Det første punkt på dagsordenen er:

1) 3. behandling af lovforslag nr. L 209:

Forslag til lov om ændring af straffeloven. (Skærpede straffe for hjemmerøveri og organiseret indbrudskriminalitet).

Af justitsministeren (Lars Barfoed).

(Fremsættelse 25.05.2011. 1. behandling 14.06.2011. Betænkning 16.06.2011. 2. behandling 21.06.2011. Ændringsforslag nr. 1-3 af 23.06.2011 til 3. behandling af Karen Hækkerup (S) og Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)).

Forhandlingen drejer sig i første omgang om de stillede ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Om lidt synes jeg, det bliver pinligt for regeringen. S og SF har stillet et ændringsforslag om, at der altid skal gives torterstatning til ofre for egentlige hjemmerøverier, og det har vi gjort, fordi lige præcis den type torterstatning gives for den særdeles ubehagelige oplevelse, det kan være at blive udsat for kriminalitet. Der er ingen tvivl om, at det her forslag om hjemmerøverier var designet til, at Dansk Folkeparti skulle have en form for betaling for, at trygheden eroderer for rigtig mange danske familier i forhold til efterløn og pension.

Vi har efterhånden fået klarhed over, at det, som Dansk Folkeparti har gået og sagt til pressen om, at det her handlede om et meget større antal hjemmerøverier …

For god ordens skyld vil jeg, da jeg kan se, at der er nogen, der ikke har opdaget det endnu, sige, at forhandlingerne er startet.

Værsgo.

Jeg tror efterhånden, vi har fået klarhed over, at det, som Dansk Folkeparti har rendt rundt og sagt til pressen om det her lovforslag, både med hensyn til det antal hjemmerøverier, der var omfattet, og den afsmitning, det kunne give i forhold til andre hjemmerøverier, ganske simpelt ikke passer. Kogt ned til en meget lille bouillonterning handler det her om 22 egentlige hjemmerøverier sidste år. Så kunne man jo forestille sig, at det, når regeringen kom med det her forslag, var, fordi den oprigtig talt var optaget af trygheden for ofrene. Men nej, sådan er det ikke. Man har gjort ekstremt meget ud af at iscenesætte lige præcis den her type hjemmerøverier som noget, der er særlig groft, og som derfor i udgangspunktet skal give 5 års straf, uden at skele til, at der er andre ofre i lignende situationer, der skal tåle, at der er nogen, der får en lidt lavere straf. Ministeren siger selv, og jeg citerer ministeren:

Der er tale om en forbrydelse, som i sagens natur kan udgøre en meget voldsom belastning for ofrene. Et hjemmerøveri er endda et særdeles groft angreb på den enkeltes ret til at kunne opholde sig trygt og sikkert i eget hjem. Egentlige hjemmerøverier er endvidere efter regeringens opfattelse særlig stødende på grund af den hensynsløshed, der ligger i et planlagt overfald på tilfældige sagesløse i deres eget hjem. I lyset af det anførte finder jeg ikke umiddelbart, at lovforslaget giver en skævhed i forhold til manddrab.

Man siger altså, at egentlige hjemmerøverier er noget, der er særlig groft, og dermed mener jeg også, at man, når man har sagt A, også må sige B og sige, at det her, når det er særlig groft, så altid må kunne udløse en torterstatning. Torterstatningen er jo noget, der er blevet foreslået af Hjælp Voldsofre, som netop lægger vægt på den her meget ubehagelige oplevelse, det er at blive udsat for et hjemmerøveri. En torterstatning ville lige præcis have kunnet medvirke til at give psykologhjælp til ofrene, så de kunne komme sig over krænkelsen. Men regeringen har på det her område været meget optaget af retorikken, man har været meget optaget af straffen, og man er fuldstændig ligeglad med ofrene, og derfor vil man selvfølgelig stemme imod det her forslag fra S og SF om lidt.

Jeg vil dog stærkt opfordre regeringen til, at man, når man nu skal til at diskutere andre erstatninger, som f.eks. i Brønderslevsagen, hvor der er givet en urimelig lav erstatning, tager det her med ind og også får kigget på det, så vi kan få rettet op på den skævhed, der er i forhold til ofrene. Jeg er meget optaget af, at ofrene skal have bedre forhold. Jeg synes, det er forkasteligt, at regeringen, når der kommer mediefokus på en sag, som f.eks. i Brønderslevsagen, kommer rendende og så pludselig er villig til at tale om erstatninger, noget, som S og SF har gjort i lang tid.

Jeg ville ønske, at regeringen var meget mere fremsynet og ønskede at sikre ofrene langt bedre, end man gør i dag.

Så har justitsministeren bedt om ordet, og derfor venter vi et øjeblik med de øvrige korte bemærkninger.

