Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 209:

Forslag til lov om ændring af straffeloven. (Skærpede straffe for hjemmerøveri og organiseret indbrudskriminalitet).

Af justitsministeren (Lars Barfoed).

(Fremsættelse 25.05.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Kim Andersen som ordfører for Venstre.

Det lovforslag, vi her har til behandling, er jo et resultat af den store aftale, der blev indgået for nylig mellem regeringen, Dansk Folkeparti og fru Pia Christmas-Møller – i hvert fald i den tilrettede version efterfølgende. Det er et vigtigt element, men det er kun et delelement i den store aftale, vi her snakker om.

Det er et spørgsmål om, at vi ønsker at øge trygheden i vores samfund, at vi ønsker at videreføre en markant og fast, men retfærdig retspolitik, hvor vi gør en forstærket indsats mod de kriminelle, både med hensyn til forebyggelse, med hensyn til opklaring, med hensyn til domfældelse og med hensyn til strafudmåling, når det er gået galt.

Der er ingen tvivl om, at hjemmerøveri og organiseret indbrudskriminalitet, som er det essentielle i det lovforslag, vi har til behandling, er en meget, meget alvorlig form for kriminalitet. Det er stærkt intimiderende, og det er noget, som for langt de fleste mennesker, som udsættes for den her form for kriminalitet, er en følelsesmæssig påvirkning, som man først meget sent bliver helt fri af, hvis man i det hele taget bliver det. Det, at nogen som vildt fremmed med vold trænger ind i et privat hjem, foretager overgreb på hjemmets værdier og kan være truende, ja direkte voldelig over for personer, der eventuelt ligger og sover i deres egne senge, er en stærkt krænkende oplevelse.

Derfor er det helt klart, at det her er et lovforslag, som Venstre støtter, nemlig at vi hæver normalstraffen, så den fra som udgangspunkt at være de nuværende omkring 2½ år ved hjemmerøveri som udgangspunkt bliver 5 års fængsel, og at vi for organiseret indbrudskriminalitet hæver den nuværende strafudmåling med omkring en tredjedel i forhold til det nuværende strafniveau. Det synes vi er rimeligt. Det er med til at understrege, at vi har en markant retspolitik, som slår hårdt ned over for på de kriminelle.

Der er også i aftalen fra maj måned lavet nogle beregninger på, hvad det her vil koste af ressourcer, både i forhold til flere fængselspladser og i forhold til personale i Kriminalforsorgen og dens institutioner. Disse beregninger og dette merforbrug er vi helt bevidste om, og det vil så indgå, om jeg så må sige, forlods i de forhandlinger om en fornyelse af Kriminalforsorgens 4-års-aftale, som jo skal indledes til efteråret.

I den forbindelse skal man altså også huske, at det merforbrug, der vil være af pladser i kriminalforsorgen, og dermed det øgede personaleforbrug jo er et forbrug, der først indtræffer om et betragteligt stykke tid. Det er jo sager, som først skal opstå, det er sager, der først skal pådømmes, og så vil den forlængede strafudmåling falde bagest, i enden af den straf, der i forvejen ville være blevet udmålt. Så det er ikke et her og nu-merforbrug pr. 1. juli, når loven træder i kraft, eller pr. 1. januar 2012. Det vil komme langt senere. Men vi skal naturligvis tage højde for det i den 4-års-aftale, der skal forhandles og gennemføres til efteråret, det er vi helt opmærksomme på, og det fremgår altså også af aftaleteksten.

Jeg vil også gerne her sige, at vi taler om normalstraffe, og fremhæve det udtryk, og jeg vil også gerne fremhæve udtrykket som udgangspunkt. Der er ikke tale om, at vi indfører minimumsstraffe. Det vil stadig væk være sådan, at det er den enkelte domstol, der i den enkelte sag og afhængigt af alle de aspekter, der indgår i hver enkelt sag, har myndigheden, retten og forpligtelsen til at foretage den konkrete udmåling. Og det kan jo så være i formildende eller i skærpende retning med alle de nuancer, der er i den enkelte sag.

Vi er i Venstre tilhængere af det her lovforslag, vi tilsiger det vores fulde støtte og vil gøre, hvad vi kan, for at det får en ordentlig, men også hurtig behandling i udvalget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil gerne spørge Venstres retsordfører, hvad der er årsagen til, at man har udvalgt de egentlige hjemmerøverier – som beløb sig til 22 sidste år – som mål for en strafskærpelse, men ikke tager den del med, hvor der er et indbrud, og hvor beboeren kommer hjem, så det udvikler sig til et hjemmerøveri. Hvorfor har man valgt at udvælge én gruppe, men ikke tage andre med, som bliver udsat for hjemmerøveri? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er – måske kan ordføreren ikke svare på det, men jeg har også stillet det i Retsudvalget – hvad der egentlig skal ske med dommene i de allerallergroveste sager. De første to domme, jeg slog op i Rigsadvokatens undersøgelse, er udmålt til henholdsvis 5 og 8 år, så hvordan forventer ordføreren for Venstre at de strafudmålinger kommer til at ligge i fremtiden, for strafferammen er jo kun 10 år?

Ordføreren.

Når vi tager de egentlige hjemmerøverier, er det, fordi det efter vores opfattelse er en form for kriminalitet, som er meget, meget grov, og som er særdeles krænkende i forhold til det menneske eller de mennesker, som udsættes for den. Derfor har vi ønsket at skærpe straffen på det her område og markere, at vi altså anser det for at være en meget grov og krænkende form for kriminalitet, som vi gerne vil slå hårdt ned på.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jo, men er det ikke lige så krænkende at komme hjem og blive udsat for et røveri i sit eget hjem, når det er en indbrudstyv, der pludselig hiver en pistol frem og truer sig til nogle værdier? Det tror jeg kan være mindst lige så krænkende, alt efter hvad der sker. Og det betyder faktisk, at nogle af de sager, som kan være meget, meget grove, vil blive udmålt meget, meget mildere end det, som regeringen her foreslår.

Den anden ting var, at jeg ikke helt fik svar på, hvad det her kommer til at betyde for dommene i de allerallergroveste sager.

En sidste ting er: Vil Venstre være med til at se på, at vi får givet en torterstatning til ofrene for hjemmerøverier? For der er ret mange af de røverier, der ikke bliver opklaret; det er kun i halvdelen af tilfældene, at man faktisk finder gerningsmanden.

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne være med til at se på, om den erstatning, der gives til ofrene, er rimelig. Vi har også tidligere haft igangsat et arbejde herom. Jeg vil meget gerne være med til at se på, om der er noget, der skal forbedres på det område. Det er klart, at ofrene virkelig skal behandles ordentligt og hæderligt af samfundet.

Med hensyn til de allerallergroveste former for hjemmerøverier, vil jeg sige, at der jo – også i forhold til de sager, som ordføreren her nævner – stadig væk er noget af strafferammen tilbage, om jeg så må sige. Der kunne være givet strengere straffe, så det vil sige, at der er mulighed inden for strafferammen til at tage højde for de allermest bestialske og forfærdelige eksempler.

Med hensyn til den form for røveri, hvor man kommer hjem og man eventuelt bliver truet med en pistol eller der udøves vold på anden måde, vil jeg da ikke afvise, at det er en form for indbrud med så megen magt og voldsanvendelse og af en sådan grovhed og bestialsk karakter, at det også karaktermæssigt vil kunne benævnes som et hjemmerøveri. Men det må vi jo i givet fald prøve at stille nogle spørgsmål om i udvalget – og det forstår jeg også at ordføreren har gjort – for at få en helt klar besked om, hvordan hjemmerøveri defineres. Jeg vil tro, at der er en glidende overgang, og jeg vil tro, at et eksempel som det, der her bliver nævnt, meget let vil kunne karakteriseres som et hjemmerøveri.

Fru Line Barfod har også bedt om korte bemærkninger, værsgo.

I forlængelse af ordførerens svar vil jeg sige, at jeg ikke helt forstår det, ordføreren siger, for som jeg forstår lovforslaget, er det netop meningen, at det kun skal være de tilfælde, hvor gerningsmanden fra starten har planlagt det som et røveri – altså har planlagt, at der er nogle i hjemmet, som man så kan røve – der skal være omfattet af det her, og ikke de tilfælde, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt nævnte, hvor beboeren kommer hjem og overrasker nogle i sit hjem, der så bruger våben. Jeg forstår simpelt hen ikke den skelnen. Det håber jeg at Venstres ordfører kan forklare: Hvorfor lægger man op til, at der skal være den skelnen mellem forskellige typer hjemmerøveri? Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor man er ude i at skulle lave den her strafskærpelse, for så vidt man kan se af den redegørelse, der er kommet, og de domme, der er, er domstolene i dag i stand til at lave en afvejning af, hvor hård en straf der skal gives, alt efter hvor grov forbrydelsen er.

Hvad er det konkret for nogle sager, som har gjort, at Venstre finder, at det er nødvendigt at lave de her strafskærpelser?

Ordføreren.

Altså, nu ved vi jo kun alt for godt, at Enhedslisten ikke overhovedet forstår eller accepterer strafskærpelser. Vi ved jo kun alt for godt, at Enhedslisten dybest set er fuldstændig imod den konsekvente retspolitik, som VK-regeringen står for og har stået for gennem alle årene. Vi ved jo godt fra Enhedslistens ageren og de mange forslag her i salen, at Enhedslisten dybest set er med de kriminelle. Det er jo det, der karakteriserer Enhedslistens politik, forslag og retorik, når vi snakker kriminalitet. Derfor undrer spørgsmålet mig i og for sig ikke spor. Enhedslisten ville jo helst lade retspolitikken dalre, og derfor er det også vanskeligt at se, hvordan der overhovedet vil kunne blive bare et minimum af stringens i retspolitikken blandt de partier, der forestiller at skulle udgøre et alternativ til den nuværende regering.

Jeg er af den overbevisning, at der er brug for en strafskærpelse på området. Og hvad angår de helt præcise definitioner, tror jeg, at det vil blive afklaret ved domsafsigelsen. Det klart, at de sager, hvor man kommer hjem og overrasker nogen, og hvor der bliver udøvet voldskriminalitet og truet og måske skudt, som fru Line Barfod her nævner, må for min skyld også meget gerne blive omfattet af strafskærpelsen.

Fru Line Barfod.

Jeg forstår stadig ikke Venstres holdning. Altså, nu har jeg jo den opfattelse, at man skal vælge en retspolitik, der virker. Det er derfor, jeg bl.a. har været meget glad for at få resten af oppositionen med på en handlingsplan mod bandekriminalitet, som har nogle forslag, der rent faktisk ville virke. Jeg kan forstå, at Venstre så ikke går helt så meget op i, om det virker, det skal bare se pænt ud.

Derfor forstår jeg simpelt hen heller ikke, at Venstres ordfører kan stå her og sige, at man ikke har sat sig ind i, hvad det er for en type hjemmerøverier, der er omfattet af lovforslaget. Jeg forstår ikke, hvad det er, der gør, at Venstre synes, det er godt med et lovforslag, som kun omfatter én slags hjemmerøverier og ikke den anden slags hjemmerøverier. Det er det ene spørgsmål, jeg stadig gerne vil have svar på.

Det andet spørgsmål er: Hvad er det konkret for nogle sager eller ny viden, der er kommet til Venstre siden Rigsadvokatens redegørelse for få måneder siden, som viste, at domstolene godt er i stand til at give forskellige straffe for de forskellige typer hjemmerøveri, afhængigt af hvor grov forbrydelsen er?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at der er blevet givet strengere straffe, men vi synes ikke, at de for den her form for kriminalitet er blevet skrappe nok, og derfor er vi tilhænger af det forslag, vi her har til behandling. Vi vil meget gerne have en markant forøgelse af straffen for den her meget, meget grove og krænkende form for kriminalitet, som vi taler om.

Vi er i Venstre meget optaget af, hvordan retspolitikken virker. Vi er på borgernes side, vi er imod de kriminelle og forbryderne. Det ses også ganske klart af, at den retspolitik, som regeringen og regeringspartierne har ført gennem de seneste 8-10 år, slår meget markant igennem. Vi får flere kriminelle både fra rocker- og bandemiljøet bag tremmer. Vi har en statistik, som på mange områder viser, at vi er ved at få bugt med kriminaliteten og får knækket kurven. Vi har også lavet vores mange tiltag til forebyggelse og sat nye penge af ude i kommunerne til forebyggelse af ungdomskriminalitet, og der er overhovedet ingen tvivl om, at det virker og har en effekt. Det her er en mangesidet indsats: Det er ikke bare forebyggelse og behandling, det er også straf, og det er det, vi ser resultatet af, og det er positivt.

Tak til hr. Kim Andersen. Der er ikke ønsker om flere korte bemærkninger. Så er det fru Karen Hækkerup som ordfører for Socialdemokratiet.

Var det det? Det var min første indskydelse, da jeg havde læst lovforslaget igennem. Var det virkelig det? Var det det, Dansk Folkeparti skulle have for at svigte sit løfte om at ville bevare efterlønnen? Er det virkelig de her få mennesker, der nu skal have en strengere straf, der skal måles op mod de flere hundrede tusinde mennesker, som nu kan se på, at deres fremtid bliver usikker, at de ikke ved, hvornår de kan trække sig tilbage, at de kan risikere at stå uden forsørgelsesgrundlag? Var det virkelig det?

Men omvendt ved vi jo godt, at det er det her, som Dansk Folkeparti gerne vil tale om. Dansk Folkeparti vil gerne tale om strafskærpelser, og Venstre vil sådan set også meget gerne tale om strafskærpelser, om at være hård og streng. Vi, der er herinde, ved jo så bare godt, at virkeligheden nogle gange er en anden. Det er ikke mange uger siden, vi færdigbehandlede lovforslag nr. L 174, hvormed vi bl.a. sørgede for, at også hjemmerøvere nu kan komme ud efter halv tid, hvis de opfører sig ordentligt i fængslet. Så man giver halv tid med det ene lovforslag og fordobler straffen med det andet. Men man vil gerne have, at vi skal snakke hjemmerøverier, fordi man åbenbart synes, at det kan gavne ens politiske position.

