Det Radikale Venstre kan ikke støtte lovforslaget.
Vi må medgive, at der på den ene side selvfølgelig bliver en vis reduktion af sort arbejde, og at der bliver en vis forøgelse af den økonomiske aktivitet, og det er selvfølgelig positivt.
Men det er meget usikkert, hvor stor denne virkning bliver.
På den anden side står én sikker virkning, og den er, at der i forbindelse med arbejde, der på ganske normal vis udføres i private hjem uden fradrag, nu pludselig bliver en fradragsmulighed til skade for statsfinanserne.
Det er en sikker virkning.
Der bliver, som det hedder i fagsproget, en meget, meget stor dødvægt i det her forslag.
En meget stor del af det arbejde ville blive udført alligevel, og i forbindelse med det får man nu en fradragsmulighed.
Regeringen har skønnet, at ordningen samlet vil koste 4,5 mia.
kr.
i årene 2011, 2012 og 2013.
Det skøn er højst usikkert.
Der er et skøn i dag på basis af en opinionsmåling fra Ugebrevet A4, der siger, at allerede det første år vil den koste det dobbelte, 1,9 mia.
kr., og altså allerede det første år efterlade et stort hul i finansieringen.
Når skønnet er så usikkert, er det, fordi der overhovedet ikke findes erfaringer med en ordning af denne art.
Og det kan ikke udelukkes, at ordningen bliver langt dyrere, end regeringen skønner.
Med lovforslaget trækkes der en check på statskassen af ukendt omfang, og det finder mindretallet, det er os, Det Radikale Venstre, uansvarligt på et tidspunkt, hvor der i øvrigt er brug for at styrke statsfinanserne og modvirke offentlig gældsstiftelse.
Der er her tale om – og det finder jeg også principielt ubehageligt – statsfinansiering af private gøremål i private hjem.
Pludselig bliver der tale om en statsliggørelse af opgaver, som helt naturligt ellers falder på familien, og det bryder vi os ikke om.
Statsstøtte til private hjem giver mening, hvis man målretter den investeringer, der har en langsigtet positiv virkning på samfundsøkonomien.
Tilskud til eller fradrag for f.eks.
energibesparende foranstaltninger ville bidrage til at nedsætte energiforbruget på længere sigt til gavn både for samfundsøkonomien og selvfølgelig for den enkelte skatteyder.
Men uden en sådan målretning bliver virkningen af statsstøtten tilfældig og virkningsløs.
Vi kan heller ikke tilslutte os den foreslåede finansieringsform.
Flere af elementerne er direkte skadelige og andre helt uspecificerede.
Skadeligt er det at beskære Forebyggelsesfonden.
Her er der et område, der har været forsømt, og som nu er blevet tilført midler, og nu vil man altså tage de midler bort.
Man vil også tage midler fra globaliseringsfonden, der skulle gå til forskning og udvikling, og det er selvfølgelig også skadeligt.
Dertil kommer en ekstraordinær stor besparelse på 5 pct.
årligt i centraladministrationen, totalt uspecificeret!
Vi ved ikke, hvor disse besparelser skal sættes ind, og det kan selvfølgelig føre til store fyringsrunder.
F.eks.
må man antage, at det fører til ca.
1.500 færre ansatte i centraladministrationen og alvorlige følgevirkninger, for vi ved jo ikke, hvor det personale skal tages fra.
Endelig vil jeg sige, at forslaget er præget af usikre skøn og dårlig forberedelse.
Det drejer sig både om de totale udgifter og om virkningen er fradragsordningen på forskellige befolkningsgrupper, på ejere og lejere, på personer med høj og lav indkomst.
Derfor bidrager det også til vores modstand mod dette forslag, at vi anser det for at være lovsjusk, til og med i en ukendt milliardklasse.
Det er første gang, Folketinget indfører en forsøgsordning, der koster 4,5 mia.
kr.