Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 2. behandling af lovforslag nr. L 38:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech).

(Fremsættelse 28.10.2010. 1. behandling 09.11.2010. Betænkning 02.12.2010).

Ønsker nogen at udtale sig? Hr. Søren Krarup.

Dette ændringsforslag handler om, at der på dette lovforslag om indfødsret er optaget 35 personer, som ikke er kvalificerede til at modtage dansk indfødsret, for dansk indfødsret er ifølge grundloven det danske folks gave til dem, der fortjener at modtage den i henhold til grundlovens § 44, som siger, at indfødsret meddeles ved lov. Heri ligger, at det er folket, der i skikkelse af det danske Folketing skænker indfødsretten til dem, der er værdige til at blive danske statsborgere.

Der er ingen, der har ret til at få dansk statsborgerskab, men der er tale om en gave skænket af det danske Folketing, eller anderledes sagt: intet over og intet ved siden af grundloven. Men disse 35 personer er blevet optaget på dette lovforslag om dansk indfødsret på grundlag af en FN-konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed. Det vil sige, at FN-konventionen sætter den danske grundlov ud af kraft, eller det vil sige, at FN-konventionen rangerer højere her i Danmark end den danske grundlov.

Forholdet er yderligere det, at næsten alle de 35 ikke opfylder de krav, vi stiller til dem, der skal kunne få dansk indfødsret. De har ikke bestået sprogprøven, de har ikke bestået indfødsretsprøven, de opfylder ikke kravet om tidsubegrænset opholdstilladelse, de opfylder ikke kravet om selvforsørgelse, de opfylder ikke vandelskravet, de er kort sagt uværdige til at få dansk indfødsret i henhold til de krav, Folketinget har opstillet.

Alligevel er de sat på forslaget til indfødsretslov. Alligevel vil ministeren lade en FN-konvention diktere, hvorledes Folketinget skal meddele dansk indfødsret. Hun vil formentlig svare: Jamen det er Folketinget, der vedtager, at de får indfødsret.

Med andre ord: Alle Folketingets krav til dem, der skal anses for værdige til at blive danske statsborgere, er ligegyldige, når det er Folketinget, der beslutter at se bort fra dem; det er jo en argumentation, der er en prokurator værdig.

Nej, Folketinget har opstillet disse krav, fordi de er alvor, og at Folketingets flertal beslutter at blæse på dem for at leve op til en FN-konvention, er blot ensbetydende med, at et folketingsflertal blæser på sine egne krav, på sin egen funktion og dermed på den danske grundlov. Det er, som hr. Jesper Langballe sagde til mig forleden, da vi drøftede sagen, som hvis Folketinget i 1941 havde sagt til den kommunistlovgivning, som den tyske besættelsesmagt tvang Folketinget til at vedtage: Jamen det er Folketinget, der vedtager det, og så er det lovligt.

Nej, det er ikke lovligt, når en magt uden for Folketinget gennemtvinger en lovgivning i Folketinget.

Intet over og intet ved siden af grundloven. Dette forslag til en indfødsretslov er ulovligt, fordi det sætter en FN-konvention over den danske grundlov, og derfor vil vi med vores ændringsforslag beskytte grundloven og Folketinget mod en praksis og et lovforslag, som betyder en ophævelse af den lovforståelse, der har eksisteret i Danmark siden den 5. juni 1849.

Vi opfordrer Folketinget til at vedtage vores ændringsforslag, og jeg meddeler også, at vi beder om at få lovforslaget taget tilbage i udvalget.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg vil bare kort spørge hr. Søren Krarup, om ikke han kan bekræfte, at internationale konventioner normalt bliver indgået med samtykke fra Folketinget, og at Folketinget kan beslutte, om man vil udtræde af den internationale konvention, hvis man ikke ønsker at følge den internationale konvention.

Folketinget har altså sin fulde frihed til at sige, at man ikke længere ønsker at være bundet af en FN-konvention, man kan så meddele det til FN, og så er man ikke bundet længere. Der er altså ikke nogen magt udefra, der påtvinger Folketinget at følge konventioner; det er et flertal i Folketinget, der selv vælger, at vi ønsker at være bundet af en konvention, og at vi fortsat ønsker at være det.

Hr. Søren Krarup.

