Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 46:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Specialiseret behandling på Øfeldt Centret).

Af Pia Christmas-Møller (UFG).

(Fremsættelse 29.10.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Fru Pia Christmas-Møller foreslår, at behandling på Øfeldt Centret skal kategoriseres som sygehusbehandling. Begrundelsen er, at Øfeldt Centret dermed får sin rette placering i sundhedsloven, og vistnok især at patienterne dermed får bedre mulighed for at få hjælp til befordring frem og tilbage.

Lad mig begynde med Øfeldt Centrets placering i sundhedsvæsenet og i lovgivningen. Mange patienter føler, at de har haft stor gavn af træningsindsatsen på Øfeldt Centret, men vi må nok holde fast i, at det altså er optræning, der gives på Øfeldt Centret. Det er ikke sygehusbehandling. Sådan har vi i hvert fald hidtil opdelt tingene i sundhedspolitikken.

I lovforslaget henvises der til, at ansvaret for vederlagsfri optræning på Øfeldt Centret for nogle år siden er flyttet fra regionerne til kommunerne. Behandlingen er dermed blevet ligestillet med fysioterapi, mens det ifølge forslagsstilleren burde have været ligestillet med sygehusbehandling. Men jeg vil gerne sige, at efter alle de begreber, man hidtil har benyttet, er behandlingen på Øfeldt Centret ikke sygehusbehandling.

Ifølge Sundhedsstyrelsen skal optræning på Øfeldt Centret ikke betragtes som sygehusbehandling. Øfeldt Centret yder optræning – fremragende optræning – som er på niveau med andre træningstilbud i primærsektoren. Øfeldt Centret hører altså ikke hjemme under reglerne om sygehusbehandling. Det hører hjemme i primærsektoren sammen med de øvrige træningstilbud.

Folketinget har fastlagt, at indsatsen for mennesker med handicap skal samles i kommunerne. Det gælder f.eks. også vederlagsfri fysioterapi, som er et tilbud til den samme patientgruppe, som vi her taler om. Efter min mening er der ikke noget, der taler for at kategorisere det, der foregår på Øfeldt Centret, som sygehusbehandling. Det bør fortsat ses i sammenhæng med de øvrige træningstilbud, som kommunerne har ansvaret for.

Forklaringen på, at det foreslås kategoriseret som sygehusbehandling, fremgår da også af bemærkningerne til lovforslaget, for ved at betegne behandlingen som sygehusbehandling får man patienterne flyttet ind under reglerne om befordring til sygehusbehandling, og mon ikke det er det, der er et hovedformål med forslaget? Jeg vil derfor gerne klargøre, hvilke regler der er for befordring og befordringsgodtgørelse. Efter sundhedsloven er der ikke mulighed for at få befordringsgodtgørelse til optræning på Øfeldt Centret eller til fysioterapi. Befordring i sundhedsloven er begrænset til patienter, der skal til egen læge, speciallæge, på sygehus eller til genoptræning på eller udskrivning fra sygehus.

Ved at flytte Øfeldt Centret ind under sygehusbestemmelserne i sundhedsloven får patienterne mulighed for at søge om at få befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne om sygehusbehandling. Det er sympatisk, men det er selvfølgelig ikke gratis. Når vi vurderer udgifterne ved forslaget, er vi nødt til at overveje, om vi kan nøjes med at tilgodese den lille gruppe på 340 patienter, som årligt får optræning på Øfeldt Centret, eller om de 50.000 andre patienter, som har tilsvarende svære fysiske handicap, i så fald også bør have samme mulighed for støtte til befordring, når de skal til vederlagsfri fysioterapi. Det vil være en logisk konsekvens, og det illustrerer jo, hvor udgiftskrævende forslaget kan blive.

Når vi taler om befordring, er det også vigtigt at få sagt, at patienterne jo ikke er helt uden mulighed for at få hjælp, selv om den ikke gives efter sundhedsloven. Kommunerne kan efter den sociale lovgivning give hjælp til befordring efter en konkret og individuel vurdering.

Forslagsstilleren mener, at forslaget vil være udgiftsneutralt, og at de økonomiske midler allerede er i systemet og blot skal kanaliseres fra kommunerne tilbage i regionerne. Men ifølge forslaget er der jo en ny patientgruppe, som får mulighed for befordring eller befordringsgodtgørelse. Det er en mulighed, som denne patientgruppe ikke hidtil har haft, hverken før eller efter at optræning på Øfeldt Centret blev et kommunalt ansvar. Når flere patienter kan få befordring, vil det selvfølgelig medføre øgede udgifter.

Forslagsstilleren mener også, at flere borgere dermed vil søge at få optræning på Øfeldt Centret frem for at få vederlagsfri fysioterapi lokalt. Da træningen på Øfeldt Centret er betydelig mere udgiftskrævende end vederlagsfri fysioterapi, skal der selvfølgelig findes et millionbeløb, hvis man vil dække udgifterne ved forslaget. Så der skal prioriteres, og efter min mening skal vi i en tid med stærkt begrænsede midler prioritere kerneydelserne i sundhedsvæsenet, sådan som vi også har gjort det med den finanslovaftale, vi lige har indgået. Vi skal f.eks. højne indsatsen på kræftområdet, styrke den akutte indsats i yderområder og tage nye og bedre lægemidler i brug.

Jeg vil godt til slut understrege, at Øfeldt Centrets metoder jo ikke er forbeholdt Øfeldt Centret, f.eks. kan princippet om den intensive træning, som er en vigtig faktor i centerets træningsmetoder, også anvendes af fysioterapeuter i praksissektoren og i kommunerne. Patienterne behøver altså ikke nødvendigvis at rejse langt for at få gavn af det væsentlige træningsprincip, som Øfeldt Centret har været med til at indføre.

Så lad mig kort opsummere: Der er ingen tvivl om, at mange patienter har haft stor gavn af træningen på Øfeldt Centret, men det er altså træning og ikke sygehusbehandling. Det er træning, som er i samme kategori som andre træningstilbud i primærsektoren. Derfor mener jeg, at Øfeldt Centret fortsat skal være kommunernes myndigheds- og finansieringsansvar, for det er kommunerne, som har ansvaret for den samlede indsats til personer, der har behov for træning på grund af et handicap.

Efter min mening er det ikke sagligt begrundet at udbygge støtten til befordring alene til den lille gruppe af patienter, som får træning på Øfeldt Centret, og udelukke de tusindvis af patienter, som har tilsvarende svære handicap, og som får vederlagsfri fysioterapi. Så uanset om der kun gives bedre befordringsmuligheder for Øfeldtpatienterne, eller om det får konsekvenser for tusindvis af andre, vil forslaget være udgiftskrævende. Og det vil sige, at det altså skal indgå i en samlet prioritering i sundhedssektoren. Når det gælder den samlede prioritering, har finanslovaftalen klart sagt, hvad det er, vi prioriterer i øjeblikket.

Jeg skal ikke kunne forudse, hvad der sker med Øfeldtmetoden, som jeg har den største sympati for, men jeg håber, at jeg har fået forklaret, hvorfor regeringen ikke kan støtte forslaget, som det ligger.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra fru Pia Christmas-Møller. Værsgo.

Tak for det. Det var noget af en jysk underdrivelse, da ministeren sagde, at forslaget vistnok handler om at give Øfeldt Centrets patienter ret til befordringsgodtgørelse. Det er det, det handler om, kan jeg forsikre ministeren om. I samme ombæring kan jeg også forsikre ministeren om, at jeg bare prøver at få regeringen til at leve op til regeringens egne budskaber i forbindelse med kommunalreformen, hvor det jo blev garanteret, at ingen patient skulle stilles ringere, tværtom. Her er en gruppe, der de facto bliver stillet ringere.

Må jeg spørge ministeren: Hvad er hospitalsbehandling i ministerens univers? Hvad er forskellen helt præcis på de kriterier, som PTU, altså polio, trafik- og ulykkesofrecenteret, har i forhold til Øfeldt Centret? PTU er omfattet af sundhedsloven, og det er præcis samme kapitel, nemlig § 79, stk. 2, som jeg forestiller mig Øfeldt Centret også skal indplaceres i. Hvad er forskellen?

Ministeren.

Jeg vil ikke stå her og komme med en længere lægevidenskabelig udredning. Jeg konstaterer blot, at en meget stor del af den træning, der foregår i Danmark, foregår i kommunerne. Så er det rigtigt, at man f.eks. umiddelbart efter en operation også får træning i sundhedsvæsenet – det er fuldstændig rigtigt; det har jeg bevidnet for ganske kort tid siden – men den store del af genoptræningen foregår altså i kommunerne. Det er bestemt ved lov for få år siden, og Øfeldttræningen hører i den kategori.

Egentlig er jeg glad for, at vi er enige om det, fordi forslagsstilleren jo gerne indrømmer, at når hun ønsker, at vi skal foretage denne kategoriforskydning, er det for at få transportgodtgørelse. Dermed har forslagsstilleren jo sådan set afskåret sig selv fra at argumentere for det på anden måde end ved, at det handler om transportgodtgørelse.

Fru Pia Christmas-Møller.

Det har jeg ikke noget problem med, for det er sagens kerne. Det er det, det handler om.

Jeg forstår, at ministeren ikke kan redegøre for, hvad han mener definerer hospitalsbegrebet. Jeg hører også, at ministeren intet svar har på, hvorfor det er rigtigt at have PTU's RehabiliteringsCenter med i sundhedslovens § 79 stk. 2, mens man med henvisning til et ikkeeksisterende hospitalsbegreb vil afvise Øfeldt Centret. Det synes jeg siger ganske meget om regeringens afvisning af dette lovforslag.

Ministeren.

Jeg vil meget gerne sende udvalget en meget grundig redegørelse for den sondring, som fru Pia Christmas-Møller her efterlyser.

Jeg konstaterer bare, at vi er enige om, at forslaget handler om befordringsgodtgørelse. Det er jo det afgørende; det er det, vi taler om. Så kan det andet sådan set være ligegyldigt.

Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jeg håber, at ministeren er bekendt med, at det jo alene er patienter, som er blevet henvist af deres egen læge, der kan modtage sygesikringens tilskud til at være på Øfeldt Centret. Jeg synes, at ministerens redegørelse dels viser, at ministeren ikke har sat sig ind i, hvad det er for tilbud, der findes under § 79 i sundhedsloven om de foreningsejede sygehuse, dels at ministeren ikke tager stilling til, at der selvfølgelig ikke kommer en lang række nye patienter, fordi det jo er de praktiserende læger, der skal tage stilling til, om det her er en behandling, der giver gode muligheder for den borger, der sidder derude. Og desuden, hvis det er sådan, at man henviser til § 79 – altså til et foreningsejet sygehus – er der jo også nogle begrænsninger i forhold til økonomien. Så der er jo ingen, der taler for en øget behandlingskapacitet, men vi taler for, at patienterne skal kunne komme derhen og modtage den træning, som de har fået tidligere.

Ministeren.

