg har også studset lidt over sammensætningen. Men jeg har en formodning om, at de, der så kommer til at sidde i mandepanelet, har en idé om, hvad der gjorde, at de tog uddannelsen, og at det måske kan være en hjælp til at finde ud af, hvilke barrierer de følte der var, og hvad der gjorde, at de kunne komme videre. Det er min formodning. Men jeg synes bestemt, det er en pointe, og det kan da godt være, at det er noget, man skal tage at overveje.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Pernille Vigsø Bagge.

Nu er det jo faktisk sådan, at Socialdemokraterne og SF er kommet med et udspil om en mandekommission.

Når man kigger på, hvad det er for nogle risikofaktorer, der er forbundet med at være mand i det danske samfund i dag – man dør tidligere, man er mere syg, man har større risiko for at blive misbruger, man sidder mere i fængsel, hvis man er mand end hvis man er kvinde osv. – er det jo meget relevant, at det ikke kun er akademikere med lang uddannelsesbaggrund, der sidder i en mandekommission eller et mandepanel og skal komme med gode anbefalinger til, hvad der skal ske.

Det kan godt være, at akademikerne også har en formodning om, hvorfor de ikke sidder i fængsel, hvorfor de ikke er blevet misbrugere osv., men vil Dansk Folkeparti ikke give SF ret i, at det ville være meget smartere, hvis man også havde repræsentanter fra de grupper af samfundet, som faktisk har været ude i tovene, så man måske kunne finde ud af, hvad de havde haft brug for, og så måske ad den vej løfte ligestillingen på det her område?

Så er det ordføreren.

Som jeg sagde før, så synes jeg, at fru Pernille Vigsø Bagge har en pointe. Jeg synes, det kunne være smart at hive folk, som netop har oplevet barriererne i uddannelsessystemet, ind. Jeg tror bare også, at når man sammensætter sådan et panel, skal det også handle om, hvem der har overvundet de barrierer, og det har jeg en formodning om at de her mennesker har, og det synes jeg også er en pointe. Så det må blive mit svar.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er netop fru Pernille Vigsø Bagge som ordfører for SF.

Ja, jeg er også en af dem, der ser frem til debatten om perspektiv- og handlingsplanen for ligestilling hvert år. Det gør jeg, fordi ligestillingspolitikken ligger SF meget på sinde og har høj prioritet hos os og er et område, hvor vi nok synes, at den konkrete indsats fra regeringens side lader meget tilbage at diskutere, om jeg så må sige, for det er jo sådan, at man godt vil snakke ligestilling i regeringen, men ministeren afviser jo fuldstændig i perspektiv- og handlingsplanen at skride til lovgivning på det her område.

Det er ikke sådan, at jeg vil kritisere nogle af de fokusområder, der er i rapporten, for jeg synes, det er nogle glimrende fokusområder, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig alle som et, men når man læser rapporten, synes jeg, at den glimrer ved de konkrete initiativers fravær, i hvert fald hvis vi skal hæve os lidt op over kampagneplanet og annonceplanet. Lad os tage fat i f.eks. den med barslen, som vi har diskuteret lige så længe, havde jeg nær sagt, vi har haft et arbejdsmarked, hvor kvinder var stærkt repræsenteret, og vi i de seneste år også her i Folketinget også har diskuteret barselorlov igen og igen. Jeg kan jo se af perspektiv- og handlingsplanen, at ligestillingsministeren rent faktisk godt kunne tænke sig, at mænd ville tage noget længere barselorlov, og at der i hvert fald ikke var de barrierer, som der i dag er i forhold til at tage barselorlov. Der er rigtig mange fædre, der nærer et oprigtigt ønske om at kunne tage mere barselorlov sammen med deres børn, men kulturer på arbejdspladsen, kvinderne, som sætter sig på hele barslen, og de normer og strukturer, der er i samfundet, forhindrer det. Og alligevel er regeringens bedste bud at nedsætte dette panel bl.a.

Vi hører fra fru Karen Jespersen, som læser Venstres ordførers tale, at det er utrolig vigtigt, at valgte parlamentarikere ikke blander sig i barselorloven her til lands. Nu må jeg bare lige påpege, at når vi overhovedet har de barselrettigheder, vi har, er det netop, fordi vi som Folketing, som lovgivere har været inde at lovgive på det her område. Jeg er også nødt til at sige, at når man i Norge og Sverige og Island har parlamentarikere, der har blandet sig i det her område med meget, meget fine resultater i forhold til at få fædre til at tage en længere barselorlov, er det jo, fordi man har vurderet, at de pågældende landes parlamenter og parlamentarikere rent faktisk havde noget at skulle sige på det her område. Og jeg synes altså, det er noget af en kortslutning at påstå, at det her er det ypperste, man kan, nemlig at nedsætte et panel.

Vi foreslår igen og igen, at vi skal øremærke 12 uger af barselorloven til fædrene, fordi det er det eneste, der reelt kan bryde de fastlåste strukturer på arbejdsmarkedet, der gør, at fædrene afskæres fra at holde barselorlov.

Så har vi diskuteret kvinder i bestyrelser og mænd i bestyrelser i meget lang tid, og det virker jo reelt også, som om den problematik er gået op for ligestillingsministeren og for regeringen, men hvorfor er det så, at regeringen ikke aktivt ønsker at påvirke udviklingen? Man folder hænder og håber på, at udnævnelsen af nogle ambassadører vil være tilstrækkelig til at gøre en forskel. Det er også meget sympatisk, at man udnævner de her ambassadører, men det er måske også en smule naivt. Når bestyrelsesposter skal besættes, viser det sig igen og igen, at man vælger kandidater, som i forvejen findes i ens – jeg havde nær sagt – mandenetværk, og som ligner en selv, og når man er mand, så er det mest mænd, der ligner en selv. Derfor bliver det i dag sådan, at velkvalificerede kompetente kvinder overses i en helt urimelig grad. Vi er nødt til at gå skridtet videre end bare at tale om det her problem, hvis vi vil ændre tingenes tilstand. Vi er, som ministeren ved, ikke blege for at foreslå, at vi over en 4-årig periode skal have en målsætning om, at der i de børsnoterede virksomheders bestyrelser skal være mindst 40 pct. af hvert køn. Det er jo interessant, hvordan borgerlige regeringer i hele Europa også følger den her strategi.

Jeg kunne også godt tænke mig at tage fat i den del af perspektiv- og handlingsplanen, som meget, meget kort berører ligelønsspørgsmålet. Her synes jeg måske, vi i særlig grad i år skulle få nogle konkrete initiativer fra ministeren, fordi vi jo sidste år har fået resultaterne fra en lønkommission, der klart viser, at i det her land kan kvinder godt uddanne sig til viden, men de kan ikke uddanne sig til penge, i hvert fald ikke, hvis man tager en mellemlang videregående uddannelse som kvinde.

Hvis man læser kapitel 8 i Lønkommissionens rapport, kan man tydeligt se, at vi har et stort problem med vores ligelønsbegreb, og fra mange steder i Europa peges der på, hvordan man kan arbejde med et andet ligelønsbegreb og en ny måde at tale om ligeløn for arbejde af samme værdi på.

I SF ser vi gerne en ny ligelønslov, der skal sikre lige løn for lige arbejde. Det kunne godt virke som sund fornuft i de flestes ører, her mange, mange år efter at vi har fået en ligelønslov i Danmark, men det virker ikke rigtig på regeringen, og der sker ikke noget konkret på området. Man har igen og igen sagt, at det må være op til den enkelte at sikre sig den løn, man i og for sig kunne fortjene på arbejdsmarkedet. Vi synes, det er påfaldende, at man igen her i perspektiv- og handlingsplanen for 2011 ikke i højere grad tager fat på det her problem.

