Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 28:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste og nedsættelse af tilskuddet til høreapparater).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 13.10.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Peter Madsen som ordfører.

Lovforslaget gennemfører de dele af regeringens og Dansk Folkepartis genopretningsplan, der vedrører fastsættelse af loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste og en nedsættelse af tilskud til høreapparater.

Med lovforslaget lægger vi et loft over, hvor høj en ydelse kommunerne skal udbetale for tabt arbejdsfortjeneste. Vi skaber en større ensartethed i vilkårene for at få udbetalt tabt arbejdsfortjeneste, fordi loftet fastsættes, så det stemmer overens med det, der gælder for orlovsydelsen ved pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.

Ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste er en ydelse, der udbetales til forældre til et handicappet eller alvorligt og kronisk sygt barn, hvor sygdommen nødvendiggør, at barnet passes i hjemmet, og hvor det samtidig er mest hensigtsmæssigt, at det er mor eller far, der passer barnet. Som reglerne er i dag, får den mor eller far, der passer barnet, fuld kompensation for sin tabte arbejdsfortjeneste, uanset om årsindkomsten er 100.000 kr. eller 1 mio. kr. Med forslaget fastsættes et loft over ydelsen på ca. 253.000 kr. om året for ansøgninger, der indgives efter den 1. januar 2011. Selv med dette loft er Danmark et af de lande i verden, der yder den største hjælp og giver det højeste tilskud.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at forslaget har vakt bekymring blandt familier, der i dag får udbetalt tabt arbejdsfortjeneste. Det er derfor meget vigtigt for mig at slå fast, at de ændringer, vi indfører med lovforslaget, ikke på nogen måde kommer til at berøre familier, der i dag modtager ydelsen, uanset om man har fået den udbetalt i 2 dage i 2010 eller hele året. Det samme gør sig gældende, hvis forældrene efter den 1. januar vælger at dele den tabte arbejdsfortjeneste mellem sig eller beslutter at lade ydelsen overgå fra den ene forælder til den anden. Disse familier har indrettet deres økonomi efter de gældende regler, og derfor mener vi heller ikke, at det vil være rimeligt, at de omfattes af den nye ordning. Samtidig er det vigtigt at understrege, at den nye ordning alene indfører et loft over, hvor meget man fremover kan modtage i tabt arbejdsfortjeneste. Det betyder, at de kompensationsydelser, der gives i dag til f.eks. boligindretning og hjælpemidler, fastholdes uændret.

Lovforslagets anden del justerer tilskuddet til de privat udleverede høreapparater, så det harmonerer bedre med prisudviklingen på apparaterne. Det betyder helt konkret, at vi sænker tilskuddet med 10 pct. fra 6.230 kr. pr. høreapparat til 5.607 kr. pr. apparat og fastfryser beløbet i 3 år. Ændringen vil gælde for ansøgninger, der indgives efter den 1. januar 2011. Baggrunden er, at det offentlige tilskud til private høreapparater er steget væsentlig mere end priserne på høreapparater. Fra 2002 til 2009 er tilskuddet øget med 20 pct., mens det offentliges priser for indkøb af apparater i samme periode alene er steget med ca. 10 pct. Det vil fortsat være helt op til den enkelte bruger at vælge, hvorvidt man vil benytte sig af det offentlige tilbud eller foretrækker en privat leverandør. Ændringen påvirker således ikke brugernes frie valg.

Venstre kan på baggrund af dette slutte op om lovforslaget.

Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det fru Meta Fuglsang.

Tak. Jeg har noteret mig, at ordføreren har brugt udtrykket, at det skulle være muligt at indrette sig efter de her nye regler, og at det derfor gælder fra januar 2011. Og de, der er omfattet af ordningen nu, vil så ikke blive berørt af det.

Mener ordføreren, at en familie, der med ret kort varsel eller pludseligt bliver ramt af så alvorlig sygdom, at man har brug for de her regler, med rimelighed kan indrette sin tilværelse økonomisk med den ændring, der er foreslået her?

Ordføreren.

Ja, jeg mener faktisk, at der bliver givet en mulighed for, at de, der er i ordningen i dag, fortsætter på den nuværende ordning, mens den nye ordning kommer om så lang tid, at man har mulighed for at planlægge – så ja.

Fru Meta Fuglsang.

Men dem, jeg spørger til, er dem, som er så uheldige at få et meget sygt eller handicappet barn efter 1. januar 2011, altså en familie, som står i en situation, som vi har set beskrevet i forskellige konkrete eksempler, hvor man f.eks. har et barn, der bliver ramt af en alvorlig kræftsygdom. En familie, hvor barnet er afhængigt af at kunne blive passet hjemme, og hvor der mere eller mindre fra den ene dag til den anden er et behov hos den familie for at kunne være hjemme med det syge barn.

Mener ordføreren, at den familie har rimelig mulighed for at indrette sig familiemæssigt og økonomisk på den nye situation med de regler, som bliver foreslået her?

Ordføreren.

Den danske ordning er jo også stadig væk en af de bedste i verden. Jeg vil gerne høre, om spørgeren kender til ordninger i andre lande, som er bedre end den, vi har i Danmark. Det synes jeg også man skal tage i betragtning. Jeg mener faktisk, at vi har en rigtig god ordning også fremover, og at der er mulighed for at indrette sig på de nye vilkår.

Så er det hr. René Skau Björnsson for en kort bemærkning.

Tak. Nu skal man jo ikke ødelægge en god ordning, fordi andre lande har en ringere ordning. Venstres ordfører gjorde meget ud af at sige, at forslaget ikke rammer de familier, som er på ordningen i dag, men jeg har fået et hav af henvendelser fra forældre til børn med handicap og fra patientorganisationer, som samstemmende udtaler sig kritisk om det her – ikke i forhold til dem selv og deres egen situation og de nuværende modtagere, men i forhold til alle de familier, der også fremover kommer i en situation, hvor de står med et barn, der har et handicap.

Jeg har her høringssvaret fra Dansk Epilepsiforening, der jo også siger, at børn med epilepsi kan opleve pludselige anfald, pludselige indlæggelser, medicinomstillinger og afbrydelser i en omskiftelig dagligdag. Epilepsi hos børn er en sygdom, hvor der i mange tilfælde ikke er et behandlingstilbud, og hvor den eneste mulighed er, at mor eller far bliver derhjemme. Hvorfor skal familiens økonomi smadres, hvorfor skal hele familien rammes af, at det ene barn får et handicap, får epilepsi f.eks.? Efter min mening er det usselt i en tid og i et samfund, der er et af verdens rigeste, at vi skærer ned over for de familier og rammer nogle af de svageste grupper.

Ordføreren.

Jo, men begrundelsen for at lave den her ordning er naturligvis ikke, at der er andre ordninger i andre lande. Den er en del af genopretningspakken, og når det her er gennemført, vil Danmark stadig væk have den nok bedste ordning i hele verden.

Hr. René Skau Björnsson.

Man smadrer bare økonomien i rigtig mange familier fremover, fordi familien har et barn, der lige pludselig får et handicap, og hvor man bliver nødt til at sige, at der ikke er nogen behandlingstilbud. Kommunen kan ikke stille døgninstitution til rådighed, så må mor eller far blive derhjemme, og de mister en indtægt, voldsomt mange penge hver eneste måned.

I forhold til genopretningspakken er det jo rigtigt, at det var meget let for regeringen og Dansk Folkeparti at finde penge til skattelettelser. Det er jo ikke lang tid siden, vi i Skatteudvalget fik et svar fra skatteministeren, der sagde, at i gennemsnit har de 1.000 rigeste i Danmark alene i år fået 305.000 kr. i skattelettelse. Efter skat går der 305.000 kr. ind på kontoen, det gik meget let, og her er det lige så let at fjerne rigtig mange penge fra nogle af de mest udsatte familier. Jeg synes ikke, regeringen kan være det bekendt.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at der rent faktisk ikke har været andre ydelser, hvor der ikke var noget som helst til indkomsterstatning, hvor der ikke var noget som helst loft, sådan som der har været i denne ordning. Må jeg ikke godt sige med hensyn til, hvad der ligesom er forsvarligt at tage økonomisk fra ordninger i vores samfund, at den virkelige trussel mod velfærdsordninger og god velfærd i Danmark fremover da vil være, hvis man lader stå til og, som nogle anbefaler, vil komme igennem den økonomiske krise ved at bruge endnu flere penge. Så har vi da om nogle år en endnu større trussel mod velfærdssamfundet.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg vil bare spørge ordføreren, om han ikke er enig med mig i, at hvis en familie kommer i den situation, at deres barn bliver alvorligt sygt, og får at vide, at den mulighed, de har for at passe barnet selv, kan de selvfølgelig få tilskud til, men de skal bare være klar over, at hver måned mister de måske 5.000 kr. i indkomst, vil det forstærke den krise, en sådan familie er i. I forvejen er de i en meget udsat situation, efter at de har fået at vide, at deres barn er alvorligt sygt, måske endda dødssygt.

Ordføreren.

Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at måden, vi kommer gennem krisen på, er at gennemføre regeringens genopretningspakke.

Hr. Per Clausen.

Det vil sige, at det, hr. Peter Madsen siger til de familier, som i de kommende år vil opleve, at deres barn bliver alvorligt sygt, måske dødssygt, og som bliver nødt til at leve med en indkomst, der er 5.000-10.000 kr. lavere om måneden end den, de har haft indtil nu, bare er: Det skal I ikke være kede af, I skal ikke lade jeres familieliv ødelægge af det, for I skal trøste jer med, at I bærer en stor del af byrderne for at løse genopretningen efter VKO-regeringens skattelettelser til de rigeste. Det er det, hr. Peter Madsen siger til de mennesker, der bliver hårdt ramt personligt og derefter også økonomisk.

Ordføreren.

Det, man kan sige, er, at den danske ordning fortsat nok vil være den bedste i verden, at der er rigtig god tid til at indrette sig på de nye vilkår, og at den bedste garanti for, at vi fortsat kan have gode velfærdsordninger i Danmark, er at følge den økonomiske politik, som regeringen lægger frem.

