Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 187:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., integrationsloven og forskellige andre love. (Skærpet kontrol med udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser, sanktioner for uberettiget modtagelse af ydelser under ophold i udlandet m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 06.04.2011).

Forhandlingen er åbnet. Og det er fru Ulla Tørnæs, der først får ordet som ordfører.

Ingen skal være i tvivl om, at vi i Venstre anser misbrug af sociale ydelser for asocialt og dermed fuldstændig uacceptabelt. For et grundvilkår for vores skatteyderfinansierede velfærdssamfund er jo, at vi alle yder efter evne og nyder efter behov. Et misbrug har derimod efter min opfattelse en undergravende effekt på respekten for de skatteyderbetalte ydelser. Derfor skal misbrug af sociale ydelser af enhver art bekæmpes, ellers risikerer vi, at vores skattefinansierede velfærd mister sin legitimitet i borgernes øjne, og det er der jo ingen af os der har nogen som helst interesse i.

Baggrunden for lovforslaget, som vi har til behandling her, er et meget grundigt analysearbejde udarbejdet af en række embedsmænd fra forskellige ministerier. Dette analysearbejde førte til en aftale om bekæmpelse af socialt bedrageri mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, og lovforslaget her er udmøntningen af netop denne aftale, som blev indgået som led i finanslovaftalen for 2011.

Jeg skal her i dag ikke gennemgå de forskellige initiativer, som lovforslaget udmønter – det fremgår jo ganske glimrende af selve lovforslaget – men jeg er faktisk ikke et sekund i tvivl om, at vi, når lovforslaget er vedtaget, så har givet bl.a. kommunerne, men også Pensionsstyrelsen, langt bedre værktøjer til netop at afdække og dermed bekæmpe socialt bedrageri. Jeg har faktisk også en klar forventning om, at det vil medføre en reduktion i omfanget af socialt bedrageri, da dette jo så klart er formålet.

Jeg skal på Venstres vegne blot slutte af med at sige, at vi varmt kan anbefale Folketinget at vedtage forslaget her. Tak.

Tak til fru Ulla Tørnæs. Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen som ordfører for Socialdemokratiet.

I Danmark har vi, på trods af regeringens indædte kamp for at ødelægge det, stadig et velfærdssystem. Det er med til at sikre, at borgere, der ikke kan klare sig på anden vis, kan få ydelser fra det offentlige til at klare dagen og vejen for. De fleste af os bidrager via vores skat til, at der udbetales disse sociale ydelser. Derfor forventer vi også med rette, at modtagere af sociale ydelser ikke snyder eller omgår reglerne. Det er da også alarmerende, når det ved kontrol af fly fra visse destinationer kan konstateres, at 5-10 pct. af de rejsende laver socialt bedrageri.

I Socialdemokratiet er vi af den opfattelse, at socialt bedrageri er fuldstændig uacceptabelt og skal bekæmpes med alle midler. Når personer mod bedre vidende udrejser fra Danmark, mens de modtager ydelser og uden at have indhentet den fornødne tilladelse, skal der helt klart sættes ind for at stoppe den trafik. Her er det et godt tiltag, at der foretages kontrol i lufthavne, havne osv.

Når personer, der modtager ydelser, samtidig arbejder, er det fint, at kommunerne har mulighed for at lave kontrolaktioner i andre kommuner, i modsætning til hvad de kan i dag. Vi finder det også i orden, at de, der laver den form for socialt bedrageri, bliver sidestillet med dem, der, vi kan sige glemmer at oplyse om, at de er gået i arbejde, samtidig med at de modtager en ydelse.

Der, hvor vi i Socialdemokratiet ønsker at løfte en pegefinger, er i forhold til proportionaliteten i den række af sanktioner og tiltag, der er foreslået, sammenholdt med det antal personer, det er skønnet at loven kommer til at omfatte, og de beløb, der er tale om.

Det er også den gennemgående tekst i en lang række af høringssvarene til lovforslaget. Af lovforslaget fremgår det, at 100 dagpengemodtagere og 200 modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse, starthjælp osv. forventes at blive taget i socialt bedrageri. Det skal sammenholdes med, at der indføres mulighed for at indhente kontooplysninger, mulighed for at indhente oplysninger fra tidligere bopælskommuner og for overvågning af de kommunale sanktioner og jobsamtaler hver 14. dag i 3 måneder.

Som tidligere sagt mener vi i Socialdemokratiet, at socialt bedrageri skal bekæmpes, men der skal også være et fornuftigt forhold mellem det, der sættes i værk, og det, der skal komme ud af det. Derfor mener vi i Socialdemokratiet, at det under alle omstændigheder vil være godt, hvis der foretages en evaluering af loven om 2 år for at sikre, at indsatsen står i forhold til problemernes omfang.

Jeg ser frem til i udvalgsarbejdet, at det kan blive klarlagt, om de spørgsmål, der er rejst om proportionalitet, kan besvares på en tilfredsstillende måde. Hvis der er tvivl, vil vi stille de nødvendige ændringsforslag, der kan sikre, at der ikke bliver tvivl om proportionaliteten.

Tak til hr. Lennart Damsbo-Andersen. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det er jo en udmøntning af en delaftale, som blev indgået i forbindelse med finanslovaftalen for 2011, hvor vi fra Dansk Folkepartis side lagde meget vægt på, at man fik en styrket indsats mod socialt bedrageri. Noget af den aftale bliver så udmøntet med det her lovforslag. Men aftalen omhandlede også generelt en bedre kontrol med ydelser ved ophold i udlandet, bl.a. ved etablering af såkaldte kontrolhold i udlandet – i Tyrkiet, i Spanien, Thailand og Marokko – for netop at se, om der er nogen, der bor fast der, som modtager ydelser fra den danske stat i strid med reglerne.

Der er også med den aftale kommet en intensivering af lufthavnstilsynet, sådan så man tjekker folk fra flyvere ved ankomst til Danmark, hvorfra man erfaringsmæssigt ved at der er problemer med folk, som rejser ud af landet, til trods for at de bør være i Danmark og være til rådighed for arbejdsmarkedet, eksempelvis fordi de får udbetalt kontanthjælp.

