Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af lovforslag nr. L 207:

Forslag til lov om ændring af folkeoplysningsloven. (Demokratiforståelse og aktivt medborgerskab, kommunal folkeoplysningspolitik, øget brugerinddragelse m.v.).

Af undervisningsministeren (Troels Lund Poulsen).

(Fremsættelse 29.04.2011).

Forhandlingen er åbnet. Det er Venstres ordfører, fru Britta Schall Holberg.

For Venstre er det en god dag i dag, hvor vi behandler folkeoplysningsloven. Forud er gået et stort møde med en lang række folkelige organisationer, og mødet mundene ud i oplægget »Det folkelige engagements betydning«, og den daværende undervisningsminister, hr. Bertel Haarder, fulgte op med nedsættelsen af Folkeoplysningsudvalget, der barslede med et fint stykke arbejde og et oplæg til loven, som vi behandler her i dag.

Der er dem, der spørger: Hvad er folkeoplysning? Er vi da ikke oplyste nok? Og er vi ikke, så er alle ønskelige oplysninger jo kun et klik væk. Men folkeoplysning rækker langt videre end faktuel viden. Folkeoplysning handler om alt det arbejde, de frivillige foreninger gør, og alt det, vi selv kan medvirke til og kan være sammen om i et fællesskab, høj og lav, ung og gammel, etniske danskere og nye danskere. Der er større og større interesse også hos unge for ikke bare at være tilskuer, men at spille en aktiv rolle i fællesskabet i lokalsamfundet, i foreningslivet og i aftenskolen.

Netop dette er den nye formålsparagraf udtryk for, når der indføjes begreberne demokratiforståelse og aktivt medborgerskab. Begge dele er grundpiller i folkeoplysningens demokratiske dannelse. Aftenskoler, foreningsliv, folkeuniversitet osv. er vigtige aktører i det lokale kulturelle liv og den lokale kreativitet og dermed udtryk for dynamikken i lokalsamfundet. Dette frivillige engagement bør gå fint i spænd med kommunale løsninger, ja, kan erstatte nogle af dem. Derfor får kommunerne med loven opgaven at udarbejde en lokal folkeoplysningspolitik, også for at man kan gøre sig klart, hvilke store folkelige ressourcer der er i den enkelte kommune, og overveje, hvordan der kan ske et samspil.

Det er desværre ikke alle kommuner, der har øje for, hvilke kreative kræfter der er i lokalområdet. Det afspejler sig i, at de store forskelle i de beløb, som kommunerne afsætter til arbejdet, spænder fra 7 kr. pr. indbygger til 140 kr. Kommunerne kunne ellers have megen glæde af det folkelige alternativ, f.eks. til genoptræningsopgaver, forebyggelsesopgaver, efteruddannelse, ungdoms- og ældrearbejde og integration. Men det er vigtigt, at foreningerne selv, når loven er vedtaget, spiller en aktiv rolle i at byde ind med de ting, de kan. En række kommuner har nedlagt folkeoplysningsudvalgene og fundet andre måder, og derfor står der ikke i loven, at der skal nedsættes et folkeoplysningsudvalg. Det er der mange, bl.a. små foreninger, der er meget kede af, og det må vi så se på i udvalgsarbejdet.

Til gengæld er mange glade for, at vi fastholder de gældende regler for lokaletilskud. Det er vigtigt også af hensyn til de mindre og nystartede aktiviteter. Loven giver mulighed for, at kommunerne kan fritage svage grupper for deltagerbetaling, og desuden får aftenskolerne mulighed for i særlige tilfælde at oprette mere lukkede hold. Der oprettes også et dialogforum mellem foreningerne og Undervisningsministeriet, og arbejdet starter, så snart loven er vedtaget.

Desuden afsætter ministeriet 6,5 mio. kr. til en udviklingspulje, og endelig oprettes et videncenter for folkeoplysning. Her kan det bl.a. forskningsmæssigt afdækkes, hvor stor betydning det folkeoplysende arbejde har, og hvordan det kan understøtte demokratiet.

Et par enkelte tal vil jeg dog gerne nævne allerede nu. Hvert år går minimum 900.000 danskere i aftenskole, hvilket i sig selv viser, at der her er tale om efterspørgsel efter livslang læring og alment dannende realkompetencer. Et andet slående tal er, at der i Danmark er 100.000 foreninger. Her er altså tale om et vældigt folkeligt potentiale, som er en del af det, vi kalder de danske værdier, som vi skal skønne på. Og det er lovens ærinde, netop at vi skønner på disse folkelige kræfter.

Venstre anbefaler med glæde loven til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Herefter er det Socialdemokraternes ordfører, fru Christine Antorini.

Tak for ordet. Jeg kan simpelt hen ikke selv sige smukkere, hvad folkeoplysningen betyder for hele den måde, vi tænker uddannelse og læring og lyst, ikke bare i det formelle kompetencesystem, men også i hele den meget brede vifte af folkeoplysningstraditioner, som Venstres ordfører så udmærket redegjorde for. Jeg starter med den indledning, fordi jeg håber, at det er i den ånd, vi også kan drøfte det nuværende lovforslag videre i det udvalgsarbejde, der er. Der gives jo en række frihedsgrader til det folkeoplysende arbejde med lovforslaget, og det betyder så også, at vi støtter det. Men vi synes, at der er nogle steder, hvor man bør være bekymret, og her vil vi drøfte, om det vil være muligt at stille nogle ændringsforslag, der retter lidt op på det.

Men for at nævne en af de gode ting vil jeg først nævne, at vi er meget tilfredse med, at regeringen har valgt at holde fast i, at lokaletilskudsreglerne bliver fastholdt. Der har været en massiv og meget berettiget kritik fra en række organisationer, herunder hele ungdomsarbejdet, i forhold til hvordan man kan drive folkeoplysende arbejde, hvis det vil blive væsentlig dyrere at låne lokaler fra kommunen. Så vi er rigtig glade for, at forslaget om lokalereduktion er fjernet.

Derudover er det godt, at kommunerne nu skal lave en folkeoplysningspolitik, at formålsbeskrivelsen bliver udvidet til også at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab, og at der kommer et videncenter for folkeoplysning og en handlingsplan for realkompetencer, som er nogle af de forslag, som folkeoplysningsudvalget kom med. Vi anser det som en rigtig vigtig dimension, at der kan ske en realkompetencevurdering med henblik på at styrke det folkeoplysende arbejde.