Det her lovforslag indeholder to elementer. Jeg skal indledningsvis starte med at sige, at Socialdemokraterne støtter lovforslaget. Vi støtter lovforslaget, for der er ikke nogen tvivl om, at for dem, der bliver udsat for den her ganske, ganske grove type af hjemmerøverier, er krænkelsen virkelig ekstrem. Det, der er sagen i det her, er, at når vi kigger på antallet af hjemmerøverier, kan vi se, at der har været forskellige tal fremme. Dansk Folkeparti har turneret i pressen med nogle tal, som var meget, meget høje, og det viser sig jo så, at de ikke kun gjaldt egentlige hjemmerøverier, men at de også gjaldt røveri i eget hjem.

Vi har fået nogle redegørelser og nogle rapporter, hvor vi har kunnet se, hvad det egentlig er for nogle røverier, der går under betegnelsen hjemmerøverier. De fleste har nok en opfattelse af, at et hjemmerøveri er noget, der går ud over en pensionist, en ældre, som er svagelig, og som bliver overfaldet og udsat for et røveri i hjemmet, men i virkelighedens verden foregår over halvdelen af vores hjemmerøverier i etageejendomme. Det er ganske ofte misbrugere, unge mænd, der render rundt og stjæler hos hinanden. Det er tit gæld, der skal inddrives, eller andet. Det vil sige, at den type af hjemmerøverier, som vi alle sammen har på nethinden, når vi ser det skrækkelige eksempel for os med nogle pensionister, der fuldstændig krænkende og nedværdigende bliver overfaldet og bundet i deres eget hjem, altså ikke er de tilfælde, der er typiske. Men det er dem, der bliver berørt med den her strafændring, og derfor støtter Socialdemokraterne lovforslaget, når det drejer sig om skærpelse af straffen for hjemmerøverier.

Jeg synes, det er vigtigt at sige, at der stadig væk er lagt op til, at det skal være en normalstraf. Det skal stadig være op til domstolene at vurdere, om straffen skal være højere eller lavere. Det vil sige, at det er en konkret vurdering, som skal foretages af domstolene, og det kommer kun til at handle om de ganske grove sager. Alle de andre sager er ikke omfattet af den her lovændring.

Vedrørende den del af lovforslaget, som handler om organiseret indbrudskriminalitet, er det bl.a. beskrevet, hvordan man med rambuk kan forsøge at bryde ind, og hvordan man i banderegi kan organisere indbrud. Det er da klart, at det er ufattelig krænkende, når man bor i et lokalområde, i et villakvarter, hvor man den ene gang efter den anden oplever, at der kommer bander, som organiserer sig og går på togt.

Så er spørgsmålet, hvad der er den rigtige medicin til de områder, hvor man i den grad oplever at være udsat for indbrud og for kriminalitet. Det allerbedste ville jo være, hvis man opklarede de indbrud, der er i forvejen. For hvis straf skal virke præventivt, gør den det jo kun, hvis man rent faktisk risikerer at blive stillet til regnskab for den kriminalitet, man har begået, og der kan vi desværre se, at opklaringsprocenten for indbrud er pinligt lavt. Jeg forstår så på den aftale, der er lavet, at man nu vil forsøge at lave en central indbrudsenhed, og at man vil prøve at se, hvordan man bedre kan gå efter de her indbrudstyve. Det kan vi selvfølgelig kun bakke op om, og også at der bliver sat penge af til det. Men så længe vi har en så lav opklaringsprocent på indbrud, er det altså ikke det, der kommer til at virke præventivt. Det virker heller ikke som en hård og stram retspolitik, når ofrene, der sidder ude i stuerne, oplever, at deres arvesmykker og andet bliver stjålet, og at hjemmet bliver rodet igennem, men at deres gerningsmænd går fri, fordi politiet aldrig nogen sinde får fat i dem.

Så derfor kan man spørge: Hvad er egentlig essensen af det her lovforslag? Essensen er, at der er nogle, der gerne vil tale retspolitik, fordi de ved, at det kan deres vælgere godt lide at høre om. De kan godt lide at høre, at nu skal man være streng, at nu skal man være hård. Men vi, der sidder herinde, og som kender lovgivningen, ved jo også godt, nu hvor vi f.eks. lige har behandlet L 174, at hjemmerøvere nu også kan komme ud efter halv tid. Vi ved, at situationen er, at vores fængsler er overfyldte. Der ligger ganske ofte mere end en i hver celle. Man har inddraget muligheder for beskæftigelse og for undervisning. Hele kriminalforsorgen sejler.

Når Venstres retsordfører i sit ordførerindlæg siger, at det her jo ikke er et forbrug, kriminalforsorgen skal have nu, men at det er et forbrug, der kommer efterfølgende, så er det vigtigt at sige, at der allerede nu er behov for ekstra ressourcer i kriminalforsorgen. Allerede nu har man jo mange flere fanger, som man skal have igennem, og som man altså ender med at løslade efter halv tid, fordi man ikke har plads til dem. Det synes jeg er et problem, man burde være gået ind at se på.

Så vil jeg gerne komme med en meget, meget kort kommentar til det, der handlede om indbrudstyve. Der vil jeg sige, at for os er det vigtigste, at vi skelner imellem forsæt og ikke forsæt. Det vil sige: Har man planlagt en så modbydelig forbrydelse, som det er at begå et hjemmerøveri, og har sat sig ned og forberedt sig på, at koste, hvad det vil, vil man bruge vold og angribe andre mennesker, eller er der noget, der er gået galt? Der er forskel, og det vil der også være i forhold til vores stillingtagen, hvis der bliver fremsat forslag om, at indbrudstyveri skal omfattes.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, først fra fru Marlene Harpsøe.

Socialdemokratiets ordfører siger, at Socialdemokratiet støtter lovforslaget. Det var da rart at høre, at man støtter, at der netop kommer et konsekvent initiativ over for forbrydere i det her samfund. Men den der støtte blev godt nok pakket ind i ekstremt meget kritik, så jeg vil gerne høre fru Karen Hækkerup: Hvorfor støtter Socialdemokratiet egentlig lovforslaget og de her strafskærpelser?

Ordføreren.

Jeg troede egentlig, jeg havde formuleret mig meget tydeligt, nemlig at det gør vi, fordi det i forhold til de forbrydelser, som det her vil omfatte, som er de meget grove og meget krænkende forbrydelser, er rimeligt, at der er en ordentlig straf. Derfor støtter vi lovforslaget.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er jo dejligt at høre, at man vil bistå og sige, at det støtter man, når Dansk Folkeparti har forhandlet med regeringen om bl.a. tryghedspakken. Jeg ved jo, at fru Karen Hækkerup tidligere har været ude at sige, at det, vi vil gøre med hjemmerøverier, hvor vi siger, at straffen som udgangspunkt skal være 5 år, har man fra Socialdemokratiets side ikke kunnet støtte.

Hvorfor kommer denne ændring lige pludselig? Hvorfor vil man lige pludselig gerne støtte den her strafskærpelse?

Ordføreren.

Det er, fordi vi har fået pillet snak fra fakta. Vi har fået de tal, som bl.a. Dansk Folkeparti har turneret med, pillet fra hinanden. Det er tal, som beskriver de typer af indbrud og hjemmerøverier, som det her skal omfatte. Og nu handler det her om de egentlige hjemmerøverier og ikke om det tilfælde, hvor der også skal gives 5 års fængsel til en stofafhængig niece, som ender med at trække en køkkenkniv for at true sin onkel til at udlevere penge. For i det tilfælde ville jeg ikke synes det var rimeligt. Men i de tilfælde, hvor der er tale om forsæt, hvor gerningsmænd bevidst har planlagt at gå ind et sted, hvor de ved der er nogen hjemme, hvor de har taget gaffatape i lommen, og hvor de har forberedt sig på, at de vil slå på tæven, er en hård straf også retfærdigt.

Så vil jeg gerne sige: Jeg synes, det er vigtigt at understrege for de folk, der sidder derude og lytter, at man ikke skal være bange for at blive udsat for hjemmerøveri. Når vi taler om det herinde, kan det lyde, som om det er en trussel, der nærmest er nærværende i hver eneste landsby og hvert eneste hjem. Sådan er det heldigvis ikke. Derfor synes jeg, det påhviler os at sige meget tydeligt, at de grove hjemmerøverier, der rammer mennesker, som ikke har haft relationer til gerningsmanden – i modsætning til eksempelvis kriminelle, der skylder hinanden penge – er en meget, meget sjælden forbrydelse. Folk skal ikke være bekymrede for det, men selvfølgelig skal der sættes ind.

Noget af det, jeg gerne ville have haft regeringen havde lagt mere vægt på, er ofrene. Hvor er pengene til offerrådgivning og til psykologhjælp? Hvor er den forebyggende indsats og indsatsen mod de overfyldte fængsler? Det her minder en lille smule om signalpolitik.

Så er det hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Af hensyn til dem, der måtte følge debatten her og høre efter, hvad der egentlig er blevet sagt, vil jeg gerne høre fru Karen Hækkerup, om ikke det er lidt af en tilsnigelse eller måske en fortalelse at koble det her lovforslag, L 209, sammen med L 174, som jo er noget for noget-ordningen. For noget for noget-ordningen er jo en ordning, der har eksisteret 4-5 år, og som Socialdemokratiet har støttet. Men med L 174 udvidede vi jo nede i den milde ende, så man fremover kun skal være straffet med 4 måneders fængsel, man skal altså sidde minimum 2 måneder i fængsel. Men der er vel ikke i forbindelse med egentlige hjemmerøverier nogen hjemmerøvere, der får så milde straffe, eller hvad?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke L 174, vi behandler, men faktisk bed jeg godt mærke i, at den konservative ordfører gentog en fejl, som også blev gentaget, da vi behandlede L 174. Så jeg repeterer lige, hvad L 174 går ud på.

Man kan blive løsladt på noget for noget-ordningen, hvis man har afsonet halvdelen af sin straf, dog minimum 2 måneder. Spørgsmålet omfatter ikke kun de korte straffe. Det omfatter også de længere straffe. Der, hvor forskellen er, er, at der er en grænse på 8 måneder. Det betyder ikke, at det kun er dem, der har en straf op til 8 måneder, der kan løslades efter halv tid. Det betyder, at anklagemyndigheden ikke skal høres, inden institutionen er blevet delegeret kompetencen til at træffe beslutning om, hvorvidt den indsatte skal løslades efter halv tid. Det vil sige, at den 8-måneders-grænse, der er, ikke afhænger af straffens længde, men udelukkende drejer sig om, at man skal høre anklagemyndigheden.

Dernæst indeholder L 174 et andet element, som handler om uledsaget udgang. Der har reglerne tidligere været sådan, at for straffede med op til 5 års straf har man skullet afsone mindst en tredjedel af tiden, før man har kunnet komme på uledsaget udgang. For straffe op til 8 år har man skullet afsone halvdelen. De minimumsgrænser har man fjernet, sådan at tidligere udgang kan påbegyndes tidligere for at skaffe flere pladser i fængslerne. Så den konservative ordfører har ikke ret i, at L 174 kun omfatter de korte domme.

Hr. Tom Behnke.

Nej, det ved jeg udmærket, men det, der er spørgsmålet, er, om L 174 omfatter egentlige hjemmerøverier. For nu har vi fået slået fast, at de jo får væsentlig hårdere straffe end det, som L 174 omtaler, nemlig det nede i den milde ende. Det andet er, at det jo klart og tydeligt fremgår af det forslag – jeg siger det kun, fordi fru Karen Hækkerup selv inddrager det i den her debat – at hensynet til retshåndhævelsen normalt vil udelukke hjemmerøvere og organiserede indbrudstyve fra at blive omfattet af ordningen. Derfor er det faktuelt forkert at stå og give det indtryk, at de to lovforslag strider mod hinanden, for det gør de jo ikke.

Ordføreren.

Jeg bliver nødt til at sige, at den konservative ordfører gentager sin misforståelse. Hjemmerøvere kan godt løslades efter halv tid. Jeg har stillet et skriftligt spørgsmål vedrørende L 174 og fået det svar, at det selvfølgelig beror på en konkret vurdering. Der vil være sager, hvor man vil sige, at det i forhold til retshåndhævelsen ikke kan komme på tale i det her tilfælde og i den her sag, men der er ikke nogen garanti for, at hjemmerøvere ikke kan komme ud efter halv tid. Det synes jeg at De Konservative skulle tage at anerkende.

Det her handler jo ikke kun om, hvor lang tid vi skal straffe folk. Hvis man spurgte mig, hvad målet egentlig er med det her, så skulle det gerne være, at vi herinde i Folketinget blev bedre til at sige til den danske befolkning: I kan være trygge og rolige ved, at der er styr på det, at kriminalitet bliver opklaret, at forbrydere kommer i fængsel, og at de, når de er i fængsel, modtager behandling, de modtager undervisning, de bliver hjulpet videre til et liv uden kriminalitet. Sandheden er desværre, at vi ser så mange strafskærpelser, som ikke bliver fulgt op af den resocialiserende indsats, der er behov for i fængslerne. Vi har fængsler med et belæg på over 100 pct. Der er altså folk, der ligger klinet sammen. Arbejdsmiljøet i vores fængsler er ganske grotesk. Volden i fængslerne er stigende. Regeringen burde med det her lovforslag også have taget højde for, at kriminalforsorgen allerede nu er nødlidende.

Så er det hr. Kim Andersen for en kort bemærkning.

Tak for det. Det var meget interessant at høre den socialdemokratiske ordførers indlæg her ved førstebehandlingen af L 209. Der var mange kritikpunkter, der var mange forbehold, og der var i det hele taget meget sådan snak frem og tilbage. Men det lykkedes alligevel at få klemt ud mellem sidebenene, at Socialdemokraterne vil støtte forslaget. Det vil jeg da i og for sig gerne sige tak for. Det er rart, når regeringen får støtte til sine forslag.

Men det, der undrer mig lidt, er, at der var så mange kritikpunkter og besværgelser, inden man sådan lige kunne få klemt ud, at man støttede det. Og vi ved jo også godt, at det har været meget svært at få at vide, hvad Socialdemokraterne mente om det her lovforslag, før det nu sådan blev klemt ud mellem sidebenene i dag. Der har jo været umådelig mange meldinger, lige fra at man støttede det, at man var neutral og ville stemme gult, og til at man var direkte imod. Er det sådan, at vi nu kan gå ud fra, at det er hele den socialdemokratiske folketingsgruppe, som vil støtte det her forslag, og som også vil støtte det efter et valg, og som i det hele taget står inde for den stramning af retspolitikken, som vi her taler om? Der har været meget tvivl, så jeg vil gerne have det bekræftet af ordføreren.

Ordføreren.

