Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 38:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech).

(Fremsættelse 28.10.2010).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Karsten Lauritzen som ordfører for Venstre.

Tak. Venstres ordfører, fru Marion Pedersen, kunne desværre ikke være til stede i dag, så derfor skal jeg læse hendes ordførertale op på hendes og Venstres vegne:

Det er mange forskellige slags lovforslag, man som folketingsmedlem bliver stillet over for. Det lovforslag, vi behandler her i dag, er et af de mere glædelige. Det drejer sig nemlig om et lovforslag, som vil gøre 1.179 voksne og 557 børn til nye danske statsborgere. Det er voksne og børn fra 101 forskellige lande, som har søgt om og fået retten til fremover at kalde sig for danske statsborgere, og som derfor har fået de samme rettigheder og pligter som alle andre danske statsborgere.

Det er et privilegium at få dansk statsborgerskab, og for de fleste er det en meget stor beslutning, da det jo medfører, at de samtidig må opgive det statsborgerskab, de hidtil har haft. De siger på den måde ja til de demokratiske værdier, vores land bygger på, og som grundloven beskriver. De siger ja til at være en del af at deltage i vort danske demokrati.

Mange arbejder hårdt for at nå hertil. De har skullet lære sproget, som bestemt ikke er let, de har skullet lære mange ting om det danske samfund, og det bliver man nødt til at anerkende. Jeg håber, at alle får glæde af deres nye statsborgerskab og vil ønske dem hjertelig tillykke. Samtidig vil jeg gerne udtrykke et ønske om, at de, når de næste år bliver inviteret til statsborgerskabsdagen her på Christiansborg for at fejre deres ny status, vil tage imod invitationen og komme ind med deres familier og se Folketinget og fejre deres nye status sammen med alle de andre, som også er blevet danske statsborgere.

Jeg skal også her fra Folketingets talerstol sige, at en af de personer, vi giver statsborgerskab til her i dag, er en, som jeg og et andet folketingsmedlem fra Venstre har haft i praktik i ½ år, en ung kvinde, som har gjort en stor indsats for at blive dansk statsborger. Hun har i særdeles fortjent det, og det er mit klare indtryk, at hendes indsats er lige så stor som indsatsen fra de andre, som står her i lovforslaget. Det er derfor en stor glæde for mig at ønske både hende såvel som de andre, som får statsborgerskab, når vi stemmer om lovforslaget ved tredje behandling, tillykke med deres nye status, som Venstre selvfølgelig bakker op om.

Tak til ordføreren. Hr. Lennart Damsbo-Andersen som ordfører for Socialdemokraterne.

Fra Socialdemokratiet skal der også lyde et stort tillykke til de 1.736 børn og voksne, der med denne lov opnår dansk indfødsret.

Det er i sandhed ikke nogen let sag at blive dansk statsborger. For de af os, der er født ind i statsborgerskabet, er det ingen sag, men for alle dem, der kommer ude fra den store verden her til landet med et ønske om at være en del af det danske samfund fuldt og helt inklusive statsborgerskab, er det en anden sag. Et er, at det kan være svært at sige farvel til statsborgerskabet i det land, man kommer fra, noget andet er at komme igennem nåleøjet og kvalificere sig til at blive dansk statsborger. Det kræver en stor indsats. For de 1.736 på listen, som vi nu behandler, har indsatsen båret frugt, og jeg vil på vegne af Socialdemokratiet ønske et stort tillykke, og jeg ser frem til, at vi mødes her på Christiansborg på den kommende statsborgerskabsdag i foråret 2011.

Tak til ordføreren. Hr. Søren Krarup som ordfører for Dansk Folkeparti.

Vi har forud meddelt i forbindelse med de almindelige bemærkninger til dette lovforslag, at vi vil stemme for det, hvilket er en forlængelse af og i overensstemmelse med vores aftale af 22. september 2008. Og vi agter at holde vores ord, men vi vil meddele ministeren, at det muligvis bliver sidste gang, vi vedkender os denne aftale. Der er sket noget, som får os til at sætte hælene i. Vi er blevet opmærksomme på, at forudsætningerne for vores ja synes at være bristet.

