Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af lovforslag nr. L 190:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Registrering af og tilsyn med visse private sygehuse, klinikker og praksis).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Bertel Haarder).

(Fremsættelse 13.04.2011).

Forhandlingen er åbnet. Fru Birgitte Josefsen som ordfører for Venstre.

Hvis vi bliver syge, har vi alle fri og lige adgang til det danske sundhedsvæsen. Vi kan henvende os trygt til den praktiserende læge, som klarer hovedparten af alle henvendelser; ca. 10-15 pct. af de sygdomsrelaterede henvendelser fordrer imidlertid viderevisitering til enten speciallæge eller sygehus. Vi har ligeledes som borgere mulighed for af egen lomme at betale os til visse undersøgelser og behandlinger hos speciallæger, på klinikker eller private sygehuse, men uanset hvor i det danske sundhedsvæsen man henvender sig og hvordan man henvender sig, skal der være tryghed for, at den kvalitet, der leveres, er i top.

Der må ikke slækkes på kvaliteten og trygheden i det danske sundhedsvæsen, uanset om vi går ind ad en dør, hvor skiltet er købt og betalt af det offentlige, eller ind ad en dør, hvor det er et privat sygehus eller en privat klinik, der har betalt skiltet. Uanset om dr. Hansen står på Aalborg Sygehus og udfører eksempelvis mammografiscreeninger eller står på et privat sygehus i X-købing, skal dr. Hansen levere den højeste kvalitet og den bedste ydelse. Det skal såvel jeg, de pårørende som patienterne være sikre på.

Desværre har vi kunnet konstatere, at alle ikke altid har vægtet patientsikkerheden og kvaliteten lige højt, og det kan efter Venstres opfattelse hverken overses eller overhøres. Vi må have sikkerhed for, at der alle steder gøres alt for at levere den højeste kvalitet, og at der alle steder gøres alt for at minimere fejl.

Indimellem kan det også være sådan, at en virksomhed er så optaget af at producere, at den pågældende virksomhed måske overser vigtigheden af at evaluere de handlinger, der foregår, og om alt nu er gået, som det skulle gå. Det er en farlig udvikling. Det kan derfor være en god hjælp, at den pågældende virksomhed får konsulentbistand udefra, altså at der kommer nogen og kigger virksomheden efter i sømmene og tjekker, om de daglige procedurer og arbejdsgange nu er helt i orden og helt i top; at man i det hele taget får en person med en solid faglig ballast til at tjekke, om virksomheden nu er så god, som den selv går og tror at den er. Der er nemlig alle steder til stadighed plads til forbedring, uanset om vi taler om det offentlige eller det private sundhedsvæsen. Vi skal have fokus på, at kvaliteten er høj, og at sikkerheden er i top.

Derfor hilser vi i Venstre det meget velkommen, at ministeren nu fremsætter dette lovforslag, som vi behandler her, L 190, som jo gør, at Sundhedsstyrelsen får muligheden for at lave proaktive tilsyn med private sygehuse og klinikker. Vi finder det særdeles positivt, at der ved vedtagelsen af det her forslag også kan iværksættes tematiserede tilsyn. Derfor ser vi frem til, at alle private sygehuse og klinikker nu lader sig registrere og underkaste Sundhedsstyrelsens tilsynsprocedurer.

Vi vil nemlig et sundhedsvæsen, hvor kvaliteten er høj og i orden. Vi vil et sundhedsvæsen, hvor offentlige og private leverandører arbejder på lige vilkår. Derfor bakker vi op om forslaget. Og vi ønsker et sundhedsvæsen, hvor der fokuseres på kvalitet og udvikling. Et tilsyn skal jo ses som det, ordet siger, nemlig et tilsyn, men et tilsyn er også et servicetilbud, som man skal tage imod med udstrakt hånd fra virksomhedernes side. Derfor håber vi, at man fra politisk hold vil være med til at bakke op om det her forslag, så vi også kan levere det, som de private faktisk efterspørger, nemlig at de får de samme muligheder og de samme vilkår som alle andre.

Så vi støtter op om forslaget.

Tak til ordføreren. Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er nogle rigtig flotte ord, ordføreren for Venstre kommer med. Man ønsker kvalitet i sundhedsvæsenet og har opdaget, at der indimellem har været nogle brodne kar eller i hvert fald nogle, der ikke havde godt nok styr på kvaliteten.

Jeg vil godt spørge ordføreren: Kommer det virkelig som en overraskelse for ordføreren for Venstre, at man har haft de her problemer, som vi jo har udrullet på diverse samråd og andet? Det er jo helt tydeligt, at vi i oppositionen i mange, mange år har forsøgt at sætte fokus på, at der simpelt hen ikke var godt nok styr på kvaliteten på nogle af de private hospitaler og klinikker, som man virkelig har ønsket skulle have mere at lave under den her regerings tid. Kommer det virkelig som en overraskelse, at man ikke havde styr på det her område? Og nu kommer man så med det her lovforslag så sent som 10 år efter.

Ordføreren.

Jeg betragter ikke det her lovforslag som udtryk for, at der ikke er styr på tingene. Der har været nogle uheldige situationer, lige så vel som der er nogle uheldige situationer i det offentlige sundhedsvæsen; det kan jeg faktisk levere masser af eksempler på. Så jeg tror ikke, at der i sundhedsvæsenet er nogen, der har noget at lade hinanden høre for noget som helst, for der begås fejl både i den private og i den offentlige sundhedssektor – desværre. Derfor skal vi have fokus på, at de fejl minimeres, og have fokus på, at kvaliteten er høj. Det har vi haft fokus på i samtlige 10 år.

Det var faktisk også derfor, der blev taget initiativ til at oprette Den Danske Kvalitetsmodel, som alle har part i. Og det er også derfor, vi jo var en række partier, der sammen med Socialdemokratiet satte fokus på principper for specialeplanlægning, hvor der også er fokus på kvaliteten i sundhedssektoren.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Det interessante ved Den Danske Kvalitetsmodel er jo, at den ikke er opfundet i Folketinget, den er jo netop opfundet blandt de folk, der selv står ude på hospitalerne, og de mennesker, der arbejdede i de daværende amter, nu regioner. Det var dem, der tog initiativ til det, og så blev det bakket op af forskellige sundhedsministre lige fra Carsten Kochs tid, tror jeg, og fremad. Så det skal man passe på med at tage for meget af æren for.