Men jeg har som sagt glædet mig til den årlige debat, for det er for sjældent, at vi har de debatter her i Folketingssalen. Det har vi selvfølgelig ikke, fordi regeringen ikke er interesseret i, at det overhovedet er noget, vi skal diskutere i den her Folketingssal, eftersom det meget klart står i indledningen, at det ikke skal overlades til lovgiverne at lave ligestillingspolitik. Det, jeg godt her på falderebet kunne tænke mig at spørge ministeren om, er: Giver det nogen mening, at vi står her og diskuterer ligestilling som den lovgivende forsamling, når vi altså ikke må have lov til at lovgive på ligestillingsområdet? Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at spørge ordføreren omkring det her med ligeløn. Vi har jo en ligelønslov i Danmark, dvs. at man får lige løn for lige arbejde. Det, ordføreren påpeger, kan jeg forstå, er, at nu skal man have samme løn for arbejde af samme værdi. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge, hvordan man værdisætter arbejde. Jeg har både brug for skraldemanden og lægen, så for mig har det for så vidt samme værdi, især fordi jeg måske ikke går så meget til lægen lige for tiden, og det så kan være, at skraldemanden er vigtigere for mig. Hvordan værdisætter man forskellige typer af arbejde?

Så er det ordføreren.

I Norge har man lavet et værdisætningssystem på en måde, der bl.a. har resulteret i, at en SFO-leder på en skole fik det samme i løn som den tekniske medarbejder, der gik udenfor, fordi man vurderede, at deres arbejde havde samme værdi. Før den afgørelse faldt i Norge, fik den tekniske medarbejder en betydelig større løn end SFO-lederen. I Sverige har man en anden værdisætning, og i EU arbejder man med en helt tredje model for, hvordan man værdisætter, så man kan lave ny lovgivning eller direktiver, der tilgodeser arbejde af samme værdi. Det kan man læse mange spændende rapporter om. Det er et meget komplekst område, men vi er nødt til at bevæge os væk fra, at kvinder har et lønefterslæb på op til 18 pct.

Så er det fru Pia Adelsteen for yderligere en kort bemærkning.

Men det betyder så også, at der sidder nogle mennesker og laver en vurdering af, hvilken værdi et arbejde har? Der kan jo være mange opfattelser af, hvad den værdi er. Det er egentlig det, ordføreren siger. Vi skal værdisætte forskellige typer af arbejde, og så får man det samme i løn – i øvrigt uanset hvad man laver. Hvorimod jeg jo meget mere tror på, at man forhandler sin egen løn ud fra, hvad man ellers gør på sin arbejdsplads. Det har jeg også været vant til på det private arbejdsmarked, men det kan jeg forstå at man ikke går ind for i SF.

Så er det ordføreren.

Men det er helt sikkert, at vi synes, der er en stor uretfærdighed i, at en svejser, der er taget en uddannelse på 2 år i Danmark, tjener 100 kr., hver gang en SOSU-assistent, der har taget en uddannelse 2 år, kun tjener 80 kr. Hvordan har man værdisat, at svejserens arbejde er mere værd end SOSU-assistentens? Det er jo interessant. Jeg tror, at hvis man brugte et af de anerkendte værdisættelsesbegreber i forhold til at værdisætte arbejde af samme værdi, ville man få et helt og ganske andet resultat. Det kan godt være, det er komplekst, men ja, det er vores klare overbevisning, at vi er nødt til at lave en ny ligelønslov, der tager højde for arbejde af samme værdi.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg må altså sige, at jeg egentlig morede mig lidt, da regeringspartierne i en periode brugte betegnelsen Socialistisk Folkeparti om SF, fordi man ligesom ville understrege, hvor socialistiske SF’erne var. Men det er da den rene og skære socialisme, vi er vidne til kommer her fra Folketingets talerstol i dag: at vi nu skal sidde sådan og finde ud af, hvad værdien af bestemte former for arbejde er.

Altså, værdien er det, som man vil betale, og det, man ved frivillige aftaler kan aftale sig til. Sådan er det. Det er det, det er værd. Alt andet er overbetaling af ting, som er mindre værd, og det er der jo ingen grund til. Det er spild af offentlige kroner, hvis det er det offentlige arbejdsmarked, vi taler om, og hvis det er det private, så er det indblanding i noget, vi overhovedet ikke skal røre ved. Det er én ting.

Det andet er om kvoterne for bestyrelser; de kom jo altså også lige med i ordførerens indlæg igen. Hvordan kan man mene, at private virksomheders ledelse skal dikteres fra Christiansborg, i stedet for at det er ejerne, der bestemmer, hvem der skal være i ledelsen?

Så er det ordføreren.

Det kunne være så inspirerende, hvis repræsentanter for Liberal Alliance, som kalder sig liberale, havde et udsyn til verden udenfor. Det er jo sådan, at man i Sverige, hvor der er en borgerlig-liberal regering, er gået helt i front i forhold til at værdisætte arbejde, og dem, der er gået i front, er faktisk en stor svensk privatejet automobilvirksomhed – meget, meget interessant.

I forhold til kvoter kunne man jo også stille spørgsmålet: Hvad får en borgerlig regering i Frankrig med Sarkozy i spidsen til at foreslå kvoter i forhold til virksomhedsbestyrelser? Det er åbenbart den reneste, skæreste socialisme, vi ser i både Sverige og Frankrig, og det må vi jo så bare sige er vejen frem her i verden og altså i Europa, og det ser vi bare med glæde på sker.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jamen vi har ladet os inspirere meget af Sverige: Ingen efterløn, kortere dagpengeperiode og lavere skatter – for at tage tre gode eksempler. Så vi har et vidt udsyn og lader os gerne inspirere.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at de her tiltag jo ikke bliver bedre af, at der fastsættes kvoter osv., det er fuldstændig ligegyldigt, hvem det er, der gennemfører dem. Det, vi siger der er det afgørende for os i Liberal Alliance, fordi vi netop er liberale , er, at folk, der ejer en virksomhed, selv må bestemme, hvem de vælger til bestyrelsen, ligesom vælgerne ved et folketingsvalg selv må vælge, hvem de putter ind i Folketinget.

Det ville da være uretfærdigt, hvis man nu sagde, at det skulle være 40 pct. af SF's folketingsmedlemmer, der skulle være kvinder; måske 10 pct., der skulle være homoseksuelle, og 10-15 pct., der skulle have en anden etnisk baggrund, eller hvad ved jeg, og hvis man tager og bruger SF's folketingsgruppe som et eksempel, er det dog på nogle af parametrene lykkedes at komme op på de procentsatser, jeg nævner, og på andre kniber det måske lidt mere.

Men hvorfor er det, at man ikke vil overlade det til dem, der ejer virksomhederne, selv at bestemme? Og skal det kun gælde virksomheder, eller skal det også gælde politiske partier og fagforeninger?

Så er det står ordføreren.

Det er faktisk en interessant sammenligning, hr. Simon Emil Ammitzbøll foretager, med et folketingsvalg, for her har vi jo helt bestemt kvoter. Vi har jo lavet et system, så der bliver valgt folk fra Nordjylland, fra Sønderjylland, fra Vestjylland, fra Bornholm, fra Nordsjælland osv. Så vi har faktisk et kvotesystem, men det hører jeg ikke hr. Simon Emil Ammitzbøll opponerer imod.

Men jeg er nødt til at sige, at når vi går ind og gerne vil påvirke de beslutninger, der også tages i de børsnoterede selskabers bestyrelser, er det sådan set, fordi vi mener, at der her ligger en stærk relation til det samfund, virksomhederne ligger i, og at det faktisk har en betydning for os alle sammen, hvilke beslutninger de her virksomhedsbestyrelser tager. Når vi så efter finanskrisen kan se, at der i hvert fald ikke har siddet nogen kloge hjerner, der har kunnet redde sig selv ud af krisen, kunne det jo godt være, at den dynamik, erhvervslivet har brug for i deres bestyrelser, kunne komme der med en hjælpende hånd her fra Christiansborg, og det er vi slet ikke bange for.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den konservative ordfører, og det er fru Helle Sjelle.

Først en stor tak til ligestillingsministeren for den årlige redegørelse om arbejdet og perspektiv- og handlingsplanen for 2011. Som det fremgår af redegørelsen, er vi faktisk nået rigtig langt med ligestillingen her i landet. Det er faktisk gået så godt, at vi ifølge FN er verdens næstbedste til at skabe ligestilling, tro det eller ej. Men det betyder jo ikke, at vi bare kan læne os tilbage; der er stadig væk masser af udfordringer at tage fat på.