Men når det så er sagt, afspejler det her jo også, at der var et meget bundet kommissorium til folkeoplysningsudvalget. Regeringen har nemlig givet det kommissorium, at alle de forslag, der skulle være der, skulle koste 0 kr. Det er jo ikke, fordi ethvert nyt forslag nødvendigvis behøver at koste penge, men det skal ses i lyset af, at man, hvis man kigger på den økonomi, der har været til det folkeoplysende arbejde ude i kommunerne i de snart 10 år, regeringen har haft magten, kan se, at regeringen og Dansk Folkeparti har reduceret tilskuddet, sådan at det næsten er reduceret med 50 pct. Det betyder, at der er ganske få penge til at betale for den frihed, som man nu får til at øge det folkeoplysende arbejde.

Når man så i øvrigt også ser på, hvordan regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget en række nedskæringer på det formelle voksen- og efteruddannelsessystem, så tegner der sig jo et billede af, at det er rigtig svært at lave det uddannelsesløft i bredden og i dybden, også inden for det folkeoplysende arbejde.

Derfor er der jo en række kritiske høringssvar fra hele den folkeoplysende verden. Det, de kan konstatere, er, at der er kommet en regional skævhed i adgangen til folkeoplysning, at det har ramt de kortuddannede og lavindkomstgrupperne, og at det har ramt de handicappede, der ikke har lige adgang, bl.a. i henhold til den forpligtelse, som Undervisningsministeriet har til at give lige adgang til handicappede. Derfor peger de på nogle ting i lovforslaget, som de anser som meget problematiske.

Det er som det første, at kommunerne nu kan afsætte midler til en udviklingspulje, men vel at mærke kun finansieret på den måde, at de skal tage midler fra det eksisterende folkeoplysende arbejde. Det er de rigtig bekymret over i den folkeoplysende verden. Det vil vi gerne kigge på i udvalgsarbejdet om vi kan rette op på. Der er på tilsvarende vis kritik af muligheden for at lave partnerskabsaftaler, som man sådan set er positiv over for, men igen er bekymringen, at det vil udhule den eksisterende støtte til folkeoplysende virksomhed, fordi pengene kun kan tages ét sted fra, nemlig fra de midler, der altså er blevet halveret i den tid, regeringen har været der.

Der har også været et ønske fra bl.a. daghøjskolerne om at få præciseret formålsbeskrivelsen, for daghøjskolerne er næsten forsvundet i det lovforslag, der ligger her, og vi vil anbefale, at man kigger på, om man kan tydeliggøre daghøjskolerne i formålsbeskrivelsen, herunder realkompetencevurderingen som en vigtig del af deres virke.

Vi vil også gerne kigge på de forslag, der ligger om, hvordan man i det hele taget kan gøre det tydeligere i lovforslaget, at folkeoplysende voksenundervisning gælder al virksomhed, dvs. både aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversitetet. Men når man læser lovforslaget, skulle man tro, at det kun omhandlede aftenskoler, men det gælder jo hele den brede vifte af folkeoplysende arbejde, og det vil vi også se på om vi kan stille et eventuelt ændringsforslag om.

Endelig bliver der spurgt til det analysearbejde, som regeringen vil sætte i gang på hele FVU- og ordblindeområdet. Den viden er der jo, så hvorfor ikke bare komme i gang med at sætte folkeoplysningsudvalgets forslag nr. 25 i værk nu, sådan at den dimension også kan blive styrket med det forslag, der ligger her.

Men samlet set giver lovforslaget nogle frihedsgrader, som vi støtter. Vi håber meget, at vi kan forbedre det i et samarbejde i Folketingets Uddannelsesudvalg med nogle ændringsforslag, der præciserer, at vi ønsker at styrke hele det folkeoplysende arbejde, realkompetencevurderingen, og at daghøjskolerne træder tydeligere frem, og så tror vi nok, vi må se i øjnene, at det kræver en anderledes regering end den, vi har nu, hvis ikke vi skal fortsætte med de nedskæringer, der er sket år for år inden for det folkeoplysende arbejde.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Marlene Harpsøe.

Tak. Jeg vil gerne starte med at kommentere den kritik, som Socialdemokratiets ordfører netop har fremsat, af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Nu er jeg jo Dansk Folkepartis ordfører, så jeg kommenterer den del, der omhandler den kritik, der er af Dansk Folkeparti i det her, netop at vi fra bl.a. Dansk Folkepartis side skulle have været med til at skære ned på kommunernes økonomi. Det er simpelt hen ikke korrekt.

Det er jo meget dejligt at høre, at Socialdemokratiet gang på gang gerne vil give flere penge; det lyder dejligt. Der er mange, mange skønne løfter fra Socialdemokratiet i den her tid. Det er jo en stor gavebod, og man kan virkelig godt høre, at valget er nært forestående. Jeg har et stort spørgsmål: Hvor kommer finansieringen fra? Det mangler fru Christine Antorini og Socialdemokratiet at fortælle om.

Men i forhold til det her lovforslag vil jeg sige, at det jo bygger på en rapport fra 2010, hvor Folkeoplysningsudvalget kom med en række anbefalinger til fremtidens folkeoplysning. Der er jo helt overordnet tale om en række gode og interessante forslag, og vi har bl.a. i Dansk Folkeparti noteret os, at ministeren med lovforslaget vil implementere en række af de her anbefalinger, og at de resterende vil blive implementeret administrativt, dvs. uden om Folketinget. Men vi har også noteret os, at der er et par anbefalinger, som ikke er kommet med, og det er noget, som vi i Dansk Folkeparti i hvert fald støtter.

I forhold til betydningen af folkeoplysningen vil jeg sige, at den jo er mangfoldig, og at folkeoplysning i sig selv er af forskellig karakter, og det betyder jo, at alle stort set uanset interesse kan være med i folkeoplysningen. Den kan være meget inspirerende og glædelig for rigtig, rigtig mange mennesker.

Området har så stor betydning, at alle kommuner nu ifølge lovforslaget skal vedtage en folkeoplysningspolitik, og det støtter vi bestemt i Dansk Folkeparti. Her er inddragelsen af alle parter og alle aspekter af folkeoplysningen vigtig for at få en politik, der både er tillid og opbakning til blandt folkeoplysningens parter, som jo er lige fra frivillige foreninger til aftenskoler.

Vi har også bidt mærke i, at regeringen med lovforslaget manifesterer, at Folkeoplysningsudvalgets forslag om at ændre på lokaletilskuddet ikke blev gennemført. Det støtter vi i Dansk Folkeparti.

