Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 99:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne anbragt i døgninstitution eller på opholdssted).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 15.12.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er fru Louise Schack Elholm som ordfører for Venstre.

Dette lovforslag skal gøre det muligt at sætte GPS på børn og unge, som har en betydelig og permanent nedsat psykisk funktionsevne, og som er på døgninstitution eller opholdssted. Baggrunden for forslaget er, at vi ønsker at undgå historier om udviklingshæmmede, der kan gå sig en tur, men som ikke kan finde hjem eller er til fare i trafikken. Det er ture, som i værste tilfælde kan være fatale, f.eks. hvis det er koldt udenfor.

Med en GPS, også kaldet et alarm- og pejlesystem, vil man altid kunne finde den udviklingshæmmede, når vedkommende ikke selv kan finde hjem. En GPS giver derfor mulighed for, at både den unge og familien får betydelig større sikkerhed. Det er vigtigt, at et indgreb, der er så indgribende i den personlige frihed, kun kan bruges, når det er allermest nødvendigt. Derfor er indgrebet kun muligt med tilladelse fra kommunalbestyrelsen og godkendelse fra forældrene.

Det er også vigtigt, at man ikke opgiver den pædagogiske indsats, fordi det er lettere at bruge GPS. GPS er en støtte, ikke et alternativ til den pædagogiske indsats. Kommunalbestyrelsen skal derfor sørge for, at anbringelsesstederne tydeligt gør rede for de pædagogiske redskaber, der samtidig med indgrebet vil blive anvendt for at gøre den unge i stand til at færdes på egen hånd. Ligeså skal den unge naturligvis stadig opleve omsorg og pleje i det daglige.

Der findes allerede i dag en lignende lovgivning for voksne. Med denne lovgivning bliver det muligt også at bruge et alarm- og pejlesystem på udviklingshæmmede børn og unge, som er anbragt på døgninstitution eller opholdssted.

Venstre støtter lovforslaget.

Tak til fru Louise Schack Elholm. Og så er det fru Maja Panduro som ordfører for Socialdemokratiet.

Det her lovforslag handler jo om en ganske snæver personkreds, nemlig mellem 55 og 110 børn og unge, som er anbragt i døgninstitution eller på opholdssted, og som har en betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, og som dertil mangler evnen til at kunne færdes alene i trafikken eller kunne finde rundt på steder, hvor omgivelserne kan udgøre en fare for barnet eller den unge.

Men forslaget bliver jo ikke mindre vigtigt af, at det handler om den her meget snævre gruppe, snarere tværtimod, fordi vi har at gøre med en gruppe af børn og unge mennesker, som vi skylder at gøre os al tænkelig umage for at forbedre vilkårene for. Det mener Socialdemokraterne at vi nok vil kunne gøre med det her lovforslag.

Vi skælder jo tit gevaldigt ud på hinanden her i salen, så jeg synes også, at det er på sin plads at huske at rose, når der er anledning til den slags. Og jeg vil gerne rose Socialministeriet for, hvor lydhøre man har været over for de høringssvar, der er kommet til det her lovforslag. Jeg synes, at lovforslaget er et rigtig godt eksempel på, hvor vigtig høringsfasen er, og i hvor høj grad høringsparterne kan være med til at kvalificere lovgivningen, og det er sket her, hvor høringen har givet anledning til en række ændringer i lovforslaget.

Det er blevet klargjort, at der er tale om en »kan«-bestemmelse, som kun kan anvendes i særlige tilfælde. Der er blevet indført samtykkekravet til forældremyndighedsindehaveren. Der er også indsat en bemyndigelsesbestemmelse for ministeren til at udarbejde en bekendtgørelse både i forhold til den tidsmæssige udstrækning og i forhold til opfølgningen på kommunernes brug af foranstaltningen, og det vil jeg vende tilbage til. Det er også blevet gjort tydeligt i bemærkningerne, at det her alarm- og pejlesystem ikke må erstatte det pædagogiske arbejde, og at man løbende skal arbejde for at udvikle netop pædagogiske metoder, som kan erstatte magtanvendelsen, og der er specificeret nogle punkter, som man skal overveje, når man skal finde ud af, om betingelsen for den her altså meget særlige foranstaltning overhovedet er opfyldt. Det bliver også specificeret, at personen stadig skal kunne færdes frit. Der er præciseret klageadgangen til det sociale nævn, og det er netop også blevet gjort tydeligt, at det, når der nu særlig er tale om børn, er vigtigt, at der bliver fulgt op løbende, fordi de jo har det med at udvikle sig ganske hurtigt.