Jeg er skuffet over at høre den tale fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som jeg normalt betragter som en seriøs politiker, som gerne vil deltage i konstruktive dialoger om tingene her i Folketinget, men det er vel mere et udtryk for, at fru Karina Lorentzen Dehnhardts parti, Socialistisk Folkeparti, har udviklet sig til et socialistisk, populistisk parti, som åbenbart er parat til at gribe enhver hovsamulighed for at forsøge at fremsætte forslag her i Folketinget og komme med udtalelser her i Folketinget, og målet er, det skal stille dem i et bedre lys end alle os andre.

Hvad er det dog for en optræden, altså at stille sig op på Folketingets talerstol og beskylde os andre for ikke at have sympati for ofre for hjemmerøverier, mens det kun skulle være hellige folk i Socialistisk Folkeparti, der skulle have sympati med ofre for hjemmerøverier? Hvad er det for en facon? Jeg synes bestemt ikke, det er sympatisk at udstille os andre som nogle, der slet ikke er optagede af at gøre noget for ofrene for hjemmerøverier. Jeg synes, det er kedeligt, at Socialistisk Folkeparti er blevet så populistisk i sin tilgang til tingene, at det er den form for debat, vi skal have her i Folketingssalen.

Det her er jo ikke et enkelt spørgsmål, det er jo et kompliceret spørgsmål. Selvfølgelig vil vi gerne gøre noget for ofrene for hjemmerøverier, men det er jo sådan noget, der skal overvejes. Man kan ikke bare stille sig op sådan her og sige, at vi lige finder på noget. Altså, det her rejser nogle principielle spørgsmål, om godtgørelse for tort i forhold til anden godtgørelse, hvilket det vil være nødvendigt man skal tage stilling til. Man kan ikke bare selvstændigt tage stilling til tort uden at sætte det ind i en sammenhæng med andre ting. F.eks. skal man være opmærksom på, at der ved tort forstås en krænkelse af en persons selv- og æresfølelse, dvs. den pågældendes opfattelse af eget værd og omdømme, og netop det forhold er baggrunden for, at der i praksis ydes tortgodtgørelse, navnlig i æreskrænkelsessager samt i sager om frihedsberøvelse og sædelighedskriminalitet.

I det ændringsforslag, som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har stillet, er der i øvrigt ikke taget stilling til godtgørelsesniveauet, og det er naturligvis også et spørgsmål, der må vurderes nærmere, inden man kan tage endelig stilling til det.

Dertil kommer, at ofre for hjemmerøverier allerede i dag kan være berettigede til en krænkelsesgodtgørelse efter den gældende bestemmelse i erstatningslovens § 26, stk. 3, der finder anvendelse, selv om der ikke er lidt tort. Om et offer for et hjemmerøveri så er berettiget til en krænkelsesgodtgørelse, det vil afhænge af de konkrete omstændigheder forbundet med røveriet.

Endelig rejser en bestemmelse, hvorefter ofre for egentlige hjemmerøverier altid skal være berettigede til tortgodtgørelse, også det mere principielle spørgsmål, om der er tilstrækkeligt grundlag for på et enkelt område at indføre en særlig godtgørelsesadgang, mens det med hensyn til ofre for andre grove forbrydelser fortsat skal bero på de konkrete omstændigheder forbundet med forbrydelsen, om ofret vil være berettiget til en godtgørelse. Sådan nogle overvejelser må man da gøre sig. Men det ønsker Socialistisk Folkeparti åbenbart ikke.

Efter regeringens opfattelse bør karakteren og omfanget af den krænkelse, som ofret har været udsat for, som hidtil være afgørende for, om der er grundlag for at tilkende et offer for en forbrydelse en godtgørelse. Jeg vil efter sommerferien indkalde retsordførerne til en drøftelse af, om de nuværende godtgørelsesniveauer er rimelige, og en ændring af erstatningslovens § 26 må så afvente disse drøftelser, som altså både kan handle om godtgørelsesniveauerne og handle om, i hvilke situationer der bør gives tortgodtgørelse eller lignende, men man må have en samlet vurdering og en samlet drøftelse af det, så det bliver en nuanceret tilgang, vi får til det, og så det kommer til at hænge sammen med andre bestemmelser, i straffeloven eksempelvis, og hænge sammen med erstatningsregler i øvrigt.

Jeg har været opmærksom på, at Brønderslevsagen har givet anledning til drøftelser om niveauet, og der har jeg også tilkendegivet at jeg er parat til en drøftelse på baggrund af det niveau, der er fastlagt i hvert fald i den første kendelse i Brønderslevsagen. Nu må vi så se, hvad det ender med i den sag, for den bliver jo anket.

Men jeg beder om, at vi ikke forfalder til populisme i det her Folketing, fordi vi nærmer os sommerferie og folketingsvalg, og at vi ikke hos hinanden forsøger at beklikke motiver, som vi ikke har, men at vi i sådanne alvorlige sammenhænge som her får alvorlige, seriøse og nuancerede drøftelser af tingene og ikke laver hovsalovgivning, for det ville være yderst skadeligt og i virkeligheden krænkende for ofre for andre forbrydelser.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning til justitsministeren.