Grundlæggende gælder det for vores forhold til dansk indfødsret, hvad der meddeles i grundlovens § 44, at dansk indfødsret meddeles ved lov. Det vil sige, at det er det danske Folketing og dermed det danske folk, der skænker dansk indfødsret som en gave til dem, der har gjort sig fortjent til denne gave. Ja, en gave, ingen ret. Der er ingen fremmede, der har ret til indfødsret. Det er det danske folks gave til dem, der har kvalificeret sig til at modtage den.

Men i denne lov har 35 personer fået dansk indfødsret på grundlag af FN's konvention om begrænsning af statsløshed. Som om FN har adkomst til at meddele dansk indfødsret. Det fremgår, at Danmark den 6. juni 1977 ratificerede FN's konvention af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed.

Det fremgår videre, at regeringen på grundlag af denne konvention i det foreliggende lovforslag har tildelt 35 personer indfødsret, selv om de pågældende ikke har opfyldt de betingelser, der stilles til dem, der skal kunne blive danske statsborgere. I et brev af 18. oktober meddeler ministeren, at de pågældende for næsten alles vedkommende ikke har opfyldt sprogkravet, ikke har opfyldt kravet om indfødsretsprøve, ikke har opfyldt kravet om selvforsørgelse, og for en dels vedkommende heller ikke har opfyldt vandelskravet, svarende til, at ministeren meddeler, at end ikke en straf på 2 års ubetinget fængsel for kriminalitet vil forhindre optagelse på loven.

Det fremgår, at ministeriet først for et års tid siden er blevet opmærksom på denne konsekvens af FN's konvention, idet man tidligere krævede de normale krav opfyldt af dem, der fra 2004 ikke kunne blive danske statsborgere ved erklæring. Men med dette lovforslag har man rettet ind efter FN's konvention og tildeler altså 35 personer dansk indfødsret, som ikke på nogen måde har gjort sig fortjent dertil.

Jeg er ked af at sige det, men dette vil vi fra Dansk Folkeparti ikke acceptere. Skal denne linje fastholdes og dansk indfødsret således devalueres, stemmer vi for fremtiden nej til indfødsretslove. Vi må kræve, at kravet om dansk sprog, om indfødsretsprøve, om selvforsørgelse og om straffri vandel også gælder for dem, som FN vil tildele dansk indfødsret, for vi fastholder ubetinget, at det er Folketinget og ikke FN, der er bestemmende vedrørende indfødsret.

Vi gentager, at der er ingen, der har ret til at blive dansk statsborger. Det er det danske folks gave, ikke nogen ret. Det er Folketinget, der frit bestemmer, hvem der skal kunne høre til det danske folk, og hverken FN eller læger eller psykiatere skal kunne tage den afgørelse ud af Folketingets hænder. Hermed har vi også sagt, at vi er meget kritiske over for § 24, stk. 3, i indfødsretscirkulæret, der vil gøre sygdom til en slags ret til dansk indfødsret. Nej, der er ingen, som har ret til at opnå statsborgerskab. Det er en gave, ingen ret, og hvis vi ikke kan få dette grundlæggende synspunkt respekteret i det danske Folketing, stemmer vi for fremtiden nej til indfødsretslovene.

Tak til ordføreren. Hr. Bilal Inekci som ordfører for SF.

Tak for ordet. SF kan også støtte lovforslaget her. Det er jo glædeligt, at der er så mange mennesker, der gerne vil have dansk statsborgerskab, og det er jo også glædeligt, at der er så mange, der har kunnet opfylde kriterierne for at få dansk statsborgerskab. Mange har ydet en stor indsats og har her haft muligheden for at leve op til de krav, der stilles for at blive danske statsborgere. Samlet set drejer det sig om 1.736 personer, deraf 557 børn, der nu får statsborgerskab, og det synes jeg er glædeligt.

SF har ikke stået bag de gentagne stramninger, der har været i reglerne for at opnå dansk statsborgerskab, men med de eksisterende regler har den her gruppe mennesker i hvert fald kunnet opnå de privilegier, der ligger i at være dansk statsborger. Og som jeg sagde, er det jo en stor indsats, der er ydet her, og jeg håber meget, at de familier – både voksne og børn – som er omfattet af det her lovforslag, vil få meget gavn og glæde af, at de nu bliver danske statsborgere. Så på vegne af hele SF vil jeg ønske dem velkommen – selv om de jo har boet her i Danmark i mange år – og sige tillykke med statsborgerskabet.

