Umiddelbart kan det jo virke besynderligt, at den lovbaserede barseludligningsordning, som har været planlagt for selvstændige erhvervsdrivende og freelancere, ikke for længst er blevet gennemført.
Jeg havde jo det klare indtryk, at en af de måder, hvorpå regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, mente at der kunne ske en udvikling i Danmark, var at skabe bedre vilkår for unge iværksættere – og her kan vi vel tale om både mænd og kvinder – som befinder sig i den alder, hvor man normalt får børn.
Der vil en sådan ordning lige præcis være en fantastisk god støtte og hjælp til de mennesker, fordi man, når man etablerer en selvstændig virksomhed, så ikke behøver være bekymret om, hvorvidt man har en mulighed for at holde en ordentlig barselorlov på et senere tidspunkt.
Når man så ser på de organisationer, der har ytret sig i sagen, er det jo også interessant at se, at Håndværksrådet har været meget klare i mælet om behovet for den her organisation.
En lang række andre organisationer, som ikke mindst organiserer kvinder, som er aktive som selvstændige, har også ytret sig.
Og selvfølgelig har organisationer, som organiserer mange freelancere, også givet udtryk for, at det med at sikre muligheden for en ordentlig barselorlov, både for unge mænd og unge kvinder, som arbejder som freelancere, er af afgørende betydning.
Man kan jo undre sig over, hvorfor der så skal gå det ene år efter det andet, uden at der sker noget i sagen.
Jeg ved godt, at skiftende ministre har fremført, at det her teknisk er meget, meget indviklet og meget, meget vanskeligt, men omvendt må vi nok sige, at der jo har været fremlagt adskillige løsningsmodeller, som kunne lade sig gøre, hvis man ville.
Det er vel også derfor, det nu står nogenlunde klart, at grunden til, at der ikke kommer noget forslag fra regeringen på det her område, er, at man ikke vil.
Om det så skyldes Dansk Folkepartis konsekvente modstand eller det skyldes, at der også i Venstre er mange, som i grunden er imod den her ordning, er jo ikke godt at vide.
Men realiteten er i hvert fald, at der ikke sker noget.
Set fra Enhedslistens synspunkt er der ikke tvivl om, at når ministeren udskyder revisionen en gang til til folketingsåret 2011-12, kan vi med nogenlunde sikkerhed sige, at hvis vi ikke får et andet flertal i Folketinget, får vi aldrig den her ordning.
Man vil aldrig blive færdig med de tekniske overvejelser.
Efter vores opfattelse er det sådan, at der skal etableres en obligatorisk ordning for selvstændige, hvis man vil have en ordning, der økonomisk kan hænge sammen.
I virkeligheden er det, ministeren siger, jo også, at hun ikke vil have en obligatorisk ordning, og så konkluderer hun derefter, at en ikkeobligatorisk ordning nok bliver meget vanskelig at få til at hænge sammen økonomisk.
Dermed har hun jo sagt, at hun ikke vil have den.
Vi mener altså, at man skal oprette en obligatorisk ordning, sådan at alle er med til at betale for, at der etableres en barselordning.
En sådan solidarisk ordning er heller ikke ukendt i andre sammenhænge, så jeg synes, at det må være ret oplagt.
I Enhedslisten deler vi heller ikke opfattelsen af, at en sådan ordning vil påføre de selvstændige erhvervsdrivende ulidelige administrative byrder.
Vi er sådan set ret sikre på, at hvis det ville føre til ulidelige administrative byrder, ville Håndværksrådet og de andre organisationer, som ytrer sig positivt i forbindelse med det her, næppe ytre sig på den måde.
Vi tror sådan set, at de organisationer er i stand til at formulere de interesser, de har, rimelig klart.
Vi har også sagt, at vi synes, at freelancere bør omfattes af den eksisterende ordning for lønmodtagere.
Det er altså baggrunden for, at vi ikke kan stemme for ministerens forslag om at udskyde lovrevisionen.
Og på baggrund af regeringens endelige afstandtagen fra en obligatorisk ordning for selvstændige er det vores opfattelse, at oppositionen må påtage sig den opgave at fremsætte forslag, der lever op til løftet fra barselforliget fra 2006 om en barseludligningsordning for selvstændige.
Hvis vi er rigtig heldige, bliver det jo ikke oppositionen, der fremsætter et sådant forslag.
Efter det valg, vi får i starten af efteråret, må vi vel trods alt håbe på, at det så bliver den nye regering, der fremsætter det forslag.
Det er i hvert fald vores klare forventning, at det her kan komme på plads inden årets udgang.