Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 37:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og integrationsloven. (Revision af reglerne om uledsagede mindreårige udlændinge m.v.).

Af integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech).

(Fremsættelse 28.10.2010).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Karsten Lauritzen som ordfører for Venstre.

Tak. Det lovforslag, som vi her diskuterer, omhandler jo uledsagede mindreårige asylansøgere og en række ændringer i den forbindelse. I Venstre har vi den holdning, at de danske asylregler skal skrues effektivt sammen, så der sikres hjælp til de personer, som reelt har behov for det, men så de samtidig har en præventiv virkning på de mennesker, der mere eller mindre bevidst forsøger at få et asyl i Danmark, som de ikke er berettiget til.

Siden 2007 har Danmark – ligesom en lang række andre europæiske lande – oplevet en kraftig stigning på, jeg tror over 500 pct. i antallet af uledsagede mindreårige, der kommer hertil. Uledsagede mindreårige vil sige unge under 18 år – jeg vil ikke sige børn, for det mener jeg at de færreste af dem er – der kommer hertil uden deres familiemedlemmer for at søge om asyl. Disse unge får deres asylsag behandlet efter en helt særlig procedure, så vi sikrer os, at der bliver taget forsvarligt hånd om dem. En stor del af den her gruppe, vi taler om, er 15-17-årige, typisk drenge, der kommer fra Afghanistan. En række danske og internationale undersøgelser viser dog, at der er god grund til at formode, at et større antal af de uledsagede mindreårige er sendt af sted af deres forældre, der har betalt menneskesmuglere en mindre formue med det formål at få dem til Danmark, for at de kan tjene penge til familien eller på sigt måske kan få resten af familien med til Danmark.

I 2009 gennemførte politiet en aldersundersøgelse af 120 af de her unge. I syv ud af ti tilfælde var de pågældende, der sagde, at de var mindreårige, 18 år eller derover. Det er i hvert fald det, der er de danske myndigheders vurdering. Så er man selvfølgelig ikke ung længere. De undlader også at oplyse, at de har kontakt med deres forældre, og siger, at de ikke ved, hvor familien opholder sig. Hvis vi kigger lidt på nogle af de undersøgelser, der er, kan vi desværre se, at de taler deres eget sprog. I hele Europa og særlig i Norden står vi i en situation, hvor vores asylregler er under pres på grund af nogle, der mere eller mindre bevidst forsøger at nedbryde dem. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, og derfor følger vi nu i Danmark i fodsporet af lande som Norge, Storbritannien og Holland og strammer reglerne for de uledsagede mindreårige.

En del af lovforslaget går ud på at opstarte et modtager- og omsorgscenter i de her unges hjemland, specielt i Afghanistan, hvor langt det største antal kommer fra. Her skal de hjemsendte unge kunne blive indkvarteret og få tilbudt uddannelse og deltagelse i reintegrationsforløb. Vi skal kort sagt i højere grad prioritere, at de unge får en tryg hjemsendelse og bliver hjulpet i hjemlandet. Derfor er vi også nødt til at skærpe reglerne, så der ikke gives opholdstilladelse til uledsagede mindreårige fra Afghanistan, hvis det er muligt for dem at vende tilbage til modtager- og omsorgsfaciliteterne. Det er i hvert fald det, man beder om hjemmel til her i lovforslaget. På den måde tager man hånd om de unge på en tryg måde, samtidig med at man bekæmper uacceptabelt snyd.

Nogle af erfaringerne med de her modtagercentre i andre lande, hos hvem man har fundet inspiration her i Danmark, kommer bl.a. fra Holland. Der oprettede man for år tilbage modtagerfaciliteter i Angola og Congo, hvortil uledsagede mindreårige blev sendt – unge, der sagde, at de var uledsagede, og at de var mindreårige. Ifølge de hollandske erfaringer fra Angola var det faktisk sådan, at alle de børn, alle de unge, som sagde, at de var under 18 år, og at de ikke havde nogen familie, med undtagelse af én blev hentet af deres slægtninge i lufthavnen. Det sender jo et signal om, at der er nogle, der kommer og siger, at de er unge og uledsagede, men som hverken er unge, dvs. under 18, eller uledsagede, dvs. ikke har familie i deres hjemland. Så forsøger de at udnytte nogle asylregler, selv om de ikke er berettiget til asyl.

Unge uledsagede, der er berettiget til asyl – altså nogle, som reelt er unge, og som reelt er uledsagede – skal fortsat beskyttes, og det bliver de i lovgivningen. Men vi vil ikke i Venstre være med til at have en lovgivning, der understøtter menneskesmugling, hvilket jeg desværre er bange for at den nuværende lovgivning gør, og derfor ligger der også i lovforslaget, at de unge, der bliver anerkendt som uledsagede mindreårige, skal have deres asylsag vurderet igen, når de fylder 18 år og ikke er mindreårige længere. Den skal prøves gennem den almindelige asylpraksis. Der er selvfølgelig en undtagelsesparagraf, en dispensation i lovforslaget, sådan at man undtagelsesvis, hvis man er velintegreret i Danmark og er kommet hertil som meget ung, lad os sige som 12-årig, og er fuldt integreret og kan sproget osv., ikke skal have sin asylsag prøvet på ny.

Men ellers er det udgangspunktet, og det er altså for at sikre sig mod snyd og svindel med asylreglerne, som man desværre, når man kigger på hollandske og norske erfaringer og også UNHCR’s erfaringer, må erkende eksisterer i et betydeligt omfang. Det er vi modstandere af i Venstre, og derfor bakker vi op om de fornuftige ændringer, der ligger her i lovforslaget.

Jeg skal også på vegne af min konservative kollega, som desværre ikke kan være til stede her i salen i dag, sige, at Det Konservative Folkeparti bakker op om lovforslaget.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg går ud fra, at hvis jeg spurgte Venstres ordfører, om man skal overholde børnekonventionen og tage hensyn til barnets tarv, så ville Venstres ordfører sige, at man selvfølgelig skal det. Derfor vil jeg i stedet for spørge, om Venstres ordfører mener, at man sikrer gode og trygge vilkår for barnet, hvis det er kommet hertil som 12-årig og har fået at vide: Du er et uledsaget barn, som derfor får lov til at blive her, da vi ikke kan finde dine forældre nogen steder, men du skal vide, at når du bliver 18 år, bliver du sendt ud af landet.