At forbedre ligestillingen mellem mænd og kvinder i landet kræver, at regeringen og vi folketingspolitikere yder en indsats – ikke ad lovgivningens vej, men vi skal argumentere, overbevise og være parate til at vedtage de nødvendige tiltag, der kan forbedre ligestillingen. Men vi må og skal holde fast i, at ligestilling i sidste ende handler om holdninger, normer og kultur. Den bedste måde at skabe en reel ligestilling på er efter min opfattelse derfor at ændre de holdninger og normer og den kultur, der blokerer for fremskridtene. Ændringerne kan ikke kun gennemtvinges ved hjælp af en mere simpel, rigid lovgivning.

Vi har allerede sikret det formelle grundlag for ligestilling, så fremadrettet er det de uformelle grænser, der skal nedbrydes. Det er en opgave, som, når alt kommer til alt, kun kan løses, ved at folk af egen drift udfordrer normerne. Som redegørelsen også med al sin tydelighed viser, er ligestilling meget mere end f.eks. kvinder i bestyrelser. Ligestillingsindsatsen har mange facetter, og det synes jeg er et meget vigtigt budskab. Lad mig derfor kort kommentere de vigtigste hovedindsatsområder.

Det første indsatsområde er, at flere piger og drenge skal bruge hele uddannelsespaletten, som ministeren formulerer det. Det vil sige, at de udfordringer, det danske arbejdsmarked står over for, kræver, at vi er mere fleksible og bedre til at udnytte vores samfunds mange kompetencer. Alle talenter skal i spil, hvis vi skal udnytte ressourcerne effektivt. Så for os Konservative starter ligestilling allerede i skolen, hvor vi skal sikre, at man har lige rettighed til at udfolde sine forskelligheder og søge sine muligheder. Man skal med andre ord også have lyst til at gøre noget af det, der måske ikke falder så naturligt for henholdsvis en dreng og en pige.

Et andet indsatsområde skal sætte fokus på fædres vilkår. Barselreglerne i Danmark er blandt de mest fleksible i verden, og alligevel tager danske mænd kun få procent af den samlede barselorlov. Når vi nu har en lov, der giver gode muligheder for, at man kan tage orlov, synes jeg også, man skal sørge for, at de i højere grad bliver brugt. Men det kræver bl.a. den her berømte kultur- og holdningsændring i virksomhederne. Vi Konservative vil ikke lovgive om og bestemme, hvordan den enkelte familie fordeler barsel. Ændringen må i stedet komme nedefra, hvilket vi heldigvis også allerede ser i dag. Fædres gennemsnitlige barsel er steget i løbet af de senere år, og jeg synes, at ministerens initiativer med videndeling, mandepaneler og barselstafetter virker som en god vej til at understøtte den udvikling.

Det tredje indsatsområde skal skabe større mangfoldighed i ledelser og bestyrelser. Danske kvinder er faktisk blandt de allerbedst uddannede kvinder i verden, og derfor er det naturligvis også paradoksalt, at kun nogle få procent af toplederne i danske virksomheder er kvinder. Mere ligestilling i ledelsen af private og offentlige virksomheder er sund fornuft og bedre udnyttelse af den samlede talentmasse. At øge mangfoldigheden, forskelligheden i bestyrelser er ikke kun et spørgsmål om, at alle skal have lige muligheder, men også et spørgsmål om nytænkning og innovation. Derfor er det vigtigt, at der rekrutteres mere ligeligt blandt begge køn, men, men: Vi Konservative mener, at løsninger skal udarbejdes i tæt samarbejde med virksomheder. At indføre f.eks. kvoter vil være at vise mistillid til danske kvinder. Kvindekvoter skaber nemlig kvotekvinder, altså kvinder, der har fået en stilling på grund af deres køn og ikke på grund af deres kompetencer, og det er ikke holdbart. Ministerens initiativer om at ændre rekrutteringskulturen via frivillighed er langt bedre efter vores opfattelse. At den brugte strategi virker, ser vi allerede i dag, hvor flere end 100 virksomheder har underskrevet charteret om flere kvinder i ledelse.

Det fjerde indsatsområde er bekæmpelse af vold i nære relationer, og selv om udviklingen går den rigtige vej og omfanget af partnervold er blevet nedbragt, er der stadig store udfordringer på det område. Derfor er ministerens initiativer, der blev iværksat sidste år, også stærkt nødvendige. Der er behov for at nedbryde tabuer om vold, og vi Konservative mener, at indsatsen bør styrkes i den tidlige indgriben, så volden ikke udvikler sig med tiden.

Det femte indsatsområde er kampen mod menneskehandel. Der er heldigvis en international bred enighed om, at menneskehandel bør bekæmpes og bagmændene retsforfølges. Vi Konservative mener, at Danmark bør sende et meget klart signal om, at handel med kvinder og mænd til seksuel udnyttelse og tvangsarbejde er forkasteligt. Vi ser derfor frem til den handlingsplan, som kommer senere på året, der vil understrege, at vi jo ikke vil acceptere menneskehandel.

Det sjette og sidste indsatsområde er initiativerne for større lighed i udlandet, og det er bestemt noget, som ligger mit hjerte meget nær. Vi støtter derfor også ministerens vision om, at Danmark kan gå forrest og modvirke undertrykkelse i andre lande, og at vi kan være med til at ændre forholdene i lande, hvor der endnu ikke er ligestilling. Derfor er det f.eks. også naturligt, at vi bruger udviklingsbistanden til at fremme, at kvinder i andre lande kan opnås samme indflydelse og mulighed som her i landet.

Til sidst vil jeg sige, at redegørelser ikke bare her i Folketinget, men også som opfølgning på de forskellige indsatsområder, er et vigtigt element i en stærk ligestillingsindsats. Redegørelser medvirker nemlig til at synliggøre indsatser og udpege, hvor man bør fokusere yderligere. Synlighed er helt centralt, da det er debat og frivillighed, der i høj grad ændrer ligestillingsforholdene, og ikke kvoter og tvang, som oppositionen jo er tilhænger af. Alt i alt må man sige, at der er nok at tage fat på, og vi Konservative ser altså frem til et godt samarbejde med resten af Folketinget og ikke mindst ministeren om at udbrede ligestillingen her i landet.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det den radikale ordfører, og det er en af de to mænd, der i dag er sat på, af de ni talere. Det er hr. Manu Sareen.

Tak for det. Overordnet set mener Det Radikale Venstre, at det er en rigtig fin redegørelse, der handler om lige muligheder for begge køn, hvilket helt klart er vejen frem for ligestillingen i Danmark.

Vi er også glade for redegørelsens præmis om, at vejen som sagt går igennem både mænd og kvinder, altså ikke et enten-eller, som desværre har præget debatten i rigtig, rigtig mange år, men et både-og, og det er den vej, vi skal. Derfor byder vi selvfølgelig også ministerens mandepanel velkommen. Jeg ved, at det har været oppe tidligere – om det er S eller SF, eller om det er regeringens forslag, det er fuldstændig ligegyldigt – men det viser jo bare, at der i hvert fald er noget, som den socialdemokratiske ordfører også var inde på, der samler os, og det skal vi helt klart være meget, meget positive omkring.

Det er godt, at det forslag bliver en realitet, for det er der i den grad brug for at få kigget på, ingen tvivl om det. Alene frafaldet på ungdomsuddannelser for unge mænd vidner om, at man skal tage den her problemstilling rigtig, rigtig alvorligt. Der er også i redegørelsen stor fokus på drengenes valg. På trods af at pigerne selvfølgelig også vælger kønsopdelt, der tænker jeg jo selvfølgelig på uddannelse, er det en rigtig vanskelig debat, ingen tvivl om det. Nu klarer pigerne sig bedre end drengene i uddannelsessystemet. Det er der rigtig mange erfaringer, der viser, og også undersøgelser. Nu skal drengene så lige pludselig hjælpes, noget, som pigerne egentlig aldrig nogen sinde er blevet på samme måde, som man taler om i dag. Årsagerne til drengenes deroute hører man, hvis man lytter til debatten, og det gør man jo, skyldes stillesiddende disciplinært skolearbejde, som åbenbart er det, drengene ikke kan lære noget ved. Men det er i virkeligheden det samme system, som man havde, før man fik fokus på ligestilling. Det er det samme system, som fik drengene i front på bekostning af pigerne i rigtig mange år. Der håber jeg at mandepanelet vil komme med nogle flere nuancerede svar på den udfordring, også nogle kvalificerede svar, for det er ikke kun stillesiddende arbejde, der er udfordringen.