Men jeg vil da godt spørge: Hvad er ordførerens holdning til, at tidligere sundhedsminister, nuværende statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, i bogen »Statsministerens Løkkeland« fra 2009 er citeret for at sige:

»Så er der hensynet til kvaliteten.« Altså på privathospitalerne. »Hvis jeg enøjet red det synspunkt, at vi skulle stille kvalitetskrav til det private på samme måde som i det offentlige, ville vi aldrig få det private op at stå. Hvis man sagde til dem: ’I må kun lave rygoperationer på en given klinik, hvis I kan godtgøre, at I allerede har lavet rygoperationer mindst 100 gange’, ville de aldrig kunne lave operation nummer ét.«

Det er jo lige præcis den problematik, vi er ude i: at man ikke fra regeringens side har stillet de samme kvalitetskrav, som man har gjort på det offentlige område i de seneste 10 år.

Ordføreren.

Nu kan den læge, der står inde på Aalborg Sygehus eller et af Københavns sygehuse, jo heller ikke lave operation nummer et på anden måde, end hvis han får lov til det. Og den autorisation, man skal have, den mulighed, man skal have for at udøve sin virksomhed, ja, den får man jo af Sundhedsstyrelsen. Så derfor er der jo kvalitet i både den offentlige og den private sektor, for den enkelte udøver ude på sygehusene er jo kvalitetsstemplet; det er både læger, sygeplejersker og alle andre autoriserede sundhedspersoner. Så derfor er der jo tilsyn med den enkelte, der arbejder i sundhedssektoren.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Jeg vil indledningsvis sige, at jeg gerne vil kvittere for, at Venstre nu er kommet så langt, at man siger, at der nu også skal være en lille smule kontrol med de private dele af sundhedsvæsenet. Det er jo nye toner, og det vil jeg gerne kvittere for med positive bemærkninger.

Men jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren ikke også finder det problematisk, at man stadig væk fastholder den her 3-timers-regel, således at der for speciallæger, der måske har deres daglige gang på et offentligt sygehus, men som så har en lille bibeskæftigelse i fritiden, ikke kommer nogen kontrol med netop den del, hvor der jo også er en risiko for fejl, lige så vel som der er andre steder. Man kunne også forestille sig, at der ville være en udfordring netop bare i forhold til det rengøringsmæssige, og hvordan man i øvrigt kører en klinik. Ville det ikke være rimeligt, at netop den del også var inkluderet i det her forslag?

Ordføreren.

Jeg gik ud fra, at den læge, der arbejder de 8 timer det ene sted, er lige så ansvarsfuld, når han arbejder det andet sted.

Hr. Jonas Dahl.

Det tror jeg for så vidt også kan være rigtigt, men det, der også er interessant, er, hvordan vi rent faktisk sikrer, at vi får et tilsyn med de lokaliteter, hvor man måske opererer rigtig mange patienter, netop fordi det er nogle afdelinger, som måske ligger tæt på de offentlige sygehuse. Er det ikke også rimeligt, at der er en vis registrering af og et vist tilsyn med netop de privathospitaler, som har ansat læger, som har en bibeskæftigelse i det offentlige eller har en bibeskæftigelse i det private? Man kan nogle gange være i tvivl om, hvorvidt det er det ene eller det andet, der er tilfældet. Men det, der er det helt centrale, er jo, at man som patient, når man træder ind ad døren på et hospital, uanset om det er et privat eller offentligt hospital, har en sikkerhed for, at den behandling, man modtager, er af allerhøjeste kvalitet. Mener ordføreren, at man kan sikre det med det nuværende forslag?

Ordføreren.

Det har vi jo sådan set haft en sikkerhed for hele tiden. Som jeg har påpeget, er den læge, der står og behandler, jo godkendt af Sundhedsstyrelsen, har fået sin autorisation, og derfor går jeg ud fra, at den læge, der er på et offentligt sygehus, udfører sine handlinger lige så ansvarsfuldt og lige så kvalitetsbevidst på et privat sygehus som på et offentligt sygehus. Så jeg går ud fra, at hr. Jonas Dahl vil bakke op om det her lovforslag, for jeg ser det her lovforslag som et tilbud til de private – et tilbud, som de faktisk meget gerne vil tage imod – og så er diskussionen jo væk.

Tak til ordføreren. Fru Sophie Hæstorp Andersen som ordfører for Socialdemokraterne.

I Socialdemokratiet går vi ind for fri og lige adgang til sundhedsbehandling af høj kvalitet. Regeringen skriver i forbindelse med dette lovforslag, at man har ønsket at følge op på de mange eksempler, der har været på private klinikker, bl.a. i forbindelse med klinisk mammografi, på, at det simpelt hen ikke var muligt at finde brystkræft, fordi der ikke var god nok kvalitet i undersøgelserne. Vi har også haft samråd med ministeren om ultralydsundersøgelser, i forbindelse med hvilke man heller ikke fortalte patienterne, at der skulle flere undersøgelser til, før man kunne være helt sikker på, at der ikke var brystkræftknuder.

Regeringen siger altså, at det er nogle konkrete ting, vi har haft oppe i Sundhedsudvalget i det forløbne år, og at Rigsrevisionen også er kommet med et notat den 18. januar 2011 nævnes også. Men jeg vil nu som ordfører for Socialdemokratiet påpege, at det her med, at der ikke er styr på kvaliteten alle steder på private klinikker og hospitaler, faktisk er et problem, der har stået på i de sidste 10 år under denne regering. Det har været helt tydeligt for os i Socialdemokratiet, at man på mange og lange strækninger så brændende har ønsket sig et privat sundhedsmarked, at man i flere tilfælde har været villig til at overse, at der ikke altid var styr på kvaliteten, og at det, som patienterne blev tilbudt ude rundtomkring, godt nok var nogle rigtig fine lokaliteter, godt nok var nogle rigtig fine steder, men at de bagefter måske endte med en infektion som følge af, at der ikke var styr på hygiejnen, eller at de bagefter endte med at skulle genopereres, fordi lægen, der bijobbede på stedet, måske alligevel ikke var erfaren nok. Det har man ligesom ikke ønsket at diskutere særlig meget.

Så er det jo godt, at vi i oppositionen kan henlede regeringens opmærksomhed på det, når sagerne opstår løbende, og at vi også til sidst nu her – formentlig kort før et valg – kan være med til at ændre på det. Jeg vil sige, at vi i Socialdemokratiet som udgangspunkt er positive over for intentionerne i lovforslaget om, at Sundhedsstyrelsen nu skal gå fra et reaktivt tilsyn med private klinikker og personer, der arbejder på privathospitaler, til et proaktivt tilsyn. Det, jeg synes man kan stille som spørgsmål i forbindelse med udvalgsarbejdet, er, om det, at det proaktive tilsyn kun skal ske hvert tredje år, er godt nok; om det er effektivt nok til, at vi rent faktisk fanger nogle af dem, der ikke har styr på kvaliteten.

