I 2006 udtalte statsministeren til journalist Kirsten Jacobsen i bogen »Løkkeland«, citat:
Så er der hensynet til kvaliteten.
Hvis jeg enøjet red det synspunkt, at vi skulle stille kvalitetskrav til det private på samme måde som i det offentlige, ville vi aldrig få det private op at stå.
Med det mente ministeren, at kvaliteten på de private hospitaler og klinikker ikke var noget, han var optaget af.
I Socialdemokratiet har vi derimod et ønske om, at kvaliteten i vores sundhedsvæsen hele tiden skal forbedres, ikke bare for dem, der bliver behandlet på privathospitaler og -klinikker, men også både for dem, der går til egen læge, til speciallæge, som bliver opereret for deres nyresten eller for deres overvægt, enten på en offentlig hospitalsafdeling eller i en privat klinik, for dem, der fejler noget helt særligt og specielt og for dem, der indlægges akut, eller som har en depression, skizofreni, eller som måske har et misbrug.
Overalt skal vi i det danske sundhedsvæsen blive bedre til at belønne dem, der giver patienterne den bedste kvalitet første gang og undgår fejl og infektioner.
Derfor har det længe skurret i vores ører, når statsministeren og flere på hinanden skiftende borgerlige sundhedsministre i gentagne svar og samråd har svaret, at kvaliteten på private hospitaler og klinikker var helt o.k., at der ingen problemer var, på trods af at vi kunne se, at Patientforsikringen faktisk i mange tilfælde udskrev erstatninger til mennesker, der var blevet behandlet på private klinikker.
Først efter at medierne i flere tilfælde kunne afsløre tvivlsomme mammografiscreeninger og mangelfulde ultralydsundersøgelser, kom sundhedsministeren endelig på banen og fremsatte dette lovforslag, som vi nu har til tredje behandling, et lovforslag, der dog i første omgang blev mødt af kritik fra både Lægeforeningen og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Kritikken var, at man ikke havde nok fokus på kvaliteten i den behandling, der udførtes rundtomkring, men alene på mere organisatoriske forhold som patientjournaler og andet.
Vi har nu haft en grundig udvalgsbehandling, bl.a.
til sidst med et lukket samråd med deltagelse af Sundhedsstyrelsen, hvor vi har kunnet spørge mere indgående ind til, hvordan Sundhedsstyrelsen helt konkret skal udføre det her proaktive tilsyn, som vi nu stemmer om i dag.
Jeg vil sige, at vi i Socialdemokratiet stadig er meget optaget af kvaliteten overalt i sundhedsvæsenet, og at vi er optaget af, at den nye lov med et mere proaktivt tilsyn med private klinikker, hospitaler og privatpraktiserende speciallæger ikke bliver en falsk tryghed for patienterne.
Vi giver vores tilsagn om, at vi vil følge op.
Vi giver vores tilsagn om, at kvalitet er vigtigt for os, og at vi faktisk mener, det er noget, der burde diskuteres, ikke bare her, men overalt, altså hvordan man kan gøre det bedre, og hvordan man kan gå fra kvantitet til kvalitet.
Så vil jeg til sidst sige, at vi på baggrund af det udvalgsarbejde, der har været, i dag vil stemme for det her lovforslag, fordi vi mener, det helt klart er et skridt i den rigtige retning.
Tak for ordet.