Så er det fru Anne Marie Geisler Andersen for en kort bemærkning.

Jeg vil også spørge ordføreren, om denne har gjort sig nogle overvejelser om, hvor stor en andel af forældrene, som på baggrund af det her loft vil vælge i stedet at sætte deres barn i institution frem for at passe det hjemme? I forlængelse heraf vil jeg spørge: Tror ordføreren, at der reelt vil blive tale om en besparelse?

Ordføreren.

Det her forslag ændrer ikke ved visitationsreglerne for, hvornår man kan komme ind i ordningen, og hvornår man ikke kan komme ind i ordningen. Den vil stadig væk være så god, at jeg faktisk tror, at det ikke får den betydning, som spørgeren ligesom antyder.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Her vil jeg så påpege, at man i stort set samtlige høringssvar er inde på det her og deler min bekymring.

Ordføreren siger, at familier, der i dag modtager kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som udgangspunkt ikke stilles dårligere. Så vil jeg spørge ordføreren: Betyder det så, at de nuværende regler også vil være gældende, såfremt familiens behov for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste revurderes enten opadgående eller nedadgående? Hvis en familie vurderes at have et større eller mindre behov for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste f.eks. i 2011 eller 2012, vil det så stadig ske under de nuværende regler?

Ordføreren.

Det må jeg sige er et spørgsmål, som jeg ikke er i stand til at besvare på stående fod, men det synes jeg da at vi skal se at få belyst under udvalgsbehandlingen.

Tak til hr. Peter Madsen. Så er det hr. René Skau Björnsson som ordfører.

Forslagets første del om allerede næste år at spare 50 mio. kr. ved at sætte et loft over, hvor meget forældre til børn med handicap kan få i tabt arbejdsfortjeneste, er vi Socialdemokrater rigtig meget imod. Vi synes, at det er en urimelig nedskæring, som står i skærende kontrast til den ordning, kompensationsprincippet, vi har haft i dansk handicappolitik gennem de senere år. Det er et meget alvorligt anslag mod børn med handicap og deres forældre.

Ordningen har jo indtil nu været en succes. Mange forældre, der har børn med handicap, har fået mulighed for fuldt ud at koncentrere sig om deres børn, være sammen med dem, ikke skulle bekymre sig om de økonomiske konsekvenser for familien. Jeg synes, at det er en ordning, som vi som samfund har kunnet være stolte af.

Den gode ordning ødelægger regeringen og Dansk Folkeparti med det her forslag. Det er alle enige om. Alle med forstand på området, erfaring på området siger samstemmende, at det her sætter dansk handicappolitik mange år tilbage. Bl.a. Kommunernes Landsforening gør i deres høringssvar opmærksom på, at den lave kompensation, som forældrene fremover får, vil betyde, at flere børn skal anbringes i dag- eller døgntilbud, fordi forældrene bliver nødt til at fravælge selv at tage sig af deres barn i en periode. Det forholder regeringen sig ikke til. Man forholder sig heller ikke til, at der måske ikke er så mange penge at spare ved det her, fordi kommunen skal til at stille flere institutionspladser til rådighed.

Ordningen blev indført for 20 år siden for at hjælpe forældre til børn med handicap, men jo også fordi det kunne spare kommunerne for nogle ofte langt dyrere tilbud og foranstaltninger. Fremover bliver det ikke hensynet til barnet med handicap, der vejer tungest, nu kommer også familiens økonomi til at spille en endnu større rolle.

Der er rigtig mange forældre, der har henvendt sig i den her sag, mange patientorganisationer, der har skrevet til os om forslaget, og jeg har bl.a. bemærket høringssvaret fra Kræftens Bekæmpelse, der er meget bekymret, hvori de skriver, at der i Danmark er omkring 150 børn, der hvert år rammes af kræft. Ofte gennemgår de lange behandlingsforløb. Langt de fleste bliver heldigvis helbredt, men for forældre til kræftramte børn er det ikke et spørgsmål om at vælge mellem at tage imod et offentligt pasningstilbud eller selv at tage orlov for at passe det syge barn, for forældre til kræftramte børn bliver altid indlagt sammen med deres børn på hospitalet, også tit i isolation. Børnene er tvunget til at blive væk, blive hjemme fra daginstitution eller skole, fordi deres immunforsvar er så svækket af sygdommen og behandlingen, at smitte for dem kan være livstruende. Forældre i den situation har altså ikke andet valg end at tage orlov, og fremover skal de altså ikke bare koncentrere sig om, at de har et barn med en meget svær sygdom, og få deres barn helbredt, men også bekymre sig om at få familiens økonomi til at hænge sammen.

Den problemstilling gælder jo ikke bare for børn med kræft. Det gælder for rigtig mange andre børn, der får et handicap, immundefektsyndrom og andre former for handicap. Det er usselt og fattigt, at vi som samfund ikke længere vil være med til at sikre nogle fornuftige rammer for familier til børn med handicap med det her forslag.

Den anden del af forslaget drejer sig om noget helt andet, nemlig nedsættelse af det offentlige tilskud til høreapparater. Jeg tror ikke, at der er nogen efter den seneste tids medieomtale – man kan bare se på antallet af annoncer i ugeblade og tv og aviser – der kan være i tvivl om, at der er nogle aktører på høreapparatområdet, der spinder guld på ordningen. Man kan selvfølgelig undre sig over, at der ikke er sket noget før nu.

Vi Socialdemokrater støtter nedsættelsen af tilskuddet med de 10 pct., men jeg vil også samtidig sige, at det er nødvendigt med en undersøgelse af hele området for høreapparater, og det håber jeg at ministeren vil være med til at igangsætte.

Vi har jo konstateret overbetaling på andre områder inden for sundhedsområdet, så det vil efter vores mening være meget fornuftigt med en afdækning af høreapparatområdet, så vi sikrer, at vi fremover får en fornuftig ordning, der sikrer en hurtig behandling, en optimal behandling og behandling til den rigtige pris.

Må jeg så ikke her til sidst anmode ministeren om at overveje at dele forslaget i to, for som ministeren nok kunne høre, kan vi støtte den ene del, det omkring høreapparater, men vi har det meget sværere i forhold til den tabte arbejdsfortjeneste. Så det er bare en anmodning om at dele forslaget op i to, fordi der jo også er to elementer. Det er sådan et underligt blandingsforslag, som vi i øvrigt sjældent ser fra socialministerens side, men det ser vi så her. Så det håber jeg ministeren vil være med på.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Der er ikke nogen, der er uenige i, at det her er rigtig svært, og at det kan være utrolig vanskeligt at forestille sig, hvordan det må være at have et handicappet barn og skulle håndtere det.

Jeg vil bare sige, at jeg synes, at det er urimeligt, at Socialdemokraterne på den måde står og spiller hellige fra Folketingets talerstol og også generelt gør det i den her debat, for det er jo korrekt, at i 2007 var den socialdemokratiske socialordfører, fru Mette Frederiksen, ude at sige, at der kan være fornuft i at indføre et øvre loft for, hvor meget man kan få i tabt arbejdsfortjeneste. Derfor synes jeg, at det er urimeligt, at man nu står her i dag og siger, at det her med et loft på en måde er at være ondskabsfuld. Man kravler højt op i træet, men glemmer, hvad man selv har været ude at sige før. Jeg synes faktisk, at når man har at gøre med en debat, hvor det faktisk berører en hel masse mennesker, så er det upassende, at man på den måde fører sig frem. Det er urimeligt.

Ordføreren.

Det er jeg dybt uenig med hr. Martin Henriksen i. Vi siger jo, at det her loft er urimelig lavt. Det er et meget lavt loft. Vi er med på at tage en diskussion om, hvorvidt der overhovedet skal være et loft, men at sætte et loft, der er så lavt, at en familie ikke kan få økonomien til at løbe rundt, så de bliver ramt rigtig hårdt på økonomien, vil vi ikke være med til, og specielt ikke i en situation, hvor det sammenstilles med genopretningspakken, som hr. Martin Henriksen jo støtter. Man giver massive skattelettelser til nogle af de rigeste herhjemme, og man finder så pengene ved nedskæringer over for nogle af de her familier, der ud over at have fået et handicappet barn så også skal rammes på økonomien. Det synes vi er uanstændigt.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg synes, at det er uanstændigt, at man, lige siden genopretningspakken blev aftalt, har kørt på, at vi ikke kunne indføre et loft på det her område, fordi det var uanstændigt, det var upassende, det kunne vi simpelt hen ikke være bekendt, når Socialdemokraterne selv for 3 år siden har været ude at sige, at der kunne være fornuft i at indføre et øvre loft. Det synes jeg er urimeligt – jeg synes virkelig, det er urimeligt, at man på den måde fremhæver sig selv som nogle, der aldrig kunne finde på at indføre et loft, når man selv har været ude at foreslå det. Vi har jo faktisk forsøgt at sikre de familier, der har de laveste indkomster, ved at sætte loftet der, hvor vi har sat loftet.

Så må vi altså også bare konstatere, at det jo er tom snak, når man siger fra Socialdemokraternes side – jeg synes også, at det er latterligt at inddrage det i en debat som den her – at det skulle være nogle skattelettelser, der er skyld i, at vi gør det her. Altså, sagen er den, at Socialdemokraterne ikke vil hæve skatterne igen – eller det vil man jo så, for ellers hænger det ikke sammen, ellers hænger argumentationen jo ikke sammen. Man siger, at der er kommet skattelettelser, og derfor bliver man nødt til at gøre det her, men man vil ikke selv være med til at hæve skattelettelserne og derved kommer der et hul i statskassen.

Hvis ikke man i tide går ind og laver en genopretningspakke, der får sikret, at vi på sigt kan have styr på dansk økonomi, så bliver man jo nødt til at lave noget, som på sigt er endnu mere drastisk over for de udsatte borgere i samfundet. Så langt tænker Socialdemokraterne ikke.

Så det ordføreren.

