Tak for det.
Socialdemokratiet støtter samlet set det her lovforslag, men vi behandlede jo ved andenbehandlingen et ændringsforslag, som angår den del af lovforslaget, som handler om indførelse af kropsscannere.
Vi har jo at gøre – og det tror jeg er konstateret og eftervist mange gange – med en regering, der er ekstremt regelproducerende, og i det her tilfælde er det også regler for reglernes egen skyld.
Det handler om at give en hjemmel til at bruge kropsscannere i lufthavne osv.
Det handler om grundlæggende rettigheder og om indgreb i den personlige integritet, og når det gør det, er det selvfølgelig vigtigt, at sådan en beslutning træffes på et oplyst grundlag, og at sådan en bemyndigelseshjemmel alene gives, hvis der er tryghed omkring f.eks.
sundhed, økonomi og anvendelse.
Med hensyn til sundheden er det sådan, at det af sagen fremgår, at der er en række amerikanske forskere, som advarer mod, at scannere øger risikoen for hudkræft.
Det gælder især hos børn.
Der er usikkerhed om, hvordan det her vil påvirke de gravide, som måtte blive udsat for scanningen.
Og statsministeren kender ifølge sit svar på et af spørgsmålene, spørgsmål 38, ikke til undersøgelserne og forholder sig ikke til dem, men svarer:
SKAT er i øjeblikket ved at indhente lægefaglig dokumentation for, at udstyret med stråledosis kan give den ønskede billedkvalitet.
Det sker hos Dansk Radiologisk Selskab, og SKAT kan ikke oplyse, hvornår man forventer, at det her svar foreligger.
Man ved med andre ord ikke noget som helst om, hvad de sundhedsmæssige implikationer i det her er.
Hvad vil det betyde for nogle af de udsatte grupper osv.?
Så er der jo hele det etiske element, nemlig den diskussion, man har behov for at have, når man foretager sådan en kropsscanning.
Der er ingen tvivl om – det tror jeg alle i Folketing vil være enige om – at det vil være en almindelig blufærdighedskrænkelse, hvis man tager tøjet af folk.
Hvis man gør det digitalt, er det det selvfølgelig også.
Den problematik, den sikkerhed omkring det, har man ikke forholdt sig til i forbindelse med behandlingen af lovforslaget, selv om vi har prøvet at påpege det.
Endelig er økonomien i forslaget usikker.
Det er simpelt hen usikkert, hvad driftsøkonomien i det er, hvad indkøbspriserne er, hvad anvendelsen er – hvad koster det egentlig at skifte over til at anvende de her kropsscannere?
Det blev fremført, at det her vil være effektivt, og at det vil være nemt.
Det vil være til at have med at gøre.
Det, man glemmer, er, at hvis man skal anvende sådan en kropsscanner, skal der være fire uddannede toldere til stede, nemlig to kvindelige toldere og to mandlige toldere, fordi der jo skal være to mænd til at holde øje med scanningen, når det er en mand, der bliver scannet, og to kvinder til at holde øje med scanningen, når det er en kvinde, der bliver scannet.
Det vil sige, at der skal være fire toldere på arbejde hele tiden alene for at kunne gennemføre de her scanninger.
Det er en betydelig mandskabsressource, der skal bindes i det.
Oven i det kommer så, at erfaringer fra Holland viser, at tidsforbruget på kropsscanninger er væsentlig større, end tidsforbruget er på de undersøgelser, som der sker i øjeblikket, hvilket jo også giver yderligere driftsudgifter.
Så der er usikkerhed på sundheden ved at give den her hjemmel, på sikkerheden, på det etiske, på økonomien og på anvendelsen.
Derfor foreslog vi fra oppositionens side, at man lod være med at lave regler bare for reglernes egen skyld, men at man sagde:
Lad os nu få undersøgt de her forhold.
Lad os nu vente med at give den bemyndigelseshjemmel, til vi ved, hvilke præmisser de her kropsscannere eventuelt anvendes ud fra, om de overhovedet skal indkøbes osv.
Vi skal være sikre på, at den måde, som vi behandler borgerne i Danmark på, kan leve op til de rimelige forventninger, man kan have, og sådan at vi er sikre på, at den måde, som man agerer med samfundets økonomi på, er nogenlunde hensigtsmæssig og ikke bare en kasten om sig med penge.
Vi skal være sikre på, at nogle af dem, som er i en sundhedsrisiko på grund af de her scannere, kan være forvisset om, at liv og førlighed ikke sættes på spil for at indføre de her kropsscannere.
Det forslag blev desværre afvist, og det skal jeg beklage.