Nu fik jeg tilfældigvis i dag en mail fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og jeg vil gerne citere derfra for at illustrere, hvorfor det er så vigtigt med det her mandepanel. Der står følgende:

»Mænd i 30'erne er allerede i dag overrepræsenteret i Udkantsdanmark. En tendens, som vil blive ved med at blive forstærket i fremtiden. I løbet af de næste 20 år vil kvinders andel af de 30-39-årige således stige i Nordsjælland, mens den vil falde i Vestjylland. Oveni kommer, at de unge kvinder i dag er langt bedre til at uddanne sig end de unge mænd. Dermed står de danske kvinder til at blive vinderne på fremtidens arbejdsmarked, hvor efterspørgslen efter uddannet arbejdskraft i de kommende år stiger markant.«

Igen ingen tvivl om, at et mandepanel selvfølgelig er nødvendigt. Men jeg er da fuldstændig enig med de foregående talere, som også har været inde på, at man måske skulle rekruttere meget bredere for at få det bedste resultat og for at få den bedste viden. Ligestilling handler selvfølgelig også i lige så høj grad om strukturelle ændringer i lovgivningen, som den handler om, hvordan samfundets normer er usynlige, altså de usynlige strukturer er med til at forme danskernes handlemuligheder.

Hos Det Radikale Venstre ønsker vi et opgør mod netop disse normer og usynlige strukturer, der er med til at forme kvinder og mænd i deres daglige virke, og som sætter begrænsninger op for, hvordan de to køn kan agere. Derfor vil vi selvfølgelig også gerne have fokus på, at mænd får de samme rettigheder som kvinder ved f.eks. barsel, at homoseksuelle får ret til ægteskab på lige fod med heteroseksuelle, og at kvinder nedbryder glasloftet på arbejdsmarkedet.

Så står der også en del om vold mod kvinder. Det er selvfølgelig et rigtig, rigtig vigtigt emne, som også er noget, som i den grad optager os. Vi mener, at der skal være meget mere forebyggelse i undervisningen og formidling allerede i folkeskolen, så fremtidens borgere i Danmark gøres opmærksom på deres rettigheder og hvilke muligheder, der eksisterer i dag for hjælp og rådgivning. Vi tror også, at det vil kunne hjælpe på den kærestevold, som ifølge eksperter er et stigende problem iblandt unge mennesker. Det er også noget, som man er nødsaget til at tage alvorligt. Alle borgere i Danmark har selvfølgelig ret til et liv, hvor man ikke skal føle sig kuet eller undertrykt af sin partner på grund af fysisk eller psykisk vold. Derfor skal der også være plads til alle kvinder, der henvender sig til landets krisecentre, især i de store byer. Der er ikke altid plads til dem. Jeg tror, at det må være noget af det værste at gå fra sin voldelige mand og henvende sig til et krisecenter for derefter at blive afvist. Det er der ingen, der er tjent med.

Ligestilling handler ikke kun om køn, det handler også om seksualitet. Derfor glæder vi os over, at der i redegørelsen står følgende:

»Skal vi kunne holde trit i det globale hjernekapløb, kræver det, at vi stiller med det allerstærkeste hold.«

Det kan man jo ikke være uenig i, men vi undrer os stærkt over, at der ikke står noget som helst om homoseksuelles rettigheder. Det er rigtig ærgerligt, for der er altså mulighed for, at vi virkelig kan komme på banen med politiske initiativer. Grunden til, at vi også synes, at det er ærgerligt, er, fordi ministeren – så vidt jeg husker – i Out & About i maj måned sidste år selv gav udtryk for, at det kunne være vigtigt at få homoseksualitet ind på det her område inden for ministerens ressortområde. Det kunne være fantastisk, hvis ministeren kunne springe ud af skabet og anerkende, at f.eks. samlivet for homoseksuelle, heteroseksuelle burde sidestilles, fordi de også i den grad er en del af ligestillingen. Ønsker vi ligestilling, og ønsker vi at sætte det allerstærkeste hold, må vi også tænke homoseksuelle ind i ligestillingen og ikke mindst ind i redegørelsen i fremtiden også.

Så er der selvfølgelig et andet område, som også optager os rigtig, rigtig meget. Det er homoseksuelle lønmodtagere, som efter eget udsagn også oplever diskriminering og chikane på arbejdsmarkedet. De er om nogen en del og skal være en del af det stærkeste hold i fremtiden. Derfor er det som sagt lidt skuffende – der håber jeg selvfølgelig at ministeren kan svare på det.

Der er stadig ting, der skal rykkes på, og ministerens redegørelse er et rigtig, rigtig fint skridt i den rigtige retning på rigtig mange områder. Som sagt mangler der noget omkring kærestevold, omkring homoseksualitet, men ikke mindst – og det undrer mig lidt – at man ikke har berørt minoritetskvinder, som man ellers taler meget om i Danmark. Der er selvfølgelig de tiltag, som man gerne vil lave i udlandet, men alt andet lige ved vi, at der er et ligestillingsproblem blandt minoritetsfamilier, blandt minoritetskvinder, og det ville i den grad have været ønskeligt, hvis der havde stået meget mere om det, for til trods for, at vi ser mange etniske minoritetskvinder klare sig godt i uddannelsessystemet, er der også noget, der tyder på, at der er et problem senere hen i livet også med hensyn til valg af uddannelse, det at flytte hjemmefra, det at blive ligestillet med brødre osv. Det er helt klart noget, som man bør og skal sætte fokus på i fremtiden.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det Enhedslistens ordfører, og det er hr. Per Clausen.

Jeg skal så tale på trods af en stemme, som er absolut på sidste udkald. Jeg tror dog, at den vender tilbage. Det har jeg fået oplysninger om fra lægevidenskaben at der skulle være en chance for, så man skal nok ikke glæde sig for tidligt, hvis der er nogle, der er gået i gang med at glæde sig over det.

Jeg vil starte med at sige, at jeg sådan set var meget glad for nogle af de formuleringer, som ministeren indledte sin ligestillingsredegørelse med. Hun skriver, at målet med ligestilling ikke er at tvinge kvinder og mænd til at gøre noget, de ikke ønsker. Det handler ikke om tvang.

Det synes jeg er rigtig vigtigt. Måske kan man også sige, at det sådan er udtryk for i hvert fald en underlig opfattelse af, hvad ligestillingsdebat skulle handle om. For som jeg ser det, handler ligestillingsdebat om, hvordan man sikrer, at mennesker uanset køn, uanset seksuel orientering, uanset interesser i øvrigt, får mulighed for at udfolde sig frit og lige præcis tage den uddannelse, man gerne vil tage; få det arbejde, man gerne vil have, selvfølgelig under visse forudsætninger, men alligevel, at man i hvert fald ikke bindes i sin måde at agere på af kønsroller og kønsnormer, som er overleveret i samfundet.

Pointen er jo bare, at det går en lille smule galt, når ministerens konklusion om, at det her handler om at øge friheden – en rigtig fin konklusion – bliver, at så skal man nok ikke betræde lovgivningens vej. Der er nogle strukturer i samfundet, der forhindrer, at mennesker frit kan vælge at gøre det, de gerne vil, og måske bliver de bundet til at tage nogle uddannelser, de i grunden slet ikke har lyst til. Hvis de tager nogle uddannelser og har meget svært ved at få arbejde inden for den uddannelse, de har valgt, har svært ved at etablere det forhold til deres børn, som de gerne ville, på grund af nogle strukturer på deres arbejdsplads, på grund af nogle strukturer på arbejdsmarkedet, ja, hvis det er sådan, at det ikke, om man så må sige, først og fremmest eller i hvert fald ikke udelukkende er inde i den enkelte person, undertrykkelsen foregår, så handler det jo ikke bare om at påvirke menneskers tanker og menneskers sind, nej, så handler det grundlæggende om at forandre strukturer. Jeg tror, at det er den diskussion, man bliver nødt til at tage, men som nogle ligesom gør til en diskussion om, at venstrefløjen skulle ønske tvang, mens højrefløjen ikke ønsker tvang, men at folk selv vælger. Der er man nødt til at sige: Jamen er det ikke rigtigt, at der faktisk er nogle ting i vores samfund, der betyder, at den lige mulighed for at udfolde sig frit ikke eksisterer?