Det er mit stille håb, at lovforslaget her måske også kunne tjene som en lille påmindelse til andre ministre om, hvor vigtigt det netop er for lovgivningens kvalitet, at vi får sikret en ordentlig høringsproces, for de ændringer, som der er blevet lavet her, er vi meget tilfredse med hos Socialdemokraterne. Det er nogle ændringer, som især understreger, hvor alvorligt vi altid må tage det, når vi skrider til nogen som helst former for magtanvendelse, men jo særlig når det er børn, vi har med at gøre.

Ændringerne er også en meget væsentlig grund til, at vi fra Socialdemokraternes side er positivt indstillet over for det her forslag.

Vi har nogle spørgsmål med hensyn til netop opfølgningen og tidsbegrænsningen, som jo også mange af høringssvarene beskæftiger sig med, og som vi ikke synes at vi endnu er nået helt i mål med, men det håber vi så at vi kan komme.

For det første: Når nu lovforslaget her giver ministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af perioden, hvori man kan bruge alarm- og pejlesystemer, vil ministeren så ikke over for os løfte sløret for, hvilken tidsperiode man forestiller sig? For vi er umiddelbart enige i de høringssvar fra bl.a. Børnerådet og DH, som anfører, at hvis hensigten er de 8 måneder, som gælder for voksne, synes de, at det er meget lang tid, når det drejer sig om børn, der udvikler sig rasende hurtigt.

For det andet vil vi gerne høre nogle svar fra ministeren i forhold til opfølgningen på kommunernes brug af den her foranstaltning. Den snævre personkreds taget i betragtning kan vi sådan set godt leve med, at der ikke indføjes nogen revisionsbestemmelse, men vi synes, at det så må være rimeligt, at vi i Socialudvalget bliver orienteret, f.eks. en gang om året, om udviklingen, sådan at vi kan følge med i, om der skulle ske et skred i personkredsen, eller om der skulle være andet, der kunne give anledning til bekymring, i forhold til om de her redskaber bliver brugt til andet og mere, end hvad der er intentionen, og om det f.eks. går ind og erstatter det pædagogiske arbejde, for så skal vi jo kunne råbe vagt i gevær.

Muligheden for at råbe vagt i gevær er også det, vores sidste spørgsmål handler om. Vi vil nemlig gerne høre om, hvordan det forholder sig med foranstaltningen her i forhold til § 71-udvalgets kompetencer til at foretage tilsyn, og det håber jeg også ministeren kan svare på.

Hvis ministeren her i dag kan give os nogle gode svar på de spørgsmål, vil vi være rigtig glade for det, og vi vil med stor sandsynlighed også allerede nu kunne støtte forslaget. Hvis ikke, vil vi starte med at forholde os positivt til lovforslaget og dets intentioner, men altså lige gemme vores endelige støtte, til vi har fået en afklaring på spørgsmålet.

Tak til fru Maja Panduro. Så er det fru Tina Petersen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg kan starte med at sige, at det er dejligt at høre, at der tilsyneladende er den her fælles glæde over, at vi nu etablerer det her, og specielt hvad angår Socialdemokratiet, må ministeren da tænke, at det er henrivende at blive skamrost på denne måde.

Men det er selvfølgelig ministerens forslag, vi kigger på her i dag, og forslaget går jo som sagt ud på at kigge på alarmsystemer og pejlesystemer over for børn og unge med psykiske handicap og dem, der har en funktionsnedsættelse og er anbragt på en døgninstitution eller har andet ophold.

Da jeg først kiggede på forslaget, kom jeg til at sidde og tænke lidt dybere end bare på det, der handler om alarmer og pejlesystemer. Jeg begyndte faktisk at danne mig nogle billeder vedrørende den risiko, det indebærer, når man ikke har den mulighed, som det her forslag lægger op til. Og det var lidt skræmmende – også fordi jeg af egen erfaring kender gevaldig meget til området – at tænke på de konsekvenser, det kan få for disse børn, hvis man ikke har en mulighed som den, ministeren lægger op til her.

Samtidig vil jeg også sige, at når man nu så bestemt ønsker at etablere det, ser jeg stadig væk på det med en vis bekymring, og det gør jeg, fordi det er en ting at anvende det, men det er en anden ting, om nødvendigheden er der. Og der håber jeg på, at ministeren er meget opmærksom på det, og måske et eller andet sted har taget med i sine overvejelser, at det selvfølgelig kun skal bruges i de situationer, hvor det er nødvendigt, fordi den unge handicappede eller det handicappede barn ikke er i stand til at tage vare på sig selv.