Jeg forsøger blot at holde mig til sagen, som består i, at her har man en gruppe – og jeg har stor forståelse for det – som man ønsker skal have befordringsgodtgørelse, og derfor vil man flytte den gruppe fra den ene sektor til den anden sektor. Så lad os dog tale om det. Der er nogle foreningsejede sygehuse, som man godt kan føre ind, og i teorien kunne man jo også flytte Øfeldtpatienterne ind i samme kategori. Selvfølgelig kan man det i teorien, men lad os dog drøfte det, som er kernen i sagen, nemlig at man her kommer til at begunstige en gruppe på bekostning af en meget stor gruppe, som kan have det samme behov. Det er jo blot det, jeg prøver at argumentere for, idet jeg i øvrigt har den største velvilje over for Øfeldt Centret. Jeg har selv nydt godt af intensiv træning. Så jeg skal være den første til at anerkende det gode arbejde, der gøres. Det er bare ikke så let, som det lyder, at sige: Nå, jamen så tager vi lige de der 350 patienter og flytter dem ind, så de får transport betalt. Hvad med dem, der bor i Jylland? Skal de udelukkes, eller skal de have et meget stort beløb? Det bliver jeg også nødt til at spørge om.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Tidligere har det været sådan, at nogle amter var tilsluttet aftalen, mens andre ikke var, så det kan man vel kigge på igen. Derudover kan vi selvfølgelig tilgive ministeren, at ministeren ikke har været med til det utal af samråd, der har været, da man overflyttede Øfeldt Centret bl.a. til sundhedslovens § 140 om almen fysioterapi. Med hensyn til de mange møder, vi har bedt om med forskellige ministre for at få løst den her problemstilling, er det jo sådan, at hvis vi i oppositionen kunne få ændret nogle af tingene ved f.eks. at tage et møde med ministeren og finde en mindelig aftale om det, så så vi det jo meget gerne. Men jeg hører fru Pia Christmas-Møller komme med det her forslag i dag, fordi man faktisk har mødt en lukket dør gang på gang. Vi finder det så bare ikke acceptabelt, at der er nogle patienter, der i fremtiden ikke vil kunne modtage den meget intensive træning, man giver på Øfeldt Centret, fordi den her regering har lavet en forkert indplacering af Øfeldt Centret i sundhedsloven i forbindelse med kommunalreformen.

Ministeren.

Jeg tror, at mange kan bekræfte, at min dør ikke er lukket, den er tværtimod åben, og det er der jo indtil flere, der har benyttet sig af også i denne sag. Det har forslagsstilleren, så vidt jeg husker, i øvrigt også. Der er jo ikke tale om, at vi nu fratager nogen noget. Det er altså nogle år siden, at vi vedtog, at optræningen ligger i kommunerne. Selvfølgelig kan man da, hvis man har pengene, sige, at her har vi en gruppe, som skal have transport betalt, som ikke hidtil har fået det, og hvis man har rigtig mange penge, kan man sige, at det giver vi så også til alle andre i tilsvarende situation. Selvfølgelig kan man det. Det er et økonomisk spørgsmål. Vi har altså prioriteret »Kræftplan III«. Vi har prioriteret rehabilitering og genoptræning. Vi har prioriteret andre ting i sundhedssektoren, som vi lige har færdigbehandlet, og som jeg også forstår fru Sophie Hæstorp Andersen i øvrigt er tilhænger af. Så sådan har vi prioriteret, og dette kom altså ikke med i denne omgang.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg har to ting. Som det ene kunne jeg først egentlig godt tænke mig at høre ministerens svar på fru Pia Christmas-Møllers spørgsmål om den her sammenligning med rehabiliteringscenteret for polio-, trafik- og ulykkesofre, altså hvordan ministeren forholder sig til det.

Det andet, jeg gerne vil høre, er ministerens vurdering af, hvad det her forslag vil koste, som det ligger, og ikke med eventuelle konsekvenser. Hvad vil det her forslag koste?

Ministeren.

Som jeg sagde, vil jeg meget gerne fremsætte en meget præcis redegørelse for PTU's – som det hedder i forkortelse – forhold til § 79, de foreningsejede sygehuse; det vil jeg meget gerne.

Med hensyn til hvad det vil koste for 340 patienter, tror jeg, det er, er det for den gruppe patienter vel ikke noget stort millionbeløb. Men mit argument var jo, at der er en gruppe på måske 50.000 patienter, som har lige så stort behov for genoptræning som denne gruppe. Det er derfor, jeg synes, at det ikke er nogen helt lille sag. Det er ikke sådan en lille pølse i slagtetiden, og vi er nødt til at overveje konsekvenserne. Derfor vil jeg også meget gerne fremlægge alle præmisserne for mit afslag i udvalget, så udvalget kan se nøje på, hvordan kategorierne er, og hvad der vil være af udgifter, hvis man sætter grænsen dér, eller hvis man sætter grænsen dér.

Jeg vil være så hjælpsom som muligt over for udvalget. Det kan jo være, at man på et tidspunkt kan finde en bedre model, der løser en del af det samme problem. Jeg vil være hjælpsom, men jeg vil bare ikke stå her og komme med videnskabelige afhandlinger.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nej, det sidste havde jeg måske heller ikke forventet, men det er jo altid rart at vide, at ministeren vil være hjælpsom.

Ministeren siger, at vi skal prioritere, og det er vi altid meget begejstrede for i Liberal Alliance. Men man kunne måske prioritere lidt hårdere, også inden for Sundhedsministeriets eget område. Altså, ministeren nævner, at man nu har prioriteret »Kræftplan III«Den skal skrives med lille, fordi den endnu ikke er blevet vedtaget, altså endnu ikke hedder sådan, og det er fint nok, men der bruger man jo millioner og atter millioner på tilfældige kampagner, som næppe har nogen stor effekt. De penge kunne man jo sådan set bare bruge, og så havde man prioriteret inden for området, brugt pengene på at hjælpe de syge i stedet for at genere de raske. Det var jo sådan set en meget fin prioritering.

Ministeren.

Man kan alting, hvis man vil. Man kan selvfølgelig spare penge på nogle kampagner, og så kan man bruge dem til transportgodtgørelse. Det kan jeg ikke bestride, det vil være en politisk prioritering, og hvis spørgeren ønsker det, kan jeg også lave beregninger på det til udvalget.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes på den ene side selvfølgelig, at det er positivt, at ministeren er åben over for at drøfte det her i udvalget. På den anden side synes jeg også, at det må være rimeligt, at vi her i Folketinget kan få en klar, sammenhængende argumentation for, hvorfor man ikke accepterer, at det, det handler om, altså de her behandlinger, svarer til de behandlinger, der er på nogle af de specialsygehuse, som man jo har accepteret i systemet. Altså, det må jo være muligt for ministeren lidt mere præcist at sige, hvad der er forskellen, og hvad der er grunden til, at det her bliver afvist.

Ministeren.

Ingen er jo forpligtet ud over deres evner, og det gælder også mig. Jeg har lov at argumentere, som jeg vil. Jeg sammenligner disse patienter med dem, der har nøjagtig lige så store behov, og som går til vederlagsfri fysioterapi. Jeg sammenligner dem i øvrigt også med dem, der bor i Jylland, og som jo ikke har så nemt ved at komme til den her behandling. Jeg problematiserer med andre ord forslaget.

Jeg kan også sige det kort på følgende måde: Det er ikke så let, som det lyder. Mon ikke vi skulle overveje det lidt grundigere, før vi springer ud i denne kategoriforbistring, som jeg ser at det er. Det er jo dejligt, at vi alle sammen er enige om, at når behandlingen ønskes flyttet ind i en anden kategori, er det udelukkende, for at man derved får befordringsgodtgørelse. Jamen så lad os dog tale om den befordringsgodtgørelse. Det er jo den, det handler om, og så kan vi prioritere den ved at spare på noget andet. Selvfølgelig kan vi det.

Hr. Per Clausen.

Nu kan det jo være, at det ikke er det her forslag, der skaber forbistringen, med hensyn til hvilken kasse de her behandlinger blev anbragt i, men at det er den fejlagtige placering, der oprindelig var tale om. Det kunne jo lige så godt være.

Men er ministeren ikke enig i, at realiteten i det her er, at vi diskuterer, hvorvidt de her mennesker faktisk skal have dårligere behandling som konsekvens af kommunalreformen eller de ikke skal have dårligere behandling, og at det derfor ville være fornuftigt – for jeg er sikker på, at ministeren har den opfattelse, at det gerne skulle stå tilbage, at kommunalreformen ikke skabte forringelser, men forbedringer – at man så løste det problem, som hænger sammen med, at man her formentlig har lavet en fejlplacering?

Ministeren.

Jeg forstod ikke spørgsmålet. For 3 år siden, tror jeg det var, gik træning over til kommunerne, og der har den været siden. Så er det helt berettiget at have et ønske om, at 340 patienter skal have nogle andre vilkår. Jeg påpeger bare, at der er flere problemer ved det: Det koster penge, og der er andre patienter, som har lige så meget behov. Hvad med dem? Og så er der dem, der bor i Jylland, og som altså bor langt fra et Øfeldt Center. Det synes jeg taler for, at man overvejer sagen lidt grundigere, før man lægger sig fast på en model.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der ønsker korte bemærkninger. Så går vi til ordførerrækken, og det er hr. Flemming Møller som ordfører for Venstre.

Med lovforslag nr. L 46 ønsker fru Pia Christmas-Møller at konvertere den behandling, som i dag varetages på Øfeldt Centrene, fra generel genoptræning til egentlig sygehusbehandling.

Øfeldt Centrets målgruppe er patienter med kroniske lammelser, f.eks. spastisk parese eller følger af dissemineret sklerose osv. Aktuelt kan patienter, som er bosiddende i Region Hovedstaden og Region Sjælland, henvises til behandling på Øfeldt Centrene af en læge. Patienterne får dækket udgifterne til behandling via reglerne om vederlagsfri fysioterapi og kan efter kommunal vurdering i det enkelte tilfælde, jævnfør den sociale lovgivning, få tilskud til befordring.

Endvidere kan enhver anden kommune i Danmark uden for de to nævnte regioner frit indgå en aftale om vederlagsfri fysioterapi med Øfeldt Centret, men det har ingen kommuner, i hvert fald ikke i øjeblikket, ønsket.

Øfeldt Centret laver et rigtig godt arbejde med deres unikke fysioterapeutiske behandlingsprincipper. Der er ingen tvivl om, at mange patienter med kroniske lammelser har stor glæde af denne behandling. Behandlingen er dog ikke at sidestille med højt specialiseret genoptræning, som hører under sygehusvæsenet. Dette anføres også af Sundhedsstyrelsen. Såfremt behandlingen blev defineret som sygehusbehandling, ville det kræve, at behandlingen blev tilgængelig for alle og ikke kun for patienter på Sjælland og i hovedstaden. Ligeledes ville det stille krav om lægelig supervision og videnskabelig dokumentation for behandlingseffekten.

Derfor kan Venstre ikke medvirke til at ændre definitionen af Øfeldt Centrets behandling fra generel genoptræning til højt specialiseret genoptræning. Behandlingen bør vedvarende henhøre under den vederlagsfri fysioterapi.