Men hvis jeg som Dansk Folkepartis ordfører også skal nævne noget, som vi er kritiske over for i lovforslaget, så er det det her med muligheden for at oprette lukkede hold for en særlig udvalgt gruppe. For vi er i Dansk Folkeparti bekymrede for, at det kan benyttes til at oprette lukkede hold for f.eks. indvandrerkvinder, og at man udelukkende gør det for at imødekomme deres mænds indskrænkede holdninger til kvinders frihed. Så det vil vi stille nærmere spørgsmål til i udvalgsbehandlingen.

Intentionerne med forslaget er uden tvivl gode, men vi er i Dansk Folkeparti opmærksomme på, at punktet om oprettelse af lukkede hold kan ske ud fra den helt forkerte årsag, nemlig for at lægge sig på knæ for visse kulturers normer om, at mænd og kvinder helst ikke skal have alt for meget med hinanden at gøre, og at ligestilling er et onde. Den slags vil vi bare ikke være med til i Dansk Folkeparti, så det kunne vi godt tænke os at få præciseret i lovforslaget, altså så dette punkt ikke er med til at acceptere fremmede kulturers miskreditering af kvinders ligestilling.

I forhold til selve formålsbestemmelsen om demokratiforståelse er vi i Dansk Folkeparti af den opfattelse, at det her med demokratiforståelse kan virke opdragende. Altså, demokrati er jo ikke noget, som man bør så at sige opdrages til; demokrati er jo noget, der bare er. Og det er også noget, vi vil stille spørgsmål om i udvalgsbehandlingen.

Men vi er positive over for forslaget, og vi vil som sagt stille nogle spørgsmål og prøve at få afklaret nogle ting og gerne også forsøge at få præciseret nogle ting i det her lovforslag. Men vi ser i hvert fald positivt frem til udvalgsbehandlingen.

Der er en kort bemærkning. Fru Christine Antorini.

Tak. Jeg vil høre, om Dansk Folkepartis ordfører kan bekræfte, at tilskuddet til det folkeoplysende arbejde, den folkeoplysende voksenundervisning næsten er blevet halveret i den periode, hvor regeringen og Dansk Folkeparti samtlige år har lavet finanslov med hinanden. I 2001 blev der givet 638 mio. kr. I 2009 blev der givet 350 mio. kr. Kan Dansk Folkepartis ordfører bekræfte, at det er det, der er virkeligheden: næsten en halvering af tilskuddet og hermed tilsvarende forringet mulighed for at gennemføre folkeoplysende arbejde her i Danmark?

Ordføreren.

De penge, som man fra kommunernes side vælger at bruge til folkeoplysningen, er jo penge, som kommunerne selv vælger at prioritere fordelingen af. Det er sådan, at vi i Dansk Folkeparti anerkender, at kommunerne sådan set har en vis form for selvbestemmelse over det her område. Så det vil være mit svar til fru Christine Antorini.

Jeg må sige, at det nogle gange godt kan undre mig, at man kommer med den her kritik gang på gang om, at vi i bl.a. Dansk Folkeparti skulle være med til at skære i kommunernes økonomi, når det simpelt hen ikke passer. Gang på gang har vi jo set formanden for KL, altså Kommunernes Landsforening, komme ud efter at have indgået aftale med regeringen om kommunernes økonomi og være positiv og glad og sige: Det her holder, det her er godt, det er en god aftale. Det er det, vi lægger os op ad i Dansk Folkeparti. Men fra Socialdemokratiets side er man jo én stor gavebod, især nu her op til et kommende valg. Det er sådan, man vælger at udlægge det fra Socialdemokratiets side.

Fru Christine Antorini.

Jeg vil bare minde Dansk Folkepartis ordfører om, at den nedskæring af kommunernes tilskud til folkeoplysende arbejde, som jo er massiv – fra 638 mio. kr. til 350 mio. kr. – er oplyst i et svar på et udvalgsspørgsmål, jeg har stillet til undervisningsministeren. Det er her fra januar 2011. Så det er bare et faktum, at de har fået halveret deres mulighed for at løfte det folkeoplysende arbejde.

Det er der også en række af de folkeoplysende organisationer, der gør opmærksom på i høringssvarene, der ligger her, og det er lige fra Dansk Folkeoplysnings Samråd til en række af de enkelte organisationer. Det, de konstaterer, er, at det har ramt kortuddannede og lavindkomstgrupper, og at det har ramt geografisk skævt. Hvad har Dansk Folkeparti tænkt sig at gøre ved det?

Ordføreren.

Nu står jeg ikke med det her udvalgsspørgsmål i hånden og heller ikke svaret på det, så det kan jeg ikke gå nærmere ind i, det er sådan lidt umuligt. Men jeg ser gerne på det bagefter, for det er jo det, som fru Christine Antorini henviser til.

Med hensyn til det andet, som fru Christine Antorini anfører, så er det vores holdning, at hvor mange penge man vælger at bruge på folkeoplysningen og hvordan, er noget, der skal være op til kommunerne, og det er det jo sådan set også. Vi fremlægger jo faktisk også her, synes jeg, et lovforslag, som har til hensigt at styrke folkeoplysningen bl.a. ved at sige, at det her område er så vigtigt; det er rent faktisk så vigtigt, at vi ønsker, at enhver kommune tager stilling til og laver en folkeoplysningspolitik. Jeg må indrømme, at jeg synes, at den kritik, som man nogle gange retter fra Socialdemokratiets side, er forfejlet. For det her lovforslag handler jo ikke om at afvikle folkeoplysningen, men handler om at styrke den. Det synes jeg rent faktisk vi gør med det her lovforslag, og så er det selvfølgelig op til kommunerne at se på, hvor mange penge man vil afsætte til formålet.

Socialdemokratiet er jo velkommen til at sige, som det er, at man gerne vil lægge en masse penge ind i det her folkeoplysningsarbejde. Det er udmærket, men så skal man også bare anvise, hvor man vil finde pengene.

Fru Bente Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne høre, om Dansk Folkepartis ordfører anerkender, at folkeoplysning og dermed lige adgang til viden for alle er vigtig, en vigtig del af demokratiudviklingen i det her land, og at folkeoplysning med frivilligt foreningsliv, men også med aftenskoleundervisning og anden form for undervisning ikke kan gøres uden tilførsel af penge.

Ordføreren.

Penge driver rigtig, rigtig mange ting. De driver husholdninger, og de driver også aftenskoler. Det er klart, at penge driver rigtig, rigtig meget.

Fru Bente Dahl.