Hvis det er sådan, at man f.eks. er i udlandet og man har modtaget ydelser fra det offentlige, at man har forbrudt sig mod reglerne – for det siger sig selv, at når man er i udlandet, er det lidt vanskeligt at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked – er udgangspunktet, at midlerne, man har modtaget, skal tilbagebetales, at ydelsen fremadrettet i en periode bliver nedsat, og at man også skal møde op hos kommunen eller hos jobcenteret i en periode efterfølgende, for at de kan tjekke, at man lever op til reglerne, sådan at vi er sikre på, at dem, vi udbetaler midler til, også lever op til de krav, der er i forbindelse med, at de får udbetalt midlerne.

Derudover får kommunerne bedre mulighed for at udføre virksomhedskontrol på tværs af kommunegrænserne, hvis de har mistanke om, at der i en konkret sag er noget at komme efter, hvis en person som sagt modtager forskellige ydelser i strid med reglerne., f.eks. arbejder sort og dermed illegalt.

Pensionsstyrelsen får også mulighed for at indhente oplysninger fra pengeinstitutter om, at man i udlandet har hævet eller indsat penge på sin konto. Det er også en god måde, hvormed man kan tjekke, om folk rent faktisk opholder sig i landet og modtager midlerne efter de regler, som er her i dag.

Pensionsstyrelsen får også mulighed for selvstændigt at gennemføre tilsyn, bl.a. i lufthavne. Det kan også være ved færgeafgange eller andre steder, hvor man kan forvente at der kommer en masse folk ind i landet, som har været ude at rejse i den store verden og så vender tilbage til Danmark.

Samlet set synes vi, at det er et rigtig godt lovforslag, som udmønter en ganske fornuftig aftale. Vi får sendt et klart signal om, at socialt bedrageri er uacceptabelt. Hvis man modtager ydelser fra den danske stat eller kommune i strid med reglerne, jamen så er man rent faktisk med til at tage nogle midler, at tage noget hjælp fra nogle, som rent faktisk har mere behov for det. Så vi synes, at det ubetinget er et skridt i den rigtige retning, og vi kan selvfølgelig stemme for lovforslaget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Ja, vi er jo alle sammen enige om, at socialt bedrageri skal bekæmpes, så jeg skal bare høre noget om med hvilke midler. Er der andre myndigheder, som Dansk Folkeparti synes skal overtage politiets efterforskningsopgaver? Altså, er der nogen grænser for, hvor langt Dansk Folkeparti mener at man skal gå, med hensyn til at andre myndigheder får tillagt de beføjelser, som hidtil kun har kunnet ligge hos politiet?

Ordføreren.

Det er klart, at hvis der skal rejses en straffesag, er det selvfølgelig en politiopgave. Men jeg synes, det er meget logisk, at man siger, at dem, som har ansvaret for at udbetale midlerne, og det er jo langt hen ad vejen kommunerne, også har et ansvar for at sikre – og det er jo også langt hen ad vejen i deres egen interesse – at de midler, der bliver udbetalt, bliver udbetalt til mennesker, som rent faktisk også f.eks. står til rådighed for det danske arbejdsmarked, hvilket jo er en betingelse for, at man kan få udbetalt kontanthjælp.

Når vi kan se, at der er mennesker, som vælger at holde ferie i strid med reglerne, som vælger at rejse ud af landet i strid med reglerne og stadig væk får ydelser udbetalt fra den danske statskasse, jamen så er det selvfølgelig rimelig nok, at man kigger på, at kommunerne får nogle bedre redskaber til at håndtere det problem. Og det er et problem.

Fru Line Barfod.

Selvfølgelig skal myndighederne kontrollere i et eller andet omfang, men normalt er det sådan i Danmark, at det skal ske inden for de almindelige oplysninger, de har til rådighed. Hvis de skal ind at have adgang til personfølsomme oplysninger, skal ind at lave en decideret efterforskning, så har det hidtil været sådan i Danmark, at det er noget, vi overlader til politiet – med al den retssikkerhed, der nu omgærder politiets arbejde.

Jeg skal bare høre, om det her er udtryk for, at Dansk Folkeparti mener, at man fremover skal tillade flere og flere myndigheder, at de får en række af politiets beføjelser, uden at der følger de samme retssikkerhedsgarantier med, der er i forhold til politiets arbejde.

Ordføreren.

Jamen der er jo mulighed for f.eks. at klage i klagesystemet. Man kan også benytte muligheden for at gå til domstolene, hvis man føler sig urimeligt behandlet som borger.

Jeg synes bare, det er vigtigt at understrege, at det er meget rimeligt, at kommunerne, som jo har ansvaret for at udbetale de her midler – og Pensionsstyrelsen, hvis det nu er dem, der fremadrettet på nogle områder får ansvaret for at udbetale f.eks. pensionsmidler – også har mulighed for at følge op på sagen. Hvis man f.eks. modtager kontanthjælp og kommunen har en mistanke om, at man får udbetalt kontanthjælp i strid med reglerne om, at man skal stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, men ikke gør det, fordi man f.eks. er udrejst, så er det da meget logisk, at kommunen får en mulighed for at følge op på den sag.

Det er da meget logisk, at man udvider beføjelsen, sådan at en kommune, hvis den får at vide, at der er nogle kontanthjælpsmodtagere, der arbejder sort på en virksomhed i en anden kommune, har mulighed for at følge op på, om det rent faktisk er rigtigt, at der er nogle, der f.eks. arbejder sort og dermed modtager kontanthjælp, samtidig med at de får sorte penge proppet ned i lommen. Vi må bare erkende, at det her desværre er nødvendigt i dagens Danmark.

Så er det fru Özlem Sara Cekic for en kort bemærkning.

Der er noget, der gør mig forvirret, for når vi diskuterer ulovligheder generelt, er Dansk Folkeparti nogle af de første, der synes, at politiet skal ind i det. Derfor har jeg lidt svært ved at følge med, når Dansk Folkepartis ordfører står på talerstolen og argumenterer for, at politiet ikke skal involveres, når der er en forbrydelse.

Hvis der er nogen, der har overtrådt loven og har fået ydelser, som de ikke var berettiget til, hvorfor er det så, at politiet ikke må efterforske sagen?

Ordføreren.