Venstre vil meget gerne støtte op om, at de ofte meget handicappede personer, som har stor glæde af Øfeldt Centrets behandlinger, hjælpes bedst muligt. Det er vores håb, at Øfeldt Centrets behandlingsprincipper i langt højere grad vil blive benyttet af fysioterapeuter over hele landet, og at kommunerne, som efter kommunalreformen har fået ansvaret for den almindelige genoptræning, støtter indsatsen over for den målgruppe, som har glæde af Øfeldt Centrets behandlingsmetoder.

I Venstre går vi ind for nærhedsprincippet i behandling og genoptræning, og at borgerne skal have en sundhedsfaglig behandling af høj kvalitet. Vi vil løbende følge udviklingen på genoptræningsområdet, både på sygehuse og i kommuner, og håber, at alle borgere, som har behov for det, vil få den bedste personrelaterede indsats.

Venstre kan ikke støtte lovforslaget, da der ikke foreligger nogen form for forskningsrapport for området og der derfor ikke er nogen evaluering af, hvilken evidens der er for behandlingen. Men vi er altid åbne for at styrke genoptrænings- og rehabiliteringsområdet og ser derfor frem til en grundig udvalgsbehandling af forslaget, og vi håber her på en bred fælles forståelse af, hvordan rehabiliterings- og genoptræningsindsatsen kan styrkes for alle borgere i hele landet. Med andre ord er Venstre enig i intentionerne, men det her er ikke måden at gøre det på. Lad os se, hvad vi kan finde ud af i udvalget.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, først er det fru Sophie Hæstorp Andersen.

Venstres ordfører var selv inde på, at ingen kommuner havde ønsket at indgå aftale med Øfeldt Centret om at tilbyde vederlagsfri fysioterapi. Kunne man forestille sig, at det skyldes, at den træning, de tilbyder på Øfeldt Centret, er meget intensiv og kræver, at de har specialbyggede redskaber, og at de faktisk mandsopdækker dem, der træner, en til en, fordi det typisk er mennesker med meget svære handicap, at prisen jo derfor er højere, og at kommunerne så ikke vil indgå en aftale?

Kunne det tænkes, at når man ude i kommunerne har en meget, meget presset økonomi som følge af den her regerings politik, er det rigtig svært at gå ind og lave en samarbejdsaftale med nogen, som har et meget dyrere tilbud, men også et meget mere intensivt tilbud, som gør rigtig gavn for dem, som er svært handicappede?

Ordføreren.

Jeg vil nødig dømme om, hvorfor kommunerne ikke ønsker at indgå aftale. Men det er da klart, at de penge, som man ikke bruger til det her, kan bruges andre steder. Men som sagt, det er kommunernes afgørelse, om de vil indgå aftale eller ej.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Som opbakning til mit argument om, at det er økonomien, det gør ondt i, vil jeg sige, at der jo også er flere kommuner, der har opsagt den paragraf i serviceloven, der gør, at man faktisk skulle tilbyde folk også at blive kørt hen til den her og andre typer af lignende træning. Jeg går ikke ud fra, at de i kommunerne sådan er onde mennesker, som bare tænker, at den paragraf i serviceloven er fuldstændig overflødig, så væk med den, hvis ikke det var, fordi de virkelig var pressede.

Men Venstres ordfører var alligevel en lillebitte smule positiv og sagde nogle pæne ord om træningen, sagde, at man var villig til at se på nogle løsninger, så jeg vil godt høre: Hvilke forslag har Venstre til, hvordan vi får løst den her problemstilling? For det synes jeg manglede i talen.

Ordføreren.

Jeg mener nu ikke, at jeg bare var en lillebitte smule positiv. Jeg mener rent faktisk, at vi skal finde ud af noget i fællesskab i udvalget, og der er vi absolut positive over for at finde en løsning på den problemstilling her. For det er klart, at der er en problemstilling, vi skal have gjort noget ved. Det skal bare ikke lige være på den her måde, ved at lave en særlov.

Så er det hr. Karl H. Bornhøft for en kort bemærkning.

Tak. Det glæder mig da, at ordføreren gør opmærksom på, at vi skal have løst det her problem med det samme. Det er jo et glimrende udgangspunkt for den videre diskussion. Jeg kunne næsten opfatte det sådan, at det, ordføreren siger, er, at hvis der ikke lige præcis var den der geografiske afgrænsning i forslaget, sådan at det gjaldt hele landet, så ville Venstre være for. Og derfor har jeg nu brug for at høre ordføreren: Er det sådan, at hvis forslaget ændres til, at det gælder hele landet, så er Venstre for?

Ordføreren.

Altså, jeg tror nok, der er et af de andre problemer i sagen, der bliver lidt større, nemlig finansieringen, hvis vi gør det på den måde. Men vi ønsker som sagt at gå ind i en konstruktiv dialog, så vi kan løse problemerne for de mennesker, der kommer i klemme her.

Men for Venstre er det væsentligt, at det kommer til at gælde for hele landet, og at det altså ikke kun bliver en ordning for hovedstaden og Sjælland; vi er trods alt Folketing for hele landet.

Hr. Karl Bornhøft.

Tak. Jeg havde godt nok den der fornemmelse af, at det mere var venlige ord, end det var konkret handling, Venstre var indstillet på. Men jeg kan garantere ordføreren, at vi under alle omstændigheder nok skal få afprøvet det. Så derfor vil jeg bare følge op på mit spørgsmål, når der ikke lige kunne blive svaret på det med den geografiske afgrænsning, og sige, at det er så vigtigt, at hele landet kan komme med. Så er mit næste spørgsmål: Vil Venstre så være med til at overveje en autoriseret ordning, der gør, at lige præcis den her behandlingsform kan komme til at foregå i hele landet? For så har vi jo et glimrende udgangspunkt for den videre debat.

Ordføreren.

Det synes jeg det er for tidligt at lægge sig fuldstændig fast på. Det vigtigste er, at vi ønsker at nå frem til en løsning, som alle dem, der har det her behov, kan have glæde af, og det er Venstre med på. Vi er også med på, at det ikke kun skal gælde for en del af landet, men til gengæld går vi altså også ind for, at man finansierer det, man laver lovforslag om.

Så er det fru Pia Christmas-Møller for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil også gerne hæfte mig ved de positive vibrationer, der trods alt var i ordførerens indlæg. Men jeg vil blot her nøjes med at sige, at ordføreren jo er galt afmarcheret, når han lægger vægt på, at der ikke er læger tilknyttet Øfeldt Centret, det er der; når ordføreren lægger vægt på, at der ikke er dokumentation for centerets behandling, det er der. Så de argumenter kan ordføreren lægge fuldstændig til side.

Tilbage står der så det her med, at ordningen gerne skulle gælde for hele landet, forstår jeg på Venstre. Der er ikke noget, jeg hellere ville have, og der er faktisk heller ikke noget, der forhindrer det i selve lovforslaget, som det er præsenteret lige nu. Men jeg vil meget gerne gøre det endnu tydeligere.

Faktisk er udformningen, som den er nu, en imødekommelse af Venstres egen sundhedsminister, for der er her tale om et forløb over flere år, og ved de seneste forhandlinger, jeg har været involveret i direkte med sundhedsministeren ud fra et ønske om at få det her løst uden om et lovinitiativ, ja, der var hovedargumentet, at vi nødig skulle have, at folk kunne ligge og køre i taxa fra Skagen til Rødby. Derfor er formuleringen valgt, som den er.

Men det vil jeg meget gerne ændre på under udvalgsbehandlingen – og så forstår jeg, at vi har Venstre med. Hvor er det fantastisk!

Ordføreren.

Med hensyn til godkendelsen af Øfeldt Centret vil jeg sige, at der jo er forskel på at blive godkendt som optræningssted og som et sted med specialiseret sygehusbehandling. Der er jo tale om, at der skal ske en direkte videnskabelig undersøgelse af tingene, når vi er ovre i noget med sygehusbehandling. Så derfor er det ikke helt korrekt at sige, at der er den dokumentation, der skal være. Sundhedsstyrelsen er i hvert fald endnu ikke helt tilfreds.

Fru Pia Christmas-Møller.

Jamen altså, så er vi tilbage ved det, som sundhedsministeren ikke kunne svare på, nemlig spørgsmålet om definitionen af hospitalsbehandling. Det kan være, Venstres ordfører kan give mig en forklaring på, hvad hospitalsbehandling er, og hvad forskellen er på Øfeldt Centrene og PTU. Det er præcis den samme lovgivning, vi taler om. Det vil jeg meget gerne have at vide.

Ordføreren.

Jeg skal ikke gøre mig klog på de andre tilbud; der vil jeg nu afvente, hvad sundhedsministeren kommer med i den redegørelse, han har lovet.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu kunne man jo godt få det indtryk, når man hører på hr. Flemming Møller, og som man også kunne få det af at høre på ministeren, at det her var sådan et spontant forslag, der var fremsat i Folketingssalen, og at det derfor var vigtigt at gennemføre grundige undersøgelser, før der kunne tages stilling til det. Hr. Flemming Møller må vel erkende, at det her er en sag, der efterhånden har kørt i rigtig, rigtig lang tid.

Jeg vil godt spørge hr. Flemming Møller, om han ikke er enig med mig i, at når han snakker om, at der vil være omkostninger ved at vedtage det her lovforslag, er det, fordi det – så vidt jeg har forstået – mod alles vilje er blevet en konsekvens af kommunalreformen på det her område, at nogle mennesker får en dårligere behandling, end de fik før kommunalreformen. Det vil vi gerne have rettet op på, og jeg forstår så, at det vil hr. Flemming Møller også gerne. Og det er vel derfor, vi må forstå det, hr. Flemming Møller siger, sådan, at man godt vil være med til at finde en løsning.

Ordføreren.

Nej, jeg er ikke enig i, at det er på grund af kommunalreformen, at det pludselig kommer til at koste penge. Det er klart, at hvis man udvider det her tilbud til at gælde for hele landet, vil det være omkostningskrævende, og så må vi jo finde ud af, hvordan det skal finansieres, hvis vi vil have tingene igennem.

Hr. Per Clausen.

Men det er vel rigtigt forstået, at nogle borgere i det her land, som havde adgang til den her behandling, efter kommunalreformen – bl.a. ved at man fra kommunernes side har nægtet at give tilskud til transport – er blevet frataget den her mulighed. Og det er det, vi forsøger at reparere på.

Jeg kan ikke helt forstå, om det er det, hr. Flemming Møller mener vil koste ekstra, eller om det er hr. Flemming Møllers ønske, som jeg deler, om, at det her også skal omfatte Jylland – jeg kommer selv fra Jylland, så jeg deler bestemt hr. Flemming Møllers ønske. Hvis det er det, der giver den ekstra omkostning, er vi jo derhenne, hvor det er Venstre, der ønsker at forhandle om, hvordan vi finansierer et af Venstres ønsker, og det er selvfølgelig et lidt andet udgangspunkt, end at det er det forslag, der fremsættes her, som kommer til at koste ekstra.

Ordføreren.