Det var kun et delvist svar. Jeg vil gerne høre, om ordføreren anerkender, at folkeoplysning er en vigtig del af demokratiudviklingen og dermed altså også den lige adgang til viden. Nu har jeg kun et spørgsmål tilbage, så derfor er jeg nødt til også at spørge ordføreren om, hvor stort ordføreren mener tilskuddet skal være. I 2002, altså før finanskrise og før skattelettelserne rigtig tog fart, var tilskuddet, som en anden ordfører også har sagt, på 625,9 mio. kr.

Så jeg vil gerne have en vurdering fra Dansk Folkepartis ordfører: Hvor skal overliggeren være? 625 mio. kr. i 2002, og i 2011 er vi nede på 335 mio. kr., altså cirka det halve. Hvor skal overliggeren være for at kunne opfylde behovet for folkeoplysning, hvilket jeg må forudsætte er en vigtig del af demokratiudviklingen?

Ordføreren.

Jamen hvis det stod til venstrefløjen herinde i Folketinget, herunder Det Radikale Venstre, ville der sikkert ikke være nogen overligger. Så skulle man selvfølgelig bare bruge alle de penge, som man overhovedet kunne poste i folkeoplysning.

Men i Dansk Folkeparti anerkender vi, når nu man snakker om anerkendelse, at det sådan set er kommunerne, der må prioritere, hvor mange penge man vil bruge på det. Altså, det er det, vi siger. Vi kan ikke stå her og give gyldne løfter om at give til det ene og til det andet. For hvis vi skulle, ville vi fra Dansk Folkepartis side have rigtig, rigtig mange gode forslag til, hvordan vi gerne ville bruge penge til det ene og til det andet. Men det skal jo også finansieres, og det er jo ikke sådan, at Nationalbanken bare trykker penge efter behov. Det ville skabe inflation i vores samfund, og det er ikke derhen, vi vil i Dansk Folkeparti.

Men jeg kan høre, at Det Radikale Venstre ikke vil have nogen overligger, og det synes jeg er ærgerligt, når man ikke samtidig fortæller, hvor de her penge skal komme fra.

Fru Pernille Frahm for en kort bemærkning.

Tak. Nu har vi jo hørt den der melodi rigtig mange gange, altså at de ude i kommunerne selv må prioritere, og at de selv må vælge, hvordan de disponerer deres midler. Vi hører den især, når det handler om, at der er nogle steder, der er blevet hårdt ramt, og det er der jo ganske mange steder der er, og det er derfor, jeg gerne vil spørge: Når nu vi kan påpege, at der er så mange steder, hvor pengene mangler i forhold til tidligere, hvad er det så for nogle steder, man nu øser penge ud til efter ordførerens opfattelse? Ordføreren har været ude i den debat nogle gange, så ordføreren må jo have øvet sig på at kunne forklare, hvad det er, kommunerne så øser penge ud på nu i forhold til tidligere, siden der mangler midler til skoler, folkeoplysning, uddannelsesinstitutioner generelt, på børne- og ungdomsområdet og en hel masse andre områder. Hvor er det, kommunerne strør om sig med penge?

Ordføreren.

Nu er det ikke sådan, at jeg har et meget dybtgående kendskab til samtlige kommuners økonomi her i Danmark. Hvis jeg havde det, ville jeg sikkert kunne svare for samtlige kommuner – i hvert fald enkeltvis – men det er jo ikke sådan, at jeg har et fuldstændigt indblik i de enkelte kommuners økonomi. Så det synes jeg bare man skal spørge kommunerne om. Jeg synes, at man fra Socialistisk Folkepartis side skal spørge de enkelte kommuner, hvorfor de bruger henholdsvis så lidt og så meget på folkeoplysning. Det er jo dem, man skal rette spørgsmålet til. Jeg kan ikke stå her som ordfører og vide, om man i X kommune f.eks. har fået flere kontanthjælpsmodtagere, og at det er derfor, man prioriterer anderledes. Det kan vi jo ikke stå her fra Folketingets talerstol og have noget som helst begreb om, for det er jo en prioritering, som man må foretage ude i kommunerne. Det er ikke noget, som vi skal stå her på Folketingets talerstol og give en vurdering af.

Det, vi i Dansk Folkeparti mener, er, at kommunerne må foretage den prioritering, som de nu engang må foretage. Hvis de har penge til folkeoplysning, er det udmærket at de kan bruge dem på det.

Fru Pernille Frahm.

Jo, men de eksempler, som ordføreren lige selv nævnte deroppefra, er jo typisk sådan nogle opgaver, hvor der er nogle forhold, som kommunen ikke selv er herre over, f.eks. at folk bliver arbejdsløse, eller at de bliver gamle eller syge eller noget andet, så de skal forsørges. Det er jo typisk nogle opgaver, som kommunen ikke selv bestemmer omfanget af, og der plejer vi normalt at lave noget udligning mellem kommunerne.

Jeg synes, det virker, som om ordføreren for Dansk Folkeparti vælger den bekvemme måde at forholde sig til det på: O.k., vi har strammet, vi har skåret ned, og de må selv ligge og rode med det derude, og går det galt, er det deres egen fejl. Er der ikke bare et eneste eksempel, ordføreren kan komme med, på, at der er overforbrug derude, siden vi mangler midler på alle de områder, som vi alle sammen sætter pris på?

Ordføreren.

Det synes jeg er en forvrøvlet måde at stille det op på, vil jeg sige til fru Pernille Frahm. Altså, der er jo aldrig gået så mange penge til velfærd, som der gør i dag. Det har hr. Ole Sohn fra Socialistisk Folkeparti jo selv stået heroppe på talerstolen og sagt. Pengekassen til velfærd har aldrig været større, så det, som fru Pernille Frahm står her og siger, er noget vrøvl. Og vi skal i hvert fald ikke – hverken fra Folketingets side eller fra Dansk Folkepartis side – gå ind og sige til kommunerne, hvad de helt præcis skal bruge deres penge på, eller hvordan de skal prioritere deres midler. Det må være op til den enkelte kommune, som jo har det lokale kendskab, at afgøre, hvordan de vil bruge midlerne. Så det, som Socialistisk Folkeparti gentagne gange siger, er noget vrøvl.

Tak til ordføreren. Så er det SF’s ordfører, fru Pernille Frahm.

