Jeg vil gerne starte med at sige tak for en positiv behandling af lovforslaget.
Der var mange gode bemærkninger undervejs, og jeg skal kommentere nogle af dem.
Det er glædeligt, at der er opbakning til, at vi med det her forslag skærper indsatsen mod narko i vores fængsler, og til, at vi giver de ansatte i fængslerne en mulighed for at forebygge uroligheder ved at bruge peberspray.
Det er jo sådan med hensyn til peberspray, at vi i 2009 iværksatte en forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray i nogle af kriminalforsorgens institutioner.
Og Direktoratet for Kriminalforsorgen har så her i efteråret udarbejdet en evalueringsrapport om forsøgsordningen, og der bliver det konkluderet, at det har haft den ønskede effekt og den ønskede virkning.
Peberspray har virket præventivt, det har skabt tryghed for fængselsbetjentene, og det har været medvirkende til at undgå, at tilspidsede situationer blev optrappet yderligere.
Derfor lægges der med lovforslaget op til, at vi indfører en landsdækkende og permanent ordning med peberspray i alle fængsler og arresthuse for netop at skabe større tryghed og sikkerhed for fængselsbetjentene og dermed mere ro også til gavn for de indsatte.
Jeg kunne godt høre, at flere har haft betænkeligheder ved forslaget om at anvende peberspray.
Hr.
Manu Sareen sagde, at man i Det Radikale Venstre havde været noget bekymrede for, om det ville virke konfliktoptrappende, men tilføjede så – hvilket jo er ganske rigtigt – at rapporten faktisk viser, at det gør det ikke.
Jeg noterede mig også, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt – tror jeg, det var – var noget skeptisk over for det; det var det, der blev sagt:
Man er skeptisk over for at give kriminalforsorgen flere magtmidler.
Jeg synes sådan set, det er vigtigt, at kriminalforsorgen har de nødvendige magtmidler for at kunne bekæmpe uroligheder og konflikter, og jeg mener jo, at vi netop her indfører et magtmiddel, der gør, at man måske kan undgå nogle af de magtmidler, som netop giver eller risikerer at give legemsbeskadigelse.
Så jeg synes i virkeligheden, man lige så vel kan se det her som en nedtrapning af volden, altså at man her får et magtmiddel, der ikke fører til skader.
Så er der jo også andre tiltag i lovforslaget.
Regeringen offentliggjorde i oktober måned en handlingsplan mod narkomisbrug, og i overensstemmelse med den handlingsplan lægger vi nu med det her lovforslag op til en skærpet indsats mod narko i vores fængsler.
Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at det er vigtigt, at vi bekæmper og undgår narko i fængslerne så godt som overhovedet muligt.
Ved at bekæmpe narkomisbrug i vores fængsler og vores arresthuse er vi også med til at forebygge, at de indsatte fortsætter en kriminel løbebane efter afsoningen.
Jeg synes jo, noget af det vigtigste i retspolitikken og kriminalitetspolitikken er, at vi kombineret med den stramme retspolitik også gør en effektiv indsats for at bekæmpe årsagerne til kriminalitet, og for mange kriminelles vedkommende må vi jo konstatere, at de begår kriminalitet for at få penge til narko.
Kan vi derfor bekæmpe deres narkomisbrug, ja, så bekæmper vi også en af årsagerne til kriminalitet, og derfor er det en vigtig indsats, vi gør.
Det gælder selvfølgelig også den narkobekæmpelse og bekæmpelse af narkomisbrug, der sker uden for fængslerne, men nu er det altså fængslerne, vi taler om her i dag.
På den baggrund foreslår vi at indføre en mere effektiv kontrol af, om der er ulovlige effekter i fængslerne og altså ikke mindst ulovlige stoffer, og vi udvider også behandlingsgarantien for stofmisbrugere i kriminalforsorgens institutioner.
Så der er altså på den ene side den hårde måde med mere effektiv kontrol og på den anden side den bløde måde med bekæmpelse af narkomisbruget ved simpelt hen at give en bedre garanti til stofmisbrugerne blandt dem, som er indsatte.
Herudover vil der så i overensstemmelse med handlingsplanen blive fastsat nogle administrative regler for anvendelse af narkohunde til at undersøge de indsatte og de besøgende for ulovlige stoffer.
Det synes jeg jo også er rigtigt.
Man kan sige, at selv om i hvert fald de fleste var positive over for lovforslaget og ville støtte det, så var der jo alligevel nogle, der på den ene side kom med nogle bemærkninger om, at det er for dårligt, at der er narko i vores fængsler – og det er det jo; det må vi undgå – men på den anden side var det også dem, der sagde, at det ikke er særlig godt, at der kommer nogle hunde og snuser til de folk, der skal ind i fængslerne, for eventuelt at opdage, om de smugler noget narko med ind.
Altså, man kan ikke mene, at vi skal begrænse narkoen i fængslerne, hvis man ikke også mener, at vi må styrke kontrollen.
Og der er hundene altså gode til netop at opdage narko, hvor mennesker ikke kan opdage det.
Så har jeg noteret mig, at der er flere, som gerne ser – og det må vi jo arbejde med under udvalgsarbejdet – at vi får uddybet, hvordan vi anvender hundene, når de f.eks.
får færten af narkotika.
Jeg tror også, det er en ordning, som vi skal gøre os vores erfaringer med undervejs, og at vi skal blive bedre til opgaven, og det gælder både de mennesker, som står ved siden af hundene og måske også hundene selv.
Men jeg kan ikke se andet, end at hvis vi vil begrænse indsmuglingen af narko i vores fængsler, er det en effektiv måde at gøre det på, fordi hundene altså kan sætte ind der, hvor, havde jeg nær sagt, mennesker ikke kan opdage det.
Flere siger så – og det er jeg meget enig i – at det er vigtigt, at vi har nogle gode udslusningsforløb, i forbindelse med at man skal ud af fængslet, og derfor har vi jo Projekt God Løsladelse.
Jeg lagde mærke til, at fru Karina Lorentzen f.eks.
havde en række betragtninger, som jeg er fuldstændig enig i, men fru Karina Lorentzen fik det sagt, som om det var noget, vi ikke var enige om, og at det var Socialistisk Folkeparti, der nu ville have indført nogle bedre sammenhænge, når folk skulle ud af fængslerne.
Det er jo det, regeringen er i fuld gang med at gennemføre, vi er netop i Projekt God Løsladelse i gang med at sikre en helhedsorienteret udgang fra fængslerne, så der bliver et tæt samarbejde gennem kontrakter med kommunerne omkring løsladelsen.
For jeg er fuldstændig enig i, at det er afgørende, at vi, når de indsatte skal ud, forsøger så vidt muligt at give dem job, bolig, uddannelse, altså får dem sat i gang med en god tilværelse og et godt forløb i deres videre liv.
Det er ret afgørende for den resocialiserende effekt og for en fortsættelse af den resocialiserende indsats vi gør gennem uddannelse, narkoafvænning osv.
i fængslerne.
Men altså, tak for en god modtagelse af lovforslaget.
Jeg ser frem til en konstruktiv behandling i udvalget.