Jeg må bare sige, at det er yderst mærkværdigt, at regeringen siger, at for lige præcis den her gruppe gerningsmænd vil man have en strafskærpelse; det er ganske proportionalt at overse bestemte grupper af ofre, f.eks. dem, der er udsat for et hjemmerøveri, hvor det er et indbrud, der udvikler sig. Til gengæld vil man ikke sige, at det her er en særlig gruppe ofre, der selvfølgelig altid skal have erstatning for det element af frihedsberøvelse, der er i den oplevelse, de har haft.

Det er regeringens retorik, det er justitsministerens retorik, der udtrykker, at det her er særligt stødende og særligt krænkende, og dermed mener jeg også, at man i retorikken har lagt op til, at der her må være en oplevelse, som er særlig erstatningsværdig. Og det er det, forslaget går på. Jeg er dog glad for, at ministeren nu siger – for det har ministeren ikke nævnt i sit svar til mig og Retsudvalget – at det her vil man også gerne kigge på, når det generelle niveau for erstatninger skal drøftes, men det er jo helt nyt, at ministeren kommer med det.

Så er der yderligere en kort bemærkning til justitsministeren fra fru Lone Dybkjær.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage ordet til justitsministeren, men i betragtning af, hvad justitsministeren kunne hidse sig op over, synes jeg faktisk, det er nødvendigt.

Det her ændringsforslag er nøjagtig lige så meget eller lige så lidt gennemarbejdet som ministerens eget forslag. Der er ingen argumenter i ministerens eget forslag for, at vi lige præcis skal have et strafniveau på 5 år. Det ved ministeren udmærket godt, og det er sikkert også derfor, ministeren går op i det høje toneleje.

Det lovforslag, ministeren har fremsat, hænger ikke sammen med noget som helst. Der er i lovforslaget ikke argumenteret for det niveau, man vil lægge sig fast på, og derfor er det fuldstændig ude i hegnet, at ministeren hidser sig så meget op over det her. Der er lige så meget populisme i ministerens forslag, som der er i det her ændringsforslag. I det her forslag kigger man dog i det mindste på ofrene; det gør man overhovedet ikke i ministerens forslag.

Så er det ministeren, og det er med et svar på den korte bemærkning, så her er taletiden 1 minut.

Der er aldeles ingen sammenhæng i det, fru Lone Dybkjær siger her. Vi laver en strafskærpelse over for nogle særlig alvorlige forbrydelser, som vi synes er virkelig gemene, og hvor der skal sættes hårdt ind. Det kombinerer vi i øvrigt med en stærkere politiindsats over for de pågældende, sådan at risikoen – set fra deres side – for at blive pågrebet også er større.

Men der er da kolossal forskel på at sige, som vi jo ofte gør her i Folketinget, at vi synes, der er behov for at skærpe straffen på et bestemt område, og så bare fuldstændig ukvalificeret sige, at der f.eks. er nogle ofre for grove forbrydelser, som skal have ubetinget tortgodtgørelse, uden at tage stilling til: Hvad med alle mulige andre ofre for alle mulige andre forbrydelser – skal de så ikke også have ubetinget tortgodtgørelse? Hvad skal niveauet være? Hvordan skal det ses i sammenhæng med erstatningsbestemmelser i øvrigt? Det må vi da drøfte; der kan vi da ikke bare lave hovsaløsninger. Det er udtryk for populisme, og det er det, jeg er skuffet over. Jeg er i hvert fald skuffet over, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt gør det; jeg ved ikke, om jeg er skuffet over, at Socialistisk Folkeparti gør det, for jeg er efterhånden vant til meget fra Socialistisk Folkepartis side, men jeg er skuffet over, at fru Karina Lorentzen gør det, for jeg er vant til at kunne have en seriøs, nuanceret debat med fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg mener ikke, der er en sammenhæng – som fru Lone Dybkjær nu påstår der er – med det, at vi hæver straffen for særlig alvorlige forbrydelser. Det er jo helt normalt, at vi gør det. Jeg kan tydeligt se på fru Lone Dybkjærs ansigtsudtryk, at vi stadig ikke er enige.

Det får fru Lone Dybkjær anledning til at svare på, værsgo.

Det har justitsministeren til fulde ret i.

Det kan godt være, justitsministeren er skuffet, men jeg er enormt skuffet over justitsministeren. Jeg havde faktisk forventet mere. Det må jeg indrømme. Det er ikke, fordi jeg har mange illusioner om den her regering, men jeg havde forventet en lille smule mere af den nye konservative formand.

Er der noget, der er hovsalovgivning, så er det lovforslag nr. L 209. Der har været andre forslag i Folketinget, der har været hovsalovgivning, men det her er virkelig hovsalovgivning. Det er jo ikke, fordi vi andre synes, at der ikke skal straf til. Der skal da straffes, hvis der begås et egentlig hjemmerøveri eller almindeligt hjemmerøveri, eller hvad man nu finder på at kalde det – det er da klart. Men vi synes så bare også, at der skal ydes en vis hjælp til ofrene.