Socialdemokraterne tænker rigtig langt. Det er også derfor, at vi i samarbejde med SF har fremlagt en plan for, hvordan vi skal få landets økonomi på fode igen med »En Fair Løsning« og »Fair Forandring«, hvor vi jo finder pengene også til det her område. Vi siger, at det her vil vi ikke være med til. Vi vil ikke være med til den her voldsomme nedskæring på området. Vi vil gerne tage diskussionen om, hvorvidt der skal være et loft, men det her loft er alt, alt for lavt, urimelig lavt.

Så er det fru Vivi Kier for en kort bemærkning.

Tak. Jamen jeg lyttede meget opmærksomt, synes jeg, til ordførerens tale. Han sagde, at det her var helt urimeligt, og brugte også andre ord om det her forslag. Så lyttede jeg også meget til det svar, der blev givet på det tidligere spørgsmål, og jeg kan nu forstå, at Socialdemokraterne måske alligevel gerne vil være med til at kigge på et loft. Det er blot det her loft, der nu er sat, som man synes er helt urimeligt. Så vil jeg gerne spørge: Hvor synes Socialdemokraterne loftet skulle ligge?

Ordføreren.

Den diskussion ønsker jeg slet ikke at gå ind i. Jeg er ikke blevet inviteret til forhandlinger på det her område. Det er vi ikke blevet indbudt til.

Jeg siger bare, at det ikke er rimeligt at lægge et loft, der er så lavt, at der ikke er nogen almindelige lønindkomstfamilier i det her land, der kan få økonomien til at hænge sammen. Ministeren har jo selv udregnet, at det her i gennemsnit for nogle familier vil komme til at betyde 1.200 kr. om måneden. Det er muligt, at ministeren og fru Vivi Kier ikke synes, at 1.200 kr. om måneden er ret mange penge, men jeg skal hilse og sige, at for helt almindelige familier er 1.200 kr. om måneden rigtig mange penge ikke at have til rådighed til de andre børn og til familien, fordi man ødelægger den her ordning.

Fru Vivi Kier.

Nu håber jeg ikke, at jeg skal tages til indtægt for, hvad jeg mener, der er lidt eller meget. Men jeg synes, at når Socialdemokraterne tilbage i 2007 selv har skrevet og sagt, at man mener, at der godt kan være sund fornuft i at indføre et loft over tabt arbejdsfortjeneste, så synes jeg faktisk, at ordføreren er nødt til at sige, hvor loftet så skal ligge. I dag står man i sin tale og siger, at det er helt urimeligt, og at man ikke vil være med til det. Når man så bliver forelagt, at man rent faktisk tidligere i partiet har ment noget lignende, så må man have en idé om, hvor det loft skal ligge henne.

Ordføreren.

Vi siger, at det er fuldstændig absurd og usselt, at det her loft skal ligge så lavt, fordi der ikke er nogen helt almindelige familier, der vil kunne leve med det her loft.

Vi er så også opmærksomme på, at der er enkelte – ministeren har været rigtig god til at finde to eksempler frem, der er blevet serveret til aviserne – der har fået meget store udbetalinger fra statens side eller kommunernes side. Der har vi så sagt: Lad os se på, om der skal være et loft. Men vi bliver nødt til at indgå forhandlinger og blive indkaldt til møder og ikke bare reagere ud fra, hvad regeringen lige fremlægger og har tænkt sig at gøre for at finansiere de skattelettelser, de har givet til de rigeste i det her land.

Så er det hr. Peter Madsen for en kort bemærkning.

Det er jo interessant, at det er, når vi får foreholdt Socialdemokratiets politik fra 2007, hvor socialordføreren sagde, at det kunne være fornuftigt at sætte en øvre grænse for, hvor meget forældre kan blive kompenseret, at man siger, at det kan der også godt være. Men hvorfor kan vi så ikke få noget at vide om, hvad den grænse skal være? Regeringen har lagt et forslag frem, men hvad går Socialdemokraternes forslag ud på? Hvorfor kan vi ikke få noget at vide om det?

Ordføreren.

Hvis Socialdemokraterne havde sådan et forslag, måtte Venstres ordfører meget gerne høre det.

Vi har et finanslovforslag for næste år, der siger, at vi vil tilbageføre det her. Vi ønsker ikke at lave den her voldsomme forringelse i forhold til forældre, der har børn med handicap. Og hvis vi engang skulle indføre noget, ville loftet være væsentlig højere, og så ville det også ske efter en ordentlig og god diskussion med de forskellige partier i Folketinget, men så sandelig også med patientorganisationer og forældre til børn med handicap, for at kunne finde en fornuftig løsning.

Hr. Peter Madsen.

Så vi kan forstå det på den måde, at mens man i 2007 medgav, at det kunne være fornuftigt at sætte et loft, så har man nu valgt, idet regeringen har fremsat et forslag, i stedet for at køre fuldstændig på frihjul og sige, at man slet ikke kan sige noget om, hvor man selv står, og man kan kun kritisere det, regeringen har lagt frem. Det er rigtigt forstået, ikke sandt?

Ordføreren.

Jeg synes, hr. Peter Madsen skulle tage og læse S og SF's forslag til finanslov, hvor vi siger, at det her skal tilbageføres. Vi vil ikke være med til så voldsomme og drastiske forringelser på det her område, og det taler egentlig for sig selv. Vi vil ikke være med til at give skattelettelser til de rigeste og lade nogle af de mest udsatte grupper betale for det gilde. Så klare er ordene, så klar er vores politik, og jeg ved, at man rundtomkring i patientorganisationerne også er opmærksom på, at det er en af de store forskelle i dansk politik.

Så er det hr. Per Clausen, kort bemærkning.

Nu har jeg jo en naturlig interesse i, hvilke forslag Socialdemokraterne fremsætter og ikke fremsætter, så jeg vil godt have, om hr. René Skau Björnsson ikke kan bekræfte, at Socialdemokraterne hverken i deres finanslovforslag eller i de planer, de har fremlagt for tiden efter næste valg, har forslag om at gennemføre en sådan intægtsbegrænsning, som der er lagt op til her, men at man tværtimod har et forslag om at afskaffe det, som regeringen forsøger at indføre.

Det andet, jeg godt vil spørge hr. René Skau Björnsson om, er, om han ikke enig med mig i, at det virker meget, meget hyklerisk, at man fra Venstre og Konservative og Dansk Folkepartis side argumenterer for, at man her vil indføre et loft, som kan ramme nogle af de højtlønnede, samtidig med at man giver alle højtlønnede, også dem, der ikke har syge børn, store skattelettelser.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte over for hr. Per Clausen, som jeg også sagde til de andre ordførere, at vi ikke har nogen planer, og at det ligger i vores finanslovforslag, at vi vil tilbageføre det her. Vi vil ikke være med til den her ordning. Så der ligger ikke noget på bedding i forhold til at lave forringelser på det her område.

Så kan jeg også bekræfte over for hr. Per Clausen, at vi synes, at den måde, man bl.a. finansierer de skattelettelser på, der er givet til de rigeste, er uanstændig. Vi har lige fået et svar i Folketingets Skatteudvalg for en måneds tid siden, der jo viste, at de 1.000 rigeste i Danmark i snit – og det er bare et gennemsnit – har fået 305.000 kr. i skattelettelse om året efter skat ind på bankkontoen. Det var meget let at give det. Det er desværre også meget let at tage pengene fra nogle af de mest udsatte grupper. Jeg kan bekræfte hr. Per Clausen i, at vi absolut ikke vil være med til det.

Så siger vi tak til hr. René Skau Björnsson. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører.

Tak for det. Lovforslaget indeholder to elementer: For det første foreslås det at indføre et loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste på ca. 20.000 kr. om måneden gældende for ansøgninger, der indgives efter den 1. januar 2011. Borgere, der får udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i løbet af 2010, vil være omfattet af de nugældende beregningsregler.

For det andet foreslås en nedsættelse af tilskuddet til høreapparater, der udleveres fra en privat godkendt høreapparatleverandør, på 10 pct. til ca. 5.600 kr. pr. apparat gældende for ansøgninger, der indgives efter den 1. januar 2011. Tilskuddet foreslås fastfrosset i 3 år, således at det reguleres første gang den 1. januar 2014. Disse forslag er en del af udmøntningen af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretningen af dansk økonomi. Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti, at de laveste indkomster sikres med aftalen, og det har været vigtigt, at der ikke skabes unødvendig usikkerhed for dem, der i dag modtager tabt arbejdsfortjeneste. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor vanskeligt det kan være med f.eks. et handicappet barn, og det har ikke været nogen nem løsning, det vil jeg gerne understrege.

Med hensyn til økonomien og dermed i sidste ende af hensyn til mulighederne for også i fremtiden at sikre velfærden, også for de mest udsatte borgere, har det været nødvendigt at genoprette dansk økonomi. Hvis vi i fremtiden skal sikre de dårligst stillede, kræver det en sund økonomi, fordi det netop giver penge til, at vi fortsat kan løfte indsatsen over for udsatte borgere. I forhold til høreapparater er det vores opfattelse, at muligheden for at tage et offentligt tilskud med over i det private har været en fordel for rigtig mange danskere, herunder i høj grad vore ældre medborgere. Jeg mener ikke, at det frie valg skal afskaffes, som nogle har været inde på. Det vil efter min opfattelse svække den enkelte borgers frihed og mulighed for at agere ud fra sin egen vurdering af, hvad der er bedst.

Dansk Folkeparti støtter den balancegang, der er bundet i aftalen, og vi støtter lovforslaget, også selv om det på ingen måde er nemt.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det fru Meta Fuglsang.

Tak. Nu kunne jeg forstå på de spørgsmål, som hr. Martin Henriksen stillede til den tidligere ordfører, at ordføreren er mere optaget af, hvad Socialdemokraterne sagde for 3 år siden, end hvad konsekvenserne for de berørte familier af det her lovforslag faktisk er. Og det er selvfølgelig beklageligt, i og med at vi gerne skulle finde en løsning, som er bedre end den her.