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min ordførertale, er der en undtagelsesparagraf, en dispensationsmulighed, og det vil sige, at den unge, der har fået asyl på baggrund af at være mindreårig og uledsaget, skal have vurderet, om vedkommende skal igennem den almindelige asylprocedure, eller om vedkommende kan få lov til at beholde sin opholdstilladelse. Der kigger man på, hvor velintegreret den unge er.

Jeg vil sige, at hvis man er 12 år eller derunder, når man kommer til Danmark, og lærer sproget og bliver integreret – det vil man jo typisk blive på de 6 år, der går, fra man er 12 til 18 – så vil man kunne komme i betragtning i forhold til den undtagelsesparagraf.

Men i øvrigt er det selvfølgelig sådan, som fru Line Barfod siger, at vi overholder børnekonventionen. Hver enkelt sag skal selvfølgelig vurderes individuelt og ses i lyset af børnekonventionen, så den overholdes. Men i forhold til en 12-årig vil jeg mene, at vedkommende kan komme i betragtning som følge af den dispensationsbestemmelse, der er i lovgivningen.

Fru Line Barfod.

Men det kan man jo ikke vide. Hvis man er 12 år, når man kommer til Danmark, er det, som hr. Karsten Lauritzen siger, man får at vide – når man kommer ud i den kommune, der skal tage sig af en og sørge for at integrere en – at når man bliver 18 år, skal man mest sandsynligt sendes ud af landet igen. Der er nogle dispensationsmuligheder, men vi kan slet ikke sige, om de vil blive anvendt på det her barn eller ej. Mener Venstres ordfører virkelig, at det giver barnet den tryghed og sikkerhed i opvæksten, som der skal til, hvis vi skal leve op til at sikre barnets tarv?

Ordføreren.

For Venstre er det sådan, at vi bliver nødt til at have en lovgivning, som ikke understøtter menneskesmugling, og som ikke giver fattige familier et incitament til at betale menneskesmuglere betydelige beløb for at bringe deres børn til Danmark, til den vestlige verden. Hvis vi laver en lovgivning, som siger, at bare fordi man siger, at man er under 18 år og uledsaget, så er man automatisk berettiget til asyl i Danmark på ubestemt tid og til permanent ophold, så får vi altså sådan en ordning, og det ønsker vi ikke i Venstre.

Det her er et fornuftigt kompromis, som jeg synes er fair, og jeg er sikker på, at den tryghed, som det giver at blive anerkendt som uledsaget mindreårig, vil være betydelig større end den tryghed, man vil kunne få der, hvor man kommer fra – der, hvor man eventuelt er flygtet fra.

I den ideelle verden kunne jeg godt forestille mig det anderledes, men det er altså en vægtning af de to forhold, og jeg synes, at man har fundet en fin balance i lovgivningen.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg noterede mig, at ordføreren i sin ordførertale fokuserede meget på kampen mod snyd og bedrag, og at der simpelt hen skulle skrides hårdt ind over for dem, der vil snyde sig til at komme til Danmark osv. Jeg kunne godt tænke mig at tage fat i den del af den her lovgivning, som handler om, hvad der egentlig er barnets tarv. Hvad er vilkårene for de børn, der kommer her til Danmark og så eventuelt bliver sendt hjem?

Ordføreren nævnte bl.a. noget med, at der skal være kvalitet i det modtagecenter, som børnene bliver sendt hjem til. Hvordan vil ordføreren beskrive kvalitet?

Ordføreren.

Det er jo et godt spørgsmål, og det er noget, jeg er villig til at se nærmere på i udvalgsbehandlingen. Venstres udgangspunkt er, at man har lavet nogle ændringer i en række af de andre nordiske lande, fordi der har været en stor søgning af uledsagede mindreårige asylansøgere, hvor det så viste sig, at en del ikke var uledsagede, og hvor en del viste sig ikke at være mindreårige. Jeg forestiller mig, at vi laver det her sammen med de andre nordiske lande, eventuelt i samarbejde med relevante internationale organisationer. Det gør Danmark jo i forvejen i forhold til hjemsendelser, altså samarbejder med UNHCR, som Danmark i øvrigt er en af de største bidragydere til.

For i Venstre har vi den holdning, at i stedet for at hive en masse mennesker fra den ene side af jordkloden til Danmark skal vi da hjælpe folk i nærområdet, og det gør vi gennem UNHCR. Derfor kunne man også forestille sig et samarbejde med dem eller andre relevante organisationer for at sikre den kvalitet, som hr. Lennart Damsbo-Andersen efterspørger.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Det, jeg tænker, er, at der i teksten i lovforslaget bl.a. står noget om mulighed for uddannelse og jobtræning osv. Hvor langt vil ordføreren gå, med hensyn til hvad man skal kunne uddanne sig til? Hvor langt rækker vores garanti, hvis vi går ind i sådan et arrangement her, i forhold til dem, vi sender hjem? Hvornår slipper vi dem i forhold til uddannelse og job?

Ordføreren.

Som jeg sagde før til hr. Lennart Damsbo-Andersen, er det noget, jeg synes vi skal se nærmere på i udvalgsbehandlingen. Der er mulighed for at stille udvalgsspørgsmål og specificere, hvad de andre nordiske landes erfaringer er. Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal sikre, at børnekonventionen, som vi jo anerkender, har skrevet under på, accepteret og implementeret i dansk lovgivning, bliver overholdt, også i forhold til hjemsendelsen af de her unge.

Grundlaget for, at vi laver de her lovændringer, er bl.a. nogle erfaringer fra de andre nordiske lande. Jeg bliver nødt til at sige, at det altså gør et stort indtryk på mig at se en undersøgelse fra Norge i 2008, et forskningsprojekt, hvor man har spurgt 149 unge, som har fået opholdsgrundlag i Norge, fordi de har sagt, at de var uledsagede, og at halvdelen af dem i 2008 siger – anonymt selvfølgelig – at de er i jævnlig kontakt med deres familiemedlemmer. Det sender jo et signal om, at der er noget snyd og svindel, når nogle har fået opholdsgrundlag, fordi de var mindreårige, og fordi de ikke havde nogen familiemedlemmer eller påstod, at de ikke havde det, og så efterfølgende – anonymt godt nok – kan sige, at de så alligevel har været i jævnlig kontakt med dem. Det er den form for snyd, der skal bekæmpes.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen som socialdemokratisk ordfører.

