Der er ingen tvivl om, at socialt bedrageri er et problem for samfundet, noget, vi skal have en indsats imod, fordi det undergraver opbakningen til vores velfærdssamfund.
Men det er altså også afgørende, at den måde, vi bekæmper socialt bedrageri på, overholder de retssikkerhedsgarantier, vi normalt har, at den overholder menneskerettighederne, overholder databeskyttelsesreglerne, overholder retssikkerhedsloven, overholder grundloven, og det er der jo sat et alvorligt spørgsmålstegn ved.
Institut for Menneskerettigheder og Datatilsynet er kommet med nogle meget kritiske høringssvar.
Og ved den høring, vi holdt i Arbejdsmarkedsudvalget, var de endnu mere kritiske.
Som direktøren for Institut for Menneskerettigheder sagde, er lovforslaget helt utrolig snedigt udformet, fordi man i lovforslaget lægger op til at give en forvaltningsmyndighed, Pensionsstyrelsen, ret til at foretage nogle ting, som der skulle en lang række retssikkerhedsgarantier til, hvis det var politiet, der foretog dem.
Man giver Pensionsstyrelsen ret til f.eks.
at indhente oplysninger om hævninger, som borgerne har foretaget på deres bankkonti.
Hvis det var politiet eller Politiets Efterretningstjeneste, der skulle indhente sådan nogle oplysninger i forbindelse med så alvorlige sager som f.eks.
terrorsager og drabssager, ville politiet og PET skulle indhente en dommerkendelse.
Men Pensionsstyrelsen får altså ret til at indhente de her oplysninger uden nogen dommerkendelse.
De skal bare have ret til at gå hen til en bank og sige:
Vi vil gerne have oplysninger om den borger.
Og så kan de få dem.
Pensionsstyrelsen får også ret til at stoppe os alle sammen i lufthavne eller på banegårde helt vilkårligt og sige, at de gerne vil gerne se vores pas, og at de gerne vil have oplyst vores navn og adresse og cpr-nummer, og så kan de tjekke, om vi modtager sociale ydelser.
Og hvis vi modtager sociale ydelser, må de tage en kopi af vores billetter og andre rejsedokumenter.
Igen er det meget vidtgående muligheder, som de får, og det vil normalt være noget, politiet står for en efterforskning af med alle de retssikkerhedsgarantier, der er, og med politifolk, som er uddannet til at vide, hvad det er, de må gøre hvornår.
Det snedige i det her lovforslag består i, at man siger:
Jamen det her er ikke en efterforskning af en forbrydelse.
Man har i samarbejde med Justitsministeriet fundet en måde, hvor man siger, at det, der er tale om, er, at man kan gøre det, hvis Pensionsstyrelsen har en begrundet formodning om, at en person uberettiget har modtaget nogle ydelser, men der er ikke tale om en konkret mistanke om socialt bedrageri.
Hvordan man får de to udsagn til at stemme overens, er simpelt hen fuldstændig umuligt at forstå.
Det er det, der gør, at Institut for Menneskerettigheder og Datatilsynet i den grad har tændt alle advarselslamper.
Det mener vi altså at man skal lytte til i Folketinget.
Når dem, vi har til at advare os, hvis vi er ved at gå for langt, siger, at her er vi ved at gå for langt, for her går vi altså virkelig ind og flytter nogle hegnspæle i forhold til, hvad vi normalt giver forvaltningsmyndigheder ret til, fordi vi går ind og siger, at forvaltningsmyndigheder må gøre noget, som politiet ikke engang må gøre, så er der altså et alvorligt problem.
Det siger vi fra Enhedslistens side klart nej til.
Vi vil ikke være med til at give myndighederne mere vidtgående beføjelser, end politiet har, uden at folk har de samme retssikkerhedsgarantier, som de har, når politiet efterforsker en forbrydelse.