Jeg kan også forstå, at der er tale om, at nogle synes, at det er for meget at kunne få 1 mio. kr. i tabt arbejdsfortjeneste, og derfor har man nu sat en grænse, der hedder cirka 250.000 kr. Jeg vil gerne høre hr. Martin Henriksen, om hr. Martin Henriksen vil være med til at drøfte, at man skal kunne sætte loftet et andet sted, og om man er parat til at sige, at selv om man synes, det er for meget at få 1 mio. kr. i tabt arbejdsfortjeneste, så skulle man måske finde et højere niveau end det her, eller er der bare fuldstændig lukket for forhandlinger om, hvad det så skulle være?

Ordføreren.

Udgangspunktet er, at vi har forhandlet med regeringen, og der havde andre partier jo mulighed for at komme og byde ind, og det valgte man så ikke at gøre. Derfor skal man også i de andre partier forstå, at hvis man ønsker at få indflydelse på de forskellige områder, specielt når man laver en aftale, som man jo skriver under på, bliver man nødt til at gå ind til forhandlingsbordet og ved forhandlingsbordet forsøge at øve den indflydelse, som man mener skal øves. Det er jo sådan, det er indrettet.

Så vil jeg bare i øvrigt tage afstand fra, at vi fra Dansk Folkepartis side på nogen som helst måde skulle gå efter at være særlig onde ved nogen. Det er slet ikke det, der er vores hensigt. Vi har faktisk i det her lovforslag forsøgt at sikre dem med de laveste indkomster, og de bliver jo også sikret med det her lovforslag. Derudover er det også sådan, at dem, der er på ordningen i dag, kan køre videre på ordningen. Det synes jeg er utrolig væsentligt at slå fast, også fordi der er nogle partier, som jo har været ude og skabe en del usikkerhed for nogle af dem, som er på ordningen i dag. Der er det vigtigt at sende et budskab til dem om, at hvis man er på ordningen i dag og man fortsat lever op til kriterierne, kan man selvfølgelig køre videre på ordningen. Det synes jeg er vigtigt at slå fast.

Så synes jeg også bare, at det altså klinger hult, når man hele tiden kravler op i træet og forsøger at sige, at man vil det hele ih og åh så godt, men dem, man vil samarbejde med, har jo også talt for et loft.

Fru Meta Fuglsang.

Jamen det kan da godt være, at hr. Martin Henriksen synes, at tingene lyder hult, men det, jeg prøver, er jo at få nogle forklaringer på, hvordan hr. Martin Henriksens parti agerer i det her, fordi jeg ikke helt forstår det. Og når man kigger på, hvad hr. Martin Henriksens parti har været med til at lægge stemmer til igennem det sidste år, ser man, at der jo er tale om, at regeringen støttet af Dansk Folkeparti har skaffet meget store skattelettelser, som har skabt et dårligt fundament for økonomien.

Det, jeg føler trang til at spørge om vedrørende det her forslag og også vedrørende en række andre, hvor vi ser helt urimelige nedskæringer for helt almindelige danskere, er, om det var det værd. Var det, man fik ud af at stemme for de her skattelettelser, det værd, når man nu ser konsekvenserne? Bekymrer det ikke hr. Martin Henriksen at se, at konsekvenserne af den økonomiske politik, som man har været med til at lægge stemmer til, bl.a. er nedskæringer for familier med alvorligt syge børn?

Ordføreren.

Nu vil SF og Socialdemokraterne, som efterhånden er ét parti, jo ikke rulle skattelettelser eller skatteomlægninger tilbage. Jeg har forstået, at det vil man ikke. Derfor kan man jo ikke blive ved med at sige, at det er det, der er problemet. For hvis man virkelig selv mente, at det var det, der var problemet, ville man jo sige, at så skal man rulle det hele tilbage til det, som det var engang. Men det gør man ikke. Derfor er der jo ikke nogen logik i den argumentation.

Så vil jeg også bare sige: Hvis vi skal lave en liste over, hvad Dansk Folkeparti har gjort for handicapområdet, så vil vi meget gerne lave den. Når unge handicappede i dag har fået et retskrav på at kunne tage en ungdomsuddannelse, er det, fordi Dansk Folkeparti har fremsat et forslag i Folketingssalen, og at det blev vedtaget. Det var Dansk Folkeparti, der fremsatte det forslag, og det blev vedtaget.

Når der er kommet bedre muligheder for hjemmetræning, er det jo, fordi Dansk Folkeparti fremsatte et forslag i Folketingssalen. Og så kan man også finde en lang række andre områder, hvor Dansk Folkeparti jo gjort noget, som helt konkret betyder forbedringer for nogle ude i den virkelige verden. Så jeg står meget gerne på mål for Dansk Folkepartis handicappolitik. Men vi må også bare erkende, at når der har været en økonomisk krise og man skal til at finde nogle midler, skal man også finde midlerne et eller andet sted.

Så er det hr. René Skau Björnsson for en kort bemærkning.

Jeg står her med høringssvaret fra Kræftens Bekæmpelse til det her lovforslag, som jeg går ud fra at hr. Martin Henriksen også har læst. Noget af det, de skriver, er jo, at der, som jeg også sagde i min tale, hvert år er 150 børn herhjemme, der rammes af kræft. Ofte finder man ud af det meget pludseligt, og det er noget, som familierne ikke har kunnet forberede sig på eller spare op til.

Derfor vil jeg gerne spørge hr. Martin Henriksen, om han ikke synes, de her familier bliver ramt urimelig hårdt. Mener hr. Martin Henriksen virkelig, at de ud over det, at de nu har fået et barn med en livstruende sygdom, en meget svær sygdom, så også skal rammes på økonomien? Synes hr. Martin Henriksen, at det er et velfærdssamfund værdigt?

Ordføreren.

Som jeg også har sagt før, har det været vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi sikrede dem med de laveste indkomster med det lovforslag, vi behandler i dag. For vi tror, det er dem, der vil have det sværest, fordi de også har deres økonomi at tage hensyn til, og fordi de måske ikke har så mange penge at gøre godt med i forvejen. Og det synes vi at vi har gjort.

Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvor vanskeligt det må være at have et meget sygt barn, eller hvor vanskeligt det må være at have et handicappet barn, som man så vælger at gå hjemme og passe. Man har jo også mulighed for forskellige former for aflastning i hjemmet, også efter det her lovforslag, det rører lovforslaget jo sådan set ikke ved. Men jeg vil bare gerne have mig frabedt, at Socialdemokraterne, der selv har talt om et loft, gør sig så hellige.

Hr. René Skau Björnsson.

Må jeg ikke godt sige, at vi aldrig nogen sinde har foreslået så lavt og så usselt et loft i forhold til familier med børn med handicap, bare for at få det slået fast. Der er ikke nogen konkrete planer, der er ikke noget i finanslovforslaget, og der er ikke noget i politikudspillet, der lægger op til, at der overhovedet skal være et loft.

Hr. Martin Henriksen har formentlig også – det har alle folketingsmedlemmer, kan jeg se – fået et brev fra en familie i Jyderup, som har et barn, der som 3-årig fik leukæmi. De sagde, at der var to håb for dem som familie, da de fik det konstateret og skulle til at gennemgå en masse behandlinger. Det ene håb var, at barnet kunne blive behandlet. Det andet håb – lyset for enden af tunnellen – var, at deres økonomi ikke blev smadret, ved at de fik et barn med handicap, med leukæmi.

Vil hr. Martin Henriksen stadig væk, også efter at have læst den historie – og dem er der kommet mange af – være bekendt at ødelægge økonomien for mange af de her familier i fremtiden?

Ordføreren.

Det klinger ufattelig hult, det klinger virkelig hult, og jeg synes, det er under lavpunktet, når partiet Socialdemokratiet selv har været ude at tale for et loft. Så kan det godt være, at I ikke skriver det nogen steder i dag, men det er jo nok, fordi I fandt ud af, at – ja, hvad ved jeg? Men I har jo selv været ude at tale for det.

Pointen er bare, at når det handler om genopretningspakken, vil I rulle dagpengeperioden tilbage. I vil rulle det her tilbage, I vil rulle betalingen for … (Formanden: Ikke duform, man bruger ikke duform, altså I). Undskyld, I vil rulle … (Formanden: Nej, partiet). Undskyld, Socialdemokratiet vil – tredje gang er lykkens gang – rulle stort set hele genopretningspakken tilbage, og derfor giver det jo ikke nogen mening, at man punkt for punkt siger, at det her vil Socialdemokratiet ikke være med til, for det har man en politik for at man ikke vil.

Men pointen er jo bare, at hvis man stort set vil rulle hele genopretningspakken tilbage, vil der være et stort hul i statskassen, og så må man dække det på anden vis. Og så skylder man alle de familier, som man her i dag står og påstår at man er talerør for, at sige, at på lang sigt risikerer vi, fordi Socialdemokratiet ikke vil være med til at håndtere økonomien nu, hvor det er nødvendigt, at der skal skæres endnu dybere, og det synes jeg ærlig talt at man skylder de familier at sige åbent og ærligt.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå på hr. Martin Henriksen, at han er vred over, at Socialdemokraterne på nogle områder er blevet mere fornuftige og på andre områder vil rulle genopretningspakken, som han kalder det, tilbage. Jeg vil bare sige, at det er vi i Enhedslisten meget glade for, så den vrede kan vi slet ikke dele.

Men jeg vil godt spørge hr. Martin Henriksen, om han ikke er enig med mig i, at konsekvenserne af det her forslag vil være, at helt almindelige lønmodtagerfamilier i Danmark med helt almindelige indkomster, som får et alvorligt sygt barn, vil risikere at tabe op mod 50.000-60.000 kr. netto om året. Og er hr. Martin Henriksen ikke enig med mig i, at det faktisk kan være en ganske, ganske alvorlig økonomisk vanskelighed at komme ud i, ud over de problemer, man så har med, at man har fået et sygt barn?

Ordføreren.

Jeg er egentlig ikke vred, jeg synes bare, det er noget mærkelig noget, at man i så lang tid har kritiseret et loft, når man selv har talt for et loft. Altså, det synes jeg også på mange andre områder er en urimelig måde at køre den politiske debat på, fordi det kortslutter den politiske debat. Man har ikke mulighed for at diskutere med sine politiske med- og modspillere, hvis de hele tiden skifter holdning. Det vanskeliggør jo alt andet lige, at man kan føre en debat.