Nej, jeg synes nu, at sundhedsministeren gjorde udmærket rede for, at det her vil komme til at koste yderligere midler. Når jeg talte om økonomien i forslaget, var det jo netop, med hensyn til at vi, hvis det skulle udvides, så ville få et endnu større problem med finansiering af forslaget.

Tak til hr. Flemming Møller. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen som ordfører for Socialdemokratiet.

I Socialdemokratiet går vi ind for, at man uanset baggrund, uanset handicap eller lidelser skal kunne leve et sundt og aktivt liv. Hvert år invalideres mennesker på grund af ryglidelser eller får svære handicap som følge af f.eks. hjerneskader, ulykker eller en fremadskridende sygdom, som f.eks. sklerose. At finde mening i sit liv, samtidig med at man er begrænset fysisk, er rigtig hårdt, men for nogle har der været en udvej i en hård træning hos Øfeldts terapeuter i Karlslunde og i Rødovre.

Desværre har vi med kommunalreformen set, at en række borgere med ret svære lidelser nu lades i stikken. Ved indplacering af Øfeldt Centret under sundhedslovens § 140 blev den meget intensive træning sat i samme bås som almindelig fysioterapi. Lad mig slå fast, at almindelig fysioterapi er rigtig godt for nogle, men for Øfeldt Centrets brugere har otte ud af ti altså ikke kunnet profitere af den her almindelige fysioterapi, fordi deres handicap måske er så svære, at der er brug for nogle, der har særlig kendskab til det. Til gengæld er der nogle, der har bevaret deres tilknytning til arbejdsmarkedet eller har haft overskud til familien, til at leve et mere aktivt liv, til at se deres fysiske begrænsninger i øjnene på grund af den træning, de har kunnet få hos Øfeldt Centret.

To problemer er dukket op i forbindelse med placeringen af Øfeldt Centret under § 140 i sundhedsloven. Det ene handler om den kørsel, der er til centeret, hvor mange – og flere og flere – patienter oplever, at man nu skærer den kørsel væk i kommunerne. Det andet problem er, at kommunerne nægter indirekte, kan man sige, på den ene eller den anden måde, de forsøger i hvert fald at trænere, fordi det er dyrere tilbud på grund af den intensitet, som ligger i tilbuddet.

Der er ingen tvivl om, at Øfeldt Centret har en historisk særstilling, og kommunalreformen var et forsøg på at normalisere denne særstilling, men efter min mening og Socialdemokratiets mening, blev placeringen forkert. Patienter har i de senere år måtte opgive at komme til træning, på trods af at der var tale om lægehenvist træning, på grund af manglende støtte. Vi taler altså om virkelig svært handicappede mennesker, som har fået forringet deres livskvalitet markant på grund af den manglende intensive træning.

Derfor støtter vi i Socialdemokratiet, at der nu findes en løsning ved at flytte behandlingen over til de foreningsejede sygehuse under § 79. Jeg synes, at det er interessant, at ministeren bringer på banen, at han ikke mener, at specialiseret sygehusbehandling hænger sammen med den her træning, men hver gang der bliver spurgt ind til, hvad der så karakteriserer den her specialiserede sygehusbehandling på de her foreningsejede sygehuse under § 79, hører argumentationen op. Så kan man ikke mere. For helt ærligt: Skulle Øfeldt Centrets træning ikke kunne være på højde med træningen på PTU's RehabiliteringsCenter eller Center for Sundhed og Træning i Århus og Middelfart og Skæskør, der med egne ord skriver, at de tilbyder specialiserede, intensive træningsforløb. Jeg kan ikke se, hvori forskellene består, og jeg kan forstå, at ministeren heller ikke kan give et klart svar på det i dag, men det ser jeg selvfølgelig frem til at få.

Jeg må også undre mig lidt over, at ministeren taler så meget om de åbne døre, når vi gang på gang har måttet konstatere i de senere år, at der endnu ikke fundet en løsning på de her menneskers problemer, på det her med, at mennesker med svære hjerneskader eller spastikere eller lignende har fået forringet deres livskvalitet i de senere år på grund af den her forkerte indplacering af Øfeldt Centret.

Så Socialdemokratiet kan støtte forslaget i dag, og vi synes, at det er meget problematisk, hvis man ikke finder en løsning på det her, men vi glæder os over, at Venstre har været en lille smule positiv, og jeg hører også på ministeren, at man er villig til at finde en løsning, uanset hvad denne måtte være, og det ser vi selvfølgelig frem til. Vi glæder os til, at den lukkede dør bliver sat en lille smule på klem i forhold til at kigge på det her problem. Tak for ordet.

Tak. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

Den første gang jeg var i Øfeldt Centret, var jeg 15 år. Her blev jeg undervist som træner til en afdeling, vi havde på Lolland, hvor man brugte de samme principper. Så jeg kender om nogen Øfeldt Centret og deres træningsmetoder fuldt ud.

Øfeldt Centret har hjulpet utrolig mange handicappede mennesker, og det skal de selvfølgelig blive ved med. Vi har om noget i Dansk Folkeparti sat fokus på genoptræning og rehabilitering, og vi arbejder konstant med at hjælpe alle de grupper, der har brug for det. Jeg kan nævne en handlingsplan for apopleksi, vederlagsfri fysioterapi, rehabilitering til parkinsonpatienter og, som det sidste, en aftale, vi har lavet i forbindelse med finansloven, der sikrer 150 mio. kr. til rehabilitering over de næste 3 år, samt at der gøres en øget indsats med hensyn til rehabilitering af kræftpatienter.

Sidste år kæmpede jeg med den daværende sundhedsminister for at give Øfeldt Centret bedre vilkår til at hjælpe sine mange brugere. Ministeren ændrede nemlig reglerne for behandling på Øfeldt Centret ved bekendtgørelsen af den 28. august 2008. Inden da havde de handicappede patienter i Region Sjælland og Region Hovedstaden ret til vederlagsfri behandling på Øfeldt Centret, hvis deres læge vurderede, at det var den rette behandling for dem.

På grund af det pres gik ministeren med til, at Øfeldt Centret kom med i ordningen om vederlagsfri fysioterapi, hvor det er den enkelte bruger, der selv kan vælge, hvor man vil have sin behandling. Dette gjaldt regionerne øst for Storebælt. Jeg var utrolig glad for den aftale, og jeg kunne i min egen hjemkommune se, at de, efter at have indgået en aftale om at skulle spare 600.000 kr., i stedet måtte lægge pengene tilbage på budgettet, så de var ikke helt så glade for mig i kommunen.

Under hele denne sag modtog jeg en masse henvendelser fra tidligere ansatte hos Øfeldt. De var rasende. De var rasende over, at de, selv om de havde arbejdet hos Øfeldt og var oplært i alle de øvelser, ikke kunne få lov til at praktisere det andre steder. Der var tidligere ansatte, som havde arbejdet hos Øfeldt i over 20 år, som havde deres egne genoptræningscentre, men som ikke kunne få de samme vilkår som Øfeldt Centret, og det har jeg selvfølgelig undret mig lidt over.

Jeg har undersøgt sagen, og det er ganske vist: Selv om der er centre, der underviser præcis som Øfeldt, så kan de handicappede ikke selv vælge dem som træningssted og slet ikke få betalt noget, så de betaler af egen lomme. Så hvis noget skulle laves om i det her system til glæde for brugerne og borgerne overalt i landet, så burde det måske være, at man gav de andre centre de samme muligheder, som Øfeldt Centret har.

Men hvis jeg skal kigge positivt på forslaget og se, hvad det drejer sig om, når vi taler befordring, så mener jeg også, at det er her, vi bør se på, hvordan befordringen til forskellige behandlingssteder i hele landet fungerer. Det er ikke kun Øfeldt Centret, der har problemer, når der er handicappede, der skal til træning. Selv PTU, som er blevet nævnt, har problemer med den transport, de skal have, og jeg ved, at de handicappede har problemer, når de skal bestille deres bil. Uanset om det er den ene eller den anden befordring der er tale om, er der problemer. Der synes jeg at vi skal gøre en indsats.

Jeg mener ikke, at løsningen er at rykke Øfeldt Centret over til en anden paragraf, for jeg vil også sige, som ministeren var inde på, at § 79 gælder det specialiserede. Der er blevet spurgt fra mange af de andre partier, hvad forskellen er, og der kan jeg sige, at når man kommer på et specialiseret sygehus, så har man et tværfagligt samarbejde med speciallæger, psykologer, socialrådgivere, hjælpere, terapeuter, diætister og sygehjælpere, og det har man ikke på Øfeldt Centret. Det det, der er forskellen. Tak.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det fru Pia Christmas-Møller.

Mener fru Liselott Blixt virkelig, at det bedste skal være det godes værste fjende, at man ikke skal rette op på én skade her, fordi der er så mange andre ting, man også burde gøre? Det tror jeg ikke for alvor er fru Liselott Blixts tankegang. Hun har jo også tidligere været med til at hjælpe patienterne på Øfeldt Centrene. Det, der er situationen her, er jo, at der er tale om en gruppe patienter, der helt utilsigtet – i hvert fald hvis man skal tro, hvad regeringen sagde – bliver ramt og klemt af kommunalreformen.

Det dokumenteres jo af, at kommunerne nu nærmest standser kørselstilskuddet mere generelt, konsekvent og systematisk. Jeg står her med et print af en artikel på Ballerup Kommunes hjemmeside, som har overskriften »Stop for § 117 kørselstilskud«. Budgetterne strammer til ude i kommunerne, og det gør, at man strammer mulighederne for at give kørselsgodtgørelse, og det fører så igen til, at mennesker ikke får den behandling, de har brug for for overhovedet at udholde tilværelsen. Det er det, der er situationen. Det er nogle mennesker, der er blevet frataget nogle muligheder, som de hidtil har haft.

Jeg vil meget gerne være med til også at se på mange andre problemstillinger, men det ene behøver vel ikke udelukke det andet? Så hvis vi kan give hinanden håndslag på, at vi vil løse det her, samtidig med at vi også gerne kigger på en autorisationsordning i udvalget – det er bare en helt anden sag – så er vi nået langt.

Ordføreren.

Nu kan man jo sige, at fru Pia Christmas-Møller i øjeblikket ikke står i et parti. Jeg mener, at det er nogle af de ting, som dem, der sidder som medlemmer af politiske partier i vores kommunalbestyrelser, må løfte. Det er her, man bestemmer, hvordan man vil behandle de borgere, der bor i ens kommune, og som man har fået ansvaret for, specielt når de skal have en behandling, og specielt når de skal have en transport. Det er et stort ansvar for de kommunalpolitikere, der sidder derude, og det ansvar bør de tage på sig. Jeg mener ikke, at løsningen på et befordringsproblem er, at man rykker et genoptræningssted til at være omfattet af specialsygehusparagraffen.

Fru Pia Christmas-Møller.

Vil fru Liselott Blixt ikke anerkende, at der er tale om en højt specialiseret behandling på Øfeldt Centrene, hvilket en lang række af vores fremmeste ortopædkirurger, neurologer og lignende gang på gang, både skriftligt og mundtligt, bevidner? Vil fru Liselott Blixt virkelig ikke anerkende det? Og hvor er det så, at der set med fru Liselott Blixts briller er forskel på det, der bliver tilbudt på Øfeldt Centrene, og det, der bliver tilbudt på flere af de øvrige, f.eks. foreningsejede hospitaler, som er under sundhedslovens § 79, stk. 2?