Tusind tak for ordet, selv om det åbenbart er meget korte betegnelser, man kan bruge om hinandens udtalelser. Men nu til sagen. Folkeoplysningsloven, som vi skal revidere i dag, skal vi jo kigge på på baggrund af en rapport, der er udarbejdet i 2010, hvor der kom en stribe anbefalinger. Mange af dem er der taget højde for i forslaget, og derfor synes vi også, at der er vældig mange gode takter i det. Men der er en helt overordnet problematik, som rapporten faktisk også pegede på, nemlig økonomien, og der er flere ordførere, der har været inde på det. Uden mulighed for at dække de udgifter, der er for folk i forbindelse med folkeoplysning, uden mulighed for at betale lærere løn f.eks., så er det altså svært at bedrive rigtig fornuftig folkeoplysning. Vi er faktisk nu inde ved noget af kernen af det, som man kunne kalde dansk kulturarv. Det er ellers et udtryk, jeg ikke bryder mig rigtig meget om at bruge, og jeg bruger det meget sjældent, for jeg synes, det, vi tit kalder for dansk kulturarv, lige så godt kunne være svensk eller norsk eller finsk eller tysk eller europæisk eller globalt for den sags skyld, og det synes jeg er problematisk. Men i det her tilfælde mener jeg virkelig, det er noget særligt, og det er noget, der har været af afgørende betydning for den måde, vores demokrati er udformet på, og den måde, vores velfærdssamfund er blevet bygget op på. Når vi nu er så tæt på kernen af noget, man kunne kalde dansk kulturarv, er det da underligt, at en regering, der elsker at bruge udtrykket dansk kulturarv, i den grad har negligeret den økonomiske udvikling, der har været på området, og så at sige ladet stå til. Så jeg håber meget, at den debat, vi har nu, og det, at vi skal arbejde med folkeoplysningsloven og med folkeoplysning i det hele taget, er en chance for at begynde at tage området noget mere seriøst, end det bliver nu.

De meget dramatiske beskæringer, der har været på området, har jo betydet, at vi har givet folk ulige muligheder, hvor folkeoplysningen jo netop i sit udgangspunkt var et forsøg på i langt højere grad at give lige muligheder, virkelig brede mulighederne ud, så gør de her begrænsninger i økonomien, at mulighederne bliver mindre lige, end de var før. Vi har forskellige muligheder, alt efter hvilket postnummer vi har, når det handler om folkeoplysning. Der er store forskelle fra kommune til kommune på, hvordan man prioriterer området. Vi har meget store forskelle på vores muligheder, alt efter hvilken pengepung vi har, også inden for folkeoplysningen, fordi udgifterne til hold, betaling for at deltage, varierer så meget og nogle steder bliver ganske stor, fordi tilskuddet omvendt er så lille. Vi har faktisk også ulige muligheder i forbindelse med personer med et fysisk handicap. Det er en af de ting, som bliver nævnt i høringssvarene, og det er en af de ting, jeg synes vi skal tage en smule alvorligt.

Jeg ved godt, at der ikke er noget tilbageskridt i lovforslaget, i forhold til hvad der stod i den tidligere folkeoplysningslov omkring lige muligheder for personer med fysisk handicap, men der er jo sket nogle ting siden. Dels er der nogle udgifter, der er blevet flyttet rundt med, og som kommunerne også har skåret på, dels har Danmark altså langt om længe besluttet sig for at tage FN’s handicapkonvention noget mere alvorligt, og det skulle det her vel egentlig også meget gerne være udtryk for.

Den økonomiske virkelighed og den virkelighed, der er i øvrigt, har betydet, at folkeoplysningsområdet er blevet klemt fra flere sider, klemt fra voksen- og efteruddannelsesområdet, for konkurrencen om, hvem der skal sidde på området, hvem der skal stå for udmøntningen af folkeoplysningen på det her område, er voldsom, og derfor mener jeg, det er et af de områder, vi bør kigge på også, når vi arbejder med loven.

Et andet område, hvor folkeoplysningen er under pres, er fra kommercielle udbydere. Folk, der har en danseskole, eller folk, der ejer et fitnesscenter, ser gerne, at Foreningsdanmark holder sig væk fra deres områder, og det er igen et af de områder, jeg synes vi skal kigge på. Jeg synes, det er vigtigt, at vi holder fast i, at vi i det her land har foreningsfrihed, og det er vigtigt, at foreningerne får så vide muligheder som overhovedet muligt for at samle befolkningen som borgere i et demokratisk samspil og ikke bare reducere os til brugere og ikke mindst til for brugere.

Der er 13 sekunder, kan jeg se. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi kigger på udgifterne omkring videncentrene, hvor det jo foreløbig kun er finansieret de første 3 år. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad vi gør, når de 3 år er gået, og vi bliver også nødt til at kigge på, hvordan vi sikrer udviklingspuljen, selv om der ikke er afsat midler til den. Tak for ordet.

Fru Britta Schall Holberg for en kort bemærkning.

Tak og tak for indlægget fra SF. Jeg sidder altså og bliver noget harm, det må jeg indrømme, fordi det er så nemt at sige, at man bare skal have nogle flere penge, så skal det nok gå godt. Jeg bliver lidt harm på egne vegne og også på regeringens vegne, fordi vi netop har gjort et kolossalt arbejde for at få bragt folkeoplysningen og foreningslivet og de frivillige i – hvad skal vi sige? – et politisk forum eller fokus, som de ikke har været tidligere. Det, vi så hører fra SF – jeg hørte godt lidt pæne bemærkninger om det der frivillige arbejde – er, at det slet ikke kan lykkes nu, uden at vi får nogle flere penge. Den sang synes jeg simpelt hen at jeg har hørt i så mange år, at det jo kan lægge alting dødt. Her lægger vi en lov frem, den følger op på den fleksibilitetslov, vi lavede for nogle år siden, og hermed siger vi nu til kommunerne, at de skal tage det her område alvorligt, for der er så mange folkelige kræfter. Det, vi så bliver mødt med fra SF's side, er, at man ikke kan lave noget, før man får nogle flere penge. Det er for slapt, altså, ærlig talt.

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig i det. Det ville det være, hvis det var det, jeg havde sagt. Men det har jeg jo ikke sagt. Jeg har sagt, at der er et overordnet problem, og der er et overordnet problem om økonomien. Næsten samtlige høringssvar nævner det, så derfor forstår jeg ikke, at fru Britta Schall Holberg reagerer så voldsomt på det. Det er jo ikke noget, jeg har opfundet. Det er jo et resultat af virkelighedens verden, og det står jo i vores høringssvar.

Jeg siger jo ikke, at man ikke kan lave noget uden penge. Der bliver lavet mange ting i det her land uden penge. Men det er et problem for folk med en mindre pengepung, at prisen for at deltage forøges. Det må fru Britta Schall Holberg vel egentlig også være enig med mig i.