Så vil jeg sige, som jeg også har sagt før: Jeg anerkender da, at de mennesker, der bliver ramt af det her, vil komme i en utrolig vanskelig situation, og det, vi fra Dansk Folkepartis side har forsøgt, er at gå ind og sikre dem med de laveste indkomster. Det er det, vi har arbejdet på i forhandlingerne, og det synes jeg også at vi har opnået.

Så kan man altid diskutere, om loftet skal ligge det ene eller det andet sted, men problemet er jo også, at alle dem, der render rundt og kritiserer os, ikke er kommet med deres bud, ikke er kommet med noget positivt indspark i debatten om, hvordan man så kunne håndtere det, eller noget positivt indspark til, hvordan man så kunne håndtere de økonomiske problemer, der har været. Så er det jo klart, at vi ikke rigtig har nogen at diskutere med, og det vanskeliggør debatten.

Hr. Per Clausen.

Jeg er glad for, at hr. Martin Henriksen ikke vil benægte, at det for en helt almindelig dansk lønmodtagerfamilie kan være et meget, meget stort problem, at man oven i at skulle håndtere det, at man har fået et sygt barn, også skal gå ned i nettoindkomst med 50.000-60.000 kr. om året. Det er jeg glad for at han erkender.

Men så vil jeg bare stille det spørgsmål til hr. Martin Henriksen, om han stadig synes, det er en rigtig prioritering i vores økonomi, når nogle af de rigeste mennesker i det her land stadig væk får meget, meget store skattelettelser. Er det sådan, at Dansk Folkeparti, når det kommer til stykket, synes, at det at lave aftaler med Venstre og Konservative om skattelettelser til de rigeste er så meget værd, at man gerne sender regningen til helt almindelige lønmodtagere, som er så uheldige, at der er et barn i deres familie, som bliver alvorligt sygt?

Ordføreren.

Altså, for ganske nylig var den socialdemokratiske skatteordfører jo ude at sige, at det er rigtigt, at skatteomlægningen var fuldt finansieret. Det var jo det, der var budskabet fra den socialdemokratiske skatteordfører, så vidt jeg husker på stående fod, og det synes jeg da bare at man skal tage med i debatten, når man nu endnu en gang siger, at det er på grund af den skattepolitik, der er ført, at det er nødvendigt at have en genopretningspakke.

Så vil jeg også sige, at hvis man kigger på alle de andre EU-lande, kan man se, at de faktisk også kører med underskud på de offentlige budgetter. Rent faktisk ligger Danmark mig bekendt i den ende, hvor vi ikke har lige så store økonomiske problemer som de andre EU-lande. Og hvis vi skulle sørge for, at vi ikke kommer derhen, hvor de andre ligger, så skal man jo altså i tide, selv om det kan være vanskeligt, forsøge at rette op på økonomien.

Så er der en kort bemærkning, og den er til fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg vil godt spørge ordføreren, om det er korrekt forstået, at det eneste reelle argument for det her forslag er ønsket om økonomiske besparelser, eller om der også er andre argumenter, herunder eksempelvis socialfaglige argumenter?

Ordføreren.

Det indgår jo i den økonomiske genopretningsplan for Danmark. Og hvis man kigger på, hvor meget det sociale område bliver berørt af den økonomiske genopretningsplan, kan man se, at det faktisk er meget lidt af socialministerens område, socialområdet, der bliver berørt af den økonomiske genopretningspakke.

Det taler sådan set for, at vi faktisk er gået ind og har taget nogle sociale hensyn. Rent faktisk lagde regeringen også frem, at f.eks. folkepensionister og førtidspensionister skulle have fastfrosset deres satsregulering. Det fik vi fra Dansk Folkepartis side pillet ud.

Så jeg synes faktisk, at forløbet viser, at vi har taget sociale hensyn. Hvad angår det her konkrete lovforslag, ligger det sociale hensyn jo i, at vi har sikret de forældre, der har de laveste indkomster.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg forstår det sådan, at der ikke er nogen socialfaglig begrundelse for at vedtage et loft over dækningen af tabt arbejdsfortjeneste, og derfor må økonomien jo være det altafgørende argument.

Derfor vil jeg høre ordføreren, om ordføreren helt alvorligt tror på, at det her forslag samlet set vil medføre de forventede besparelser. Jeg frygter, at det vil føre til flere anbringelser af børn uden for hjemmet. Deler ordføreren den bekymring? Og er det i så fald den rette vej at gå, altså at flere børn bliver anbragt uden for hjemmet? To spørgsmål.

Ordføreren.

Tak. Jamen der er altså i genopretningspakken taget sociale hensyn, det redegjorde jeg også for i mit første svar til spørgeren. I det konkrete lovforslag er der taget det hensyn, at forældre med de laveste indkomster er sikret. Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti.

Til det med, om det er økonomien, der har spillet en altoverskyggende rolle, vil jeg sige: Indfaldsvinklen til genopretningspakken har været at genoprette dansk økonomi, men i det har vi jo så indbygget en række sociale hensyn. Og nu står der jo også i lovforslaget, hvordan den økonomiske udvikling kommer til at se ud, og hvad det vil spare statskassen for. De beregninger står til troende for Dansk Folkepartis vedkommende.

Tak til hr. Martin Henriksen. Der er ikke ønsker om flere korte bemærkninger til hr. Martin Henriksen.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:03).

Mødet er genoptaget.

Vi er kommet til SF's ordfører, og det er fru Meta Fuglsang. Værsgo.

Da SF's ordfører på området ikke er her i dag, er det mig, der gør rede for SF's holdning til det lovforslag, vi skal førstebehandle her.

Det lovforslag, der ligger her, er et af dem, der, som jeg læser indholdet, ikke ret godt tåler at møde virkeligheden. Det består jo, som det er nævnt før, af to dele: den ene del om tabt arbejdsfortjeneste og den anden del om tilskud til høreapparater. Og indledningsvis skal jeg sige, at SF er imod, at de to dele behandles samtidig, så jeg vil gerne støtte op om anmodningen om, at det bliver delt op, så vi kan få lov til at behandle hvert spørgsmål for sig.

Hvad angår den første del, som vedrører tabt arbejdsfortjeneste, er der jo ikke lagt skjul på, at forslaget stilles i besparelsesøjemed. Selve ordningen, som det her omhandler, er jo noget, der er behovsbestemt; det drejer sig om familier med børn med alvorlig sygdom og alvorligt handicap, hvor den bedste løsning er, at barnet bliver passet hjemme af den ene af forældrene, og hvor det nogle gange også er den eneste løsning, der er. Så det er altså en ordning, som vedrører meget sårbare familier i en meget svær situation.

Tanken bag den her bestemmelse er jo, at det skal være muligt at være i denne svære situation, uden at familiens velfærd sættes på spil. Men under den forudgående politiske debat af forslaget er det så blevet til, at det er urimeligt at få så høj en løn for at være hjemme hos sit barn, og der knækker filmen for mig, må jeg sige, når jeg kigger på, hvad det egentlig er, vi har med at gøre.

Konsekvenserne af det her lovforslag, når det drejer sig om det med tabt arbejdsfortjeneste, kan blive, at nogle familiers økonomi ændres væsentligt, at de må kigge på ændrede boligforhold eller lægge deres liv væsentligt om, ofte med meget kort varsel, oven i den meget svære situation, det er at have et sygt eller handicappet barn. Alternativet for de familier vil være at overlade barnet til dag- eller døgntilbud, hvis det altså er en mulighed og der er et relevant tilbud, som disse familier kan benytte sig af.

Det er en helt urimelig belastning af familier, som i forvejen er i en meget sårbar situation, og i mange tilfælde vil det betyde, at familier med svært handicappede eller syge børn bliver sat fuldstændig skakmat over for den situation, de står i. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen ønsker at sætte disse familier i den situation, og derfor er det så meget mere uforståeligt at se, at det her forslag har fået den udformning, det har fået.

Desuden bliver der sat spørgsmålstegn ved den økonomiske del, det kan vi se af høringssvarene, for som sagt er der først og fremmest tale om, at man ønsker at spare, men den del af beregningerne i forslaget nævner ikke de øgede udgifter, som det her kan medføre, nemlig de øgede udgifter til de tilbud for børn, som forældrene vælger at søge institutionstilbud til i stedet for selv at passe dem.

Så samlet set er det her en meget tvivlsom løsning. Man risikerer en helt urimelig behandling af en meget belastet gruppe med en økonomisk begrundelse, oven i købet uden at man er sikret nogen form for økonomisk gevinst. Det er meget kortsigtet. Det er en situation, som det er meget svært at forstå man vil sætte nogen mennesker i. Og det sker uden indlevelse i den virkelige verden, som mange mennesker og specielt de børn, som det vil ramme, lever i.

En gruppe, som det også rammer, er de andre børn i familien. Det vil sige, at der her ikke kun er tale om velfærdet for det syge barn og forældrene, men også for de søskende, der måtte være i familien, og som vil få nogle helt urimeligt forringede vilkår oven i en situation, der er svær nok i forvejen.

Så vil jeg gerne knytte en lille krølle til det, for der står jo i bemærkningerne til punktet om de ligestillingsmæssige aspekter af det, at det er der ikke, fordi der i forvejen er flest kvinder, der bruger ordningen, så det er allerede skævt. Og jeg kan ikke lade være med at sige, at jeg synes, det er en meget besynderlig måde at vurdere et ligestillingsperspektiv på at sige, at fordi det allerede er skævt, bliver det ikke mere skævt af det her, og at der så ikke er noget ligestillingsperspektiv.

Jeg tror, at konsekvensen af det her vil blive, at det bliver endnu mere skævt, end det er i forvejen, og at det faktisk er en ligestillingsmæssig konsekvens af forslaget; det er i hvert fald en besynderlig argumentation.

Så er der den anden del, som vedrører høreapparater. Den del af det er også noget med besparelse, altså et besparelsesforslag, men desværre er det også her uden nogen større refleksion over, hvad det egentlig er, man gerne vil opnå med det, ud over selve besparelsen.