I Socialdemokratiet er vi meget opmærksomme på, at der blandt dem, der søger ophold i Danmark udefra, er en særlig udsat gruppe af mindreårige. Det, at der findes uledsagede mindreårige asylansøgere, er på alle måder tragisk, ikke bare for de mindreårige, der har mistet alt, familie, venner, og som ender i et andet land ved tilfældigheder, men også for de børn, der udsættes for en helt urimelig behandling, når de sendes til den anden side af kloden af deres forældre for at opnå asyl, så deres familier også kan opnå ophold i Europa eller børnene på lang afstand kan forsørge familien. Børnene har ikke bedt om den skæbne, hverken at miste alt eller at blive sendt væk fra familie og venner til et sted, hvor de ikke kender sproget og ikke kender nogen. Derfor er vi enige i, at der skal gøres noget ved problemet med uledsagede mindreårige asylansøgere, og vi ser frem til behandlingen af L 37, hvis intentioner vi ser positivt på.

Men for os er det vigtigt, at mindreårige, der sendes tilbage til deres oprindelsesland, får en god behandling. Når mindreårige skal sendes tilbage til Afghanistan, som det her jo reelt handler om, til modtage- og omsorgscentre, skal centrene være af høj kvalitet. Vi kan ikke leve med et billede af, at den danske stat skulle drive centre, der minder om børnehjem, i fattige tredjeverdenslande. Det har vi ingen grund til at tro at regeringen ønsker, men det er vigtigt, at centrene har den rette kvalitet, og at der er den rette kontrol med centrene.

I ministerens brev til FN's flygtningehøjkommissær garanterer hun, at Danmark vil beskytte de uledsagede mindreårige og deres rettigheder, og at UNHCR’s liste over tiltag vil blive overholdt. Det vil Socialdemokratiet holde ministeren fast på.

Det er også vigtigt for os, at de børn og unge, der lever i Danmark, og hvis opholdstilladelse vil løbe ud, når de er 18 år, får en behandling og et uddannelsestilbud, der bringer dem frem i livet, så opholdet i Danmark ikke frarøver dem flere år af deres liv.

Vi er også fuldt opmærksomme på lovforslagets ordlyd om uledsagede unges mulighed for at få permanent ophold i Danmark, når vilkår taler herfor, f.eks. at de er kommet hertil i en meget ung alder, at de har større tilknytning til Danmark end til deres oprindelsesland, når særlige familiemæssige forhold taler for det osv. Samtidig er det vigtigt for os, at Folketinget får mulighed for at kunne følge de foreslåede initiativer i lovgivningen tæt. Derfor mener vi, at der er brug for, at loven evalueres, eksempelvis efter 2 år.

I behandlingen af lovforslaget vil vi også have en række spørgsmål, særlig til centrene, som vi gerne vil have besvaret, ligesom vi vil granske høringssvar og stille uddybende spørgsmål til ministeren.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der er jo allerede blevet redegjort for, hvad lovforslaget går ud på, og jeg vil bare sige, at det jo ligger i forlængelse af den udlændingeaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i marts i år, bl.a. fordi Danmark ligesom andre europæiske lande oplever, at der har været et stigende antal mindreårige asylansøgere – fra Afghanistan i høj grad. Det er en problemstilling, som vi ønsker at håndtere i Dansk Folkeparti, og her synes vi, at vi har fundet en god fremgangsmetode. Bl.a. blev det aftalt i den udlændingeaftale – ikke den nyeste udlændingeaftale, men den fra marts måned i år – at man skulle kigge på at etablere modtagefaciliteter forskellige steder; Afghanistan og Nordirak blev nævnt, og nu satser man så i første omgang på Afghanistan. Det har vi selvfølgelig gjort, for når mindreårige asylansøgere kommer til Danmark, har de en særlig beskyttelse – typisk skal de være individuelt forfulgt for at kunne få asyl, men de kan også bare have oplevet, at der ikke er noget familiemæssigt netværk osv. i hjemlandet. Dermed er det ikke nødvendigvis sådan, at man er individuelt forfulgt, hvis man som mindreårig asylansøger får asyl i Danmark; der skal så at sige mindre til.

Hvis man så etablerer nogle modtagefaciliteter, vil man kunne sende dem tilbage til de modtagefaciliteter og der sørge for, at hjemsendelsen skete på en ordentlig og veltilrettelagt måde. Og dermed vil man forhåbentlig komme dertil, at det vil virke mindre attraktivt at søge om at få asyl i Danmark som mindreårig asylansøger, fordi man højst sandsynligt vil blive sendt tilbage, typisk til Afghanistan, og man vil i realiteten have det sådan, at det ikke vil give meget mening at søge om at få asyl i Danmark, medmindre man selvfølgelig er individuelt forfulgt. Så vi synes, det er rigtig godt, at man arbejder videre ad det spor fra regeringens side, og at det selvfølgelig også er med i lovforslaget.

Det andet, som vi synes er fornuftigt, og som vi også ønsker at fremhæve, er, at lovforslaget lægger op til, at der kan gives en midlertidig opholdstilladelse, hvis man kommer til Danmark og der f.eks. ikke er et modtagecenter i hjemlandet eller der er ting, der gør, at man ikke kan blive sendt tilbage og man dermed får asyl i Danmark. Vi synes, det er rigtig fornuftigt, at forslaget lægger op til, at så er det en midlertidig opholdstilladelse. Udgangspunktet er, at når man fylder 18 år, ophører opholdstilladelsen, og så skal man vende tilbage til det land, hvor man kom fra, for så er betingelserne for, at man kan få asyl i Danmark, ikke længere til stede, for når man bliver 18 år, er man ikke længere mindreårig.

Grunden til, at det her lovforslag er vigtigt, og at den seneste udlændingeaftale er vigtig, er netop, at hvis vi skal fastholde den stramme asylpolitik, må vi hele tiden være opmærksomme på, når der er forskellige bevægelser. Når der er forskellige strømninger, må vi som politikere agere ud fra det, og vi må forsøge at rette ind efter det, for hvis ikke vi gør det, og hvis ikke vi er villige til at justere politikken, jamen så risikerer vi at vende tilbage til det, der var før 2001-02, hvor Socialdemokraterne med støtte fra venstrefløjen havde for lidt styr på det.

