I sidste uge stod jeg på den her talerstol og redegjorde for, at vi selvfølgelig er meget enige med regeringen i, at det skal kunne betale sig at deltage aktivt på arbejdsmarkedet og bidrage til fællesskabet.
Dette må og skal gå hånd i hånd med solidaritet, lighed og respekt for forskellighed i fællesskabet.
Det er kerneværdierne bag den danske velfærdsstat og arbejdsmarkedsmodel.
Alle dem, jeg kender og møder, vil gerne bidrage til netop fællesskabet og deltage på arbejdsmarkedet.
Med det forslag, som vi nu behandler, L 52, vil enlige forsørgere, der har været ledige i 1 år, automatisk få udbetalt en jobpræmie på op til 600 kr.
om måneden, hvis de skifter livet på offentlig forsørgelse ud med et liv på arbejdsmarkedet.
Ordningen er skattefri og gælder i en forsøgsperiode på 2 år.
Vi stiller os positivt over for forslagets formål, netop at få flere i beskæftigelse.
Det kan man som socialdemokrat jo ikke være imod.
Men kigger man nærmere på forslaget, er der dog flere ting, vi ønsker at pointere.
Hvor stor er den administrative byrde, som dette forslag forårsager både for jobcentre og også for kommuner, altså hvor mange penge bruger vi reelt på at skabe beskæftigelse, og hvor mange bruger vi til sammen på bureaukratiet bag det?
Selv om det er hensigten, at lovforslaget skal fungere ubureaukratisk i forhold til borgeren, er vi nødt til at få en afklaring på, hvor stor en byrde dette vil være både for jobcentre og for kommuner.
Det vil vi selvfølgelig se frem til bliver klargjort i lovforslagets videre behandling.
Når det er sagt, handler dette forslag i bund og grund om at skabe beskæftigelse, dog for en mindre gruppe.
Det er vi ikke imod, snarere tværtimod har det været vores mærkesag i over 100 år.
At vi giver et økonomisk incitament til, at folk skal tage et arbejde, ændrer dog ikke på den situation, at jobbene i Danmark ikke længere hænger på træerne.
Dette skyldes en dårlig cocktail af finanskrise og en borgerlig regerings sparepolitik, som Dansk Folkeparti igen og igen har lagt stemmer til.
Vi har været i en økonomisk krise, hvilket vi ikke bebrejder regeringen, men vi bebrejder regeringen, at der ikke bliver handlet mere på denne krise, at man tror, at man kan spare sig til vækst.
Det kan man ikke.
Vestas' og LM Glasfibers medarbejdere står nu uden job, fordi regeringen ikke har investeret i vindmøller, fordi der ikke er et marked for det i Danmark.
Det er ikke godt nok.
Vi kunne fremrykke offentlige investeringer og give kommunerne mulighed for at handle sig ud af krisen.
I stedet for fyres folk i kommunen, også hjemme hos os i Kolding.
Man tager afsked med medarbejdere, der ellers er brug for, og som i årevis har gjort en stor indsats på det danske arbejdsmarked.
Vi kunne også investere i uddannelse og opkvalificering af arbejdsstyrken i denne tid frem for at sende folk på standby uden reelt at have et job eller et uddannelsestilbud til dem.
Regeringen kunne f.eks.
undlade med denne finanslov at spare på AMU-centrene, der i høj grad sikrer ufaglærte indskolingsforløb og efteruddannelse, så vi netop undgår, at bestemte grupper ryger ud i langtidsledighed, men i stedet bruge den nuværende situation til at opkvalificere den enkelte ufaglærte og hele den danske arbejdsstyrke.
Det ville være at kigge på muligheder.
Derfor har vi to andre spørgsmål:
Har ministeren overvejet, at der skal andet end relativt små økonomiske incitamenter til for at få folk i job?
Vi taler her om 600 kr.
om måneden.
Hvilke job er det, man har tænkt sig at de 3.200 personer, der skønnes at skulle komme i beskæftigelse, skal tage?
Hermed sagt, at Socialdemokraterne støtter initiativet helt overordnet.
Det er svært at være uenig i.
Det er et fremskridt, at regeringen gør noget for at få en relativt lille gruppe i arbejde, men samtidig vil vi også gøre opmærksom på, at dette ikke kickstarter den danske vækst og beskæftigelse.
Vi støtter forslaget, men mener, at dette er et lille symbolpolitisk tiltag i et samfund, hvor både erhvervslivet, arbejdsmarkedet og dansk økonomi skriger efter investeringer og efter vækst.
Ikke mindst mener jeg, at dette er tegn på, at det selvfølgelig snart er tid til en ny regering.