Men vi synes, at tingene skal være gennemarbejdede. Det er ministerens forslag ikke, og det ved ministeren udmærket godt selv det ikke er. Og er der noget, der er hovsalovgivning, så er det L 209. Det er et totalt hovsaforslag. Det er taget ud af enhver sammenhæng. Uden sammenligning siger man bare: 5 år. Det vil vi have for egentlige hjemmerøverier. Det er da signallovgivning, der vil noget, når man overhovedet ikke sammenligner det med strafniveauet alle andre steder.

Ministerens lovgivning er hovsalovgivning, og det er mere forargeligt, fordi der trods alt sidder en regering bag det lovforslag.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen, og den er også til justitsministeren.

Nu er jeg hverken overrasket eller skuffet. Jeg kom i Folketinget i 2005 og har oplevet så meget, at det her ikke kan give anledning til skuffelse over noget som helst. Jeg vil bare spørge ministeren, om det er rigtigt forstået, at ministeren mener, at man godt kan hæve straffen for enkelte forbrydelser uden at foretage nogen vurdering af, hvordan det hænger sammen med straffen for andre forbrydelser, og uden at have noget som helst seriøst belæg for at sige, at det vil reducere antallet af forbrydelser. Det kan man godt gøre. Det er saglig og seriøs politik, som er i overensstemmelse med justitsministerens egen opfattelse af, hvad der er en rigtig, seriøs politiker værdigt.

Derimod er det fuldstændig useriøst og usagligt at stille forslag om at forbedre erstatningsordningerne uden at gennemføre de samme sammenligninger. Er det den forskel på seriøs og ikke seriøs politik, justitsministeren opstiller ? I så fald tror jeg, at justitsministeren har et problem – også med sig selv.

Så er det justitsministeren.

Jamen præmisserne for hr. Per Clausens indlæg er jo forkerte. Når vi nu foreslår det, er det naturligvis ud fra en vurdering af, at sammenlignet med andre forbrydelser er der behov for at skærpe straffen her, fordi det er nogle særlig gemene forbrydelser, vi vil skærpe straffen for.

Men ud over det der med, at der er behov for en nuanceret tilgang til det, så var det, der i den grad fik – det man normalt siger kommer i kog, det skal jeg så ikke sige – mig på talerstolen i en vis fart, forsøget på at beklikke vores forhold til ofre for forbrydelser og nærmest udstille det, som om vi er fuldstændig ligeglade med ofrene for hjemmerøverier i modsætning til Socialistisk Folkeparti, som skulle have en sympati for ofre, og det skulle vi andre ikke have.

Det var det, som i den grad fik mig op på talerstolen i en vis fart.

Så er det hr. Per Clausen for anden og sidste korte bemærkning.

En klog mand har engang sagt noget om ikke at kaste med brosten, når man står inde i drivhus, og det er jo det, vi ser justitsministeren gøre i den her sag, for hvor i bemærkningerne til lovforslaget er der undersøgelser og dokumentation for, at det her skulle have nogen som helst effekt? Hvor er gennemgangen af, at det her er et område, hvor der burde straffes hårdere i forhold til andre områder? Og hvad er forklaringen på, at Justitsministeriet i al sin visdom når frem til, at her skal der strammes op på lovgivningen – i maj måned – sådan at vi er nødt til at behandle sagen i en forlængelse af folketingssamlingen?

Er kendsgerningen ikke, at ministeren er så vred, fordi han lige om lidt skal stemme for noget, han ikke selv tror på, fordi han skal tilfredsstille Dansk Folkepartis behov for at få belønning for at forringe vilkårene for tusindvis af danskere i det her land, når man forringer efterlønnen og forringer pensionsordningerne?

Det, det handler om, er, at det er justitsministerens egen dårlige samvittighed, der er årsag til hans vrede, men det skulle han prøve at arbejde med på en anden måde, tror jeg, for jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at kaste brosten ud af et drivhus.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til justitsministeren, og vi er tilbage ved de korte bemærkninger til SF's ordfører. Det er hr. Kim Andersen som den første.

Jeg er i og for sig glad og meget tilfreds med, at om ikke Socialistisk Folkeparti, så i hvert fald fru Karina Lorentzen Dehnhardt nu langt om længe åbenbart og tilsyneladende har erkendt, at hjemmerøveri er en ganske, ganske forfærdelig grim og brutal form for kriminalitet, og at det er noget, der skal have vi lovgiveres allerstørste opmærksomhed. Det skal fru Karina Lorentzen Dehnhardt have tak for. Det er også derfor, regeringen har fremsat det her forslag, som netop indeholder bl.a. en markant strafskærpelse for hjemmerøveri, fordi det er en så krænkende og brutal form for kriminalitet.