Så vi synes, det er et godt lovforslag, og vi kan selvfølgelig støtte lovforslaget.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg har forstået, at Dansk Folkeparti mener, at det, at 28 børn måske fik lov til at blive i Danmark, er noget af det farligste, der overhovedet kunne ske for Danmark, hvorimod de banker, som fuldstændig uansvarligt bare bruger løs af pengene, ikke udgør nogen særlig stor fare.

Men det, jeg gerne vil høre ordførerens holdning til, er, at nogle af høringssvarene, bl.a. det fra Børnerådet, peger på, at man altså ikke kan være særlig sikker på forholdene på de her modtagecentre i Afghanistan. Bl.a. forlyder det, at Taleban rekrutterer børnesoldater blandt de børn, der opholder sig på modtagecentrene. Jeg vil bare gerne høre, om det er det, Dansk Folkeparti gerne vil have – at man sender børn tilbage til Afghanistan, så de kan blive rekrutteret til at være børnesoldater.

Ordføreren.

Jeg synes, man må kvittere for, at Enhedslisten er i stand til at læse ud af det her lovforslag, at det skal bruges til at rekruttere børn til Taleban. Jeg synes, det er et udmærket udtryk for den propagandavirksomhed, som Enhedslisten en gang imellem udøver.

Fru Line Barfod.

Nu er det jo altså ikke noget, jeg har fundet på. Jeg siger, at det fremgår af høringssvar, bl.a. fra Børnerådet. Børnerådet er jo altså ikke en dækorganisation for Enhedslisten; Børnerådet er et seriøst organ, som kommer med et seriøst høringssvar. Jeg er godt klar over, at ligegyldigt hvad jeg siger, og hvad det bygger på, så vil hr. Martin Henriksen ikke tro på, at det kan være seriøst. Men her er det altså fra Børnerådet, og de siger, at det bl.a. forlyder, at der foregår rekruttering fra Taleban til børnesoldater på modtagecentre i Afghanistan. Og så spørger jeg bare: Er det det, Dansk Folkeparti ønsker?

Hr. Martin Henriksen.

Nu kunne jeg selvfølgelig godt gentage det svar, som jeg gav lige før. Jeg mener i øvrigt, at det stadig er lige så relevant i anden omgang, som det var i første omgang. Men der er jo netop tale om, at man ønsker at sende dem hjem under ordnede forhold. Jeg er udmærket klar over, at Enhedslisten og andre ønsker at opstille det billede, at vi slet ikke ønsker noget godt for mennesker, der søger ly i Danmark. Det, vi rent faktisk gør her, er at sige, at vi bliver nødt til at tage hensyn til, at hvis ikke vi hele tiden har styr på asylpolitikken, så risikerer vi at vende tilbage til nogle af de tilstande, der var før, og som har skabt mange af de problemer, som vi står med i dag; det kan være parallelsamfund, det kan være sammenhængskraften i Danmark – som jo dybest set ikke har det alt for godt i visse områder. Det er det hensyn, der er at tage til Danmark. Det synes vi er et rigtig vigtigt hensyn, det har faktisk førsteprioritet for Dansk Folkeparti.

Så siger vi så, at hvis vi kan etablere nogle modtagecentre, så de her børn kan vende hjem under ordnede forhold – og det er jo det, vi arbejder hen imod: ordnede forhold – så skal vi selvfølgelig gøre det, for så kan vi både tage hensyn til sammenhængskraften i Danmark, tage hensyn til Danmark og det danske samfund og lære af de bitre erfaringer, som man kunne håbe at i hvert fald nogle politikere hernede også havde gjort sig efter tidligere tiders fejltagelser, og samtidig kunne vi sørge for, at de kunne vende hjem under ordnede forhold. Det synes jeg ærlig talt er en god og anstændig måde at gøre det på.

Ønskede fru Astrid Krag en kort bemærkning? Værsgo.

Jeg er meget glad for at høre, at Dansk Folkepartis ordfører så stærkt betoner spørgsmålet om de ordnede forhold. Jeg kan sige, at det også er noget af det, som vi i udvalgsarbejdet vil dykke ned i fra SF's side.

Men jeg vil spørge ind til det her element, om at uledsagede mindreårige mister opholdstilladelsen, når de fylder 18 år, og bare spørge ordføreren fra Dansk Folkeparti, om han ikke deler den bekymring, som forskellige parter har, om, hvad det vil betyde for unge menneskers syn på livet og deres egen rolle i samfundet. KL siger, at det jo betyder, at man mister et fremtidsperspektiv. Vi har lige med Integrationsudvalget været i Jordan for at studere radikalisering primært blandt unge mennesker, og vi kan se, at noget af det, der betyder meget, er, at man har mål og mening med livet, at man har en rolle at udfylde, at man har en uddannelse eller et job.

Er hr. Martin Henriksen ikke bekymret for, hvad det vil betyde for de unge mennesker, det her drejer sig om, at man på den måde – for nu at bruge KL's ord – skaber et manglende fremtidsperspektiv i landet for de her børn og unge.

Ordføreren.

Men jeg kan jo meget dårligt leve mig ind i, hvordan det må være f.eks. at have sin dagligdag i Afghanistan eller et andet land, der er præget af store uroligheder. Det må da være forfærdeligt på alle måder, og det er jo også derfor, at vi forsøger at tage nogle hensyn i det her lovforslag. Men jeg siger bare, at Dansk Folkepartis første prioritet og første hensyn altså er til det danske samfund.

Når vi kan se, hvad tidligere tiders asylpolitik har ført til af problemer og splittelser og spændinger i det danske samfund, synes vi altså, at det er rigtig, rigtig vigtigt hele tiden at være opmærksom på, hvilke strømninger der er i asylpolitikken. Når vi kan se, at der er en strømning fra Afghanistan, hvor der kommer en del mindreårige asylansøgere, bliver vi nødt til at håndtere det. Jeg synes altså også, at det er rimeligt, selv om det selvfølgelig kan give problemer, fordi det jo er en svær situation at stå i, at man siger:

Hvis du kommer til Danmark, og du får beskyttelse i Danmark, og når vi så vurderer, at du ikke længere har behov for den beskyttelse, så må du også vende tilbage til det land, du kommer fra. Hvis du så samtidig har fået noget uddannelse i Danmark, kan du jo bruge den til at genopbygge dit land.