Som sagt kan der jo gives utallige eksempler på, at børn med varigt nedsat psykisk funktionsevne ubemærket er listet af fra en døgninstitution eller andre former for institutioner og er gået på opdagelse, og hvor personalet desværre ikke lige har været opmærksomme. Og det er jo så det, man prøver at imødekomme med forslaget.

Når man kigger på forslaget, så minder det jo meget om det, vi har foretaget os i forbindelse med ældre på demensområdet, hvor der også er blevet lavet pejle- og alarmsystemer, så de ældre kan spores. Jeg håber inderligt, at det her i hvert fald kan være med til at mindske den risiko, der er for disse børn og unge, som er så udsatte på grund af deres psykiske handicap.

Tak til fru Tina Petersen. Så er det fru Anne Baastrup som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Det er jo i virkeligheden en meget principiel debat, vi har, og derfor har der også været mange principielle overvejelser om brugen af ny teknologi, når det drejer sig om mennesker med alvorlige psykiske funktionsnedsættelser eller andre former for manglende forståelse af, hvor de er, og hvor de er på vej hen. Derfor er det jo naturligt, at vi nu også ser på de børn, der har alvorlige psykiske funktionsnedsættelser. Kan vi bruge den teknologiske udvikling til også at sikre, at de holdes der, hvor de tænkes at skulle være?

Jeg oplever, at ministeriet med det her lovforslag virkelig har forsøgt at tænke sig om, og vi kan jo også se på de her høringssvar, at der er bred opbakning. Og hvor der har været problemer, hvor det har været nævnt, at her burde man have gjort lidt, er der blevet fulgt op på det. Så jeg deler til fulde fru Maja Panduros ros til ministeriet for, at man i den her sammenhæng har været meget åben over for den kritik, der har været af nogle punkter.

Der er bare nogle elementer, som man ikke har været inde på, og som jeg synes vi burde give os selv en anledning til at overveje. Når det drejer sig om brug af teknologiske hjælpemidler til voksne med psykiske funktionsevnenedsættelser, har man jo en formålsbestemmelse, sådan som jeg har forstået Socialpædagogernes Landsforbunds høringssvar. Og der synes jeg i og for sig det kunne være meget rart at få at vide, hvorfor man ikke har gjort sig den her overvejelse i udarbejdelsen af det her lovforslag, når det drejer sig om børn og unge. Jeg tror, det er vigtigt for os alle at få en drøftelse af, hvad det egentlig er, der er formålet, og så lave det som en egentlig bestemmelse.

Der har været andre, der har været inde på spørgsmålet om den bemyndigelsesbestemmelse, ministeren nu får – og jeg kvitterer for, at man har sat den ind – til at fastsætte, hvor lang en periode et sådant indgreb skal foregå i. Danske Handicaporganisationer gør særlig opmærksom på, at 8 måneder er rigtig, rigtig lang tid for et barn. Jeg kan heller ikke forestille mig, at ministeren vil bruge denne bestemmelse til at sige, at 8 måneder skal være den periode, man må være omfattet af det her indgreb.

Så nævner Danske Handicaporganisationer spørgsmålet, om der altid skal foreligge samtykke fra forældrene, og jeg læser i hvert fald bestemmelsen sådan, at det skal der. Man kan ikke foretage et sådant indgreb, medmindre forældrene har givet samtykke; sådan som jeg i hvert fald læser teksten, synes jeg, at det står klart, men det vil jeg selvfølgelig godt lige have bekræftet.

Endelig er der det der mere principielle. Vi taler om børn og unge, der har psykiske funktionsevnenedsættelser af en sådan karakter, at man bliver nødt til at give dem en GPS eller andet for at sikre, at de er der, hvor de skal være. Og det er under helt særlige omstændigheder, man laver det her indgreb. Der skal være nøje overvejelser om, hvorvidt andet kan lade sig gøre eller andet kan bruges i stedet for.

