Det lovforslag, vi behandler her, indebærer, så vidt jeg kan se, fem forhold:
For det første pålægges erhvervslivet yderligere en afgift på 3,50 kr.
pr.
gigajoule anvendt til procesformål fra 2012 og fremefter.
For det andet gennemføres der en afgiftslempelse for elvarme i momsregistrerede erhverv, så afgiften bliver på samme niveau som for elopvarmede helårsboliger.
For det tredje er der en ændret opgørelsesmetode af afgiftsbelagt energiindhold i affald.
Man går for nogle virksomheders vedkommende over til i stedet at kunne bruge røggasmåling som beskatningsgrundlaget.
For det fjerde er der tobaksafgiften, hvor kredittiden for betaling af afgiften forkortes.
For det femte er der en udvidelse af ølmoderationen.
Det ikke spørgsmål om at ændre på øllen, det er et spørgsmål om at ændre på afgifterne for stærkt øl og bruge den ordning, der gælder for mindre bryggerier, der har fremstillet øl fra før november 1940, til også at gælde for bryggerier, der fremstiller øl efter 1940.
Lad mig starte med at sige, at vi i Socialdemokratiet kan støtte ølmoderationen.
Vi forventer også, at den vil være med til at styrke små bryggeriers mulighed for at gøre sig gældende på markedet.
Den vil også, håber vi da, styrke produktionsmulighederne i det, der lidt misvisende kaldes for Udkantsdanmark.
Vi støtter en ligelig udvikling i Danmark.
Vi støtter faktisk, at alle områder får et vækstpotentiale, og vi støtter også, at alle virksomheder behandles ens, uanset om de er fra før eller efter 1940.
Vi kan støtte denne del af lovforslaget.
Vi kan også støtte afkortelsen af kredittiden for betaling af tobaksafgiften.
Vi har selv i »Fair Forandring« peget på det ønskelige i at forbedre folkesundheden ved at lægge afgift på tobakken.
Vi har også, ligesom SF's ordfører var inde på, noteret os, at regeringen endnu en gang – det bliver så måske den 296.
gang – bryder sit eget skattestop ved at ændre på kredittiden.
Vi har også noteret os, at da vi fremsatte forslag i »Fair Forandring« om at hæve tobaksafgiften, var regeringen så dybt bekymret, og så var det så forfærdeligt, hvad det her kunne få af konsekvenser af grænsehandelsmæssig art for det danske provenu.
Alligevel kommer regeringen nu selv og er med til at afkorte kredittiden og dermed sætte prisen op.
Men fair nok, regeringen er i færd med at blive klogere, det har den været længe, og det håber vi den bliver ved med.
Vi kan støtte forslaget, sådan som det ligger.
Forslaget om en ændret opgørelsesmetode af afgiftsbelagt energiindhold i affaldet kan vi også støtte.
Det ser, sådan som vi læser det, meget fornuftigt ud, at man der, hvor det er muligt, går over til at anvende en afregning efter røggasmålinger.
Så er der det tungeste i det her tilbage, nemlig energiafgifterne.
Som udgangspunkt kan vi godt støtte, at der lægges en afgift på energiforbruget, så forbrugerne af energi, såvel husholdninger som industri, tilskyndes til at spare på energien og udbygge deres energiforsyning med energi baseret på vedvarende energikilder.
Vi kan derfor som udgangspunkt også støtte denne del af lovforslaget.
Det var også det, vi gav udtryk for i forbindelse med vedtagelsen af forårspakke 2.0.
Men det her lovforslag indebærer et brud på den politik, der ellers er lagt til grund om helt eller delvist at friholde de virksomheder og brancher, der har gjort en indsats for at reducere deres energiforbrug eller er undergivet stærk international konkurrence.
Dem var det egentlig tanken at friholde for afgiften, det har man nu fjernet sig fra.
Man udsætter nu en hel række danske industrivirksomheder, også dem, vi har været ude at besøge med Energiudvalget, for en afgiftsbelastning, der i et eller andet omfang vil få dem til at overveje at flytte produktionen til udlandet.
Når Isover f.eks., der er et franskejet firma, skal træffe beslutning om nye investeringer, og de sidder nede i Paris og skal afgøre, om de skal udbygge i Danmark eller i Irland eller et andet sted, så vil de da selvfølgelig se på, at den meget energiintensive virksomhed, der i øvrigt også har gjort, hvad den kunne for at reducere sit energiforbrug, bliver afgiftsbelagt.
Den afgift vil man ikke møde andre steder i nogle af de andre EU-lande, og derfor vil de selvfølgelig, som de fornuftige investorer de er, flytte deres produktion ud af Danmark og til et andet sted eller i hvert fald foretage den nybygning og udvidelse, der jo skal ske, et andet sted.
Derfor er det her lovforslag på det her område så utroligt bekymrende for dansk erhvervsliv; for den fortsatte beskæftigelse; for den fortsatte udvikling; for at fastholde den industrielle base i Danmark.
Og derfor vil vi i Socialdemokratiet stille spørgsmål til det her.
Vi er meget skeptiske over for det, og jeg tror ikke, at vi kan ende med at støtte lovforslaget, men det er heller ikke sikkert, at vi vil gå imod det.