Det fremgår heller ikke af lovforslaget, om man ønsker at lave anmeldte tilsyn eller uanmeldte tilsyn, og det bliver vi også nødt til at have styr på i udvalgsarbejdet. Man henviser bl.a. til plejehjemsområdet, hvor embedslægerne kommer og foretager tilsyn, og der er det jo uanmeldte tilsyn, man laver. Men det fremgår ikke af lovgivningen her eller bemærkningerne til lovforslaget, hvad det er, man her forventer skal ske. Der er kommet nogle høringssvar ind, bl.a. fra Lægeforeningen, som påpeger, at netop det at arbejde med den danske kvalitetsmodel, som jo sætter fokus på både den organisatoriske, procesmæssige og kliniske kvalitet, måske ville have været at foretrække frem for at lave en ny tilsynsordning, som man gør nu.

Man kan i hvert fald gøre sig den tanke, at hvis Sundhedsstyrelsen nu proaktivt skal ud at tjekke det organisatoriske og procesmæssige, det vil sige, at de skal ud at tjekke, om der er styr på patientinformation, journalføring, medhjælperinstrukser og medicinhåndtering, så er det måske lidt mærkeligt, at man ikke også tjekker, om der er styr på den kliniske kvalitet, altså på den behandling, der rent faktisk leveres til borgerne, til patienterne, ude rundtomkring. Hvad er det egentlig, Sundhedsstyrelsen skal måle efter? Er det godt nok, hvis man ved, at erfaring et sted altså kræver, at der er 50 patienter om året, og der kun er 2 patienter, man kan se har fået den behandling i det forløbne år? Skal Sundhedsstyrelsen tjekke det? Hvad vil deres retningslinjer være på det område?

Jeg vil sige, at jeg stadig væk synes, at der er en række ubekendte i forslaget, og derfor er det også rigtig godt, at der i det mindste er kommet en evaluering med, som så kommer efter 3 år. Vi er positive over for intentionerne i lovforslaget, men vi vil vente til andenbehandlingen med at redegøre for vores endelige stillingtagen til lovforslaget, for som sagt vil vi godt lige først stille nogle spørgsmål om, hvorvidt det her sikrer os imod lignende sager i fremtiden. Hvis vi laver den her lovgivning og så allerede igen om et år eller halvandet år sidder med lignende sager om, at folk er blevet behandlet dårligt og har skullet igennem nogle forfærdelige ting som f.eks. at have fået opdaget kræft for sent eller noget lignende, ja, så kan man jo spørge sig selv, om den lovgivning, vi står og laver nu her, er god nok. Det må være endemålet, at det her tilsyn sikrer os mod lignende sager i fremtiden, sikrer os imod, at patienter bliver udsat for unødige lidelser.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Birgitte Josefsen.

Tak for det. Jeg må sige, at fru Sophie Hæstorp Andersens retorik i hendes ordførertale sådan danner et billede af, at bare man er i det offentlige, er alt godt, og hvis man er i det private, er alt mindre godt. Jeg synes altså, at det er en mærkelig retorik at have: Den læge, der står på det offentlige sygehus og bruger sin arbejdstid der, er den gode, og så bruger han måske to fridage i det private, og så duer han ikke til noget som helst. Jeg synes, at det er en besynderlig holdning at have.

Jeg synes også, at fru Sophie Hæstorp Andersen glemmer, at de private sygehuse også skal akkrediteres under den danske kvalitetsmodel og faktisk har stået i kø for at blive det. Nogle af dem er faktisk blevet akkrediteret, før de offentlige sygehuse er blevet det, så det er jo ikke sådan, at de private har ligget på den lade side.

Ordføreren.

Det er jo lige netop den her retorik, vi har hørt på det ene udvalgsmøde og samråd med ministeren efter det andet, hver gang vi har tilladt os at fortælle om, at der faktisk er patienter, der er blevet fejlbehandlet på private klinikker og privathospitaler.

Jeg mener ikke, at der er dårlig kvalitet på alle privathospitaler eller alle private klinikker, ligesom jeg heller ikke går ud fra, at ordføreren mener, at der ikke er nogen steder i det offentlige, man har styr på kvalitet eller patientsikkerhed. Men der har været en række eksempler, og når vi haft samråd om de eksempler, ja, så har vi bare fået skudt i skoene, at vi også bare har ønsket de private hospitaler langt, langt væk.

Det er simpelt hen ikke rigtigt. Der må godt være privathospitaler og privatklinikker i Danmark, det ønsker vi. Vi kan godt se, at patienterne kan have god gavn af en gang imellem at kunne tage andre steder hen, men så skal der også være garanti for, at man får en god patientbehandling. Og at der sker fejl i det offentlige, er jo ikke et argument for ikke at have styr på det på private hospitaler og klinikker. Det er jo et meget mærkeligt argument efter min mening.

Jeg vil bare sige, at vi jo netop har udviklet den danske kvalitetsmodel i fællesskab med regioner, amter og det faglige personale. Og det synes jeg vi sådan ligesom skal takke alle både i det offentlige og i det private for at ville være med til. Jeg vil gerne minde om, at privathospitalerne i første omgang gerne ville betales for at være med i den danske kvalitetsmodel.

Fru Birgitte Josefsen.

Jeg er meget glad for, at fru Sophie Hæstorp Andersen vil udstikke garantier. Med Socialdemokraternes holdning til det her spørgsmål håber jeg så også at man vil udstede en garanti for, at alt så er i orden i det offentlige, for der kan jeg skrive under på, at det er det altså ikke altid. Det er der faktisk mere end ét eksempel på. Jeg er selv et af dem.

Ordføreren.

Jeg kan også mange eksempler på, at alting ikke er godt i det offentlige. Det skal jo bare ikke være en undskyldning for, at vi ikke gør vores til at sikre, at kvaliteten i patientbehandlingen bliver god, også på private hospitaler.

Hvis regeringen ikke mener, at kvaliteten er god nok i det offentlige, er det da interessant, at man kun laver et lovforslag, der gælder for det private. Så burde man måske gribe opgaven helt, helt anderledes an, for så må det jo betyde, at Venstres ordfører heller ikke mener, at den danske kvalitetsmodel måske er god nok.

Så jeg synes måske, at argumenterne går lidt i ring her. Jeg synes, at det vigtige er, at efter mange, mange års debat med denne regering har man endelig fundet ud af, at det, oppositionen har sagt gennem en række år, måske var en meget god idé at gøre til lovgivning, nemlig at have et proaktivt tilsyn. Og nu vil vi gå ned i detaljen og se, om det så også bliver godt nok efter vores mening, før vi endelig vil give vores støtte, eller hvad vi nu gør, til det her lovforslag. Det er vel rimeligt nok?

