Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 171:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Udvidet adgang til offentlige registre og elektroniske patientjournaler m.v.).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Bertel Haarder).

(Fremsættelse 23.03.2011).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er fru Birgitte Josefsen.

Med dette lovforslag etableres der via nogle elektroniske hjælpeværktøjer en koordinering, der giver mulighed for at forbedre grundlaget for et sammenhængende patientforløb, for at højne behandlingskvaliteten og patientsikkerheden, alt sammen ved at vi bruger de EPJ-systemer, elektroniske patientjournalsystemer, der er tilgængelige og også gerne skulle udvikles yderligere til at indgå som et element i at få delt noget viden. Oplysninger i elektroniske patientjournaler må med vedtagelsen af dette lovforslag kun bruges af relevante personer og selvfølgelig kun i det omfang, det er til gavn for den enkelte patient.

Med lovforslaget udvides kredsen af sundhedspersoner, der får adgang til elektroniske helbredsoplysninger, og pligten til at videregive oplysninger om patienterne præciseres, og det er afgørende, at vi kan få skabt en bedre videndeling. Det er jo sådan, at der er mange aktører på sundhedsområdet – vi har kommunerne, vi har regionerne, og vi har en del private aktører – så derfor er det relevant, at man kan dele viden og blive klog på den viden, og når vi har elektroniske værktøjer til det, er Venstre af den opfattelse, at vi skal bruge de elektroniske værktøjer, så der kan ske den videndeling.

Der er i lovforslaget derfor lagt op til, at der sker en udvidelse af kommunalbestyrelsens adgang til efter nærmere fastsatte regler at kunne indhente persondata fra offentlige registre, bl.a. i forhold til genoptræning efter sundhedsloven, og vi ved jo fra den praktiske dagligdag, at nogle gange går tingene skævt, og kan man nu få brugt de elektroniske værktøjer til at sikre, at der sker en hurtig overlevering fra den ene instans til den anden, så man ved, hvad det er, man skal tage vare på, når man modtager den konkrete borger til behandling eller træning, så er det jo kun af det gode. Så når teknologien kan hjælpe til med at få nogle bedre og mere smidige patientforløb, mener vi, at man skal tage teknologien i anvendelse, men det skal selvfølgelig altid ske på en sådan måde, at patientens data forvaltes på fortrolig vis, for med det her lovforslag ophæver vi altså ikke tavshedspligten. Det skal altid ske på en sådan måde, at man forvalter de data, man har, om patienten og den konkrete borger på betryggende vis.

Vi tilslutter os det, der er i lovforslaget.

Tak til fru Birgitte Josefsen, og så er det fru Karen Klint.

It er kommet for at blive, vi bruger det alle mere og mere – på godt og ondt – og it er også en forudsætning for meget godt i sundhedsbehandlingen. Derfor bliver it også et fælles værktøj for rigtig mange i behandlingen af patienterne, et fælles værktøj, der endda kan nedbringe risikoen for utilsigtede hændelser på grund af manglende viden i nuet, og et værktøj, der er en forudsætning for, at fremtidens sundhedsstruktur kommer til at virke efter hensigten, f.eks. i den præhospitale del.

Der er gode erfaringer med såkaldt telemedicin med daglig patientstatus over nettet, med faglig konsultation over nettet, og den udvikling skal vi passe på og fortsætte. For patienterne forventer på den ene side, at de ikke selv skal komme med de samme oplysninger til alle personaler, og at der er sammenhæng i behandlingen på tværs af systemerne, men de forventer på den anden side også, at ikke alle ved alt om vedkommendes forhistorie m.m., så der er den der dobbelte forventning til, hvad man skal vide på forhånd. Så det er et oplagt konfliktsted i det at åbne op for, at flere får adgang til journalerne.

Er det så godt nok løst med reglen om samtykke? Det er noget af det, vi skal drøfte. Og hvor mange skal have adgang til at vide hvad om den konkrete patient, herunder personer, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund? Det synes jeg også at sagen kommer til at handle om. Så handler den også om, hvorvidt det alene er de behandlende faggrupper, der skal kunne kigge med i den elektroniske patientjournal, og hvad planlæggerne i de kommunale og regionale kontorer skal have adgang til, for at de kan skabe nye sammenhænge i behandlingsforløbet.