Ordføreren.

Jamen der er meget stor forskel. Først og fremmest beder ordføreren mig om at definere forskellen på det og specialiseret genoptræning. Når vi taler om specialiseret genoptræning i ordets rette forstand, når vi taler om det lovmæssigt, så drejer det sig, som jeg sagde tidligere, om et tværfagligt samarbejde mellem speciallæger, psykologer, socialrådgivere, diætister og sundhedspersonale, hvilket der ikke er på Øfeldt Centret. Der er heller ikke uddannet personale, som kan gå ud og tage arbejde andre steder. De bliver uddannet på centeret på baggrund af centerets uddannelsespotentiale, hvilket gør, at de ikke kan gå ud og få arbejde et andet sted. De har helt deres egen uddannelse. Det er det, der er forskellen.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg har forstået det sådan, at det i den her sag har været Dansk Folkepartis holdning, at den forringelse af behandlingen, som en række mennesker blev udsat for, fordi man ændrede Øfeldt Centrets status, skulle fjernes, så de her mennesker kunne få en behandling, som mindst svarer til den, de tidligere har fået. Sådan har jeg lige indtil i dag forstået Dansk Folkepartis synspunkt. Så jeg vil godt spørge fru Liselott Blixt om, hvad der så er forklaringen på, at hun nu siger, at hun vil stemme imod lovforslaget, der præcis opfylder Dansk Folkepartis ønsker.

Ordføreren.

Nu vender man det jo lidt på hovedet. Som jeg forstår det, så handler det her forslag om befordring, hvilke ordføreren også har sagt. Det handler altså ikke om, hvorvidt jeg mener, at folk skal have en bedre eller en anden genoptræning. Det her handler om befordring. Når vi så får et spørgsmål om, hvad forskellen er på et specialiseret sygehus og et genoptræningssted, er det det.

Selve lovforslaget handler om befordring, og der mener jeg, at vi skal tage alle patienter med, der har problemer med befordring, for netop at gøre det ens for alle. Det er jo det, alle gerne vil have; altså, at det er ens for alle i vores sundhedsvæsen.

Hr. Per Clausen.

Det er jo da rigtig kedeligt, hvis afslutningen på den debat, hvor fru Liselott Blixt i lighed med Venstres ordfører har nogle ønsker, som Enhedslisten deler, om nye forbedringer i sundhedsvæsenet, bliver, at disse nye ønsker forhindrer, at man får rettet op på de konkrete skader, der er sket for de mennesker, som tidligere kunne blive behandlet på Øfeldt Centret, men som ikke bliver det fremover.

Jeg synes alligevel, det er lidt underligt, at fru Liselott Blixt vil risikere, at det kan ende med, at et lovforslag, der ville opfylde Dansk Folkepartis ønsker for de her konkrete mennesker, ender med ikke at blive vedtaget, fordi Dansk Folkeparti ønsker mere. Jeg vil gerne advare imod, at man på den måde forhindrer, at vi laver forbedringer, som vi kan komme igennem med, bare fordi man kunne drømme om nogle endnu bedre forbedringer.

Ordføreren.

Nu vi taler om mine ønsker, så ville jeg ønske, at vi også på Fyn havde træningscentre som Øfeldts – der ligger et, som træner efter de samme principper – og at vi havde et i Jylland med de samme principper, hvilket vi garanteret har, og at det får samme status, sådan at de mennesker, der bor rundtomkring i landet, kunne køre til de centre. Vi kunne så i udvalget tale om, hvad vi kan gøre med hensyn til den her befordring, og hvad det vil koste, for der er jo også et økonomisk islæt. Det er jo klart, for der er nogle penge, der skal falde til de borgere, der skal køre til de behandlingssteder. Men vi skal også have de borgere med, som har svært ved at få kørsel til andre genoptræningssteder.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til fru Liselott Blixt. Så er det hr. Karl H. Bornhøft som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Tak. Øfeldt Centrets højtspecialiserede behandlingsmetoder er unikke, og deres resultater er faktisk både enestående og forbløffende. Øfeldt Centrets terapeuter tager over, når den almindelige genoptrænende fysioterapi giver op, og centerets specialiserede metoder har vist sig at være af uvurderlig værdi for den enkelte patient, som ofte har oplevet en kraftig forbedring af sin situation ved centerets behandling.

Derfor er der altså med ændringerne som følge af kommunalreformen sket en stor ulykke med de konsekvenser, der er kommet, og som givetvis har været utilsigtede. For den ændring, at Øfeldt Centrets specialiserede behandlingstilbud er blevet ligestillet med almindelig fysioterapi og lagt over i kommunalt regi, har altså den sørgelige konsekvens, at mange patienter nu ikke længere kan benytte sig af centerets effektive behandlingsmetoder.

Uden at der er nogen, der må tage mig det ilde op, vil jeg sige, at jeg bliver lidt vred, når diskussionen bliver så historieløs, som den bliver her. Derfor vil jeg bede ministeren om at lytte godt efter nu:

Den behandling, som vi snakker om her, har været en del af en landsoverenskomst, siden jeg kom ind i Nordjyllands Amtsråd i 1986. Den har været del af en landsoverenskomst i 21 år, og det er altså rent faktisk først i de sidste par år, at det er ovre i kommunalt regi. Derfor må man ikke lade, som om det nærmest er noget nyt, at det skulle vende tilbage. Det her er det, der har været gældende. Derfor vil jeg også godt sige, at man er nødt til at tage det med i sine videre diskussioner. Man kan ikke være bekendt over for os andre at stå og lade, som om vi ikke ved noget om det her, for vi ved rent faktisk godt noget om det her.

Der er jo selvfølgelig et problem i det her, for kommunerne står altså nu rent faktisk med finansieringen af omkostninger til bl.a. transport til Øfeldt Centret, og det er der altså tydeligvis nogle kommuner der ikke har råd til, og derfor afviser de alvorligt trængende patienter med den påstand, at man prøver at finde nogle alternative billigere løsninger for dem. Og det er endda, til trods for at de her mennesker har fået en lægehenvisning til Øfeldt Centret, netop fordi almindelig fysioterapi ikke har kunnet hjælpe lige præcis dem.

Derfor er der altså en grund til, at fysioterapi i almindelighed virker anderledes end tilbuddet på Øfeldt Centret. Det er, fordi det rent faktisk er to forskellige ting, og det er sjovt nok det, man skal have øje for i den her diskussion. Man kan simpelt hen ikke sammenligne almindelig fysioterapi med de behandlingsmetoder, der er på Øfeldt Centret, for så laver man en skævvridning; så snakker man ganske enkelt ikke om det samme. Og det ved jeg at både patienter og læger gerne vil skrive under på, og det er derfor, at de mennesker, der ikke drager nytte af almindelig fysioterapi, fortsat skal have lige præcis den her mulighed.

Derfor er det altså sådan, at Øfeldt Centrets behandlingsmetoder, efter at de er kommet over i kommunalt regi, er placeret på en fejlagtig måde. Det er en fejl, som vi politikere rent faktisk burde kunne blive enige om at rette op på. I SF er vi meget bevidste om, at lige præcis det her tilbud ikke skal sammenlignes med almindelig fysioterapi, og at vi derfor også skal behandle det forskelligt. Begge dele er ligeværdige for de patienter, der kan drage nytte af dem. Og derfor er vi så i den her sammenhæng med til at foreslå, at det bliver ført over til § 79, hvor det rent faktisk altid har hørt hjemme.

Jeg gentager det: Det har rent faktisk altid hørt hjemme under de gamle amter. Derfor er det så vigtigt, at vi erkender, at der i forbindelse med kommunalreformen altså er opstået en fejl. Det var formodentlig ikke tilsigtet, og det var heller ikke af ond mening, at nogle ønskede at flytte dem over, men det ville klæde alle politikere i Folketinget, hvis de en gang imellem erkendte, at det fulde overblik har vi ikke hver eneste gang, vi træffer en beslutning, og derfor skal man da have det der politiske mandsmod til også at ændre beslutninger, når man må erkende, at de rent faktisk var forkerte.

Det er derfor, det for os er vigtigt at sørge for, at de her mennesker ikke kommer i den ulykkelige situation, at de ikke fremtidigt har et tilbud, og der er ingen grund til at lægge skjul på, at vi gerne så, at det her var et landsdækkende tilbud. Som fru Pia Christmas-Møller tidligere har givet udtryk for, var det her jo nærmest et forsøg på at imødekomme nogle. Nu kan vi så forstå, at den håndsrækning ønskede de ikke, men så får de naturligvis en anden; lad mig sige det på den måde.

Derfor er mit budskab også, at når vi har accepteret og fået hjulpet de her mennesker, som jeg kan høre at der er en forståelse for at vi skal hjælpe, så skal det også være sådan, at de her behandlingsmetoder skal være tilgængelige for danskere overalt i landet. Derfor skal vi også lave en autorisationsordning, der gør, at lige præcis dem, Dansk Folkepartis ordfører talte om gerne vil etablere sig nogle andre steder, også får en mulighed derfor. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det fru Vivi Kier som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Er Øfeldts behandling genoptræning, eller er det et led i den egentlige sygehusbehandling? Det er jo sådan set i bund og grund det tema, vi diskuterer med det her forslag.

Lad mig starte med at sige: Øfeldt har haft en særstatus lige siden sin start, og jeg har også hørt om rigtig mange tilfredse patienter efter behandling i et af Øfeldt Centrene. Men – for jeg synes, der er et men – det forslag, vi står med her, lægger så op til, at det kun er borgere på Sjælland, der vil have gavn af det. Det finder jeg er en særbehandling, som ikke er nødvendig.

Genoptræning er meget vigtigt, og derfor blev netop genoptræningen lagt ud til kommunerne i forbindelse med kommunalreformen. Både den vederlagsfri fysioterapi og genoptræning er nu en del af kommunernes tilbud til mennesker med handicap og med funktionsnedsættelse.

Hvad er det så for en dokumentation, der foreligger? Hvad er det, vi som politikere får af faglig rådgivning, i forbindelse med om den her træning i Øfeldt Centret er noget helt specielt og noget helt særligt? Ja, jeg er nødt til at sige, at jeg ikke er fagperson, og derfor lytter jeg til, hvad Sundhedsstyrelsen udtaler sig om. Og Sundhedsstyrelsen udtaler sig jo og siger, at Øfeldt Centrene er at vurdere som andre træningstilbud. Jeg er ikke i tvivl om, at da Øfeldt Centrene i tidernes morgen startede, var det noget helt nyt, at man lavede sådan et intensivt træningsforløb, men det gør man altså også andre steder i dag.

For mig er Øfeldt Centrene netop træning og ikke sygehusbehandling. Så her og nu og umiddelbart kan jeg ikke tilslutte mig det her forslag, som jeg mener alene handler om befordringsgodtgørelse, som jeg mener vil være udgiftskrævende, og som jeg mener vil forskelsbehandle mennesker øst og vest for Storebælt.