Fru Vivi Kier for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes, det er helt fair, at man, når der fremsættes lovforslag, kan have nogle uddybende spørgsmål, altså at man godt lige vil være sikker på, hvordan noget hænger sammen. Men jeg synes nu også, at ordførerens tale bar præg af meget negativitet i forhold til det private tilbud, og det lød, som om det eneste, man nu gør, er at lave sådan en registrering af og et tilsyn med de private.

Jeg vil bare have ordføreren til at bekræfte, at det jo ikke udelukker, at vi fortsætter arbejdet med den danske kvalitetsmodel, og at vi fortsætter arbejdet med kliniske retningslinjer.

Ordføreren.

Det her lovforslag udelukker bestemt ikke, at man udvikler den danske kvalitetsmodel yderligere; det tror jeg at vi er meget enige om. Både i det offentlige og det private regi og også hos de almenpraktiserende læger, der jo heller ikke er omfattet af det her lovforslag, tror jeg at det er meget vigtigt at man arbejder videre med den danske kvalitetsmodel. Og noget af det, den har fokus på, og som det her tilsyn i hvert fald ikke vil have fokus på, er jo netop den kliniske kvalitet i form af retningslinjer for, hvad der er god behandling.

I nogle af de samråd, vi har haft, om bl.a. klinisk mammografi har det været meget påfaldende, at der ligger kliniske retningslinjer for, hvordan man laver en ordentlig og god klinisk mammografi for at finde ud af, om en kvinde måske har brystkræft, og alligevel er de her retningslinjer i en lang række tilfælde ikke blevet fulgt. Det har jo så gjort, at vi har sagt, at vi i mange tilfælde synes, at de kliniske retningslinjer – når de findes – burde være obligatoriske.

Der er det jo i det her lovforslag sådan, at man slet ikke vil kigge på retningslinjerne, og man vil heller ikke bruge dem som målestok for, om behandlingen er god. Så det kunne jo godt være et eksempel på, at man måske her i udvalgsarbejdet også lige bør kigge lidt nærmere på, hvad tilsynet skulle omhandle.

Men jeg vil gerne understrege, at vi er meget positivt indstillet over for intentionerne i lovforslaget. Vi vil gerne ned i detaljen i udvalgsarbejdet. Vi synes ikke, at alt privat er dårligt, men vi påpeger, at der har været nogle sager, hvor kvaliteten ikke var god nok – det har der også været inden for det offentlige – og nu står vi altså og diskuterer, hvordan vi skal sikre kvaliteten på de private hospitaler og klinikker.

Fru Vivi Kier.

Det glæder mig, at ordføreren trods alt synes, at det private tilbud også er med til at give nogle gode tilbud. Og så kan jeg høre, at ordføreren ligesom synes, at vi med det her forslag skal give en garanti for, at der aldrig sker fejl ude i det private tilbud.

Det er jo sådan at tage store ord i sin mund, for igen må jeg sige, at jeg jo også kender til adskillige eksempler – desværre – på fejlbehandling i det offentlige regi. Jeg tror ikke, at der er nogen, der har til hensigt at lave fejlbehandlinger. Alle gør jo selvfølgelig deres bedste, men hvor der er mennesker, kan der også ske fejl. Så at give en garanti, fordi vi nu laver et tilsyn, er jo ret store ord at tage i sin mund, for den garanti kan vi jo end ikke give i det offentlige tilbud i dag.

Ordføreren.

Man kan høre, at man åbenbart skal bruge ordet garanti med omhu. Jeg kunne forstå, at ministeren ikke har noget problem med at udstede en ny diagnosegaranti, og det er jo også et godt socialdemokratisk forslag. Så måske skal vi passe på det der med med det samme at nedgradere ordet garanti.

Ingen har til hensigt at skade andre patienter, bliver der sagt. Det tror jeg sådan set er rigtigt nok, men konsekvensen ude på nogle private klinikker og hospitaler har altså bare været, at man nogle gange har skelet mere til pengepungen end til ønsket om ikke at ville skade patienterne. Det må vi bare konstatere. Der har bare ikke alle steder været styr på hygiejnen. Der har bare ikke alle steder været fuldstændig styr på, hvilke procedurer man fulgte, og hvornår man sendte patienterne hjem – fordi der skulle opnås en indtjening, eller fordi klinikken skulle lukke ned, fordi arbejdstiden var slut.

Når man er så interesseret i at tjene penge på patienter, at man i nogle tilfælde har været villig til at sætte patientsikkerheden over styr – vidende eller uvidende – så er spørgsmålet bare, om det, at der nu kommer et proaktivt tilsyn hvert tredje år, er med til at vende den udvikling eller ej. Det synes jeg at vi skal kigge på i udvalgsarbejdet. Jeg er personligt lidt i tvivl om det.

Men det betyder jo ikke, at det ikke er, som jeg siger, nemlig at jeg tror, at brancheforeningen for privathospitalerne er meget glad for, at der sker noget på det her område. De har jo også selv været ude at sige, at de gerne vil være med til at bidrage til at betale patienterstatninger her nu i de kommende år. Det har regeringen jo heller ikke villet være med til i mange år. Jeg tror, at de er meget interesseret i, at der også bliver luget ud i de enkelte brodne kar, der har været, og som jo et eller andet sted også har været med til at ødelægge imaget for de andre.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jamen jeg kan da kun rose, at vi får et lovforslag, og at man er kommet så hurtigt i gang, efter at der har været en del kritik i medierne. Så kan det godt være, at det er smalt og godt kunne ønskes bredere, så man både gik ind og kiggede på det offentlige og på det private, men her har man åbenbart syntes, at vi hurtigt skulle få vedtaget et lovforslag, der kunne kontrollere nogle af de private aktører, som vi har.

Baggrunden for lovforslaget var netop den debat, der kørte om den manglende faglighed i udførsel af mammografiscreeninger, som nogle af de private aktører udførte for regionerne. Der var flere kvinder, som fejlagtigt fik at vide, at de ikke havde nogen ondartet knude i brystet, men senere viste det sig, at den desværre alligevel var ondartet, og sygdommen var så desværre meget længere fremskreden på det tidspunkt.

Det viste sig, at et par af de private aktører ikke helt levede op til de gældende retningslinjer, da de ikke foretog den såkaldte trippeltest, der består af en mammografi, en ultralydsscanning og en biopsi. Det vil sige, at de nøjedes med en ultralydsscanning, og derved opdagede de ikke kræften. Det er noget, det her lovforslag skal rette op på.

Men det viste sig jo også i den her debat, at der var andre problemstillinger i mange andre sager, også ude på de offentlige sygehuse og hos de praktiserende læger, hvor man nogle gange overså en ondartet knude eller mente, at den var godartet.

Med indførelsen af de akutte kræftpakker har vi heldigvis helt klare regler for, hvor hurtigt de afklarende undersøgelser skal indledes, når der er det, man kalder begrundet mistanke om kræft.