Umiddelbart lyder det jo godt, men vi skal passe på relationerne til persondataloven, ikke af hensyn til persondataloven, men fordi det faktisk er vigtigt at passe på, hvilke persondata der flyder rundt i æteren. Så der er nogle ting, vi skal have styr på.

Jeg havde egentlig skrevet i min tale her, at jeg synes, vi måske skulle have en høring om nogle af de her relationer til persondataloven, men hvis vi skal være rationelle, er vi meget åbne for, at måske netop det her kan klares på et særligt ordførermøde med ministeren. For vi kommer også til at drøfte, hvordan det er, vi definerer de sundhedspersonaler, der indgår i behandlingen. F.eks. inden for psykiatrien er andre faggrupper jo også med i behandlingen, og en ergoterapeut, en fysioterapeut og en pædagog omkring en psykiatrisk patient har jo et lige så stort behov for lige konkret at vide, hvad der står i patientjournalen, som dem, der har en sundhedsfaglig autorisation.

Men som udgangspunkt siger vi ja til de udvidelser, der er i lovforslaget her, og det, vi vil drøfte, er, om vi så med forslaget opnår den rette balance i forhold til patientens ret til privatliv, og om der er andre grupper, der skal med i det, for at vi kan sikre en helhed i behandlingen og en bedre planlægning.

Er reglerne om de private klinikker godt nok beskrevet, og er snittet lagt det rigtige sted i forhold til det offentlige sundhedsvæsen? For det offentlige sundhedsvæsen overtager jo også nogle patienter, der kommer fra det private. Modsat skal vi også kunne håndhæve, at folk, der betaler for en privat behandling på en privatklinik, kan gøre det relativt anonymt i forhold til alle andre, men en gang imellem skal man altså kunne overføre det.

Når patientoplysningerne mest skal bruges til planlægningsværktøj, hvor anonyme skal de så være? Og er der alene tale om, at det er planlægningen omkring den konkrete patient, eller er det mere generelt?

For nogle dage siden var der f.eks. en stor drøftelse af de underernærede babyer. Jeg tror faktisk, der var nogle regioner, der kunne have haft rigtig meget glæde af, at der sådan rent statistisk gik nogle alarmer om, at nu havde man fået endnu en underernæret baby indlagt, fordi mor og barn var blevet udskrevet for tidligt. De statistiske oplysninger er det vigtigt at man kan få på it, men derfor behøver man jo ikke kende hele moderens sygehistorie eller babyens sygehistorie.

Så er der også i den her sag lidt om økonomisiden. Jeg har set, at ikke alle høringsparter synes, at det er så omkostningsneutralt, som ministeren synes, så det skal vi lige have repeteret lidt, som vi også plejer at gøre.

Men konklusionen er: Vi er positive, og så har vi lige et par spørgsmål under udvalgsbehandlingen, men vi vil meget gerne have et ordførermøde om nogle af de tekniske ting og om relationerne til persondataloven.

Tak til fru Karen Klint. Og så er det fru Liselott Blixt.

EPJ, PEM, FMK – vi kender snart de her forkortelser til hudløshed, og vi har flere gange diskuteret, hvornår de her systemer kommer til at fungere. Forventningerne er og har været store til et elektronisk system, som skal gøre nytte i det danske sundhedssystem. Vi ved, at der dagligt forsvinder journaler, samt at oplysninger ikke kommer de rette steder hen. Vi kan se, at flere indlæggelser på det medicinske område kunne være undgået, hvis bare der havde været nogle systemer, der kunne køre, samt at man både i hjemmeplejen og på sygehusene og hos de praktiserende læger kunne se, hvilken behandling den enkelte havde fået et andet sted.

Det tværsektorielle arbejde har det svært, specielt når f.eks. en ældre borger bliver sendt hjem efter et hospitalsbesøg – så er der kommet noget ny medicin på listen, eller noget er blevet taget af; der kan være informationer om eventuelle skader eller en ny behandling, der er sat i gang eller stoppet; det kan eventuelt være noget, der skal fortsætte hos den praktiserende læge, eller noget, som man skal tage sig af i hjemmeplejen af sygeplejersken. Og det er informationer, som vil gøre, at private læger eller hjemmeplejen kan handle hurtigere og kan undgå fejlmedicinering.