Når man så giver disse børn og unge en klageadgang, bør man vel også, som Danske Handicaporganisationer er inde på, give dem hjælp – en bistandsperson, der kan hjælpe dem med at udforme den her klage – og definere, hvordan en klage eventuelt formuleres. Danske Handicaporganisationer er jo inde på det, at der bør ligge en klage i det, at man gør modstand. Det kan godt være, at man derved går for langt, men omvendt synes jeg, at det må give os anledning til nogle sådan lidt mere principielle overvejelser om, hvad der skal til, før man anerkender, at et barn har klaget, og hvordan man kan sikre, at den klage bliver modtaget og behandlet seriøst i det sociale nævn.

Så deler jeg også opfattelse med de ordførere, der mener, at det her er nyt græs, vi betræder. Derfor tror jeg at det er vigtigt, at vi i de næste par år får viden om, hvor mange indgreb der er foretaget, hvor lang tid de har varet, og hvad grundlaget har været for dem. Da vi ikke skal sidde så meget med konkrete sager i Socialudvalget – det burde vi i hvert fald principielt ikke – kunne det jo være, at man så kunne overlade det til § 71-tilsynet at lave en sådan en årlig redegørelse de næste par år, for i mine øjne er der ingen tvivl om, at § 71-tilsynet vil være kompetent efter grundlovens regler og den praksis, som tilsynet i øvrigt har tilrettelagt for sig selv. De vil være berettigede og forpligtigede til at se på sager, der måtte komme vedrørende brug af elektroniske overvågningsmidler over for børn. Det kan vi jo så særskilt tage stilling til, når ministeren nu har svaret, men grundlæggende vil SF støtte lovforslaget.

Tak til fru Anne Baastrup. Så er det fru Vivi Kier som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Bekymringen for, om pædagogik nu skal erstattes af elektronik, er fuldt forståelig, men hensigten med det her forslag er jo at beskytte et meget lille antal børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, og som har et betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsniveau. For mig som konservativ er det rigtig vigtigt, at forældrene skal give et samtykke, hvis man vil benytte det her værktøj. Tryghed og sikkerhed for de meget få børn og unge, som kan være udsat for fare, er jo det, som det her lovforslag går ud på at skabe.

Vi kan fra konservativ side tilslutte os det og sige, at nu putter vi et ekstra stykke værktøj i værktøjskassen – et værktøj, der kan tages i brug i de rette situationer, og som aldrig skal være en erstatning for pædagogisk arbejde og pædagogiske tiltag. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi også tør se på alle de nye teknologiske tiltag, der kommer, og som kan medvirke til, at vi kan skabe tryghed og sikkerhed for alle.

Til slut vil jeg bare sige, at jeg godt kan tilslutte mig fru Anne Baastrups ønske om, at udvalget løbende bliver orienteret om, hvor meget den her ordning fremadrettet vil blive brugt.

Tak til fru Vivi Kier. Så er det fru Anne Marie Geisler Andersen fra Det Radikale Venstre.

Med det her lovforslag indfører man som sagt hjemmel til, at der kan anvendes alarm- og pejlesystemer over for en lille gruppe af børn og unge. De er anbragt på døgninstitution eller opholdssted og har svært ved at færdes i bl.a. trafikken, hvor de kan være til stor skade for dem selv og andre. I et konkret tilfælde løb en ung pige ofte ud på en trafikeret vej og udsatte dermed sig selv og også andre for fare. Forældrene var magtesløse, og institutionen havde svært ved at forebygge den slags situationer. Det er situationer som denne, som forslaget forhåbentlig vil kunne afhjælpe. Alarmsystemet kan advare, når barnet eller den unge forlader stedet, og pejlesystemet kan bruges til at lokalisere vedkommende.

Umiddelbart er vi positive over for forslaget, men vi har dog også nogle ønsker til forbedringer. I Det Radikale Venstre finder vi, at det er af yderste vigtighed at holde fast i, at magtanvendelse aldrig må være mere indgribende, end situationen kræver det. Denne foranstaltning er en form for magtanvendelse, hvilket med fordel kunne gøres mere tydeligt i lovteksten. Foranstaltningen skal dog også kunne bruges undtagelsesvis, og den skal godkendes af kommunalbestyrelsen, således at der er en vis kontrol med magtanvendelsen. Ligeledes er det et krav, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, og det finder vi meget positivt.

Vi finder det også positivt, at foranstaltningen kun skal gælde for en afgrænset periode, så den ikke træder i stedet for den pædagogiske indsats. Med hensyn til netop den pædagogiske indsats er vi også tilfredse med, at det er gjort tydeligt i lovforslaget, at alarm- og pejlesystemer ikke må træde i stedet for eller bruges på bekostning af denne.