Men når lægen formoder, at der er tale om en godartet forandring i brystet, ser det jo helt anderledes ud. Ofte vælger lægen for en sikkerheds skyld at henvise til en såkaldt klinisk mammografi i de tilfælde, hvor han mener at forandringen i brystet er godartet. Det er nemlig en kendsgerning, at der i de her tilfælde er en lille risiko for cancer, men altså ikke nok til, at man kan starte en kræftpakke. Med andre ord kommer patienten ikke videre eller kommer måske til at vente længere tid.

Derfor bør alle patienter, der henvises på grund af kliniske fund, komme til lige hurtigt til de første afklarende undersøgelser. Akut kræft drejer sig om enhver form for mistanke. Derfor var det vigtigt, at vi i kræftplan 3 indførte diagnostiske pakker, som skal sikre, at også patienter med uklare symptomer hurtigt får afklaret deres situation i et sammenhængende forløb. Ingen patienter må blive kastebold mellem egen læge, sygehusafdeling og speciallæger. Mistanken om kræft skal af- eller bekræftes så hurtigt som muligt.

Formålet med det her lovforslag er ved indførelse af en registreringsordning og et proaktivt tilsyn at øge patientsikkerheden på private behandlingssteder væsentligt ved øget fokus på det sundhedsfaglige niveau. Det foreslås derfor at give Sundhedsstyrelsen udvidede og forbedrede muligheder for at føre tilsyn med, at lægelig patientbehandling, der udøves på private sygehuse, klinikker m.v., lever op til de gældende standarder.

Men det er også vigtigt at fastslå, at ansvaret ligger hos regionerne og hos lægerne, og der skal ikke være nogen forskel på, om man køber mammografi på et offentligt sygehus eller på et privat sted. Regionerne har nøjagtig det samme ansvar for kvaliteten, både når de indgår aftaler med de private klinikker, og når de forhandler overenskomster, men også i forbindelse med den løbende styring, hvor der skal foretages opfølgning på, om indgåede aftaler og overenskomster overholdes.

Jeg glæder mig også til andenbehandlingen af forslaget, hvor vi måske også kan gå ind og se på, hvordan vi sørger for, at vi holder både de private og de offentlige sygehuse op på det her, for det er nemlig ikke kun noget, der sker på det private marked.

Jeg har stillet ministeren spørgsmål om, hvordan vi kan få tilsyn på det offentlige. Det ligger i det offentlige regi – men er det så også godt nok? Jeg kender også til eksempler i dag, hvor der er kvinder, der ligger på et offentligt sygehus uden at få en forklaring på, hvad der skal ske, uden en diagnose, uden at der er en, der tager ansvar. Der er mange ting, som vi bør kunne gøre bedre. Det er det, vi prøver med kræftpakkerne, men lad os få en andenbehandling af forslaget, hvor vi også kan se på, om vi kan udvide og gøre det bedre, og om vi, som Socialdemokraterne var inde på, kan få at vide, om der er tale om anmeldte eller uanmeldte tilsyn, så vi sørger for, at vi får orden på de problemstillinger, der har været. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Jonas Dahl som ordfører for SF.

Lovforslaget er en konsekvens af en række sager, som også andre ordførere tidligere i dag har nævnt, om mammografiscreening på private klinikker, hvor brystkræft hos patienter fejlagtigt ikke blev fundet, men det er også et resultat af den kritik, der har været fra rigsrevisors side nu igennem flere år, og derfor er det i og for sig positivt, at ministeren nu faktisk lægger et forslag på bordet. Det tilsyn, som sundhedsvæsenet er underlagt i dag, er et reaktivt system, og det vil sige, at man først kontrollerer efterfølgende. Det er først, når man får en klar melding om, at noget er gået galt, at man rent faktisk fra myndighedernes side er ude at opsøge den enkelte institution eller det enkelte sygehus. Det nye forslag lægger i stedet op til et såkaldt proaktivt tilsyn, hvor klinikker og praksis med faste mellemrum kontrolleres. Ud over om de efterlever regler for patientinformation og journalføring, vil det også blive kontrolleret, om de efterlever instrukser, hvis der findes nogle på dette område. Så vidt så godt.

Jeg tror ikke, der er nogen, der kan være uenige i, at alle sygehuse og praksis skal have orden i tingene og også tilbyde den bedst mulige behandling, uagtet om det er i det private eller i det offentlige, men omvendt må man måske også sige, at det, der er det helt store problem, og det, der vel også er sagens kerne i det her, jo er spørgsmålet, om de læger, som i sidste ende står med ansvaret for patienterne, har adgang til de tilstrækkelige og nødvendige kliniske retningslinjer. Og er lægerne ikke i stand til at støtte sig til disse kliniske retningslinjer, må man, som også Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, var ude med, sige, om ikke det er her, nældens rod skal findes, og om det ikke også er her, vi skal sætte ind.

Fra SF's side vil vi sige, at vi synes, der er mange positive ting i det her lovforslag, men der er altså også en række ting, vi skal have rettet op på.

Forslaget er absolut en forbedring, og derfor støtter vi også som udgangspunkt forslaget, men det er også vigtigt, at vi får kigget bagom og får set på, om ikke også andre grupper skulle med. Jeg var inde på det tidligere i dag også i forhold til de læger, som falder ind under det, man kalder 3-timers-praksis, altså læger, som i dag er ansat på et offentligt sygehus, men udfører operationer på et privat sygehus, altså om ikke også der er et behov for et tilsyn i en eller anden form her. En lang række af høringssvarene peger også på, at almen praksis måske også skulle inddrages i en eller anden form for tilsyn. Bliver det for omfangsrigt? Ja, det skriver ministeriet i det kommenterede høringssvar, men spørgsmålet er vel også, om vi kan holde til sager, hvor den sundhedsmæssige tilstand for borgerne bliver usikker, for så har vi også som politikere et ansvar for at sikre os, at det tilsyn, vi rent faktisk lægger på bordet, også løfter en tilstrækkelig indsats.

Et andet eksempel, som jeg også vil tillade mig at drage frem i dag, er fra marts 2010, hvor Sundhedsstyrelsens egen chef for tilsyn sådan set var ude at sige, at styrelsen nedprioriterede tilsynet med markedsføring, altså markedsføring fra private sygehuse og klinikker, således at en række private klinikker ikke på deres hjemmesider skrev noget som helst om de risici, der var ved diverse operationer. Det er måske også et af de områder, vi bliver nødt til at se på, når vi nu skal viderebehandle lovforslaget. Vi har behov for at have en sikkerhed for ikke bare den behandling, der udføres, men også for de oplysninger, som tilgår patienten forud for operationen, altså at det er i orden og i overensstemmelse med de gældende retningslinjer.

