Vi skal i dag diskutere en række ændringsforslag til lovforslaget om ændring af folkeoplysningsloven.
Det er jo sådan, at der har siddet et folkeoplysningsudvalg, der er kommet med en række anbefalinger til, hvordan vi kan styrke det folkeoplysende arbejde bredt, dvs.
alt lige fra aftenskole, daghøjskole til det brede foreningsarbejde, som vi alle sammen værdsætter ganske meget.
Det vil ende sådan ved tredjebehandlingen, at det vil være et enigt Folketing, der stemmer for lovforslaget.
Det, der undrer os, og det er grunden til, at Socialdemokraterne sammen med SF, De Radikale og Enhedslisten har stillet en række ændringsforslag, er, at regeringen ikke ønsker at følge nogle indlysende positive forslag, som en helt enig folkeoplysningsverden er kommet med, forslag, der yderligere vil forbedre folkeoplysningsloven.
Jeg håber derfor, at undervisningsministeren vil bruge anledningen her i dag, hvor vi har stillet nogle ændringsforslag i forlængelse af det, som den folkeoplysende verden godt kunne tænke sig, til at knytte et par ord til, hvorfor regeringen ikke ønsker at følge de anbefalinger.
Jeg vil fremhæve et par stykker af dem, som vi kommer til at skulle stemme om lige om lidt.
Det første er, at det, de enstemmigt peger på, er, at det er ganske svært at bedrive folkeoplysning af den kvalitet, man må forvente, når regeringen i samtlige år siden 2001 og frem til nu har skåret ganske voldsomt ned på kommunernes mulighed for at støtte det folkeoplysende arbejde.
Det er sådan, at hvis man kigger i den betænkning, der ligger i dag, kan man se, at fra 2001 og frem til nu er støttebeløbet til det kommunale folkeoplysende arbejde næsten blevet halveret.
Det er sådan, at der blev anvendt 638 mio.
kr.
i 2001.
Det beløb er i dag nede på 339 mio.
kr.
Derfor har folkeoplysningsudvalget også peget meget tydeligt på i deres rapport, at det er svært at se, hvordan man skal lave fornyelse og udvikling af arbejdet, når økonomien har udviklet sig den helt forkerte vej.
Det er også grunden til, at bl.a.
Dansk Folkeoplysnings Samråd som paraplyorganisation for en række af de folkeoplysende bevægelser har sagt, at de ikke synes, at det er en udstrakt hånd, når regeringen nu vil give dem en udviklingspulje, for den udviklingspulje skal altså finansieres af præcis de tilbageværende folkeoplysende aktiviteter.
De siger det faktisk så tydeligt, at de beder regeringen om at fjerne den nye bestemmelse om en udviklingspulje, fordi det bliver et valg mellem pest og kolera.
Det betyder nemlig, at enhver ny aktivitet, der bliver sat i gang, skal finansieres, ved at de nedlægger en anden folkeoplysende aktivitet.
Derfor håber jeg, at undervisningsministeren vil bruge anledningen til at komme herop på talerstolen og forklare, hvorfor regeringen ikke ønsker at støtte, at udviklingspuljen bliver fjernet.
Det, der er det absurde, er, at man i virkeligheden synes, at det er en rigtig god idé med en udviklingspulje, men det forudsætter selvfølgelig, at der er nogle penge at gennemføre udvikling for.
Det andet ændringsforslag, der ligger i dag, er stillet på baggrund af et ønske fra daghøjskoleverdenen.
Det er desværre også en af de folkeoplysende aktiviteter, der har haft det rigtig hårdt, siden regeringen er kommet til.
Men det, der bliver bedt om fra daghøjskoleverdenen, er i virkeligheden meget ydmygt.
Man beder om, at det kan blive præciseret i loven, at det, der sker i daghøjskoleaktiviteterne, er uddannelses- og beskæftigelsesfremmende aktiviteter med sigte på at bruge de folkeoplysende muligheder for voksne.
Det er ganske svært at forstå, hvorfor regeringen heller ikke her vil lytte til daghøjskolernes ønske om, at det, som de har en rigtig god succes med, nemlig at bruge folkeoplysningen til en målgruppe af voksne, som på forskellige leder og kanter både har brug for personlig udvikling og kompetenceudvikling for at blive parate til at komme ind i et forløb, der rent faktisk ender med et uddannelses- eller beskæftigelsesfremmende sigte, bliver præciseret.