Jamen det er en glimrende replik, som ikke kommer bag på mig, men jeg hilser den med glæde, for det er jo også det, der er grund til at sige i den situation, vi står i. Vi har at gøre med en konvention, der bruges til at sætte grundloven ud af kraft, ergo opsiger vi konventionen. Det er selvfølgelig det, vi skulle. Der er ingen grund til at lade den være en helligdom, som man ikke kan anfægte.

Fru Line Barfod.

Nu er der ikke mange andre her end hr. Søren Krarup, der argumenterer med helligdomme og guder til at skulle være det, der afgør, hvad vores politik skal være. Så jeg vil bare høre, hvem det skulle være, som hr. Søren Krarup mener påtvinger os ikke at opsige konventionen. Hvis hr. Søren Krarup og Dansk Folkeparti mener, at vi skal opsige den FN-konvention eller andre FN-konventioner, så synes jeg, at Dansk Folkeparti skulle fremsætte forslag om det, og så må man jo se, om man kan opnå flertal i Folketinget.

Hvis ikke man kan opnå flertal i Folketinget for, at vi skal opsige FN-konventioner og måske helt udtræde af FN, eller hvor langt Dansk Folkeparti nu ønsker at gå, så er det jo, fordi et flertal i Folketinget ønsker at være medlem af FN. Et flertal i Folketinget ønsker at følge FN-konventionerne. Det handler om helt almindeligt demokrati og om, hvorvidt man har flertal eller ej. Jeg agter i hvert fald at bøje mig, når der er et flertal, og jeg synes faktisk, det er ganske fornuftigt, at et flertal i Folketinget ønsker at være med i FN og ønsker at følge de konventioner, som vi indgår.

Hr. Søren Krarup.

Det kommer ikke bag på mig, at fru Line Barfod er fremmed, siger hun, for helligdomme. Jeg kan ellers godt fortælle hende, at det er helligdomme, der fortrinsvis i venstrefløjens regi har terroriseret det 20. århundredes europæiske historie. Det var nemlig en helligdom, der bl.a. lå bag marxismen i Sovjetunionen, og det var i øvrigt også en helligdom, der betingede nationalsocialismen.

Men jeg vil kun konstatere, at fru Line Barfod indrømmer, at vi selvfølgelig kan opsige FN-konventionen, og det er egentlig det, jeg foreslår. Så siger hun, at flertallet herinde ønsker at bevare den. Jamen det er så der, jeg ønsker at stille flertallet over for det valg: Vil man gennemtvinge en indfødsretslov, som er i strid med den danske grundlov, fordi den påtvinger os på lovforslaget 35 personer, som ikke er kvalificerede til at få et dansk statsborgerskab?

Spørgsmålet til Folketinget er: Vil man fastholde et forslag til indfødsretslov, som altså for så vidt er ulovligt, fordi det tilsidesætter grundloven i kraft af en FN-konvention? Det er spørgsmålet.

Må jeg forstå det sådan, at hr. Jesper Langballe har en kort bemærkning til sin egen ordfører? Nej, o.k. Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jamen det er jo svært at sidde stille, når man skal høre på hr. Søren Krarups notoriske vrøvl. Der står ikke et ord i grundloven om, hvem der får og hvordan man får statsborgerskab og indfødsret i Danmark, andet end at det vedtages pr. lov i Folketinget. Og det er jo den proces, vi er i gang med. At hr. Søren Krarup er i mindretal og er utilfreds over, at et flertal i Folketinget ønsker at leve op til vores internationale forpligtelser, er helt op til hr. Søren Krarup, men det er jo noget notorisk sludder at sige, at det, at et flertal i Folketinget måtte vedtage et indfødsretsforslag med nogle navne, som hr. Søren Krarup er uenig i, skulle gøre lovforslaget grundlovsstridigt.

Hr. Søren Krarup.