Det kommer ikke bag på mig, at fru Özlem Sara Cekic har svært ved at følge med; det er jo ikke første gang, det er sket.

Der er ikke noget galt i, at politiet efterforsker. Rent faktisk ligger det jo også i den aftale, hvor en styrket indsats over for socialt bedrageri bliver omtalt, at der skal finde flere politianmeldelser sted, at kommunerne faktisk bliver bedre til at politianmelde sagerne, hvis det er, de har en sag, og hvis de ønsker, at politiet skal efterforske den.

Det er rigtigt, at det ikke ligger i lovforslaget, men det ligger i den aftale, som ligger til grund for lovforslaget. Det har faktisk været vigtigt for Dansk Folkeparti, at der i højere grad finder politianmeldelser sted, og det er også lagt ind den aftale, som ligger til grund for lovforslaget.

Fru Özlem Sara Cekic.

Tak for de første bemærkninger. De siger noget om den måde, vi diskuterer på på Christiansborg – nu, hvor der er folk, der sidder og lytter på tilhørerpladserne – nemlig på et meget, meget højt niveau.

Altså, i selve det lovforslag, vi står med, er der ikke ét ord om politiet. Der er ikke ét ord om, at der nu skal være større mulighed for, at politiet skal ind i de her sager. Og som praksis er i øjeblikket, er der intet, der tyder på, at politiet kommer mere ind i de her sager, og derfor har jeg svært ved at forstå, at ordføreren ikke synes, det er vigtigt, at vi herfra ligesom beslutter, at når der er en ulovlighed, skal politiet selvfølgelig efterforske den.

Har ordføreren ikke en interesse i at stoppe socialt bedrageri? Jeg troede da, vi delte det mål. Skal det være sådan, at kommunen alene på en mistanke kan rejse en sag og afgøre en sag uden om retssystemet i Danmark? Er det det, ordføreren forstår ved en retsstat?

Ordføreren.

Tak for bemærkningerne. Så kan jeg også kvittere for, at debatten foregår på et forholdsvis højt niveau. Jeg ved ikke, om det mig, der skal tage ansvaret for det, eller om det er spørgeren, der skal det.

Vi har at gøre med et lovforslag, som forholder sig til et konkret og voksende problem i det danske samfund, nemlig at der er mennesker, der modtager ydelser, som de ikke er berettiget til. Det er det, lovforslaget handler om, og indtil videre er det meste, jeg hører fra venstrefløjens side, at man forsøger at spænde ben for et lovforslag, som er nødvendigt at gennemføre.

Det ville være rigtig godt, hvis kommunerne i højere grad politianmeldte det, når der var en sag om socialt bedrageri, og det har vi også efterlyst fra Dansk Folkepartis side. Det er faktisk noget af det, der er lagt ind i den aftale, som ligger til grund for lovforslaget. Selv om det ikke står beskrevet i lovforslaget, kan man jo stadig væk godt have en ambition om, at der er flere og flere, der bliver politianmeldt.

Så bliver jeg bare nødt til at gøre det fuldstændig klokkeklart, at hvis det er sådan, at vi kan konstatere, at der f.eks. er personer, som rejser rundt ude i den store verden, samtidig med at de burde stå til rådighed for det danske arbejdsmarked – det gør de selvsagt ikke, for det kan de ikke, fordi de er ude i den store verden – så skal vi selvfølgelig sanktionere mod dem, og kommunerne skal have nogle redskaber, så de får mulighed for at følge op, så vi kan slå ned på dem, der hiver penge ud af kassen. For når man hiver penge ud af kassen, som man ikke er berettiget til, går det fra andre mennesker, som er berettiget til de midler, og det synes vi altså i Dansk Folkeparti er dybt problematisk.

Tak til hr. Martin Henriksen. Så er det fru Özlem Sara Cekic som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg tror ikke, at der er nogen i den her sal, som er uenige i, at det er enormt usolidarisk at tage af kassen.

Vi har i Danmark et system, der hjælper dem, der har brug for det, et velfærdssystem, vi er stolte af, et velfærdssystem, der giver mulighed for, at man som arbejdsløs, som syg kan få den økonomiske hjælp og støtte, der skal til, før man kan komme tilbage til at være en del af samfundet. Vi bruger hvert år milliarder af kroner på at skabe et sikkerhedsnet, som gør, at de mennesker, der har brug for hjælp, får det, og vi skal blive ved med at have sådan et system, som sikrer, at de sociale ydelser er til de mennesker, som er berettiget til det. Sådan har det været, og sådan skal det blive ved med at være.

I dag behandler vi et lovforslag fra regeringen om socialt bedrageri. For SF er det vigtigt at slå hårdt ned på dem, der begår socialt bedrageri, og slå ned på de rigtige. Derfor mener vi rent principielt, at der for det første skal gøres mest muligt for at forebygge og afsløre socialt bedrageri, og for det andet at borgeren skal have reel mulighed for at forsvare sig, det vil sige, at der skal være retssikkerhed for den enkelte.

Regeringens forslag lægger op til nogle gode ting, nogle tiltag, der skal arbejdes videre med, og nogle ret dårlige tiltag, som ikke er ret gennemtænkt. Lad mig først lige starte med at nævne de gode ting, og det er, at Pensionsstyrelsen kan få mulighed for opfølgning og der kan være virksomhedskontrol. Så er der nogle tiltag, som vi mener der er nogle gode intentioner i, men vi er lidt bekymret for, om man overholder persondataloven og retssikkerheden, f.eks. i forhold til videregivelse af oplysninger mellem kommunerne og kontrol i lufthavnene.

Så er der andre forslag, som vi mener er ude af proportioner, fordi det giver kommunerne nogle nye kontrolredskaber, fordi sanktionerne ofte skærpes på urimelig vis, samt fordi det giver nogle beføjelser til Pensionsstyrelsen, der normalt ligger hos politiet. Høringssvarene viser også, at en række aktører understreger problemet omkring proportionaliteten og retssikkerheden og det bureaukrati, der vil blive skabt med det her system.