Hvis det nu er sådan, at der i vores samfund er nedarvet en ganske bestemt opfattelse af de to køn – lad os så holde os til de to køn, for ellers bliver det alt for indviklet, selv om andre nok vil sige, at det er udtryk for en borgerlig indsnævning af debatten – altså at de to køn historisk og traditionelt er bundet til en bestemt funktion og rolle i forhold til det at være forældre, og hvis vi gerne vil frisætte mændene til f.eks. i større udstrækning, end det har været tilfældet indtil nu, at få mulighed for at få et tæt forhold til deres børn, og hvis vi så kan konstatere, at med de metoder, vi bruger i Danmark, går det rigtig langsomt – det er ikke sådan, at det ikke går fremad, for det gør det, men det går rigtig langsomt – og at man ved at indrette barselsystemet på en anden måde, som man f.eks. har gjort i andre nordiske lande, opnår resultater meget hurtigere, hvorfor er det så, at man skal nægte at lære af erfaringerne fra andre nordiske lande? Hvorfor er pointen, at man skal nægte at gøre det, som de gør i andre nordiske lande, bare fordi det er baseret på lovgivning?

Jeg vil sige, at det selv blandt liberale borgerlige partier i det her land er usædvanligt, at man sådan er fornægtende over for lovgivning. Jeg vil ikke udelukke, at det for Liberal Alliance er et led i en trend, som kan holde også på andre politikområder, men ellers vil jeg sige, at det er ganske usædvanligt.

Lad os tage et andet eksempel, som jeg synes er vigtigt at diskutere. Det er jo spørgsmålet om uddannelse. Hvis det er sådan, at man kan konstatere, at vi har fået etableret et uddannelsessystem, som med ret stor præcision opdeler mennesker efter deres køn i forhold til de uddannelser, mennesker tager, kan man selvfølgelig starte kampagner rettet imod de mennesker, vi har med at gøre, og vi kunne prøve at se på uddannelsernes indhold, uddannelsernes organisering, uddannelsernes form og måske også i hvor høj grad, at der er prestige og økonomi i de forskellige uddannelser.

Det synes jeg ville være en vigtig og relevant diskussion at have i forhold til uddannelsesområdet med henblik på ligesom at sige: Jamen vi synes faktisk, at det virker underligt, at der er den her sådan meget klare kønsmæssige opdeling på uddannelsesområderne. Kunne vi ikke gøre noget? Kunne vi ikke tage nogen initiativer, som også rakte ud over at fortælle kvinder, at nu skal de bare blive tømrer? Med malere og frisører går det jo godt, på trods af at det er stærkt skadeligt for ikke mindst kvinder og deres fostre under graviditet. Men pointen er: Hvorfor ikke også orientere sig i forhold til regler?

Når vi snakker løn i den her diskussion, så konstaterer man jo – og tørrer sveden af panden – at uligheden på løn i Danmark grundlæggende skyldes, at vi har det mest kønsopdelte arbejdsmarked i Europa, måske næsten endda i verden, men i hvert fald i Europa. Og så er den næste konstatering, at det er der nok ikke rigtig noget at gøre ved, for lønnen er jo nok en afspejling af den samfundsmæssige værdi.

Nu er det jo sådan, at f.eks. lønnen for en stor del af de offentligt ansatte kvinder er aftalt i overenskomster, hvor det offentlige – regeringen, kommunalbestyrelser gennem KL, regioner gennem Danske Regioner – spiller en rolle og er med til at forhandle de her lønninger og derfor også har en mulighed for at påvirke, hvordan lønrelationerne skal være inden for den offentlige sektor. Så selvfølgelig kan man påvirke den udvikling politisk. Man kan jo også beslutte sig til, at vi faktisk ikke accepterer, at det arbejde, der har med mennesker at gøre, det arbejde, der har med offentlig velfærd at gøre, skal være lavere lønnet end arbejdet med computere og andre ting. Det interessante er faktisk, at der, hvis man ser på internationale erfaringer, er et forbløffende sammenfald mellem de job, som er dårligt lønnede, og de job, kvinder søger til eller bliver anbragt i. Det er sådan set forbløffende. Det kan godt være, at man kan trøste sig med, at det hele skyldes nogle strukturer, man ikke har indflydelse på, men der er bare en international tendens, der går i retning af, at der faktisk også er noget andet, der slår igennem. Og derfor kan man selvfølgelig godt gøre noget for at ændre på den ulighed, der er lønmæssigt i Danmark, også selv om man så siger, at den skyldes den opdeling, man har på arbejdsmarkedet – man kan sige, at man har det mest kønsopdelte arbejdsmarked. Det kræver politisk initiativer, politisk handling, og det er jo det, der skal til efter Enhedslistens opfattelse.

I det hele taget synes vi, at det, der er det store problem og det store udestående i diskussionen om ligestilling som et frigørelsesprojekt for rigtig mange mennesker, er, at man skal holde op med at betragte det som en psykisk øvelse i menneskers indre, men opfatte det som et politisk kampfelt ligesom alle andre politiske områder, hvor vi forsøger at skabe forandring. Jeg tror, at det ville være et rigtig, rigtig stort fremskridt, hvis man kunne gøre det.

Det ville være fremragende, hvis ligestillingsministeren var i stand til at overbevise sine ministre om den rigtige opfattelse, hun har af, hvad der er definitionen på, om en lov indvirker på ligestillingen, nemlig at det ikke er, om det står i loven, at den skal genere mænd – jeg næver det som et eksempel – eller for den sags skyld genere kvinder, mere eller mindre præcist naturligvis, men om den reelt diskriminerer. Altså, når man gennemfører nogle bestemte forringelser af dagpenge, supplerende dagpenge osv. og ved, at det faktisk er en langt større udfordring og problem for kvinder end for mænd, fordi der er langt flere kvinder, der har den tilknytning til arbejdsmarkedet, der gør, at de får supplerende dagpenge, så bliver man nødt til at acceptere og anerkende, at det faktisk har en ligestillingsmæssig konsekvens at gennemføre sådan en lovgivning. Derfor bliver man også nødt til at diskutere, om man skal have sådan en lovgivning – ikke bare, om man skal have den, men om man, hvis man så vil have den, og nu nævner jeg selvfølgelig et eksempel på en lovgivning, hvor Enhedslisten var imod de forringelser, der blev gennemført – altså om man, hvis man vil gennemføre nogle opstramninger af dagpengesystemet, også er indstillet på at diskutere, hvilken betydning det har for kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvilken betydning har det for kvinders mulighed for at være selvforsørgende økonomisk osv. osv. Og så bliver man jo nødt til at komme med nogle tiltag, der gør, at de forringelser, der sker af kvinders vilkår i forhold til mænds, modvirkes på den ene eller den anden måde.

Det skulle så være mit sidste, ikke fromme håb, men dog håb, at vi fremover kan få en erkendelse af, at når vi laver lovgivning i det her land, skal vi have en åben og grundig debat af, hvad det betyder for det projekt og perspektiv, som alle jo erklærer de er enige om, nemlig at vi skal frigøre mennesker, sådan at de kan vælge deres liv uafhængigt af, om de har det ene eller det andet køn, og uafhængigt af, om der findes den ene eller den anden opfattelse af, hvad der ville være den rigtige måde at udfolde det køn på.

Tak til ordføreren, og god bedring med stemmen. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Jeg kiggede lige ud af vinduet for at se på de horder af vrede mennesker, der var for at demonstrere for kvoter for kvinder i bestyrelserne og for øremærket barselorlov. For når man hører debatten her i dag, skulle man jo tro, at det var en meget stor folkelig sag, men det er ikke umiddelbart tilfældet: Der var ikke rigtig nogen; der var vel de sædvanlige, der afventer, at der ikke længere er krig i verden.