Det er sådan, at der i grundlovens § 44 står, at indfødsret meddeles ved lov, og det vil sige, at det er Folketinget, der meddeler indfødsret. Og Folketinget har nedsat et Indfødsretsudvalg, der vedtager de betingelser, der stilles til dem, der skal opnå dansk statsborgerskab. Det, vi har at gøre med her, er 35 personer, der overhovedet ikke opfylder disse betingelser. De har endda groft overtrådt mange af dem, og alligevel bliver de sat på lovforslaget. Hvorfor? Fordi FN-konventionen åbenbart tvinger ministeren til det. Og derfor er og bliver det altså temmelig afgørende at sige, at det er Folketinget, der er med til ved at vedtage et sådant indfødsretslovforslag at tilsidesætte den grundlov, som jo faktisk giver Folketinget alene magten, og som ikke tillader, at man uden videre spiller fandango med de krav, Folketinget selv har opstillet.

Hr. Morten Østergaard.

I de her kolde tider skal man jo virkelig passe på, når man træder på tynd is og det begynder at knage. Og man kan allerede høre, hvordan hr. Søren Krarup er på tilbagetog. Selvfølgelig er det således, at hvis et flertal i Folketinget nu efter en andenbehandling og en tredjebehandling vedtager et indfødsretsforslag, også med navne, som hr. Søren Krarup ikke ønsker skal være derpå, så er det i fuld overensstemmelse med grundlovens bestemmelser herom.

Men man kunne jo stille det spørgsmål til hr. Søren Krarup: Hvis det virkelig går sådan, som det ser ud til, altså at et flertal ønsker, at vi skal leve op til de internationale forpligtelser, og derfor stemmer imod Dansk Folkepartis ændringsforslag og dernæst vedtager lovforslaget, som det så ser ud, vil hr. Søren Krarup så tage sine påstande til Højesteret og anlægge en grundlovssag? Hvis man vitterlig fra Dansk Folkepartis side mener, at her er grundloven trådt under fode, må det vel være den naturlige konsekvens. Vil man tage sine egne argumenter så alvorligt?

Hr. Søren Krarup.

Jeg gør opmærksom på, at grundlovens § 44 altså siger, at det er Folketinget, der meddeler indfødsret. Og Folketinget har bestemt, hvilke betingelser der skal opfyldes, for at man er værdig til at modtage den gave, som indfødsretten er. Der er altså her tale om 35, der ikke er værdige til det, og som alligevel bliver sat på lovforslaget. Hvorfor bliver de det? Det gør de på grund af en FN-konvention. Det vil altså sige, at vores krav, som er i henhold til grundloven, bliver sat til side, fordi der er en konvention af FN, som betyder, at vores krav ikke er gældende.

Jeg kunne da godt begynde at lege med tanken om at føre sag; det er jo blevet så moderne. Man kan eventuelt føre sag om hr. Morten Østergaards frisure – der er ikke det, man ikke kan føre sag om i politik efterhånden – men det tror jeg ikke jeg vil gøre, den er aldeles nydelig.

Men jeg vil i hvert tilfælde fastholde det, der er grundspørgsmålet: Er det FN-konventionen, eller er det grundloven, der er afgørende, når vi vedtager et indfødsretsforslag? Og der siges så: Jamen Folketingets flertal vedtager lovforslaget. Javist, jeg sagde også, at det svarer til, at vi i 1941 vedtog en kommunistlovgivning – det kan hr. Morten Østergaard måske ikke huske fra sin historieundervisning – og der var tale om en kommunistlovgivning, som tyskerne påtvang det danske Folketing, og hvor det danske Folketings flertal stemte ja til, at kommunisterne skulle lukkes ude af grundloven og ude af Folketinget. Det er for så vidt det samme, der sker her, det er en parallel. Jeg håber, hr. Morten Østergaard kan forstå det.

Integrationsministeren.

Vi havde jo også denne debat under førstebehandlingen, men den er da god at få gentaget. Først vil jeg drille hr. Søren Krarup. Jeg mener ikke, at hr. Søren Krarup historisk er på sikker grund, når hr. Søren Krarup påstår, at det var den tyske værnemagt, der tvang det danske Folketing til at stemme for kommunistloven. Det tror jeg nok Folketinget gjorde helt af sig selv, bl.a. efter et meget kedeligt råd fra højesteretspræsident Troels G. Jørgensen, som siden blev kritiseret meget for det synspunkt og 30 år efter fik en meget behersket nekrolog på grund af det her; det er bare for lige at få sagt det.