Når vi ser på selve økonomidelen i det, kan vi jo også se, at udgifterne er langt større end de penge, vi vil få ind. Vi deler faktisk den bekymring, som kom frem i høringssvarene, og derfor kommer vi også til at stille en række spørgsmål under udvalgsarbejdet i forhold til, hvordan vi kan sikre, at det er de rigtige, der kommer til at blive fanget, og at de bliver straffet ret hårdt. Derfor mener jeg, at nogle grundlæggende ting, ting, som politiet skulle følge op på for at slå ned på de forbrydere, simpelt hen ikke er gennemtænkt, og det er simpelt hen ikke godt nok.

Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Martin Henriksen.

Tak. I forhold til de spørgsmål, som fru Özlem Sara Cekic stillede, vil jeg høre, om ikke ordføreren kan bekræfte, at i den aftale om en styrket indsats mod socialt bedrageri, som jo ligger til grund for det her lovforslag – nu er det ikke alle elementer, der er behandlet i lovforslaget – er der et punkt 6, der omhandler flere kommunale politianmeldelser af socialt bedrageri. Tager ordføreren ikke det som en tilkendegivelse af, at vi netop synes, at det er vigtigt, at de sager, der skal overdrages til politiet, selvfølgelig også bliver det?

Ordføreren.

Lovforslaget indeholder faktisk ti forskellige punkter, og når man kigger dem igennem, vil man se, at der ikke er noget i lovforslaget, der lægger op til, at vi nu skal have en ekstern myndighed som politiet, som skal ind i de her sager, efterforske dem og komme frem til en afgørelse. Vi ved jo i dag, at man i nogle af de her sager, hvis det var, at politiet skulle rejse dem, ikke ville få medhold, fordi beviserne simpelt hen ikke er stærke nok. Det er vigtigt for os at sige, at vi skal slå hårdt ned på dem, der begår socialt bedrageri. Samtidig skal vi også sikre retssikkerheden. Ting er ikke sort-hvide, som Dansk Folkeparti gør det til. Der er nuancer, og de skal selvfølgelig med, ligesom vi skal overholde persondataloven og sikre retssikkerheden.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg synes nu ikke, at det er Dansk Folkeparti, som gør sig skyldige i at skulle forklare verden som sort-hvid. Det synes jeg nu mere at ordføreren gør sig skyldig i. For der er jo rent faktisk en række klagemuligheder i samfundet i dag, som netop skal være med til at styrke borgernes retssikkerhed. Til det her med at gøre det hele sort-hvidt vil jeg sige, at jeg jo sådan set synes, at det netop appellerer til, at man forsøger at nuancere debatten, og den aftale, der ligger til grund for lovforslaget, er jo ikke helt uden betydning. Det er trods alt en politisk aftale, som indgår i finanslovaftalen. Der står faktisk, at det er aftaleparternes hensigt, at der skal indgives flere politianmeldelser, hvor der er mistanke om socialt bedrageri. Så synes ordføreren ikke, at det er ordføreren, der selv er med til at tegne et meget sort-hvidt billede og undlade at gøre opmærksom på nuancerne?

Ordføreren.

Der er jo stor forskel på, om man i en lovtekst skriver, at det skal være en politiopgave, eller om man opfordrer til, at det kunne være en politiopgave. Jeg tror, at Dansk Folkeparti udmærket er klar over, at der er den forskel. Det er også derfor, at jeg simpelt hen ikke forstår, hvorfor Dansk Folkeparti ikke har en interesse i, at politiet skal ind i de her sager, hvis man oprigtigt gerne vil stoppe socialt bedrageri. Det må da være i alles interesse, at vi stopper det her. Men Dansk Folkeparti deler åbenbart ikke den målsætning med os, at vi gerne vil slå ned på dem, som begår socialt bedrageri, og slå ned på de rigtige og ikke begynde at ramme alle og enhver. Vi vil også gerne have nogle beviser, som kan holde i retten, og hvis de kan det, skal vi også komme efter de mennesker, som faktisk tager af kassen.

Tak til fru Özlem Sara Cekic. Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger. Så er det fru Helle Sjelle som ordfører.

Lovforslaget er en opfølgning på finanslovaftalen for 2011, hvor det blev aftalt, at man skal iværksætte en styrket indsats mod socialt bedrageri – med god grund, fristes man til at sige. For i Danmark har vi jo et meget højt niveau af offentlige ydelser, og derfor er det også vigtigt, at ydelserne er forbeholdt de borgere, der har ret til dem og behov for dem. Misbrug af de sociale ydelser skaber mistillid til den offentlige forvaltning, og da det er tillid, der holder vores samfund sammen, og det er tillid, der gør, at danskerne velvilligt betaler deres skat, er det noget, som man er nødt til at se med stor alvor på. Socialt bedrageri er med til at undergrave vores velfærdssamfund, og derfor er det også vigtigt, at vi skærper indsatsen.

Forslaget her har til formål at gøre det nemmere at kontrollere udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser, og lad mig blot fremhæve tre elementer fra forslaget. For det første bliver der indført sanktioner ved uberettiget modtagelse af kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse under ophold i udlandet. Hvis folk mod bedre vidende modtager ydelser, som de ikke er berettiget til, bliver de udsat for omfattende sanktioner. For det andet skal tidligere opholdskommuner videregive oplysninger om sanktioner til borgernes nuværende opholdskommuner, og oplysninger skal kunne videregives uden borgernes samtykke, så vi sikrer, at folk ikke snyder systemet ved at flytte rundt i en uendelighed. For det tredje foreslås det, at Pensionsstyrelsen får ret til at kontrollere danskere, der rejser til udlandet og ulovligt tager den danske forsørgelse med. Ved at opprioritere lufthavnstilsynet sikrer vi, at folk ikke modtager arbejdsløshedsdagpenge og tager på ferie i stedet for at gøre en indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Samlet set skulle forslaget gerne medføre en reduktion i omfanget af socialt bedrageri. Initiativerne virker både nu og her, ved at der bliver opdaget flere personer, som uberettiget har modtaget forsørgelsesydelser, samt præventivt, så det fremadrettet gerne skulle mindske problemerne. Alt i alt synes vi Konservative, at socialt bedrageri er et vigtigt indsatsområde. Vi synes, at beskæftigelsesministerens forslag er den rigtige medicin, og derfor støtter vi Konservative også forslaget. For jeg er nemlig for en gangs skyld meget enig med det, som socialdemokraten fru Mette Frederiksen tidligere har sagt, og jeg citerer: For os er det ekstremt vigtigt at bekæmpe bevidst socialt snyd. Det er noget af det mest ødelæggende for samfundet.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning. Fru Line Barfod.