Den umiddelbare konsekvens af forslaget, som det ligger her, vil jo blive, at der kommer en øget brugerbetaling, så SF støtter ikke det her forslag. Vi så hellere en nedsættelse af taksterne og en ligestilling af det private og det offentlige. Vi så gerne, at man arbejdede på en løsning, så alle fik en offentlig service, en billig service, f.eks. ved at give kommunerne mulighed for at indgå fælles indkøbsaftaler, så de kunne få en bedre pris på de her apparater. I det hele taget skal der være en ordning på det her område, hvor der er sat fokus på en billig, hurtig og offentlig service. Det vil både servicemæssigt og økonomisk være en god sag.

Desværre ser vi, at begge punkter i det her forslag er uden refleksion, uden konsekvensberegninger for de mennesker, som det vedrører, og den første del betragter jeg som langt den alvorligste del. SF støtter ikke forslaget, som det ligger her.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den Konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Vi har været igennem en verdensomspændende økonomisk krise, som også har påvirket Danmarks økonomiske situation. Det betyder, at vi også i Danmark har været nødt til at gennemgå alle udgiftsområder. En ansvarlig regering skal sikre, at der er økonomisk balance, og hvis vi i fremtiden fortsat gerne vil hjælpe familier med handicappede og syge børn, kan vi ikke fortsætte med at betale de store kompensationer, som vi hidtil har set eksempler på.

Med det her lovforslag lægges der nu et loft over, hvor meget der kan udbetales i tabt arbejdsfortjeneste – et loft, der kommer til at ligge på linje med de andre ydelser, man kan modtage, såsom ydelsen ved pasning af nærtstående med alvorlig sygdom og ydelsen for plejevederlag til pasning af døende.

Jeg har ligesom alle andre i salen her modtaget rigtig mange henvendelser fra familier, som i dag benytter sig af ordningen med tabt arbejdsfortjeneste. Jeg synes, det er rigtig fornemt og fint, at de familier i deres situation har overskud til at fortælle, hvad de mener det her betyder for fremtiden. Jeg har også modtaget en del henvendelser fra familier med kræftramte børn, men hverken Danmark eller de lande, vi normalt sammenligner os med, har særlige ordninger for kræftramte børn.

Jeg må fremhæve, at forældre, der i indeværende år har fået tildelt kompensation efter de gældende regler, ikke vil blive berørt af det nye forslag, men jeg forstår til fulde, at såvel organisationer som forældre finder forslaget om at indføre et loft som meget begrænsende. Det er altid svært at fratage nogen noget, men jeg mener, at selv med et loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste vil vi fortsat have en god ordning, også hvis vi sammenligner os med øvrige lande.

Et andet element i det her forslag er sænkelse af tilskuddet til høreapparater, der udleveres fra en godkendt privatklinik, med 10 pct. Jeg mener, at det også skal gælde for udleverede høreapparater i offentligt regi og ikke kun i privat regi. Vi har i de senere år ofte debatteret stigningen i antallet af høreapparatbrugere, ligesom vi har debatteret tilskud til private høreklinikker. Jeg glæder mig derfor rigtig meget over, at såvel indenrigs- og sundhedsministeren som socialministeren nu har sat et kulegravningsarbejde i gang på det her felt, for myterne er rigtig mange, men reel viden og fakta mangler vi.

Så synes jeg, det er værd at bemærke, at det faktisk var et meget bredt flertal her i Folketinget, der tilbage i 2002 vedtog en forhøjelse af tilskuddet til privat udleverede høreapparater. Dengang var det med en begrundelse om, at der ikke måtte ske brugerbetaling på området, og at ventelisterne gerne skulle falde drastisk. Der er fortsat lang ventetid i det offentlige på et høreapparat, så jeg finder, at det frie valg stadig væk er en ret, vi skal sikre borgerne, men jeg ser frem til et resultat af den undersøgelse, der nu er i gang.

Fra konservativ side kan vi støtte begge elementer i det her lovforslag, og jeg vil gerne tilkendegive, at det fra konservativ side er helt fint, at vi splitter lovforslaget op i to dele, som flere ordførere har givet udtryk for.

Der er en kort bemærkning fra hr. René Skau Björnsson.

Tak. Jeg er glad for den sidste bemærkning, som fru Vivi Kier kom med.

Fru Vivi Kier sagde også, at hun ligesom alle os andre havde fået mange henvendelser fra forældre og patientorganisationer, og det er jo derfor, jeg ikke forstår, hvorfor det ikke gør større indtryk på fru Vivi Kier.

Jeg fandt lige det her. I mandags holdt socialcheferne – som også er nogle, der har meget forstand på det her område – årsmøde, og formanden for socialcheferne omtalte det her i sin beretning, som socialcheferne godkendte. Han sagde, at den her nye model for tabt arbejdsfortjeneste er et alvorligt tilbageskridt, som »drastisk forringer muligheden for at yde tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der tager hånd om deres handicappede barn i hjemmet. En forringelse, som det ikke kræver megen fantasi og realitetssans for at forestille sig vil føre til både dyrere og mere utilfredsstillende løsninger for de pågældende børn og deres familier.«

Når patientorganisationer og fagfolk på området siger, at det her altså er en ordning, der vil ødelægge mulighederne for familier med handicappede børn, så er det, jeg ikke forstår, hvorfor især Det Konservative Folkeparti ikke er mere bekymret, end fru Vivi Kier gav udtryk for i sin ordførertale.

Så er det ordføreren.

Jeg er da rigtig ked af, hvis jeg i min ordførertale ikke har givet udtryk for, at jeg godt kan se, der er nogle familier, som bliver ramt her, og at det kan være rigtig, rigtig svært at stå i den situation. Det vil jeg gerne gentage.

Vi har jo stået i en situation, hvor vi skulle finde nogle penge, og vi går nu ind og sætter et loft over ydelsen, et loft, som Socialdemokraterne tidligere selv har syntes kunne være fornuftigt. Så kan vi altid diskutere, hvor loftet skal ligge. Men jeg har lyttet til alle de svar, vi har fået. Jeg har også lyttet til svarene fra KL, som jeg finder taler lidt med to tunger i det her, for de har jo tidligere både i pressen og over for regeringen i forbindelse med økonomiaftaler givet udtryk for, at her syntes de der var et område, vi skulle gå ind og kigge på – og det gør vi så.

Det gør indtryk på mig, og jeg vil også bede ministeren om at følge området rigtig nøje og tæt, for der er mange, der frygter, at et eller andet vil ske, og det mener jeg vi skal følge utrolig tæt. Og så er jeg altid villig til at gå ind og kigge på området en gang til.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. René Skau Björnsson.

Tak for den sidste åbning her.

De, der har plæderet for, at der skulle være et loft – det gælder også KL og repræsentanter derfra – siger jo samstemmende nu, at det skal være et loft, der er rimeligt, det skal være et loft, som gør, at vi undgår misbrug, men det skal være sådan, at helt almindelige lønmodtagerfamilier kan bruge den her ordning. Ole Pass var jo inde på, at det ikke kræver meget fantasi og realitetssans at forestille sig, at det her fører dyrere og mere utilfredsstillende løsninger med sig. Jeg ved, at fru Vivi Kier både har fantasi og realitetssans, så kan hun ikke se, at rigtig mange kommuner nu vil komme til at tilbyde dyrere institutionstilbud, dag- og døgntilbud, i stedet for at give forældrene støtte i en kort periode, hvor de har brug for at være hjemme hos deres barn?

Den sammenhæng og den økonomi er jo ikke regnet ind i det her forslag: at kommunerne vil kunne komme til at stå med en større regning – det er jo det, Ole Pass siger – end den regning, de i dag har i forhold til forældre, der får tabt arbejdsfortjeneste.

Så er det ordføreren.

Jeg synes, jeg allerede har svaret på det spørgsmål, der bliver stillet, i og med at jeg har bedt socialministeren om at følge det her område rigtig nøje og holde øje med, om det her har nogle utilsigtede konsekvenser, som vi ikke har forudset. Jeg har læst høringssvarene.

Så kan man diskutere loftet. Nu kan jeg høre, at spørgeren siger: Jamen er det et rimeligt loft, vi har lagt? Vi er jo kommet med et bud og har lagt det der. Jeg kan forstå, at Socialdemokraterne ikke selv har et bud på, hvor loftet skulle ligge; man vil måske nok gerne kigge på et, men man har ikke selv et bud på det.

Vi har vedtaget det her som en del af en pakke. Vi kan stadig væk tilbyde mennesker tabt arbejdsfortjeneste, men jeg vedgår, at det for nogle familier kan være rigtig svært.

Der er en kort bemærkning til fru Meta Fuglsang.

Tak. Der er jo brugt nogle udtryk i debatten, op til det her lovforslag blev fremsat, altså under forberedelsen af det, om, at det var blevet for lukrativt at passe sit barn hjemme, hvis man havde et sygt eller handicappet barn. Det er et ord, som jeg synes er lidt svært at sætte ind i forbindelse med, at man er nødt til at være hjemme og passe et meget sygt barn.

Jeg ved, at ordføreren mener, at hun tidligere har svaret på, om det er det rigtige niveau. Men jeg vil egentlig gerne have uddybet, hvad det rigtige niveau er. Jeg vil også gerne spørge ordføreren: Hvad er det så, ordføreren vil bede ministeren om at holde øje med? Hvad er det, vi skal være opmærksomme på på det her område? Hvad vil kunne få ordføreren til at sige, at det her ikke er godt nok, og at det må vi kigge på igen? Kunne det f.eks. være, at det har for store økonomiske konsekvenser for en familie? Og er ordføreren klar til at gå ind og ændre på det her, hvis det viser sig, at det bliver for slemt for de familier, der berøres?

Så er det ordføreren.

Der var rigtig mange spørgsmål i det her. Jeg skal prøve at se, om jeg kan nå at svare på dem alle sammen.

Jeg mener ikke, at jeg har været ude at bruge udtrykket lukrativt, men vi har alle sammen set eksempler på nogle, der har fået endog meget, meget høje kompensationer.