Det her lovforslag drejer sig om en lillebitte, men meget vigtig del af et system, som vi skal have glæde af, når det er fuldt implementeret. Det siger sig selv, at hvis vi får et rigtig godt system, nytter det ikke noget, hvis ikke vi har nogen, der kan læse systemet og se, hvad der står. Men selvfølgelig skal vi også tage hensyn til, hvornår og hvordan man går ind og ser på det, og hvem der kan gøre det, så ikke alle oplysninger ligger tilgængelige for alle kommunalt ansatte eksempelvis.

Det her forslag gør, at tandlæger, jordemødre, sygeplejersker, sundhedsplejersker, social- og sundhedsassistenter, radiografer og ambulancebehandlere med særlig kompetence får adgang til elektroniske helbredsoplysninger. Samtidig får ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om privathospitalers anvendelse af it. Det kan være sådan noget som standarder for journaler m.m., og det er vigtigt, når nu vi har patienter, der bliver overflyttet fra et offentligt hospital til et privat eller fra et privat til et offentligt, at man samtidig kan se, hvad der er sket de pågældende steder. Så forslaget er et skridt i den retning, som gør, at man som patient kan føle sig sikker på, at de oplysninger følger en, uanset om man er behandlet i privat, kommunalt eller regionalt regi.

I Dansk Folkeparti er vi måske lidt utålmodige og så gerne, at det her blev udrullet noget før, men vi ved også, at der flere steder er nogle systemer, som fungerer fint. Nu skal vi blot sikre, at det bliver udrullet, så programmerne kan arbejde sammen.

Når det her er på plads, vil det understøtte det sammenhængende patientforløb. Det vil være med til at give en høj behandlingskvalitet og en bedre patientsikkerhed. Man kan som patient og borger allerede i dag se sin journal. For ca. et år siden åbnede der på sundhed.dk det, der hedder »Mit sundhedsoverblik«. Her kan man med en digital signatur logge ind og få et overblik over alle ens sundhedsdata. Eksempelvis kan man nu se nye notater i patientjournaler, om der er kommet svar på laboratorieprøver, hvilke medicin man har fået udskrevet samt kontaktoplysninger til den praktiserende læge. Så ja, det er et skridt i den rigtige retning, og så vidt jeg ved, skulle det hele være udrullet i 2013, og det må vi holde ministeren fast på.

Tak til fru Liselott Blixt. Så er det hr. Jonas Dahl.

Jeg vil se, om ikke det er muligt, at vi kan afslutte førstebehandlingen af dette lovforslag inden frokostpausen. Det vil nok være praktisk for medlemmer og minister.

Værsgo, hr. Jonas Dahl.

Tak for det. Jeg tog det også næsten som en opfordring til at være kortfattet.

Jeg vil gerne indledningsvis sige, at jeg synes, der er mange gode ting i det her lovforslag. SF har gennem længere tid efterlyst, at vi får set på, hvordan vi sikrer, at de relevante medarbejdere har adgang til relevante oplysninger, men sådan at vi også samtidig fastholder den sikkerhed, som der er behov for. Jeg synes, et af de høringssvar, der er kommet, som har været mest interessant at læse, er det fra Datatilsynet, som jo faktisk opregner en lang række af de problemstillinger, der netop er med at sikre dataene mod misbrug. Det er klart, at det skal være sikret, at oplysninger, som en borger har indvilliget i at have liggende i f.eks. en EPJ på det enkelte sygehus, ikke skal være tilgængelige for andre, som synes, det er interessant at snage i ens privatliv eller i ens sundhedsdata. Derfor har vi selvfølgelig behov for at sikre, at der er en kontrol, men også en sikkerhed for, at de oplysninger, som ligger tilgængeligt i EPJ-systemerne rundtomkring, selvfølgelig kun bliver brugt af relevante medarbejdere.

Når det er sagt, synes jeg også, vi skal slå fast, at der heldigvis indtil videre kun har været meget, meget få sager, hvor der har været rejst tvivl om det her, og det skyldes jo bl.a., at vi har et meget dedikeret sundhedspersonale, som faktisk forvalter de her personfølsomme data rigtig, rigtig fornuftigt.