Men Venstre kan ikke støtte Socialdemokratiet og Socialistisk Folkepartis ændringsforslag om automatisk tortgodtgørelse, fordi det nødvendigvis må være sådan, at det ikke er den kategori af kriminalitet, man har været udsat for, som er afgørende for, om man får tortgodtgørelse, men derimod hvad man reelt i hvert enkelt tilfælde er blevet påført af gener og lidelser. Derfor har justitsministeren jo, med rettidig omhu som sædvanlig, indkaldt retsordførerne til en seriøs og grundig drøftelse af hele dette komplicerede problemkompleks umiddelbart efter sommerferien. Tingene hænger jo sammen, tingene er ikke sorte/hvide, og det, vi gør vedrørende tort for hjemmerøverier, har en afledt virkning over for andre kriminalitetsformer.

Derfor er justitsministerens fremgangsmåde den seriøse, og derfor afviser Venstre at stemme for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkepartis ændringsforslag.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt for at svare på den korte bemærkning.

»Det er stærkt intimiderende, og det er noget, som for langt de fleste mennesker, som udsættes for den her form for kriminalitet, er en følelsesmæssig påvirkning, som man først meget sent bliver helt fri af, hvis man i det hele taget bliver det.«

Det var hr. Kim Andersens ord ved første behandling. Jeg kan ikke forstå, at man, når man i retorikken siger, at det her er så stærkt intimiderende, og erkender, at det er noget, som man først bliver fri af meget sent og får store psykiske problemer af, så ikke synes, at det automatisk skal give en torterstatning, som faktisk gives for lige præcis den oplevelse. Man har ingen skrupler med at udvælge lige præcis den her type sager til en strafskærpelse, men når det gælder lige præcis den her type ofre, er man i hvert fald ikke villig til at kigge på, om det automatisk skal udløse en erstatning, som faktisk kunne give penge til den psykologhjælp, som kunne være nødvendig for at komme over krænkelsen. Det er mig komplet uforståeligt, og det siger mig, at Venstre ikke er særlig interesseret i ofrene for de her forbrydelser.

Jeg vil godt sige her fra talerstolen, at det her er noget, som Hjælp Voldsofre bakker op. Det var oprindelig deres forslag, men det gør formentlig ikke indtryk på hr. Kim Andersen.

Så er det hr. Kim Andersen for yderligere en kort bemærkning.

Jo, men det er da helt klart, at der sagtens kan være ofre, som er udsat for den form for kriminalitet, som har brug for psykologhjælp og anden social bistand, og det er så det, der skal gives i den sammenhæng. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt har jo ikke hørt mig sige nej til, at ofre for hjemmerøveri skal have tortgodtgørelse, endsige sige nej til en højere takst i tortgodtgørelse. Jeg har heller ikke sagt nej til, at der kan være andre former for kriminalitet, hvor der skal være en tortgodtgørelse eller en højere takst end det, vi ser praktiseret i dag. Det tror jeg faktisk meget let kan gå hen og blive resultatet af den her diskussion, og jeg tror, og det vil jeg gerne sige heroppe på nuværende tidspunkt, at der generelt er brug for en meget grundig revision af hele det her område.

Jeg tror også, der er behov for, at vi indstiller os på, at det skal have et løft, men det skal ikke være sådan, at vi piller en kriminalitetsform ud med et ændringsforslag ved tredjebehandlingen. Vi skal naturligvis se det her i en sammenhæng, og vi skal jo også vide, hvad det er for nogle niveauer, vi snakker om, og hvordan finansieringen skal foregå. Hvad angår S og SF's ændringsforslag, ved vi f.eks. ikke noget om, hvad det reelt er for et niveau, vi taler om, og det kan jeg måske godt forstå, for det har simpelt hen ikke været gennemarbejdet, og det har ikke været set i en overordnet sammenhæng i forhold til erstatninger.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Men det er da meget pudsigt, at Venstres ordfører står og siger, at vi ikke skal vælge en kriminalitetsform ud, at der skal være sammenhæng i det, vi gør, for er det ikke lige præcis det, man gør med forslaget om hjemmerøverier? Man vælger én kriminalitetsform ud og siger, at det handler om de 22 egentlige hjemmerøverier, men den argumentation er simpelt hen ikke god nok, når det kommer til tortgodtgørelse til ofrene.

Hjælp Voldsofre skriver her: Vi har den opfattelse, at der lovgivningsmæssigt ensidigt er blevet fokuseret på strafniveauet. Netop på grund af de særlig grove forhold, som ofrene for hjemmerøverier udsættes for, er vi af den opfattelse, at ofre efter en hjemmerøveri skal have udbetalt tortgodtgørelse.

Der har hidtil kunne udbetales en godtgørelse på 10.000 kr., som har været gældende siden 1997. Undskyld mig, 10.000 kr. til ofrene for 22 hjemmerøverier! Kan Venstres ordfører ikke overskue de økonomiske konsekvenser af det her forslag?

Så er det slut med de korte bemærkninger til hr. Kim Andersen, og så er det fru Marlene Harpsøe med en kort bemærkning til SF's ordfører.