Om loftet er rimeligt, er svært at sige. Jeg hørte også, at fru Meta Fuglsang tidligere i sit spørgsmål spurgte: Burde loftet ikke være højere? Dermed kunne jeg så udlede, at SF også godt vil være med til at kigge på et loft, man synes bare, at det skal ligge et andet sted, så modsat vil det jo være rart at høre, hvor SF synes loftet skal ligge.

Loftet ligger her nu, og når jeg siger, at jeg gerne vil have, at socialministeren holder nøje øje med det her, er det jo, fordi vi har hørt nogle udsagn om, at man mener, at der vil blive pres et andet sted i systemet, når nu vi laver et loft over den her ydelse. Og det mener jeg da at vi er nødt til at holde øje med. Og ja, jeg er da politiker. Viser det sig, at der kommer nogle utilsigtede konsekvenser af sådan et lovforslag, er jeg da også villig til at gå ind og kigge på det igen.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Meta Fuglsang.

Skal jeg forstå det sådan, at ordføreren mener, at en utilsigtet konsekvens kunne være en øget brug af dag- eller døgninstitutioner, hvorimod en utilsigtet konsekvens ikke er, at familier fra den ene dag til den anden får spoleret deres økonomi, så de må flytte fra hus og hjem? Er det sådan, jeg skal forstå det, når ordføreren svarer, som hun gør?

Så er det ordføreren.

Jeg erkender, at hvis man får et alvorligt sygt barn fra den ene dag til den anden, ramler hele ens lille verden, hele familiens verden, der sker rigtig, rigtig mange ting. Jeg erkender, at vi fratager nogen noget, når vi nu laver et loft over dækningen af tabt arbejdsfortjeneste; jeg anerkender det blankt, men siger også, at vi står i en økonomisk situation, hvor vi har været nødt til at genoprette økonomien i Danmark. Vi kan ikke bare blive ved med at tage flere lån og udskrive højere skatter, for på den måde sikrer vi aldrig, at vi har et godt velfærdssamfund.

Vi er gået ind og har sat et loft over den ydelse, som jeg er villig til at vi skal følge tæt og nøje. Hvilke utilsigtede konsekvenser, det kan have, og hvilke utilsigtede hændelser, der kan ske, kan jeg ikke sige, men jeg følger nøje, hvad det her fører med sig, og til enhver tid er jeg villig til at tage sagen op igen, hvis det viser sig, at det her rammer helt forkert.

Så er der en kort bemærkning fra fru Anne Marie Geisler Andersen.

I forlængelse af fru Meta Fuglsangs spørgsmål vil jeg blot spørge ordføreren, om ordføreren mener, at det vil være en utilsigtet konsekvens, hvis det her forslag betyder, at flere børn bliver anbragt uden for hjemmet?

Så er det ordføreren.

Børn, der anbringes uden for hjemmet, skal anbringes, fordi det er den bedste situation for både barnet og familien. Jeg kender rigtig mange familier, der har et handicappet barn, og som de første år vælger at have barnet hjemme, fordi man synes, at det er det rigtige, og at det er det bedste, men hvor familierne faktisk bliver slidt ned, og hvor det betyder noget for hele familien, også for de andre børn i familien, at barnet måske bliver anbragt uden for hjemmet.

Så handicappede børn, der bliver anbragt uden for hjemmet, kan ikke sammenlignes med andre børn, der bliver anbragt uden for hjemmet. Det har vi også netop nu prøvet at tage højde for i forbindelse med satspuljeaftalen, således at familier med handicappede børn er i en anden situation, når de vælger, at deres barn skal passes et andet sted end i eget hjem.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til den konservative ordfører. Så er det den radikale ordfører, og det er fru Anne Marie Geisler Andersen.

At tilskuddet til privat udleverede høreapparater sænkes med 10 pct., er den del af forslaget, som vi i Det Radikale Venstre er mest positive over for, så længe borgeren endnu har mulighed for i stedet at vælge at få udleveret et gratis høreapparat fra det offentlige. Vi er dog af den opfattelse, at der formentlig er mere at komme efter på det her område, og støtter derfor S's ønske om en grundigere undersøgelse af dette. Desuden finder vi det umiddelbart fornuftigt, at man med forslaget vil ændre reguleringsmåden, så denne i højere grad vil afspejle den almindelige prisudvikling på området.

Hvad angår loftet over dækning for tabt arbejdsfortjeneste, er vi imidlertid langt fra så positive. For det første kæmper forældrene allerede i dag en sej kamp for at få hverdagen til at hænge sammen, og den kamp bliver helt sikkert ikke lettere med de dårligere økonomiske forudsætninger.

For det andet er vi meget skeptiske over for, om forslaget vil give de tilsigtede besparelser. Fuldt indfaset vurderes det at give godt 237 mio. kr., men ifølge en lang række høringssvar bl.a. fra Kommunernes Landsforening er det tvivlsomt, om loftet over dækningen af tabt arbejdsfortjeneste i det hele taget vil give besparelser, ja, måske vil det ligefrem medføre øgede udgifter på området.

I Det Radikale Venstre frygter vi, at loftet over dækningen for tabt arbejdsfortjeneste vil betyde, at flere familier af økonomiske årsager ikke vil kunne passe barnet hjemme, hvorfor barnet må anbringes helt eller delvis i en institution. Det gavner hverken barn eller forældre, og det bliver med al sandsynlighed næppe billigere for det offentlige. Vi kunne derfor rigtig godt tænke os at høre, om man fra regeringens side har gjort sig nogle overvejelser om, hvor stor en andel af forældrene, som på grund af dette loft vil vælge at sætte deres barn i institution frem for at passe det i hjemmet.

Ligeledes vil det være rart med nogle beregninger på, hvor mange flere børn der skal i dag- eller døgntilbud, for at forslaget bliver en udgift frem for en besparelse. Derudover vil der for nogle familier måske slet ikke være et alternativ, fordi barnet f.eks. ikke kan tåle at være sammen med andre børn. Det gælder ikke mindst for kræftramte børn med nedsat immunforsvar, hvorfor det, som Danske Handicaporganisationer skriver, kan blive nødvendigt at etablere nye omkostningstunge enkeltmandsprojekter. Alternativt kan det føre til, at familier må gå fra hus og hjem oven i alt det andet, som de i forvejen kæmper med.

Vi vil inderligt ønske, at regeringen vil tage de utallige høringssvar, der på det kraftigste fraråder en vedtagelse af dette forslag, alvorligt. Ifølge Dansk Socialrådgiverforening er der ingen socialfaglige begrundelser for forslaget. Det eneste reelle argument synes at være ønsket om besparelser, og det er højst tvivlsomt, om man vil opnå disse. Til gengæld vil man med al sandsynlighed gøre livet endnu sværere for en gruppe mennesker, der i forvejen har store udfordringer med at få dagligdagen til at hænge sammen. Og det vil formentlig føre til, at flere børn anbringes uden for hjemmet.

Er det den vej, vi ønsker at gå? Jeg var af den opfattelse, at der på tværs af partiskel var et ønske om, at færre børn skulle anbringes. Det eneste, der er en lille smule positivt, er, at ansøgninger om dækning af tabt arbejdsfortjeneste, som er indgivet før lovens ikrafttræden, skal behandles efter de nugældende regler, samt at det præciseres, at de nuværende regler fortsat vil gælde for familier, som i 2010 har fået dækning for tabt arbejdsfortjeneste, også selv om forældrene måtte vælge at dele denne anderledes imellem sig. Vi er dog i tvivl om, hvorvidt det vil være de nuværende regler, der vil være gældende, hvis barnets behov må revurderes i den ene eller anden retning, men måske ministeren vil klargøre dette.

Samlet set kan vi ikke støtte forslaget, men derimod støtte en deling af forslaget, da vi som bekendt kan støtte den ene del af forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Vivi Kier. Nej. Der er bare blevet trykket på knappen ved en fejltagelse. Så er der ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren. Tak til ordføreren. Vi går videre, og jeg kan ikke se nogen fra Enhedslisten, så går vi over til socialministeren.

Jeg vil først begynde med at sige tak for partiernes bemærkninger til lovforslaget.

Omkring tabt arbejdsfortjeneste har regeringen lagt vægt på, at familier, som i dag modtager ydelsen, får en uændret økonomi efter en eventuel vedtagelse af lovforslaget. Derfor gælder forslaget kun nye ansøgninger indgivet efter den 1. januar 2011. De nye familier, der visiteres ind i ordningen, vil således kende reglerne på forhånd og kan dermed rette sig efter dem. Familier, der i løbet af 2010 har fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste, vil fortsat være omfattet af de nugældende regler, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt for at få tabt arbejdsfortjeneste. Det gælder, uanset hvornår efter den 1. januar 2011 man søger.

Jeg vil også gerne understrege, at ordningen oprettesholdes med uændrede visitationskriterier. Forslaget drejer sig alene om at lægge et loft over ydelsen. Jeg mener derfor ikke, at forslaget strider mod kompensationsprincippet, som jo netop ikke er et udtryk for et krone til krone-princip, men derimod siger, at borgerne i videst muligt omfang skal have stillet handicapkompenserende ydelser til rådighed. Det er også vigtigt at sige, at vi stadig har en rigtig god kompensationsordning, der fortsat vil ligge over, hvad der gælder i de lande, vi normalt sammenligner os med. Det gælder også de nordiske lande.

Omkring høreapparater er en nedsættelse af tilskuddet et udtryk for, at regeringen ønsker at tilpasse tilskuddet til privat udleverede høreapparater til prisudviklingen på høreapparater generelt. Baggrunden for indførelsen af tilskudsordningen var at sikre borgere med hørenedsættelse en hurtig og fleksibel adgang til at få kompenseret deres høretab. Derfor er det også dybt beklageligt, hvis ordningen er blevet misbrugt, som det fremgår af nogle medier.

Samtidig er det vigtigt for os, at frit valg-ordningen opretholdes, så borgerne ikke igen kommer i en situation, hvor de bliver parkeret på en venteliste i årevis. Vi er imidlertid også opmærksomme på væksten i udgifterne og den høje aktivitet på området, og indenrigs- og sundhedsministeren og jeg har derfor igangsat en kulegravning, som skal bruges til at vurdere behovet for yderligere tiltag, ud over hvad der ligger i dette forslag. Dermed kan jeg således glæde en række ordførere, der har spurgt til det.