Hr. Tom Behnke som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Af hensyn til historieskrivningen vil jeg gerne starte med at gøre opmærksom på, at det ikke er FN, der bestemmer, hvem der får dansk statsborgerskab. Det gør Folketinget. Og det er Folketinget, der med sine tre behandlinger af det her lovforslag og til sidst, når der skal stemmes ved tredjebehandlingen, stemmer om, hvorvidt lovforslaget skal vedtages. Hvis det bliver vedtaget, betyder det jo så, at de personer, der er på forslaget, får dansk statsborgerskab.

Jeg vil gerne som andre ønske tillykke til dem, der har kvalificeret sig til at komme på det her lovforslag. Der er jo prøver, der skal bestås; der er kriterier, som skal opfyldes; og jeg håber ligesom mange andre at se mange af ansøgerne – mange af dem, der får dansk statsborgerskab – møde op på vores statsborgerskabsdag til foråret og også ved den lejlighed hilse på og ønske tillykke.

Så Konservative kan støtte forslaget, som det foreligger.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Jeg vil kun sige, at jeg er fuldstændig enig med hr. Tom Behnke i, at det er Folketinget, der ved tredje behandling bestemmer, om man siger ja eller nej til lovforslaget, men de, der er kommet på lovforslaget, er altså folk, som ikke har kvalificeret sig til normal optagelse på lovforslaget. Det er det, der er det afgørende.

Ordføreren.

Jo, men forudsætningen for, at man kommer på lovforslaget, er jo, at man opfylder kriterierne, eller at man som følge af nogle af de konventioner, som vi i Danmark har vedtaget at tilslutte os, kommer på lovforslaget alligevel, de gælder f.eks. de statsløse. Forudsætningen for det er jo, at vi i Folketinget har vedtaget og bestemt os for at ratificere den pågældende konvention, og det er så gjort. I overensstemmelse med det er regeringen – og dermed også ministeriet – jo nødt til at gøre, som vi i Folketinget har bestemt, nemlig at disse personer skal på lovforslaget. Men hvis vi i Folketinget efterfølgende synes, at det skal de ikke, så kan man stille ændringsforslag om, at de 35 personer udgår af lovforslaget, inden vi stemmer om det ved tredjebehandlingen. Det vil vi fra konservativ side være imod, så det, vi taler om nu, er formalia.

Jeg kan også forstå, at Dansk Folkeparti vil stemme for lovforslaget ved tredjebehandlingen, og det er fint. Det synes jeg er godt. Men det er mere for lige at ramme en pæl igennem, at det er FN, der bestemmer, hvis der skulle være nogle, der følger den her debat, der har fået det indtryk. Det er det ikke, det er Folketinget. Når vi efterkommer nogle af FN's bestemmelser, er det, alene fordi vi har vedtaget, at vi ønsker at efterkomme dem.

Hr. Søren Krarup.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi har optaget folk på indfødsretsloven, som har kvalificeret sig til det, men det gælder altså vel at mærke ikke de folk, der kommer på i kraft af FN's konvention. Det er noget, der går på tværs af det, vi har vedtaget i vores udvalg, i Indfødsretsudvalget, i vores aftale, og derfor er det altså et brud på det, der hidtil har været gældende.

Jeg er ked af at sige det, men på de betingelser her vil vi altid være nødsaget til at stemme nej, fordi det altså er et brud på det danske Folketings ret til selv at afgøre, hvem der kommer på forslaget. Det er jo altså ikke FN, det er ikke FN, der udgør Folketinget. Det er fuldstændig rigtigt, at vi ved tredjebehandlingen har mulighed for at sige nej, men jeg spørger: Hvad skal de overhovedet på for, når de ikke har kvalificeret sig til de prøver, vi har opstillet?

Ordføreren.