Fru Astrid Krag.

Jeg er glad for, at ordføreren fra Dansk Folkeparti fik det sidste med, at vi altså hverken snakker om tidligere tider eller Afghanistan, men at jeg spurgte ind til den del, der handler om – hvad kan man sige? – her og nu og dem, der er i Danmark. Jeg skal så bare være sikker på, at jeg hører ordføreren rigtigt. Deler ordføreren ikke min bekymring for, hvad det kan betyde i forhold til de unge mennesker og deres eventuelle risici for at blive radikaliseret og ende i nogle miljøer, vi ikke har nogen interesse i at de ender i, hverken i Danmark eller i Afghanistan eller andre steder i verden for den sags skyld, når vi kan høre, at det, kommunerne siger til den her del af forslaget, er, at man altså vil stå over for betydelige vanskeligheder med at skrue rimelige og fornuftige tilbud sammen, hvis man gennemfører den her del af forslaget? Er det slet ikke en bekymring, som ordføreren fra Dansk Folkeparti kan dele med mig?

Ordføreren.

Hvis kommunerne efterlyser nogle nye redskaber til at forebygge radikalisering eller andet, vil vi da meget gerne diskutere det fra Dansk Folkepartis side. Jeg synes bare, at det er vigtigt at holde fast i, hvis man som mindreårig får asyl i Danmark, fordi man er mindreårig og der er særlige hensyn at tage, at når man så fylder 18 år, bortfalder nogle af de hensyn, og dermed bortfalder jo også grundlaget for den opholdstilladelse. Det synes jeg faktisk er rimeligt nok.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen for en kort bemærkning.

Nu er det jo altid morsomt at stå på talerstolen og snakke om tidligere tiders fortrædeligheder og om, hvad Socialdemokraterne og andre har gjort her i salen. Jeg kan bare nævne, at den situation, vi har i dag i forhold til for 10 år siden, jo er, at der ikke er færre ghettoer, at der ikke er færre, der har problemer, at der ikke er færre unge mennesker med anden etnisk baggrund, der ikke kan få uddannelse eller læreplads. Der er tværtimod blevet flere fattige, og der er flere, der er blevet sat ud på et sidespor i samfundet. Lad det nu være – det er ikke det, vi skal diskutere i dag.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ordføreren om, er, hvad han opfatter som en ordentlig og veltilrettelagt måde at hjemsende unge uledsagede på.

Ordføreren.

Nu er det jo lidt svært ikke at kommentere det, som spørgeren nævner, og som spørgeren så ikke mener at jeg skal kommentere.

Altså, jeg mener nu nok, at man kan sige, at der er sket fremskridt i forbindelse med integrationspolitikken. Der er jo flere ikkevestlige indvandrere og efterkommere, der er kommet ind på arbejdsmarkedet – jeg tror, det er ca. 60.000 siden 2001. Det er jo et positivt træk. Man kan faktisk også se, at arbejdsløsheden er faldet en lille smule i mange af de udsatte boligområder. Dermed siger jeg ikke, at der ikke stadig væk er massive problemer. Det har jo taget næsten 40 år at komme dertil, at man har skabt de ghettoer, som eksisterer i dag, og derfor synes jeg heller ikke, der er nogen grund til at lægge skjul på, at det også kommer til at tage rigtig, rigtig lang tid, før man for alvor får gjort op med det.

Med hensyn til, hvordan man skal sende de mindreårige hjem, så er det jo netop vigtigt, at det sker under ordnede forhold. Det kan selvfølgelig være meget vanskeligt, fordi de kan risikere at vende hjem til et område, hvor der er uro, hvis det f.eks. drejer sig om Afghanistan, men der siger vi jo så, at vi vil forsøge at gøre det så godt som overhovedet muligt for at sikre, at der er ordnede forhold.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg er nødt til at skære lidt mere ind til benet, for ordføreren vil jo ikke rigtig gå i detaljer, og det vil jeg gerne have ham til at gøre.

Hvad opfatter ordføreren som værende ordentlige forhold og en veltilrettelagt måde at gøre det på, det, som tidligere er blevet nævnt? Hvad er kvalitet? Hvad betyder det for den enkelte hjemsendte, at der er kvalitet i den måde, man bliver modtaget på?

Ordføreren.

Jamen det vil jo bl.a. være, at der er et sted, man kan vende sig til, som tager hånd om en og modtager en, og hvor der er noget personale, som er i stand til at håndtere det enkelte unge menneske, som måtte være kommet hjem. Det kan også være, der skal være nogle uddannelsesforløb til de unge mennesker; det kunne være et bud.

Så ser man jo typisk også, at det er sådan – det er jo nogle af de erfaringer, man har gjort sig i Holland, som også har haft nogle modtagecentre i andre lande – at mange af dem, når de vender tilbage til et modtagecenter, så bliver hentet af nogle familiemedlemmer. Så jeg tror, at man skal lade processen køre, og så skal vi også kigge på de erfaringer, som andre lande har gjort sig, og så håber vi i Dansk Folkeparti på – og det står også i finanslovaftalen – at vi i løbet af 2011 kan have det her oppe at stå.

Tak til ordføreren. Fru Astrid Krag som ordfører for SF.

I SF vil vi meget gerne være med til at se på det stigende problem, der er, med uledsagede mindreårige asylansøgere, som af samvittighedsløse menneskesmuglere bliver fragtet til forskellige lande i EU, herunder til Danmark, og afsættet for vores diskussion må være barnets tarv. Der er ikke nogen, der kan leve med, at de her menneskesmuglere tjener kæmpe summer på at transportere børn og unge til Danmark – en tur fra deres hjemland, som ofte er ekstremt brutal, og hvor den mindreårig risikerer mangt og meget såsom at blive udsat for overgreb, fare, tvangsarbejde; vi bør alle herinde kunne enes om at gøre alt, hvad vi kan, for at stoppe den trafik.