Jeg synes også, det er fornuftigt, at man nu fra ministeriets side lægger op til at udvide den adgang, der er til EPJ-systemerne. Jeg havde selv for ikke så lang tid siden fornøjelsen af at besøge regionshospitalet i Randers, hvor der jo bl.a. er blevet indført et nyt EPJ-system, som man nu ruller ud i hele Region Midtjylland, og som jo netop rummer en lang række af de her muligheder for, at man, afhængigt af hvilken faggruppe man kommer fra, har adgang til bestemte oplysninger. Det rammer jo præcis ind i den her problemstilling, for der er selvfølgelig grænser for, hvad en fysioterapeut har behov for at vide omkring den enkeltes medicinering, men til gengæld har fysioterapeuten nok rigtig meget brug for at vide, hvad ortopædkirurgen har skrevet. Derfor er der selvfølgelig også behov for, at man får præciseret, hvilke oplysninger der skal være tilgængelige for den enkelte faggruppe, således at man sikrer sig, at patienten i sidste ende får den bedst mulige behandling. Det er jo i hvert fald det, vi alle sammen gerne vil sikre.

Når det er sagt, synes jeg også, at den her problemstilling viser sig meget tydeligt, når man ser på samarbejdet mellem de privatpraktiserende læger, sygehusene og den kommunale ældrepleje, for det er i hovedsagen i den trekant, samspillet bliver problematisk. Hvordan sikrer vi, at den social- og sundhedsassistent, som står ude på det enkelte plejehjem eller i den enkelte borgers hjem, ved, præcis hvad det er for noget medicin, den enkelte borger har fået udskrevet af sin privatpraktiserende læge eller af sygehuset? Det er jeg helt med på kommer med det fælles medicinkort, men der må vi jo bare sige, at der altså stadig væk er nogle svigt, og at det fælles medicinkort ikke er på plads. Så der er altså også behov for at se på, hvordan vi kan integrere medicinoplysningerne, men også de generelle oplysninger, som ligger i patientjournalerne, så vi får sikret os, at der er adgang til de nødvendige oplysninger, men at der samtidig også sker en afgrænsning.

Derfor er jeg meget positivt indstillet over for det oplæg, der kom fra Socialdemokraterne. Om det skal være en høring eller et ordførermøde, eller hvordan ministeren vil gribe det an, vil jeg være ret åben over for, men jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at vi relativt hurtigt bliver samlet omkring det her, for der er bred opbakning til at få præciseret de her nødvendige ændringer af loven. Der er behov for, at de bliver effektueret meget hurtigt, for der er i sundhedsfaglige kredse et ønske om, at det her faktisk bliver implementeret relativt hurtigt.

Derfor er der også fra SF's side opbakning til intentionerne i lovforslaget, men der er altså nogle ting i Datatilsynets høringssvar, vi skal se på, og også generelt det om personfølsomme oplysninger og adgangen og tilgængeligheden, og vi skal måske også se på, hvilke andre faggrupper der skal have adgang. Jeg føler mig da tryg ved, at en indenrigs- og sundhedsminister eller en sundhedsminister har adgang til oplysningerne og kan vurdere, hvilke faggrupper der skal have adgang til dem, men jeg synes også, det er fornuftigt, at vi får en bred politisk debat om, om f.eks. farmaceuter på apoteker også skal have adgang til i hvert fald visse medicinske oplysninger om den enkelte patient, så vi undgår en eventuel fejlmedicinering. Det er nogle af de problemstillinger, jeg gerne vil have belyst, når vi i givet fald mødes i ordførerkredsen.

Men der er mange gode intentioner i forslaget, og vi vil gerne fra SF’s side bakke op om, at det bliver fremskyndet så hurtigt som muligt.

Tak til hr. Jonas Dahl. Så er det fru Vivi Kier.

Jeg vil starte med at sige, at it er et værktøj med rigtig mange muligheder, og det er et værktøj, vi endnu ikke bruger i tilstrækkelig grad. Det er også et værktøj, som indeholder uanede muligheder.

