Jeg vil gerne starte med at takke for den sådan set meget positive modtagelse, lovforslaget har fået.
Der var undervejs bemærkninger af spørgende karakter og om ting, som nogle af ordførerne mente kunne gøres anderledes eller lidt bedre, og det kan vi naturligvis også vende tilbage til senere under udvalgsbehandlingen.
Men overvejende er der altså en positiv indstilling til lovforslaget.
Det er jeg naturligvis glad for, for det er godt, at der er opbakning til en styrket indsats mod indbrudskriminalitet og hæleri, så vi kan få knækket den kurve, vi har set, hvor antallet af indbrud i Danmark siden 2006 altså er steget med 50 pct.
Det er en helt urimelig udvikling, og den skal vendes.
Jeg er også glad for, at der er en bred støtte til at sikre et bedre og mere effektivt myndighedssamarbejde i forbindelse med udslusning at de løsladte.
I april fremlagde jeg sammen med rigspolitichefen og formanden for Forsikring & Pension og andre organisationer en samlet indbrudspakke, og dette lovforslag er så en udmøntning af dele af den samlede pakke, der altså også indeholder en lang række andre tiltag for at få sat ind over for og begrænse indbrud i Danmark.
Det skaber utryghed hos borgerne, og som flere har været inde på, er det særdeles ubehageligt at komme hjem og finde, at nogen har været i ens hus uden at have været inviteret og måske endda har stjålet noget, og det er jo sådan set det, indbrudstyvene er ude efter at gøre.
Nu er det jo sådan, at indbrud kunne blive begået, fordi man kan sælge det, man stjæler, og dermed få en økonomisk gevinst ud af det.
Og man kan sige, at de borgere, som så køber disse stjålne indbogenstande, jo i virkeligheden bidrager til, at der skabes et marked for at begå indbrud.
Hvis ingen ville købe det, der bliver stjålet, var der heller ingen anledning til at stjæle det og forsøge at sælge det videre.
Derfor er det vigtigt, at vi sætter konsekvent ind over for den asociale tendens, der er til at købe varer, man må kunne regne ud er stjålne – altså hælervarer – til en meget lav pris ved pølsevognen eller på værtshuset, som nogle nævnte, eller et andet sted.
Vi lægger med lovforslaget op til en mere konsekvent reaktion både over for bagmændene bag organiseret hæleri og over for de borgere, som lader sig friste af sådan nogle fordelagtige tilbud på stjålne varer.
Så ønsker vi altså samtidig med dette lovforslag at styrke den koordinerende indsats mellem myndighederne ved udslusning fra fængsel til frihed, så vi kan forebygge tilbagefald til ny kriminalitet.
Det er ikke mindst vigtigt i forhold til indbrudstyve, idet der jo ofte er tale om stofmisbrugere, som tilbagevendende, gang på gang, begår indbrud til finansiering af deres misbrug, og som har et meget stort antal tidligere domme netop for berigelseskriminalitet.
Derfor vil vi med lovforslaget etablere et mere systematiseret samarbejde mellem kriminalforsorgen, de sociale myndigheder og politiet om udslusning, altså det såkaldte KSP-samarbejde.
Der var jo nogle bemærkninger, og som sagt var mange heldigvis positive, hvilket jeg altså også er glad for.
Fru Karen Hækkerup var lidt inde på det her med sammenkædningen mellem de to elementer, altså udveksling af oplysninger og så det, at vi sætter ind over for hælerne med skærpede straffe.
Det er jo simpelt hen, fordi det indgår i den sammenhæng, at vi sætter samlet ind over for indbrud i Danmark.
Vi har så fra regeringens side valgt ikke at skærpe straffene over for indbrudstyvene, for det er afgørende for regeringen, at vi sætter ind der, hvor effekten er størst, og vi tror sådan set ikke på, at vi får noget videre ud af at skærpe straffene yderligere over for indbrudstyvene, for de begår indbruddene igen, hvis de bliver ved med at være afhængige af stoffer.
Derfor skal vi selvfølgelig også, som flere, bl.a.
fru Line Barfod, tror jeg, var inde på, samtidig hele tiden styrke vores indsats for at bekæmpe deres narkoafhængighed, mens de er i fængslerne, så de forhåbentlig kommer stoffrie ud.
Når de så kommer ud fra fængslerne, skulle de gerne modtages af en kommune, der kan fortsætte behandlingen og måske sørge for, at de kommer i uddannelse og arbejde.
Men i den sammenhæng er det jo altså vigtigt, at vi får et samvirke mellem myndighederne og kriminalforsorgen.
Og der skal jeg lige til orientering sige, at det her jo ikke er nogle regler, en hjemmel, der er forbeholdt indbrudstyve, altså berigelseskriminalitet.
Der står godt nok i bemærkningerne, at det er det, der er hensigten, fordi det er i den sammenhæng, vi skal se forslaget, men den hjemmel, vi skaber her, er en generel hjemmel til, at der, når vi udsluser folk fra fængslerne, kan være den udveksling af oplysninger.
Jeg mener, at det er nødvendigt, at man kan gøre det uden samtykke.
Det kan man jo f.eks.
i SSP-samarbejdet gøre uden samtykke, og det er sådan set bare det samme, vi gerne vil kunne gøre i KSP-samarbejdet, hvor kriminalforsorgen medvirker.
Og jeg tror altså, det er vigtigt, at myndighederne, når de synes, det er nødvendigt og vigtigt at gøre det for at få en effektiv håndtering af udslusningen, under alle omstændigheder kan gøre det.
Jeg synes også, det er vigtigt at understrege, at det ikke er en forpligtigelse, man har; det er en mulighed, man har, som man kan benytte sig af, når myndighederne finder, at det er nødvendigt og rigtigt at gøre det.
Vi må vel nok have lov til at lovgive ud fra, at det er ansvarlige myndigheder, vi har at gøre med her i landet.
Og det er jo ikke oplysninger, der tilflyder uvedkommende.
Ja, jeg kigger bare ned over mit papir for at se, om der er noget, som jeg ikke har fået kommenteret, men jeg tror sådan set, jeg har været rundt om kommentarerne.
Ellers må man stille spørgsmål til de bemærkninger, der har været; ellers kan vi jo klare det under udvalgsarbejdet.
Så jeg vil bare her så i øvrigt takke for en god debat.
Jeg ser frem til en velvillig behandling i udvalget, hvor vi kan få afklaret eventuelle yderligere tvivlsspørgsmål.