Det her handler om nogle ganske få og meget, meget grove sager, hvor folk med forsæt har planlagt at overfalde uskyldige mennesker, fordi de har haft en formodning om, at disse mennesker havde værdier i deres eget hjem. Vi synes i Socialdemokraterne, at det er fair, at det bliver straffet hårdt.

Der, hvor vi har været bekymrede i forhold til regeringens udmelding, var, at man ikke havde afgrænset, hvad det egentlig var for nogle hjemmerøverier eller røverier i hjemmet, der skulle være omfattet af de her. Og der var det, som jeg sagde tidligere om forsæt, for mig meget vigtigt. Har man planlagt en rigtig grov forbrydelse, eller er det eksempelvis, som jeg også nævnte tidligere, niecen, der truer sin onkel, fordi hun er afhængig af stoffer og skal have nogle penge? For os har det været vigtigt, at det her blev indkredset til at være de egentlige hjemmerøverier. Det var det ikke i den aftaletekst, der kom, da regeringen fremlagde sin aftale om tryghedspakken. Det var det til gengæld, da det havde været over juristernes bord i Justitsministeriet. Og så er det jo meget tydeligere og meget nemmere at tage stilling til, hvad man læser.

Derfor kan jeg selvfølgelig også give en samlet melding: Socialdemokraterne står bag det her lovforslag.

Hr. Kim Andersen.

Nu har vi jo ud over den vægelsindethed, der har været fra Socialdemokraternes side i forhold til det her forslag, hørt, at både Det Radikale Venstre og Enhedslisten er stærke modstandere. Vi ved også, at SF er meget i tvivl med sig selv, og på nuværende tidspunkt ved vi rent faktisk ikke, om SF vil støtte det eller ikke vil støtte det. Ser den socialdemokratiske ordfører ikke et meget, meget stort problem i det, altså hvordan man skal danne sig et indtryk af, hvad der egentlig er oppositionens retspolitiske linje? Er det sådan en lidt diffus linje, som vi kender det fra tidligere SR-regeringers tid, hvor man jo var meget, meget slap og faktisk forsvarede kriminaliteten og forbryderne, eller er det en mere konsekvent, hård retspolitisk linje som den, VK-regeringen står for?

Jeg må indrømme, at jeg med hensyn til de signaler, der kommer fra Socialdemokratiet, fra SF og fra Enhedslisten, som jo tonser frem i meningsmålingerne og åbenbart skal have meget stor indflydelse på en eventuel anden regerings politiske indhold, er noget i tvivl om, hvad det er for en retspolitisk linje, man vil køre. Og jeg synes også, at meldingerne om L 209 i dag giver baggrund for at have den tvivl.

Ordføreren.

Jeg synes, det er fair nok at fremture, hvis man har noget at fremvise, som man kan prale af, men vi står altså nu over for, at den borgerlige regering har haft ansvaret for vores retspolitik i 10 år, og ser man på, hvor mange indbrud der eksempelvis har været, kan man se, at vi i løbet af de sidste par år har haft en stigning på 49 pct., tror jeg nok det er, og opklaringsprocenten er forsvindende lav. Vi har overfyldte fængsler, fordi man den ene gang efter den anden kun har villet skærpe straffen, men ikke har villet se på den resocialiserende indsats, som handler om, hvad der bliver gjort med de indsatte, der rent faktisk kommer ind i vores fængsler. Vi har stigende vold i vores fængsler, vi har stigende bandeproblemer i vores fængsler, vi har et arbejdsmiljø i vores fængsler, som slider vores medarbejdere ned, vi har en regering, som har fremsat et lovforslag om, at for at lette kapacitetspresset på vores fængsler skal folk ud på halv tid. Altså, jeg vil sige til hr. Kim Andersen, at konsekvent retspolitik tror jeg ikke man kan kalde det, regeringen har præsteret i de sidste 10 år. Det vil derimod være det, man vil få, når en ny regering forhåbentlig kommer til. Der vil man få straffe, der virker, og der vil være fokus på, hvad det er for en indsats, der rent faktisk får de kriminelle ud af kriminalitet. Vores blik vil være på, hvordan vi forhindrer, at der kommer et næste offer, samtidig med at vi selvfølgelig også vil følge op på de lovændringer, som ellers er blevet lavet.

Tak til fru Karen Hækkerup. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Marlene Harpsøe som ordfører for Dansk Folkeparti.

I Dansk Folkeparti indgik vi sammen med regeringen og medlem af Folketinget fru Pia Christmas-Møller en aftale om en tryghedspakke. Der er rigtig mange gode elementer i netop denne pakke. Hvis jeg skal sige noget kort om tryghedspakken, fordi den som sagt indeholder rigtig mange gode ting, kan jeg sige, at straffen for overfaldsvoldtægt bliver skærpet, at bandetaskforcen, som det jo hedder, gøres permanent, og at det bliver nemmere at udvise kriminelle udlændinge. Fremover kan kriminelle udlændinge altså kun få én betinget udvisningsdom, og begår den dømte udlænding igen kriminalitet, bliver denne udvist af Danmark.

Så bliver straffen for hjemmerøverier skærpet, straffen for organiseret indbrudskriminalitet bliver skærpet, grænsekontrollen bliver genindført, straffen for at sælge og besidde kat bliver skærpet, indsatsen mod den her forfærdelige stalking bliver styrket, der bliver lavet en indbrudsenhed under Rigspolitiet, og der bliver lavet en særlig restriktiv arrestafdeling i Vestdanmark. Som vores partiformand, fru Pia Kjærsgaard, så smukt formulerede det, vil denne pakke gøre det utrygt for de kriminelle og mere trygt for almindelige danskere.

Med det her lovforslag vedtager vi følgende fra tryghedspakken, nemlig 1) at straffen for hjemmerøverier fordobles, så normalstraffen som udgangspunkt er 5 års fængsel og fængsel i op til 10 år, og 2) at straffen for organiseret indbrudskriminalitet hæves med en tredjedel i forhold til det nuværende niveau. Det kan man kun være tilfreds med. For det er enormt ubehageligt at være den, der bliver udsat for et hjemmerøveri, og det skal være tilsvarende ubehageligt for den, der begår hjemmerøveriet. Ens private hjem er et særligt helle, det er her, man finder tryghed og ro, og derfor er det også ekstremt grænseoverskridende, når man i ens eget hjem pludselig står ansigt til ansigt med en forbryder. Ro bliver til uro, og tryghed bliver til frygt, og så i ens eget hjem. Tryghed bliver nogle gange omtalt som en størrelse, der ikke er så vigtig, fordi der jo er tale om følelser. Utryghed er frygt, og frygt skal man ikke tage alvorligt, synes holdningen nogle gange at være.

I Dansk Folkeparti mener vi nu, at frygten skal tages meget alvorligt, ikke kun fordi frygten i sig selv er særdeles ubehagelig, men også fordi angsten kan være totalt invaliderende for den, der bliver ramt af den. Og skulle vi ikke tage frygten alvorligt, fordi der er tale om følelser? Jo, selvfølgelig skal vi det. Uanset om vi som politikere kan mene, at angsten er begrundet eller ej, så er den der, og i 2009 blev der registreret 359 hjemmerøverier.

På grund af disse mange hjemmerøverier er almindelige danskere nu bange i deres eget hjem, i det hjem, der ellers skulle være en zone af tryghed og ro. Derfor har vi i Dansk Folkeparti længe kæmpet for at skærpe straffen for hjemmerøverier, og vi er ovenud tilfredse med, at det nu lykkes at skærpe straffen for denne ekstremt ubehagelige og utryghedsskabende kriminalitetsform.

Med lovforslaget skærpes også straffen for organiseret indbrudskriminalitet. F.eks. er tyvebander gået målrettet efter hjem eller steder, hvor de har kunnet forsyne sig med dyre designermøbler. På Krogerup Højskole, der ligger i Humlebæk i Nordsjælland, har man f.eks. to gange i år oplevet indbrud, hvor designermøbler for over 1 mio. kr. er blevet stjålet, og det skete endda, mens eleverne og lærerne lå på skolen og sov. Disse indbrudstyve har ingen hæmninger, og derfor skal straffen også være markant og særdeles mærkbar. I Dansk Folkeparti er vi derfor også glade for, at vi har kunnet nå til enighed med regeringen om at skærpe straffen for netop det her.

Så i Dansk Folkeparti støtter vi selvfølgelig lovforslaget, for vi vil gøre landet trygt for borgerne og utrygt for forbryderne.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, først er det fru Line Barfod.

Dansk Folkepartis ordfører talte om tryghed. Mange tusinde mennesker i dette land har arbejdet hårdt i en tryg forvisning om, at når de blev 60 år, og hvis de så ikke kunne holde til arbejdet længere, kunne de faktisk trække sig tilbage og stadig væk have nogle gode år, hvor de kunne nå at være sammen med deres familie og nyde livet og nå at have en næsten lige så lang pensionisttilværelse som andre, der ikke har arbejdet lige så hårdt. Den tryghed tager Dansk Folkeparti nu fra de her mennesker, og man kan forstå, at betalingen er, at nogle forbrydere skal sidde nogle flere år i fængsel. Der er ikke tale om, at man nedbringer antallet af hjemmerøverier, bare at dem, der bliver taget for at begå hjemmerøverier, kommer til at sidde flere år i fængsel.

Hvordan har Dansk Folkepartis ordfører foretaget afvejningen mellem den tryghed, de mange tusinde mennesker havde i, at de fik en mulighed for at få en pensionisttilværelse, og så den tryghed, som Dansk Folkepartis ordfører mener der ligger i at vide, at nogle forbrydere sidder flere år i fængsel?

Ordføreren.

Det kan jo slet ikke gøres op på den måde, som Enhedslistens ordfører prøver at stille det op på. Det er rigtigt, at Dansk Folkeparti har været med til at ændre efterlønsordningen, men når det så er sagt, sætter det jo ikke nogen personer i et tomrum, fordi vi bl.a. også indfører – det gør vi i hvert fald efter et valg, hvis vi stadig har flertal – en seniorførtidspensionsordning. Så det vil stadig væk give tryghed, og jeg synes, det er en god udbygning af velfærdssamfundet, at man netop indfører den her seniorførtidspensionsordning.

Så man kan ikke sådan sige, at det er en betaling for det ene og det andet, for den reelle betaling handler om, at vi i den økonomiske situation, vi har i Danmark, har en regning, der skal betales indtil år 2020, og betaler vi ikke den regning, kan vores velfærdssamfund slet ikke løbe rundt. Så den egentlige betaling handler ikke om, hvorvidt Dansk Folkeparti har fået strafskærpelser igennem. Den handler om, om beløbet passer, og om vi kan sætte to streger under facit i år 2020, og det kan vi med den aftale, som er blevet indgået af et flertal i Folketinget.

Fru Line Barfod.

Hullet i statskassen skyldes jo ikke de mange mennesker, der går på arbejde hver dag, de mange SOSU'er, jord- og betonarbejdere og mange andre, der udfører deres arbejde hver dag. Det er ikke dem, der har tømt statskassen. Det er Dansk Folkeparti, der sammen med regeringen har givet masser af skattelettelser til de rigeste.

Men i forhold til tryghed forstår jeg det stadig ikke. Dansk Folkeparti har været ude at sige, at det her var betalingen, og at man ville have de her lovforslag vedtaget inden sommerferien. Det er jo derfor, vi har ekstraordinære møder her i juni måned, nemlig fordi Dansk Folkeparti ville have vedtaget de her lovforslag.

Så hvordan har Dansk Folkeparti foretaget afvejningen mellem det, at flere tusinde mennesker havde regnet med, at de kunne trække sig tilbage og nå at have en ordentlig pensionisttilværelse, inden de var så syge og så nedslidte, at de ikke længere kunne få særlig meget ud af pensionisttilværelsen, og så det, at man ikke får forhindret nogle hjemmerøverier, men bare får sat nogle folk længere tid i fængsel?

Ordføreren.

Det er jo helt forkert, vil jeg sige til fru Line Barfod. Altså, det er jo helt forkert at sætte det op på den måde, for der vil stadig væk være en efterlønsordning, og der vil stadig væk være tryghed, også for dem, som ikke engang betaler til en efterlønsordning, men som enten psykisk eller fysisk bliver nedslidt på arbejdsmarkedet, så de kan trække sig tidligere tilbage. Den tryghed vil stadig være der, når det er, at vi efter et valg gennemfører den efterlønsreform, som vi har lavet med et flertal i Folketinget.

Med hensyn til hullet i statskassen vil jeg sige, at fru Line Barfod igen og igen kommer med nogle postulater, som bare ikke har hold i virkeligheden. Altså, jeg synes, at man, når man taler om økonomi, skal prøve at se på, hvad der egentlig er sket rundtomkring i verden, for hele verden har været igennem en økonomisk krise, det har vi også her i Danmark, og der har været penge, som desværre skulle betales. Sådan er det jo, økonomiske kriser efterlader regninger, og de penge skal betales, og pengene skal stemme overens med det, vi har i statskassen.

Jeg ved godt, at man fra Enhedslistens side har det meget ømfindtligt med forbrug af penge, for det er jo meget nemmere bare at bruge en masse penge end egentlig at betale regningen. Men regningen skal betales.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Egentlig burde jeg have spurgt hr. Peter Skaarup om det her, men da hr. Peter Skaarup ikke er her i dag, må jeg jo spørge fru Marlene Harpsøe, som jeg formoder har et tæt samarbejde med hr. Peter Skaarup.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at hr. Peter Skaarup har været ude i mange medier og sige, at det her handlede om en strafskærpelse for de mange hjemmerøverier. Da TV-avisen konfronterer ham med, at det, man har lavet en strafskærpelse for, er de her 21-22 hjemmerøverier om året, siger han, som jeg hører det: Det er altså forkerte tal, der bliver fremlagt her.

Så hvad skal man tro? Er Dansk Folkeparti blevet snydt af regeringen, eller har man haft et behov for ligesom at puste det her op og sige: Jamen det var det, vi kunne få igennem, for vi skulle jo ligesom kunne fremvise et eller andet troværdigt tal og en eller anden troværdig strafskærpelse, i forhold til at vi har medvirket til at forringe efterløn og pension for en halv million danskere?

Hvad er egentlig op og ned i det her? Hr. Peter Skaarup taler om de mange og de store og de flere hjemmerøverier, men virkeligheden er, at det her kun drejer sig om 22 hjemmerøverier. Føler Dansk Folkeparti sig ikke snydt?

Ordføreren.