Så hvis jeg skal pege på tre nødvendige ting, som vi gerne vil have behandlet i den videre behandling af lovforslaget, og som vi gerne vil have ministeren til at forholde sig til, er det bl.a. markedsføringen: Hvad er baggrunden for, at vi ikke kigger på den del netop nu, når vi nu åbner et sagskompleks, som er så vidtrækkende i forhold til proaktive tilsyn, som vi fra SF's side er positivt indstillet over for? Det er nemlig vigtigt, at vi åbner helt op for posen.

Det andet spørgsmål, der må rejse sig, er, om 3-timers-praksis og almen praksis ikke også bør inkluderes i lovforslaget. Men ikke mindst synes jeg, man må spørge sig selv, om der har været en tilstrækkelig høringsfrist i det her lovforslag. Jeg bed specielt mærke i, at Lægeforeningen jo faktisk skrev, at der var indkaldt til møde i ministeriet om lovforslaget, samme dag som man skulle aflevere høringssvar om eftermiddagen. Det er ikke en hensigtsmæssig lovproces, at vi haster et lovforslag igennem uden at have sikret os, at de relevante parter er blevet hørt i tilstrækkelig grad, og derfor vil jeg også blot opfordre ministeren til, at vi får en grundig gennemgang af lovforslaget og måske også får de relevante fagpersoner kaldt i deputation eller involveret i en eventuel teknisk gennemgang af lovforslaget, således at vi sikrer os, at alle sten er vendt.

Jeg tror, som den socialdemokratiske ordfører også var inde på, at alle partier i Folketinget i fællesskab har en politisk interesse i at sikre, at vi rent faktisk nu får en vis kontrol med de privathospitaler, som i årevis har haft en meget, meget lemfældig omgang med det offentliges kontrol, og det er på tide, at skeen kommer over i den anden hånd, og at vi også går et spadestik dybere.

Tak til ordføreren. Fru Vivi Kier som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Desværre oplever vi indimellem tragiske tilfælde, hvor den eksisterende lovgivning ikke slår til. Vi har set det med en række private sundhedstilbud med mammografi, hvor fagligheden ikke slog til og resultatet var en række triste tilfælde af uopdaget brystkræft. Det glædelige midt i det triste er så, at ministeren har reageret rigtig hurtigt, og derfor står vi nu i dag med et lovforslag, som skal sikre, at alle private behandlingssteder registreres, og at der føres et såvel proaktivt som et mere tematiseret tilsyn med en række private klinikker og sygehuse, som tilsammen skal øge patientsikkerheden.

Er det her lovforslag om en tilsynsmodel så den rigtige vej at gå, og medfører den her tilsynsmodel en øget patientsikkerhed? Ja, det ved vi jo ikke. Men vi kender til tilsynet med kosmetiske klinikker, og der må vi sige at det har virket efter hensigten, og derfor finder jeg det også godt og vigtigt, at der i lovforslaget er indlagt et forslag om en evaluering efter 3 år.

Det er et ønske, der er fremkommet i forbindelse med høringssvarene, og som jeg synes det er vigtigt kommer med i lovgivningen. For ud over det her lovforslag fortsætter arbejdet med kliniske retningslinjer gældende for både de private og offentlige sundhedstilbud jo også, ligesom arbejdet med udviklingen af den danske kvalitetsmodel fortsætter, og det her er alt sammen forskellige indsatsområder, der skal øge patientsikkerheden.

Jeg vil følge forslaget og evalueringen om 3 år. Her vil jeg også kigge på de ønsker, der har været fremsat i høringssvarene. Skulle almen praksis også med? Jamen lad os se på det om 3 år, når vi har set, hvordan den her lov kommer til at virke.

Så alt i alt kan vi fra konservativ side tilslutte os det her forslag og vil følge det nøje.

Fru Lone Dybkjær som ordfører for Det Radikale Venstre.

Det Radikale Venstre er overvejende positiv over for lovforslaget, også fordi det kan være svært at sige nej til det. Det undrer mig, at netop denne minister, som sidder i salen nu, er den, der så direkte skriver, at det her er baseret på enkeltsagslovgivning. Det står jo her i bemærkningerne, som er fremsendt, altså i ministerens tale, at den konkrete anledning har været manglende fund af brystkræft ved mammografi. Det er jo sådan set forfærdeligt, men det, der sker her, er jo, hvad jeg vil kalde enkeltsagslovgivning. Derfor kan man spørge, om det er klogt, eller om man måske skulle kigge nærmere på, om der var andre metoder end lige præcis at lave et ekstra lovforslag.

Nu siger jeg det netop til den her regering, som bryster sig af, at man vil afskaffe bureaukratiet. Jeg skal slet ikke gentage alle de taler, der har været, for det tillader min taletid simpelt hen slet ikke, men jeg vil bare spørge ministeren, om ikke han også er faldet for det her med enkeltsagslovgivning – og det kan jeg godt forstå. Brystkræft er og bliver frygteligt, hvis det er der og ikke bliver fundet, ligesom alle andre sygdomme, hvis ikke de bliver fundet, også kan være frygtelige, når de har en dødelig udgang. Alligevel synes jeg, man er nødt til at spørge sig selv, om den her metode er den rigtige.

Jeg har understreget, at vi er overvejende positive, ganske enkelt fordi det kan være svært at sige nej. Og netop fordi ministeren bruger et enkeltsagstilfælde, vil vi jo alle sammen blive slagtet – om ikke andet, så i pressen – hvis vi siger nej til det her, for så går vi altså ind for, at man ikke øger tilsyn og alt muligt andet.

Vi går ind for, at der laves en proaktiv indsats. Vi spørger bare os selv, om det er den rigtige måde at gøre det på, også fordi Lægeforeningen i sit høringssvar skriver – og selv om der har været en kort frist, kan der være nogle høringssvar, der faktisk er udmærkede – at tilsynet ikke skal vurdere, om patientbehandlingen har været den bedst mulige eller lever op til specialiststandard, eventuelt kan kliniske retningslinjer og sådan noget indgå. Og det synes jeg da sådan set er formålet med det hele, nemlig at den kliniske standard er i orden, og at vi faktisk har et specialistniveau hos de mennesker, som påstår, at de er specialister inden for det her område.

Så derfor synes jeg, at vi under udvalgsarbejdet må tage en meget nøje diskussion om det her forslag, i lyset af om det bare er et af regeringens sædvanlige forslag om at øge kontrollen, uden at der i realiteten kommer noget positivt ud at det. For det synes jeg godt man kan sige om det her, og man kan godt have en mistanke.

