Det sidste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af lovforslag nr. L 68:

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge. (Udvidelse af arbejdsgiverperioden).

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 17.11.2010).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Peter Madsen.

Dette forslag er et led i finansloven for 2011 og samtidig en del af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi. Det indebærer en udvidelse af arbejdsgiverperioden fra 21 til 30 dage i forbindelse med udbetaling af sygedagpenge.

Reglerne er i dag sådan, at en arbejdsgiver skal betale løn de første 21 dage af den ansattes fravær i forbindelse med sygdom. Derefter modtager arbejdsgiveren normalt refusion fra kommunen som kompensation enten helt eller delvis for udgifter til sygedagpenge eller løn under sygdom. Lovforslaget ændrer ikke ved den sygemeldtes ret til sygedagpenge, men drejer sig alene om, hvem der skal finansiere ydelsen. Med denne udvidelse af arbejdsgiverperioden kommer arbejdsgiverne, både offentlige og private, til at bære en større andel af udgifterne, mens kommunens andel reduceres tilsvarende.

Med udvidelsen af arbejdsgiverperioden ønsker regeringen at tilskynde den enkelte arbejdsgiver til at gøre endnu mere for at forebygge de ansattes sygefravær. Det er afgørende, at vi får bragt sygefraværet ned. Det koster samfundet dyrt, både i tabt arbejdskraft og i offentlig forsørgelse. Det koster de arbejdsgivere dyrt, som må klare sig uden den pågældende medarbejder. Og nok så vigtigt har længere tids sygefravær ofte store omkostninger for den enkelte sygemeldte, menneskelige omkostninger såvel som økonomiske. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgiverne i endnu højere grad tilskyndes til at gøre en indsats for at nedbringe og forebygge sygefravær.

Mindre arbejdsgivere er utvivlsomt mere sårbare over for medarbejdernes sygefravær, end større arbejdsgivere er. Derfor har det også været vigtigt for regeringen at sikre, at disse mindre arbejdspladser ikke lider under lovændringen, ved at fastholde muligheden for arbejdsgiveren for at tegne en sygedagpengeforsikring, der dækker hele arbejdsgiverperioden. Med lovforslaget tilpasses reglerne om forsikringsordningen derfor, så refusionen dækker den udvidede periode på 30 dage.

Lovforslaget ændrer ikke ved, at arbejdsgivere, der har indgået en aftale efter sygedagpengelovens § 56, der indebærer refusion af sygedagpenge ved langvarig eller kronisk sygdom, stadig friholdes for udgifterne i hele arbejdsgiverperioden. Forslaget får dermed ikke negative konsekvenser for de svagere grupper på arbejdsmarkedet.

Venstre kan støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen med korte bemærkninger, så vi fortsætter i ordførerrækken. Næste ordfører er hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak. Antallet af sygedage, som arbejdsgivere skal betale for deres medarbejdere, er jævnligt til debat, både ude i organisationerne og her i Folketinget. Sidst vi havde den her sag oppe i salen, var i april 2008, hvor regeringen lagde 6 dage til de arbejdsgiverbetalte sygedage, så de kom op på 21. Det er ikke just arbejdsgivernes kop te – det kan jeg vist godt røbe i den her lille, sluttede kreds – og det er heller ikke Socialdemokratiets.

Er det så, fordi vi går arbejdsgivernes ærinde? Det plejer jo ellers normalt være regeringen, der bliver beskyldt for det. Nej, det er, fordi vi i modsætning til regeringen og dens støttepartier er optaget af at få et bedre arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne. Sygefraværet koster mere end 60 mia. kr. hvert år, og mere end en tredjedel skyldes fravær på grund af arbejdet og det arbejdsmiljø, der er derude på arbejdspladserne. Det er rigtig mange penge, og derfor er der også rigtig mange penge at spare ved at gøre en aktiv indsats for at få sygefraværet bragt ned, for ikke at tale om de sorger og ærgrelser, som syge vil blive sparet for.