Fru Britta Schall Holberg.

Når jeg reagerer, er det mere følelsesmæssigt – og det erkender jeg – fordi jeg på en eller anden måde synes, at indlægget var sådan, at det blev økonomien, der kom til at overskygge det, at der rent faktisk fra ministerens og regeringens side virkelig er lagt noget kraft i, også i det udvalgsarbejde, der har været, at sige, at det her område skal på dagsordenen. Så synes jeg, at man skal glæde sig over det. Det glæder jeg mig i hvert fald utrolig meget over og håber på, at foreningerne og det frivillige arbejde nu vil gøre en stor indsats for at bruge loven og bevise, hvad de så rent faktisk kan. Der er jo også tale om, at man i meget høj grad gerne vil fortælle kommunerne, at de altså har nogle ressourcer her, nogle menneskelige ressourcer, som de bør udnytte sådan, at der kan ske et samspil i kommunerne. Jeg synes, at vi på en eller anden måde skal tage hatten af for lovforslaget – det er simpelt hen det, jeg gerne vil – og sige, at det må være et arbejdsredskab, og lad os så glemme lige det med økonomien, så det ikke bliver noget, der ligesom kommer til at kvæle det hele.

Jeg forstår godt, hvad der bliver sagt, og det er selvfølgelig altid rart at have flere penge. Men det må bare ikke – hvad hedder det? – overrule det, der er intentionen i lovforslaget. ( Anden næstformand (Søren Espersen): Overskygge). Overskygge, tak.

Ordføreren.

Tak. Vi har nærmest alle sammen et ordbreak her, som jeg nu også selv nærmest står med.

Jo, men det ville også være ærgerligt, hvis jeg ikke havde rost, men det synes jeg faktisk at jeg gjorde i min indledning, for jeg sagde, at det er rart, at vi kommer i gang med at diskutere det, og at der er mange gode forslag, og dem vil jeg gerne bakke op om.

Igen vil jeg så sige, at selv i det udvalgsarbejde, som ministeren nedsatte, blev økonomien jo også nævnt. Det bliver ordføreren fra Venstre også nødt til at være opmærksom på. Det blev også nævnt i rapporten fra folkeoplysningsudvalget, at økonomien er et problem. Forslag 33 er jo overset i ministeriernes udspil. Så er jeg enig i det her med, at kommunerne har nogle enorme ressourcer der. Måske ser vi alligevel en lille smule forskelligt på det, men det er jeg ikke sikker på, for jeg tror egentlig, at vi måske ligger hinanden ret tæt her. Men der er forskel på at sige, at det bør kommunerne udnytte, og så sige, at det bør få lov at komme til. Det er nok mere den sidste vej, synes jeg, der er i ånd med folkeoplysningsloven. Jeg kan se, at fru Britta Schall Holberg nikker. Jeg er ret sikker på, at vi er enige om det her. Tak.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, fru Charlotte Dyremose.

Jeg vil nu også gerne have lov til at føre debatten tilbage i den positive ånd, hvor den startede, for jeg synes faktisk, at der her ligger et rigtig godt lovforslag: et lovforslag, som har været gennemarbejdet, et lovforslag, som følger det udvalg, der har været nedsat.

Jeg mener, det er absolut væsentligt, at vi nu får demokratiforståelse og aktivt medborgerskab ind i folkeoplysningsloven, og folkeoplysningen har nemlig en meget central dannelsesmæssig opgave i vores samfund, folkeoplysningen er rammen om et vigtigt fællesskab, et foreningsliv, som absolut er en dansk tradition. Og jeg synes da sådan set også, at det meget positivt bemærkelsesværdige i SF's tale netop var, at her kan vi jo faktisk tydeligt se, at selv et parti som SF må med folkeoplysningen anerkende værdien af den danske kulturarv.

Så er vi da nået rigtig langt. For det er da ikke småting, at folkeoplysningen kan bidrage til, at vi alle sammen, selv dem på venstrefløjen, anerkender og forstår værdien af den fælles kulturarv, de fællesskaber, vi har i vores samfund, og den tradition og de værdier, som vores samfund har båret videre til os, og som vi er pligtige at bære videre til de kommende generationer. Og her spiller folkeoplysningen faktisk en ganske central rolle i det værdifællesskab, vi har, ikke bare med hinanden her og nu, men også med de generationer, der har været, og de generationer, der kommer.

Folkeoplysningen er en ganske væsentlig ting, og derfor tager det her forslag nok også den tid, det tager, trods den umiddelbare enighed, der er. Det er noget, vi alle sammen ved har betydning for vores fællesskab og for vores samfund. Demokrati er jo ikke bare noget, man kan tage for givet, og det er folkeoplysningen med til at gøre os opmærksomme på, og den er derfor også en rigtig god bidragsyder til, at vi alle sammen har den nødvendige demokratiforståelse og forståelsen for vores fællesskaber.

Noget af det, der kommer med her, er en øget brugerinddragelse og pligten til at have en folkeoplysningspolitik. Det er, selvfølgelig fordi vi alle sammen vægter og man også i udvalget har vægtet, at alle kommuner tager folkeoplysningen ret alvorligt, og det er der behov for. Fru Britta Schall Holberg talte om de meget forskellige økonomier, der er fra kommune til kommune, og jeg håber, at det, at der nu kommer en øget brugerinddragelse og en pligt til at lave en folkeoplysningspolitik, også gør, at man lokalt får øjnene op for det, hvis man ligger i den voldsomt lave ende og slet ikke yder den indsats, som man gør i andre kommuner, for der er absolut steder, hvor der er basis for en voldsom forbedring.

Så er det jo også sådan, at den borgerlige regering har gjort en ret massiv indsats for voksen- og efteruddannelsen, en så voldsom indsats, en så stor udbygning, at det faktisk har været med til at fortrænge dele af folkeoplysningen. Og her ved jeg ikke rigtigt, om jeg skal være glad eller ked af det, for vi kan godt være stolte af den kæmpe udbygning, der er lavet af voksen- og efteruddannelsen. Det er ret vigtigt, men det er også vigtigt, at folkeoplysningen ikke bliver trængt væk af den grund. Derfor synes jeg faktisk også, når nu vilkårene har været, at vi har været nødt til at lave en genopretningspakke, at man der har lavet nogle takter i forhold til voksenuddannelsen, som netop kan skabe bedre plads for folkeoplysningen, og som også ligger ganske godt i forlængelse af noget af det, som udvalget faktisk anbefalede, for at sikre, at der ikke sker en unfair konkurrence, og at vi dermed også i fremtiden har en folkeoplysning.