Jeg synes også godt, at man kan have en mistanke om det, når man i øvrigt ser på, hvad regeringen har lavet af kontrolforanstaltninger. Hver evig eneste gang man opdager et eller andet, man ikke er tilfreds med, så laver man en øget kontrol, men det er jo faktisk ikke sikkert, at man får et bedre resultat. Med mit gamle kendskab til ministeren vil jeg sige, at det er lidt skuffende, at netop ministeren oven i købet også selv argumenterer for en enkeltsagslovgivning.

Nå, men som sagt er vi overordnet positive over for det, men jeg synes, vi skal tage en rimelig grundig udvalgsbehandling. Og så synes jeg også, at det ville være rart, hvis regeringen bare lejlighedsvis levede op til sine løfter om at lave en ordentlig høringsfrist. Det bliver meget ved retorikken og meget lidt ved praksis, og her har der igen været en alt for kort høringsfrist. Det kan jo ikke nytte noget, at man mener, at man vil have kvalificerede svar, hvis ikke man giver folk tid til at give de der svar. Igen synes jeg man har forsyndet sig.

Men overordnet set synes vi, det er svært at sige nej til – det er mere det. Men vi vil dog under udvalgsarbejdet godt tillade os at få nærmere uddybet, om det nu også er den fornuftige måde, vi griber det an på, og her kunne vi måske så også tage en dialog med Lægeforeningen eller andre, som kunne have relevante bidrag.

Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Nu kunne det jo være fristende at indtage det ledige standpunkt, at vi ikke kan støtte det her lovforslag, selv om vi synes, det er et rigtig godt lovforslag, men det vil jeg ikke indtage.

Jeg vil sige, at Enhedslisten gerne vil støtte det lovforslag, der ligger her. Man kan selvfølgelig godt sige, at det er enkeltsagslovgivning, som fru Lone Dybkjær var inde på, men det er dog en enkeltsagslovgivning, hvor man så forsøger at løse et generelt problem, som formodentlig eksisterer, nemlig at der er problemer med kvaliteten i det private sygehusvæsen. Her har man valgt en anden vej, end da man for nogle år siden løste de problemer, der var opstået inden for de kosmetiske behandlinger, hvor man valgte at opfatte det på den måde, at det var noget, der kunne isoleres til det ene behandlingsområde, og derfor lavede man så et særligt regelsæt for det område, et regelsæt, der er så nidkært, at det i sig selv er en begrundelse for, at man ikke underlægger de kosmetiske behandlinger samme system som det, der foreslås her.

Så jeg tror i virkeligheden, at det – hvis man skal være ærlig – er, fordi der eksisterer et generelt problem, som man forsøger at løfte, men det er rigtigt, at det selvfølgelig ville have vundet i kvalitet, hvis der havde været tid til en længere høringsfrist og en længere debat, inden lovforslaget blev fremlagt, fordi det måske kunne have, om jeg så må sige, løftet bevisbyrden på det område bedre.

Enhedslisten er grundlæggende enig i, at man skal indføre et kontrolsystem i stil med det, der er beskrevet i lovforslaget. Det er vi sådan set også lidt nødt til at mene, for det har vi selv foreslået ad flere omgange, og derfor bør vi nok holde fast i, at det er en god idé. Så kan man diskutere – og det vil vi også gerne medvirke til at diskutere i udvalget – om det med den 3-årige turnus er den rette metode, og om de områder, man tager med, og dem, man ikke tager med, er rigtigt valgt. Jeg synes for så vidt, at der er argumenteret for, at der er nogle områder, man ikke har taget med, hvor argumentationen i hvert fald godt kan, synes jeg, siges at være rimelig velfunderet, og derfor er vi nok indstillet på at acceptere den afgrænsning, der er i dag, særlig fordi der er tale om, at man har en 3-årig forsøgsperiode, hvor man kan gå ind i sagen efterfølgende.

Vi deler sådan set opfattelsen af, at man har et særligt problem med markedsføring af sundhedsydelser, hvor man jo undgår at omtale risici. Vi kan også dagligt i tv se, hvordan en patient kan blive fuldstændig klartseende ved at gennemgå en 10-minutters operation, og hvor vi kan sige, at man ikke er så omhyggelig med at fortælle om de bivirkninger, der kan være, og man er heller ikke så omhyggelig med at fortælle, at man heller ikke rammer helt præcist, sådan at det der med at se alting uden briller efterfølgende måske ikke er helt sikkert. Så det er helt klart, mener jeg, nogle problemer omkring markedsføring, som vi gerne vil medvirke til også at tage op i forhold til diskussionen af det her lovforslag, men i øvrigt også tage op mere generelt, hvis mulighederne viser sig bedre på den måde.

Så vil jeg sige, at hvis man tager den konkrete sag, som det her jo er en udløber af, er der det spændende ved det, at da det her med de dårlige mammografiundersøgelser kom frem i offentligheden, var der sådan set ingen tvivl i ministerens sind: Dette var regionernes ansvar, og så var det lægernes ansvar, og man skulle lede længe for at høre, at det også skulle være Sundhedsstyrelsens endsige ministerens ansvar. Derfor er det jo, synes jeg, en lille smule befriende i bemærkningerne til det her lovforslag at læse, at ministeren nu må erkende, at faktisk havde og har regionerne ikke de retslige muligheder for at gennemføre et effektivt tilsyn. Man har andre tiltag, man kan gennemføre, det er rigtigt, men det at gennemføre et tilsyn i stil med det her har og havde regionerne ingen mulighed for, og når ministeren nu mener, at det er nødvendigt med et sådant tilsyn for at sikre den fornødne kvalitet i behandlingerne på de private hospitaler, er det vel også en erkendelse af, at det forsøg på meget ensidigt at sige, at det var regionernes ansvar, at der var et problem, ikke var rigtigt, for hvis der ikke havde været et problem i forhold til tilsynet, hvis der ikke havde været et problem i forhold til Sundhedsstyrelsens måde at løfte opgaven på indtil nu, altså hvis der ikke havde været et problem i de regler, som regeringen og ministeren selv har været med til at fastlægge, var man vel ikke kommet med et lovforslag, hvor man laver ting om.

Så derfor opfatter jeg det på den måde, at det er udtryk for, at man hos ministeren og i Sundhedsministeriet har accepteret og anerkendt, at her var en problemstilling, der krævede ændrede regler, og derfor gennemfører man dem. At man så benytter lejligheden til at gennemføre dem som generelle ændringer af lovgivningen, opfatter jeg på den måde, at man i virkeligheden også har accepteret den kritik og de synspunkter, der ofte er blevet fremført i de tidligere år, om, at der var brug for en skærpet opmærksomhed omkring kvaliteten på de private sygehuse. Og at den erkendelse har bredt sig ind i regeringen, ind i sundhedsministeren og ind i Sundhedsministeriet, skal jeg bare takke for og derfor gentage, at Enhedslisten vil indgå positivt i behandlingen af det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Hr. Villum Christensen som ordfører for Liberal Alliance.