Det er jo en strid om ord. Altså, det, der gør sig gældende, er, at det er Folketinget, der beslutter, hvem der skal have dansk statsborgerskab. Hvis der bliver stillet ændringsforslag om, at nogle personer skal udgå af det her lovforslag, og det ændringsforslag bliver vedtaget, så får de ikke dansk statsborgerskab. Forudsætningen for at få dansk statsborgerskab er, at man stadig væk er på lovforslaget, når vi når til tredjebehandlingen, og at et flertal i Folketinget stemmer for lovforslaget. Det er forudsætningen for at få dansk statsborgerskab.

Hvilke kriterier, vi så har opstillet for, at man kan komme på lovforslaget, er en helt anden diskussion og snak. Der er nogle kvalifikationer, man skal opfylde; der er nogle prøver, man skal bestå; og der er for nogle personers vedkommende tale om, at vi med et flertal i Folketinget har besluttet os for at tiltræde en FN-konvention, der går ud på at undgå, at personer er statsløse, og dermed giver man dem statsborgerskab. Det gør sig så gældende for 35 personer her.

Men det er jo, alene fordi Folketinget ønsker det. Det er jo ikke, fordi FN har dikteret det eller bestemt det eller trukket det ned over hovedet på Folketinget. Det er den indvending, jeg har imod hr. Søren Krarups udlægning af teksten. Det er ikke FN, der bestemmer; det er alene Folketinget, jævnfør grundlovens § 44.

Tak til ordføreren. Hr. Jørgen Poulsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Nu ved jeg ikke, om det var en fejl, at Venstre kun ville glæde sig over de godt 1.100 af dem, som får dansk statsborgerskab. Vi vil i hvert fald i Radikale Venstre glæde os over alle 1.736 personer, inklusive de 557 børn, som nu får dansk statsborgerskab. De kan nu på lige fod med alle andre danskere deltage i samfundet med alle de rettigheder og pligter, som det medfører, og de kan være med til at bestemme, hvem der skal sidde her i Folketinget og også i Europa-Parlamentet. Det er alt sammen fint.

Det, der så ikke er så fint, og som jeg også synes skal nævnes ved en lejlighed som den her, er, at mange af dem for at blive danske statsborgere har måttet opgive statsborgerskabet i det land, hvor de er født. De har så at sige måttet klippe navlestrengen over til det land, hvor de er født. Og det ved vi gør ondt – på samme måde, som det jo gør ondt på mange danskere, at de bliver tvunget til at opgive deres danske statsborgerskab, hvis de vil være statsborgere i et andet land, ikke fordi andre lande nødvendigvis forlanger det, men fordi den danske stat forlanger det. I EU er det stort set nu kun Danmark, der fastholder den her gamle ordning, at man kun kan være statsborger i et enkelt land. Det er en ordning, som efter vores mening for længst har overlevet sig selv. Den stammer fra en tid, hvor statsborgerskabet havde betydning for mange ting som aftjening af værnepligt, skat, sociale goder og stemmeret, men alle disse ting afgøres jo i dag af, hvor man bor, og ikke af, hvor man har statsborgerskab. Så det er efter vores mening fuldstændig grundløst, at Danmark krampagtigt holder fast i denne regel, som andre lande i EU som sagt allerede har afskaffet.

Derfor vil vi også i Radikale Venstre arbejde på en lovændring på det her område, en ændring, der gør, at danskere, der opnår statsborgerskab i et andet land, kan beholde deres danske statsborgerskab, og at udlændinge, som opnår dansk statsborgerskab, kan vælge at beholde deres oprindelige statsborgerskab. Det vil hverken gøre det lettere eller sværere at blive dansk statsborger, men det vil være til stor glæde, og det vil være en stor lettelse for masser af mennesker i deres hverdag, og som sagt vil det ikke have nogen som helst praktisk betydning for staten i øvrigt.

Med disse bemærkninger vil også Radikale Venstre hilse de mange nye danskere velkommen og bifalde forslaget.

Tak til ordføreren. Fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Jeg vil også gerne på vegne af Enhedslisten sige tillykke og velkommen til alle de mange, der kommer til at få statsborgerskab, når dette lovforslag bliver endeligt vedtaget ved tredjebehandlingen. Vi synes, det er glædeligt, at der er så mange af dem, der er kommet hertil, som gerne vil være en del af samfundet, og som har søgt under de meget, meget svære betingelser, der er for at blive dansk statsborger.