Når det så er sagt, har jeg også siddet og fulgt debatten, og jeg har hørt en række spørgsmål. Jeg har også hørt ministeren tilkendegive gerne at ville svare og redegøre for noget, og noget af det, jeg har brug for, hvis vi skal diskutere det her videre i udvalgssammenhæng, er at få en vurdering af, hvad det her ville koste, hele økonomien i det. Men ikke mindst har jeg brug for at vide, hvor meget den træningsform, man benytter i Øfeldt Centret – nu hørte vi fru Liselott Blixt sige lige før, at den faktisk benyttes rigtig mange steder, men at man bare ikke må kalde den det samme – bliver brugt andre steder. Hvor hyppigt træner man andre steder det her intensive forløb?

For mig er det rigtig væsentligt at sige, at jeg har undersøgt det, og på Øfeldt Centret er der ingen autoriserede sundhedspersoner, og den terapeutuddannelse, man bruger, er ikke godkendt af Undervisningsministeriet. Så det rejser en række spørgsmål, som kunne være relevante at diskutere, men jeg kan ikke stå og sige ja til forslaget, som det ligger her.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Pia Christmas-Møller.

Nu er jeg bekendt med, at fru Vivi Kier ikke har haft mulighed for at komme ud og se centrene. Det ville jo have hjulpet på indlæggets kvalitet, hvis fru Vivi Kier havde haft tid til at tage imod de mange invitationer, der har været. Sundhedsudvalget har været der, og flere har derudover været der individuelt. Så ville man få en helt anden forståelse for, hvad det rent faktisk er, der foregår, og så ville man få en forståelse for, at det er fuldstændig rigtigt, som hr. Karl H. Bornhøft har sagt, at der ikke er tale om almindelig fysioterapi, at der ikke er tale om almindelige genoptræning. Det er noget helt særligt, hvilket den ene førende læge efter den anden i dette land er klar til at bevidne stort set dag og nat. Så der er tale om noget ganske særligt, som ikke bare kan sammenlignes med almindelig genoptræning – det er jeg nødt til at forklare fru Vivi Kier ganske tydeligt her.

Med hensyn til dokumentation vil jeg sige, at der er lavet kliniske undersøgelser. De er blevet offentliggjort i Spine. Der er tale om, at Sundhedsstyrelsen selv anerkender, at det er dokumenteret gennem sygehistorier, at klassisk fysioterapi ikke har haft nogen betydende effekt for disse menneskers funktionsevne i modsætning til den behandling, de har fået på Øfeldt Centrene. Så altså, jeg mener ikke, der er grundlag for at rejse tvivl om den behandlingsmæssige kvalitet på Øfeldt Centrene.

Derimod er der grundlag for at spørge: Kan Det Konservative Folkeparti virkelig stå inde for, at man imod det løfte, der blev givet, dengang man lavede kommunalreformen, alligevel står fast på en utilsigtet virkning, nemlig at nogle bestemte mennesker skulle fratages deres mulighed for livskvalitetsforbedrende træning? Det er jo det, det handler om. Det er en lille gruppe mennesker, som utilsigtet har fået det dårligere – men nu bliver det efterhånden tilsigtet, forstår jeg.

Ordføreren.

Det var jo en lang, lang smøre og rigtig mange spørgsmål. Lad mig starte med at sige, at jeg anser mig selv for at være en ret flittig politiker, der tropper op alle de steder, som min tid tillader. Jeg har ikke så meget tid, at jeg bare kan sige ja til alt og alle, og forstår, at det er et stort minus i min karakterbog. Det beklager jeg jo så dybt.

Så må jeg igen sige: Jeg skal som politiker ikke være fagperson. Jeg kan sagtens tage ud og se steder, blive klogere af det og tage ved lære af det, men i sidste ende har jeg altså nu engang den tilgang, at vi er nødt til at lytte til nogle faglige råd om, hvad det er, der sker her, hvad det er, det betyder. Så skal jeg politisk meget gerne være med til at beslutte, hvad det er for noget rehabilitering, og hvad det er for noget genoptræning, vi giver i det her land.

Jeg må jo støtte mig til Sundhedsstyrelsen, når jeg ser, de vurderer, at Øfeldt Centret i dag er at regne som et andet træningstilbud i det her land. Og så må jeg jo fastholde, at der ikke findes autoriserede sundhedspersoner på centrene. Jeg synes faktisk, fru Liselott Blixt, som i hvert fald har et dybt kendskab til Øfeldt Centret, kom med en ret fin redegørelse om forslaget.

Fru Pia Christmas-Møller.

Er det sådan, at det vil gøre indtryk på den konservative ordfører, hvis vi i udvalgsbehandlingen taler om og diskuterer en autorisationsordning, for det vil jeg gerne være meget åben og imødekommende over for?

Det er jo ikke rigtigt, når ordføreren siger, at det her forslag alene tilsigter at tilgodese patienter på Sjælland. Det er den effekt, der ligger i, at centrene kun har afdelinger der i øjeblikket, men i det øjeblik der kommer afdelinger i andre regioner, vil præcis de samme befordringsgodtgørelsesregler træde i kraft. Men skal det være afgørende, er jeg også villig til at ændre det i lovforslaget.

Det var faktisk en imødekommelse af sundhedsministeren, der frygtede, at det kunne blive for dyrt, hvis man åbnede for, at der kunne bevilges taxakørsel fra f.eks. Odense til Køge. Men det vil jeg meget gerne, hvis det kan tilfredsstille Det Konservative Folkeparti. Og på samme måde vil jeg meget gerne kigge på en autorisationsordning, hvis det også kan hjælpe på velviljen.

Ordføreren.

Mig bekendt har der jo fra Øfeldt Centret tidligere været bedt om en autorisationsordning, som Undervisningsministeriet har kigget på, så det kunne også være noget af det, vi i udvalgsbehandlingen beder ministeren give et svar på, nemlig hvorfor man dengang valgte at sige nej til en autorisation.

Så er vi igen tilbage ved, at forslaget, som det er fremsat, alene handler om befordringsgodtgørelse for en række borgere bosat på Sjælland, og jeg synes, vi er nødt til have belyst, hvad der er af tilbud i andre dele af landet. I sidste ende er befordringsgodtgørelse en udfordring for kommunerne, og for mig er det allerallervæsentligste, at vi sikrer os, at borgerne kan få et træningstilbud så tæt på deres eget hjem som overhovedet muligt.

Så er det hr. Karl Bornhøft for en kort bemærkning.

Tak. Altså, jeg vil godt starte med at sige, at jeg aldrig ville turde give den konservative ordfører karakter for noget som helst, men det skulle ikke forhindre en i at stille et spørgsmål. Det, jeg kan høre fra ordføreren, er, at kommunalreformen ikke var en spareøvelse, det har vi også hørt flere andre sige, og i den her sammenhæng kan vi jo så notere os, at man i forbindelse med kommunalreformen tog de penge til den her opgave og flyttede over til kommunerne. Og dermed hørte jeg regeringen sige, at den her opgave var betalt.

Så spørger jeg: Hvorfor er det så nu lige pludselig en merudgift, når det skal flyttes den anden vej? Og vil ordføreren ikke også godt være venlig at lade være med at lyde, som om det her kun drejer sig om transport? Det her drejer sig om højt specialiseret behandling, og en del af det problem, der er omkring det, er altså også transporten. Men det er i bund og grund den højt specialiserede behandling, vi taler om.

Ordføreren.

Jeg skal også undlade at give spørgeren nogen karakter; det kunne blive rigtig, rigtig forfærdeligt.

Jamen kommunalreformen var faktisk en øvelse, der skulle gøre, at vi fik nogle større enheder, at borgerne fik et bedre tilbud, og det mener jeg de har fået et langt stykke hen ad vejen. Så hvis man kunne spare nogle penge med hensyn til administration og alle mulige andre ting, ville det jo være rigtig, rigtig positivt der, hvor man skal yde en service til borgerne. Jeg er med på, at genoptræningen og hele rehabiliteringen er en kæmpe udfordring, men jeg er en lille smule overrasket over, at man her fra salen så ukritisk siger, at Øfeldt Centret er den eneste behandling, der duer, alle skal have lov til at køre til Sjælland, og der skal det bare være, og at man lige nu med det forslag, uanset hvad hr. Karl Bornhøft siger, sikrer, at patienter i Region Sjælland og Region Hovedstaden får befordringsgodtgørelse.

Jeg prøver at tænke lidt bredere her som folketingsmedlem, jeg prøver at tænke bredt, for hele landet.

Hr. Karl Bornhøft.

Når nu ordføreren tænker så utrolig bredt, at armene næsten ikke kan nå det, vil jeg godt spørge, om ordføreren så vil være med til at lave en autorisationsordning, som rent faktisk gør, at vi kan dække hele landet. Eller er det bare snak?

Ordføreren.

Jeg må sige, at det jo er en gentagelse af det forrige spørgsmål, og som jeg har sagt, synes jeg faktisk, at vi skal stille det spørgsmål igen i udvalget. For jeg kan jo se, at der tidligere har været søgt om en autorisationsordning for Øfeldt Centret, som der har været sagt nej til fra Undervisningsministeriets side, så jeg ville jo gerne vide, hvilket belæg der er. Det er, ligesom om vi her ukritisk siger, at her er der en behandlingsform, som virker helt fantastisk, og den siger vi ja til. I alle andre situationer plejer vi at lytte til fagkundskaben bagved, så jeg lytter altid til, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, og hvad for nogle andre træningstilbud der findes i det øvrige land.

Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jeg kan kun konstatere, at tilbage i 1990 var man ikke i tvivl om, at Øfeldt Centret leverede en meget, meget god behandling, og at det dengang var meget, meget vigtigt for dem at løse det problem, som vi også ser nu, at kommunerne var begyndt at henvise mindre på grund af en uhensigtsmæssighed i loven. Så det er da meget interessant, at fru Vivi Kier har stor tiltro til Sundhedsstyrelsens vurdering, men åbenbart ikke har kendskab til, at man har sagt god for det flere gange.

Den anden ting, jeg også bliver nødt til at gøre ordføreren opmærksom på, er, at da vi den 17. december 2008 havde et samråd med daværende sundhedsminister, hr. Jakob Axel Nielsen, sagde vedkommende selv flere gange, at Øfeldt Centrets behandling var at betragte som specialiseret behandling, og med det mente vedkommende jo selvfølgelig specialiseret i forhold til den almene fysioterapi, vi havde henlagt under § 140, som netop gik ud på, at man bl.a. kunne give tilskud til fysioterapi til folk alene som holdtræning, hvilket ikke er noget, som Øfeldt Centret kan tilbyde, fordi de jo netop går individuelt til værks, altså hjælper folk individuelt.

Så jeg bliver bare nødt til at spørge igen: Hvor meget skal der til fra Sundhedsstyrelsen og andre for at overbevise fru Vivi Kier om, at vi altså ikke har taget det fuldstændig ud af den blå luft, når vi siger, at det her er et specialiseret tilbud, som man har haft kendskab til i 20 år, som man har været tilfreds med, og som lægerne bakker op om? Og hvad vil fru Vivi Kier gøre for at sikre, at bl.a. handicappede børn kan blive ved med at få træning det her sted, når de er blevet lægehenvist til det?