Hvad angår afgrænsning, er det ifølge lovforslaget op til socialministeren at fastsætte regler om dette. På baggrund af ministerens svar på høringssvarene tyder det på, at ministeren kun vil afgrænse perioden, såfremt det bliver nødvendigt. Vi mener, at der bør være en grænse, og vi vil meget gerne have socialministerens bekræftelse på, at hun vil benytte denne bemyndigelse til at fastsætte en grænse, samt et svar på, hvor denne må formodes at komme til at ligge.

Ordningen skal ifølge forslaget ikke evalueres, som andre også har været inde på. Men socialministeren skal løbende følge udviklingen på området. Vi mener, at det som et minimum bør indgå, at Socialudvalget informeres løbende herom. Men da der er tale om magtanvendelse, bør det kraftigt overvejes, om ikke der også bør være en eller anden form for national overvågning, en indberetningspligt eller lignende. Vi påtænker at stille et ændringsforslag om en revisionsklausul, sådan at man kan få ordningen evalueret. Her bør det ikke mindst sikres, at forslaget ikke bruges til at skære ned i personalenormeringen, da det ikke er hensigten.

Desuden undrer vi os over, at det forventes, at klagemuligheden hyppigst vil være aktuel for forældremyndighedsindehaveren. Hvis det skyldes, at børn ikke vurderes til selv at være i stand til at benytte sig af klagemuligheden, så bør man måske sikre noget bistand til dette. Man kunne også overveje, om det burde opfattes som en klage, hvis barnet, som andre har været inde på, modsætter sig foranstaltningen. Det ville vi meget gerne have en drøftelse af.

Sidst vil jeg sige, at der står i bemærkningerne, at det ikke er nok, at anbringelsesstedet har en formodning om, at barnet måske vil forlade stedet, men at der kan være konkret kendskab til, at den pågældende ofte forlader stedet eller bevæger sig mod et farligt område. Vi antager selvfølgelig, at der skulle have stået »skal«.

Overordnet set er vi positive over for forslaget, men vi har en række spørgsmål, som vi meget gerne vil have opklaret under udvalgsbehandlingen.

Tak til fru Anne Marie Geisler Andersen. Så er det hr. Per Clausen, stadig væk som ordfører for Enhedslisten.

Enhedslisten vil gerne indgå i en positiv drøftelse af det her forslag, fordi vi på den ene side anerkender, at alarm- og pejlesystemer kan skabe større sikkerhed og tryghed for børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne og formentlig også være med til at afværge personskader og ulykker og i nogle tilfælde faktisk give børnene og de unge større frihed, fordi de ikke behøver at føle sig konstant overvåget. Det er et positivt element i forslaget.

På den anden side skal man også anerkende, at der er tale om magtanvendelse og indgreb i den personlige frihed. Og det, vi i hvert fald er betænkelige ved, er, om man kan forestille sig – det kan man godt, spørgsmålet er så, om det sker – at alarm- og pejlesystemer medfører nedskæringer og bruges til at erstatte menneskelig og social kontakt, nærhed og omsorg. Der har vi selvfølgelig godt bemærket, at det er udførligt og næsten smukt beskrevet i bemærkningerne, at det ikke må forekomme. Det har vi forstået, og vi er enige med ministeren i, at det er vigtigt, at det ikke sker, men det er jo ikke alt det, man erklærer og siger, som også kommer til at holde i den virkelige verden.

Enhedslisten vil altså gerne gå ind i debatten om det her. Der er en række ting, vi gerne vil have undersøgt, og vi mener også, at der er nogle områder, hvor man måske med fordel kan ændre lovteksten, men det vil vi tage op under udvalgsarbejdet og så tage endelig stilling til vores holdning til lovforslaget ved tredjebehandlingen.

Jeg vil godt sige, at vi har bemærket, og det synes vi er godt, at der faktisk er sket en del ændringer i lovforslaget, efter at det har været i høring. Der har været en, sådan opfatter vi det i hvert fald, meget positiv holdning til at lytte til de indvendinger og forslag, der er kommet fra høringsparterne. Det synes vi er rigtig godt. Vi har så nogle bemærkninger til nogle områder, hvor høringsparterne også er kommet med nogle indsigelser, som der ikke er taget højde for. Vi vil gerne under udvalgsarbejdet have diskuteret, hvorfor man ikke har gjort det.