Ja, patientsikkerheden er vigtig, den skal vi gøre noget ved, og vi må ikke lade os bremse unødigt. Jeg har det ligesom Dansk Folkepartis ordfører – man kan godt indimellem blive lidt utålmodig og spørge sig selv, om vi ikke nu kan komme i gang og få det brugt. Det vil betyde rigtig, rigtig meget i hele vores sundhedssektor.

Der bliver af forskellige ordførere her givet udtryk for, at der er behov for at få et udvidet ordførermøde, og det vil være helt fint for mig. Det deltager jeg gerne i – lad os tage det møde. Det vigtigste er, at vi kommer i gang, og at vi kommer i gang nu.

Så fra konservativ side kan vi tilslutte os forslaget.

Tak til fru Vivi Kier. Så er det hr. Manu Sareen.

Jeg skal også gøre det hurtigt. Det Radikale Venstre kan bakke op om forslaget, da det handler om at øge anvendelsen af it i sundhedsvæsenet og ikke mindst om at sikre en styrket videndeling, så vi i højere grad får understøttet et samlet patientforløb mellem de forskellige aktører, der nu måtte være involveret. Det er fuldstændig rigtigt, som vi også har hørt af flere, at det jo er noget, man har efterlyst i rigtig, rigtig mange år, så nu handler det bare om at komme i gang.

Men der bliver selvfølgelig også i forslaget lagt op til en markant udvidelse af personkredsen, en udvidelse, der giver adgang til en række helbredsoplysninger for sundhedspersoner. Og som man også kan læse om i forslaget, tæller det jo faktisk alt fra tandlæger til radiografer og ambulancebehandlere med særlige kompetencer. Når man gennemfører en så voldsom udvidelse, må man nødvendigvis også medtænke sikkerheden – som det selvfølgelig også kræves – så oplysningerne ikke misbruges. Dette er sket meget, meget få gange, og man skal selvfølgelig ikke tro, at det bliver et kæmpestort problem, men man må bare, som der også bliver påpeget i høringssvarene, tage det alvorligt, så mulighederne bliver klart begrænsede.

Udvidelsen og dermed selvfølgelig også bekymringen for misbrug af oplysningerne bliver ikke mindre af, at kommunerne også bliver en del af den her videndeling, som der bliver lagt op til i forslaget. Så kredsen bliver med andre ord udvidet meget, meget voldsomt.

Bekymringen betyder ikke, at vi ikke bakker op om forslaget, for det gør vi, men vi vil i udvalget stille en række spørgsmål vedrørende sikkerheden ved netop denne udvidelse.

I Forbrugerrådets høringssvar foreslår de selv det, der hedder privacy by design, som åbenbart er en ekstra sikkerhedsløsning, der sikrer, at de relevante data kun tilgår relevante sundhedspersoner. Jeg kender kun systemet fra høringssvarene, og der står ikke beskrevet særlig meget om det rent tekniske ved det, men jeg synes helt klart, at hvis det kan være med til at hjælpe på sikkerheden, er det da noget, man bør kigge på i det videre udvalgsarbejde.

Men vi bakker helt klart op om det her forslag og glæder os til at arbejde med lige præcis sikkerheden, som måske godt kan være problematisk.

Tak til hr. Manu Sareen. Så er det indenrigs og sundhedsministeren.

Da jeg var på et hospital, i anledning af at jeg skulle besøge en patient, kom der en sygeplejerske hen og trak mig i ærmet og viste mig sin store, støvede papirjournal, som hun bar hen til en klinik, hvor der åbenbart var en patient. Hun sagde til mig: Synes du ikke, det er dybt forældet, at vi går rundt med disse støvede journaler? Jo, det er dybt forældet. Forleden hørte jeg om en kvinde, der havde været med sin mor rundt på tre hospitaler. Hun skulle oplyse de samme ting alle tre steder. Det er det, vi nu skal gøre op med.

Vi er måske verdens mest e-parate samfund, men det er ikke altid, man fornemmer det i sundhedssektoren, og nu skal sundhedssektoren altså bringes på niveau med den elektroniske standard, vi gerne vil kendes for, og som vi er stolte af at have i dette land. Borgerne er jo parate. Der er ikke noget land i verden, hvor borgerne er mere klar til at bruge internettet osv., så nu skal det være. Nu skal den ene hånd vide, hvad den anden gør, i sundhedssektoren, og det skal patienterne føle.