Ordføreren.

Jeg er helt med på – og det synes jeg også jeg sagde i min ordførertale – at da Øfeldt Centret startede, gjorde de noget, som man slet ikke gjorde herhjemme i hele genoptræningsverdenen, og det var en intensiv behandling. Når jeg står her i dag og siger, at jeg ikke mener, det er specialiseret behandling, jamen så bygger jeg det trygt på, at Sundhedsstyrelsen har udtalt, at Øfeldt Centrets behandlinger skal sammenlignes med og vurderes på lige fod med andre træningssteders. Det er muligt, at spørgeren ryster på hovedet og ikke synes, det er i orden, men jeg er jo nødt til at lytte til det, fagkundskaben siger. Derfor synes jeg, det er det, vi skal stille yderligere spørgsmål om. Jeg synes, at vi nu holder fast ved, at det her er en behandlingsform, som virker kanongodt på Sjælland; resten af landet, Jylland og Fyn, kan sådan set sejle deres egen sø, men dem på Sjælland skal vi så sandelig sikre kan komme til Øfeldtbehandling!

Jeg synes, der er en række yderligere spørgsmål, vi er nødt til at stille, og jeg går ikke med til at sige, at det er højt specialiseret behandling.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Der er jo ingen af de tilstedeværende her i dag, der siger, at Øfeldt Centrets behandling er den eneste behandling, der virker. Vi siger jo netop, at der også findes andre træningscentre; der findes f.eks. et Center for Sundhed og Træning i bl.a. Middelfart, Skælskør og andre steder, som alle sammen hører under § 79, foreningsejede sygehuse, i sundhedsloven, og hvor man kan henvises til fra en læge, hvis man mener, man har behov for et intensivt træningsforløb.

Men vi siger, at der i Øfeldt Centret foregår en tilsvarende specialiseret behandling, og at det er uretfærdigt, at nogle patienter stilles markant ringe. Der er tale om borgere, som enten har svære ryglidelser, eller som er handicappede, og som ikke kan få den her adgang, alene fordi man har lavet en fejl ved at indplacere lige præcis det her træningstilbud under en helt anden del af lovgivningen, hvilket markant forringer deres muligheder for at få den livskvalitet, de får ved at komme i centeret.

Ordføreren.

Jeg kan jo næsten kun gentage, hvad jeg har sagt et par gange tidligere, nemlig at det her drejer sig om befordringsgodtgørelse, og vi kan jo blive ved med at stå og diskutere: Er det her højt specialiseret behandling, eller er det ikke? Jeg har tilkendegivet mine synspunkter, og jeg har også tilkendegivet, hvad det er, jeg gerne vil spørge ind til under udvalgsbehandlingen, så vi får en bredere afdækning af det. Jeg står ikke her og siger ja til Øfeldt Centret sådan uden videre uden yderligere oplysninger, for jeg mener, vi er nødt til at se på landet som helhed og ikke kun lige pludselig se på en speciel gruppe på Sjælland.

Tak til ordføreren. Så er det fru Bente Dahl som radikal ordfører.

eDa den radikale ordfører ikke kan være til stede, skal jeg gøre rede for den radikale holdning. Radikale Venstre vil benytte dette forslag til at få afklaret fire spørgsmål.

For det første om Øfeldt Centrets behandlingsmetode i relation til andre behandlingsformer, som er blevet udviklet siden skabelsen af centret: Hvad er de objektive resultater på nuværende tidspunkt? Centerets behandlingsmetode er formentlig unik ved etableringen og karakteriseret ved mere fysisk træning end almindelig fysioterapi, men de principper anvendes mere almindeligt i dag.

For det andet: Hvad er årsagen til centerets monopolstatus? Skyldes det, at myndighederne ikke vil tillade oprettelsen af andre centre, som Øfeldt Centret påstår, eller at Øfeldt Centret ikke vil tillade, at navnet, som er identisk med behandlingsmetoden, benyttes i forbindelse med oprettelse af andre centre af konkurrencemæssige årsager, selv om centeret ifølge egne oplysninger giver papir på en gennemført svendeuddannelse med såvel teori som praksis, og derfor i praksis blokerer for andre centre, og at de udlærte personer derfor havner i et tomrum?

For det tredje: Hvordan har udviklingen været med disse og lignende specialiserede institutioner efter kommunalreformen? Hvor mange er blevet nedlagt, fordi kommunerne har hjemtaget patienterne, og hvor meget specialiseret viden er der derved gået tabt?

For det fjerde er der hele spørgsmålet om økonomien, hvor ordføreren for forslagsstillerne mener, at det kan gå lige op. Men finansieringen vil Radikale Venstre nu gerne have belyst, så vi stiller os spørgende, og vi vil afvente udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Der skal nok være dem, der undrer sig over, at der stadig kan stilles så mange spørgsmål til det, den her sag drejer sig om, for sagen har jo været behandlet i Folketingets Sundhedsudvalg adskillige gange. Sagen har overlevet ministerskifter, og det, der jo står tilbage, uanset hvilken indgangsvinkel eller holdning man måtte have til Øfeldt Centret og dem, der står bag det, er, at der stadig er patienter – mennesker med alvorlige handicap – der får en dårligere behandling, end de fik, før man gennemførte kommunalreformen.

Jeg ville ved mange lejligheder bruge lang tid på at tale om, at det sikkert også var hensigten med kommunalreformen, fordi det var et forsøg på at reducere udgifterne. I dette tilfælde tror jeg imidlertid, det ville være en uberettiget og forkert kritik, fordi jeg sådan set tror, at når det her er gået galt, skyldes det ikke, at det var hensigten med kommunalreformen, men så skyldes det, at en behandlingsmetode faldt ved siden af i systemet, og det endte så med at få ganske alvorlige konsekvenser for mennesker, som der næppe er nogen der har ønsket skulle have en dårligere behandling. Det kan godt være, at der i forklaringen på, hvorfor det gik så galt, som det gik, også er eksempler på modsætninger mellem embedsmandsapparatet og Øfeldt Centret – det kan sagtens være. Der kan være en lang række konflikter i det.

Jeg synes bare, at vi nu står i den situation, at vi kan konstatere, at en række mennesker, som har alvorlige handicap, som har alvorlige sygdomme, får en dårligere behandling, end de burde få, og som de kunne få, og som de har fået. Så det er derfor i en eller anden forstand meningsløst at snakke om, at det er en ekstraudgift at sikre det, for det er jo at vende tilbage til en ting, som i hvert fald kvalitativt var bedre for en række mennesker tidligere. Det synes jeg vi skulle prøve at håndtere.

Så synes jeg selvfølgelig også, at vi skal prøve at håndtere den opgave, som flere har taget på sig i dag – og jeg er glad for, at ønsket om at skabe bedre vilkår er så udbredt i den her sag, fordi det jo vedrører rigtig, rigtig mange mennesker, som har rigtig, rigtig alvorlige problemer. Så jeg synes da, vi skulle påtage os den opgave, samtidig med at vi sikrer, at man stadig væk kan bruge Øfeldt Centret på den måde, som man gjorde frem til kommunalreformen, og at vi også sikrer os, at de behandlingsmetoder, der er udviklet der, også kan anvendes andre steder. Og jeg vil da gerne give tilsagn om, at hvis der er et ønske om ligesom at udfordre Øfeldt Centret på det, der handler om, hvem der forhindrer, at de behandlingsmetoder bruges andre steder – er det myndighederne eller Øfeldt Centret? – vil vi da gerne være med til at udfordre og sige: Jamen så må vi lave autorisationsordninger, så må vi lave ordninger, der sikrer, at vi kan få et sådant behandlingstilbud i resten af landet.

Jeg er jo enig i, at når netop det her på mange områder er et klart bedre behandlingstilbud for nogle bestemte mennesker end dem, der i øvrigt eksisterer, skal vi sørge for, at så mange som muligt kan få glæde af det. Jeg synes bare, at vi så også, når vi har sagt det, skulle være enige om, at det så ikke kan blive ved med at gå, at vi trækker den her sag i langdrag. Det er en sag, som er uhyggelig vigtig for nogle mennesker, der i forvejen har rigeligt med problemer. Derfor synes jeg også, vi burde være i stand til at løfte den udfordring og få den sag bragt i orden, samtidig med at vi sørger for at løse andre problemer.

Skulle det være sådan med hensyn til at finde de 2 mio. kr., eller hvad det nu handler om, som det her kommer til at koste, at det skaber umådelig store vanskeligheder blandt de partier, der står bag finansloven – selv om jeg kunne forstå på hr. Simon Emil Ammitzbøll, der jo ellers også kan bruge mange penge på alt muligt andet, at også Liberal Alliance på det her område ville være hjælpsomme – er jeg sikker på, at vi nok kan finde ud af det. Jeg tror, at det at løfte opgaven og skaffe 2 mio. kr. endda kan klares inden for Sundhedsministeriets budget, så vi slet ikke behøver at opkræve nye skatter og alt muligt andet grimt. Jeg tror godt, vi kan løfte den opgave, hvis vi vil, og jeg synes, vi skulle beslutte os til, at det vil vi gerne.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

I Liberal Alliance er vi meget optaget af, at velfærdssamfundet kommer til at hænge bedre sammen, at der skabes mere vækst i vores samfund, og at vi bliver et rigere samfund.

Når vi ønsker at skabe mere vækst og at skabe mere velstand, er det jo bl.a. for at sikre, at velfærdssamfundets kerneydelser – uddannelse, sundhed og forskning – er i orden i dette samfund. Vi er aldrig bange for at prioritere i Liberal Alliance.

Jeg synes, det er vigtigt, når vi behandler det her lovforslag, som fru Pia Christmas-Møller har fremsat, om Øfeldt Centret, at huske på, at det, som der er enighed om, er, at der egentlig aldrig har været nogen intention om at forringe forholdene. Det siger alle at der ingen intentioner var om. Hvis der ikke var nogen intentioner om det, er det jo vigtigt, at vi som politikere også går ind og siger, at der ikke er nogen mennesker, der skal blive ramt af, at dette center tilfældigvis ryger ned imellem kategorierne, kasserne, systemerne – kald det, hvad man vil – i sidste ende er det problem, vi taler om her, udtryk for bureaukratiets sejr over mennesket.

Vi synes, at man skal vende det om og tage udgangspunkt i mennesker i stedet for i systemer og derfor ganske enkelt sige, at når nu ingen havde nogen intentioner om at ændre på forholdene, vil det naturlige jo være at bevare dem, som de er. Og det synes vi i Liberal Alliance egentlig at fru Pia Christmas-Møller løser på en meget fin måde med sit forslag, altså ved at flytte Øfeldt Centret fra lovens § 140 over til lovens § 79, sådan at man får mulighed for at kunne få den befordringsgodtgørelse, som der er tale om.

