Tak for det.
Jeg vil også følge op på hr.
Frank Aaens tale og sige, at vi er tilfredse med at komme efter Enhedslisten, da vi endnu er mindre end Enhedslisten.
Der er ingen tvivl om, at den styreform, vi vælger for vores institutioner i staten, kan være helt afgørende for effektiviteten i den daglige drift.
Selvejende institutioner med deltagelse af berørte interessenter i bestyrelsen kan med fuld ret siges at udgøre hele krumtappen i den måde, vi administrerer velfærdssamfundet på.
Det er derfor meget hjælpsomt, at vi nu får en mere ensartet opbygning af styringssystemerne i vores institutioner.
Når alt kommer til alt, handler det jo om to hovedinteresser.
Det er på den ene side at kunne ansvarliggøre bestyrelserne og de daglige ledelser og på den anden side at sikre, at der etableres nogle få, men velvalgte opfølgningsprocedurer fra statens side, hvis det skulle gå galt.
Hele den opbygning bygger i virkeligheden på et tillidssystem, hvor man fra statens side har en forventning om, at bestyrelsen i samarbejde med den daglige ledelse og medarbejderne vil sikre en effektiv opgavevaretagelse og en høj kvalitet.
Vi tror på, at man i de faglige miljøer og lokalt er langt bedre til reelt at kunne sikre kvalitet end bureaukrater og centrale politikere, der skal sidde og sætte flueben ved nogle processer og nogle procedurer.
Dybest set kan man kun kontrollere processer fra statens side, mens faglig kvalitet kun kan vurderes af de professionelle.
Derfor er det vigtigt, at staten gør det så lidt besværligt at drive en institution som overhovedet muligt, således at alle de symbolske kontroller reduceres til fordel for reelt fagligt arbejde – også så medarbejderne får lov til at lave de ting, de er uddannet til.
Kvalitetskontrol giver altid bureaukrati som det sikre resultat, men det sikrer efter vores opfattelse ikke kvalitet i sin substans.
Det har Danmarks Evalueringsinstitut selv erkendt.
De kan aldrig sikre den egentlige kvalitet i ydelsen, kun proceskrav, kun flueben, hvis man må udtrykke det sådan lidt bramfrit.
Når det er sagt, hviler der også et gevaldigt ansvar på institutionsledelserne, således at vi får de velfærdsydelser, de faglige ydelser for pengene, som er nødvendige, og ikke bureaukrati.
Desværre har vi set, at mængden af bureaukrati ofte kan nærme sig mellem en tredjedel og halvdelen af de årsværk, der er på en institution.
Derfor kunne vi godt tænke os, at man fra statens side fortrinsvis fokuserede på, at udviklingskontrakterne opfylder et bestemt krav om andelen mellem bureaukrati og faglige ydelser, sådan at vi ikke bruger krudtet forkert, sådan at staten lader institutionerne lave det, som de er bedst til, nemlig at udføre de faglige opgaver, som de nu engang er sat til.
Og så holder staten ellers fingrene væk og skrider kun i alleralleryderste nødstilfælde ind i forbindelse med opgavevaretagelsen.
Med de her bemærkninger støtter vi lovforslaget.