Tak.
Forleden dag blev jeg ringet op af en journalist, som spurgte, hvad jeg mente der var kommet ud af fattigdomsåret.
Desværre måtte jeg svare:
Ikke så meget andet end pjecer, hjemmesider og debatarrangementer.
Fattigdomsåret var en oplagt mulighed for at få gjort noget ved den stigende fattigdom.
Desværre har regeringen ikke rigtig grebet den, i stedet indfører man et lovforslag som det her, som ligefrem bidrager til at øge fattigdommen.
I Radikale Venstre er vi stadig imod det her forslag om at fratage flygtninge deres særlige rettigheder for at optjene folkepension.
For os at se giver det ikke mening at harmonisere reglerne for grupper, der er så vidt forskellige.
Der var en grund til, at man i sin tid lavede nogle særregler for flygtninge, og så vidt vides, har det ikke ændret sig.
Flygtninge må ufrivilligt forlade deres oprindelsesland, fordi de er individuelt forfulgte.
Det er mennesker, som er uden skyld i deres egen situation, og som man må gå ud fra ikke kan få pension fra deres oprindelsesland.
De mennesker skal nu også udstyres med nogle meget ringe chancer for at gøre sig fortjent til fuld folkepension i Danmark.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tidligere slået fast, at det er i strid med retten til ikke at blive diskrimineret, når stater behandler mennesker i væsentlig forskellige situationer på samme måde, uden at det er rimeligt begrundet.
Det er meget svært at se, at L 72 ikke skulle bryde med denne ret til ikke at blive diskrimineret.
Under førstebehandlingen bad vi i oppositionen regeringen om at indhente en udtalelse fra UNHCR.
Den er nu kommet, og ifølge FN's flygtningehøjkommissariat lever forslaget heller ikke op til forpligtelserne i flygtningekonventionen.
At der ikke i tilstrækkelig grad er taget højde for flygtninges særlige situation, medfører en ulige adgang til social tryghed, og det er i strid med ligebehandlingsprincippet.
Jeg skal sige, at en enig opposition er rystet over, at regeringen på den måde er villig til at tilsidesætte Danmarks internationale forpligtelser.
Under førstebehandlingen sagde Venstres ordfører, at lovforslaget sikrer alle en grundlæggende sikkerhed i alderdommen.
Hvis man virkelig ville sikre dette, trak man lovforslaget tilbage, for hvordan skal traumatiserede flygtninge med dårlige sprogkundskaber og en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet tilpasse sig de ændrede regler og planlægge deres pensionisttilværelse, fordi man indfører en overgangsordning?
Desuden ved vi, at der er langt flere fattige ældre med anden etnisk baggrund end dansk, og der er absolut ingen grund til at forstærke denne tendens.
Endelig forventes dette forslag at medføre øget sagsbehandlingstid i kommunerne grundet flere ansøgninger om enkeltydelser, og under finanslovdebatten undrede regeringen sig jo meget over, at den offentlige sektor konstant er vokset under VKO, og at der samtidig rundtom i landet kan være en opfattelse af, at der bliver skåret ned.
Men set i lyset af de efterhånden utallige forslag, som VKO har vedtaget, og som medfører øget bureaukrati, er det vel ikke så mærkeligt, for flere og flere ressourcer skal bruges på at dokumentere, kontrollere og sagsbehandle.
Med alle de regler, der skal administreres, kanaliseres en øget mængde ressourcer fra varme hænder til kolde hænder.
Vi vil gentage, hvad vi sagde under førstebehandlingen:
Hvis vi vil af med fattigdommen i Danmark, hvis vi vil behandle folk med en anden etnisk baggrund ordentligt, og hvis vi vil stå ved vores ansvar for at behandle flygtninge med værdighed, så kræver det en ny regering.