Det er ikke, fordi vi ønsker at påføre det offentlige nye udgifter. Og vi i Liberal Alliance er på nogle punkter smålige, så selv når det kun handler om 2 mio. kr., synes vi stadig, det er vigtigt at gå ind og se på, om de er der, for de skal jo være der. Vi må prioritere, og det er jo ikke svært, slet ikke på sundhedsområdet.

Man ser i kræftplan III, som regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne lige har vedtaget, at der er blevet afsat 9 mio. kr. til kampagner, heraf 6 mio. kr. til en kampagne, som sidste år løb af stabelen i en faktuel forkert udgave, dog har man tilføjet, at den i år skal være faktuel korrekt – det sætter vi stor pris på, det er et stort fremskridt – men man behøvede måske ikke at bruge så mange penge på det. Dybest set mener vi, at det er en nem prioritering. Brug dog pengene på at hjælpe de syge i stedet for at genere de raske, som jo dybest set er det, man gør, med de fuldstændig ligegyldige og nogle gange lidt smålatterlige kampagner, som kommer ud fra det statslige maskineri.

Det er nemt at finde pengene, for hvis der er vilje, kan det lade sig gøre. Derfor vil jeg også godt afslutte på en positiv vis og sige, at ud over at være positiv over for forslaget og ud over at komme med finansieringsønsker synes jeg egentlig også, at vi skal kvittere for det, som jeg i hvert fald hører indenrigs- og sundhedsministeren sige, nemlig at der jo er vilje til, at vi kan få set på problemet, så vi måske kan finde ud af noget, og det jeg synes at udvalget skal holde ministeren fast på og presse ministeren til kommer til at ske.

Med de ord vil jeg bare gentage, at Liberal Alliance er positiv over for forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Christmas-Møller som forslagsstiller.

Tak for det. Jeg vil indlede med at hilse fra henholdsvis hr. Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne og hr. Christian H. Hansen fra Fokus, der desværre ikke kunne være til stede her i dag, men de har givet tilsagn om at ville støtte forslaget. Så det er jo en dejlig meddelelse, jeg kan give her. Tak til alle, der har behandlet mit forslag grundigt og selvfølgelig særlig tak til alle dem, der har udvist positive holdninger.

Det er jo ikke verdens største lovforslag, vi behandler i dag. Der er brugt forholdsmæssig meget tid på en sag, der egentlig slet ikke behøvede at være klaret med et lovforslag. Det drejer sig om relativt få mennesker, der er kommet i en utilsigtet klemme. Ingen af de partier, der stod bag kommunalreformen, ønskede, at de pludselig skulle have trukket deres mulighed for at få befordringsgodtgørelse til behandling på Øfeldt Centret og dermed måske få umuliggjort deres livsnødvendige behandling. Det var ikke intentionen. Sådan er det blevet, og det er det, som vi er en del i Folketinget der har prøvet at rette op på igennem ganske lang tid.

Jeg må sige, at jeg er meget enig med hr. Per Clausen i, at nu må vi snart til at have en ende på det, men selvfølgelig vil jeg da også være positiv over for at vende yderligere sten under udvalgsarbejdet.

Hr. Karl H. Bornhøft sagde det meget præcist, nemlig at hvis man taler om almindelig fysioterapi, taler man altså ikke om den behandling, der foregår på Øfeldt Centrene, så taler man ganske enkelt om noget andet. Det kan ikke siges mere præcist, og det vil man opleve meget direkte, hvis man selv som lægmand kommer ud på Øfeldt Centrene og ser, hvad der foregår derude, hvilket mange af os jo rent faktisk har gjort. Skulle man stadig væk være en anelse i tvivl, kan man læne sit hoved op ad faglige kræfter, nemlig en lang række fremstående læger, professorer m.v., som henviser deres patienter til behandling præcis på Øfeldt Centrene, og som også – ja, morgen, middag, aften – er parat til at bevidne den faglige kvalitet i det, der foregår derude.

Flere har været inde på dokumentationen. Jamen der har været lavet kliniske undersøgelser, og de er blevet offentliggjort bl.a. i »Spine«. Det kan da godt være, at der hen ad vejen kunne være behov for yderligere at se på en mere videnskabelig tilgang til selve indsatsen på Øfeldt Centrene, men skulle vi ikke prøve at få proportioner i det her?

Det handler om en gruppe mennesker, som for hver dag, der går, bliver sat i en dårligere og dårligere situation, fordi de ikke kan komme til behandling af økonomiske grunde på Øfeldt Centrene. Det er det, vi kan rette op på her i dag. Vi løser ikke alverdens andre problemer med det her lovforslag, bestemt ikke, men lad dog ikke det bedste blive det godes værste fjende. Lad os dog gøre, hvad vi kan, og så i øvrigt tage de andre problemstillinger med andre grupper op. Det vil jeg bestemt være meget åben over for.

Sundhedsministeren gjorde et nummer ud af, at han gerne ville have, at det umiddelbart skulle gælde hele landet. Mit forslag gælder hele landet, men kan først få virkning for patienter i hele landet, i det øjeblik Øfeldt Centrene får afdelinger i hele landet. Men det var jo faktisk en imødekommelse sådan på forhånd, formuleret på baggrund af de mange, mange drøftelser, der jo hen ad vejen har været med skiftende sundhedsministre, herunder nu også hr. Bertel Haarder. Men det skulle jeg ikke have gjort, kan jeg forstå, eller …? Jeg vil meget gerne reformulere det under udvalgsarbejdet, så det umiddelbart får virkning for hele landet, hvis det er det, der skal til. Hjertens gerne vil jeg det.

Flere har været inde på det med økonomien. For det første har det aldrig været ideen med kommunalreformen at spare i forbindelse med disse patientgrupper. For andet er det jo sådan, at aktiviteterne på Øfeldt Centrene bliver meget stramt styret af aftalerne med Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Så der kommer ikke pludselig en eksplosion i nye patientgrupper og tilgangen. Der er altså alene tale om nogle befordringsudgifter, som man oprindelig må have indregnet i kommunalreformen. Det er altså ganske små beløb, vi taler om, men med stor betydning for en række menneskers daglige liv.

Jeg har hæftet mig meget ved Det Radikale Venstres indlæg fra fru Bente Dahl, som stillede en række spørgsmål – fire tror jeg – og jeg vil være meget imødekommende over for, at vi får afdækket de spørgsmål, nemlig hvordan metoderne er i relation til andre, årsag til monopolstatus, hvordan udviklingen har været siden kommunalreformen, og endelig hvordan økonomien ser ud.

Jeg vil selvfølgelig også gerne diskutere det økonomiske. Jeg er overbevist om, at det er i småtingsafdelingen, og jeg er fuldstændig på linje med Liberal Alliance, som har givet udtryk for, hvor nemt det i virkeligheden må være at finde det beløb, vi taler om her, inden for de kæmpe budgetter, vi har at gøre med på Sundhedsministeriets område. Men jeg vil holde fast i, at det aldrig har været hensigten, at der skulle spares i forbindelse med denne patientgruppe.

Derfor handler det ikke om, at nu vil vi tilgodese en ganske bestemt gruppe foran andre. Nej, det, det handler om, er, at vi vil genoprette fra en utilsigtet skadevirkning i forbindelse med en bestemt patientgruppe. Det er, hvad det handler om, og jeg håber, at vi kan finde sammen i udvalgsarbejdet om det.

Fru Vivi Kier lagde vægt på, at man bliver behandlet så tæt på sin bopæl som muligt. Jeg tror, at fru Vivi Kier fik sagt, at det var det vigtigste. Jeg tror, at vi kan enes om, at det nok er en tand vigtigere, at man får den rigtige behandling i tide. Men bag de negative vibrationer fra fru Vivi Kier om, at det her bare var noget, der skulle gøre godt på Sjælland, tror jeg alligevel, at vi måske kan finde en vej frem under udvalgsarbejdet, når de forskellige sten bliver vendt. Det håber jeg i hvert fald på, for sådan hørte jeg Venstres ordfører.

Igennem de sådan nærmest besværgende negative vendinger, der skulle komme, når nu sundhedsministeren er imod, hørte jeg alligevel en vis imødekommenhed fra Venstres ordfører, og det vil jeg tillade mig at holde fast i, særlig meldingen om, at vi jo skal have løst det her. Uh, hvor kunne jeg godt lide den sætning. Den kan jeg garantere for at vi er en hel del, der vil holde Venstre og regeringen, men også hinanden, op på, for den her sag kan ikke bære, at den trækkes mere i langdrag. Den kan slet ikke bære ikke at blive løst. Så jeg tror, at Venstres ordfører med den sætning fik ikke bare indrammet en enighed i Venstres gruppe, hvilket nok har været lidt af et projekt i sig selv – så har jeg ikke sagt for meget – men også fik indrammet i hvert fald en fællesnævner, som vi bredt kan tilslutte os.

Ministeren brugte en stor del af sin taletid på at problematisere, at det her forslag lagde an til, at Øfeldt Centrene nu skulle indarbejdes under hospitalsbegrebet i sundhedsloven. Jeg synes, at det taler for sig selv, når ministeren ikke bare med to ord kunne redegøre for, hvad hospitalsbegrebet så i øvrigt indebærer. Ministeren sagde lidt tøvende, at det vistnok drejer sig om befordring, og så må ordførerens argumentation jo også knytte sig til det her argumentsæt.

Ja, det er det, det handler om. Det handler om, at kommunerne simpelt hen udnytter deres muligheder for at sige nej til befordring til en række mennesker, der er dybt afhængige af at få økonomisk tilskud til befordring til en behandling, som simpelt hen er livsafgørende for dem. Det er det, det handler om. Og så har det altså været meget naturligt at indplacere dem i netop den pågældende paragraf på linje med en lang række andre specialiserede centre og foreningsejede hospitaler m.v. Ministeren har på ingen måde afgørende kunne argumentere for, hvorfor Øfeldt Centrene ikke hørte hjemme i denne § 79. Det må jeg sige.

Jeg tror, at jeg har været forbi de fleste bortset fra Socialdemokratiets ordfører, som jeg jo naturligvis takker meget for støtte fra. En række af os har jo haft et fremragende samarbejde. Det her er jo ikke en enmandshær, og det har man nok også tydeligt kunne høre på indlæggene i dag. Vi har arbejdet bredt på tværs af partiskel, på tværs af oppositions- og regeringsfløje, der normalt deler vores arbejde herinde ganske betydeligt. Det har ikke været tilfældet i dag. Det vil jeg gerne takke for. Jeg er sikker på, at dem, der står bag Øfeldt Centrene, ikke mindst de mange patienter, der har haft glæde af indsatsen på Øfeldt Centrene, også er glade for, at vi på tværs af sædvanlige partiskel op til dette punkt har kunnet samarbejde forbilledligt. Jeg vil ikke nævne alle her. Det har virkelig været meget forbilledligt på flere niveauer.

Så tak for den overvejende positive modtagelse i dag. Jeg ser frem til et konstruktivt udvalgsarbejde, og min beredvillighed til at foretage ændringer, der måtte imødekomme et flertal, er altså simpelt hen fuldstændig uudtømmelig, når blot vi får løst problemet for denne overskuelige gruppe patienter.

Tak til forslagsstilleren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.