Tak for det.
Jeg tager ordet her under tredje behandling af lovforslaget om kommunal medfinansiering for klart og tydeligt at advare Folketinget mod at stemme dette lovforslag igennem.
I bedste fald vil loven ikke have nogen virkning, det vil sige, at i bedste fald vil lovforslaget ikke forværre den forebyggende og sundhedsfremmende indsats, og i værste fald vil lovforslaget vende den tunge ende nedad; Danmark vil blive mere skævt, de udsatte kommuner vil blive fattigere, og vi vil opleve en større ulighed i vores sundhed.
Da regeringen sammen med Dansk Folkeparti i 2005 indførte ordningen om et fast bidrag og et aktivitetsafhængigt bidrag fra kommunerne til sundhedsvæsenet, ja, da havde man ingen idé om, om loven vil virke.
Uden nogen som helst grundige analyser var Danmark nemlig det første land i verden, som vedtog denne form for økonomiske incitamenter til at styrke den nære forebyggelsesindsats.
Vi har så her under behandlingen af lovforslaget bedt indenrigs- og sundhedsministeren om at fremlægge dokumentation for, at loven vil virke.
Den dokumentation findes ikke, og derfor har regeringen selvfølgelig heller ikke kunnet fremlægge den for Folketinget.
Direkte adspurgt svarede ministeren, at jeg med mit ønske om dokumentation derved lukker i for ethvert forsøg, og at hvis ikke man finder »noget lignende i andre lande, er det da endnu mere oplagt, at vi gør vores egne erfaringer.«
Men mit svar hertil er:
Ja, selvfølgelig skal vi iværksætte forsøg i den offentlige sektor, og ja, vi skal også gerne gøre det inden for økonomistyring, men skal vi virkelig gøre det for 18 mia.
kr.?
Det synes jeg er rigtig mange penge.
Endvidere er det da også på alle mulige måder tankevækkende, at vi har en såkaldt borgerlig-liberal regering, og aldrig før har vi haft så meget kontrol og så mange dokumentationskrav i den offentlige sektor.
En social- og sundhedsassistent kan end ikke krølle et stykke papir sammen, uden at det skal registreres, monitoreres, dokumenteres og ikke mindst evalueres.
Denne lov vil uden tvivl føre til, at kommuner og regioner skal ansætte flere DJØF’ere, og den vil uden tvivl føre til, at man flytter gode arbejdstimer fra de varme hænder til de kolde hænder.
Men denne lov og denne ordning skal – gud forbyde det – ikke evalueres, og det har regeringen så heller ikke gjort.
Og selv om der ikke findes dokumentation for, at ordningen og lovforslaget vil virke, er der rimelig god grund til at forvente det modsatte, nemlig at lovforslaget ikke vil have den tilsigtede virkning.
Jeg har på Folketingets bibliotek lånt en bog af professor Kjeld Møller Pedersen, som hedder »Kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet – en idé på sandgrund?«, og i 2005 skrev Møller Pedersen følgende:
»Den aktivitetsbaserede kommunale medfinansiering, AKM, hviler på sandgrund såvel teoretisk som empirisk.
Det bedste råd er derfor at forlade ideen.
Den vil ikke føre til målet om en fokuseret kommunal forebyggende og sundhedsfremmende indsats, der effektivt erstatter regionale sundhedsydelser med kommunale tilbud.
AKM vil skabe bureaukrati, øget kassetænkning og frustration.
Endvidere er der et indbygget potentiale for en samlet vækst i sundhedsudgifterne – måske en vækst på områder, som ikke er de bedste at satse på.«
Kjeld Møller Pedersen bruger i denne bog vendinger som varm luft og ønsketænkning.
Jeg har selv under førstebehandlingen brugt udtrykket at lave politik på mavefornemmelser.
Hvis vi skulle bruge et af regeringens egne udtryk, ja, så må det vel være fugle på taget, eller det, som den socialdemokratiske boligordfører kalder for rotter på loftet.
Men det her handler jo ikke kun om sjove vendinger og tørre tal.
Det her handler om mennesker – mennesker, som bliver ofre for øget bureaukrati og kassetænkning.
Lad mig derfor her fra talerstolen genfortælle Troels Wisbech Sørensens historie, som han har fortalt til Fyens Stiftstidende for at råbe os politikere op og for at åbne vores øjne for, hvad sundhedsklinikken for socialt udsatte i Odense laver.
Troels Wisbech Sørensen tabte kaffetragten med det rygende varme kaffegrums ned over sin ene fod, og efter en lang periode, da en rød streg begyndte at brede sig op ad benet, gik han til sundhedsklinikken i Kirkens Korshærs lokaler i Odense.
Klinikkens socialsygeplejerske fik ham hurtigt indlagt, og han kom på OUH’s operationsbord med det samme.
Han har fortalt, at lægen sagde til ham, at var han kommet bare en halv dag senere, var hans ben blevet sat af.
Sundhedsklinikken er finansieret via projektmidler fra ministeriet, som nu udløber, og i fremtiden vil socialsygeplejersken ikke længere arbejde på fuldtid.
Hun vil kun være der om tirsdagen.
Hun vil ikke længere have tid til at tage med folk til lægen eller på sygehuset.
Men det, som Troels Wisbech Sørensen påpeger, er jo, at sundhedsklinikken koster 600.000 kr.
årligt, mens en mand, som får sat sit ene ben af, koster vores samfund over en 1 mio.
kr.
Så derfor vil jeg her til slut gerne stille ministeren og regeringen nogle meget simple spørgsmål.
Hvorfor belønner vi ikke Odense Kommune og andre kommuner, som har sundhedsklinikker og tager konkrete forebyggelsestiltag?
Hvorfor belønner vi ikke de kommuner, som etablerer patientskoler for kronikere, eller de kommuner, som opretter et tilbud med diætister i områder, hvor der er mange overvægtige børn?
Hvorfor belønner vi ikke de kommuner, som overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen, og som gør et godt forebyggende sundhedsarbejde?
Hvorfor undgår vi ikke kassetænkning ved at skabe et forpligtende samarbejde mellem kommuner og regioner?
Hvorfor er det, at der ikke skal stemmes nej i dag til det her lovforslag?