Socialistisk Folkeparti er åbenbart så betænkelige ved det her forslag, at de har valgt at stemme for forslaget. Det er i hvert fald det, man opfatter, når man hører ordføreren for Socialistisk Folkeparti her på talerstolen, men også, når man læser den betænkning, der er afgivet i Retsudvalget om forslaget. Der er det ene og det andet i vejen med forslaget, så derfor synes jeg godt, at man fra Socialistisk Folkepartis side kunne gøre lidt nærmere rede for, hvorfor man egentlig stemmer for det her forslag. For selv om man er meget imod både det ene og det andet, så må der da være noget godt ved det her forslag.

I Dansk Folkeparti ved vi selvfølgelig godt, hvad der er godt ved det her forslag. Det, der er godt, er, at hvis man begår et hjemmerøveri, får man en straf, der batter. For det er utrolig grænseoverskridende og ekstremt ubehageligt at være offer for et hjemmerøveri.

Så hvorfor stemmer SF for, når man egentlig er så meget imod i den retorik, som man ellers gør brug af?

Så er det ordføreren.

Vi har taget debatten om lovforslaget en gang. Nu drejer det sig om debatten om ændringsforslaget, er jeg nødt til at sige til fru Marlene Harpsøe. Og fru Marlene Harpsøe stod her ved førstebehandlingen og sagde:

Ens private hjem er et særligt helle. Det er her, man finder tryghed og ro, og derfor er det også ekstremt grænseoverskridende, når man i ens eget hjem pludselig står ansigt til ansigt med en forbryder. Utryghed er frygt, og frygt skal man tage alvorligt. I Dansk Folkeparti mener vi nu, at frygten skal tages meget alvorligt. Ikke kun, fordi frygten i sig selv er særdeles ubehagelig, men også, fordi angsten kan være totalt invaliderende for den, der bliver ramt af den. Og skulle vi ikke tage frygten alvorligt, fordi der er tale om følelser? Jo, selvfølgelig skal vi det.

Det er lige præcis det, torterstatningen går ud på, altså at tage hensyn til de følelser, som ofrene har været igennem. Men jeg kan igen konkludere, at når det handler om bedre vilkår for ofrene, så løber Dansk Folkeparti sin vej. Så gør de ikke noget ved det. Det er akkurat, som da vi sidst her i Folketinget havde S og SF's beslutningsforslag om bedre hjælp til ofrene. Men det viser jo i virkeligheden, hvad det her handler om. Det her har været Dansk Folkepartis betaling for at forringe efterløn og pension, og ofrene er man ligeglad med.

Så er det fru Marlene Harpsøe for en kort bemærkning.

Det er jo simpelt hen noget vrøvl, vil jeg sige til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, og det er utroligt, at man fra Socialistisk Folkepartis side gang på gang tager den retorik i munden.

Det er ekstremt grænseoverskridende at blive udsat for et hjemmerøveri, og det er da dejligt, at man sådan fra Socialistisk Folkepartis side også kan stå og sige de her ord fra Folketingets talerstol, om end det var et citat fra min egen ordførertale.

I forhold til ændringsforslaget synes vi i Dansk Folkeparti, at det er et sympatisk ændringsforslag. Det står vi fuldt og fast ved, fordi vi taler ofrenes sag. Men vi er bekymret for, om man glemmer nogle ofre i det her. Er der nogen ofre, man glemmer? Man udvider for en gruppe, men glemmer måske nogle andre, og skal de ikke også have lov til så at få erstatning efter reglerne om tort? Jo, selvfølgelig skal de da det. Derfor vil vi i Dansk Folkeparti have en gennemgribende revision af det her område, og vi er taknemlige for, at justitsministeren netop har lovet at indkalde ordførerne, når vi er samlet her i Folketinget igen, til en stor drøftelse af det her område. Det mener vi der er behov for. Vi må ikke glemme nogen ofre, fordi nogle ofre er med i det her forslag.

Vi skal jo også drøfte erstatningernes størrelse. Vi har haft en forfærdelig Brønderslevsag, hvor vi i hvert fald fra Dansk Folkepartis side kun har haft hovedrysten tilovers for den erstatning og de erstatningsstørrelser, der er givet der. Og det er jo utrolig vigtigt og kun seriøst, hvis vi tager fat på hele området i forhold til erstatninger og ikke bare kun slår ned på et mindre område.

Så er det SF's ordfører.

Skåret ind til benet handler det her jo om, at der kommer en strafskærpelse for én gruppe af hjemmerøverier, nemlig de egentlige hjemmerøverier. Og jeg mener bare, at når man retorisk kan sige A og synes, at det er særlig stødende og særlig krænkende, så må man også kunne sige B og sige: Jamen det er så krænkende, at det faktisk skal udløse torterstatning hver gang.

Jeg kan konstatere, at det vil Dansk Folkeparti ikke, og nu klynger man sig til, at justitsministeren i en anden konkret sag har indkaldt til forhandlinger om erstatninger, hvilket S og SF har ønsket sig i lang tid, men det er så kommet på baggrund af, at der er en konkret sag i medierne, som ikke har noget med hjemmerøverier at gøre.