Derfor fremsatte Socialdemokratiet allerede i 2008 et forslag om at belønne de arbejdsgivere, der laver en handlingsplan sammen med kommunen, så de kan nedbringe mængden af arbejdsrelateret sygdom og få de syge hurtigere tilbage på arbejde, forstået på den måde, at de så skal betale for færre sygedage, mens de arbejdsgivere, der ikke laver en sådan aftale, skal betale for flere sygedage. Det er gennem KIA-projektet dokumenteret, at der i gennemsnit er 9 ugers mindre sygefravær pr. sygemeldt ved at lave en koordineret indsats. Så der er rigtig mange penge at spare.

Men regeringen og Dansk Folkeparti har altså valgt at gå en anden vej. Regeringen er ellers ikke bange for at lave incitamenter. Vi kan bare se på hele det cirkus, der er på dagpengeområdet, og de sager, vi netop har behandlet. Men den her sag er vist ikke lige røget ind på lystavlen. Så vi står med et lovforslag, der er ensbetydende med ren og skær skat på sygdom, og der er intet, der inspirerer til at ændre adfærd. Der er kun ét at gøre, nemlig at betale 760 mio. kr. ved kasse et.

Ud over at det koster arbejdsgiverne penge, vil loven være endnu en sten på vejen for det fleksible arbejdsmarked. For der er ingen tvivl om, at det bliver sværere at komme ind på arbejdsmarkedet, når arbejdsgiverne gør det, der er helt naturligt, nemlig tænker sig om en ekstra gang, før de ansætter nye folk. Det er vel ikke lige det, vi har brug for i den nuværende situation.

Alt i alt vil loven bidrage til skævvridningen af det danske arbejdsmarked og forringelsen af fleksibilitet og konkurrenceevne. Socialdemokratiet stemmer imod forslaget.

Tak til ordføreren, som der heller ikke er korte bemærkninger til. Den næste ordfører er hr. Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti, værsgo.

Det her lovforslag er en del af den samlede lovgivning, som er en del af udmøntningen af aftalen fra 2010 om genopretning af dansk økonomi. Den er et led i, at man siger, at alle skal være med til at betale til genopretningen, og i det her tilfælde er det arbejdsgiverne.

Det sker, ved at man udvider perioden fra 21 kalenderdage til 30 kalenderdage for de arbejdsgiverbetalte sygedagpenge. I det her tilfælde er der selvfølgelig også et problem i forhold til de små arbejdsgivere. De har en forsikringsordning, som de betaler til, og hvor de får pengene refunderet.

Man kan så spørge, om det her bare er en straf af arbejdsgiverne. Jeg er overbevist om, at arbejdsgiverne også gør en indsats for at forhindre for mange sygedage blandt deres medarbejdere. Det kan de selvfølgelig gøre ved at forbedre forholdene på arbejdspladsen og gøre det mere attraktivt for medarbejderne at være der. Det er med til at begrænse antallet af sygedage.

Det er også sådan i den her forbindelse, at arbejdsgivere i forhold til ansatte, for hvem der er indgået en aftale om refusion af sygedagpenge ved langvarig, kronisk sygdom, fortsat skal friholdes for at betale sygedagpenge i arbejdsgiverperioden. Det skal ses ud fra, at hvis man siger til arbejdsgiverne, at de skal betale for hele perioden, også for de svage, er de heller ikke så interesseret i at ansatte de helt svage på arbejdspladsen. Derfor vil vi selvfølgelig beholde den tilskyndelse, ved at arbejdsgiverne i den forbindelse får betalt for de sygedage.

Det er som sagt en del af genopretningspakken, og Dansk Folkeparti siger selvfølgelig ja til forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Eigil Andersen fra SF, værsgo.