Socialistisk Folkeparti har jo selv i 2006 været med til at lave en aftale om at hæve både pensionsalderen og efterlønsalderen. Det skal lige være sagt.

I forhold til det her med antallet af hjemmerøverier, som der også i dag har været en debat om, må vi i Dansk Folkeparti indrømme, at vi synes, det egentlig er en mærkelig debat det her med, hvornår der er tale om et egentligt hjemmerøveri, altså, om det er en person, som kommer hjem, mens der er indbrudstyve i hjemmet, og bliver truet, eller om der er tale om nogle, der allerede er hjemme, og hvor der altså er nogen, som bryder ind hos dem, truer dem og får udleveret kontanter, eller hvad det kan være. Jeg tror inderst inde, befolkningen er hamrende ligeglad med, om det sker på den ene eller den anden måde.

Justitsministeriets forskningsenhed har jo leveret nogle tal, som viser det, jeg netop har sagt, nemlig at der blev begået 359 hjemmerøverier i 2009. Og vi i Dansk Folkeparti ser sådan på det, at der jo et eller andet sted ikke bør være nogen forskel, for det er lige ubehageligt for alle personer, som oplever at blive truet i deres eget hjem.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Først må jeg bringe den serviceoplysning, at SF faktisk ikke var et af partierne bag velfærdsforliget i 2006.

Altså, det, fru Marlene Harpsøe står her og siger, er jo fuldstændig misvisende. Fru Marlene Harpsøe taler jo også om indbrud, der udvikler sig til hjemmerøverier, men fakta er jo, at de ikke er omfattet af den her aftale; man har udvalgt de egentlige hjemmerøverier, som udgør 22 om året. Og undskyld mig, men for mig ser det ud, som om man har taget sig umanerlig billigt betalt for at forringe efterløn og pension for rigtig mange danskere. Det er det, der er virkeligheden her.

Mit sidste spørgsmål skal være: Hvor optaget er Dansk Folkeparti af ofrene for hjemmerøverier? For kun i halvdelen af tilfældene lykkes det rent faktisk at få fat på gerningsmændene, og det vil sige, at der er rigtig mange ofre, som aldrig nogen sinde vil få afgjort deres sag. Jeg har lavet et ændringsforslag, som vil betyde, at ofrene kan få bedre adgang til erstatning, en mulighed, som de ikke har i dag. Vil Dansk Folkeparti tage ofrene alvorligt og stemme for det forslag?

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti tager vi altid ofrene alvorligt, men jeg står her på talerstolen, og jeg har jo ikke læst det ændringsforslag, som Socialistisk Folkepartis ordfører nævner her, og det er klart, at jeg er nødt til at læse det først, før jeg kan tage stilling til det.

I forhold til at SF ikke var med til velfærdsforliget tilbage i 2006, skulle jeg selvfølgelig have sagt det, som er korrekt, nemlig at S og SF jo har fremlagt en plan, som hedder »En Fair Løsning«, hvor man netop går ind og støtter, at efterlønsalderen og pensionsalderen bliver hævet. Det var selvfølgelig det, jeg skulle have sagt i stedet for.

Så kritiserer Socialistisk Folkepartis ordfører, at Dansk Folkeparti skulle være blevet billigt betalt for at forringe efterlønsordningen. Nu er det jo ikke sådan, at vi gik ind med det konkrete mål – som nogle andre partier gjorde – at afskaffe efterlønnen. Det er der nogle partier i den gruppe, vi har siddet og lavet en aftale om 2020 med, der har gjort. Dansk Folkeparti har trukket det en anden vej og har sikret, at der er en social balance, sådan at vi, når vi efter et valg forhåbentlig får flertal igen, kan indføre bl.a. en seniorførtidspensionsordning. Det kan godt være, man fra Socialistisk Folkepartis side synes, det er at tage sig billigt betalt, men det er nu engang en sikring af den enkelte borger.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Fru Marlene Harpsøe nævnte et konkret eksempel fra Krogerup Højskole i Nordsjælland, og da jeg nu ud over at være medlem af Folketinget også er formand for bestyrelsen for den pågældende højskole, er jeg bare interesseret i at høre, hvordan i alverden dette lovforslag skulle sikre, at skoler, institutioner m.v. skulle få færre indbrud. Det har jeg da utrolig svært ved at se at lige præcis det her lovforslag skulle have nogen effekt på.

Ordføreren.

Det er kun positivt og godt at høre, at både hr. Simon Emil Ammitzbøll og jeg selv har en lokal forankring i forhold til Humlebæk og Krogerup Højskole. Men i forhold til strafskærpelsen på det her område er vi i Dansk Folkeparti ikke i tvivl om, at det selvfølgelig vil have en afskrækkende effekt i forhold til, om man har lysten, viljen, selv om det er forfærdeligt krænkende at gå ind i andre menneskers private hjem eller på en højskole og stjæle andre menneskers værdier. Jeg må sige, at jeg er helt sikker på, at det har en kriminalpræventiv effekt på den måde.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Ja, det med den tro kan man så bare håbe på at ordføreren har ret i. Men det, som er problemet, er jo i virkeligheden, at det er alt for nemt at begå forbrydelsen uden at blive opdaget. Dansk Folkeparti har jo medvirket til en politiaftale, der sørger for at få mindre politi til rådighed til at opklare forbrydelserne. Vi har så sent som i dag set konsekvensen af den politiaftale, man har indgået sammen med SF og regeringen. Den medfører færre betjente og dermed mindre risiko for at blive opdaget, og jeg tror – det er så min politiske overbevisning – at risikoen for at blive opdaget har langt større betydning for at få antallet af røverier til at falde, end om man får et halvt eller et helt år mere, eller hvor meget det nu bliver, når det her engang bliver udmøntet i praksis. Så var det ikke en idé at se på politistyrken i stedet for?

Ordføreren.

Jamen i Dansk Folkeparti har vi selvfølgelig også noteret os det, der har været oppe i medierne i dag, om, at der er flere betjente, der nu skal ind bag skrivebordene i stedet for at være ude på gader og stræder, og det er også noget, vi er oprørte over i Dansk Folkeparti, og derfor har vores retsordfører sådan set også henvendt sig til justitsministeren om netop det. For der er ikke nogen tvivl om, at flere politibetjente ude på gader og stræder jo er det, der hele tiden har haft vores bevågenhed i forhold til hele den her debat om kriminalitetsbekæmpelse, ikke kun fordi det netop vil virke effektivt over for forbryderne, men også fordi det vil sikre tryghed rundtomkring i Danmark. På netop Dansk Folkepartis foranledning har vi jo sikret, at der bliver optaget langt flere politielever, og at øge politistyrken er jo også en måde, hvorpå man får sikret en meget større politistyrke, som også kan gribe effektivt ind over for de forbrydere, der er rundtomkring i landet. Alle de initiativer, der er sat i gang rundtomkring, betyder jo ikke, at vi så her i dag ikke skal skærpe straffen for indbrudskriminaliteten, det synes jeg stadig væk vi skal gøre, for det fortjener de mange mennesker, som bliver udsat for den her indbrudskriminalitet, at vi gør.

Fru Karen Hækkerup for en kort bemærkning.

Nu hæftede jeg mig ved, at Dansk Folkepartis ordfører var meget fokuseret på tryghed og talte om, at vi skulle tage borgernes tryghed alvorligt. Så jeg vil egentlig bare bede Dansk Folkepartis ordfører bekræfte, at der er større sandsynlighed for som borger at blive lottomillionær end at blive udsat for et egentligt hjemmerøveri.

Ordføreren.

Det skal jeg ikke kunne sige, men jeg er i hvert fald helt sikker på, at der er større risiko for at blive udsat for kriminalitet her i Danmark, end der er chancer for at blive lottomillionær.

Fru Karen Hækkerup.

Jamen jeg siger det, fordi jeg synes, at det er vigtigt at få sat tingene i perspektiv. Vi skal ikke herinde i Folketinget tale en frygt op ude i befolkningen, så almindelige mennesker skal gå rundt og være bange for at blive udsat for hjemmerøveri om natten, for sandsynligheden for at blive udsat for det er ganske lille. Det ændrer ikke ved, at det er en ganske forfærdelig forbrydelse for dem, der er ofre for det, men vi skal bare passe på, at vi ikke får talt det op i et leje, hvor det ikke hører hjemme.

Noget andet, som vi burde tale mere om, er prisen for den her ordning, nemlig det, at Dansk Folkeparti har været med til at ville forringe efterlønnen. Dansk Folkepartis ordfører er meget optaget af at fortælle, at man jo har indført en seniorførtidspension, men er det ikke rigtigt, at der er forskel på, om man selv kan vælge, hvornår man skal gå på efterløn, eller om man skal være berettiget til en seniorførtidspension? Det skal være folks frie valg; de skal have den tryghed selv at kunne træffe beslutningen: Hvornår er jeg slidt, og hvornår er jeg nedslidt? Som det bliver nu, med regeringens nye forslag om en seniorførtidspension, skal folk have et varigt tab af arbejdsevne, dvs. man ændrer ikke betingelserne for at få pension. Hvis man overhovedet kan blive godkendt, skal man altså virkelig være nedslidt, og den indtægt, man vil få, vil være ægtefælleafhængig. Dette vil sige, at det er en rigtig, rigtig dårlig ordning, som Dansk Folkeparti har lavet, og det vejer man op imod den tryghed, der skal være, ved at borgerne nu skal føle, at hjemmerøvere bliver udsat for en strengere straf. Hvordan synes Dansk Folkeparti egentlig, det ene kan stå mål med det andet?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, det er ret interessant, hvad fru Karen Hækkerup siger, for der er en hel del mennesker, som i dag ikke kan få efterløn, fordi de ikke har betalt til den. De kan ikke få efterløn, selv om de er nedslidte, og seniorførtidspensionsordningen vil netop sikre, at de fremover vil kunne det, hvis de bliver nedslidte enten fysisk eller psykisk. Og det er da positivt, for ikke nok med at de højst sandsynligt kan spare nogle penge ved ikke at betale til efterlønsordningen – det er jo selvfølgelig op til en selv, om man vil betale til den eller ej – man har altså også en social sikring, så det er positivt.

I forhold til at tale frygt op eller ned og jeg ved ikke hvad, man bliver beskyldt for, vil jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti altså tager det her alvorligt. 359 hjemmerøverier i 2009 er næsten ét om dagen, så det er altså alvorligt. Og det kan godt være, at man ikke fra Socialdemokratiets side mener, at det er alvorligt nok, og at vi i Dansk Folkeparti skulle tale en eller anden frygt op. Det, vi gør i Dansk Folkeparti, er, at vi tager tingene alvorligt; vi ser helt nøgternt på tingene og siger: Jamen her er der altså et alvorligt problem, og vi mener saftsuseme, at de her forbrydere skal have en straf, så det batter.

Jeg ved ikke, om ordvalget ligger på den ene eller den anden side af grænsen her i sommervarmen.

Tak til fru Marlene Harpsøe. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Altså, saft kan jo være godt for sig, og hvad »suseme« betyder alene, ved jeg ikke. Men man kan jo tænke over det.

Nå, det er da rart at vide, at man ikke er den eneste, der en gang imellem bevæger sig lidt på kanten.

Der er ingen tvivl om, at det kan være en meget krænkende oplevelse at blive udsat for et angreb i sit eget hjem. Der er heller ingen tvivl om, at det kan være en meget krænkende oplevelse bare at blive udsat for indbrudstyveri i sit eget hjem – det at komme hjem til et hjem, som er smadret, som er gennemrodet, og det at vide, at der har været fremmede inde på ens enemærker. Der er ingen tvivl om, at det er en rigtig, rigtig ubehagelig oplevelse for dem, det går ud over.

Regeringen har jo ikke formået at knække indbrudskurven, og det synes jeg er stærkt beklageligt for de mange borgere, som netop må opleve, at deres hjem bliver gennemrodet og tømt for værdier. Og til forskel for indbrudstyveri begået af enkeltpersoner fra misbrugsmiljøet synes jeg, at organiseret indbrudskriminalitet er planlagt ud fra en meget kynisk kalkulation om en økonomisk gevinst, og mange gange ser vi endda også, at det foregår på bestilling.

Derfor finder jeg faktisk også, at straffen bør skærpes, altså fordi man ikke på baggrund af planlægningselementet kan afvise, at der kan tænkes at være en præventiv effekt. Og jeg er ligesom hr. Simon Emil Ammitzbøll også meget optaget af, at vi har politi nok til at løfte opgaven, for der er ingen tvivl om, at opklaringsprocenten er uhyggelig lav.

I forhold til hjemmerøverier har SF faktisk tidligere støttet, at det blev en skærpende omstændighed, at et røveri bliver begået i et privat hjem. Men det her forslag vedrører jo kun egentlige hjemmerøverier, og selv om fru Marlene Harpsøe her fra talerstolen prøver at gøre det til et spørgsmål om 369 hjemmerøverier, er faktum, at det her omhandler 22 hjemmerøverier begået sidste år.

Så synes jeg faktisk, at forslaget ved den måde, det er skruet sammen på, er udtryk for noget sjusk, fordi det lægger op til en ret stor forskelsbehandling af de ofre, der er udsat for en ukendt gerningsmand, som bryder ind i hjemmet, og de ofre, som kommer hjem, hvor der er et igangværende indbrud, og hvor det så senere udvikler sig til et røveri. Jeg er sikker på, at oplevelsen af ubehag og det voldsomme overgreb er meget ens for dem, som oplever det her, og jeg synes ikke, at det her forslag udviser den helt store sammenhæng i forhold til de to grupper.

Jeg har heller ikke fået et klart svar på – men det har jeg jo så spurgt ind til – hvad det her kommer til at betyde for de allerallergroveste forbrydelser. Altså, de første to domme, jeg slog op på i Rigsadvokatens undersøgelse, er udmålt til 5 og 8 år. Hvordan kommer de til at ligge, i forhold til at normalstraffen nu bliver udmålt til 5 år? For dem tror jeg, at det vil kunne opleves som en strafnedsættelse, fordi spændet mellem det grove og det mildere formindskes. Så det ser jeg meget frem til at få nogle svar på.