Det er jo meget fint, at vi i dag har hørt justitsministeren sige fra talerstolen, at man nu også vil kigge på det her område – det synes jeg da er dejligt – men fakta er, at det jo ikke var kommet, hvis ikke vi havde taget debatten om det her i dag.

Så er det hr. Tom Behnke for en kort bemærkning til SF's ordfører.

Ved førstebehandlingen af det her lovforslag sagde SF's ordfører, fru Karina Lorentzen, at ofre for hjemmerøverier er udelukket fra at få erstatning. Der stod jeg alligevel og blev sådan lidt i tvivl. Jeg var ikke sikker på, at det var rigtigt, men i tvivl kan man altid blive, og dertil replicerede jeg, at hvis det var tilfældet, ville vi gerne være med til at se på det her område. Nu viste det sig så, at det jo var forkert. Det var ren retorik, fordi ofre for hjemmerøverier faktisk er berettiget til at få erstatning efter § 26, stk. 1, og hvis ikke efter stk. 1, så i hvert fald efter stk. 3.

Derudover kan ofre for hjemmerøverier få erstatning for tabt erhvervsevne, tabt arbejdsfortjeneste, der kan være forsikringsordninger, der er tingserstatning, skadeserstatning, personskadeerstatning, der er forskellige sociale ordninger, der samler op, der er mulighed for psykologhjælp, og der er også det, der hedder erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Og jeg har formentlig glemt nogle af dem, der også er der. Så det med, at der ikke er nogen mulighed for, at man kan få erstatning, når man er offer for et hjemmerøveri, er simpelt hen faktuelt forkert.

Når vi så når tilbage til, hvad det er, ændringsforslaget handler om, er det, om man altid obligatorisk skal udbetale erstatning for tort, når der er tale om hjemmerøverier, uanset om der har været tort eller ikke tort. Der siger vi bare, at det jo ikke er rimeligt, at det skal være obligatorisk, at det altid skal være sådan. Uanset grovheden, uanset omfanget af forbrydelse må det jo være den konkrete forbrydelse, man vurderer og giver erstatningen for, enten efter stk. 1 eller stk. 3.

Så er det ordføreren.

Jeg synes stadig væk, at det er en meget besynderlig argumentation. Altså, man har ikke nogen skrupler med at udvælge en bestemt type hjemmerøverier, som er særlig strafværdige. Det er så den retoriske del af det, men så er man ikke særlig villig til at se på lige præcis erstatningerne til netop den her gruppe ofre. Det er korrekt, at ofre for hjemmerøverier kan få torterstatning, men de får det ikke altid. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man synes, at det er så særlig krænkende, så særlig stødende, så særlig frygteligt at blive udsat for hjemmerøverier i sit eget hjem, men at det ikke er frygteligt nok til, at vi kan sige, at der altid skal gives erstatning. Jeg synes bare, at ud fra den retorik, som regeringen har brugt, må man også sige B og stemme for det her forslag.

Så er det hr. Tom Behnke for yderligere en kort bemærkning.

Det, jeg bare synes er væsentligt, er, at det ikke kun er os, der sidder her og diskuterer det her emne, der hører debatten. Der er rent faktisk rigtig mange mennesker, der hører debatten og bliver i tvivl om, hvad det egentlig er, vi diskuterer. Det, vi diskuterer, er jo ikke et spørgsmål om, om ofre for hjemmerøverier kan få erstatning, for det kan de, og det får de. Det, vi diskuterer helt specifikt, er i forhold til det, der hedder tort, altså den særlige ydmygelse man kan være udsat for, ærekrænkende, frihedsberøvende, og der kan man allerede i dag få erstatning efter stk. 1. Man kan også få erstatning efter stk. 3. Det, SF foreslår, er, at det skal være obligatorisk. Ligegyldigt hvor mildt eller hvor lille et hjemmerøveri har været, skal der gives erstatning for tort, også selv om tort ikke har været til stede. Det er det, der er noget sludder i ændringsforslaget.

Vi har intet imod at se på erstatningerne til ofre for hjemmerøverier. Vi synes bare, at det skal ses i en større sammenhæng, nemlig med alle de andre muligheder, der er for erstatninger, der, hvor man har mulighed for at genrejse folk og de kan leve videre i et normalt liv efter forbrydelsen. Torterstatning er jo, som man siger, et plaster på såret. Det er jo ikke det, der skal betale for skaderne. Det er en ekstra erstatning, man får, et plaster på såret. Der kan jeg forstå på justitsministeren at han har bebudet, at vi til efteråret alle sammen sætter os sammen og kigger på det her område under et, og så kan vi tage en diskussion på et fagligt, sagligt grundlag. Derfor afviser vi ændringsforslaget i dag.

Så er det SF's ordfører.

