Arbejdsmarkedsudvalgets høring 16. maj 2011 om

L 187 (skærpet kontrol med udbetaling af offentlige

forsørgelsesydelser m.v.)

Tak for invitationen. Jeg er glad for, at voreshøringssvar har bidraget til at øge den politiskeinteresse for lovforslaget, som rejser nogle principiellespørgsmålet om myndighedernes mulighed for atkontroller borgernes private forhold med henblik på atbekæmpe socialt bedrageri.Det centrale spørgsmål er, om de enkelte elementer ikontrolregimer enkeltvis opfylder de krav, som deninternationale menneske- og dabeskyttelsesret opstiller?Jeg vil i mit indlæg kort fremhæve nogle centralepunkter, idet jeg vil overlade databeskyttelsesretten tilJanni Christoffersen og retssikkerhedsloven til JensMøller. Jeg vil fokusere på spørgsmålet omstraffeprocessens forhold til forvaltningsprocessen ogpå spørgsmålet om vilkårlighed.

Straffeproces og forvaltningsproces

Da jeg først fik forelagt et udkast til høringssvar, sagdemin næse mig, at der var noget løjerligt på færde, menjeg kunne ikke med det samme præcisere, hvad det var.Som der står i vores høringssvar har vi brudt voreshoveder i et forsøg på at optegne det politiske valg, somFolketinget står overfor.Lovforslaget er nemlig helt utrolig snedigt udformet.Den snedige løsning er følgende:Pensionsstyrelsens magt er efter lovforslaget meget vid,idet indgreb i personoplysninger og tvangsindgreb idokumenter i form af kopier af pas og papirer kangennemføresudenat der en konkret mistanke rettetmod en borger. Når der ikke er nogen konkretmistanke,såkommerdealmindeligeretssikkerhedsgarantier ikke i spil.

Hvis Pensionsstyrelsens magt var begrænset til sagermedkonkretmistanke,villealmindeligeretssikkerhedsgarantiernormaltkomme i spil. Men detundgår man først og fremmest ved at droppe et krav omkonkret mistanke som betingelser for at kontrollereborgerne. Staten giver med andre ord sig selv så bredemagtbeføjelser,atdealmindeligeretssikkerhedsgarantier slet ikke bliver aktuelle.Det er snedigt, men vi bør huske på, at hvis borgerneuberettiget modtager offentlige ydelser, så er det entenen fejl eller meningen. Hvis det er meningen, er detsocialt bedrageri, som straffes hårdt. Hvismyndighederne har en konkret mistanke om, at enborger uberettiget har modtaget sociale ydelser, sårisikerer borgeren at blive straffet, og reelt er der derfortale om efterforskning af en mulig straffesag, når mangår i gang med at undersøge sagen med en konkretmistanke. Derfor vil man normalt have krav påstraffeprocessuel beskyttelse fra dette tidspunkt, idetmyndighederne må politianmelde forholdet og overladesagen til politiet.Men politiet har ikke ressourcer, så særmyndighedernevil hellere selv tage ansvaret for at undersøge sagerne,standse udbetalingen og kræve uberettigede beløbtilbage. Det er sådan set fornuftigt nok og samtidig eneffektiv måde at komme uden om straffeprocessen på.Sagen er nemlig den, at retssikkerhedsloven åbner enladeport for administrative sanktioner: Hvisforvaltningsmyndigheder ikke fokuserer på straffen forsocialt bedrageri, så er der nemlig ikke tale om enstraffesag, men ”bare” en forvaltningssag. Dette vilJens Møller gå nærmere ind i.Kort sagt: 1. Man stiller sender Pensionsstyrelsen påfisketur uden krav om en konkret mistanke, og 2. manser igennem fingre med, at borgerne kan straffes forsocialt bedrageri. Derfor gælder straffeprocessuelle

garantier ikke, selv om borgerne kan straffes pågrundlag af de beviser, der indsamles som led ikontrollen.Det er ganske enkelt snedigt, men det frigør ikkeFolketinget fra at forholde sig politisk til spørgsmåletom, hvorvidt det er ønskeligt at sende statsligemyndigheder på fisketur rundt omkring i landet og ledeefter sociale bedragere og andre, der måske blot somfølge af glemsomhed eller uagtsomhed uberettiget harmodtaget sociale ydelser.Selv om man på denne måde for kørt straffeprocessenskrav om dommerkendelse af banen, så gælder derregler om privatlivets fred. Dem vil jeg nu se lidtnærmere på:

Vilkårlighed

Pensionsstyrelsen skal vilkårligt kunne kontrollerepersoner, der skal oplyse og dokumentere navn, adresseog CPR-nummer. Samtidig skal Pensionsstyrelsenkunne slå op i indkomstregistret og kontrollere, omborgeren modtager sociale ydelser.Der ikke er fastsat særlige kriterier eller mistankekravfor udvælgelsen af personer til kontrol. Det er så vidtses alle, der er i den aldersgruppe, der kan modtagearbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, pension m.v.,som skal kunne kontrolleres (se bemærkningerne side30). Der er er vist hele befolkningen, bortset fra børn.Kontrol af personoplysninger er et indgreb i privatlivetomfattetafDenEuropæiskeMenneskerettighedskonvention artikel 8 og omfattet afEU’s databeskyttelsesdirektiv (95/46/EF), som JanniChristoffersen kommer ind på.Så vidt jeg kan se er der ikke direkte afgørelser fraMenneskerettighedsdomstolen om denne form forkontrolaktioner, hvilket jo muligvis skyldes, at andre

lande har holdt sig inden for rammerne af internationaleregler.Men jeg vil gerne trække en parallel, nemlig til en domom visitationszoner. Det er ikke umiddelbart detsamme, men parallellen er, at der foretages indgreb iprivatlivet uden konkret begrundelser og dermed udenat man kan klage over det. Man er så og sige retsløs,fordi der ikke er retlige grænser for myndighedernesindgreb.I dommen iGillan og Quinton-sagenfra januar 20101fandt domstolen, at det engelske politis indgreb var istrid med privatlivet, fordi politiet ikke behøvede atbegrunde en visitering på nogen konkret måde. Det varderfor vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at bevisemisbrug eller vilkårlig magtanvendelse fra politietsside, jf. § 86. Jeg siger ikke, at denne dom afslutterdebatten om lovforslaget, men tankesættet er detsamme: Pensionsstyrelsen er ikke underkastetbegrænsninger og derfor er borgerne retsløse. Det plejerMenneskerettighedsdomstolen ikke at være glad ved.Et stort antal mennesker vil - uden anden grund end atde er fanget i en kontrol – blive mistænkeliggjort ogudsat for indgreb i privatlivets fred. Der er tale ombehandling af følsommme personoplysninger, idet derved opslag i indkomstregistret kan udledes oplysningerom den pågældende persons sociale forhold, herundersociale problemer og indkomstforhold. Denne form forkontrol adskiller sig fra normal kontrol i forbindelsemed grænsepassage, hvor man går på fisketur efterulovligt indsmuglet gods mv.

Dom af 12.1.2010, hvoraf bl.a fremgik ”In conclusion, the Court considersthat the powers of authorisation and confirmation as well as those of stopand search under sections 44 and 45 of the 2000 Act are neither sufficientlycircumscribed nor subject to adequate legal safeguards against abuse.They are not, therefore, “in accordance with the law” and it follows thatthere has been a violation of Article 8 of the Convention”, jf. § 87. Se også§§ 80-85, hvor den meget vide skønsbeføjelse kritiseres.

