Grundlæggende fremstår begrundelsen for det her lovforslag jo rigtig og fornuftig:
Man vil udvide antallet af personalegrupper i sundhedsvæsenet, som kan få direkte adgang til de elektroniske patientjournaler, for på den måde at gøre behandlingen af patienterne så god som muligt.
Jeg må indrømme, at når man læser bemærkningerne, virker det ikke, som om der er argumenteret så vældig godt for, at denne udvidelse, som er meget stor, er nødvendig.
Og den modsatte interesse er jo, hvordan man sikrer sig, at der ikke sker misbrug af de informationer, som ligger i de elektroniske patientjournaler, og hvordan man undgår, at folk, der i grunden ikke har noget at bruge disse informationer til, kommer i besiddelse af dem.
Man har selvfølgelig, og med fuld ret, stor tillid til medarbejderne inden for sundhedssektoren, for der er jo ingen grund til at tro, at nogen skulle have en interesse i at gå ind og søge informationer, som de ikke har noget at bruge til i behandlingen af patienterne.
Man har vel heller ikke tid til det med det arbejdspres, der er i sundhedssektoren i dag.
Og der er vel heller ikke nogen grund til at tro, at man kunne finde på at misbruge det.
Desværre ved vi jo bare, at når der er adgang til at hente informationer, er der altid en risiko for, at der er nogen, der benytter sig af den mulighed, selv om de i grunden ikke er berettiget til det, og der er også en vis risiko for, at der kan ske et misbrug.
Derfor er det jo værd at se på, hvordan man sikrer sig imod misbrug, og der vil jeg nok sige, at der repræsenterer det her lovforslag endnu et element i en lang række af forsømmelser.
Vi har, lige siden vi første gang – tror jeg – lovgav om de elektroniske patientjournaler, været enige om, at der var to ting, der skulle være i orden.
Det skulle være sådan, at der altid var et logningssystem, så man altid kunne se, hvem det var, der havde været inde at kigge på den enkelte patients journal.
Der skulle være en stikprøvekontrol i forhold til det, som sikrede, at der var en vis risiko for at blive opdaget, hvis man gjorde noget forkert.
Og den anden ordning, som man sagde skulle indføres, var, at alle patienter skulle have mulighed for selv at gå ind og kontrollere, hvem der havde været inde at kigge på deres patientjournal.
Det første kan vi allerede nu konstatere kun i begrænset omfang er virkeliggjort.
Ved at stille en række spørgsmål til sundhedsministeren har jeg fået afklaret, at det forventer man nok sker fremadrettet, altså at der bliver den her stikprøvekontrol.
Nogen egentlig sikkerhed for det har man ikke, men der er ingen tvivl om, at regionerne har pligt til at sikre, at det skal forekomme.
Der er dog ikke nogen særlig præcisering af, i hvor stort omfang der skal være en sådan kontrol.
Med hensyn til det andet, som er det enkelte menneskes sikkerhed for, at man selv kan gå ind og kontrollere, hvem der har været inde at kigge på ens patientjournal, fik vi oprindelig at vide, at det var alle enige om – og det er flere år siden, at alle var enige om det – at det skulle vi have indført.
Det var dog ikke teknisk muligt, men det ville man arbejde på, og så havde man nogle deadlines for et par år siden for, hvornår man første gang skulle forsøge at opnå det.
Dengang fik vi det svar, at det desværre stadig ikke var teknisk muligt.
I forbindelse med det her lovforslag har vi så behandlet emnet igen, stillet rigtig mange spørgsmål til sundhedsministeren om det og fået det klare svar, at der ikke kan siges noget som helst om, hvornår patienterne får mulighed for at gå ind og undersøge det og kontrollere, hvem der har været inde at kigge på deres elektroniske patientjournal.
Det kan der ikke siges noget som helst om hvornår vil ske.
Man siger, at man igen vil undersøge, om det er muligt, og man vil igen prøve at se, om man ikke kan fremme den proces.
Men realiteten er, at vi ikke kan få noget som helst løfte om, hvornår det vil ske.
Det, der så er sket inden for de sidste 3-4 år på det her område, er altså, at vi er gået fra, at den daværende sundhedsminister – jeg tror såmænd, det er den nuværende statsminister, der var sundhedsminister dengang, så længe er det siden – med nogenlunde sikkerhed mente at kunne sige, at det ville ske i løbet af et par år.
Så er der gået 4-5 år, og nu kan man intet sige om, hvornår det sker.
Efter Enhedslistens opfattelse er den måde, hvorpå man behandler patienternes sikkerhed, patienternes mulighed for at kontrollere, hvem der er inde at kigge på deres patientjournal, af en så ringe standard, at det i sig selv taler imod at udvide antallet af mennesker, personalegrupper, der får adgang til patienternes elektroniske patientjournaler.
Så derfor kan Enhedslisten ikke stemme for det lovforslag, der ligger her.
Og jeg kan love, at vi vil blive ved med at forfølge den sag, der handler om, hvad der kan være forklaringen på, at det åbenbart er fuldstændig umuligt at give mennesker den soleklare ret, som de burde have, til selv at gå ind og se, hvem det er, der har været inde at kigge på deres patientjournal.
Jeg må indrømme, at jeg ikke kan begribe, at man kan blive ved med at hævde, at det er teknisk umuligt.
Muligvis er det lidt dyrt – det har jeg forstået – men med de besparelser, man i øvrigt hævder at digitaliseringen vil give vores samfund, skulle der nok kunne blive råd til det.