Jeg vil lige benytte lejligheden til at gøre noget klart for ministeren.
I udvalget var der jo klart flertal for, at vi kunne lovgive om, at generalforsamlinger og repræsentantskabsmøder skulle være åbne for pressen.
Ministeren kom med en række indvendinger imod det, og i samarbejdets ånd accepterede vi det, men mod at vi meget klart fik gjort opmærksom på, at vi på det kraftigste opfordrede til, at foreninger af egen drift sikrede øget åbenhed med bl.a.
pressens adgang.
Det er vigtigt for mig at få det sagt til ministeren, for der kan i øjeblikket skabes et flertal uden om ministeren.
Det har vi ikke benyttet os af.
Men det er også vigtigt at få det sagt, således at de foreninger osv., der er omfattet af det, hører, hvad det er for et signal, der kommer her fra Folketingets talerstol.
(Første næstformand
(Mogens Lykketoft):
Lige et øjeblik.
Jeg må bede om mere ro i salen.
Det er ikke rigtig muligt at høre, hvad ordføreren siger).
Derudover vil jeg takke ministeren for det ændringsforslag om, at formanden for pengeinstitutternes bestyrelse ikke kan være i fondsbestyrelser.
Der håber jeg, at ministeren er enig i, at det betyder, at de øvrige topspillere også skal tænke sig meget alvorligt om, inden de går ind i fondsbestyrelser, så der bliver en klar skelnen mellem fonde og pengeinstitutter.
Men det er væsentligt, at ministeren er opmærksom på, at der egentlig var et flertal imod ministeren i den sag.