Jeg håber meget, at undervisningsministeren også her vil komme herop og fortælle, hvorfor det tilsyneladende er regeringen så inderligt imod at lave den præcisering, at regeringen ikke vil støtte det ændringsforslag, der ligger her nu.
Det er også svært at forstå, når der generelt er et stort ønske om at støtte realkompetencevurdering som et middel til, at voksne kortuddannede alligevel får et stykke papir på de erfaringer, de har med sig fra et langt arbejdsliv, at den præcisering ikke må komme ind i forhold til daghøjskolernes virke.
Det håber jeg også at undervisningsministeren kan give et godt svar på.
Vi har ganske svært ved at se fra oppositionens side, hvorfor den præcisering ikke kan komme ind.
At den præcisering kommer, er også noget, der er rejst et bredt ønske om.
Endelig er der i sidste øjeblik kommet et forslag flyvende ind fra højre, som ingen havde set, og jeg håber virkelig, at undervisningsministeren vil gå herop og sige noget om det.
Der kom pludselig en begrænsning af muligheden for, at man kunne bruge folkeoplysningen til lukkede aktiviteter, vel at mærke lukkede aktiviteter med det formål at lave nogle særlige forløb for særlige grupper for lige præcis at gøre det, der er kernen i den folkeoplysende aktivitet, altså grupper, som normalt ikke benytter de muligheder, folkeoplysningen giver for at blive integreret i det danske samfund.
Der vil regeringen på kraftig opfordring fra Dansk Folkeparti nu begrænse muligheden for at lave nogle særlige hold på lukkede forløb.
Det er et forslag, som blev lagt på bordet, den dag der skulle afgives betænkning.
Vi har ikke hørt ministerens argumentation for, hvorfor det pludselig er kommet ind fra højre.
Det er i hvert fald ikke noget, der er et ønske fra den folkeoplysende verden.
Der ligger nogle udvalgsspørgsmål fra Dansk Folkeparti, som har en klang, som jeg slet ikke kan forstå at regeringen vil lægge navn til.
Derfor vil jeg bare nøjes med at citere det brev, som Folketingets Uddannelsesudvalg fik, i forbindelse med at vi havde Dansk Folkeoplysnings Samråd i deputation.
De sendte efterfølgende et brev til Folketingets Uddannelsesudvalg, og det er også optrykt i betænkningen.
Men jeg vil godt citere her, hvad Dansk Folkeoplysnings Samråd skriver:
»DFS tager afstand fra de fordomme om andre kulturer, der kommer til udtryk i udvalgets spørgsmål stillet efter ønske fra Marlene Harpsøe.
Med sin dybe rod i dansk kultur og danske værdier har folkeoplysningen altid ønsket et positivt og konstruktivt møde med andre kulturer.
Vi ser undervisningsministerens præcisering som en unødvendig begrænsning.
DFS vil følge med i om det får betydning for, at nogle grupper ikke får de muligheder for deltagelse, som folkeoplysningsudvalget tiltænkte.«
Til undervisningsministeren vil jeg sige:
Jeg ser meget frem til at høre, hvorfor i alverden regeringen har accepteret det forslag, der er kommet fra Dansk Folkeparti, der gør det sværere for grupper, jeg i øvrigt troede vi havde en fælles interesse i skulle anvende folkeoplysningen langt mere aktivt.
Der er ingen i den verden, som vi rent faktisk skulle fremme med det her lovforslag, der synes, at det er en god idé.
De siger, at det er præcis det modsatte.
Men der er en mulighed for, at man kan stemme for de ændringsforslag, der ligger fra oppositionens side, og som fjerner udviklingspuljen, fordi den som sagt desværre kun vil betyde, at andre folkeoplysende aktiviteter skal nedlægges.
De giver mulighed for, at daghøjskolernes formål både i forhold til uddannelse og beskæftigelsesfremmende formål bliver præciseret.
Og endelig vil de gøre, at den fuldstændig urimelige begrænsning i forhold til særlige folkeoplysende aktiviteter, som Dansk Folkeparti har presset igennem, bliver fjernet.
Jeg ser frem til at høre undervisningsministerens svar på de forslag til ændringsforslag.