En del af det her lovforslag handler jo som bekendt om modtagecentrene. For os er det fuldstændig afgørende, at der er tale om centre, som er af høj kvalitet, og som reelt er en hjælp for de mindreårige, og det skal ikke kun være kvaliteten, der er i orden; der skal også være en sikkerhed, der er i orden, både for de mindreårige og for personalet, der arbejder på centrene. Det er helt afgørende for os at slå fast, at de to ting har og vil Danmark have et klart medansvar for, særlig i de krigshærgede lande, og der er altså, bliver vi nødt til at bemærke, en kæmpe forskel på at oprette et center i Angola – som er det hollandske tilfælde, vi hører så meget om – og i Afghanistan.

Driften af et modtagecenter skal være noget, vi i Danmark kan stå inde for. Det er afgørende, at det ikke kun bliver et sted, hvor vi opbevarer børnene, men et sted, hvor der bliver draget reel omsorg for dem, hvor de har uddannelsesmuligheder, hvor de får et alternativ til et liv i kløerne på nogle af de grupperinger i Afghanistan, vi ikke har nogen interesse i at styrke. Og så er det afgørende, at vi også kigger på, hvordan vi kan bruge de her centre til at nå de børn og unge, der er i risikozonen for at blive fragtet af menneskesmuglere ad farlige veje til Danmark eller andre EU-lande.

I forhold til det element, der er i forslaget, om bortfald af opholdsgrundlag for mindreårige ved det fyldte 18. år kunne man også af det spørgsmål, jeg stillede til Dansk Folkepartis ordfører, høre det, som jeg gentager her, nemlig at vi deler den bekymring, vi hører udtrykt fra KL’s side, for, hvad det så er for en motivation, den unge skal have, til at uddanne sig og leve et liv i det danske samfund enten på lang sigt, hvis det ender med en fast opholdstilladelse, eller de år, vedkommende er her. Det er en urimelig grad af usikkerhed at stille et barn over for, og derfor vil vi også gå meget skeptisk til værks med det.

Med hensyn til aldersundersøgelser anerkender vi, at det er en nødvendig del af det her; det er bare vigtigt at sige, at man må fortage dem med en vis forsigtighed, de må kun være en del af det samlede grundlag, når man fastslår alderen. Og i forbindelse med det her lovforslag vil vi gerne drøfte med regeringen og de andre partier i Folketinget, hvad vi kan gøre for at sikre, at Danmark altid bruger den mest moderne, veludviklede og velunderbyggede metode til aldersundersøgelser.

Ændringen af eftersøgningsordningen, som vi ser den er nu, kan vi tilslutte os. Tilsvarende synes vi, det virker fornuftigt med ændringen om udpegningen af en repræsentant.

Hvis jeg skal opsummere det, vil jeg sige, at vi læser det her lovforslag med åbne øjne. Vores udgangspunkt er, at det skal være noget, der kommer barnets tarv til gode, og derfor mener vi, at der er nogle ting at kritisere og nogle ting, der mangler.

Vi kunne godt tænke os en revisionsbestemmelse om 2 år – ikke kun en revisionsbestemmelse for, om der er blevet oprettet et center; om hvilke andre lande, der har oprettet centre; om der er mulighed for joint venture; om der er mulighed for at garantere sikkerheden og kvalitetsindholdet af et eventuelt oprettet center, men også en revisionsbestemmelse for det element, der handler om, hvad der så er sket med de børn, der uledsaget er strømmet til de europæiske lande, i mellemtiden. Det er klart, at medfører det her forslag blot, at de børn, der i dag har Danmark som endestation, vil få Tyskland som endestation og skal igennem den samme farlige rejse, ja, så er man i SF's optik kommet lige vidt, og så må vi jo tage det op til overvejelse og kigge på, hvad vi så kan gøre.

Det er også vigtigt for os at få en drøftelse af, hvem målgruppen er for et sådant center. Det vil være helt baglæns at sige, at det kun skal være målrettet de børn, der er blevet sendt af sted på den livsfarlige færd til Danmark. Hvis vi mener det her alvorligt, bør vi selvfølgelig kigge på at udvide tilbuddet til også at omfatte de børn, der er i risikozonen for at blive sendt af sted. Det er afgørende, at centeret ikke bare bliver et opbevaringssted, men et sted med reel omsorg og uddannelsesmuligheder, det er afgørende, at Danmark kan tage ansvar for sikkerheden på centeret, og det er afgørende – mener vi – at man undersøger mulighederne for joint venture med f.eks. andre EU-lande.

Som noget af det mest afgørende, er det også vigtigt, at regeringen vil være med til at sætte gang i arbejdet med at få gjort noget ved de her kyniske menneskesmuglere, som tjener styrtende med penge på at sende børn og unge ud på en livsfarlig færd, vel vidende, at der altså med stor sandsynlighed ikke venter nogen asylmulighed i den anden ende. Det er ikke nogen lille opgave, det ved jeg godt, men ikke desto mindre er det vigtigt, at vi går i gang med at kigge på den her del, som er den helt afgørende del i forhold til det store svigt, en masse børn bliver udsat for.

Så vi kommer til at bore i nogle ting, der er i det her lovforslag, vi kommer til at stille en række spørgsmål og kræve nogle garantier fra regeringens side, før vi kan gøre vores stilling op.

Tak til ordføreren. Fru Marianne Jelved som radikal ordfører.

I Det Radikale Venstre synes vi, at L 37, som vi behandler i dag, er et interessant lovforslag. Vi har noteret os, at det i lovforslagets bemærkninger understreges – og det gør det også i svarene i forbindelse med høringsnotatet – at barnets tarv er i første række. Det er man meget bevidst om, og det er jeg meget tryg ved, og jeg tror også, det er regeringens mening: Børnekonventionen skal overholdes, og barnets tarv kommer som sagt i første række. Så er der bare en situation, hvor vi får relativt mange uledsagede mindreårige udlændinge til Danmark, og der begynder man selvfølgelig at spekulere over, hvordan man kan håndtere den situation på en fornuftig måde. Man bliver inspireret af andre lande, og der er meget stor bevågenhed over for såkaldte modtage- og omsorgsfaciliteter, der skal være meget ansvarlige og sikre i de lande, som børnene kommer fra.