Samtidig vil jeg altså også gerne sige, at vi synes, det er ærgerligt, at der ikke er mange flere, der kan få lov til at blive danske statsborgere. Vi synes, det er en meget, meget uheldig udvikling, at man gør det så utrolig svært at få lov til at tage del i demokratiet, og at man opbygger en større og større gruppe af borgere i dette land, som aldrig nogen sinde får mulighed for at blive en del af demokratiet. Vi mener, det er helt afgørende i et land, at de mennesker, der bor her fast, de mennesker, der ønsker at være en del af samfundet, faktisk også kan tage del i demokratiet. Vi mener, at erfaringen klart viser, at det er den måde, et land bliver stærkt på: at man har et stærkt demokrati. Derfor ønsker vi, at borgere i dette land også skal kunne blive en del af demokratiet – skal kunne få statsborgerskab og tage del i folketingsvalg osv.

Men det ønsker man altså ikke fra flertallets side. Regeringen og Dansk Folkeparti mener, at hvis man er fattig, hvis man er dårligt uddannet, hvis man ikke er så god til sprog, eller hvis man er syg og derfor har svært ved en del af de andre ting, skal man ikke have lov til at tage del i demokratiet. Det er ikke en demokratiopfattelse, vi deler, og vi håber, at den snart kan blive ændret.

Så tillykke til alle dem, der nu får statsborgerskab. Vi håber, at vi får mulighed for at sikre, at endnu flere kan blive en del af demokratiet.

Tak til ordføreren. Integrationsministeren.

Jeg siger tak for de faldne bemærkninger. Jeg har ikke så meget at tilføje. Jeg havde troet, jeg skulle brillere med et foredrag om FN og Folketinget, men hr. Tom Behnke har jo sagt, hvad der skulle siges. Det er nemlig fuldstændig rigtigt, at når man som regering, hvis magt er afledt af Folketinget, tiltræder konventioner, menes der jo derved, at vi frivilligt indskrænker vore muligheder, fordi vi mener, at de konventioner skal indgå som retskilder i Danmark. Og det er jo så baggrunden for, at vi har fået listet det antal sager op. Jeg kan fortælle, at baggrunden for, at der er så mange, jo er beskrevet i et brev fra den 27. januar i år, som jeg gerne sender over igen – hr. Søren Krarup nævnte også et senere brev – så man kender grunden.

Jeg synes heller ikke, at det er særlig morsomt at komme med de 35 sager nu, men jeg har det fuldstændig som hr. Tom Behnke: Når vi har underskrevet de konventioner, skal vi selvfølgelig også overholde dem, selv om vi lidt sent opdager, at de er der. Det har intet at gøre med Folketingets kompetence, for Folketinget kan i morgen pålægge regeringen, at vi skal rende fra de konventioner og skrive til FN og opsige vores ratifikation. Det har vi så ikke i sinde at gøre, men det kunne vi, og jeg giver også kun eksemplet for at sige, at Folketinget er helt suverænt – det står i grundloven. Og det er, som hr. Søren Krarup har sagt, sådan, at de her mennesker ikke nødvendigvis opfylder betingelserne, og det skal jeg meget beklage at vi først kommer med nu.

Tak til ministeren. Hr. Søren Krarup for en kort bemærkning.

Ministeren ved jo selvfølgelig godt, at de, der har stået på vores indfødsretslovforslag tidligere, er dem, der alle sammen har opfyldt de betingelser, vi har opstillet: sprogkrav, indfødsretsprøve osv.

Nu har vi altså gjort det, som ikke er blevet gjort før: Vi har ladet FN bestemme, hvem der kan komme på vores lovforslag. Det er og bliver jo altså et brud på de regler, vi hidtil har haft, og det er et brud på, at det er Folketinget og ikke FN, der bestemmer, hvem der kommer på lovforslaget. At vi kan forkaste det ved tredjebehandlingen, er en anden sag. Men selve det, at de kommer på lovforslaget, er et brud med de forudsætninger, vi hidtil har haft.

