Tak.
Også Socialdemokraterne kan støtte hensigten bag det her lovforslag, nemlig at skabe en mere hensigtsmæssig regulering af ikkestatslige tilskudsmodtagere, hvis driftsomkostninger i overvejende grad finansieres af staten.
Der er grund til at forenkle, præcisere og samle de eksisterende regler, der er på det økonomisk-administrative område, og som altså gælder op mod 800 modtagere af driftstilskud på Kulturministeriets område.
Og der er også grund til at give tilskudsmodtagerne et bedre overblik over de regler, der tilknytter sig det tilskud, som de får, og også til at skabe større ensartethed i de regler, som gælder.
Jeg vil sige, at jo enklere, jo bedre, både for ministeriet og for tilskudsmodtagerne, men selvfølgelig med det klare udgangspunkt, at det skal være tydeligt og gennemsigtigt, hvad statens midler anvendes til, og det skal også sikres, at det selvfølgelig sker på en ordentlig og betryggende måde.
Og nu skal jeg ikke sådan gennemgå, hvad lovforslaget nærmere går ud på, for det har den forrige ordfører jo gjort så udmærket, men kun sige, at jeg synes, at hensigten er meget fornuftig.
Men der er et par spørgsmål, som jeg synes der er grund til at rejse, og som vi kan give ministeren mulighed for enten at adressere her eller i udvalgsarbejdet.
Det første er jo, om de her nye regler giver mere bøvl og administration for foreningerne og tilskudsyderne, end tilfældet er i dag.
For jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi med nye og mere ensartede regler forenkler administrationen og letter de administrative byrder og ikke gør dem unødvendigt større, særlig for de tilskudsmodtagere, som ikke har ansat administration.
Og som det også fremgår af lovforslaget, i hvert fald af høringsbemærkningerne, er der jo også nu sat en bagatelgrænse, så f.eks.
25 pct.
af tilskudsmodtagerne ikke behøver at indsende budget og revideret regnskab.
Men et spørgsmål til ministeren må være, hvordan det forholder sig med de øvrige tilskudsmodtagere.
Vil der her komme mere administration, som det jo f.eks.
anføres af Radio- og tv-nævnet i deres høringssvar?
Jeg synes, det er vigtigt, at vi får klarhed om det.
Det andet spørgsmål handler om, hvorvidt Kulturministeriet skal godkende budgetter for tilskudsmodtagerne, som der også lægges op til i lovforslaget.
Der må vi jo stille spørgsmålet, om det ikke er i modstrid med eller et indgreb i foreningernes autonomi og selvbestemmelsesret.
Sådan som jeg læser lovforslaget, også efter at have læst de kommenterede høringssvar, skal tilskudsmodtagere af en vis størrelse indsende deres budgetter til godkendelse, og der synes jeg, vi er nødt til at spørge:
Hvorfor det?
Jeg synes selvfølgelig, det er forståeligt, at der er regler for regnskab og revision, så vi kan have sikkerhed for, at tilskuddene bruges fornuftigt og ordentligt, og at der er gennemsigtighed, men jeg synes, vi savner et svar på, hvorfor ministeriet skal godkende budgetter.
Men jeg kan også se ud af høringssvarene, at der har været et møde mellem ministeren og nogle af tilskudsmodtagerne om det her, og jeg vil selvfølgelig gerne høre, hvad der er kommet ud af det.
For det må være klart, at i Foreningsdanmark må foreningerne selvfølgelig have deres selvbestemmelsesret og deres autonomi; det må stå helt klart, selv med et lovforslag som det her, der jo egentlig handler om at forsøge at forenkle reglerne for tilskudsmodtagere.
Men med de bemærkninger tilkendegiver jeg, at vi støtter hensigten med lovforslaget og hovedindholdet i lovforslaget, men har de her par spørgsmål, som vi gerne vil have belyst, enten i dag eller under udvalgsbehandlingen.