Tak. Umiddelbart kan det jo virke som en tiltalende tanke at lade arbejdsgiverne ikke bare betale for 3 ugers sygedagpenge, som de gør i dag, men for 4 uger, som det bliver foreslået her. Men vi mener også i SF, at det vil være en dårlig idé, bl.a. fordi det sandsynligvis vil medvirke til, at arbejdsmarkedet bliver endnu mindre rummeligt, end det er i dag, og det er såmænd slemt nok, som det er. Der vil simpelt hen ske det, at arbejdsgiverne vil blive endnu mere tilbageholdende med at ansætte lønmodtagere, som har en vis sygdomsrisiko, hvis man hænger på sygedagpengeudgiften i 4 uger i stedet for 3 uger.

Et andet aspekt, som jeg også lige skal nævne, er, at der en anden ulempe ved forslaget i forhold til kommunerne, som jo i forvejen har en hårdt presset økonomi. En større udgift på den enkelte institutions budget til sygedagpenge på grund af den længere arbejdsgiverperiode kan betyde, at der bliver ansat færre vikarer under sygdom. Det vil jo have en meget uheldig virkning for også de faste medarbejdere, at der ikke kommer en afløser i tilfælde af sygdom. Det var noget af den frygt, som hovedorganisationen FTF gav udtryk for, da arbejdsgiverperioden blev forlænget fra 2 uger til 3 uger.

I SF mener vi, at der er god grund til at give arbejdsgiverne større økonomisk incitament til at forbedre arbejdsmiljøet og nedbringe sygefraværet, men det kan ske på en meget klogere måde gennem den arbejdsmiljøafgift, som Socialdemokratiet og SF har foreslået i »Fair Forandring«. Afgiften er højere, jo større udbetalingerne er i arbejdsskadeerstatning i den pågældende branche, og dermed rammer man altså de brancher, hvor arbejdsskaderne og sygefraværet er værst. Og det er jo lige præcis det, man skal. Derimod er det, man gør i det her lovforslag, at man bare indfører en ny arbejdsgiverafgift, og den gælder så for alle brancher.

En anden mulighed for at opnå det formål, vi taler om her, er det forslag, som Socialdemokratiets ordfører omtalte, nemlig at hvis arbejdsgiverne indgår en aftale med kommunen om at forbedre arbejdsmiljøet og nedbringe sygefraværet, kan arbejdsgiverperioden for sygedagpengene nedsættes, mens den tilsvarende forhøjes, hvis arbejdsgiverne ikke vil indgå en sådan aftale. Det er klart, at et forslag efter de retningslinjer kan vi også støtte i SF.

En tredje mulighed er at benytte penge fra et nyt CSR-bidrag, som alle arbejdsgivere skal betale, til at belønne virksomheder, som gør en særlig indsats for at forbedre arbejdsmiljøet og nedbringe sygefraværet.

Jeg vil runde af med at sige, at de veje, som Socialdemokratiet og SF peger på her, er langt mere virkningsfulde end det lovforslag, vi har nu. Hvis man følger Socialdemokratiets og SF's tankegang, vil de nemlig føre til, at vi både vil få et bedre arbejdsmiljø i hverdagen for lønmodtagerne, at vi vil få færre arbejdsskader, og at vi vil få et mindre sygefravær. Og det opnår man ikke, ved at man bare lader arbejdsgiverne betale en ekstraskat i form af en længere arbejdsgiverperiode på 4 uger, og derfor stemmer SF også imod forslaget.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Kurt Scheelsbeck fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Da den konservative ordfører, fru Helle Sjelle, ikke kan være til stede, skal jeg her læse følgende op:

I forsommeren indgik vi Konservative sammen med Venstre og Dansk Folkeparti en aftale om genopretning af dansk økonomi. Under krisen valgte regeringen at føre en af Europas mest aktive krisepolitikker, som har betydet, at arbejdsløsheden i Danmark er blandt de laveste i EU, og at den er holdt op med at stige. Men den meget aktive krisepolitik skabte et underskud på de offentlige finanser, som vi med genopretningsaftalen og finansloven for 2011 er godt i gang med at betale. I modsætning til venstrefløjen ønsker vi Konservative ikke at efterlade regningen i børneværelset, sådan som Socialdemokraterne gjorde det i 1970'erne, da Danmark nærmede sig afgrundens rand.

