Hvordan kan man hjælpe små selvstændige erhvervsdrivende og iværksættere i Danmark?
Det kan man gøre på utrolig mange måder, og en af de måder er at forbedre forholdene for de kvinder og mænd, der driver selvstændig virksomhed, og som har brug for barselorlov.
I dag må de nøjes med de rene barseldagpenge fra kommunen, som er på lige godt 100 kr.
pr.
time.
Det dækker som oftest slet ikke det tab i indtægt, som den selvstændigt erhvervsdrivende har fra sin lille butik eller anden form for virksomhed, når de går på barsel.
I forvejen har vi et godt system, hvor arbejdsgiveren, der yder fuld løn under barsel til sine ansatte, kan få et beløb refunderet oven i barseldagpengene, nemlig ca.
60 kr.
yderligere pr.
time inklusive feriepenge.
Hvis det bliver overført til selvstændige erhvervsdrivende, vil dækningen under barsel blive ca.
160 kr.
pr.
time, altså en ganske væsentlig forøgelse af dækningen af den mindre selvstændige erhvervsdrivendes indtægtstab.
Da der blev indgået et forlig om barseludligning i slutningen af 2005, aftalte forligspartierne – bl.a.
SF – at regeringen i februar 2006, hvilket altså så nu er 5 år siden, skulle fremlægge forslag til modeller for en sådan barselforbedring for selvstændige erhvervsdrivende.
Det er imidlertid ikke sket, og i forbindelse med det forslag, som udskyder lovrevisionen, som er til behandling i dag, er der derfor optaget forhandlinger om, hvordan sådan en model for selvstændige erhvervsdrivende bør se ud efter forligspartiernes mening.
Og det er jo da også på tide, eftersom det skulle have været sket allerede for 5 år siden.
Med hensyn til det her lovforslag kan jeg sige, at for SF’s stillingtagen til udskydelsen af revisionen spiller det bl.a.
en rolle, om de forhandlinger om at finde en sådan model lykkes, da sagen som nævnt hidtil har trukket meget voldsomt i langdrag.
Så vil jeg også i den forbindelse nævne, som det også er blevet gjort fra talerstolen, at der er en anden gruppe, som mangler barseludligning, mangler at få lagt et beløb oven i de almindelige barseldagpenge, og det er hele gruppen af freelancere, projektansatte, vikarer og andre korttidsansatte.
Det er en gruppe i vores samfund, som vokser i de her år, og de står i den noget groteske situation, at når de har deres kortvarige ansættelsesforhold hos meget skiftende arbejdsgivere, bliver der indbetalt bidrag til barseludligningsfonden Barsel.dk, men når de går på barsel, kan de ikke få nogen penge udbetalt fra fonden, fordi de typisk, når de har de her korte ansættelser, ikke har en arbejdsgiver i det øjeblik, hvor de skal holde deres barsel.
Der er ikke ret mange arbejdsgivere, som vil ansætte en i fjorten dage, hvor det første, der skal ske derefter, er, at man skal have barselorlov.
Det er selvfølgelig også en grotesk situation, at denne voksende gruppe i vores samfund ikke bliver hjulpet, og det håber vi også meget at der bliver taget hånd om i de forhandlinger, som vi er startet på her for nylig.