Sagen er jo, at det går ufattelig godt, hvis man skulle citere den tidligere konservative statsminister, Poul Schlüter, med ligestillingen her i Danmark. Ligestilling handler jo om lige muligheder, nemlig at man har mulighed for at bruge sit potentiale, benytte sit talent, stræbe efter de mål, som man selv sætter sig i livet. Det er det, ligestilling handler om. Men desværre bliver ligestilling ofte forvekslet med, at der skal være resultatlighed i stedet for lige muligheder, og det er jo også det, vi har hørt fra S og SF's side i dag, nemlig at der skal være mere resultatlighed, før man er tilfreds.

Jeg vil vanen tro citere min tidligere partifælle, dog ikke fra samme tid, Elna Munch, som var en af kvindesagsbevægelsens store kæmper, og som efter vedtagelsen af grundloven i 1915, der gav kvinder stemmeret på lige fod med mænd, sagde, at nu var resten op til kvinderne selv, for nu var mulighederne der, og så var det jo i virkeligheden bare at benytte de muligheder, der er. Det gør mange kvinder, og det er dejligt at se. Der er jo også et flertal af de politikere, der er til stede i salen lige nu, der er kvinder, og der er en stor andel af de politiske ledere fra de forskellige partier, som er kvinder, så det går jo egentlig ret fint, også selv om man skulle forfalde til resultatlighed i stedet for det med lige muligheder.

Hvis det nu er, man mener, at man gerne vil have, at det skal gå hurtigere, at man gerne vil have, at kvinderne skal opnå resultatlighed med mændene i højere fart, så kan man jo også selv tage et ansvar, og jeg vil endnu en gang opfordre alle de mange højtuddannede succesrige kvinder, vi har i det danske samfund, til at blive mentorer for yngre kvinder og hjælpe dem med at udvikle deres karriere. Det er simpelt hen en af de bedste veje til at sikre, at unge talentfulde kvinder får de samme netværk, som jo er det, der ofte efterlyses.

I forhold til diskussionen om kvoter i bestyrelserne, ikke nødvendigvis for kvinder, men for bestemte køn, er det jo en sag, vi har diskuteret i en uendelighed. Her håber jeg virkelig at den radikale ordfører, hr. Manu Sareen, sådan som jeg har forstået det, holder fast i sit synspunkt om at være imod disse kvoter, og tak for det. For det er simpelt hen en af de værste ting, der kan komme til at ske, at vi fra Folketingets side går ind og vil bestemme, hvem der skal sidde i bestyrelseslokalerne for private virksomheder. Det må være ejerne, der træffer den beslutning, og ikke medlemmerne af Folketinget. Og som jeg antydede før: Hvorfor ikke kvoter for folk med anden etnisk baggrund? Hvorfor ikke kvoter for homoseksuelle? Hvorfor ikke kvoter for unge? Bestyrelsesmedlemmer har som regel en vis alder, og det skyldes så, at de jo helst skal have erfaring, gerne fra erhvervslivet, og det er måske egentlig meget fint at man skal det, for så ved man, hvad det, som man nu skal beskæftige sig med, drejer sig om.

Men selv om det selvfølgelig er sat lidt på spidsen, kan vi sige, at det jo i øvrigt er de unge, de homoseksuelle og dem med etnisk minoritetsbaggrund, som vil blive skubbet ud, hvis vi laver 40-procents-kvoter for kvinder. For det er næppe dem, der er kommet ind med Rip, Rap og Rup-effekten, som man lader være med at tage ind; det er de andre af de nye, som man lader være med at tage ind, fordi man bliver tvunget til at tage bestemte nye ind.

Så andre grupper vil få mindre resultatlighed, fordi en bestemt gruppe skal have mere resultatlighed, endda den gruppe af de her forskellige, vi kan tage, som har nemmest ved at klare sig. Fordelen for en kvinde er, at alle kender en, og derfor er det rigtig svært at have det synspunkt, at kvinder skal behandles dårligere end andre. Jeg tror, det er sværere for etniske minoriteter – jeg ved ikke, om det er så svært for homoseksuelle, sådan opfatter jeg det ikke selv – for det er alligevel færre, der kender en, men det er meget få mennesker, om nogen, der ikke kender en kvinde, og det gør det meget nemt for kvinderne at få deres rettigheder igennem, også i det konkrete.

Når vi så ser på lovgivningen – for vi er jo lovgivere her i Folketinget, det er ikke bare en debatklub – er det væsentligt at se på: Er der noget, der kan laves om? Der har vel egentlig mest været to konkrete forslag, nemlig det her med øremærket barsel og det med kvoter for kvinder i bestyrelser, og vi er imod begge dele.

Men i forhold til det, hr. Manu Sareen sagde, er der noget, jeg vil nævne en gang til, for han tog emnet op om homoseksuelle. Og der kan vi sige, at man har mulighed for at ændre noget i lovgivningen, for der er i dag et forbud imod, at præster og godkendte trossamfund kan vie homoseksuelle. Det er et forbud, vi her fra Folketingets side kan fjerne, hvis vi ønsker det. Det ønsker vi i Liberal Alliance, og vi håber, at vi kan få regeringen med i en dialog om det – den tidligere kirkeminister er i hvert fald meget optaget af det – men får vi ikke det, vil jeg sige, at så har vi det, der med et udtryk oversat fra tysk hedder andre metoder.

Til sidst vil jeg bare takke ligestillingsministeren for, at vi har fået lov og lejlighed til at diskutere den her redegørelse og set, at Danmark er et af de lande, hvor folk har mest lige muligheder. Lige meget om vi så kigger på kønsforskel, på etnisk forskel, på seksuel orientering, og hvad ved jeg, kan vi se, at det faktisk går rigtig godt. Vi har et samfund, hvor der ikke er de store lovgivningsmæssige barrierer, og der synes jeg vi sammen, i fællesskab, skal glæde os over, at vi lever i et samfund, hvor det er muligt at nå de mål, man selv sætter sig, hvis man ellers har potentialet og viljestyrken til det.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren for ligestilling.

Tak og også tak for en god debat. Jeg synes også, at jeg med glæde har noteret mig en vilje til netop at diskutere de her ting og en vilje til også at fokusere på, hvor vi kan mødes. Jeg noterede mig bl.a. synspunktet om, at vi har mere at mødes om end at skændes om. Det synes jeg da var et meget positivt synspunkt, ikke mindst efter en temmelig stærkt polariseret debat omkring den 8. marts, hvor der til tider var nogle finker, der røg af panden, men jo også nogle nuancer, der gik tabt i den overordnede debat.

Så selv om der jo er meget, der forener os, kommer vi ikke uden om – og det synes jeg også at den her debat har været præget af – at der er en principiel skillelinje. Hvad vil det sige at være progressiv som ligestillingsminister eller for den sags skyld som ligestillingsordfører? Hvad vil det sige at være succesfuld? Hvad vil det sige at være en ligestillingsminister og ligestillingsordfører, der handler? Ja, der synes jeg meget klart, at man kan fornemme i debatten, at der synes i hvert fald én klar fløj at mene, at det så er, når man lovgiver, når man tyer til at ændre lovgivningen; det er den eneste måde, hvorpå vi så kan komme frem til resultater. En anden klar fløj i den her debat, og det er den, jeg så selv tilhører, argumenterer for, at vi lever i et samfund, hvor vi har formel ligestilling som den altovervejende hovedregel. Det betyder jo, at når man skal opnå reel ligestilling, fordi vi jo stadig væk har nogle problemer der, så sker det ikke ad lovgivningens vej, så er det i højere grad ved debat, ved at ændre normer, ved at ændre traditioner i vores samfund. Det kan godt være, at det ikke lyder handlekraftigt nok, men det er altså for mig at se det, der er det altafgørende, når vi ser på de udfordringer, som vi står over for.

Mit succeskriterium er derfor som ligestillingsminister, og så må jeg jo leve med ikke at blive kaldt progressiv, handlekraftig osv., ikke at nå en bestemt procentsats eller resultatlighed. Det er netop, som også andre har nævnt, bl.a. den forrige taler, at sikre lige muligheder. Det kræver altså, at vi får rusket op i de her normer og traditioner. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan rykke os det sidste stykke, som vi jo skal for på den måde at få et samfund, hvor vi kan få alle talenter i spil, og hvor ikke de enkelte bliver blokeret i deres ønsker på baggrund af deres køn. Derfor er det også så afgørende at få bredt ligestillingsdebatten ud, få den ud af de til tider lidt snævre kredse, den befinder sig i, og ud, hvor den så også kan være med til at ændre holdninger og gøre ord til virkelighed. Det mener jeg i høj grad også er en politisk opgave. Det er ikke noget, man kan overlade til andre, vil jeg sige for på den måde så at svare på det ene spørgsmål, der var, om man så overhovedet havde behov for at have de her debatter. Det mener jeg i høj grad man har.