Det, jeg bare vil sige med det her, er, at vi støtter intentionen om hårdere straffe til hjemmerøverier, men det her forslag er udformet på en måde, så det er udtryk for en ringe lovkvalitet, som jeg ikke synes at danskerne og ofrene kan være tjent med. Og på den baggrund mener jeg faktisk også, at såfremt vi vinder et valg, vil vi sætte Straffelovrådet til at undersøge hele røveriområdet, for der skal altså være en form for proportionalitet og sammenhæng i hele røveriområdet, så vi kan sikre retfærdighed og rimelighed for alle ofre og ikke kun én gruppe af ofre, som regeringen her har udvalgt, nemlig i de 22 domme, der falder om året i forbindelse med egentlige hjemmerøverier.

Så synes jeg, at der skal gøres langt mere for at få opklaringsprocenten op. Det er kun halvdelen af røverierne, som bliver opklaret, og det må være smertefuldt for dem, som ikke kan få stillet deres gerningsmand til ansvar. Det kræver selvfølgelig, at vi har noget politi, som tager det her alvorligt og har ressourcer til at efterforske det, og der er det netop bekymrende, at vi i dag har kunnet høre, at der skal flyttes rigtig, rigtig mange politimænd og -kvinder til indendørs kontorarbejde, og det vil sige, at de altså ikke kan være på gaden og sikre, at vi får færre hjemmerøverier.

Der er også behov for at sikre ofrene noget mere anerkendelse, særlig de ofre, som ikke får stillet deres gerningsmand til ansvar. Derfor stiller vi et ændringsforslag til det her lovforslag, så der bliver en mulighed for at sikre ofrene en tortgodtgørelse. Det er et meget lille, men meget rimeligt beløb, som bl.a. kan dække den psykologhjælp, som måske er nødvendig for at komme over den krænkelse, man har været udsat for.

Til allersidst vil jeg konstatere, at Dansk Folkeparti har taget sig rigtig billigt betalt for forringelser i efterløn og pension for rigtig mange danskere: en fjernelse af den tryghed, de havde, i forhold til at kunne vælge selv, hvornår de ville gå fra på pension. Jeg synes ikke, at det står mål med de 22 hjemmerøverier, som man nu lægger op til en strafskærpelse for.

Så er der en kort bemærkning, og den er fra fru Marlene Harpsøe.

For det første er det ikke 22, men 359.

I forhold til Socialistisk Folkepartis indstilling til det her lovforslag kunne det selvfølgelig være rart at vide, om Socialistisk Folkeparti, hvis man sidder i en regering efter næste valg, vil tilbagerulle de her strafskærpelser. Det vil jeg gerne have et konkret svar på: Ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg bliver nødt til at gentage for fru Marlene Harpsøe, at det her lovforslag ikke handler om de 359 hjemmerøverier, som Dansk Folkeparti gerne vil have det til at handle om; det her handler om de ca. 22 hjemmerøverier, der var sidste år. Så lad os nu bare kalde en spade for en spade og konstatere, at Dansk Folkeparti taler om et ude i offentligheden og prøver at give indtryk af, at det her virkelig er en meget, meget stor sag, men virkeligheden her i Folketingssalen er, at det her jo ikke handler om noget særligt – når man sådan går det efter i sømmene i hvert fald.

Om SF vil rulle det her tilbage efter et folketingsvalg, kan jeg ikke stå og sige på nuværende tidspunkt. Jeg kan bare sige, at vi skal have Straffelovrådet til at kigge hele røveriområdet igennem. Vi synes, det er dybt urimeligt og uretfærdigt over for de ofre, som fru Marlene Harpsøe her taler om, de 359, at en forbrydelse, der i virkeligheden kan vise sig at være grovere end et hjemmerøveri, som udmåles til 5 år efter det her forslag, faktisk vil blive takseret meget billigere. Der er behov for sammenhæng og proportionalitet i det her. Vi støtter hårdere straffe for hjemmerøverier, og derfor har vi også tidligere støttet, at det blev en skærpende omstændighed.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er jo ret interessant at høre, at man fra Socialistisk Folkepartis side prøver at tale udenom, i forhold til hvad man vil efter et valg, altså, hvad man vil, hvis man får magt her i Folketinget sammen med Socialdemokratiet. Ordføreren siger, at man ikke kan tale om det lige nu og ikke vil tage stilling til, om man vil tilbagerulle de strafskærpelser, som vi altså skal vedtage her, men til gengæld vil man lægge det over på Straffelovrådet. Altså, siden hvornår er Straffelovrådet blevet politikere? Det må jo være politikerne her i Folketinget, der skal vedtage landets lovgivning og dermed også længden af straffe på de enkelte kriminalitetsområder.

Helt ærligt: Vil fru Karina Lorentzen Dehnhardt ikke sige det, som det er, nemlig at man egentlig ikke er optaget af at bekæmpe kriminaliteten, at sørge for, at der er en mærkbar konsekvens for forbryderne? Sig det nu bare helt ærligt, for Socialistisk Folkepartis hjerte banker for forbryderne; de må helst ikke få så lange straffe som overhovedet muligt.

Ordføreren.

Jeg kan konstatere, at fru Marlene Harpsøe ikke er mere politiker, end at hun ikke kunne tage stilling til, om der skulle gives noget mere i erstatning til ofrene for hjemmerøverier. Så er det i hvert fald på plads.

I forhold til Straffelovrådet skal opgaven for Straffelovrådet ikke nødvendigvis være at rulle det her tilbage. Straffelovrådet skal ind over for at sikre, at der er sammenhæng og proportionalitet i straffene. Jeg er stærkt imod, at man bare udvælger én gruppe ofre og siger, at det er her, man vil lægge en strafskærpelse ind, og så giver man en lang næse til en anden gruppe ofre, nemlig dem, som har været udsat for nøjagtig den samme oplevelse i en situation, hvor et indbrud har udviklet sig til et røveri. Så det er det, der er formålet med Straffelovrådet. Jeg kan se, at fru Marlene Harpsøe sidder og ryster på hovedet, men det er jo korrekt, at lige præcis den gruppe ikke er omfattet af det her lovforslag, og jeg har et oprigtigt ønske om, at det her skal opleves som retfærdigt og rimeligt for den samlede gruppe af ofre. Det er det, der er meningen med Straffelovrådet – og ikke at rulle noget tilbage.

Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Der er ikke flere, der har ønske om korte bemærkninger. Så er det hr. Tom Behnke som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Forslaget her handler om, at vi fra De Konservatives, regeringens og flere andre partiers side har et ønske om, at vi skærper straffen for organiseret indbrudskriminalitet, og at vi går ind og fordobler straffen for egentlige hjemmerøverier. Og hvorfor gør vi så det?

Ja, det gør vi af flere forskellige grunde. Altså, for mit vedkommende skal det ikke være nogen hemmelighed, at når jeg sidder og kigger på strafudmålinger, så kigger jeg også på, hvad der er en rimelig straf i forhold til den forbrydelse, man begår; hvad der er en rimelig straf i forhold til grovheden af den forbrydelse, man begår; og hvad der er en rimelig straf i forhold til den skade, man påfører ofrene, både fysisk og psykisk. Det er det, jeg går ind og vurderer for at kunne sige, hvad jeg synes der er en rimelig straf. Og det mener jeg faktisk er en væsentlig opgave for mig og andre politikere. Det er Folketinget, der for det første fastsætter, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt; dernæst fastsætter vi strafferammerne og sender dermed et klart signal om, hvad vi mener man skal straffe med, altså hvad der er en rimelig straf. Vi overlader så selvfølgelig til domstolene i det konkrete tilfælde at vurdere den konkrete forbrydelse og omstændighederne, som kan være strafskærpende eller formildende omstændigheder, som knytter sig til selve gerningen, det kan være omkring gerningsmanden osv. Det overlader vi trygt til domstolene.

Men på lige præcis det her punkt har jeg den opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis vi fik skærpet straffene, for jeg synes, at de straffe, der bliver udmålt, når vi taler om egentlige hjemmerøverier, er for milde. Derfor er jeg meget tilfreds med, og derfor er vi fra konservatives side meget tilfredse med, at vi nu fordobler straffen for egentlige hjemmerøverier og tager udgangspunkt i, at normalstraffen skal være 5 års fængsel.

Derudover er det et spørgsmål om – som jeg bestemt synes man skal tage med i sine overvejelser og betragtninger – om straf rent faktisk virker. Jeg ved godt, at vi igen og igen hører, at straf overhovedet ikke virker, men statistikken taler sit eget klare og tydelige sprog. Den her regering har sat massivt ind over for den personfarlige kriminalitet og har lavet en klar lovgivning, der sender det klare signal: Vi vil ikke vil finde os i den personfarlige kriminalitet. Og resultatet af det er, at den personfarlige kriminalitet falder og falder. Tallet for andelen af voldssager og voldsmænd er det laveste i 40 år.

Så selvfølgelig hjælper det, at man sætter markant ind og siger: Hvad vil vi ikke finde os i? Hvor sætter vi ind i forhold til at lave noget forebyggende, den præventive indsats, men også den politimæssige, den opklarende indsats, og hvad er det for straffe, vi giver, hvad er det for signaler, vi sender til dem, som sidder og overvejer, om de skal begå en forbrydelse? Og der kan vi altså se, at straf rent faktisk hjælper, og vi forventer også, at det vil komme til at gøre det her i et eller andet omfang. Rent statistisk bliver det noget tyndt i kanten i forhold til det antal, vi taler om her, for sidste år var antallet af egentlige hjemmerøverier 22, så man kan sige: Hvor meget eller hvor lidt skal der til, for at vi kan sige, at det har en effekt?

Men jeg tror bestemt, at der er nogle, der sidder enten her i landet eller andre steder og overvejer, hvilke typer forbrydelser de vil begå for at berige sig, og for at få nogle hurtige penge vil de overveje og vurdere: Hvad kan betale sig? Hvor kan man lave en forbrydelse? Og der tror jeg nok, at det her vil sende nogle klare signaler om, at egentlige hjemmerøverier her i landet skal man holde sig fra. Det kan overhovedet ikke betale sig. Der sættes markant fokus på området. Vi satser på at komme det til livs, og de, der begår dem og bliver taget i at begå dem, får nogle meget markante straffe. Og senere på året bliver det sådan, at hvis man kommer fra et andet land for at begå hjemmerøverier her i Danmark, ja, så kan man ikke få den luksus, det er at sidde i et dansk fængsel og afsone sin straf, nej, så skal man hjem til sit eget hjemland og afsone straffen der.

Det her handler også om tryghed og sikkerhed for ofrene, for det betyder rigtig meget for os Konservative, at vi tager hånd om ofrene og deres tryghed og deres sikkerhed. Og har det så ændret ved noget, mens den her regering har siddet? Ja, det har det i allerhøjeste grad. Statistikken taler igen sit eget klare og tydelige sprog, for den viser, at frygten for at blive udsat for en forbrydelse ligger på under 30 pct. Hvis vi spoler tilbage til tiden før den her regering, tilbage til en socialdemokratisk ledet regering, vil vi opleve, at frygten for at blive udsat for en forbrydelse lå på over 70 pct.

Det hjælper altså at sætte massivt og markant ind, og at vi strukturerer både vores politik og retsvæsen på en sådan måde, at vi tager hånd om det her.

Så synes jeg også, man skal huske på, at det her forslag jo ikke kan stå alene. Det skal selvfølgelig ses i sammenhæng med, at vi er i fuld gang med at lave nogle indbrudspakker, hvormed vi går ind og forebygger med nogle præventive tiltag, der sørger for, at det er bedre mennesker, der kommer ud af fængslerne, end der sættes ind i fængslerne. Det hele hænger sammen, og vi er meget tilfredse med lovforslaget her, som vi støtter fuldt ud.

Tak. Der er ønske om kort bemærkning. Det er først fru Karen Hækkerup.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det høringssvar, som er kommet fra Den Danske Dommerforening, fordi de påpeger et problem, som jeg synes vi her i Folketinget bliver nødt til at tage alvorligt, og det er balancen i forhold til de forskellige strafudmålinger, som vi fra Folketingets side angiver vi gerne vil have at gerningsmændene skal idømmes for en bestemt type kriminalitet. Det er eksempelvis sådan, at med det her lovforslag bliver normalstraffen for et hjemmerøveri 5 års fængsel, dog kan det går op og ned efter en konkret vurdering, om der er skærpende eller formildende omstændigheder.

Udfordringen er, at eksempelvis forsøg på manddrab straffes med 6 års fængsel, og der vil jeg bare spørge den konservative ordfører: I forhold til den ubalance, der godt kan ses at opstå der, hvad har man så fra De Konservatives side og fra regeringens side påtænkt sig at gøre for at få undersøgt den ubalance?

Ordføreren.

Jeg synes bestemt, at man kan se på det. Jeg mener ikke, at der nødvendigvis er tale om en ubalance, for i det omfang, at der skulle være tale om en ubalance, er det, fordi man vægter det ene mere end det andet. Hvis man, som vi gør i lovforslag L 209, fokuserer på de egentlige hjemmerøverier, altså der, hvor man ligger trygt og rart i sin seng i sit eget hjem, natten er faldet på, børnene ligger og sover, og så er der pludselig nogle, der sparker døren ind eller på anden måde bryder ind i ens hjem og med vold eller trusler om vold, måske endda bevæbnede, tager en som gidsel i ens eget hjem og stjæler ens værdier, man bliver måske endda oven i købet udsat for vold eller frihedsberøvelse, mens det står på, og børnene skal se på det, så synes jeg, at det er så alvorlig en forbrydelse, så alvorlig en forbrydelse, at jeg ingen problemer har med, at det bliver straffet med 5 års fængsel eller mere, overhovedet ikke. Om vi så i forhold til andre forbrydelser qua det her forslag skal se på, at det så måske yderligere skal have nogle strafskærpelser, kan vi godt gøre. Det har jeg ikke umiddelbart tænkt mig at gøre i forhold til det her, men det kunne man godt gøre.

Fru Karen Hækkerup.

Jeg nævner det, fordi meget retspolitik i Folketinget bliver lavet sådan lidt hovsaagtigt. Så er der en forhandling om at forringe efterlønnen, og man har haft en krisepolitik, der har været fejlslagen. Danmark er havnet i recession, og pludselig bliver det nødvendigt at lave indgreb, der gør, at flere hundredtusinde almindelige mennesker oplever utryghed i forhold til deres mulighed for at kunne trække sig tilbage. De kan ikke selv længere vælge, om de vil gå på efterløn, og i hvilken alder de vil gå på efterløn, de har måske ikke mulighed for få et andet arbejde, og så kan man kun komme på dagpenge, og den er blevet sat ned til 2 år. Hvis man så ryger ud af dagpengesystemet, kan man komme på kontanthjælp, men det kan man kun, hvis man ikke har et hus, eller hvis man ikke er gift. Så kan man måske søge seniorførtidspension, men det er jo igen afhængig af, at man har en varigt nedsat arbejdsevne, og man er også ægtefælleafhængig på den indkomst.