Jeg vil godt lige til sidst fremhæve det forslag, som også andre har været inde på, om lokaletilskud, som en del af udvalget foreslår, og som vi fra starten måtte sige at vi fra konservativ side ikke kunne støtte. Og det har den ganske enkle grund, at folkeoplysning jo netop ikke bare er en popularitetsopgave, men en opgave om at sikre en bred folkeoplysning: bredden i det danske foreningsliv. Og derfor har det for os været vigtigt, at den linje, der ligger i det her forslag, netop sikrer en bredde i foreningslivet og derfor ikke giver mulighed for, at man kan indsnævre tilskuddet til kun at handle om det, der er allersjovest, allermest populært og oftest står på forsiden af den lokale avis.

Tak til ordføreren. Herefter er det den radikale ordfører, fru Bente Dahl.

Mellemøsten rystes i disse måneder af et fænomen, vi kalder det arabiske forår. Hvad terror og tvang ikke har kunnet afstedkomme af ændringer i retning af god regeringsførelse, har unge mennesker med deres fredelige demonstrationer og krav om demokrati og indflydelse på egen situation kunnet. De har rystet deres regeringer i grundvolden. Vi har ikke set udfaldet af den proces endnu; den er sat i gang, og den varer nok mange år.

Vores egen demokratiproces har som bekendt været undervejs i godt og vel 150 år, og det er den stadig væk. Når vi i dag behandler L 207 om øget demokratiforståelse og aktivt medborgerskab, er der tale om temaer, der er helt essentielle for vort demokrati. Demokrati er ikke noget, man kan læse sig til, det er en måde at leve på, og det forudsætter lige adgang til viden.

Adgang til oplysning og viden for alle er helt essentielt for vort demokrati og måden, det udfoldes på. L 207 har styrker, idet det imødekomme det krav og det behov, men der er også et par svagheder. Fundamentalt er det et rigtig fint lovforslag med et par mangler.

En af svaghederne ved lovforslaget er, som andre har nævnt i dag, at de midler, der tilflyder området, kunne være fordelt bedre. Det er sådan, at der er stor geografisk forskel, og der er områder i landet, hvor ikke alle kan være med. Ikke alle har adgang til den form for oplysning, der udbydes i aftenskolerne og i foreningslivet – det er blevet for dyrt for nogle. Det er ikke acceptabelt, netop med den begrundelse, at foreningslivet er fundamentet for demokratiforståelsen, og at det kræver viden og medvirken.

Radikale Venstre vil indtrængende anbefale, at forslaget vedrørende kommunale tilskud ændres, så de udgør mindst 50 pct. af udgifterne til aflønning af lærere og ledere. For at undgå, at forslaget medfører mindre aktivitetsniveau i kommunerne, skal forslaget nødvendigvis følges af en genopretning af det statslige bloktilskud til kommunerne.

Den usikkerhed, der hersker i mange kommuner om støtteniveauet – om rammen – medfører uvægerligt manglende muligheder for planlægning og drift i de folkeoplysende foreningers aftenskolevirksomhed. De beskårede tilskud, som gives i mange kommuner – i nogle kommuner er det endda stærkt beskårede tilskud – gør det særdeles vanskeligt at opretholde en stabil folkeoplysning. Og det er ikke uvæsentligt, specielt ikke for landområderne, hvor aftenskolen og foreningslivet ofte er det eneste kulturtilbud.

Lokaleforholdene skal vi også kigge på. Det er stadig væk en udfordring – det har det været i mange år, og det vil det også være fremover. Vi må i udvalgsarbejdet kigge på og diskutere, om vi kan få nogle ordentlige og tilfredsstillende lokaleforhold.

Så er der altså, som vi ser det, også mange styrker i det her lovforslag. Det gælder bl.a. kommunernes forpligtelse til en øget brugerinddragelse; at brugerindflydelsen bliver sikret, er virkelig en stor styrke. Også åbningen for udvikling af nye organisationsformer og samarbejder er en styrke. I lovforslaget tales mest om samarbejdet mellem de oplysende foreninger og kommunale institutioner, men jeg vil pege på, at samarbejdet også bør omfatte erhvervslivet – det kan tages som en opfordring, det er ikke noget, man sådan rigtig kan lovgive om. Men et rigtig stærkt samarbejde mellem forening, kommune og erhvervsliv ville være en meget væsentlig udviklingsfaktor i lokalområdet

Ved at ophæve emnebegrænsningen for fleksible tilrettelæggelsesformer åbnes for rigtig store muligheder. Der er et kolossalt udviklingspotentiale, som nogle foreninger da også allerede har øje for at udnytte. Det er dog stadig sådan, at man kun må bruge maksimalt 40 pct. af støtten til denne form for undervisning. Det bør efter Radikale Venstres mening være 100 pct., altså 90 plus de 10, som er bundet i debatskabende virksomhed.

Radikale Venstre arbejder og har altid arbejdet for, at alle får så meget medindflydelse på egen situation som muligt med de rettigheder og forpligtelser, der følger med. Vi ser den her lov som et godt skridt i den rigtige retning, dog med plads til visse forbedringer. Vi er positive, og vi glæder os til udvalgsarbejdet, hvor vi vil prøve at ændre nogle af de elementer, jeg har været inde på, og som vi finder kan være negative for foreningslivet.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Folkeoplysning handler i sin grundtanke om, at alle får mulighed for at søge viden og oplysning, og i Enhedslisten mener vi jo, at der skal skabes så gode rammer som overhovedet muligt, for at mennesker kan tage uddannelse og søge ny viden, når det passer ind i deres liv. Det er væsentligt for, at vi har et velfungerende demokratisk samfund, og det er væsentligt, fordi ny viden og nye perspektiver kan være med til at forbedre livskvaliteten.

Derfor er vi selvfølgelig klar til at støtte alle tiltag, der forbedrer rammerne for det folkeoplysende arbejde, og vi mener faktisk, at det forslag, som regeringen har fremsat, rummer nogle gode takter og kan være med til at udvikle og forbedre organiseringen af det folkeoplysende arbejde ude i kommunerne. Vi er enige i, at der er behov for at udvikle den måde, man laver folkeoplysning på. Det er f.eks. essentielt, at man formår at udvikle arbejdet, så man i højere grad kommer ud til nogle af de grupper, man måske ikke har så godt fat i i dag: unge, indvandrere, mennesker med handicap osv.