Der vil jeg også fortsat insistere på – det var der også flere der nævnte; det synes jeg faktisk der var almen enighed omkring – at vi selvfølgelig også bliver nødt til at få inddraget mændene i denne debat og også flere end de mænd, der er til stede her i dag. Det er egentlig ikke noget nyt synspunkt. Man kan gå tilbage til f.eks. Thit Jensen, som spillede en central rolle i ligestillingskampen. Allerede hun pegede jo på det for omkring 50 år siden. Derfor har jeg så også nedsat et mandepanel, der skal bidrage til at gøre debatten aktuel for begge køn.

Og nej – og det var der så ikke nogen, der skød mig i skoene her i dag, men det har der været tidligere – jeg har naturligvis ikke sagt, at vi så er fuldstændig i mål med ligestilling for kvinder, at vi slet ikke kan få øje på nogen problemer for kvinder overhovedet. Det er ikke det, der er pointen. Pointen er bare, at vi ikke kommer i mål for ligestilling for kvinder, hvis ikke vi bogstavelig talt tager et herresving og får mændene med for på den måde at få rusket op i de her normer og traditioner. Så det er i høj grad også for at få kvinderne det sidste stykke i ligestillingskampen, at jeg så netop har nedsat et mandepanel. Selvfølgelig skal de også kigge på de områder, hvor mænd halter bagefter, men der er så også den overordnede målsætning med at få gjort det her til en egentlig samfundsdebat.

Hvis man nu skulle mene, at man var i mål med ligestilling for kvinder, så ville det også være underligt, hvis man så som ligestillingsminister lancerede alle mulige initiativer såsom Operation Kædereaktion eller gik ind i kampen for at bekæmpe partnervold osv. Det er bare for at få det et hundrede procent præciseret.

Så er det også klart nok, at vi anno 2011 jo har en noget anden dagsorden, end da ligestillingskampen begyndte for mange år siden, og jeg synes da personligt, at nogle af de oplevelser, jeg havde den 8. marts, har været med til at give yderligere stof til eftertanke, ikke mindst om mange af de fastlåste normer, der stadig præger vores samfund i forbindelse med uddannelsesvalg. Lad mig lige nævne to eksempler:

Det første eksempel handler om en kvindelig officer, som jeg mødte i forbindelse med et besøg hos forsvaret, og som fortalte, at når hun skulle udstationeres og hun så kom ned i børnehaven og gjorde opmærksom på det, blev der altså kigget meget, meget skævt til hende, for man kunne da ikke som mor forlade sit barn i 6 måneder for at tage til Afghanistan, eller hvor det nu end var.

Hendes mand derimod, der også var i forsvaret, mødte stor forståelse og klap på skulderen, for det var vel nok godt, at han sådan påtog sig ansvaret for at kæmpe for værdierne og Danmark – osv. derudad. Det var ét eksempel.

Det andet eksempel handler om en mandlig sygeplejerske, der jo så kæmper for at overbevise andre mænd om, at maskulinitet og sygepleje ikke er to uforenelige størrelser. Som han meget klart sagde det: Sig mig lige engang, hvad er der egentlig specielt feminint ved en genoplivning? Det kunne jeg sådan set heller ikke rigtig give ham et meget godt svar på.

Der er jo altså de her fordomme, som vi skal til livs. Det er dem, der er centrale, og det er derfor, det er så vigtigt, at ligestillingsdebatten ikke kun er en debat for kvinder og om kvinder, for så kommer vi simpelt hen ikke i mål. Derfor skal debatten bredes ud.

Ja, så er vi jo igen ved det sådan lidt principielle, nemlig hvad man så skal gøre, og igen vil jeg sige, som jeg har fremført, at det altså er sådan, at når vi ikke går efter resultatlighed og vi ikke går efter, at man skal opnå ligestilling ved hjælp af tvang, jamen så er det naturligvis heller ikke sådan, at vi ønsker at ty til lovgivning inden for det her felt. Der er andre instrumenter, vi skal benytte os af.

Så må jeg også sige, at jeg ikke synes, vi har opnået vores mål ved at få en bestemt procentsats. Nej, vi har opnået vores mål, når det simpelt hen er sådan, at den enkelte ikke længere bliver begrænset af sit køn i forbindelse med de forskellige valg, som vedkommende ønsker at gennemføre, eller føler sig diskrimineret på baggrund af sit køn. Jeg synes egentlig, at forfatteren Erica Jong, der jo gæstede Danmark den 8. marts, sagde det meget godt: Feminisme har givet os et valg, men den dikterer ikke, hvad vi skal vælge.

Så kunne jeg godt bruge en del tid på at løbe de enkelte punkter i planen igennem. Det vil jeg springe over, fordi jeg synes, at det på glimrende vis er blevet gjort bl.a. af fru Helle Sjelle, så jeg vil sådan set koncentrere mig om nogle af de punkter, der er blevet nævnt i debatten. Og det første punkt var jo så uddannelsesvalget, som fru Pia Adelsteen var inde på.

Bare lige for at præcisere vil jeg sige, at de initiativer, der tages i forbindelse med det kønsopdelte uddannelsesvalg, jo er et forsøg på at vise paletten, men ikke at gøre sig til overdommer over, hvad den enkelte skal bruge sit liv på. Der er vi tilbage ved det med drømmene, nemlig at det gælder om, at den enkelte skal have mulighed for at udleve sine drømme, men der er ikke nogen, der skal diktere, hvad drømmene skal være.

Der er det selvfølgelig klart nok, at i de forskellige initiativer, som vi har taget, fokuserer vi på mænd og på kvinder. Så er der nogle af initiativerne, som specifikt retter sig mod kvinderne, og det er jo bl.a. initiativet i forbindelse med praktik, altså at man kan komme i praktik som problemknuser. Men dermed jo ikke sagt, at vi ikke har et bredere perspektiv og især også tænker drengene ind.

Det er også derfor, vi er i færd med den her undersøgelse for at se, hvor det egentlig er, drengene bliver af i vores uddannelsessystem. Der er jeg hundrede procent enig med hr. Manu Sareen i det her med, at der ikke er én meget simpel forklaring, såsom at drenge har vanskeligt ved at sidde stille. Jeg tror, det er et meget mere kompliceret billede, vi der skal ridse op, og derfor skal vi have en tilbundsgående analyse af det.

Til hr. Per Clausen vil jeg sige, at når det handler om uddannelsesvalget, er det da rigtigt nok, at det på det punkt ikke er nok med kampagner og hjemmesider osv., og det er da klart nok, at uddannelsesinstitutionerne har en betydelig opgave her. Tag bare universiteterne, det er i høj grad inden for deres selvstyre, at de naturligvis skal tænke over, hvordan det er – undskyld udtrykket – man markedsfører uddannelserne, men de skal selvfølgelig også hele tiden overveje, om de skal skrue uddannelserne sammen på en anden måde.

Når det f.eks. handler om datalogiuddannelsen, er det jo alment kendt, at der ikke er mange kvinder, der søger ind på den, men når man så ændrer lidt på den og f.eks. laver en kombinationsuddannelse med it og humaniora, ja, så ser man altså pludselig, at man får en væsentlig stigning i antallet af kvinder, der søger ind på den. Så det er jo klart, at der kan man også gå ind og ty til diverse initiativer. Det er så bare inden for selvstyret af f.eks. vores universiteter som sådan.