Men et andet medlem af hr. Tom Behnkes parti, nemlig justitsministeren, har sagt:

»Et hjemmerøveri er således et endog særdeles groft angreb på den enkeltes ret til at kunne opholde sig sikkert og trygt i sit eget hjem. Egentlige hjemmerøverier er endvidere efter regeringens opfattelse særlig stødende på grund af den hensynsløshed, der ligger i et planlagt overfald på tilfældige sagesløse i deres eget hjem.«

Det var ordene. Hvorfor er det, at man synes, at det er særlig stødende, men ikke særlig stødende nok til, at der altid skal udbetales torterstatning? Lige præcis den her type torterstatninger gives jo for oplevelsen af det frygtelige overgreb, der er. Lige præcis her burde der være den mulighed, så vi kan give ofrene mulighed for f.eks. at betale sig ud af at få den psykologhjælp, der skal til for at komme ud over krænkelsen. Jeg forstår bare ikke De Konservatives retorik på det her område. Man siger, at det her er særdeles groft, at det er noget særligt, men det er ikke særligt nok til, at det altid udløser lige præcis den her type erstatning.

Tak til SF's ordfører. Så er der yderligere to ordførere, der har bedt om ordet til forhandlingen vedrørende ændringsforslagene, og den første er fru Lone Dybkjær.

Det Radikale Venstre vil undlade at stemme til afstemningen om ændringsforslaget. Vi mener, det er vigtigt, at man kigger på hele spørgsmålet om tort, men vi ønsker at se det i en større sammenhæng og ikke bare tage et enkelt område ud og sige, at her skal der være torterstatning.

Så vi er positive over for at kigge på området, men vil med den begrundelse i dag undlade at stemme.

Tak til den radikale ordfører. Så er det ordføreren for Enhedslisten, og det er hr. Per Clausen.

Nu vikarierer jeg jo kun på retsområdet og kan derfor gå til debatten forholdsvis fordomsfrit, og jeg vil bare sige, at jeg synes, det var nogle rigtig fremragende indlæg, hr. Tom Behnke holdt, som klart dokumenterer, at man selvfølgelig skal stemme imod hele lovforslaget. For selvfølgelig er det meningsløst at tage et enkelt område ud og beslutte sig til, at man vil indføre nogle særlig hårde straffe på det område, når man ikke lader det indgå i en sammenhængende vurdering af, hvordan straffesystemet i øvrigt er skruet sammen, om der er proportionalitet osv. Det er jo helt indlysende rigtigt, og derfor håber jeg da, at Socialdemokraterne og SF har lyttet meget til hr. Tom Behnkes indlæg, for det må jo føre til, at de så bliver overbevist om at stemme imod hele lovforslaget. Det ville være rigtig klogt og fornuftigt, vil jeg sige.

Når man ser på hele lovforslaget, kan man jo bare sige, at der er to grunde til, at det bliver fremlagt i dag. Den ene er, at Dansk Folkeparti gerne vil have skærpet straffene for alting og gerne ét område ad gangen, så man kan få maksimal medieomtale for det. Det er jo Dansk Folkepartis interesse. Og den anden grund er, at Dansk Folkeparti jo her til efteråret stemmer for i praksis at afskaffe efterlønnen og forringe pensionsvilkårene, og så skal man selvfølgelig have noget at gå og prale af samtidig med det. Det er jo sådan set det saglige argument, der er for at vedtage det samlede lovforslag.

Så er der selvfølgelig den pointe, at man kan stille sig selv det spørgsmål, hvorfor Socialdemokraterne og SF medvirker til at hjælpe regeringen med at give Dansk Folkeparti den luns – det kan jeg ikke forstå.

Men i forhold til det konkrete ændringsforslag vil jeg sige, at jeg sådan set medgiver, at dem, der har kaldt det ændringsforslag for populisme, har fuldstændig ret. Det er et populistisk ændringsforslag stillet til et populistisk lovforslag. Men Enhedslisten har den grundopfattelse, at vi gerne vil skabe bedre vilkår for ofrene for kriminalitet i det her land – det har vi fremsat forslag om rigtig, rigtig mange gange – og så tager vi det gerne én ting ad gangen, hvis det er den måde, vi kan opnå resultater på. Så derfor stemmer vi for ændringsforslaget, men det får os altså ikke til ikke at synes, at der er et grundlæggende problem ved, at man tager en forbrydelse og behandler den for sig selv isoleret set uden at se den i sammenhæng med andre forbrydelser, og derfor vil vi, uanset hvordan afstemningen af det ændringsforslag falder ud, stemme imod det samlede lovforslag.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen om ændringsforslagene sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 2 af Karen Hækkerup og Karina Lorentzen Dehnhardt. Og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 42 (S, SF, EL og Christian H. Hansen (UFG)), imod stemte 57 (V, DF, KF, LA og KD), hverken for eller imod stemte 4 (RV).

Ændringsforslaget er forkastet.

Derefter er ændringsforslag nr. 1 og 3, stillet af de samme forslagsstillere, bortfaldet.

Forhandlingen drejer sig derefter om lovforslaget som helhed.

Ønsker nogen at udtale sig om det samlede lovforslag?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.

Afstemningen slutter.

For stemte 96 (V, S, DF, SF, KF, KD og Christian H. Hansen), imod stemte 8 (RV, EL og LA), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.