Om lidt skal vi stemme om, hvorvidt der skal indføres en markant brugerbetaling på vores offentlige sygehuse, men først vil jeg gerne spole tiden lidt tilbage til en debat, vi havde her i Folketinget i 2005, da sundhedsministeren hed Lars Løkke Rasmussen og regeringen havde fremlagt et forslag til en ny sundhedslov.
Dengang var der nemlig en debat om det kloge i at ændre formålsparagraffen i loven om at gå fra fri og lige adgang til forebyggelse og behandling i sundhedsvæsenet til ordlyden let og lige adgang.
Allerede dengang var vi i Socialdemokratiet meget bekymret for, om den nu lette adgang skulle tolkes derhen, at der i de kommende år ville komme mere brugerbetaling ind i sundhedsvæsenet, og at man ville bryde med den frie og lige adgang.
Men sundhedsministeren gjorde alt for at forsikre om, at dette ikke var tilfældet, og at det slet ikke var regeringens politik.
I dag kan vi se, at dette var forkert.
Man talte ikke sandt i Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, da man forsikrede Folketinget og befolkningen om, at ændringen af lovens formål ikke skete med henblik på at indføre mere brugerbetaling i sundhedsvæsenet og dermed skabe mere social ulighed i danskernes sundhed.
Om lidt stemmer vi altså om at spare 200 mio.
kr.
i vores offentlige sundhedsvæsen ved at indføre brugerbetaling for en bestemt gruppe af patienter, hvis sygdomsforløb medfører, at de har svært ved at blive gravide.
Ufrivillig barnløshed er for langt de flestes vedkommende et resultat af en bred vifte af sygdomme hos både manden og kvinden, som kan skyldes tidligere underlivsbetændelser, hormonforstyrrelser, at man har haft blindtarmsbetændelse og er blevet opereret, at man har nedsat sædkvalitet, som jo har været tilfældet siden 1960'erne, hvor danske mænds sædkvalitet har været faldende, uden at der er fundet en egentlig årsag til det.
Det er alt sammen ting, som folk ikke selv har været skyld i, og som de derfor heller ikke har kunnet ændre på.
Det er et angreb på den frie og lige adgang til sundhedsbehandling på vores offentlige sygehuse og et historisk brud på den velfærdsmodel, vi har i Danmark, der medfører, at man ikke skal have penge med på offentlige sygehuse og klinikker.
I Socialdemokratiet frygter vi, at man for alvor vil tage de første skridt hen imod et brugerbetalt sundhedsvæsen.
Hvor bliver det næste sted, man trækker dankortautomaterne ind på vores sygehusafdelinger?
Bliver det i alkoholbehandlingen, bliver det hos diabetikerne?
Hvor bliver det henne?
Samtidig er forslaget jo økonomisk meget kortsigtet og uansvarligt for dansk økonomi på længere sigt.
I dag er det sådan, at omkring 10 pct.
af en fødselsårgang kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, og heraf er 5 pct.
kommet til verden ved hjælp af gratis behandling på vores offentlige klinikker.
Det svarer til, at 1-2 børn i hver eneste skoleklasse har fået hjælp til at komme til verden, og det svarer også til og betyder, at omkring 20 pct.
af alle vores unge mennesker, der i dag ønsker at få børn, faktisk har svært ved det og må have hjælp.
Danmark er et af de steder i verden, hvor vi med fertilitetsbehandling faktisk opretholder fødselstallet højt, og vi er et af de lande, der vil være allermest følsomme på det her område.
I forbindelse med at den danske befolkning jo er aldrende, og at Velfærdskommissionen, Arbejdskommissionen og økonomiske vismænd siger, at vi i fremtiden vil mangle arbejdskraft, er et fald i fertilitetsbehandlingen ikke bare et alvorligt slag mod danskernes ønske om at få børn, men også mod vores økonomi på længere sigt.
Tyske erfaringer, som vi også har fået frem i udvalgsarbejdet, bliver ministeren ved med at afvise.
Ministeren bliver ved med at sige:
Vi kan ikke se til udlandet for at finde andre eksempler på det her.
Men det kan vi selvfølgelig!
Vi ved, at da man indførte brugerbetaling i Tyskland, faldt antallet af fertilitetsbehandlinger med 50 pct.