Det skal også være sådan, at kommunen, når patienten er udskrevet, umiddelbart skal kunne få oplysningerne. Vi har i øjeblikket en gennemsnitlig ventetid på at komme i genoptræning på mellem 15 og 50 dage for patienter, og det er helt uholdbart, fordi genoptræningen tager længere tid og bliver dyrere, jo længere tid der går, før den starter. Hvis ventetiden skyldes, at genoptræningscenteret simpelt hen ikke får at vide, at nu er patienten udskrevet, så er løsningen selvfølgelig, at man får mulighed for at gå ind på patientens elektroniske patientjournal og dér får bekræftet, at vedkommende er udskrevet.

Vi skal have mere sammenhængende patientforløb med høj behandlingskvalitet, og vi skal have øget patientsikkerhed gennem videndeling. Selvfølgelig er det kun nogle, der skal have adgang til patientjournaler, og her udvider vi altså kredsen noget til bl.a. dem, der møder den tilskadekomne patient først med ambulancen. Jeg synes, at hr. Jonas Dahl med god grund kan rejse spørgsmålet om, hvorvidt farmaceuter også i et vist omfang skal kunne få adgang til patientjournalen. Det synes jeg er et rigtig godt spørgsmål, som jeg meget gerne vil være med til at dyrke sammen med udvalget.

Der skal selvfølgelig være sikkerhed om patienternes privatliv, og hvis en patient har et sygdomsforløb, som patienten ikke mener vedrører nogen andre, så skal det selvfølgelig respekteres. Det siger sig selv. Men jeg tror, vi tager fejl, hvis vi bygger på den antagelse, at borgerne går og er vældig nervøse for, hvad der nu kan stå om dem i den patientjournal. De er meget mere nervøse for, at de bliver behandlet af en, der ikke ved, hvad der står i patientjournalen. Så borgerne er på mange måder løbet foran os.

Det er vigtigt, at kommuner og regioner kan bruge oplysningerne til statistiske undersøgelser. Det gør jo, at de vil kunne vurdere effekten af deres egne indsatser. Vi har lige fået disse sundhedsprofiler, hvor kommunerne kan se, hvordan tilstanden er i kommunen sammenlignet med nabokommunen, og over tid vil de kunne se, om en kampagne for mere motion eller sundere mad, eller hvad det nu kan være, over for unge mennesker, har virket, eller den ikke har virket. Det er utrolig vigtigt, at vi udnytter vores samfunds velordnethed til at få fokus på, hvad der virker, og hvorfor det virker. Så af hensyn til forskningen og af hensyn til dem, der har ansvaret for at forbedre forebyggelsesindsatsen, er det meget vigtigt, at kommuner og regioner også kan bruge disse data – men selvfølgelig til undersøgelser af det generelle billede. Der er jo ikke tale om, at de skal gå ind og bruge bestemte personer og udstille deres særlige sygdomsforløb.

Jeg vil godt understrege, at vi jo altså har en persondatalov. Der bliver ikke tale om en generel og automatisk adgang til data. Det er kun de medarbejdere, der skal anvende oplysninger til statistiske undersøgelser, som får adgang til dem, og den dataansvarlige myndighed skal først tage stilling til, om kommunen eller regionen må indhente de ønskede oplysninger. Så det er ikke sådan, at vi nu begiver os ud i ragnarok, hvor oplysninger om folks sygdomsforløb flyder rundt hos alle mulige mennesker, der ikke bør have adgang til dem.

Vi tager et sikkert skridt fremad, og det glæder mig, at debatten her mere har været præget af, om nu der var nogle flere, der skulle adgang til oplysningerne, frem for overflødige bekymringer for, hvad patienterne måtte mene. Patienterne er klar. De venter på, at vi handler, og jeg er faktisk lidt overrasket over, at vi på dette punkt ikke er kommet længere. Derfor håber jeg inderligt, at vi kan få forslaget gennemdrøftet og få det vedtaget enstemmigt i løbet af en måneds tid. Det ville være rigtig dejligt.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget, og det er godkendt.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:01).