Retsudvalget 2010-11 (1. samling)
L 90 Bilag 33
Offentligt
Umiddelbart før betænkningsfristen for L 90, Forslag til Offentlighedslov, har Justitsministeriet i et endeligtsvar på spørgsmål 153 givet en redegørelse for de retlige begrænsninger i § 24, som jeg på vegne af engruppe undersøgende journalister gerne vil knytte en kommentar til.Svaret på spørgsmål 153 bør læses i sammenhæng med den række svar (spørgsmål 9-53), der redegør foradgangen til aktindsigt i konkrete dokumenter. Det er vor opfattelse, at disse svar giver en større indsigt i,hvad det er, § 24 lukker af for, end de forholdsvis brede vurderinger i svaret på spørgsmål 153.Udover denne generelle vurdering har vi flg. konkrete vurderinger:Vedr. Adgang til en sags ”faktiske grundlag” og til ”faglige vurderinger i endelig form”:
Adgangen til oplysning om en sags faktiske grundlag må ikke forveksles med adgang til oplysninger,der afslører magtmisbrug eller forsøg på magtmisbrug. Det står os meget klart efter at havegennemgået hvidbogens eksempelmateriale. Det fremgår også af Justitsministeriets svar påudvalgets spørgsmål 9-53 om adgang til konkrete dokumenter, hvor det dokumenteres, at adgangentil sagens faktiske grundlag ikke muliggør afsløring af, hvad der faktisk sker. Det samme gælderfaglige vurderinger i endelig form, der i væsentligt omfang vil omfatte dokumenter, der allereede ertil rådighed for offentlighedenVedr. ministeren som forvaltningschef:
Mens § 24 stk. 2 klart siger, at ministerbetjening ikke gælder i sager, hvor ministeren optræder somforvaltningschef, er det vigtigt at erindre, at sådanne afgørelser i vidt omfang gælder person- ogvirksomhedssager, der på anden måde (tavshedspligt etc.) vil være unddraget aktindsigt.Vedr. dokumenter fra ikke-ministerielle kilder:
Det ligger i sagens natur, at da en minister ikke har instruktionsbeføjelse over for sådanne organer(KL, kommuner, eksterne konsulenter etc.) giver adgangen til sådanne dokumenter normalt hellerikke mulighed for at afsløre magtmisbrug m.v. Derudover bør man bemærke de begrænsninger afaktindsigt i ministerbetjening, der fremgår af § 25.Vedr. at ministeren har eller må forventes at få behov for bistand:
Der vil altid kunne argumenteres for, at en sag, der kan forventes at få stor og evt. negativ offentligopmærksomhed, vil være noget, en minister skal eller kan forventes at blive rådgivet om fraembedsværket. Derfor ville der ikke i disse sager være behov for at forsøge at stille dem i bero.Vi håber, at Retsudvalget vil inddrage disse vurderinger i sit arbejde og at udvalget vil afvejeJustitsministeriets oplysninger i forhold til svarene på spørgsmål 9-53 vedr. adgang til konkretedokumenter, der kan afsløre problematisk forvaltning.Med venlig hilsenLars Rugaardjournalist, modtager af Cavlingprisen 1995, Krügerprisen 1994, Publicistklubbens Jubilæumspris 1994,Pressprisen 1995, bestyrelsesmedlem og hovedbestyrelsesobservatør i Dansk Journalistforbunds Kreds 2.
