Vi er kede af at stemme nej til indfødsretsloven, det område, som vi har arbejdet så meget med siden 2001, men der er sket det sørgelige, at dansk indfødsretslovgivning på det seneste er blevet fordærvet af en FN-konvention, som vi ikke vil acceptere.
Indfødsret er noget ganske afgørende, for uden indfødsret ingen nation eller nationalstat.
Det forstod man her i landet fra 1776, hvor den første indfødsretslov blev givet, og det blev udtrykkeligt understreget i grundloven af 1849, hvor det blev skrevet, hvad der nu står i grundlovens § 44:
»Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.« Dansk indfødsret er således grundlovsfæstet.
Derfor er den FN-konvention om begrænsning af statsløshed, som blev vedtaget af FN i 1961 og ratificeret af det danske Folketing i 1977, et grundlovsbrud, for den tiltager sig retten til at meddele dansk indfødsret.
Den tilsidesætter grundloven.
Den gør sig til herre på et område, som er af afgørende betydning for Danmarks eksistens som nationalstat.
Forholdet er, at Folketinget slet ikke havde ret til at ratificere FN-konventionen i 1977.
Det betød afgivelse af suverænitet, et anliggende, som henhører under § 20 i grundloven.
I det foreliggende forslag til indfødsret er optaget 11 personer, som ikke er berettigede til at blive danske statsborgere efter de regler, som Folketinget har vedtaget.
De har udelukkende FN-konventionens brud på den danske grundlov at takke for denne optagelse.
Vi nægter at acceptere grundlovsbruddet og stemmer i første omgang nej til denne indfødsretslov; i anden omgang anmoder vi Folketinget om at opsige FN-konventionen og således at respektere den grundlov, som ethvert folketingsmedlem har skrevet under på at overholde.