Vi er helt enige om, at det, at nogle snyder, er med til at nedbryde tilliden. Men samtidig går jeg ud fra, at vi også er enige om, at vi gerne vil have et retssamfund. Da den nuværende regering tiltrådte, gennemførte man et stort arbejde med at sikre retssikkerheden for virksomheder ved indgreb uden for strafferetten. Jeg skal bare høre: Er det, fordi man mener, at virksomheder har behov for at få beskyttet deres retssikkerhed, mens mennesker, der modtager kontanthjælp, dagpenge osv., ikke har noget særligt krav på retssikkerhed, og at man derfor her roligt kan tillade sig at give myndigheder tilladelse til f.eks. at gå ind og få bankoplysninger, som ikke engang politiet kan få uden domstolskontrol?

Ordføreren.

Jeg vil gerne slå fast, at for os er retssikkerheden ganske vigtig; vi synes, det er afgørende, at man selvfølgelig har retssikkerhed i et samfund. Men når det er sagt, er vi også nødt til at sige, at vi her står med nogle store problemer, som vi er nødt til at se på om vi kan gribe an på en lidt anderledes måde. Men der er ikke nogen tvivl om, at det for os er meget vigtigt, at man kan føle sig tryg her i samfundet og ikke føler, at der er en stor stat, som har nogle oplysninger, som bare videregives uden videre.

Fru Line Barfod.

Men hvordan i praksis? For vi ser jo i masser af sager om socialt bedrageri, at kommunen ud fra nogle antagelser går ind og siger: Vi tror, at du begår socialt bedrageri, derfor stopper vi alle dine ydelser. Men kommunen vil ikke anmelde det til politiet, så borgeren får ikke muligheden for under en retssag at forsvare sig og se, at der reelt er beviser for, at man har begået socialt bedrageri. I stedet for er det borgeren, der pludselig står i den situation selv at skulle bevise, at man ikke er en bedrager, og det er meget, meget svært at bevise, at man ikke har begået en forbrydelse. Hvorfor mener De Konservative, at det er den retstilstand, vi skal have i Danmark: at når det drejer sig om nogle af de mennesker, der har det allersværest, behøver man ikke at have politi og domstolskontrol indover – der skal myndighederne have nogle muligheder, som vi ikke vil give dem i forhold til virksomheder?

Ordføreren.

Jeg vil gerne understrege, og jeg vil gerne slå fast, at det naturligvis er en balancegang, når man laver et forslag som det her. Derfor har man jo også været meget omhyggelige med, hvordan og hvorledes det helt præcist skal skrues sammen, for der er ikke nogen her i Folketingssalen, går jeg ud fra, der ønsker at begå overgreb mod befolkningen. Man ønsker netop, at befolkningen kan være tryg, som jeg sagde før, og at befolkningen ikke føler, at staten har mulighed for at misbruge de oplysninger, som den ligger inde med.

Så er det fru Özlem Sara Cekic for en kort bemærkning.

Så kan jeg bare nævne nogle konkrete eksempler fra det virkelige liv:

Det kan være to pensionister, der ikke tør at spise frokost sammen en søndag eftermiddag, fordi der så er nogen, der kan anmelde dem. Man har ikke mulighed for at modbevise det. Derfor kan man ende med en anklage fra kommunen om, at man har begået socialt bedrageri.

Eller det kan være en forælder, som prøver at få et samarbejde med sin eksmand eller ekskone i forhold til børnene til at fungere, og som ender med at få en sag om socialt bedrageri. Der var også et eksempel i Aftenshowet, hvor en kvinde stod frem og sagde: Jeg har prøvet at melde mig selv til politiet, fordi jeg gerne vil have retssikkerhed, men politiet har sagt, at man ikke kan melde sig selv. Men det vil jeg enormt gerne gøre, for så har jeg muligheden for at bevise, at jeg er uskyldig.

Jeg vil bare lige høre ordførerens personlige holdning. Synes ordføreren, at det her er rimeligt?

Ordføreren.

Jeg mener jo ikke, at det er rimeligt, at fordi man spiser frokost, er man under mistanke for socialt bedrageri. Men jeg bliver også nødt til at slå fast, at der selvfølgelig kan være tilfælde, hvor der sker nogle fejl. Det kan man aldrig nogen sinde udelukke. Man kan ikke udelukke, at der begås nogle fejl indimellem.

Fru Özlem Sara Cekic.

Hvis man har prøvet at følge med i pressen i den her sag, vil man vide, at Information har kørt en artikelserie om det, og at en række andre medier, TV-avisen og skrevne medier, har prøvet at komme med konkrete eksempler på, at folk ikke kan bevise deres uskyld. Vi er da helt enige om, at vi skal slå hårdt ned på dem, der tager fra kassen. Det er usolidarisk; det er vi enige om. Men hvad gør vi, når man rammer så bredt, som man gør? Vi har en interesse i at ramme de rigtige, det tror jeg også De Konservative har, det tror jeg alle i den her sal har. Det, jeg efterlyser, er, hvordan vi samtidig kan sikre, at uskyldige ikke bliver ramt. Jeg håber, vi kan have en fælles interesse i, at loven selvfølgelig skal ramme rigtigt.

Ordføreren.

Vi har alle her i Folketinget en interesse i, at den her lov selvfølgelig også rammer dem, som den er tilsigtet. Det er der slet ikke nogen tvivl om, og det vil vi da følge meget nøje med i at det her lovforslag også gør, når det er implementeret. Men man bliver bare også nødt til at sige, vil jeg sige til fru Özlem Cekic, at vi har nogle gevaldige problemer på det her område, og det tror jeg også at ordføreren for SF bliver nødt til at medgive mig, og det vil man vide, hvis man bl.a. har fulgt med i pressen.

Tak til fru Helle Sjelle. Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører.