Hr. Søren Krarup har jo fuldstændig ret i, at der er en række personer på dette lovforslag, som ikke opfylder de betingelser, som følger af de retningslinjer, som vi har fastsat ved en politisk aftale. Det er fuldstændig rigtigt. Det er også rigtigt, at Folketinget er undergivet denne FN-konvention om statsløse. Men Folketinget er ikke undergivet denne konvention mere, end at vi kunne ophæve den i morgen, hvis vi ville det her i Folketinget, og derfor må jeg sige her, som jeg gjorde under førstebehandlingen, at jeg er fuldstændig uenig i hr. Søren Krarups synspunkter om, at det er i strid med den danske grundlov. Denne regering tilkendegav klart, da vi i 2001 trådte til – og det har andre regeringer sikkert også gjort – at vi naturligvis overholder de konventioner, vi ganske frivilligt selv har skrevet under på, og det er konsekvensen af det, man ser nu.

Som jeg også sagde under førstebehandlingen, er der en del personer, der er samlet her, fordi de har ligget i nogen tid, men det bliver jo ikke tilfældet ved det næste lovforslag og det næste lovforslag, at der så pludselig er en lang række statsløse, som af den grund får indfødsret. Så det er selvfølgelig et engangsforetagende, at vi har det bunkebryllup, som vi har denne gang.

Men jeg kan sige, at regeringen ikke agter at rende fra den konvention, som vi her har undertegnet, og vi føler, at det er helt frivilligt, at vi har den opfattelse, og jeg er også sikker på, at de folketingsmedlemmer, der om nogle dage stemmer for lovforslaget om indfødsret, føler, at de gør det ganske frivilligt i relation til FN-konventionen. Og ellers ville et flertal i Folketinget jo kunne beordre regeringen til at ophæve den konvention. Det er ikke sket, og lad mig være så profetisk at garantere, at det heller ikke sker.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jesper Langballe til ministeren.

Det er selvfølgelig henvendt til ministeren, men det handler faktisk om noget, som hr. Morten Østergaard sagde.

Jeg vil spørge ministeren – der kan jo godt være nuancer i opfattelserne – om ikke hun vil medgive, at det var en forfærdelig forvrøvlet argumentation, hr. Morten Østergaard kom med. Jeg siger bare, at sagen jo er den, at Folketinget vedtager det, og så er det lovligt, men prøv engang at tænke på, at vi har indført en meget, meget stram aftale om, hvad der skal til for at få indfødsret. Mange bliver afvist. Så kommer der pludselig her en hoben mennesker, som ikke opfylder nogen af kravene, nogle af dem har begået grov kriminalitet, nogle af dem taler ikke dansk og kan derfor heller ikke tage indfødsretsprøven. Er det rimeligt over for alle de mennesker, der er blevet afvist ved indfødsretsprøven efter ansøgning? Er det rimeligt? Er der ikke noget, der hedder, at folk er lige for loven? Det er jo Folketinget, der har besluttet de regler. Skal Folketinget så uden videre sætte dem til side og dermed i virkeligheden forhåne de mennesker, der er blevet afvist?

Der er en taletid på 1 minut til korte bemærkninger. Ministeren.

Jeg må jo sige som integrationsminister og med erfaring fra Folketinget fra næsten alle ministeriers lovgivning, at de fleste ministerier og ikke mindst Integrationsministeriet og Justitsministeriet nærmest dagligt er i den situation, at når vi forbereder lovforslag, er det hele tiden lovforslag, der indebærer, at vi meget nøje studerer diverse konventioner. Grundloven har vi jo så meget styr på i forvejen, at vi sjældent ligefrem behøver at studere den, men både grundloven og konventionerne og for så vidt også anden lovgivning er jo noget, der indgår i alt lovgivningsarbejde, for at tingene skal passe sammen. Det er altså vores opfattelse, og vi har selvfølgelig vidst, dengang den konvention blev underskrevet, at det var mennesker, som ikke ville kunne opfylde betingelserne, som her ville få statsborgerskab. Det er netop en undtagelse, som vi har sagt ja til.

Så spørger hr. Søren Krarup, om det er rimeligt over for dem, vi giver afslag. Nej, det vil de pågældende formentlig ikke føle, men man kan ikke sige andet, end at sådan er det, når vi har underskrevet de konventioner. Danmark er jo ikke en ø. Vi ønsker at være med i det internationale samarbejde. Vi undertegner en lang række konventioner, hvor der er en gensidighed. I øjeblikket diskuterer vi meget Dublinforordningen, som netop bygger på gensidighed, hvorfor jeg fastholder, at vi sender asylsøgere tilbage til Grækenland osv. osv. Mange af konventionerne indgår vi også, fordi vi selv vil være med i et samarbejde, der går begge veje.

