Tak, hr.
formand.
Regeringen er dybt optaget af at bekæmpe ventelister og bekæmpe kræft.
Derfor har vi ladet sundhedsområdet være det eneste område, som får lov at vokse.
Vi tillader en realvækst på 2 pct.
næste år og tillader også realvækst de følgende år.
Derudover får vi en kræftplan, der koster et stort beløb, som er større end det, vi her drøfter.
Så kunne man selvfølgelig spørge:
Hvorfor ikke droppe kræftplanen?
Så kunne vi også slippe for denne besparelse.
Men det har vi netop ikke villet gøre.
Sådan som situationen er med finanskrise, og at der skal spares alle steder, for at man kan undgå stigende udgifter, altså alt i alt fastholde de nuværende udgifter for staten og kommunerne, synes jeg, det er rimeligt nok, at vi også inden for sundhedsområdet prøver at finde et bidrag til den kraftige forbedring af sundhedssektoren, som vi vil fortsætte.
Jeg vil gøre opmærksom på, hvor meget ventelisterne er faldet siden 2001, og hvor meget overlevelseschancerne er steget i kraft af de første to kræftplaner.
Det er den kurs, vi vil fortsætte.
Så kan man altid sige:
Jamen er det her det rigtige sted at spare?
Det er jo især interessant, hvis de, der spørger, har nogle bedre forslag, og det kan man jo nå at komme med endnu.
Så kan man komme med alle mulige indvendinger, og det forstår jeg også, for det er jo et led i den demokratiske proces.
Man kan kritisere, at nogle ikke var til en høring, men jeg vil gerne sige, at jeg foranstaltede en høring, idet jeg nemlig ringede til både Dansk Fertilitetsselskab og Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse og indbød dem til ministeriet for at give mig råd.
Det var før sommeren, det var faktisk i det tidlige forår, og de råd fik mig til at udsætte hele lovkomplekset.
Lovforslaget var ellers fikst og færdigt, men jeg udsatte det, fordi jeg syntes, jeg fik nogle argumenter for, at vi kunne finde en bedre model.
Det, der især er nyt i det, vi nu drøfter, er, at medicinudgifterne er kommet til at spille en dominerende rolle.
Et maksimum på 15.000 kr.
pr.
år i medicinudgifter er det, der gør, at vi ikke behøver den ramme på 50 mio.
kr., der oprindelig var afsat for at hjælpe mennesker med særlig store udgifter.
Vi har i stedet lagt et loft, så man undgår særlig store udgifter.
Fru Sophie Hæstorp Andersen har helt rigtigt citeret en fodnote i et papir, ministeriet har udsendt.
Jeg synes, det er meget fair, at vi her gør opmærksom på, at der kan være særlige tilfælde, hvor man først går den ene vej med den ene type behandling og derefter den anden vej med den anden.
Der kan være særlige tilfælde, hvor det bliver dyrere end det maksimum på i alt 30.000 kr., som vi ellers har skønnet, men for langt de fleste taler vi om betydelig mindre beløb, og disse maksimumbeløb, som er sat, gælder, og det er altså maks.
15.000 kr.
i medicinudgifter om året.
Så kan man spørge:
Jamen er det her ikke en ganske almindelig sygdom, når man ikke kan få børn?
Det er det ikke for alle, men for mange.
Det kan være bivirkninger af en sygdom, der gør, at man ikke kan få børn.
Så kan man sige, at i disse tilfælde er det trods alt bivirkninger, som man har god tid til at planlægge sig ud af.
Der er jo ingen, der springer til at få kunstig befrugtning eller insemination, med det samme man bliver klar over, at der måske er et problem.
Der går som regel mange år, og i de år går man så og tænker på, hvad man skal gøre, hvis det ikke lykkes på naturlig facon.
Skal vi så vælge det ene eller det andet?
Normalt vil man prøve i rigtig lang tid, men jo længere tid der går, vil man begynde at tænke på, at man måske skulle få en fertilitetsbehandling.