Lovforslag nr. L 68 fra beskæftigelsesministeren er et led i genopretningen af dansk økonomi. Forslaget betyder, at både private og offentlige arbejdsgivere fremover selv skal betale løn og sygedagpenge de første 30 kalenderdage. I dag skal de kun betale de første 21 kalenderdage, hvorefter kommunen betaler hel eller delvis kompensation til arbejdsgiveren, som så udbetaler sygedagpenge til den sygemeldte. Forslaget sparer skatteborgerne for omkring 760 mio. kr., hvilket også var målet i genopretningsaftalen fra i sommer.

Samtidig betyder forslaget, at danske arbejdsgivere, både private og offentlige, bidrager til at reducere underskuddet på de offentlige finanser, som krisen har efterladt. Det er i alle danskeres interesse, at underskuddet bliver nedbragt, så vi undgår skattestigninger, rentestigninger og andre ubehageligheder, der virker som en klods om benet på fremtidens vækst og velstand.

Derudover vil forslaget forhåbentlig have den store fordel, at det får danske arbejdsgivere til at intensivere indsatsen mod sygefravær. Hver dansker i arbejde har i snit næsten ti sygedage om året. Det er rigtig meget, og det koster rigtig dyrt. Samtidig har undersøgelser vist, at en tredjedel af alt sygefravær skyldes dårligt arbejdsmiljø. Hvis arbejdsgiverne gør en aktiv indsats for at forbedre arbejdsmiljøet, vil sygefraværet sandsynligvis falde markant.

Ikke mindst de kommunale arbejdsgivere har en stor opgave foran sig. Sygefraværet blandt de kommunalt ansatte ligger 60-70 pct. højere end blandt de ansatte i den private sektor og i staten. Det er med andre ord et enormt økonomisk potentiale, som bare venter på at blive udnyttet. Det høje sygefravær i landets kommuner er både skidt for den enkelte kommunalt ansatte og for skatteborgerne, der betaler gildet. Jeg håber, at kommunerne vil bruge lovforslaget som anledning til at nedbringe det høje sygefravær i kommunerne.

Endelig er jeg som konservativ glad for, at de mindre virksomheder ikke bliver ramt hårdt af forslaget. Ligesom i dag vil virksomheder, hvis lønudgifter ligger under 6,6 mio. kr. årligt, kunne tegne en forsikring, så de slipper for tab i forbindelse med deres medarbejderes sygdom. Det er vigtigt, at vi som lovgivere til enhver tid holder hånden under landets mindste virksomheder. De udgør nemlig vækstlaget i dansk erhvervsliv og er dermed kilden til fremtidens vækst og velstand.

Samlet set kan vi Konservative støtte lovforslag nr. L 68, der forlænger arbejdsgiverperioden i forbindelse med sygdom med 9 dage. På den måde sparer staten og dermed skatteborgerne 760 mio. kr. om året. Forhåbentlig vil sidegevinsten være, at indsatsen mod sygefraværet bliver intensiveret til gavn for medarbejderne og for Danmark. Tak.

Tak til ordføreren. Jeg ser ingen ordfører fra Det Radikale Venstre, hvorfor næste ordfører er fru Line Barfod fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg skal sige fra De Radikale, at de stemmer imod lovforslaget. Det gør Enhedslisten også. Jeg må sige, at når jeg læser forslaget her, kommer jeg til at tænke på sloganet: Vi skal nedbringe sygefraværet, så lad os fyre de syge. Det er jo det, der bliver konsekvensen, når man gennemfører sådan et forslag. Det er kun 2 år siden, arbejdsgiverperioden sidst blev udvidet fra 15 til 21 dage, og nu vil man så udvide perioden med yderligere 9 dage. Vi synes fra Enhedslistens side, at det burde være en samfundsopgave at sørge for de syge, at vi alle sammen burde være med til at betale over skatterne, både borgere og virksomheder, og så skulle vi sørge for at refundere hundrede procent, når der så var nogle, der var syge. I en tid, hvor arbejdsløsheden stiger, hvor virksomheder lukker, hvor der er krise, virker det helt absurd, at man så lægger endnu flere udgifter ud og gør det endnu sværere for virksomhederne, gør det endnu sværere for de mennesker, der er ramt af forskellige former for sygdom.

For det her rammer jo især de mennesker, som jævnligt er syge. De kronisk syge, som alligevel bliver på arbejdsmarkedet og gerne vil være med til at arbejde, taler regeringen så meget om med jævne mellemrum, men her laver man altså et forslag, som gør, at det bliver meget sværere for de mennesker at være på arbejdsmarkedet. For som flere af høringssvarene påpeger, bliver det, når man udvider arbejdsgiverperioden, sværere for de udsatte at få fodfæste på arbejdsmarkedet, og det gør også, at det vil være dem, der står først i køen til at blive fyret.

Kommuner og regioner bliver jo ikke kompenseret for det her forslag, og det kommer til at koste kommunerne 123 mio. kr. og regionerne 47 mio. kr. Det kommer til at kunne mærkes på hospitaler, plejehjem, skoler, daginstitutioner og den øvrige kommunale og regionale service. Det betyder altså, at de penge skal findes nogle steder. Det kan så ske, enten ved at man fyrer de syge, så man ikke får så stor en udgift, eller ved at man fyrer nogle andre. Der er ikke så mange andre muligheder, når man skal spare i kommuner og regioner, end at man fyrer nogle mennesker, og dermed får vi endnu flere arbejdsløse. Det er lidt svært at forstå, hvis man virkelig mener, at vi skal gøre noget ved arbejdsløsheden, og at vi skal gøre noget for, at også mennesker med kronisk sygdom kan være på arbejdsmarkedet.

Hvis man for alvor var optaget af at gøre noget ved sygefraværet, burde man jo i stedet sætte ind med forebyggelse. Så burde man gøre noget for, at de mange mennesker, der i dag bliver syge af at gå på arbejde, ikke blev syge af det; gøre noget for at få et langt bedre arbejdsmiljø; sikre, at man fik sat tempoet ned, så folk kunne holde til deres arbejde; sikre, at folk fik lov til at gøre deres arbejde. En meget stor del af offentligt ansatte, der i dag bliver syge, især dem, der bliver alvorligt syge, bliver det jo på grund af stress, som de i høj grad får, fordi de ikke kan få lov til at gøre deres arbejde. Det gælder f.eks. SOSU'er, der ikke kan få lov til at tage sig ordentligt af de ældre, men skal piskes rundt fra sted til sted hele tiden, og som skal bruge en masse tid på bureaukrati, fordi regeringen og Dansk Folkeparti er mere optaget af privatisering end af at sikre en god ældrepleje.

Sådan nogle steder burde man sætte ind, så man kunne forebygge, at folk blev syge. Men det er tilsyneladende overhovedet ikke det, som regeringen og Dansk Folkeparti er optaget af. Man ønsker bare at gøre det sværere for de syge, at gøre det sværere for virksomhederne og dermed også nedbryde den gode ordning, vi ellers havde på arbejdsmarkedet, med, at folk faktisk kunne være der, selv om de var syge.

Så der er ingen tvivl om, at Enhedslisten ikke kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere ordførere i salen, hvorfor næste taler er beskæftigelsesministeren, værsgo.

Jeg vil gerne takke for debatten eller i hvert fald for de ord, der er blevet sagt her fra talerstolen.

Lad os først slå fast, at dette lovforslag ikke vil få betydning for den enkelte persons ret til sygedagpenge. Der er med lovforslaget alene tale om, at vi ændrer på finansieringen af udgifterne, altså forholdet mellem, hvad staten skal bære, og hvad arbejdsgiverne skal bære. Arbejdsgiveren betaler i dag udgiften til sygedagpenge i de første 21 kalenderdage af den ansattes sygefravær. Lovforslaget betyder, at arbejdsgiverperioden bliver udvidet til 30 kalenderdage.

Ingen er jo i tvivl om, at sygefravær har store personlige konsekvenser for den enkelte sygemeldte. Det gælder både menneskeligt, arbejdsmæssigt og økonomisk. Jo længere sygefraværet er, jo større er risikoen desværre også for, at den sygemeldte ender med at forlade arbejdsmarkedet. Sygefravær er bestemt heller ikke nogen ønskværdig situation for arbejdsgiverne, der kommer til at mangle den nødvendige arbejdskraft. Uanset hvilke briller man har på, ligger der derfor et stort potentiale i at nedbringe sygefraværet.

Jeg er fuldt ud klar over, at der i dag er rigtig mange virksomheder, der viser stor ansvarlighed, og som gennem en aktiv personalepolitik gør en stor og målrettet indsats for at nedbringe sygefraværet. Det sker f.eks. ved dialog med den sygemeldte og med tilpasning af arbejdsopgaverne. Men tilskyndelsen til at nedbringe sygefraværet hænger dog i nogen grad sammen med forpligtelsen. Al erfaring viser, at de arbejdspladser, der sætter fokus på et godt arbejdsmiljø og en god trivsel, også høster gevinsten i form af mindre sygefravær. Arbejdsgiverne har derfor selv en vigtig nøgle, som kan bruges til at nedbringe sygefraværet og udgifterne til sygedagpenge.

Jeg er opmærksom på, at det ofte vil være sådan, at mindre virksomheder har vanskeligere ved at håndtere udgifterne til sygefravær, end større virksomheder har. Udgifterne til sygedagpenge rammer hårdere, når man f.eks. kun har to eller fem ansatte. Derfor er det også med lovforslaget en klar forudsætning, at der ske en tilpasning af den ordning, der giver de mindre, private virksomheder mulighed for at tegne en sygedagpengeforsikring. Der vil altså kunne tegnes forsikring også for de dage, som arbejdsgiverperioden udvides med.

Nogle vil måske være bekymret for, og det har vi også hørt i debatten her, at en udvidet arbejdsgiverperiode vil komme til at virke som en barriere for, at arbejdsgiveren vil ansætte de svagere grupper på arbejdsmarkedet. Den bekymring deler jeg nu ikke, for arbejdsgiverne vil nemlig fortsat være undtaget fra sygedagpengeudgiften i hele arbejdsgiverperioden, når det drejer sig om ansatte, for hvem der er indgået en § 56-aftale. Det er en aftale om refusion af sygedagpenge ved langvarig eller kronisk sygdom. Tilsvarende vil arbejdsgiverne også fortsat være undtaget fra udgifter til sygedagpenge til personer, som ansættes i fleksjob.

Endnu en gang tak for behandlingen her i Folketingssalen. Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så vi siger tak til ministeren. Undskyld, der er lige en her, som jeg først ser nu. Det må ministeren undskylde. Hr. Lennart Damsbo-Andersen, værsgo.

Det er ikke, fordi jeg skal holde ministeren længe på pinebænken – nu er det jo sent på dagen. Jeg sidder bare med sådan en underlig fornemmelse, når man her med et pennestrøg lige snupper 760 mio. kr. op af arbejdsgivernes kasse for at lægge dem hen i statskassen.

Det, jeg tænker på, er, at vi før sommerferien behandlede et forslag, der handlede om arbejdsskadeerstatning, og et af argumenterne i forbindelse med behandlingen af forslaget lød på, at der skulle spares 150 mio. kr., som de arbejdsskadede kom til at betale, fordi arbejdsgiverne ikke skulle pålægges en udgift. Det var 150 mio. kr. Her er det så 760 mio. kr., og dem snupper man uden så meget som at blinke. Giver det ikke ministeren en underlig smag i munden?