Det første er spørgsmålet om periodens længde, hvor der i hvert fald har været adskillige organisationer, som har sagt, at de faktisk synes, at periodens længde skal fremgå af lovteksten. Jeg tror, at de er glade nok for, at man har fjernet det, at man sagde højst 8 måneder, men så vil de gerne have, at der kommer et præcist bud på, hvor lang man så kan forestille sig perioden skal være, i stedet for bare at overlade det til ministeren. Vi vil godt have drøftet, om man ikke skal lægge sig fast på, at den højest må være på f.eks. 3 måneder.

Så har Børnerådet og Danske Handicaporganisationer nævnt, at det kan være nødvendigt, at de her børn og unge får hjælp til at klage, hvis der er noget, de er utilfredse med, fordi de ikke selv kan løfte den opgave. Der synes vi i hvert fald at man burde overveje, om man ikke kunne lave en instans, som sikrede, at børnene fik hjælp fra en uvildig person eller instans til at klage.

Beslutningskompetencen er også blevet kritiseret både af Børnerådet og Danske Handicaporganisationer, som siger, at de finder det betænkeligt, at det er den samme instans, nemlig kommunalbestyrelsen, der både træffer afgørelse om magtanvendelse og er økonomisk ansvarlig for institutionens drift og personalenormering. Vi kan jo godt være lidt bekymrede for, at der mere eller mindre bevidst kan ske en sammenblanding, og derfor synes vi, at det ville være fornuftigt, hvis man forsøgte at adskille de ting.

Så er der spørgsmålet om målgruppen. Jeg tror, at alle er enige om, at der er tale om en meget, meget lille målgruppe. Jeg har forstået, at socialministeren skønner, at der er mellem 55 og 100 børn, der kan blive berørt af lovforslaget. Så mener Landsforeningen Evnesvages Vel, at tallet er mindre og omfatter under 55 børn. Det synes jeg ikke at vi skal bruge så meget energi på her i dag, men jeg tror bare, at det er vigtigt, at man i hvert fald i udvalgsarbejdet får diskuteret, hvordan man sikrer en overvågning, sådan at der ikke sker et skred med hensyn til, hvilke grupper, altså hvilke børn, der bliver opfattet af de her ordninger. Der kunne vi godt være betænkelige, og derfor synes vi, at det er vigtigt, at der sker en systematisk indberetning af den her magtanvendelse til et nationalt overvågningsorgan, sådan at der hele tiden er styr på, at det ikke er noget, der udvikler sig i en retning, der ikke var hensigten.

Men Enhedslistens hovedsynspunkt er, at vi gerne indgår positivt i drøftelserne i udvalget af det her lovforslag, og vi håber da, at vi kan få klarhed på de områder, hvor der kan være uklarheder, og måske også få ændret nogle ting, sådan at vi til sidst kan stemme for lovforslaget.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det socialministeren.

Jeg vil gerne sige tak for partiernes bemærkninger til lovforslaget.

I forhold til muligheden for at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer har regeringen lagt vægt på, at der skal skabes øget tryghed og sikkerhed for denne gruppe børn og unge og deres forældre, herunder at der skal forhindres risiko for alvorlig personskade for barnet såvel som for trafikanter.

Jeg vil gerne understrege, at der med lovforslaget ikke bliver skabt hjemmel til at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer på alle anbragte børn og unge, men kun på børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne, der er anbragt uden for hjemmet, og som ikke er trafiksikre m.v. Der vil således være tale om et meget begrænset antal børn og unge, der vil være omfattet af muligheden, og vores forventning er, at der vil blive tale om et sted mellem 55 og 110 sager årligt.

Jeg vil også gerne understrege vigtigheden af, at brugen af personlige alarm- eller pejlesystemer bliver undtagelsen. Anvendelsen af et alarm- eller pejlesystem kan og må ikke erstatte det pædagogiske arbejde hos det professionelle personale på anbringelsesstederne. Det er derfor vigtigt, at der løbende arbejdes med den pædagogiske indsats i forholdet til barnet eller den unge, så der udvikles pædagogiske metoder, der kan erstatte magtanvendelsen i det konkrete tilfælde.

Det er derfor kun i særlige tilfælde, og når forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke, at anbringelsesstederne får mulighed for at søge kommunalbestyrelsen om tilladelse til at anvende alarm- eller pejlesystemer over for børn med svære handicap, der er anbragt i døgninstitutioner eller på opholdssteder.

Jeg vil se frem til behandlingen i udvalget.

Tak til socialministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget, hvis ingen gør indsigelse.

Det er ikke tilfældet.