Så var der det med de homoseksuelle, som der også specifikt blev spurgt ind til. Jeg kan da sådan set godt umiddelbart forstå skuffelsen over, at der ikke står noget om de homoseksuelle. Jeg skal da vedkende mig, at jeg også offentligt har tilkendegivet, at da jeg blev ligestillingsminister, var noget af det første, jeg gjorde, at storme ind og se på hjemmesiden, om man så også havde de homoseksuelle som ressort. Jeg måtte bare konstatere, at det havde man ikke. Så er det nu engang sådan, at det jo er statsministeren, der har kompetencen til at fordele ressorten, og derfor kan man ikke selv sige, at det ønsker man altså også at kaste sig over. Min tænkning om det på sigt er: Ja, mangfoldighed ser jeg i høj grad som værende en måde, hvorpå man også kan åbne den her debat på en ny måde og få flere med. Men jeg må nu engang forholde mig til, hvad der står i den lov, som jeg er minister efter. Der står ikke noget om de homoseksuelle, og derfor er der altså heller ikke nogen initiativer om homoseksuelle i perspektiv- og handlingsplanen. Så det bliver ikke i dag, jeg så at sige springer ud af skabet på trods af den opfordring, der kom fra hr. Manu Sareen.

Så blev der også spurgt ind til minoritetsgrupper og minoritetskvinder specifikt: Nej, de er heller ikke glemt. Vi fortsætter den rettighedskampagne, der er blevet lanceret. Den bliver sågar også udvidet til mænd, og det er på vores overordnede voldsindsats, at vi også har et endnu større fokus på minoritetsgrupperne.

Så var der – synes jeg – det mest sådan principielle. Med hensyn til kvoterne har vi jo, som også flere har sagt, været igennem det mange gange før. Jeg kan kun igen sige, at jeg håber, at vi også i andre sammenhænge kan få løsnet os lidt fra, at det kun er det, vi diskuterer. Men nu var der altså et specifikt spørgsmål fra fru Pia Adelsteen. Derfor vil jeg naturligvis besvare det. Det gik på, om jeg forventede, at det kunne føre til lovgivning på EU-plan, altså at man fra EU's side ville indføre kvoter, og hvad jeg i givet fald ville gøre ved det. Der må jeg sige, at det er fuldstændig rigtigt, at den ansvarlige kommissær på det her felt, Viviane Reding, har tilkendegivet, at hvis ikke der kommer handling, hvis ikke man kan se resultater, så vil hun så ty til kvoter eller i hvert fald så komme med et forslag. Der skal man bare være opmærksom på, at det så indtil videre er hendes opfattelse. Det er ikke den samlede Kommissions opfattelse, og Kommissionen er som bekendt et kollegium. Derfor vil jeg i hvert fald skyde ind, at jeg tror, at det vil være temmelig kompliceret at opnå den enighed bare i Kommissionen, og derefter skal man så blive enige på medlemsstatsplan. Der kan man jo nævne en række lande, som er klart imod. Man kan nævne et land som Tyskland med fru Angela Merkel i spidsen. Man kan også nævne et land som Storbritannien. Man kunne også gå videre og nævne den nuværende danske regering, så jeg tror altså ikke, at man i givet fald behøver at ligge vågen om natten og frygte eller tro, at det er lige rundt om hjørnet, hvis det er det, man ønsker at indføre – altså kvoter.

Lige til sidst – og det synes jeg igen er en meget klar indikation på, at det altså er muligt at agere inden for den her debat uden at ty til lovgivning – vil jeg lige kort nævne et af vores nye initiativer. Det er så Operation Kædereaktion, hvor vi præcis har samlet erhvervslivet omkring et bord, møder erhvervslivet, hvor erhvervslivet er, og for første gang så bliver enige om nogle spilleregler, nogle anbefalinger til, hvordan virksomheder kan arbejde mere målrettet med at styrke mangfoldigheden i deres bestyrelser. Det er så sådan, at initiativet nu har været i gang sådan i en 4-5-måneders tid, og der er 50 virksomheder indtil videre, der har meldt sig til – og vel at mærke også meget store virksomheder. Det opfatter jeg som værende et klart tegn på, at det her er en dagsorden, som virksomhederne også i høj grad har erkendt er vigtig. Men det er altså sådan, at de håndterer den på deres egen måde, som i høj grad er, som de her virksomheder peger på, fødekæden, som man skal sørge for at have på plads. Det er det, der er det essentielle. Der kan man så sige at det jo netop også er et vigtigt signal, at de sådan aktivt går ind i debatten. Så skal man altså ikke – det synes jeg er temmelig useriøst – vurdere sådan et initiativ, når det så har løbet i 4-5 måneder, og så sige: Hov, hvor mange kvinder er så blev udpeget til bestyrelserne? Hele præmissen bag det her arbejde er, at der er tale om det lange seje træk.

Tak for opmærksomheden.

Der er en enkelt kort bemærkning. Det er fru Julie Rademacher.

Nu kan jeg sådan set godt forstå, at regeringen nødig vil måles på resultater på det her område, og det kan der jo være forskellige årsager til.

Når det så er sagt, kunne jeg godt komme med en længere bemærkning om liberalismens naivitet med hensyn til det frie valg, men jeg vil i stedet gå meget konkret til værks og spørge ministeren, om ministeren mener, at der med hensyn til barsel reelt er tale om, at vi i Danmark har lige muligheder for at træffe frie valg, og at både mænd og kvinder i dag har fuldstændig lige muligheder for at tage barsel.

Så er det ministeren.

Jeg er nødt til at anholde det første, der blev sagt om, at vi ikke vil måles på baggrund af resultater. Det, jeg sagde, var måske også sagt med en lidt slet skjult henvisning til nogle, der har kommenteret og allerede vurderet Operation Kædereaktion på baggrund af de ganske få måneder, det har løbet, og som mener, at fordi en bestemt stor virksomhed ikke har været i stand til at udnævne kvinder til deres bestyrelse, så har man nærmest det endegyldige bevis på, at det ikke duer. Der var min pointe sådan set bare, at det mener jeg ikke at man kan vurdere efter så kort tid. Det kræver jo ligesom også, at der er mulighed for at afholde ny generalforsamling og arbejde målrettet med det her emne.

Jeg kunne sådan set også pege på nogle virksomheder, som rent faktisk har formået på så kort tid at finde kvindelige bestyrelsesmedlemmer, men det ville ligge mig meget fjernt at stå her og sige: Ja, nu er vi i mål med ligestillingen, hvad det angår.

Med hensyn til barsel vil jeg ganske kort sige, at vi i Danmark har en af de mest fleksible barselordninger i verden. Det er sådan, at det er op til den enkelte familie selv at beslutte, hvordan man ønsker at organisere den barsel.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Så er det da lige før, jeg mener, at ligestillingsministeren skal inviteres med til de barselforhandlinger, som vi skal have med beskæftigelsesministeren i næste uge. For det er jo sådan, at kvinder i dag er tildelt langt flere barseldage, end mænd er. Man har jo netop ikke indført en model, som f.eks. den, de har i Island, hvor de har givet kvinder en del og mænd en del og også har en valgfri del. Det er sådan set også det, vi går ind for.

Når det er sagt, så kan jeg regne ud, at vi ikke er helt enige på det punkt, og derfor vil jeg gerne stille et andet spørgsmål. Jeg vil gerne spørge, om ministeren mener, at vi har ligestilling og lige muligheder i Danmark, når der reelt er tale om, at vi har en ligelønsforskel på 18 pct.

Så er det ministeren.

Det er fuldstændig korrekt fortolket, at vi ikke bliver enige om spørgsmålet om barsel, og sådan ville det også være, uanset om jeg blev inviteret med til de her forhandlinger med beskæftigelsesministeren eller ej.

Jeg minder igen bare om, at vi har nogle regler i Danmark, som er ekstremt fleksible, at vi har en beskyttelsesperiode, der jo går helt tilbage til Folkeforbundet, og som netop har til formål at beskytte kvinder mod barseldød osv., og når den så er udløbet, og man har de uger, der er tildelt manden, så har man fuldstændig frie hænder til at sammensætte sin barselorlov, som man har lyst til.

Hvad angår de 18 pct. og ligelønnen, kan jeg jo bare henvise til den kommission, der jo barslede sidste år, og som altså viste, at langt, langt de fleste forskelle i forbindelse med løn jo altså kan forklares ved, at der er tale om, at det er forskelligt arbejde, der udføres, både med hensyn til job og med hensyn til funktioner.

Tak til ministeren.

Da der ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.