Det fremgår af lovforslaget, at Pensionsstyrelsen til dekontrollerede vil udlevere skriftligt materiale medgenerel information om tid og sted for ”tilsynet”, omretten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre,om formålet med ”tilsynet” samt om det faktiske ogretlige grundlag for kontrollen. Der udarbejdesendvidere for hvert ”tilsyn” en logbog efter en fastskabelon, der indeholder oplysninger om indgrebetsformål, tidspunktet for gennemførelsen, tilstedeværendeog evt. andre relevante oplysninger. Pensionsstyrelsenvil desuden udarbejde en sikkerhedsinstruks ioverensstemmelse med persondatalovens § 41, stk. 3.Man hvad skal man med alt dette, når man ikke harnogle rettigheder? Hvor er helt konkret retsbeskyttelsenaf den enkelte? Det vil jo være stort set umuligt at klageover udtagelse til kontrol, da den kan foretagesvilkårligt og uden nogen retlig begrænsning.Det fremgår således heller ikke af lovforslaget, om og igivet fald hvorledes en borger kan klage overPensionsstyrelsens kontrol af den pågældende viaopslag i indkomstregistret, eller hvordan der i øvrigtføres kontrol med Pensionsstyrelsen i den forbindelse.Det fremgår af Pensionsstyrelsens høringsnotat af 7.april 2011 vedrørende lovforslaget, at det ikke vil værerealistisk at forvente, at de øgede tilsyn vil afsløre allepersoner, der uberettiget modtager sociale ydelserunder ophold i udlandet, da omfanget af tilsynet stadigter meget lavt i forhold til det samlede antal personer,der rejser til og fra udlandet. Forslaget skønnes derimodat have en præventiv effekt på antallet af personer, deruberettiget modtager sociale ydelser under ophold iudlandet.Når man menneskeretligt skal vurdere, om en lov - ogdermed de indgreb, den giver hjemmel til at foretage –er proportionelle, så skal man afveje for og imod.Omkostningerne til kontrolaktioner i lufthavne er

skønnet til 2 mio. kr. årligt (s. 23, afsnit 3.7), mens detfremgår af de almindelige bemærkninger (side 23 afsnit3.6): ”Omfanget af uberettiget udbetaling på detteområde [kontrol med udbetaling af ydelser] må antagesat være begrænset, hvorfor de økonomiskekonsekvenser af forslaget skønnes at væreubetydelige.”Jeg er ikke helt sikker på, hvordan dette skal forstås,men vi kom i høringssvaret til den forsigtigtformulerede konklusion, at det må anses for usikkert,om proportionalitetskravet er opfyldt.Vi anbefalede derfor, at der for at sikre proportionalitetfastsættes objektive og saglige kriterier for udvælgelsenaf personer til kontrol, således at enkeltpersoner, derkan udtages til kontrol, søges afgrænset og baseret påkonkrete data og erfaringer fra hidtidige kontroller.Det samme gælder i og forsig det næste skridt efteropslaget i indkomstregisteret, nemlig kopieringen afpas og papirer. Det er et tvangsindgreb, som også måvære sagligt og proportionalt.At man ydermere vil give adgang til efter kommunesvidere arbejde at snage i bevægelser på privatepersoners bankkonti for at finde ud af, hvor de harbrugt penge henne er et endnu mere overraskendeforslag. Pengeinstitutterne bør kun kunne pålæggesoplysningspligt, hvis der foreligger en konkret mistankeover for en borger, men i så fald må man spørge sigselv, om ikke man reelt er over i en straffesag, når derefter kontrol i lufthavn og videre kontrol i kommunener grund til at gå videre med efterforskningen ved atsnage i bankkontobevægelser. Det betyder normalt, atder skal indhentes dommerkendelse inden gennemgangaf bankkonti.Jeg er normalt meget forsigtig med at anvende”glidebane”-argumentet: Hvis man gør dette, hvad er så

det næste? Men jeg synes, der er grund til at besindesig. Vi lever i en elektronisk tidsalder, hvor mere ogmere information om os bevares i computere, som er etslaraffenland for kontrolivrige stater.Dengang man indførte cpr-nummeret, var man megetoptaget af at holde oplysningerne adskilt og sættegrænser for videregivelser. Videregivelse skullekontrolleres af myndigheden, der havde oplysningerne,og myndigheden, der ville have dem, skulle begrundedet. Og man måtte kun videregive nødvendigeoplysninger. Sådan er det faktisk stadig, men nubegynder man at nedbryde grænserne, samkøre registre,videregive oplysninger – bare fordi man kan. Statenstår over for kollossale datamængder, og hvis man barefå adgang til dem, så kan man checke borgerne forfraog bagfra.Det er måske piv gammeldags – men er der ikke stadignoget sundt i at begrænse statens ret til at snage iborgernes private forhold? Bør staten ikke først slippesløs, når den kan begrunde, hvorfor den vil vide nogetom lige præcis mine indkomstforhold, når jeg kommerhjem fra ferie i udlandet? Hvorfor skal jeg have mineindkomstforhold udstillet i lufthavnen, bare fordi jegmåske er en fusker?