Jeg nævner dette for at illustrere, at det altså er en lidt speciel form for sygdom, hvor man selv i så lang tid kan planlægge det, som man eventuelt vil have gjort ved den.
Derfor er der, hvad man end kan sige, en forskel på denne type sygdom og andre typer sygdomme.
Jeg er glad for de råd, jeg fik af Dansk Fertilitetsselskab og Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse.
Jeg synes, vi har haft en god dialog.
Jeg kunne selvfølgelig ikke opfylde ønskerne, selvfølgelig kunne jeg ikke det, men jeg kunne i hvert fald sikre, at lovforslaget blev lettere at leve med, og at vi undgik de helt store sociale skævheder.
Når hr.
Jonas Dahl og andre beskriver, hvad det er for nogle grupper, der især vil blive ramt, forekommer det mig, at det er en temmelig gennemsnitlig del af befolkningen, og det skulle da undre mig, om barnløshed ikke virkelig er noget gennemsnitligt, så jeg tror ikke, der er nogen social skævhed i den forbindelse eller nogen social tendens eller noget med, at det vender den tunge ende nedad.
Det mener jeg ikke man kan tale om i dette tilfælde, men selvfølgelig er det en udgift, der er lige stor, hvad enten man har en stor indtægt eller en lille indtægt.
Selvfølgelig er det det.
Så vil jeg gøre opmærksom på, at indgangen til sundhedsvæsenet jo også er gratis her som alle andre steder.
Undersøgelse er gratis, diagnostik er gratis, udredning er gratis, og der skal heller ikke betales for udtagning og sortering af æg.
Men i det øjeblik, det så er besluttet, at nu prøver vi at sætte et eller flere æg op, så er det, man skal betale, især for medicinen, men maksimum 15.000 kr.
Indgangen til sundhedsvæsenet, diagnosen, samtalen på klinikken osv.
er altså fortsat gratis, og det synes jeg er meget vigtigt.
Jeg skal snart slutte, for det er i virkeligheden svært at samle tankerne med så megen larm i baggrunden, og det synes jeg egentlig Folketingets Præsidium skulle tænke lidt over.
Men det er en helt anden sag.
Blandt høringssvarene har jeg især hæftet mig ved Det Etiske Råds høringssvar, som jeg synes er virkelig læseværdigt.
Medlemmerne er selvfølgelig temmelig uenige, men gruppevis samler de sig omkring nogle synspunkter, som jeg synes er værd at referere.
Der er f.eks.
en helt særlig hilsen til fru Lone Dybkjær, idet nogle af medlemmerne af Det Etiske Råd skriver:
»Nogle medlemmer af Det Etiske Råd mener dog ikke, at det giver mening at tale om en glidebaneeffekt.
De enkelte ændringer af sundhedsvæsenets måde at fungere på må vurderes hver for sig.«
Det synes jeg er vigtigt at få ind i debatten.
Så er der et stort antal medlemmer af Det Etiske Råd, som siger:
»Efter medlemmernes mening er der ingen argumenter af hverken etisk eller pragmatisk karakter, der med afgørende vægt taler for eller imod egenbetaling på dette område.«
Dermed synes jeg sagen er kommet ned på jorden, derfor synes jeg også, at debatten om dette forslag bør holde sig på jorden, og at fru Lone Dybkjær bør læse lovforslagets indledning.
Her står der nemlig meget klart, hvad formålet med forslaget er:
»I lyset af behovet for at prioritere de offentlige udgifter er regeringen og Dansk Folkeparti som led i aftalen om genopretning af dansk økonomi, maj 2010, enige om at indføre egenbetaling for behandling med kunstig befrugtning i det offentlige sundhedsvæsen.«
Det er jo helt ærlig snak, som ikke besmykkes eller noget, og det har jeg heller ikke forsøgt at gøre ved denne lejlighed.
Det handler om politisk prioritering, det handler om at fortsætte indsatsen med bekæmpelse af ventelister og med bekæmpelse af kræft, og så må vi se os om i sundhedssektoren efter områder, hvor der kan ydes et lille bidrag til denne fortsatte indsats.