Så for mange mennesker er der jo en ekstrem utryghed forbundet med de lovpakker, der bliver lavet i Folketinget. Det bliver så koblet op på, at der så kommer noget betaling til Dansk Folkeparti, og nu har vi hørt fru Marlene Harpsøe gentage gang på gang, at det her handler om flere hundrede sager. Hun har korrekset den ene ordfører efter den anden, og derfor er jeg glad for, at den konservative ordfører bekræftede, at det korrekte tal rent faktisk kun er 22.

Ordføreren.

Hvilke sammenhænge, man synes det her skal indgå i, spiller ikke nogen rolle for mig. Det lovforslag, vi står her med i dag, L 209, er en idé, jeg har haft liggende på mit skrivebord i lang tid. Det er et ønske, jeg har haft længe, altså, at vi laver en markant indsats i forhold til indbrudskriminalitet. Nogle af de tiltag er allerede sket, og jeg havde også et ønske om, at vi lavede nogle strafskærpelser i forhold til de organiserede indbrud. Det er kommet med nu. Jeg har længe haft et ønske om, at vi i forhold til de egentlige hjemmerøverier skærpede straffene markant, for jeg mener, at det er så grov en krænkelse af os som mennesker. Uanset antallet, for heldigvis er antallet ikke ret stort, men uanset antallet mener jeg, at det er så grov en krænkelse, så det forslag har længe ligget på mit bord. Det er ikke noget, der er poppet op i mit hoved i forbindelse med nogle aftaler om 2020-reformpakker og sådan noget. Det her har jeg længe ønsket, og jeg er så glad for, at det nu kommer igennem – uanset årsagen til, at det kommer igennem.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Det er fantastisk dejligt, at det har ligget længe på hr. Tom Behnkes bord – der har det jo ligget godt. Man kan i hvert fald konstatere, at Rigsadvokaten har konstateret, at der ikke har været behov for strafskærpelser, og det har justitsministeren – i hvert fald indtil for nylig – accepteret i forhold til hjemmerøverier.

Men mit spørgsmål er om noget andet. Hr. Tom Behnke sagde, at det her virkelig vil sende et signal til gerningsmændene for egentlige hjemmerøverier om, at det skal man holde sig fra. Så vil jeg godt spørge, hvad det så er for nogle signaler, som det sender til gerningsmændene og ofrene i forbindelse med de andre røverier, som ikke er omfattet af det her forslag.

Ordføreren.

Det, man skal huske på, er, at lovforslaget her i sig selv handler om de egentlige hjemmerøverier, men strafferammen er 10 års fængsel – også for andre typer hjemmerøverier, også indbrud, der udvikler sig til at være hjemmerøverier, hvis karakteren af dem er grov nok. Så vil de blive omfattet af § 288, stk. 2, altså strafskærpende forhold, hvor strafferammen er 10 år. Og når vi i Folketinget sender det klare signal, at lige præcis i forhold til de egentlige hjemmerøverier ønsker vi en markant strafskærpelse, kan domstolene jo også i andre røverisager, for at opnå proportionalitet i strafudmålingen, bruge den strafferamme, der er, og som altså er på helt op til 10 år. Det kan de gøre, det står domstolene fuldstændig frit for, så længe det ikke strider mod en anden lov – det er klart, det må det selvfølgelig ikke gøre. Men proportionaliteten kan opnås. Så derfor tror jeg faktisk på, at det her lovforslag vil have en afsmittende effekt i forhold til andre hjemmerøverier.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen det interessante er jo, at den her strafferamme sådan set altid har været tilgængelig, og det, regeringen vælger at stramme for, er de 22 egentlige hjemmerøverier. Jeg mener bare, at det sender et uheldigt signal til de andre ofre, som også står i en meget, meget ubehagelig situation. Og det sender et signal til gerningsmændene i de andre sager om, at det mere er til at betale sig fra, end hvis det er et egentligt hjemmerøveri. Så handler det jo bare om at planlægge det, så det falder ind under de rette paragraffer. Nej, jeg mener, at der er behov for noget mere sammenhæng i den måde, vi har indrettet det her på.

Et sidste spørgsmål: Jeg lagde mærke til, at hr. Tom Behnke talte meget om ofrene, men hvordan forholder Det Konservative Folkeparti sig til at sikre ofre for hjemmerøverier, for der er mange af dem, som aldrig vil kunne få stillet deres gerningsmænd til regnskab? Hvordan forholder Det Konservative Folkeparti sig til SF's forslag om at sikre, at der kan udbetales en tortgodtgørelse efter retsplejelovens § 26, stk. 3, til de her mennesker, som har været udsat for den her meget krænkende oplevelse?

Ordføreren.

Det kan jo hurtigt blive en meget lang diskussion, som bliver meget faglig, og 1 minut til spørgsmål og 1 minut til svar giver ikke rammerne for det, men alligevel vil jeg forsøge.

Det, der gør sig gældende, er jo, at der er forskel på de forskellige typer af røverier; der er forskel på de forskellige typer af hjemmerøverier. Nogle gange er der tale om, at narkomaner opsøger hinanden på bopælen, fordi de har et økonomisk mellemværende. Det mener jeg er en helt anden situation end et egentligt hjemmerøveri. Der er også den situation, hvor der er en, der har lavet et indbrud og bliver overrasket og på vej ud derfra skubber offeret til side for at sikre sig det, vedkommende har stjålet, uden at offeret i øvrigt tager skade af det. Og så har man udøvet vold, så er der tale om et hjemmerøveri. Men jeg mener, at der er en markant forskel på det, at nogen har fået et skub, og det, der kan ske under et egentligt hjemmerøveri, som jeg beskrev lige før, og det vil man også komme til at se i strafudmålingen, selvfølgelig vil man det.

I forhold til det andet med ofrene og erstatning for tort synes jeg, det er et meget interessant emne, der bliver bragt op. Jeg havde egentlig den opfattelse, at de mennesker var omfattet af de erstatningsregler, vi havde, så det er et område, jeg mener vi skal dykke dybere ned i, og det vil jeg gerne gå positivt ind i uden at love noget på forhånd, for der kan være nogle årsager til, at man gør det, man gør. Jeg har ikke været opmærksom på, at de var udelukket fra at få erstatning. Så det vil jeg gerne se på.

Tak til hr. Tom Behnke. Og så er det fru Lone Dybkjær som ordfører for Det Radikale Venstre.

Som sædvanlig er jeg meget glad for hr. Tom Behnkes tale – denne gang også, fordi det virker meget afklarende, og det kan jo godt være nødvendigt i forbindelse med det her lovforslag, for noget af det interessante ved det her lovforslag er alt det, der ikke står. Det er jo forbløffende mange ting, der ikke står i bemærkningerne. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er ret mange sider. Det er der, for der er vedlagt et par redegørelser, men i selve lovforslaget står der jo altså sådan helt overordnet set ikke særlig meget andet end en henvisning til en aftale. Der står også lidt mere, og det skal jeg komme ind på.

Men bilag 1 og 2 er jo nyttige at have, og de kan selvfølgelig også vise lidt om, hvordan situationen er, men de er ikke særlig forklarende i forhold til selve lovforslaget. F.eks. er der ingen bemærkninger om, hvorfor man tror det her vil virke. Altså, det kunne jo være interessant, at man i det her lovforslag havde medtaget det helt og uden videre åbenbare, at det her vil virke. Det er det, som hr. Tom Behnke er kommet frem med, og derfor synes jeg også, det kunne være interessant at få justitsministerens kommentarer til hr. Tom Behnkes tale i forbindelse med udvalgsarbejdet, for der nævnte hr. Tom Behnke en hel række ting om regeringens politik, som jeg synes det kunne være interessant at få belyst, og det kunne være rart at få det fra officielt hold.

Der står heller ikke noget om, hvor mange det her drejer sig om, i hvert fald ikke direkte. Og jeg har også læst, hvad man regner med det kommer til at koste i forskellige sammenhænge. Der står, at i forbindelse med egentlige hjemmerøverier skal man forøge fængselskapaciteten med op til 150 årspladser. Det må jo være et udtryk for en eller anden form for antal, som man opererer med. Nu skal jeg lade være med at gange og dividere, for jeg har forsøgt, men jeg er ikke sikker på, at jeg kommer frem til det rigtige, og jeg tænker også, at der ligger nogle forskellige forudsætninger bag. Måske regner man noget for noget-ordningen og den type ting med, men der står jo ikke noget om, hvor mange mennesker det drejer sig om, og hvordan afløbet og tilløbet til det her er, og derfor har man ikke forudsætningerne for beregningen af de 150 årspladser. Der står heller ikke direkte noget om, hvornår de skal være der. Tilsvarende med de 50 årspladser i forbindelse med en skærpelse af straffen for indbrudskriminalitet. Hvor mange er der tale om, hvad er afløbet, og hvordan har man regnet sig frem til de her ting?

Så er der anlægsudgifterne. Det skal jeg ikke komme ind på, for de fremgår jo mere eller mindre at de her tal, men det vil jeg da bede justitsministeren om at afklare, også set i lyset af den diskussion, vi har haft. Handler det her om 22, handler det om 359, eller hvad drejer det sig egentlig om? Det går jeg ud fra at justitsministeren vil afklare, når han nu går op og svarer på indlæggene, så vi kan finde ud af, hvad der er op og ned på det her. Vi har selvfølgelig stillet spørgsmål i udvalget, men har ikke fået nogen svar, til trods for at vi faktisk har bedt om at få de her oplysninger frem inden førstebehandlingen, for alt andet lige ville det gøre diskussionen en smule mere relevant og interessant og mindre fyldt med påstande.

Der står heller ikke noget som helst om, hvordan den her strafferamme bliver i forhold til andre strafferammer. Det er selvfølgelig også interessant, at hr. Tom Behnke mener, at det bliver helt fint, og at der nok skal komme et afløb i forhold til andre straffe. Det gør jo også, at man må spørge sig selv, om de her tal, som forslaget indeholder, holder, hvis der skal være et afløb til andre straffe. Det er jo en fin påstand. Hr. Tom Behnke tror virkelig på straf, så det vil noget, og det er jo o.k. Det, der bare ville være rart, ville være at få en slags belæg for det og en slags kommentar fra justitsministeren om, hvordan det forholder sig til andre forbrydelser, og hvad man egentlig forestiller sig med det.

Som sagt er der virkelig mange ting, der ikke står i det her forslags bemærkninger, og det synes jeg er interessant og selvfølgelig uansvarligt og kan antastes og alt det der. Det, der er kernen i det, er selvfølgelig, om det her vil komme til at virke. Vil det komme til at virke, som man tror, eller vil det ikke komme til at virke, som man tror. Jeg tror ikke, det vil komme til at virke, som man tror. Det er også det, Det Kriminalpræventive Råd siger, men det kan åbenbart ikke tælle mere, og derfor er der i virkeligheden også bare en dårlig kommentar til høringssvaret.

Det, jeg synes man skal spørge sig selv om, er, om ikke en højere opklaringsprocent ville være bedre. Ville det, at man satte ind der og brugte ressourcerne der – der er trods alt tale om en slags penge – ikke være meget mere effektivt end det, man laver på den her måde? Og ville det ikke også være rimeligt – der er jeg da glad for de positive tilsagn, der har været – at man sikrede, at ofrene fik en eller anden form for erstatning? Det kan da godt være, at det i virkeligheden ville være det bedste, når det kom til stykket, dels at ofrene fik at vide, at der kommer en højere opklaringsprocent for den her type indbrud, dels at de fik en erstatning.

Som sagt er Det Radikale Venstre ikke modstander af straf, men vi vil bare gerne have et strafniveau, der virker og er proportionalt med andre ting, og derfor går vi imod forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.

Nu er det jo sådan, at hvis S og SF får flertal efter næste valg, vil de sådan set også være afhængige af Det Radikale Venstre. Er det sådan, at Det Radikale Venstre, hvis man altså efter næste valg får flertal, vil sige til Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, at de strafskærpelser, som vi behandler i dag, skal tilbagerulles igen?

Ordføreren.

Jeg må da sige, at jeg vil håbe, at S og SF bliver afhængige af Det Radikale Venstre, også af hensyn til landet. Men bortset fra det vil jeg sige, at det, vi vil, er at prøve at kigge på, hvordan udviklingen har været, hvordan kriminaliteten har udviklet sig, og hvor høje opklaringsprocenterne er. Og så vil vi i øvrigt bede Straffelovrådet om at komme med en vurdering af, om man har opnået ordentlig proportionalitet i det her.

Fru Marlene Harpsøe.

Det Radikale Venstre har jo allerede gentagne gange i medierne talt imod tryghedspakken og dermed også det, som vi faktisk behandler med lovforslaget her i dag. Så hvorfor kan man ikke også her i Folketinget bare helt ærligt sige – man kan åbenbart kun sige det i medierne – at det, Det Radikale Venstre vil efter et valg, hvis man får flertal sammen med Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, er at tilbagerulle strafskærpelserne for hjemmerøveri og indbrudskriminalitet?

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, det er vigtigt at understrege, at der jo er dele af det, der er blevet behandlet her i foråret, som Det Radikale Venstre i allerhøjeste grad er med i, men det, som Det Radikale Venstre går imod både nu og i fremtiden, er hovsapolitik og symbolpolitik. Derfor vil vi ikke fare hen og støtte ny hovsapolitik og ny symbolpolitik, selv om flertallet skifter – vi vil foretage en ordentlig vurdering af den udvikling, der har fundet sted de sidste 10 år, både med hensyn til forbrydelser og med hensyn til opklaringsprocenter og strafniveau.

Tak til fru Lone Dybkjær. Så er det fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

I de sidste 10 år har Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative den ene gang efter den anden givet skattelettelser til de rigeste, samtidig med at man har skåret ned over for dem i det her samfund, der har mindst, og man har angrebet fagforeningerne og dermed muligheden for at opnå nogle gode rettigheder på arbejdsmarkedet. Det, vi ser her, er, at Dansk Folkeparti fjerner den tryghed, som mange tusinde arbejdere har haft i det danske samfund. En væsentlig grund til, at man har efterlønnen, er jo, at man kan se, at de mennesker, der går på efterløn, i gennemsnit lever 2 år kortere end dem, der ikke går på efterløn. Det vil sige, at de med efterlønnen har haft en mulighed for at få en reel pensionisttilværelse for at have mulighed for at have nogle gode år sammen med deres familie, hvor de stadig væk havde kræfter til f.eks. at kunne løfte deres børnebørn, deltage i fritidsaktiviteter osv.