Så står der meget klart, at der ikke kan gives opholdstilladelse til uledsagede mindreårige udlændinge, hvis der er modtage- og omsorgsfaciliteter i hjemlandet, underforstået, at de er i den betryggende stand, som det også beskrives i lovforslagets bemærkninger. Så kan jeg se for mig, at vi helt slipper for at have uledsagede børn; så er der ikke engang nogen, hvis opholdsgrundlag udløber, når de bliver 18 år, for de er alle sammen blevet bragt tilbage til omsorgscentrene. I hvert fald er det svært at se, på hvilket grundlag man så skulle give ophold til et barn. Det kunne jeg godt tænke mig blev uddybet under udvalgsarbejdet.

Det andet tema, som jeg synes det er interessant at bore i – det var også det, fru Astrid Krag var inde på – er: Hvordan sikrer man, at de faciliteter, vi taler om i modtagerlandene, er i orden? Og jeg synes også, der er et interessant svar i bemærkningerne i forbindelse med høringsnotatet fra ministeriet om, hvorvidt det er dansk territorium på sådan et omsorgscenter. Det er det ikke, sådan læser jeg i hvert fald svaret, men det er bare et dilemma, fordi den danske regering jo i lovforslaget her tager ansvar for, at faciliteterne er i orden, og at sikkerheden er i orden. Det synes jeg er en helt relevant betragtning. Så derfor synes jeg, der er meget god anledning til at prøve at dyrke lidt mere, hvad det egentlig er for et ansvar, Danmark kommer til at stå med i forhold til faciliteter af den karakter til de børn og unge, som vi taler om her.

Vi er i Det Radikale Venstre enige i den bemærkning, der står i lovforslaget, om, at enhver form for misbrug skal bekæmpes, det er vi hundrede procent enige i. Men vi taler her om børn, der er blevet bragt i en situation, de færreste børn selv har valgt, og Danmark har ansvaret for, at de børns tarv varetages bedst muligt. Der vil vi være meget interesseret i at få uddybet, hvordan man gør det under de givne omstændigheder med den beskrivelse af et omsorgscenter, som bestemt ikke kan afvises som en handlemulighed. Jeg synes bare, der er rigtig mange dilemmaer forbundet med det, som vi meget gerne vil have belyst under udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Da vores ordfører på området, fru Johanne Schmidt-Nielsen, ikke kan være til stede, skal jeg fremføre følgende:

Flere af høringssvarene påpeger – og det er vi helt enige i – at skræmmende meget af den argumentation, der er for det lovforslag, vi behandler i dag, bygger på formodninger. Man formoder, at børnene er rejst hertil frivilligt. Man formoder, at det er deres forældre , der har sendt dem hertil. Man formoder, at børnene lyver om deres alder og reelt er ældre, end de oplyser. Det er altså en række formodninger, der ligger til grund for en lov, som har gennemgribende betydning for nogle mennesker. Det er retssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt.

Lovforslaget vil ramme en gruppe børn, der i forvejen er meget udsat, og på trods af advarslerne fra en lang række af børneorganisationer bekymrer regeringen sig tilsyneladende meget lidt om børnenes tarv. Det, der betyder noget for regeringen, er først og fremmest at mindske antallet af udlændinge i Danmark. Man må sige, at man gør sig umage med at komme efter hver eneste. Det er 28 børn i 2009, som ville være blevet omfattet af det her forslag. Det mener man altså er så stor trussel mod Danmark, at man er nødt til at lave det her arbejde og udsætte de her børn for den usikkerhed, som de kommer ud for med forslaget.

Ordet modtage- og omsorgscentre, som man vil til at oprette, lyder jo vældig sympatisk, men i Enhedslisten deler vi de mange høringsparters, bl.a. Red Barnets, Børns Vilkårs og Amnestys opfattelse af, at der i den grad er grund til at være skeptisk over for, om børnenes vilkår er gode nok på de her centre – både i forhold til børnenes mulighed for at udvikle sig og i forhold til børnenes sikkerhed. Ligesom vi er enige med Institut for Menneskerettigheder i, at den danske stat fortsat har ansvaret for de uledsagede børn, når de opholder sig på centrene. Desværre ser det ud til, at integrationsministeren ikke mener, at man har ansvaret, men man vil nu alligevel kontrollere centrene. Hvorfor, må vi så høre nærmere om under udvalgsarbejdet.

Vi må også høre om, hvordan regeringen vil sørge for børnenes sikkerhed i Afghanistan, hvor der altså er en væbnet konflikt, som Danmark er en del af. Ifølge Børnerådets høringssvar er der forlydender om, at Taleban rekrutterer børnesoldater på centrene, og jeg går ud fra, at ministeriet har undersøgt de forlydender, og at man vil sikre sig, at det ikke er korrekt, før man sender nogen børn af sted.

Vi deler også den bekymring, der er fra børneorganisationerne omkring, at man tillægger alderstest så stor betydning i forhold til muligheden for opholdstilladelse. Igen og igen er testene blevet kritiseret for at være alt for usikre i forhold til præcis at kunne vurdere, hvor gammelt et barn er, og som Institut for Menneskerettigheder peger på, tilsidesatte Højesteret i 2009 en sådan alderstest.

Det er typisk for regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, at det er antallet af uledsagede børn, der er det allervigtigste. Hvis antallet af børn stiger, strammes reglerne, også selv om årsagen til, at der kommer flere børn, formentlig er, at behovet ændrer sig ude i verden. Det kunne jo være, fordi regeringen og Dansk Folkeparti fører krig i Afghanistan, at der er flere børn, der flygter fra Afghanistan. Jeg ved ikke, om man har haft den overvejelse, men ellers synes jeg, man skulle prøve at tænke den tanke: Når man laver en krig, kommer der flere flygtninge. Det kan godt være, at det er en helt ny erkendelse, men måske skulle man prøve at tænke tanken.