For at starte der, hvor fru Helle Sjelle slap, kan man sige, at hvis vi har nogle gevaldige problemer med socialt bedrageri, hvad jeg sådan set godt kunne være tilbøjelig til at være enig i, så er der ikke meget, der tyder på, at det med det her lovforslag vil lykkes at få bugt med det. Her tænker jeg på, at vi her har en stor gruppe af tiltag i et meget omfangsrigt lovforslag, og når man så kommer frem til, hvad effekten forventes at være, ja, så kan vi konstatere, at det skønnes at ville medføre mindreudgifter til kontanthjælp på 100.000 kr. for kommunerne og 200.000 kr. for staten i 2011 for så at slutte med at være 600.000 kr. årligt for kommunerne. Der er så merudgifter for kommunerne på 400.000 kr. om året, og det giver altså et nettobidrag på 200.000 kr. om året.

I dag har vi jo netop modtaget regeringens 2020-plan, som siger, at vi har et hul på 47 mia. kr. i statskassen. Så man må sige, at hvis man troede, at vi nu fik bugt med socialt bedrageri, så er der enten ikke ret meget socialt bedrageri, eller også leverer lovforslaget ikke varen, fordi det her giver 200.000 kr. ekstra i kommunekasserne samlet set, altså meget, meget lidt. Der skal man så huske, at staten skal afholde udgifter for 2 mio. kr. om året for at få de her store gevinster, og det gør altså, at forslaget samlet set koster skatteyderne penge.

Jeg tænker ved mig selv: Gad vide om det ikke var muligt at bekæmpe socialt bedrageri på en måde, hvor det rent faktisk var til fordel for skatteyderne, altså hvor man rent faktisk brugte færre penge på at bekæmpe bedrageriet, end man kunne få ind ved at opdage det. Det indtryk, jeg står tilbage med her, er, at det har man ikke formået med lovforslaget her. Alligevel kan der godt være nogle gode elementer i lovforslaget.

Det, man skal huske, er, at vi har nogle ekstremt komplicerede regler, og det er afgørende, hvis folk skal overholde reglerne, at de kan forstå reglerne. Derfor er jeg sådan set tilbøjelig til at være enig i, at hvis man uberettiget modtager kontante ydelser, mens man opholder sig i udlandet, skal det selvfølgelig have en sanktion. Så skal det have en konsekvens. Derfor synes jeg måske også, man kan kigge på den del af forslaget, sådan at det kommer til at svare til, at man arbejder ved siden af, at man får en kontant ydelse. Det synes jeg sådan set er rimelig nok, men vi skal bare sørge for, at retssikkerheden er i orden, sådan at det er, netop hvis man uberettiget og i ond tro har modtaget ydelser, mens man var i udlandet.

Derfor må jeg også sige, at jeg altså bliver meget betænkelig, når jeg så blader om til høringssvarene – jeg skal sige, at der er andre udmærkede elementer i lovforslaget – og eksempelvis ser, at Datatilsynet »mener samlet set, at forslaget i sin form ved den eksterne høring giver anledning til væsentlige betænkeligheder i forhold til beskyttelsen af de berørte personers privatliv. Tilsynet må i lyset heraf endvidere stille sig tvivlende overfor, om der er den fornødne saglighed og proportionalitet mellem den påtænkte indsamling af personoplysninger og opfyldelsen af de formål, der er beskrevet i forslaget«.

Det er en temmelig voldsom kritik, og jeg synes, at det her sammen med det relativt pauvre resultat, der ser ud til at kunne komme af anstrengelserne, sætter et seriøst spørgsmålstegn ved, om det her er den rigtige vej at gå. Jeg kan se, at beskæftigelsesministeren har lyttet til Datatilsynet på nogle punkter, og vi vil under udvalgsbehandlingen nærmere vurdere, om det så har ændret balancen. Men jeg kan også konstatere, at Institut for Menneskerettigheder mener, at lovforslaget giver anledning til principielle overvejelser om, hvorvidt det her lever op til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om beskyttelsen af retten til privatliv, og der afventer vi i hvert fald for vores vedkommende stadig at se den analyse fra Institut for Menneskerettigheder.

Så jeg må sige for Det Radikale Venstres vedkommende, at vi er lige så optaget som alle andre af at undgå socialt bedrageri, og vi er enige i, at der skal være sanktioner, hvis man uberettiget og i ond tro modtager sociale ydelser på et tidspunkt, hvor man ikke er berettiget til dem. Men vi synes, der er nogle alarmklokker, der ringer, når man kan se, at både Datatilsynet og Institut for Menneskerettigheder mener, at proportionaliteten muligvis er gået fløjten, og i hvert fald når man kan se, at den her massive ekstra kontrolindsats' mulighed for at komme langt, langt ind i borgernes privatliv tilsyneladende ikke i ministeriets skøn er noget, der vil føre til markant mindre socialt bedrageri. Vi kan se på de økonomiske skøn, at det altså er helt beskedent. Ja, faktisk vil det samlet set for skatteyderne være omkostningsfyldt at gennemføre lovforslaget, fordi man opdager for lidt bedrageri, i forhold til hvor mange penge man skal bruge på kontrollen. Derfor vil vi selvfølgelig følge udvalgsbehandlingen nøje, men er meget skeptiske over for forslaget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Man får det indtryk, når man hører hr. Morten Østergaards tale, at socialt bedrageri er o.k., bare det ikke er for dyrt for samfundet. Kan hr. Morten Østergaard ikke se, at det er en lidt mærkelig måde at opbygge sin argumentation på? Man kan ikke præcis se, hvor mange penge der kommer ud af det, man kan ikke se, der kommer rigtig mange penge ud af den her styrket indsats, og derfor nedtoner man indsatsen. Det er det indtryk, man får, når man hører Det Radikale Venstre. Kan hr. Morten Østergaard ikke se, det er en lidt mærkelig måde at opbygge sin argumentation på, for under alle omstændigheder må vi vel være enige om, at socialt bedrageri er uacceptabelt?

Ordføreren.