Så vil jeg lige minde ministeren om, at det var, fordi muligheden for erklæring faldt væk i 2004, at man derefter krævede, at de, der hidtil havde kunnet komme på lovforslaget ved erklæring, skulle bestå prøverne. Sådan var det indtil 2010. Altså, sådan har det kørt i 6 år, og det har jo kørt fortræffeligt.

Hvorfor man pludselig falder på knæ for FN, og hvem der egentlig har gjort det, gad jeg nok vide. Jeg spørger direkte ministeren: Er det ministeren, der har fået den idé, at FN skal have lov til at bestemme, hvem der skal komme på vores lovforslag?

Ministeren.

Jeg gentager gerne, at jeg er totalt uenig med hr. Søren Krarup i denne sag. Ja, det er ministeren, der har bestemt, at når retsstillingen nu er sådan, og vi har skrevet under på FN-konventionen, så skal de optages på lovforslaget. Det har jeg bestemt, og det føler jeg at jeg har gjort af egen fri vilje, fordi jeg altså nu har fået juraen på det rene, og så mener jeg, at det er sådan, det skal være. Det føler jeg er af min helt egen fri vilje, og jeg føler slet ikke, at jeg gør indgreb i Folketingets suverænitet. Slet ikke.

Det er jo sådan, at alt, hvad vi politisk indgår af aftaler, alt, hvad vi laver her i Folketinget, selvfølgelig altid bliver gjort i respekt for de konventioner, vi har skrevet under. Det er noget af det, vi skriver meget om i lovforslagene inden for udlændigeretten. Det gjorde vi ikke i gamle dage, for da var det en selvfølge, at det naturligvis altid var under respekt for konventionerne. Der er også mange andre områder inden for lovgivningen, hvor man ikke skriver det, fordi det er en selvfølge, og det bør være en selvfølge, at det er en del af dansk ret. Det er selvfølgelig ikke noget pjat og uden virkning, når vi skriver under – så ville vores lille land jo fuldstændig miste sin troværdighed i verdenssamfundet, og det er jeg ikke interesseret i.

Så her er vi nok uenige om, hvad der ligger i, at en regering helt frivilligt og under ansvar for Folketinget underskriver en konvention.

Hr. Søren Krarup.

Der er et gammelt ord, der hedder, at man må have en grimasse, der kan passe, og det vil jeg naturligvis ikke henføre på ministeren. Men jeg vil gøre opmærksom på, at indfødsrettens mening faktisk fra begyndelsen var, at det skulle være et udtryk for dansk identitet. Og jeg ved ikke, om ministeren ved, at den første formand for det første indfødsretsudvalg ved den første indfødsretslov hed N.F.S. Grundtvig, og han holdt den 22. marts 1850 en ganske glimrende tale, hvor han netop understregede, at dansk indfødsret er selve identifikationen af dansk identitet.

Når man så kommer og hævder, at det er korrekt, at man indfører FN til at fortælle, hvem der kan få dansk indfødsret – og der er tale om personer, som har overtrådt loven, hvis vandel ikke er svarende til, hvad vi kræver; personer, som overhovedet ikke er kvalificeret efter de regler, vi selv har opstillet – vil ministeren så ikke indrømme, at hun er meget langt fra det, som Grundtvig satte som formålet med indfødsret?

Ministeren.

Nej, det mener jeg nu ikke nødvendigvis jeg er, men Grundtvig skrev og agerede jo i en ganske anden tid. Da var det tyskerne, man skulle holde fra grænsen. I dag er vi i en helt anden situation. Vi er en del af det internationale samfund, og det er jeg stolt af, så jeg har ikke nogen problemer med det. Tværtimod ville jeg sige, at det var pinligt, hvis vi ikke var med. Vi er en del af det internationale samarbejde, vi er en del af verden. Danmark skal også sætte sit fingeraftryk på verden, og det foregår i et ligeværdigt samarbejde, og det mener jeg at vi skal fortsætte med.

Det er ikke rart at skulle give indfødsret til nogen, der ikke opfylder betingelserne og som måske aldrig vil kunne komme til det, men det er altså en del af dansk ret i dag. Sådan må vi sige det, selv om det ikke er direkte inkorporeret. Det er nu en del af indfødsretten, at det foregår med respekt for konventionerne.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.