Det fjerner Dansk Folkeparti, og den betaling, man får, er, at man får hævet straffen på nogle områder, men man får ikke forhindret, at der bliver begået hjemmerøverier, og når den, der har begået et hjemmerøveri, en sjælden gang fanges, så kommer vedkommende til at sidde længere tid i fængsel. Der er ikke noget som helst sagligt belæg for, at det skulle have nogen virkning, det er ren symbolpolitik som betaling til Dansk Folkeparti for, at de fjerner trygheden for mange tusinde mennesker, der ikke længere kan få efterløn.

Andre ordførere har også været inde på det besynderlige i den måde, man i det, man lægger op til i forslaget her, skelner mellem de forskellige typer hjemmerøverier, frem for som hidtil at lade det være op til domstolene at foretage den konkrete afvejning af de forskellige momenter, der taler for, om det er en grov forbrydelse, hvor der skal være tale om en længere straf, eller om den ikke er så grov, så der derfor ikke skal være tale om en helt så lang straf. Der har ikke været noget som helst sagligt, der antyder, at den længere straf skulle gøre, at nogen skulle afholde sig fra at begå et hjemmerøveri.

Det Kriminalpræventive Råd anfører i deres høringssvar, at gennemsnitsudbyttet ved et hjemmerøveri er 10.000 kr., og det får man altså i dag mellem 2½ og 3 års fængsel for. Hvis der er nogen, der sidder og planlægger og tænker sig om, er det svært at forestille sig, at de mener, at 10.000 kr. skulle stå i et rimeligt forhold til en fængselsstraf på 2½-3 år, og jeg tror ikke, det gør nogen forskel for dem, om det i stedet for hedder 5 år. Jeg tror, som det også har været fremme i debatten her, og som fru Lone Dybkjær bl.a. var inde på, at det, der er afgørende, er, om der er risiko for, om man bliver opdaget, om der er risiko for, at man bliver fanget og kommer i fængsel. Det er det, der er afgørende for, om man begår røveriet eller ej.

Derfor tror jeg, det er der, vi skal sætte ind, det er der, man skal bruge ressourcerne og ikke bruge dem på at sætte folk længere tid i fængsel, som ikke har nogen som helst effekt, når vi kommer op i den ende. Selvfølgelig har straf en effekt, og selvfølgelig kan man også i nogle tilfælde se, at strafskærpelser har en effekt, men der er intet, der i den her type sager peger på, at det skulle have en effekt. Det eneste formål, der er med at sende de her mennesker længere tid i fængsel, er, at Dansk Folkeparti kan gå ud og sige, at de så har fået noget i stedet.

Der synes jeg altså, Dansk Folkeparti mangler at forklare både SOSU'erne, jord- og betonarbejderne og alle de andre, der knokler hver eneste dag, hvorfor man mener, at det, at de ikke længere kan gå på efterløn, det, at de ikke længere kan regne med at have ret til en pensionisttilværelse, skulle opvejes af, at der er nogle forbrydere, der kommer til at sidde nogle flere år i fængsel. Jeg har altså meget, meget svært ved at se, hvordan man har foretaget den afvejning, og det har vi heller ikke fået frem her under debatten, men vi må så håbe, det kan komme senere fra Dansk Folkepartis side, når de skal ud og forklare deres vælgere, hvordan det hænger sammen. Vi kan i hvert fald ikke støtte det her forslag.

Tak til fru Line Barfod. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Forbrydere skal først fanges, så skal de straffes, så skal de resocialiseres, og så skal der komme mindre kriminalitet ud af det. Det er sådan cirka den formel, de fleste partier er tilhængere af på forskellig vis.

Det her forslag handler om at skærpe straffen for nogle grove hjemmerøverier, og det kan man jo sådan set nok i udgangspunktet være positiv over for. Men, og jeg er nødt til at sige men, i Liberal Alliance synes vi, at der er nogle ting, der komplicerer spørgsmålet, som gør, at vi ikke bare kan sige, at der skal være nogle lidt hårdere straffe for nogle grove forbrydelser, og så er hele livet dejligt.

Vi har lagt mærke til to høringssvar. Det ene er fra Dommerforeningen, som taler om proportionalitet i straffene mellem de forskellige forbrydelser. Det andet er høringssvaret fra Det Kriminalpræventive Råd, som meget godt skriver, at en højere opdagelsesrisiko efter rådets opfattelse vil være mere effektiv i forhold til at påvirke omfanget af kriminaliteten. Det tror jeg ikke at der er nogen tvivl om er korrekt.

Derfor er det jo også interessant, at vi så sent som i dag i medierne har fået gentaget den pointe, som burde være slået fast med syvtommersøm, nemlig at den politiaftale, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF, er skandaløs med hensyn til at sikre, at der er nok politi til at opklare de forbrydelser, der bliver begået her i landet. Jeg glæder mig til, at vi skal have et samråd med justitsministeren den 24. juni om det samme, som er aftalt før dagens medieomtale, fordi problemet jo allerede har været der længe. Vi diskuterede det også i december måned. Derfor må jeg sige, at Liberal Alliance selvfølgelig ikke kan være med til at øge strafferammen på det her område, så længe vi ikke har tilstrækkeligt med politi til at opklare forbrydelserne. Og skulle det heldige ske, at de alligevel får opklaret dem, er der heller ikke den tilstrækkelige kapacitet i kriminalforsorgen.

Det tager man selvfølgelig højde for med forslaget. Det har vi set. Men igen er det hele jo et spørgsmål om prioritering. Og skal vi vælge mellem at øge kapaciteten i kriminalforsorgen eller at sørge for, at der er mere politi, så opklaringsprocenten bliver højere, så vil vi i Liberal Alliance vælge det sidste. Jeg er bare nødt til at sige – selv om finanskrise og meget mere åbenbart ikke har fået det ind i alle partiers bevidsthed – at bruger man pengene et sted, kan man ikke også bruge dem et andet sted. Så simpelt er det. Det burde være gået op for de fleste herinde, når der ses på de senere års økonomiske problemer, men det er det åbenbart ikke. Liberal Alliance vil ikke være med til en prioritering, der hedder, at vi satser på, at forbrydelserne ikke bliver opklaret, sådan at folk stadig væk skal være utrygge, for til gengæld at lave symbolpolitiske forslag som det her. Så Liberal Alliance stemmer nej.

Tak for det, og så er det justitsministeren.

Jeg vil gerne sige tak for en overvejende positiv modtagelse af forslaget, selv om der jo er forskellige opfattelser af sagen. Det har jeg noteret mig.

Det er jo sådan, at regeringen, Dansk Folkeparti og fru Pia Christmas-Møller som et led i aftalen om en styrket indsats imod kriminelle bander og organiseret indbrudskriminalitet og en styrket indsats for at beskytte ofre m.v. har besluttet yderligere at styrke indsatsen, for at borgerne skal kunne føle sig trygge i deres eget hjem.

Den aftale indebærer bl.a., at straffen for hjemmerøverier bliver fordoblet, så normalstraffen som udgangspunkt vil være 5 års fængsel, og at straffen for organiseret indbrudskriminalitet hæves med en tredjedel i forhold til det strafniveau, vi kender nu. Strafskærpelserne bliver gennemført med det lovforslag, der ligger her, men aftalen indeholder, som flere andre også har været inde på, en række andre elementer.

Det her forslag indebærer, at straffen for organiseret indbrudstyveri, der henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 286, stk. 1, gennemgående forhøjes med en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene. Med organiseret indbrudskriminalitet menes f.eks. tyvebander, som målrettet og systematisk stjæler betydelige værdier ved indbrud, eller som på professionaliseret vis stjæler designermøbler fra private hjem eller gennemfører rambuktyverier og anden form for grov indbrudskriminalitet.

Forslaget indebærer desuden, at egentlige hjemmerøverier fremover som udgangspunkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet bliver henført under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, hvorefter strafferammen er fængsel i indtil 10 år. Samtidig er det forudsat, at strafniveauet i sager om egentlige hjemmerøverier bliver forhøjet til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, så straffen altså som udgangspunkt vil være 5 års fængsel.

Et egentligt hjemmerøveri er jo et røveri, hvor gerningsmanden og offeret ikke har haft nogen forudgående personlige relationer, hvor motivet må anses for at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme. Uden for den tilsigtede strafskærpelse falder så røveri i et privat hjem med motiv af hævn eller inddrivelse af en påstået gæld eller lignende og sager med indbrud, som udvikler sig til et røveri, f.eks. fordi husets ejer kommer hjem og tager indbrudstyven på fersk gerning.

Det vil være sådan, at fastsættelsen af straffen i de enkelte tilfælde stadig væk vil bero på domstolens konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges både i op- og nedadgående retning, hvis der er skærpende eller formildende omstændigheder forbundet med forbrydelsen.

Jeg synes, det er fornuftige tiltag, vi gør her. De skal som sagt ses i en sammenhæng med de andre elementer, der er i tryghedspakken, hvorunder vi også får en ny politienhed, der på tværs af politikredsene vil kunne efterforske den slags forbrydelser, altså organiserede tyvebander, hjemmerøvere og andre i øvrigt omrejsende kriminelle, som man f.eks. får mulighed for i højere grad at kunne pågribe ved denne tværgående politienhed. Derfor stiger risikoen set fra forbrydernes synsvinkel for at blive pågrebet og dømt også med den skærpede politiindsats, vi gør over for disse former for borgernær kriminalitet, som med god grund skaber meget utryghed for borgerne.

Det skaber utryghed, at der er hjemmerøvere på færde. Det skaber utryghed, at der er organiserede tyvebander på færde, som kan slå ned hvor som helst, så man ikke kan vide, om der har været indbrud i ens hjem, når man kommer hjem. Vi skal sørge for, at der er så stor tryghed og sikkerhed i det danske samfund som muligt, og det kommer vi et skridt nærmere ved den tryghedspakke, vi indfører her, og som det her lovforslag altså er en del af.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen Hækkerup.

Hvis man ønsker korte bemærkninger, skal man lige trykke sig ind, tak.

Jeg står her med det faktaark, som blev sendt ud, da regeringen og Dansk Folkeparti og diverse løsgængere – jeg kan ikke huske, hvem der var med lige præcis den dag og til den forhandling – og i det faktaark, hvis overskrift lyder »Styrket indsats mod indbrudskriminalitet og tyvebander«, står der, at straffen for hjemmerøverier fordobles, så straffen som udgangspunkt vil være 5 år. Det var det papir, man i første omgang sendte ud. Så kommer der, når det har været igennem lovafdelingen i Justitsministeriet, noget andet, hvor man har defineret »hjemmerøveri« som »egentligt hjemmerøveri«.

Jeg er meget enig i, at det er den korrekte måde at gøre det på, men der er noget, jeg sidder og tænker lidt på. Nu har jeg været hård ved fru Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti, som gang på gang har stået og talt om, at det her gælder alle hjemmerøverier, og nu bemærkede jeg jo, at justitsministeren i sin redegørelse meget fint gjorde det meget klart, at Dansk Folkeparti har taget fejl. Det her handler jo ikke om det, der står i faktaarket fra den politiske aftale. Måske kan vi citere udviklingsministeren og sige, at der er forskel på juristeri og politik, altså at en ting er det, man siger udadtil, når man laver aftaler, og at noget andet er, når det så skal skrives i et lovforslag.

Men tror justitsministeren, det kan være grunden til, at Dansk Folkepartis ordfører tror, at den aftale, man har lavet, vedrører alle sager, når virkeligheden er, at den kun vedrører de 22?

Så er det ministeren.

Altså, det er jo sådan, at man, hvis man skal se på indholdet i sådan nogle aftaler i detaljer, så skal læse hele aftalen. Så nytter det ikke, at man henholder sig til summariske oversigter. Det samme gælder, når det bliver udmøntet til lovforslag; så er det som regel endnu mere detaljeret udformet. Jeg har ikke hørt nogen tale om den her aftale på en måde, som skulle afsløre, at der var nogle forskellige opfattelser af den. Jeg kender ikke de pågældende udtalelser, som fru Karen Hækkerup henviser til. Der har været en god forståelse mellem aftaleparterne om, hvad det her går ud på, og den er der fortsat.

Så er det fru Karen Hækkerup for yderligere en kort bemærkning.

Jamen jeg er enig i, at man skal læse lovforslagene – det gør jeg også altid en dyd ud af at være meget grundig med – men jeg ved ikke, om ministeren så dermed siger, at det er det, Dansk Folkepartis ordfører ikke har gjort, for i lovforslaget står der jo meget tydeligt, at det her handler om de egentlige hjemmerøverier. Men jeg bliver nødt til at give ordføreren for Dansk Folkeparti ret i, at man kan blive forvirret, for i den politiske aftale, der er indgået mellem Dansk Folkeparti og regeringen, står der ikke »egentlige hjemmerøverier«; der står der kun »hjemmerøverier«. Men det er jo rart at vide, at ministeren siger, at der har været en god forståelse, og at den forståelse fortsat er der, og den går jeg ud fra at man så senere hen vil oplyse fru Marlene Harpsøe om.

Jeg vil gerne til slut spørge til det, som Dommerforeningen skriver til Retsudvalget om, nemlig at vi kommer tæt på, at der kan være en ubalance i forhold til, hvordan strafferammerne er, fordi forsøg på manddrab eksempelvis typisk giver 6 års fængsel, mens straffen for et hjemmerøveri, hvis der er skærpende omstændigheder, nu vil ligge langt over. I den forbindelse vil jeg spørge, for det er en problemstilling, som jeg anerkender, selv om jeg støtter det her lovforslag, som regeringen har fremsat, og som vi nu behandler: Hvad har regeringen tænkt sig at gøre, for at vi kan se på, om de strafferammer, vi har, står mål med hinanden, og for at se på, om der eventuelt er nogen ubalancer, vi skal have rettet op på?

Så er det ministeren.