Hr. Langballe.

Jeg synes, det er en mærkelig argumentation. Folketingets flertal og ministeren handler retsløst, for det er man nødt til, når man underskriver konventioner. Jamen, sagen er måske den, at man skulle tage at besinde sig på konventionen og på sin egen deltagelse i den og sige, at en konvention altså ikke er hellig. Den dag, den er skadelig for landet, for borgernes retsfølelse, kan man bede om at få den ændret, eller man kan træde ud af den. Anderledes er det vel ikke.

Så vil jeg sige, at det er muligt, at den konventions ordlyd, der siger »skal«, altså at de skal optages som statsløse på lovforslaget, måske er særlig provokerende her i Danmark, hvor vi har den særlige ordning, takket være nogle vise grundlovsfædre, at statsborgerskab gives ved lov. I andre lande er det jo ikke Folketinget, der provokeres, ved at man giver ordre til det.

Så er det ministeren.

Jamen når hr. Jesper Langballe giver mig det råd, at jeg skal besinde mig på konventionen, så kan jeg benytte lejligheden til at tilstå, hvorfor der er så mange statsløse palæstinensere på dette lovforslag. Det er der, fordi dem, der burde have haft statsborgerskab tidligere, ikke har fået det, netop fordi jeg har besindet mig.

Jeg synes, at det her var en svær sag, og derfor har jeg også indhentet udtalelser og råd i andre lande for at høre, hvordan man har gjort der, og jeg er altså nået til, at disse mennesker, der er statsløse, skal have statsborgerskab i Danmark. Det er det lovforslag, jeg har fremsat, og det er det lovforslag, som regeringen fastholder.

Så skal jeg jo lige slå den lille krølle, nemlig at den eneste måde, man kan komme uden om ikke disse personer, men statsløse i al almindelighed på, jo er at gøre som de lande, der har dobbelt statsborgerskab, for de har lettere ved at komme uden om reglerne om statsløse end os, der ikke anerkender dobbelt statsborgerskab

Hr. Søren Espersen for en kort bemærkning

Jeg vil bare lige sige, at vi jo hvert år i april måned har indført sådan en statsborgerskabsdag, en indfødsretsdag, i Folketinget, hvor vi hylder og byder velkommen til alle de nye danske statsborgere med sang og musik og fest, og hvor vi virkelig siger: Nu skal I være hjerteligt velkomne.

Mener integrationsministeren, at de her 35 personer, vi taler om, også er hjerteligt velkomne ligesom alle de andre? Eller er det sådan noget særligt, vi skal? Bliver de overhovedet inviteret med til festen, for det er jo ikke sådan af hjertet, vi byder dem velkommen. Det er simpelt hen, fordi vi har fået påduttet det udefra, ikke? Er de velkomne til vores fest i april eller ej?

Ministeren.

Det spørgsmål, som medlem af Folketinget, hr. Søren Espersen stiller, skal han stille til medlem af Folketingets præsidium, hr. Søren Espersen, som står for invitationen.

Hr. Søren Espersen.

Nu har jeg stillet spørgsmålet til mig selv, og jeg har også svaret på det i en lukket kreds, så det behøver jeg ikke her. Men jeg ved, at integrationsministeren jo er med til de her begivenheder. Der vil jeg spørge, om hun så også vil byde dem her, hvoraf nogle af dem jo slet ikke er egnede til det, hjerteligt velkommen.

Lige en ting mere: Kan det ikke bekræftes, at efter de her regler, de her undtagelsesregler, som nu starter, kunne man sagtens forestille sig, at folk, der var idømt flere års fængsel, kunne få dansk indfødsret? Det synes jeg er værd at få bekræftet.

Ministeren.