Problemet er imidlertid, at de her gode intentioner jo ikke hjælper så meget, når virkeligheden ude i kommunerne er, at folkeoplysningsområdet er blevet nedprioriteret i årevis. Dansk Folkeoplysnings Samråd har sendt os nogle beregninger, der viser, at aftenskolerne har mistet 46 pct. af deres tilskud siden 2002. Der er sket et fald fra 625 mio. kr. årligt til 335 mio. kr., og det er jo klart, at med en så dramatisk udsultning af området er der ikke rum for meget udvikling og nytænkning. Man har nok at gøre med at holde skuden oven vande.

Med de kraftige nedskæringer, vi har set, er der i realiteten tre muligheder: Enten falder kvaliteten, eller også bliver udbuddet mindre, eller også må aftenskolerne hæve brugerbetalingen. Jeg synes sådan set ikke, at nogen af de muligheder er særlig tiltalende, netop fordi folkeoplysning er et vigtigt demokratisk uddannelsesredskab for den enkelte borger.

Derfor er der behov for en genopretning af folkeoplysningsområdet, for hvis vi mener, at de her fine intentioner, som jeg synes er i loven, skal blive til virkelighed, bliver vi jo også nødt til at sikre, at de økonomiske vilkår er til stede, så det sikres, at kommunerne har tilstrækkelige midler til at kunne prioritere og udvikle det her område. Vi skal sikre, at der er rammer, der gør, at brugerbetaling ikke står i vejen for, at man f.eks. kan tage et aftenskolekursus, selv om man er pensionist eller på kontanthjælp.

Men altså, vi stiller os positive over for det konkrete indhold i forslaget, fordi vi mener, at det udgør en forbedring, men mangler altså stadig væk at se en virkelig løsning på de problemer, der desværre eksisterer på området.

Så har jeg et meget konkret spørgsmål – eller et par stykker faktisk – til ministeren, for i lovforslaget står der, at kommunerne kan afsætte midler til en udviklingspulje. Det er selvfølgelig fint nok, men hvor skal de penge komme fra? Det står der jo ikke noget om. Vi frygter selvfølgelig, at konsekvensen bliver, at der er færre tilbud eller øget brugerbetaling. Men altså, hvordan skal den her udviklingspulje, som er en god idé, finansieres?

Så kunne jeg altså også godt tænke mig at vide, hvor langt kommunernes faktiske tilskud til folkeoplysning skal ned, før ministeren erkender, at det ødelægger mulighederne for at gennemføre en bred folkeoplysende voksenundervisning. Man kunne meget konkret spørge, om ministeren mener, det er tilfredsstillende, at ti af landets kommuner ikke afsætter mere end mellem 7 og 16 kr. pr. borger til folkeoplysende voksenundervisning.

Vi har et par spørgsmål i forbindelse med udvalgsbehandlingen, men støtter intentionerne i forslaget.

Tak til ordføreren. Undervisningsministeren.

Tak for de mange gode ordførertaler, der har været holdt, og som jo handlede om et område, der har fyldt meget, nemlig det folkeoplysende arbejde. Der har jo også været nedsat et, synes jeg, meget dygtigt arbejdende udvalg, der har set på, hvordan og hvorledes man kan lave en modernisering af folkeoplysningsloven.

Det er jo ikke altid, man kan gøre alle hundrede procent tilfredse, især ikke, når der er modstridende interesser. Det er også derfor, det er nødvendigt at prioritere. Det har været rammen for arbejdet, at det var en øvelse, som gik ud på at fremkomme med forslag, uden at alle forslag nødvendigvis skulle medføre meget store udgifter. Men når det så er sagt, synes jeg også, det er vigtigt i dag at kvittere for, at et bredt flertal i Folketinget bakker op om det forslag, der er fremsat. Jeg er med på, at der er stillet en række spørgsmål, hvor partierne har bedt om at få ting præciseret, men når det alligevel er sådan, at jeg ser med glæde på det, der nu er diskuteret, så er det faktisk, fordi jeg synes, at det fortjener anerkendelse, at så mange partier på tværs af salen tager positivt imod det arbejde, der er blevet gjort.

Der er jo heller ingen tvivl om, at foreningslivet er en meget vigtig del af det danske demokrati. Det er jo ikke alene med til at sikre, at der er en bred, folkelig forankring, men også, at der kan være et foreningsliv lokalt, og det er jo det, der også sikres gennem et samarbejde mellem kommune og foreningsliv.

Det har jo også givet anledning til bekymring, at regeringen har haft nogle ambitioner om at lave om på nogle af de regler, der gælder i forhold til de midler, man kunne få for lokaleleje osv., og det er så nogle af de ting, vi har valgt ikke at tage med i det her lovforslag. Jeg vil dermed sige, at vi har lyttet til det, der er kommet inden for den høringsfrist, der har været. Der har været en rigtig lang høringsperiode, og der har også, synes jeg, været nogle meget konstruktive bidrag. Når man ser på de høringssvar, der nu er givet, synes jeg sådan set, at vi på mange måder kan glæde os over, at der er en meget, meget positiv opbakning til det, der er fremlagt. Det er sjældent, der har været så mange positive høringssvar i forbindelse med en lovbehandling, og det er jeg sådan set glad for. Når det så er sagt, er jeg også med på, at der vil komme diskussioner om nogle af de enkelte elementer, og de er jo også rejst i dag. Man kan også have et ønske om, at der skal tilføres flere midler til området. Men det er jo også sådan, at der skal være sammenhæng mellem det, man foreslår, og det, man gør. Så jeg glæder mig til udvalgsarbejdet.

Fru Bente Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg har et spørgsmål angående den undervisningsform, der hedder fleksible tilrettelæggelsesformer, og som jeg var inde på i min ordførertale. Jeg vil spørge, om ministeren er positiv over for at udvide muligheden fra de nuværende 40 pct. til 100 pct., sådan at forstå at dem, der gerne vil benytte den undervisningsform som en mulighed, kan gøre det, og dem, der ikke vil, kan lade være. Der skal altså ikke være nogen tvang, men muligheden kunne være 100 pct., dvs. 90 pct. + 10 pct. Ville ministeren være positiv over for den åbning, den udvidelse af mulighederne?

Ministeren.

Jeg kan ikke nødvendigvis i dag lige gennemskue, hvad konsekvenserne skulle være af at være positiv, men jeg synes, at man skal være positiv over for at se på ting under udvalgsbehandlingen, og det vil jeg bestemt være.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.