Vi er fuldstændig enige om, at socialt bedrageri er uacceptabelt. Det, der er interessant her, er, om der er proportionalitet i det, når man ser på de nye muligheder for det offentlige for at komme længere ind i borgernes privatliv og køre registre sammen og føre kontrol på forskellige tidspunkter på mere eller mindre begrundede mistanker, og når man ser på, hvor lidt man forventer at kunne opdage med de her nye beføjelser. Derfor giver det lidt mindelser om den debat, vi havde, dengang regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om, at alle pensionister, der skulle til udlandet i længere tid, skulle orientere deres kommune om, at de tog af sted, og hvornår de kom hjem, og hvis de ændrede det undervejs, skulle de også orientere kommunen. Det var alle pensionister, der pludselig skulle involveres i det, fordi man som udgangspunkt mente, at skulle de være lang tid i udlandet, kunne der nemt være socialt bedrageri involveret. Det er bare der, jeg mener, at der skal være en sammenhæng mellem de initiativer, man tager, og de resultater, man opnår. Men jeg er enig i eksempelvis forslaget om, at der skal være en rimelig sanktion, hvis man modtager ydelser uberettiget og i ond tro, og det er jo, fordi vi også synes, det er uacceptabelt med socialt bedrageri.

Hr. Martin Henriksen.

Tak. Nu er det jo også meget vanskeligt at gøre op, hvor meget det præcis koster det danske samfund, at der er socialt bedrageri, for det er jo en gråzone, man bevæger sig i, og derfor er det selvfølgelig også i et lovforslag vanskeligt at gøre op. Når der f.eks. i 2010 blev afsløret 200 personer, som i strid med reglerne havde modtaget ydelser svarende til et tilbagebetalingsbeløb på ca. 2 mio. kr. under et ophold i udlandet, og som bl.a. blev opdaget i forbindelse med et lufthavnstilsyn, er det noget, der er sket med den indsats, der har været hidtil. Kunne det ikke tale for, at man sådan set gjorde lidt mere ud af indsatsen, når erfaringerne siger, at der faktisk er mere at hente, hvis man opprioriterer indsatsen. Hvis hr. Morten Østergaard er enig med Dansk Folkeparti i det, hvordan kan det så være, at man lægger op til at stemme imod lovforslaget, som alt andet lige forstærker indsatsen på området?

Ordføreren.

Nu tillader jeg mig den antagelse, at man har overholdt gældende regler i forbindelse med den indsats, som man har gjort, og som hr. Martin Henriksen peger på, og det tyder for mig på, at det ikke nødvendigvis er sådan, at det kræver yderligere muligheder for at komme ind i borgernes privatliv og opdage socialt bedrageri, men at det måske mere hænger sammen med, hvor villig man er til at prioritere indsatsen. I hvert fald må man sige, at den indsats, hr. Martin Henriksen omtaler, jo i sig selv og under gældende lovgivning, har givet et markant større resultat end alle de mange tiltag, som der her lægges op til, forventes at give tilsammen. Så spørgsmålet er, om ikke man netop skulle tage hr. Martin Henriksen på ordet og foreslå, at man styrker den indsats under eksisterende lovgivning, så man kan få bugt med socialt bedrageri i stedet for at bruge det som undskyldning for at finde på nye måder at indskrænke borgernes privatliv på.

Tak til hr. Morten Østergaard. Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt, at det her lovforslag har været så kort tid i høring, og jeg håber, at ministeren kan komme med en god forklaring på, hvorfor det har været nødvendigt med så kort en høringsfrist, så høringsparterne ikke har haft tid til at komme med ordentligt gennemarbejdede høringssvar, og så Institut for Menneskerettigheder endnu ikke har kunnet afgive et fuldt høringssvar, men kun har givet udtryk for de første betænkeligheder, og så vil der komme mere til senere.

Vi er jo alle sammen enige om, at socialt bedrageri er uacceptabelt, og at der skal gøres en indsats for at prøve at afsløre dem, der begår socialt bedrageri, for at nedbringe antallet. Men som andre har været inde på, skal der altså også være en sammenhæng i tingene. Man skal vurdere, hvor alvorligt et problem vi taler om, set i forhold til hvor alvorlige indgreb man giver tilladelse til. Når vi på andre områder selv ikke ved de groveste forbrydelser ikke giver politiet tilladelse til at gå ind og tjekke folks bankoplysninger, uden at de har været en tur om domstolene, så virker det altså besynderligt, at man i forhold til socialt bedrageri siger, at den mulighed skal andre myndigheder end politiet have. Jeg håber, at ministeren kan redegøre for, hvorfor hun mener, at socialt bedrageri er en værre forbrydelse end alle de andre forbrydelser, der står i straffeloven, og derfor mener, at kommunale myndigheder skal have nogle beføjelser, som vi ikke vil give politiet selv ikke ved de groveste forbrydelser, uden at det har været forbi domstolene.

Vi har oplevet en udvikling, hvor kommunerne i færre og færre tilfælde anmelder sager om socialt bedrageri til politiet, fordi rigtig mange af sagerne ender med, at politiet siger, at der ikke er beviser nok, eller at der slet ikke er nogen beviser. Så er det meget nemmere for kommunerne bare selv at gå ind og sige til folk: Vi tror, at du har begået socialt bedrageri, og det laver vi en afgørelse om at du har. Så mister folk deres ydelser. Det sker for en enlig mor, som har aftalt med eksmanden, at de skal gøre det, som alle politikere i Folketinget opfordrer dem til, nemlig at samarbejde om at tage sig af skilsmissebørnene. Han henter dem en gang imellem i daginstitutionen, og en gang imellem sidder forældrene og spiser middag sammen for at vise børnene, at selv om de er skilt, kan de godt opføre sig civiliseret over for hinanden.

Så risikerer man altså at få kommunen på nakken og blive frataget alle sine ydelser, men når kommunen ikke anmelder sagen til politiet, kommer man ikke for en domstol, hvor kommunen skal bevise, at man begår socialt bedrageri. Nej, så skal man selv finde dokumentation for, at man er reelt enlig. Hvordan gør man det? Hvordan beviser man, at man ikke er kæreste med sin eksmand? Hvordan beviser man, at man ikke går i seng med hinanden? Det er altså svært, og jeg håber, at ministeren og partierne, der vil støtte det her lovforslag, under lovbehandlingen vil forklare os, hvordan de har tænkt sig, at folk skal kunne løfte den bevisbyrde. I stedet for at se på, hvordan vi sikrer, at indsatsen mod socialt bedrageri foregår på en ordentlig måde, strammes der her yderligere.

