Vi tilkendegav ved førstebehandlingen, at vi ville sige ved andenbehandlingen, hvad vi ville stemme.
Vi er enige med ministeren i, at der er behov for tilstandsrapporter, at der er behov for høringsfrister, og at der er behov for klagemuligheder.
Det er vi overbeviste om er gode ting, og vi er også overbeviste om, at langt, langt de fleste kommunalbestyrelser har den samme indstilling.
Derfor skal vi huske, at kommunalbestyrelserne er dem, der egentlig varetager borgernes rettigheder derude lokalt.
Vi vil gerne rose ministeren for at have lyttet til sommerhusejerne.
Det kan godt være, at der ikke er den store forskel mellem det første forslag og det andet forslag, men det gav en masse usikkerhed, og det er jo godt, at ministeren har lyttet til det.
Så vi vil hellere end gerne stemme for de ændringsforslag, som vedrører sommerhusejerne, og også det ændringsforslag, som ministeren har stillet, efter at betænkningen er afgivet.
Det, vi derimod ikke kan stemme for, er DF's ændringsforslag, hvor DF jo direkte går ind og laver lovgivning, som er forårsaget af én kommunalbestyrelses beslutning.
Det kan vi ikke lægge stemmer til, og hvis vi skulle stemme om det, ville vi selvfølgelig derfor stemme gult.
Med hensyn til selve lovforslaget, vil jeg sige, at der er meget godt i det.
Men det, der er det værste i forslaget, er, at ministeren nu går ind og laver lovgivning om, hvordan kommunalbestyrelserne skal tilrettelægge lige netop den type sager, således at de ligesom med tronfølgeloven og grundloven skal vedtages i to på hinanden følgende kommunalbestyrelser.
Vi synes ikke, der er en rimelighed i, at man blander sig sådan i kommunalbestyrelsernes arbejde.
Det er fornuftige mennesker, vi har ude i kommunalbestyrelserne, og vi mener, der er en risiko for, at det får nogle konsekvenser, som jeg er helt sikker på at ministeren ikke har ønsket.
Derfor vil vi sige, at når vi kommer til den endelige afstemning ved tredje behandling, stemmer vi gult, for det vil vi ikke lægge stemmer til.
Der er meget andet godt, som vi selvfølgelig dermed tilkendegiver at vi bakker op.