For det første er det ikke min opfattelse, at fru Marlene Harpsøe har misforstået noget som helst. Jeg er sikker på, at fru Marlene Harpsøe har forstået det her, fuldstændig ligesom jeg har forstået det, og at vi er enige om det. Men nogle gange bruger man altså ordet hjemmerøverier og mener så det, der egentlig er hjemmerøverier, og det skal så præciseres mere nøjagtigt i sådan en lovtekst her. Men det er jo ikke sådan, at vi alle sammen, når vi går rundt og udtaler os, nødvendigvis udtrykker os, som om vi læser op af Karnovs Lovsamling; nogle gange anvender man ordene lidt mere frit, end man gør, hvis det skal udtrykkes i egentlige lovparagraffer.

For det andet vil jeg sige med hensyn til den problemstilling, som Dommerforeningen har gjort opmærksom på om forsøg på manddrab, at jeg selvfølgelig synes, det er noget, vi skal være opmærksomme på. Jeg er helt på linje med, at vi skal sørge for, at der er sammenhæng i strafniveauerne i vores straffelovgivning. Det er også derfor, vi har Straffelovrådet til løbende at vurdere det og vurdere konkrete problemstillinger. Jeg er ikke sikker på, at der er et problem her, for hjemmerøverier – og nu sagde jeg også »hjemmerøverier« uden udtrykkeligt at sige »egentlige hjemmerøverier«, men så siger jeg »egentlige hjemmerøverier«, for at jeg nu ikke bagefter skal åles for ikke at have forstået noget af det hele – er noget, der er så groft, at jeg egentlig synes, det er rimeligt nok, at det kommer til at ligge meget højt på skalaen.

Men jeg er selvfølgelig med på at vurdere det, og opstår der nogle misforhold ved det, må vi naturligvis se på det.

Der er en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Undskyld, at jeg ikke fik markeret i første omgang, men det var jo, fordi ministeren holdt en usædvanlig kort tale og ikke svarede på nogen af de spørgsmål, der blev rejst her i salen, bl.a. de spørgsmål, jeg rejste. Det skal jeg ikke fortænke ham i at han ikke har lyst til, men det, der ville være rart at vide, var, hvad der er basis for de økonomiske beregninger af antallet af fængselspladser, som man har indført i lovforslaget. Det må ministeren vel kunne svare på, eftersom det er ham, der har fremsat lovforslaget.

Det andet spørgsmål, som jeg også synes det er naturligt at få et svar på her i Folketingssalen, er: Hvordan forholder det her strafniveau sig til andre strafniveauer? Jeg hører nærmest, at ministeren siger: hvis Dommerforeningen har udtalt sig sådan og sådan. Dommerforeningen har sagt det. Så kan man så spørge, om 5 år er rimeligt. Jeg ved godt, at det ikke er en minimumsstraf. Det er næsten det samme som en minimumsstraf, men jeg er godt klar over, at juridisk er det det ikke. Hvordan ligger det her strafniveau i forhold til andre strafniveauer? Det er da vigtigt at få at vide. Og på hvilken basis har ministeren fremsat forslaget med de her tal, når ministeren også siger, at muligheden for opklaring stiger – og det er jo fint – på grund af den nye politienhed? Der må jo også komme nogle personer ind – eller hvad?

Så er det justitsministeren.

Først vil jeg med hensyn til beregningerne sige, at de jo er lavet ud fra det kendskab, man har til omfanget af den slags lovovertrædelser. Man ekstrapolerer så ud fra det til en beregning af, hvad det så kommer til at betyde af ekstra kapacitetsbehov i kriminalforsorgen. Med hensyn til Dommerforeningens udtalelser er det, Dommerforeningen siger, jo, at strafniveauet nærmer sig udgangspunktet for straffen for f.eks. forsøg på manddrab, der efter praksis er ca. 6 års fængsel – her siger vi, at udgangspunktet er 5 år – og så siger Dommerforeningen:

»Dette må give anledning til overvejelser om, hvorvidt forslaget indebærer en "ubalance" i forhold til sanktionspraksis efter straffeloven i øvrigt, men lovforslaget ses ikke at indeholde overvejelser herom.«

Jeg synes, det er helt i tråd med det, at jeg siger, at så må vi vurdere nærmere, om der er en sådan ubalance. Det er jo den samme forsigtige måde, Dommerforeningen udtrykker sig på. Så jeg mener egentlig, at det er på linje med det, når jeg giver fru Karen Hækkerup medhold i, at det må vi selvfølgelig vurdere. Men det er jo trods alt ikke en meget endelig og bastant udtalelse, der er fra Dommerforeningen i den forbindelse.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Jeg synes sådan set, at den er rimelig bastant, men det kan man jo have forskellige vurderinger af. Det, jeg synes er fantastisk, er, at man ikke har bedt Straffelovrådet om nogen som helst kommentarer, inden man laver det her. Det viser jo useriøsiteten i det arbejde, der foregår i forbindelse med den her aftale, der er lavet. Det kan man da ikke gøre, når man står som landets justitsminister. Det må da være muligt at svare på spørgsmålet om proportionalitet, og hvad det i øvrigt svarer til i andre sammenhænge. Det er det ene.

Det andet er, at jeg stadig væk ikke får noget svar på, hvordan man når frem til de beregninger. Det kan vi selvfølgelig stille som spørgsmål i udvalget, og det har vi også gjort, men hvordan når man frem til det her? Hvor stort er antallet? Er det 22 egentlige hjemmerøverier, eller er det 359, som fru Marlene Harpsøe taler om? Så vidt jeg kan se, kan de der 359 hjemmerøverier ikke indeholdes i det her forslag. Så der må jo være tale om et andet tal. Men et eller andet tal må der være, som ministeren kan give et eller andet svar om, ligesom ministeren burde kunne give et svar på, hvad det svarer til af strafniveauer i andre straffesager.

Så er det ministeren.

Med hensyn til tallene er det min erindring om grundlaget for tallene, at det er det, der hedder egentlige hjemmerøverier, vi taler om, og som ligger til grund for dem. Det er jo også det, som vi har talt om er det, som bliver straffet ekstra i den her sammenhæng. Så det er helt relevant, at det er den sammenligning, der er.

Med hensyn til strafniveauet i forhold til andre lovovertrædelser indeholder straffeloven jo rigtig mange forskellige straffe for forskellige lovovertrædelser. Det ville føre for vidt her i et svar i Folketingssalen at gøre rede for, hvor det her lige præcis ligger i forhold til alle mulige andre strafniveauer. Jeg forstår, at fru Lone Dybkjær og jeg er uenige om, hvor bastant Dommerforeningen har udtrykt sig, men Dommerforeningen har forholdt sig til forsøg på manddrab. Man kan jo sammenligne det her med så meget. Jeg synes, at vi lægger os på et fornuftigt niveau, når man ser på den bestemmelse, som de falder ind under, og som netop er grovere tilfælde. Så siger man, at det her altid skal falde ind under den bestemmelse, og jeg synes sådan set, at det er mere interessant, at det falder ind under den kvalificering, som ligger i den skærpede bestemmelse.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Jeg vil prøve at rydde en anden misforståelse, tror jeg i hvert fald det er, af vejen her i dag, for noget af det, der også har floreret, er, at den her strafskærpelse for de egentlige hjemmerøverier skulle have en afsmittende effekt på de andre hjemmerøverier, så vil ministeren ikke bekræfte, at der i lovforslaget står, at det ikke skal have en afsmittende effekt på de andre hjemmerøverier?

Så er det ministeren.

Jeg forstår slet ikke, hvordan fru Karina Lorentzen Dehnhardt kan mene, at der er misforståelser, og jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg skal bekræfte noget, som står i teksten i forvejen. Det giver ikke nogen mening, når der står noget i lovforslaget, at man så skal bekræfte, at der står det, der står i bemærkningerne. Selvfølgelig kan jeg bekræfte, at den tekst, der står i bemærkningerne til lovforslaget, står der.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er fint at få det på plads, fordi nu har jeg haft flere sammenstød med hr. Peter Skaarup om lige præcis den formulering, som hr. Peter Skaarup anvender, og hvor han siger, at det her også vil have en betydning for de andre. Jeg har nu ministerens ord for, at det ikke er sådan, det forholder sig.

Et spørgsmål, som jeg har stillet flere gange her i dag, vil jeg også stille til ministeren. Det handler om den her tortgodtgørelse i retsplejeloven, man kan få, men som ikke omfatter ofre for hjemmerøverier. Det er en meget beskeden erstatning, 10.000 kr. Vi har alle sammen fået en henvendelse fra Hjælp Voldsofre, som siger, at vi også burde lade det her omfatte ofre for hjemmerøverier, så de kan få de her 10.000 kr. De foreslår så, at man hæver det til det dobbelte. Jeg synes, at det vigtige i første omgang er at få omfattet de her ofre. Så ser ministeren velvilligt på, at vi kan give den her tortgodtgørelse på 10.000 kr. eller 20.000 kr., eller hvad vi nu kan blive enige om, til de her ofre, så de faktisk også får en mulighed for f.eks. at betale for psykologhjælp efter en meget grov og voldsom krænkelse? Der er jo andre paragraffer, som går ind og giver erstatning, hvis man har været udsat for vold osv., så det her handler alene om tortgodtgørelsen for, at man har været udsat for en meget voldsom og krænkende oplevelse.

Så er det ministeren.

Med hensyn til den indbyrdes diskussion, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt og hr. Peter Skaarup åbenbart har haft eller har, kender jeg ikke nærmere til indholdet af den, men jeg forstod, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt i forhold til den diskussion føler sig oplyst af, at jeg bekræfter, at det, der står i teksten i lovforslagets bemærkninger, står i teksten i lovforslagets bemærkninger. Det er jo kun godt, at jeg kan glæde fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Med hensyn til tort vil jeg sige, at jeg da bestemt synes, at det er værd at overveje nærmere. Nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad jeg siger, for jeg kan se finansministeren nede på bageste række, og nu kommer han op ad gangen, og jeg skal jo passe på, når finansministeren lytter, for jeg er klar over, at det, fru Karina Lorentzen Dehnhardt spørger om, er noget, der kan komme til at koste penge, og der skal jeg jo så besøge finansministeren for at sikre mig, at der er penge i kassen til, at vi kan gøre det. Men jeg synes da, at det er værd at overveje, om torterstatning i de her sammenhænge er fornuftigt balanceret, for det er jo en betydelig utryghed og på alle måder meget ubehageligt for de pågældende mennesker, der udsættes for den her slags forbrydelser. Derfor synes jeg da, at det er værd at overveje, om torterstatningerne ligger på et fornuftigt niveau. Så det vil jeg gerne gøre.

Så er der en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg synes, det lyder rigtig godt, at justitsministeren vil kigge på torterstatningen. Så håber jeg, der også kommer noget ud af det kiggeri – at det faktisk bliver til noget.

Det, jeg gerne ville spørge til, var, hvor ministeren har fundet noget sagligt belæg for, at det at lade forbryderne sidde flere år i fængsel skulle føre til, at der blev færre hjemmerøverier, og hvilken afvejning man har lavet af de ekstra ressourcer, man bruger på at have nogle forbrydere siddende længere i fængsel, i forhold til hvis man brugte de ekstra ressourcer på at sikre, at politiet kunne gøre en større indsats, så der blev en større opklaringsprocent.

Så er det ministeren.

Nu synes jeg jo altid, at strafniveauer både skal adressere mulighederne for, at det kan virke præventivt, så der bliver færre af de pågældende lovovertrædelser, og adressere folks retsfølelse. Det er sådan set begge hensyn, man tilgodeser, når man fastlægger et strafniveau.

Med hensyn til det her lovforslag mener jeg i høj grad, at det skal ses i sammenhæng med, at vi jo også sætter ind med en større indsats fra politiets side over for den her slags lovovertrædelser, sådan at risikoen for, at man bliver pågrebet og dømt, også gerne skulle stige. Det er jo også det, Det Kriminalpræventive Råd peger på: Det er vigtigt, at risikoen for at blive dømt er stigende, for det vil have den synergieffekt, at det virker i højere grad præventivt. Og det tror jeg vi opnår med det her.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg er fuldstændig enig i, at det, at man risikerer at blive fanget, og at sagen bliver opklaret og man bliver straffet, har en langt større effekt, end om man skal sidde 3 eller 5 år i fængsel. Det er derfor, jeg gerne vil høre ministeren om de vurderinger, der ligger til grund for at mene, at det at bruge så mange ekstra penge på at sætte folk 5 år fængsel i stedet for 3 år i fængsel skulle have en effekt. Når Det Kriminalpræventive Råd peger på, at gennemsnitsudbyttet for et hjemmerøveri er 10.000 kr., hvad er det så for nogle undersøgelser eller anden viden, der gør, at justitsministeren mener, at det, at man kan risikere at få 5 års fængsel i stedet for 3 års fængsel for 10.000 kr., skulle gøre, at nogle afholdt sig fra det. Jeg kan sagtens se det med opklaring, det taler jeg selv meget for, og jeg synes, det er fornuftigt at bruge nogle ressourcer på at opklare sagerne, så der er en høj opdagelsesrisiko. Men jeg har svært ved at se, at overvejelsen om, hvorvidt man får 3 år eller 5 år, skulle have en betydning. Hvis man i forvejen er klar til at risikere 3 års fængsel for et udbytte på 10.000 kr., så tror jeg også, man er klar til at risikere 5 års fængsel. Det tror jeg slet ikke man kan rumme inde i hovedet i den situation.

Så er det ministeren.

Man kan jo have forskellige opfattelser af det, og der findes ikke én endelig videnskabelig afklaring af det spørgsmål, som fru Line Barfod rejser her. Det, Det Kriminalpræventive Råd jo bl.a. siger vedrørende strafskærpelsen, er, som fru Line Barfod ganske rigtigt siger, at udbyttet af et hjemmerøveri i gennemsnit er ca. 10.000 kr., og så siger man:

Sammenholdes det med det nuværende strafniveau med fængsel i 2 og 6 måneder til 3 år for en hjemmerøver, burde det efter rådets opfattelse, uagtet at det ikke generelt kan afvises, at strengere straffe kan have en generel præventiv virkning, allerede være tilstrækkeligt til at afholde den kalkulerende forbryder fra at begå hjemmerøveri.

Altså, Det Kriminalpræventive Råd afviser jo netop ikke, at strengere straffe kan have en generel præventiv virkning. Jeg mener i denne sammenhæng, at strengere straffe kombineret med en større risiko for at blive pågrebet og dømt vil have en præventiv virkning, plus at det altså også er noget, som er i overensstemmelse med retsfølelsen, som vi jo hver for sig kan tolke, som vi vil. Men det her er så grove forbrydelser, at retsfølelsen tilsiger, at der også er en alvorlig straf.

Tak til justitsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget