Det har været en spændende debat, som jeg håber rigtig mange mennesker har fulgt med i, for de vil så have fået indblik i, hvilke argumenter man kan ty til, når man søger tilflugt fra tingene og ikke har nogle gode argumenter for det, man gør, eller rettere sagt, når man ikke vil fortælle sandheden om, hvorfor man gør det, man gør.
Det har været helt forrygende at høre, at formålet med at hæve gebyrerne er at reducere antallet af klager, reducere antallet af ubegrundede klager, når man så i dag bliver stillet over for det modargument, at det måske ville være en meget god idé at påpege, hvad det er for nogle klager, der vil være de ubegrundede, inden man hæver gebyrerne for at klage.
Men alligevel forsøger man altså fra Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis side at fremstille det, som om det sådan set er en kendsgerning, at årsagen til, at der er mange klager, er, at de grønne organisationer klager urimeligt.
Det er jo vanskeligt at forstå, at de grønne organisationer klager urimeligt, når de som oftest får ret, og jeg vil endda sige, at hvis det er sådan, at de får ret i cirka halvdelen af tilfældene, er det vel også udtryk for, at de faktisk har tænkt over tingene, inden de klagede.
Nu er det sådan, at det er en fuldstændig forkert beskrivelse af tingene, når nogle her i salen også har sagt, at vi virkelig mente, at det skulle være fuldstændig gratis at klage.
Nej, det er sådan set ikke gratis at lave alt det arbejde, der går forud, for at man klager, det kræver faktisk et grundigt arbejde, det kræver mange timer, og i nogle tilfælde er det ganske vist gratis, fordi man gør det i fritiden, helt frivilligt.
Jeg har klaget flere gange over min egen kommune, og det har jo ikke kostet mig noget, forstået på den måde, at jeg bare har brugt min arbejdstid på det.
Men det tager altså tid at klage.
Og hvis der skal laves en parallelisering til skatteområdet, som jeg kan forstå nogle synes ville være relevant at foretage, så må jeg bare sige, at så skal man også alle de gange, man vinder en sag, efterfølgende have godtgjort de udgifter, man har haft til advokater, egen arbejdstid osv., for så skal man jo kompenseres fuldt og helt, ikke bare for det gebyr, man betalte for at kunne klage.
Så hvis nogen vil lave den parallelisering i forhold til skattesystemet, er vi fra Enhedslistens side sådan set helt indstillet på at diskutere det.
Det, der går fuldstændig galt i diskussionen efter min opfattelse, er jo det, at man har den opfattelse, at når der er mange klager, må det være, fordi der er for mange, der klager, og at man så må sørge for, at det bliver dyrere at klage.
Det kunne jo være, at en af årsagerne til, at der er mange klager, er, at kommunernes sagsbehandling er dårlig.
Det kunne være, at kommunerne af en uskøn alliance mellem Miljøministeriet og landbrugets organisationer har ladet sig presse til at komme med og gennemføre sagsafgørelserne for hurtigt, og at de derfor er blevet for dårlige.
Det kunne være, at lovgivningen er for dårlig.
Det kunne være, at man skulle prøve at se på, om lovgivningen er så upræcis, at det af sig selv fører til, at der kommer mange sager.
Faktisk kom det frem, da vi diskuterede lovgivningen omkring husdyr, at det nok var et problem, at regeringen sådan set lagde op til, at en del af udmøntningen af, hvordan den her lov skulle håndteres, skulle ske i klagesystemet.
Altså, når man erkender, at det allerede er der, regelsættet bliver fastlagt, når man vedtager loven, så skal man jo ikke bagefter undre sig over, at der kommer mange klager.
Men da man ikke vil gøre noget ved lovgivningen – og i det her tilfælde har man så valgt at sige, at det heller ikke er kommunernes skyld – så vælger man altså at sige, at man vil gøre det dyrere at klage.
Det betyder, at der er en række klager, som er uhyre relevante, og som kunne vindes, men som ikke bliver rejst, for det er fuldstændig rigtigt, at uanset om man ender med at få pengene tilbage, skal pengene være der, og der er en vis forsigtighed med, hvordan man fra miljøorganisationernes side bruger pengene, og det er der sådan set ikke så meget at sige til.
Så sluteffekten af det her bliver altså, at man formentlig får fjernet nogle fuldt berettigede klager.
Det synes jeg er rigtig, rigtig ærgerligt for demokratiet; det er rigtig ærgerligt for kvaliteten af de afgørelser, der træffes, for man skal heller ikke se bort fra, at afgørelser af klager jo også bruges af kommunerne, når det efterfølgende handler om at forsøge at finde ud af, hvordan de skal administrere det her mest fornuftigt.
At det så også nok er på kanten af nogle af de internationale konventioner, Danmark har skrevet under på, altså Århuskonventionen, synes jeg bare er uendelig trist at man skal nævne.
Igen får vi jo en af de her fantastiske forklaringer, som vi på andre politikområder er så vant til at få fra regeringens side, nemlig at det her nok holder sig lige inden for konventionens grænser.
Og så kan man se, om nogen vil føre retssag på det grundlag.
Jeg synes, at det et eller andet sted er lidt ærgerligt, at vi skal ligge på grænsen af de konventioner, som er lavet og indgået for at sikre os i forhold til lande, som måske ikke har de samme tradition for at forsvare de demokratiske rettigheder, at forsvare borgerinddragelsen og at forsvare miljøet, som vi lader som om vi har i Danmark, og så siger vi:
Men det går nok, det håber vi i hvert fald at det gør.
Det tror jeg sådan set ikke det gør.
Men jeg synes, at det er rigtig, rigtig ærgerligt, at man for at tilgodese et ganske bestemt erhvervs interesser, landbrugets interesser, nemlig den industrialiserede landbrugsproduktion, er villig til at komme så tæt på konventionerne, som man overhovedet kan komme, for at knægte de grønne organisationer.
Det synes jeg er trist, det er trist for miljøet i Danmark, og det er også trist for demokratiet.