Vi ved, at da man indførte brugerbetaling i Norge, faldt antallet af fertilitetsbehandlinger og dermed også antallet af børn, der bliver født ved hjælp af den her metode, så det vil få indflydelse på det danske fødselstal.
Det her er et ungdomsfjendsk forslag, og i Socialdemokratiet arbejder vi for at skabe et samfund, hvor der sikres lette og gode muligheder for at få børn og stifte familie.
Vi skaber fremtidens Danmark, men børnene er en forudsætning herfor.
Et samfund uden børn er således et samfund uden en fremtid.
Derfor går vi imod regeringens politik, der lægger regningen for den finansielle krise og de ufinansierede skattelettelser hos børnefamilierne i form af lavere tilskud til de børnerigeste familier, flere lukkedage og dårligere og færre pædagoger i vores daginstitutioner og skoler.
Oven i det kommer dette lovforslag, hvor man indfører brugerbetaling på ufrivilligt barnløses behandling med kunstig befrugtning som f.eks.
insemination, mikroinsemination og reagensglasbehandling.
Regeringen mener, det er en politisk nødvendighed, men forslaget er en klar liberalistisk, politisk prioritering fra den borgerlige regerings side støttet af Dansk Folkeparti, og det er ikke en nødvendighed.
Det er en del af en genopretningsplan, men det er en genopretningsplan, hvor man har taget skyklapper på i stedet for at se på, at vi i Danmark hvert år går glip af omkring 700 mio.
kr.
i statskassen på grund af fradraget for de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, og i stedet for at se på, om det er ret og rimeligt, at mennesker, som i mange år har gået med en skavank, død og pine skal behandles inden for en måned, uanset hvor alvorlig deres sygdom er.
I stedet for at se på en lang række ting vælger man at lukke øjnene og kun se på, at det her område skal tilføres brugerbetaling.
Det er ikke rimeligt, og der er ikke nogen tvivl om, at vi i Socialdemokratiet ønsker en anden vej for vores sundhedsvæsen.
Vi ønsker ikke en vej, hvor vi indfører mere brugerbetaling, men vi har anvist andre finansieringskilder.
Til sidst vil jeg bare notere mig, at der, da vi startede den her diskussion, var flere ordførere fra Venstre og Konservative, der sagde, at det her ikke vil ramme syge mennesker.
Ja, vi kan så konkludere, at de ikke mener, at folk med kroniske underlivssmerter er syge, og det må vi så tage til efterretning.
Men med det her forslag bliver kræftramte mennesker også ramt.
I dag er det sådan i Danmark, at vi faktisk er rigtig gode til at hjælpe unge mennesker, som skal i kemiterapi; man kan f.eks.
tage hele en kvindes æggestok ud, fryse den ned og bruge den igen, når hun er færdig med kemoterapien, hvorefter man opererer den ind igen, og så kan kvinden altså ved hjælp af kunstig befrugtning faktisk blive gravid, på trods af at hun har haft en alvorlig kræftsygdom.
Med det her forslag bliver der indført brugerbehandling på den behandling, som de her mennesker får, alene som følge af, at de faktisk har overlevet kræftsygdom.
Det synes jeg er meget alvorligt.
Vi har også spurgt ind til, hvad det vil betyde for folk, der er smittet med hiv, folk, der er smittet med hepatitis, der i dag modtager hjælp for ikke at smitte et kommende barn, og de vil også være omfattet af brugerbetaling på det her område.
At regeringen vil tillade, at ægsortering ikke skal være omfattet af brugerbetaling, i hvert fald når man starter på behandlingen, men, så vidt vi ved, ikke i forhold til medicinen, er jo kun en lillebitte del af det her.
Men syge mennesker, folk, der har været ramt af kræft, folk, der er smittet med hiv, folk, der er smittet med hepatitis, skal altså ikke kunne forvente længere at kunne få hjælp på det her område heller – det har vi kunnet se i udvalgsbehandlingen – og det synes jeg i sig selv er meget, meget alvorligt og et helt klart brud på det, jeg omtalte indledningsvis, nemlig det med den frie og lige adgang til hjælp, herunder hjælp mod de følger, der er af ens sygdom, i det danske sundhedsvæsen.
Tak for ordet.