Det lovforslag fra regeringens side, som ligger her, er endnu et eksempel på en stribe af lovforslag, vi vil møde, hvor regeringen afsøger enhver afkrog i uddannelsessystemet for at finansiere den nedskæringspakke, som regeringen har fremlagt som en del af sit finanslovoplæg.
Det, der er karakteristisk, når det handler om uddannelsesområdet, er, at hele den verden, der er dybt afhængig af at have unge mennesker, som får både en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse, ganske enkelt ikke forstår den nedprioritering af uddannelse, der ligger i viften af forslag.
Det gælder også det helt konkrete forslag, der er her, hvor man finder et antal millioner ved at fjerne den bonusordning, der er for unge, der færdiggør en erhvervsuddannelse.
Man kan godt diskutere, om pengene kunne bruges på en anderledes måde, en bedre måde, og det er også nogle af de tilbagemeldinger, der kommer i de høringssvar, der er.
For det er en ordning, der er dyr at administrere, og det er et relativt lille beløb, som hver enkelt ung på erhvervsuddannelsen får i bonus for at færdiggøre sin uddannelse.
Men ikke desto mindre er sagen den, at regeringen bare fjerner pengene fra et område, som i den grad har brug for et økonomisk løft.
Jeg vil derfor gerne henvise til to af de høringssvar, der ligger, bl.a.
fra Håndværksrådet, som siger det ganske tydeligt.
Der ligger en anbefaling af, at de millioner selvfølgelig skal blive i forhold til erhvervsuddannelsesområdet , så man kan give det kvalitetsløft, der i høj grad er brug for, sådan at frafaldet bliver mindre og langt flere unge gennemfører en erhvervsuddannelse.
Selv om det er lidt usædvanligt, vil jeg alligevel vælge at bruge den sidste del af ordførertalen på Socialdemokraternes vegne til at læse en lille smule op fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsuddannelsers høringssvar, for der er en meget præcis kritik af, hvad det er, regeringen er i gang med af nedskæringer, der rammer lige præcis erhvervsuddannelsesområdet.
Bare for god ordens skyld skal jeg da også sige, at Rådet for de Grundlæggende Erhvervsuddannelser selvfølgelig anbefaler, at det provenu, der findes ved at fjerne bonusordningen, øremærkes til erhvervsuddannelsesområdet.
Det, som REU skriver, er følgende:
»Finanslovforslaget« – fra regeringen – »lægger op til meget væsentlige besparelser på taksametrene.« – Og det er på erhvervsuddannelserne.
– »Således falder taksametertilskuddet pr.
elev med ca.
3 pct.
Dette skyldes dels de generelle effektiviseringskrav, besparelser knyttet til administrative fællesskaber, besparelser knyttet til ambitiøs anvendelse af IT, dels flere mindre poster.
Nedskæringen betyder, at taksametrene bringes ned på et niveau, der er lavere end 2005.«
Det er på erhvervsuddannelsesområdet, som regeringen ellers altid går ud og hylder i festtaler, hvor man siger, at det er rigtig vigtigt at løfte det.
Nu er man nede under 2005-niveau, og så ligger der endnu et nedskæringsforslag her.
Og Rådet for de Grundlæggende Erhvervsuddannelser fortsætter:
»Dette rammer særlig hovedforløbene hårdt, da disse er karakteriseret ved forholdsvis små hold med store krav til investeringer i tidssvarende udstyr og materialer.
Da det er meget tvivlsomt, om de besparelser, der ligger til grund for taksameterreduktionen, faktisk kan realiseres, vurderer REU, at der er en meget stor risiko for, at konsekvensen bliver, at de initiativer, der er iværksat de seneste 5 år med flerårsaftalemidler og kvalitetsudviklingsmidler til styrkelse af erhvervsuddannelserne og bl.a.
forøge kvaliteten og mindske frafaldet, må bremses for at kunne gennemføre den nødvendige undervisning.
Samtidig vil REU pege på, at det er nødvendigt at sikre den nødvendige økonomi til, at skolerne fortsat kan udvikle nye tiltag med henblik på at fastholde elever både på grund- og hovedforløb samt udvikle og udbyde undervisning på niveauer, der passer til alle elever.
I den forbindelse gør REU opmærksom på, at Erhvervsskolerne bærer en uproportional andel af besparelsen ved ambitiøsere IT anvendelse, hvilket i særlig grad rammer de mindre erhvervsskoler.«
Jeg ville ikke være stolt, hvis jeg var fra et af regeringspartierne eller jeg var undervisningsminister, over at få sådan en tilbagemelding fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsuddannelser, som jeg vil understrege er et råd, hvor alle parter, der har en dyb interesse i veluddannede unge på erhvervsuddannelserne, sidder, både fra arbejdsgiverside og fra lønmodtagerside.
Det, der er meldingen, er, at vi har en regering, der laver en grov nedprioritering af et uddannelsesområde, der i den grad har brug for et løft, og det er i den sammenhæng, at det her forslag også kan ses.
I stedet for at bruge det til at løfte erhvervsuddannelserne bliver det fjernet til at finansiere nogle helt andre dele af regeringens nedskæringspakke.