Jamen som jeg jo har sagt, kan der være personer her, der ikke opfylder betingelserne, det kan også være med hensyn til straf. Men når jeg svarede, som jeg gjorde, på hr. Søren Espersens spørgsmål, så var det selvfølgelig, fordi det er Folketingets præsidium, der inviterer til denne statsborgerskabsdag, som jeg ved mange er glade for. Det vidste hr. Søren Espersen jo også i forvejen. Han har åbenbart ikke lagt mærke til mit fravær hvert år. Jeg har faktisk været fraværende hvert år af den grund, at den danske kirke i Sydslesvig har årsmøde samme dag. Og det har jeg så valgt at deltage i hvert år.

En kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Der var en enkelt historisk parentes, jeg ikke helt kan lade ligge. Jeg vil sige til ministeren, at det ikke er rigtigt, at det var Troels G. Jørgensen, der påtvang Folketinget kommunistlovgivningen. Det var den tyske besættelsesmagt, der efter sit angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 krævede, at kommunisterne skulle udelukkes af Folketinget. Det blev der lavet en lov om, og ministeren skulle læse debatten og se den beskæmmende enighed, der var, om, at det var helt i orden, sådan at det var Folketinget, der vedtog det.

Det er fuldstændig som dette her: Folketinget vedtager, at 35 personer – af hvilke mange har fået meget høje straffe og har andre svagheder, som aldrig ville give dem indfødsret ellers – kommer på forslaget til indfødsretslov. Der har vi så modsætningen, som bliver illustreret ved årstallet 1941: at Folketinget af en international konvention for så vidt lader sig stille, som Folketinget var i 1941 af den tyske besættelsesmagt. Og det er urimeligt.

Lad os fastholde, at vi kan ændre den konvention, vi kan træde ud af FN-konventionen og holde os til det, grundloven siger, sådan at det er Folketinget alene, der bestemmer, hvem der får indfødsret.

Tak. Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Søren Krarup, at vi jo nok ikke bliver enige. Jeg synes i det hele taget ikke, at sammenligningen med kommunistloven er så relevant, men jeg er da glad for, at hr. Søren Krarup nu siger, at det var en beskæmmende enighed i Folketinget. Det er præcis det, jeg mener det var, og jeg havde ønsket en hel anden debat, men nu var jeg der så af gode grunde ikke. Jeg synes, det var beskæmmende, at man vedtog den kommunistlov, som jo var en lov, hvormed man netop forfulgte et mindretal af borgere i Danmark. Det skulle man ikke have gjort.

Det, vi gør her, er det modsatte. Vi giver netop nogle statsløse borgere en særlig beskyttelse, en særlig ret, nemlig at opnå statsborgerskab, og det føler jeg ikke er beskæmmende. Det er en undtagelse fra de almindelige regler, vi har aftalt, men jeg mener, det er rigtigt, at det må være sådan over for statsløse borgere.

Hr. Søren Krarup.

Vi er alle sammen interesserede i at hjælpe dem, der har brug for hjælp, men uden videre at sige, at fordi man har 2, 3 eller 4 års fængsel for kriminalitet eller vold, er man så hjælpeløs, at man skal være dansk statsborger, er temmelig selvmodsigende. Og der må vi altså have lov til at sige i Indfødsretsudvalget, at det er Folketinget, dvs. Indfødsretsudvalget, der bestemmer, hvem man vil have på lovforslaget, og man vil ikke have det påtvunget af en FN-konvention, som ministeren accepterer, fordi hun synes, det er så synd for dem, der har begået kriminalitet. Det er og bliver en modsætning mellem den danske grundlov og en FN-konvention. Det er nødvendigt at få det modsætningsforhold afklaret, og jeg foretrækker, at det bliver på den danske grundlovs betingelser.

Ønsker ministeren ordet igen?

Jamen hr. Søren Krarup og jeg er fuldstændig enige, og derfor er lovforslaget også fremsat på den danske grundlovs betingelser, og det er også mit gæt, at det bliver vedtaget sådan med et stort flertal her i Folketinget.

Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 af et mindretal (Dansk Folkeparti). Afstemningen starter nu.

Afstemningen slutter.

For ændringsforslaget stemte 18 (DF), imod stemte 89 (V, S, SF, KF, RV, EL og LA), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 2, tiltrådt af udvalget, eller om ændringsforslag nr. 3 og 4, tiltrådt af et flertal (udvalget undtagen Enhedslisten)?

De er vedtaget.

Der er stillet forslag om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.