Nu må vi se, når dagen er omme.
Jeg vil gerne sige, at vi er lodret imod det her lovforslag.
Det er simpelt hen en strafafgift på at bosætte sig i et yderområde.
Stigningen er på 70 pct., og for hvert barn, man har, er det 227 kr.
ekstra om måneden, hvis den unge f.eks.
skal fra Skagen til Frederikshavn for at tage sin uddannelse.
Det her forringer uddannelsesmulighederne, lægger en afgift på folk, og så er det en hån imod de folk, der har valgt at bosætte sig i vores yderområder.
Når det er sagt, vil jeg sige, at der er et element i det, der handler om, at trafikselskaberne var i deputation i Uddannelsesudvalget for at sige, at vi skal passe på med ikke at lave noget makværk.
Altså, en ting er, at vi er uenige om stigningen og beskæringen af rabatten her, men det, der er dumt, er det, regeringen har gang i nu.
Den sekunderende undervisningsminister i dag ved udmærket godt, hvad vi taler om, for det her var et område, hvert enkelt amt i Danmark havde med at gøre før.
Det overtog staten som følge af strukturreformen, og det betyder så, at det nu er staten, der har med det at gøre.
Det, der er spørgsmålet her, er, om alle de rabatkortordninger og ting og sager, der findes i hvert eneste af vores trafikselskaber – vedrørende SU osv.
– kan komme på plads, så vi kan undgå nogle af de ting, som vi tidligere har set.
Ministeren ved jo udmærket godt, at loven er blevet ændret adskillige gange, fordi man har haft rigtig travlt med at lave en harmonisering af priserne, fordi der var 14 forskellige satser i amterne.
Det forslag, som vi stemte om ved andenbehandlingen, var jo derfor, om ikke bare regeringen kunne gøre det, som også trafikselskaberne gerne vil, nemlig at vente til sommer, til det nye skoleår, med at gennemføre det her.
Det er helt uforståeligt, at man ikke venter, for der er saglige grunde for det, som ministeren selv gør rede for.
Og selv om trafikselskaberne vil imødekomme det og gøre, hvad de kan, for at der ikke opstår bøvl på det her område, så var det rent faktisk langt, langt bedre at vente til det nye skoleårs start.
Det her er bare et godt råd til ministeren, fordi vi er lodret imod, at man lægger en afgift på 70 pct.
på nogle enkelte elever, der kommer udefra og skal have uddannelse, fordi de ingen uddannelsesmuligheder har i den by, hvor de bor.
De skal både have ekstra transport, og så skal enten de selv eller deres forældre finde en klækkelig sum, for at de kan få en uddannelse.
Det her vil få folk til i endnu højere grad at flygte fra yderområderne, og det risikerer at medføre, at vi får færre unge mennesker, der har råd til at få en uddannelse.