Som den radikale ordfører var inde på, er Datatilsynet kommet med en række betænkeligheder. Jeg håber, at vi under udvalgsarbejdet kan indhente et svar fra Datatilsynet om, hvad de mener om lovforslaget i dets nuværende form, om de mener, at det faktisk nu lever op til reglerne, eller om de stadig væk mener, at der er en række problemer.

Da denne regering tiltrådte, nedsatte den en retssikkerhedskommission, som skulle se på, hvordan vi styrker retssikkerheden uden for strafferetten, men gjorde det desværre kun for virksomheder og ikke også på det sociale område. Det var en stor fejl. Men når vi får et nyt flertal, vil der blive nedsat en retssikkerhedskommission til at se på det sociale område. Jeg håber ikke, at vi får vedtaget dette lovforslag inden, for den giver virkelig store problemer i forhold til at sikre en ordentlig retssikkerhed, i forhold til at sikre nogle af de frihedsrettigheder, som man ellers siger at vi skal ud i verden og slås for, herunder også retten til et privatliv, for vi siger normalt, at der skal domstolskontrol til, før man må lave et indgreb i privatlivets fred.

Fra Enhedslistens side kan vi altså ikke støtte de her mange besynderlige forslag, selv om vi er enige i sigtet med lovforslaget, nemlig at man skal bekæmpe socialt bedrageri, men vi mener altså, at det skal ske, samtidig med at vi lever op til kravet om retssikkerhed.

Tak til fru Line Barfod. Så er det beskæftigelsesministeren.

Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af finanslovaftalen for 2011, hvor der jo blev indgået en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om at styrke indsatsen mod socialt bedrageri. Misbrug af sociale ydelser er, som også langt de fleste ordførere individuelt har fremhævet, og som jeg kan høre at alle også mener, dybt, dybt asocialt og skaber uden tvivl mistillid borgerne imellem og mistillid til de borgere, der modtager sociale ydelser. Hvis ikke der gribes ind over for socialt bedrageri, bliver danskernes vilje til at bidrage til velfærdssamfundet via skatten minimeret. Med det her lovforslag bliver der mulighed for at skærpe kontrollen med udbetalingen af offentlige forsørgelsesydelser, og der indføres sanktioner for uberettiget modtagelse af ydelser under ophold i udlandet.

Lovforslaget indeholder en række initiativer. Det foreslås bl.a., at der indføres mærkbare sanktioner, hvis en kontant- eller starthjælpsmodtager eller en modtager af introduktionsydelse uberettiget og mod bedre vidende medtager deres ydelser til udlandet under ophold i udlandet; at en tidligere opholdskommune skal videregive oplysninger om sanktioner efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til opholdskommunen; at der indføres hyppigere samtaler, i forbindelse med at der ved offentlige myndigheders kontrol er rejst tvivl om en kontant- eller starthjælpsmodtagers eller en introduktionsydelsesmodtagers generelle rådighed på baggrund af ophold i udlandet – det samme foreslås i forhold til modtagere af arbejdsløshedsdagpenge.

Det foreslås yderligere, at kommunerne får hjemmel til at udføre virksomhedskontrol på tværs af kommunegrænser samt i konkrete sager; at Pensionsstyrelsen kan indhente oplysninger fra pengeinstitutter om bestemte dagpenge- og efterlønsmodtageres hævninger eller indsættelser foretaget i udlandet; og at Pensionsstyrelsen får ret til selvstændigt at gennemføre bl.a. tilsyn i lufthavne, hvor der er formodning om at træffe personer, der har været udrejst af Danmark, og som under ophold i udlandet kan have modtaget ydelser med urette.

Udmøntningen af aftalen om en styrket indsats mod socialt bedrageri forventes at medføre en reduktion i omfanget af socialt bedrageri. Initiativerne sikrer, at flere personer, der uberettiget har modtaget forsørgelsesydelser, bliver opdaget, og ikke mindst forventes det også, at initiativerne vil have en betydelig præventiv effekt.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Tak. Nu har ministeren så gentaget noget af det, der både fremgår af høringssvarene, og som jeg også tror at alle ordførerne her i dag har sagt, nemlig at der skal gøres noget ved socialt bedrageri, og at det ikke er acceptabelt. Men ud fra det, jeg har lyttet mig frem til her i dag, så er der jo også en stor del af ordførerne og en stor del af de høringssvar, som er kommet, der udtrykker bekymring over de konsekvenser, som lovforslaget kan have, og de ting, der bliver sat i værk for at imødegå socialt bedrageri.

Når Kommunernes Landsforening er bekymret over, at der bliver for meget bureaukrati, fordi man skal have samtaler, der ikke er jobrettede, men som kun er rettet mod opfølgning, og når f.eks. Datatilsynet er bekymret over, at privatlivets fred ikke i tilstrækkelig grad beskyttes, når der skal indsamles oplysninger og det gøres uden samtykke, og vi så holder det op imod, at der reelt måske kun er 100, 200 eller 300 mennesker, som det her kan omhandle, vil det så ikke være reelt, at vi får indføjet en revisionsbestemmelse i lovforslaget, som kan sikre, at vi, såfremt det her virkelig er nogle ting, der skal tages hånd om, også får gjort det?

Ministeren.

Først og fremmest er jeg meget glad for, at Socialdemokratiet også så tydeligt markerer, at der skal gøres noget imod socialt bedrageri. For det synes jeg er det, der står tilbage fra førstebehandlingen her i dag. Når det så er sagt, er der jo blevet taget hensyn til bl.a. Datatilsynets høringssvar. Nogle af de ting er allerede blevet indarbejdet i lovforslaget, men jeg synes jo, at det er værd at overveje, om man kan indføre en eller anden form for revision. I så tilfælde vil det også være noget, forligspartierne skal diskutere. Men det er jo altid velkomment, når partier her i Folketinget kommer med forslag til ændringer til et lovforslag som det her, og igen vil jeg gerne kvittere for den meget klare markering, som jeg synes Socialdemokratiet er kommet med i forbindelse med førstebehandlingen her i dag.

Tak til beskæftigelsesministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Arbejdsmarkedsudvalget.

Det er godkendt.