Vi er også helt enige med bl.a. Red Barnet i, at det er dybt problematisk, at uledsagede flygtningebørn, som udgangspunkt fremover skal miste deres opholdstilladelse, når de fylder 18 år, som det også har været fremme i debatten her i dag. Man behøver ikke at være professor i børnepsykologi for at kunne se, at det kommer til at få store konsekvenser. Børn har brug for tryghed og stabilitet, især børn, der kommer fra en krig, og som er helt alene i et fremmed land uden nogen familie. De har i den grad brug for tryghed og stabilitet, men det, de altså får at vide, er: Du kan blive her, til du bliver 18 år, og så bliver du sendt hjem. Så vil de jo bare gå og vente på, at de bliver sendt ud. Hvorfor skulle de gå i gang med at lære dansk og i det hele taget blive en del af det her samfund? Hvorfor skulle kommunerne bruge mange penge på at prøve at integrere dem, hvis alle regner med, at når de bliver 18 år, bliver de sendt ud? Som Red Barnet skriver i deres høringssvar, har man altså fra deres søsterorganisation i Norge dårlige erfaringer med mistrivsel blandt de børn, der bare venter på at blive udsendt, når de fylder 18 år. Det synes vi ikke at vi skal udsætte børn i Danmark for.

Vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det integrationsministeren.

Tak for debatten. Der er blevet stillet mange relevante spørgsmål, og jeg forstår, det er noget, man vil gå dybere ned i og stille spørgsmål om under udvalgsarbejdet. Det vil jeg se frem til, og jeg vil se frem til at besvare de pågældende spørgsmål.

Jeg skal sige tak til ordførerne for Venstre og Konservative – det var Venstre, der førte ordet – og Dansk Folkeparti for tilslutningen til forslaget. De to ordførere fra Venstre og Dansk Folkeparti har jo gjort rede for baggrunden for forslaget. Vi tager det alle som en selvfølge, at der er tale om særlig sårbare grupper, når de er så unge, men der er altså også den baggrund, at der kommer et stigende antal og der er mange tilfælde af misbrug. Der bliver spurgt om, hvad det vil sige, at de kommer frivilligt: Det vil sige, at mange af dem kommer, selv om vi må konstatere, at de har familie derhjemme, og det er naturligvis ikke meningen, at de så skal være i Danmark.

Der er blevet spurgt om sikkerheden i de pågældende omsorgscentre. Det er klart, at det vil jeg meget gerne udrede nærmere. Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, men ikke engang på danske asylcentre kan vi jo beskytte den ene asylansøger mod den anden – det har vi jo set tragiske eksempler på. Det går også ud over folk på gaden, at vi mennesker nu altså engang imellem forløber os. Sådan er jo det. Der kan i denne verden ikke gives forsikringer om, at livet pludselig skulle være farefrit.

Naturligvis er barnets tarv altid i centrum, men der er altså ingen grund til, at man bliver ved med at betragte unge mennesker, der er fyldt 18 år, som mindreårige. Det er faktisk sådan, at det går den anden vej, og at unge mennesker stiller større og større krav til selvstændighed. Derfor synes vi, det er rigtigt, at vi ophører med den praksis.

Jeg har faktisk fulgt udviklingen i disse regelsæt, lige siden vi første gang diskuterede det i Folketinget for mange år siden. Retssikkerheden er blevet stadig bedre, men nu begynder det altså at ligne eksempler på bevidst handling, at der kommer så mange til de europæiske lande, som viser sig at have forældre derhjemme, og det må vi selvfølgelig stoppe.

Hr. Karsten Lauritzen var inde på, hvor mange tilfælde af misbrug der er, og det er altså blevet målt, at det er tre ud af fire, som er langt ældre, og sådan har det været i mange år. Men nu har vi altså målt det, og nu får vi sat en hjemmel ind i selve loven om det.

Så var fru Line Barfod inde på, at Højesteret havde underkendt undersøgelserne. Det har jeg ikke set nogen domme om. Jeg har set, at Højesteret har sagt, at vi også skal lægge andre elementer ned i vægtskålene, og det gør vi, og det har vi gjort. Så det var ikke en rigtig beskrivelse af den højesteretsdom, hvis vi ellers tænker på den samme.

Men jeg imødeser en stribe spørgsmål, som vi nok skal få besvaret og sendt over hurtigst muligt.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Ministeren sagde – som jeg nåede at få det noteret – at der ikke kan gives nogen forsikring om, at livet er farefrit. Det tror jeg ikke der er nogen der overhovedet ville forlange. Det er heller ikke det, som man påtager sig, når man påtager sig et ansvar for et barn, at man så skal sikre det mod alle farer. Men man påtager sig dog et ansvar for at gøre, hvad man kan for at beskytte barnet og sikre det en god opvækst, sikre det tryghed.

Jeg skal bare høre, om ministeren mener, at man giver barnet en god tryghed og en god opvækst, hvis det, når det f.eks. er 12 år gammelt, ved, at der, når det bliver 18 år, er en stor sandsynlighed for, at det bliver sendt ud til noget, som det så ikke ved hvad vil være. Mener ministeren, at det er at give barnet en god og tryg opvækst?

Ministeren.

Jamen der gælder jo det samme for asylsøgere, nemlig at hvis man er afvist asylsøger, hvis man kommer her sendt af forældrene, må vi altså sige, at alverdens mennesker ikke har retskrav på at være i Danmark. Og der er altså nogle andre, der har sat det her i gang, og som man må rette skytset mod, og ikke mod Danmark, der ikke har inviteret de pågældende.

Fru Line Barfod.

Jamen det var ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte ikke om, hvorvidt vi skal have en debat om at frasige os forpligtelserne efter flygtningekonventionen og børnekonventionen. Det kan vi godt tage en debat om, men så skal ministeren komme med det forslag. Men det var ikke det, jeg spurgte om.

Jeg spurgte, om ministeren mener, at det er godt for et barns tryghed og stabilitet, hvis man går ind og siger til et barn på 12 år:

Du kan regne med, at når du bliver 18 år, bliver du sendt ud af landet; og der er jo ikke nogen, der så ved, hvordan situationen i det land, du bliver sendt tilbage til, vil være – om der er nogen til at tage imod dig på det tidspunkt osv. – men du skal altså bo i Danmark, fra du er 12 år, til du er 18 år, og vi ved ikke, hvad der så sker.

Mener ministeren, at det giver barnet tryghed og stabilitet?

Ministeren.

Jeg ved ikke, om fru Line Barfod beder om, at vi skal sende 12-årige ud. Det kan jeg ikke helt høre.

For det, der er tale om, er, at der er særlig positive regler for de 12-årige, som fru Line Barfod henviser til. Det, vi så siger, er, at når de er 18 år, er de voksne, og så skal de behandles som voksne.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.