Enkeltsagslovgivning eller ej – Liberal Alliance anser det trods alt for særdeles indlysende, at Sundhedsstyrelsen har et konkret kendskab til de behandlingssteder, som tilsynet skal rettes imod, hvad man tilsyneladende ikke rigtig har i dag. Jeg tror, det kommer bag på mange, at vi ikke i det her meget transparente samfund aner, hvor mange klinikker vi har, hvor de ligger, og hvad de laver, ud over hvad der sådan fremgår af telefonbogen og andre steder.

På så vitalt et område som det, vi har med at gøre her, anser vi det også for naturligt, at tilsynet bliver proaktivt, og at man ikke venter, indtil der skulle komme klager eller andre reaktioner på fejl. Tilsynet kan imidlertid også blive meget omfattende, og med både de tilbagevendende tilsyn, de tematiserede tilsyn og arbejdet med akkreditering af klinikker i sygehuse under den danske kvalitetsmodel kan det selvfølgelig blive forholdsvis omfattende, men på lige det her område tror jeg at det er meget vigtigt. Jeg skal ikke gentage de mange eksempler, der er kommet frem her, men vi synes, at der i det her lovforslag er fremlagt nogle gode argumenter for indsatsen, og vi bifalder, at ministeren faktisk ret hurtigt har taget hånd om at ændre retstilstanden på området, hvilket der er behov for.

Tak til ordføreren. Indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for en meget god modtagelse, som jeg håber også vil føre til et bredt flertal, når vi når frem til tredjebehandlingen.

Der har, som det har været nævnt flere gange, været enkeltsager, hvor borgere har fået falsk tryghed ved undersøgelsesresultater, der viste sig ikke at holde, og det er derfor, at forslaget kommer nu, men jeg synes, at hr. Per Clausen havde en god formulering, da han sagde, at det jo så er en enkeltsagslovgivning, der løser et generelt problem, som har været der, og det er også mit svar til fru Lone Dybkjær. Man kan sige, at forslaget er et resultat af både en årsag og en anledning.

Årsagen er det problem, der har været der hele tiden, nemlig at hverken regionerne eller Sundhedsstyrelsen har haft mulighed for at foretage proaktivt tilsyn. Nogle tror, f.eks. Danske Patienter, at hvis de private klinikker har en aftale med regionerne, har regionerne dermed ret til at foretage et proaktivt tilsyn. Det er forkert. Det har regionerne faktisk ikke. Det er jo det, der for mig slog hovedet på sømmet, fordi så måtte man jo erkende, at der er en tilstand, som er svær at forsvare, især når der faktisk er eksempler på, at tingene ikke har været helt, som de skulle være.

Det proaktive tilsyn består i et tilbagevendende tilsyn hvert tredje år. Derudover kan Sundhedsstyrelsen foretage yderligere tilsyn, hvis der er grund til det. Så det minder altså lidt om det tidligere forslag på beskæftigelsesområdet, hvor det også var et led i modellen, at hvis man har orden i tingene, får man ikke så mange besøg, som hvis der kan være tvivl om det. Det hele forudsætter naturligvis, at de private klinikker og sygehuse er registreret, og det hele koster jo også lidt, og derfor skal der opkræves et gebyr.

Jeg kan i den forbindelse fortælle, at Sundhedsstyrelsen faktisk har positive erfaringer med proaktive tilsyn i forhold til kosmetiske behandlingssteder og i forhold til plejehjem. Erfaringerne herfra viser, at et grundigt forarbejde med de faglige miljøer inden for de forskellige lægelige specialer ikke alene øger patientsikkerheden, men også medvirker til, at tilsynene accepteres bredt på klinikkerne. Ved tilsynene vil Sundhedsstyrelsen få mulighed for at agere lokalt og proaktivt i forebyggende øjemed og i dialog med sundhedspersoner, og det er det spor, vi også følger her.

Man kan så sige, som også hr. Jonas Dahl var inde på, at man jo har den danske kvalitetsmodel, og jeg tror også, at fru Sophie Hæstorp Andersen nævnte den. Jeg vil gerne understrege og slå fast med syvtommersøm, at det ene altså ikke udelukker det andet, og når hr. Jonas Dahl også nævner kliniske retningslinjer som et redskab, vil jeg sige det samme: Det ene udelukker ikke det andet. Der arbejdes videre på fuld kraft med den danske kvalitetsmodel, og i de faglige selskaber pågår der et arbejde med at udarbejde kliniske retningslinjer med henblik på at fremme kvaliteten af sundhedsydelser i både privat og offentligt regi, og det skal selvfølgelig fortsætte.

Man kan så stille spørgsmålet, om ikke også man skulle have et tilsvarende tilsyn på de privatpraktiserende lægers klinikker. Det er at føre det meget vidt, og jeg er glad for, at et flertal af ordførerne også synes, at det ville være lige rigeligt at gå så langt, og det vil jeg meget gerne give en god forklaring på til udvalget, hvis det ønskes. Der er jo altså et meget stort antal behandlingssteder, når det gælder almen praksis, og så er der også det ved det, at den lægelige patientbehandling i almen praksis erfaringsmæssigt ikke rummer de samme patientsikkerhedsmæssige risici som det, vi behandler her.

Hvad angår private sygehuse og klinikker, der altovervejende udfører arbejde efter overenskomst med regionerne, har jeg, som jeg startede med, lagt vægt på, at regionerne faktisk ikke i lovgivningen har hjemmel til at føre tilsyn med deres samarbejdspartnere. Det er et meget vigtigt punkt for mig.

Som debatten også har vist i dag, skal der i forbindelse med etableringen af en ordning som den foreslåede træffes en række valg, og de valg har jeg selvfølgelig truffet ud fra den rådgivning, jeg har fået fra Sundhedsstyrelsen. Der har været ytret ønske om, at vi i ministeriet eller i udvalget skulle have en dialog med bl.a. Sundhedsstyrelsen om forslaget, og det vil jeg bestemt ikke modsætte mig.

Jeg lægger også meget vægt på, at vi om 3 år, når det proaktive tilsyn har været udøvet over for alle de inddragede klinikker og praksis, så skal evaluere, for hvis det viser sig, at man i løbet af 3 år ikke har fanget noget som helst, skal man da overveje, om den ordning skal fortsætte.

Så konklusionen er: Tak for en positiv modtagelse. Den tvivl, der har været nævnt af bl.a. fru Lone Dybkjær, kan jeg godt selv deltage i, i hvert fald i hendes modvilje mod at føre enkeltsagslovgivning, men det fik mig jo så til at understrege, at det altså er enkeltsager, der har været anledningen og ikke årsagen til lovforslaget – ret skal jo være ret.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen derved sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.