Værsgo til ministeren.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen skal bestemt ikke undskylde for at stille spørgsmål her i Folketingssalen – tværtimod, det er derfor, vi er her.

Hvad angår spørgsmålet om de 760 mio. kr. og den anden sag, som hr. Lennart Damsbo-Andersen henviste til, vil jeg sige, at det nu var en lidt forsimplet fremstilling, hr. Lennart Damsbo-Andersen kom med her, og det kan jeg også se at hr. Lennart Damsbo-Andersen er enig i, i og med at han nikker lidt.

Men når der er tale om, at vi ændrer på arbejdsgiverperioden, er det, fordi det er et led i genopretningspakken, som også Dansk Folkepartis ordfører redegjorde meget klart og tydeligt for. Det er jo sådan, at vi har gennemført en perlerække af initiativer for at få Danmark igennem den internationale finanskrise så lempeligt som overhovedet muligt målt på menneskelige ressourcer, og det har kostet. Derfor må vi alle holde for, og det betyder altså også, at arbejdsgiverne må holde for. Det ser man så udmøntet i det her lovforslag.

Ønsker hr. Lennart Damsbo-Andersen en anden kort bemærkning? Ja, værsgo.

Det er godt nok, at alle skal holde for. Når nu regeringen har besluttet, at der skal spares, så vælger regeringen sammen med Dansk Folkeparti at sprede det ud på alle mulige. Men det giver mig stadig væk en mærkelig fornemmelse. For når vi når hen til den 1. januar – det er om en måneds tid – så vil den, der bliver ramt af en arbejdsskade, få mindre i erstatning end den, der får en arbejdsskade før den 1. januar, fordi regeringen har besluttet, og ministeren har selv stået og sagt det fra talerstolen, at arbejdsgiverne skal friholdes. Og så er det de arbejdsskadede, det skal gå ud over.

Hvorfor kunne det ikke dengang også være arbejdsgiverne, der skulle holde for, når de skal holde for nu? Da var tallet endda meget mindre. Hvorfor var det de arbejdsskadede, der skulle lide under det?

Det synes jeg giver en underlig fornemmelse, og jeg er da meget spændt på, hvad det næste så kan blive. For når man kan tage sådan nogle beslutninger her uden at blinke, giver det en mærkelig fornemmelse hos mig. Og det håber jeg egentlig også at det gør hos ministeren.

Værsgo til ministeren.

Nu har hr. Lennart Damsbo-Andersen tydeligvis ikke været med til forhandlingerne om genopretning af dansk økonomi. Det afspejler sig i hvert fald tydeligt i den noget forsimplede tilgang, hr. Lennart Damsbo-Andersen har sådan helt generelt til, hvordan man finder frem til, hvilke initiativer der skal fremmes i sådan en anledning som denne.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at bare fordi man forsøger at fremstille noget forsimplet to gange i træk, bliver det jo ikke mere korrekt af den grund. Det, der er tale om i forbindelse med arbejdsskader, er jo rent faktisk, at vi efter min mening har fundet en meget solidarisk løsning. Det debatterede vi også grundigt i sin tid.

Men jeg kan jo bare konstatere, at i Socialdemokratiet er der intet nyt under solen. Man er ligeglade med økonomien, og man har ikke sans for økonomisk ansvarlighed, og det kan vi jo så konstatere her. Der er jo ingen, der synes, at det hverken er let, nemt eller sjovt at genoprette dansk økonomi. Omvendt må vi jo også erkende, at når man har styret Danmark igennem en international finanskrise på den måde, som regeringen har, og dermed har sparet mange tusinde mennesker for at få en fyreseddel i hånden, så koster det, og så ligger der en regning, der skal betales. Det er den, vi her samler op og betaler. Sådan er det, og sådan er det altså at være økonomisk ansvarlig.

Så må jeg hellere sikre mig, at der ikke er flere, der ønsker at stille spørgsmål til ministeren. Det er der ikke, så jeg har ikke overset flere. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Arbejdsmarkedsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.