Jeg vil se frem til behandlingen i udvalget. Der har været flere ordførere, der har forespurgt, hvorvidt vi kunne dele forslaget op i to. Det ser jeg sådan set ikke noget problem med.

Der er en kort bemærkning fra hr. René Skau Björnsson.

Tak til ministeren, fordi hun vil være med til at opdele forslaget. Det er jeg glad for.

I forhold til den del, som vi Socialdemokrater ikke kan støtte, vil jeg gerne spørge ministeren, om hun ikke bliver bekymret, når formanden for socialcheferne siger, at det her er et alvorligt tilbageskridt i forhold til handicappolitikken, og at man drastisk forringer forholdene for familier til børn med handicap i årene fremover.

Så vil jeg også gerne i den forbindelse spørge, om ministeren er enig med den konservative ordfører, fru Vivi Kier, i, at der er nogle familier – det vedgår hun – hvor det kan blive rigtig, rigtig svært med den her nye ordning, og er ministeren ligesom fru Vivi Kier villig til at se på ordningen og se, om der er brug for en ændring i løbet af kort tid, hvis det viser sig, at det har utilsigtede effekter.

Så er det ministeren.

I forhold til, hvorvidt det skulle være et tilbageslag, drejer det her sig jo ikke om, som jeg nævnte i mine indledende bemærkninger, at vi gør op med kompositionsprincippet. Det gør vi sådan set ikke. Det, som vi gør med det her forslag med hensyn til tabt arbejdsfortjeneste, er at sætte et loft over ydelsen. Visitationskriterierne ændrer vi ikke ved, og vi ændrer heller ikke ved alle de ting, man derudover kan opnå, hvis man har et handicappet barn i hjemmet, som er under 18 år. Det er jo både i forhold til indretning af bolig, aflastning osv. osv.

I forhold til det med at se på lovforslaget, hvis det bliver vedtaget, og hvordan det efterfølgende har effekt i samfundet, er det jo ligesom med alle mulige andre ting, at selvfølgelig følger man, hvordan tingene udarter sig, når man har vedtaget et forslag. Det gør vi jo også med andre lovforslag, der bliver vedtaget.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. René Skau Björnsson.

Jamen der, hvor det her forslag ændrer på mulighederne for familierne, er jo – og det er det, som rigtig mange patientorganisationer peger på, som Ole Pass og socialcheferne peger på, og som KL peger på – ved mulighederne for familien til at foretage et valg i forhold til deres egen situation. Og som fru Vivi Kier også var inde på, bliver valget meget, meget svært for den enkelte familie med den nye ordning.

Der vil være rigtig mange, der ikke længere vil kunne vælge at sige: Jeg vil tage mig af mit barn derhjemme, jeg vil lave hjemmetræning med mit barn, og jeg vil tage mig af det og sørge for, at det ikke kommer ud og får virussygdomme eller andet. Derfor bliver der jo en økonomisk problemstilling, som ministeren ikke har forholdt sig til i forhold til det alternativ, familierne så har, og det er jo et kommunalt dagtilbud eller en kommunal døgninstitution, som bliver meget dyrere. Hvorfor er det lige, ministeren ikke har regnet den meromkostning, som kommunerne og patientorganisationerne også peger på, ind i det her forslag?

Så er det ministeren.

Der var en række forslag fra ordføreren, men familierne har jo stadig væk muligheden i forhold til en lang række af de handicapkompenserende ydelser og den hjælp, man kan få, når man har et barn under 18 år, som har fået et handicap. Man har også stadig væk mulighed for at blive visiteret til tabt arbejdsfortjeneste. Det, vi blot ændrer, er, at vi sætter et loft. Som jeg hørte tidligere i dag, er Socialdemokraterne i øvrigt også interesserede i at diskutere et loft, og jeg synes da, det er skønt, at Socialdemokraterne nu er med på, at der bør være et loft.

Med hensyn til hvad Kommunernes Landsforening har været fremme med i deres høringssvar, har de jo også været fremme med, at de støtter, at der sådan set skal være et loft for tabt arbejdsfortjeneste, og at de generelt støtter lovforslaget. Noget af det, som jeg ser i deres høringssvar, ud over at de skriver, at de støtter det, er jo lidt den rituelle stammedans omkring, at vi nu skal til at forhandle DUT, altså det udvidede totalbalanceprincip. Her spiller kommunerne altid ud på den måde, for det gør man jo, når man er i en forhandlingssituation, så det ser jeg sådan set som noget meget rituelt. Det, der er værd at hæfte sig ved i KL's høringssvar, er i øvrigt også, at det, de foreslår i stedet for, er, at man sådan set skulle lave en overgangsordning for eksisterende modtagere af tabt arbejdsfortjeneste, og det er jo egentlig en forringelse.

Så er der en kort bemærkning fra fru Anne Marie Geisler Andersen.

Har regeringen ikke gjort sig nogen som helst overvejelser om, hvorvidt forslaget vil føre til, at en større andel af forældrene til et barn med handicap eller alvorlig sygdom vil vælge en institutionsanbringelse frem for at passe barnet hjemme som følge af netop det her lovforslag? Og hvori består de overvejelser i så fald?

Så er det ministeren.

Selvfølgelig er der gjort overvejelser, men som sagt er det blevet skitseret i lovforslaget, hvad man mener, det her vil kunne betyde af besparelser, og det er jo sådan set noget, vi stadig væk kan stå inde for. Det, som KL har været fremme med i deres høringssvar, er sådan set meget rituelt i forhold til, at vi skal indgå i en DUT-forhandling med dem, men derudover har de jo været ude og sige flere gange, også i pressen, at de støtter op om forslaget og om, at der bliver sat et loft.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jamen så vidt jeg kan læse af både lovforslaget og bemærkningerne og høringssvarene, så er det ikke noget, man har forholdt sig til i noget omfang fra regeringens side, og det er jo ikke kun KL, der påpeger, at det her lovforslag faktisk kunne frygtes at føre til stigende udgifter på det her område.

Jeg kunne også godt tænke mig at få svar på det spørgsmål, jeg stillede under mit indlæg. Hvis nu en familie, som i 2010 har modtaget tabt arbejdsfortjeneste, i 2011 eller senere vurderes at have et større eller mindre behov for tabt arbejdsfortjeneste, vil den ændrede tabte arbejdsfortjeneste så tildeles med udgangspunkt i de nuværende regler?

Så er det ministeren.

I forhold til den første del af spørgerens bemærkning må man jo også huske, at det langtfra er alle, som modtager tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid. I forhold til den anden del af det spørgsmål, der kom fra spørgeren, er det sådan, at hvis man har modtaget tabt arbejdsfortjeneste her i 2010, vil man fortsat være på den gamle ordning, uanset om der skal justeres op eller ned i forhold til visitationen.

Så er der en kort bemærkning fra fru Meta Fuglsang.

Tak. Jeg vil gerne knytte et par bemærkninger til det om den del af forældrene, som ikke har et valg mellem, om de selv skal passe deres barn, eller det skal på en institution, altså forældre til alvorligt syge børn, som mere eller mindre akut står i en situation, hvor man er nødt til at passe sit barn, enten under en indlæggelse eller derhjemme, fordi barnet ikke kan passes i en institution.

Mit spørgsmål til ministeren er, hvilke overvejelser ministeren har gjort sig omkring de familiers muligheder for at indrette sig økonomisk på den ydelse her, særlig de familier, som måske har en væsentlig højere løn og har indrettet deres driftsøkonomi og deres omkostninger efter det. Hvordan vil ministeren overveje, hvad de familier skal gøre for at indrette sig på det her?

Så er det ministeren.

Som jeg sagde for lidt siden, er det jo langtfra alle, for at sige det mildt, der er på fuldtids tabt arbejdsfortjeneste. Hvis man bliver ramt akut, f.eks. fordi ens barn har fået en kræftsygdom, er der jo en lang række muligheder i serviceloven. Der er sådan set muligheden efter § 118, som giver plejevederlag, hvis man har et barn, der har fået en kræftsygdom og har brug for, at forældrene kommer med på hospitalet, og der også er brug for, at forældrene er derhjemme. Man har sådan set også § 119, hvis det, som det er blevet nævnt tidligere i dag, drejer sig om et dødssygt barn, der desværre er i den terminale fase. Her har man § 119, hvorefter man også kan få noget plejevederlag.

Det, vi sådan set går ind og gør med lovforslaget her, er, at vi kigger på de forskellige ordninger, vi har, også efter § 42, som vedrører tabt arbejdsfortjeneste, og ligesom laver en ligestilling i forhold til, at vi har sat et loft på tabt arbejdsfortjeneste.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Meta Fuglsang.

Jeg forstår ministerens svar sådan, at der er en række andre ydelser, man så vil kunne bruge i stedet for, så spørgsmålet er, om økonomien til de andre ydelser så er indregnet i den økonomi, lovforslaget her bygger på.

Så er det ministeren.

Som jeg nævnte, er der en lang række muligheder, hvis man står i en situation, hvor barnet akut bliver ramt af en sygdom, som strækker sig over 3-4 måneder. Det er § 118, det her drejer sig om. Hvis det er en terminal patient, og det kan sådan set også være en, der er over 18 år, er det § 119.

§ 42 vedrører tabt arbejdsfortjeneste, hvor vi nu sætter et loft, sådan så vi sørger for, at der sådan set er en eller anden form for ligestilling mellem de mange forskellige former for hjælp, såfremt man skal være i hjemmet eller skal med på hospitalet og passe et sygt barn under 18 år. Dertil er der en lang række kompenserende ydelser. Ud over at man kan få lavet om på indretningen i sit hjem, er der mulighed for aflastning, der er mulighed for at få hjemmehjælp i hjemmet osv. osv., og det ændrer vi ikke, fordi vi sætter et loft over, hvad man kan få i tabt arbejdsfortjeneste.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.